Vinni tager ordet! Lidt fra Vinni om vores tur

Hvordan er det at være langturssejler? 

Lad os lige slå det fast, at Biscayen er ikke for tøsedrenge!

 

Kære familie, venner, naboer og bekendte,

At begynde en jordomsejling, er ikke kun en natur- og kulturoplevelse, men for mig er det også en opdagelsesrejse ind i mig selv, hvor jeg klart befinder mig langt udenfor min komfort zone og finder nye sider af mig selv. Med andre ord, jeg er taget på en personlig udviklingsrejse i en alder af 57 år, hvad siger I så? Jeg har hørt langturssejlere sige, at de vender hjem som et helt andet menneske. Forhåbentligt ikke et ringere men et bedre menneske. Ja, lad os se, hvilken person jeg udvikler mig til i løbet af de næste 7-8 år.

Efter 3 måneders sejleroplevelse udenfor det danske/skandinaviske beskyttede farvande, vil I såvel sejlere og landkrabber nu høre fra mig, hvordan jeg oplever mit nye ”liv” som langturssejler. Indtil vi krydsede Biscayen følte jeg mig stadig lidt som havnesejler, selvom vi havde haft flere døgnsejladser, men som I jo har læst i Carstens beretninger, har vi ligget meget i havn, da vejret ikke tillod eller motiverede os til at ligge for anker. Hvem synes, at det er sjovt eller romantisk at ligge for svaj i hårdt vejr og masser af regn, nej så foretrækker vi havnen. Og så var der lige den lille detalje, at vi øh Carsten konstant var i færd med at reparere, det kræver jo, at man har adgang til en bådbutik (blandt mandlige sejlere kaldes den pornobutikken og koster mange penge, hver gang Carsten besøger den) og at diverse reparatører skal have adgang til Capri – det krævede jo også, at vi var havneliggere. Jeg skal nok undlade at underholde jer mere med vores besværlige reparationer og den ringe service man ofte får.

Capri, hvad sker der dog med dig? I de 5 år vi har haft hende, har vi stort set ingen reparationer haft. Vi har måttet konstatere, at der er meget stor forskel på at bruge sin båd som fritidsbeskæftigelse lidt i weekenderne 4 måneder om året og 3 uger i sommerferien eller som nu, hvor vi bruger hende fulltime og til havs.

Carsten har godt nok underholdt mig med, inden vi tog afsted, at det at være langturssejler betyder, at man konstant reparerer på sin båd i eksotiske omgivelser. Det første kan vi godt leve op til, men det sidste med eksotiske omgivelser venter vi på. I tror det er løgn, men selv regnen har vi medbragt til Nordspanien. Ja, på min fødselsdag stod jeg op til regn, ØV, men det klarede heldigvis op, så jeg kunne fejre dagen på en ankerplads ved Isle of Cies. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at reparationer skulle styre vores sejlerplanlægning, som den har gjort ind til nu – på godt jydsk, det er rigtig træls.

Nå men lad os ikke hænge fast i disse reparationer m.m. og lad mig fortælle om mine sejleroplevelser og alt det jeg skal lære.

 

Fra ”kravlegården” og ud i den store verden.

Ikke for at undervurdere at sejle i det beskyttede danske farvand og Østersøen – kun en tåbe frygter ej havet – og vi har da haft vore udfordringer, når Køgebugt, Kattegat og Østersøen viser tænder og en enkelt knock down pga en cumulunimbus med ambolt foran indsejlingen til Københavnshavn og en stormende kuling i Flensborgfjord, da vi skulle anduve Sønderborg lystbådehavn midt om natten, for bare at nævne et par eksempler, som I kan læse om i tidligere beretninger. Så må jeg indrømme, at de kræfter, der hersker herude og som synes at være mere uforudsigelige end der hjemme, er noget helt andet og jeg føler mig som en novice.

Jeg er meget ydmyg for den opgave, vi har givet os selv ved at tage på en jordomsejling, men Carsten siger: ”du skal ikke hele tiden tale dig ned, så ringe sejlere er vi da ikke”. De fleste af jer ved, at ydmyghed ikke er Carstens stærke side, når jeg ind imellem spørger ham, om han da ikke bare kan være lidt ydmyg, er svaret altid ”Humble sweety, its hard to be humble, when you are perfect in almost everything”, på trods af denne brist, elsker jeg ham alligevel.

Natten inden vi lagde ud fra Thyborøn, fik jeg ikke sovet ret meget. Jeg havde jo læst om, hvordan Nordsøen kan te sig og skabe kritiske øjeblikke for små både som Capri, men som Carsten har berettet i vores blog, så havde vejrguderne lyttet til mine aftenbønner, vi fik en ”baljetur”, gudskelov. Jeg tilbød at tage de to ”hundevagter” (kl. 24:00 – 04:00), da min aldrende mand jo bliver hurtigere træt end hans unge hustru eller måske er jeg mere vandt til nattevagter fra mit tidligere liv.

Da jeg stod op til min anden ”hundevagt”, kunne skipper Carsten berette, at der intet var at se eller frygte. Øh spurgte medskipperen, hvad med alle disse boreplatforme? Intet problem, dem har vi passeret. Nå, men da jeg fik overblikket og natsynet, mens Carsten allerede lå i hans REMsøvn, så måtte jeg jo konstatere, at jeg ikke helt kan stole på ham. Akkurat ligesom når vi spiller bridge. Carsten melder altid lidt højere op, end han har kort til, hvilket jo kan chokere mig, når nu jeg skal spille kontrakten hjem. Men jeg elsker ham alligevel.

Tilsyneladende tror Carsten, at han har passeret boreplatformene, når han på kortplotteren blot har set dem og mener, at vi holder en passende afstand til dem. Vi havde nemlig ikke passeret dem, vi var lige nået frem til den første boreplatform. Jeg havde jo lige netop frygtet at skulle navigere forbi dem om natten og synes, at det ville være pinligt, hvis jeg kom for tæt på, hvorefter de ville kalde mig over VHF radioen og skælde ud eller sende security-båden(terrieren) ud efter mig, ligesom de gjorde hos Carsten, da han sejlede ned gennem den Engelske Kanal.

Nå, men jeg klarede det, måtte dog skifte halse et par gange. Kors, hvor er det besværligt singlehanded at skifte halse i mørke – også selvom jeg kun gik for en genua og det gør det ikke mindre besværligt at bevæge sig rundt i et cockpit fasttømret til en livline. Nu forstår jeg, hvad vi har budt Scotty. Ja, jeg er jo selv ude om det, da jeg som sikkerhedschefen ombord har indført den regel, at man om aften/nat altid er fastspændt med en livline. Det er forbudt at falde overbord.

 

Turen over Nordsøen var som sagt en baljetur, men det var det bestemt ikke, da jeg lagde ud fra Peter Head. 2-3(4) m høje bølger og vores nye teak på ”næbet” røg af med det samme. Vi skulle jo ud af havnen og jeg måtte forsøge at tage bølgerne bedst muligt, idet vi var nød til at sejle op imod søerne for at undgå afdrift over i stenene lige udenfor havnen samtidig med, at jeg skulle styre udenom fiskegarn og hummerkasser. Der var ingen tid til at blive søsyg. Først efter 45 min var vi tilstrækkeligt langt ude til, at vi kunne begynde at sætte sejl. Pokkers også, at jeg ikke huskede at spørge havnemyndighederne, da jeg bad om tilladelse til at forlade havnen, om vi måtte sætte storsejl inde i havnen, det havde gjort det lettere og mere sikkert. Nå men jeg lære hele tiden.

Næste udfordring og læring var, da vi skulle ind i første sluse ved Inverness med 2,5 kn sidestrøm. Jeg havde ingen anelse om, hvordan vi skulle gebærde os. Jeg kunne ikke engang få øje på sluseportene, før vi var lige foran. Tak skæbne tænkte jeg, skal vi lægge til inde i den lille ”kasse”, sådan føles det, når det er en smal sluse med 4 m høje vægge. Ind kom vi uden skrammer, men så skulle Fru Breuning kaste sine fortøjninger op til ”slusefætter”, der stod oppe på kajen. Har ikke prøvet før at kaste tunge fortøjninger op i vejret 4 m, hvilket jo resulterede i, at den første fortøjning landede i vandet. Jeg fik skæld ud af ”slusefætter” og blev belært at mine fortøjninger er alt for lange (det skulle vise sig senere, at det var de ikke) og at jeg havde krejlet mine fortøjninger op i for store loops. Sikken en velkomst til Caledonien Canal. Efter vi var blevet indregistreret, kom han dog ud og gav mig en undskyldning.

Nå, nu skulle vi så hæves 3 m. Forestil jer Capri i en stor jacuzzi, der kører på fulde kraft, alt imens Carsten og jeg forsøger at holde hende fast i fortøjninger, der er fastgjort 4 m oppe, i alt fald i starten og derefter justere længden af fortøjningerne, jo højere vi kom. Samtidig måtte vi kæmpe for at redde fendere og søgelænder, der konstant hang fast i stenvæggen. Jo, vi havde travlt. Jeg kan afsløre, at det er nemmere at blive sænket ned gennem slusesystemet end når det går opad. Heldigvis var vi to personer i båden, men sådan skulle det ikke blive ved med at være. Første gang vi skulle gennem 5 sluser i rap og jeg stod ved roret, blev jeg noget paf (troede ikke mine egne øre), da de bad Carsten om at stå af Capri, da vi var nået gennem den første sluse, for herefter skulle han gå langs kajen med fortøjningerne og fastgøre dem ved næste sluse, alt imens jeg singlehanded skulle lægge fra og lægge til i sluserne. Stolt var jeg, da jeg hørte ”slusefætter” efter den sidste sluse sige til Carsten, at din kone har godt styr på båden.

Men træerne vokser ikke ind i himlen, for dagen efter lavede jeg ”sluseshow”. Heldigvis var der ikke andre både i slusen, for da jeg lagde til, ville Capri ikke lystre og i den strøm der altid er i slusen, vendte hun sig på tværs af slusen fra væg til væg. Carsten råbte eller skreg ordre, men lige meget hvad jeg gjorde, så lystrede Capri ikke. Shit. Men endelig opdagede jeg, at jeg var kommet til at sætte den på autopilot, da jeg brugte bovpropellen. Så da jeg troede, at jeg havde roret helt over, viste det sig i stedet, at rattet var låst. Puha en forskrækkelse, men jeg fik hende hurtig på rette køl og ingen skader på Capri – kun min stolthed og ikke mindst min selvtillid havde lidt skade. Man lærer hele tiden.

Endnu mere udfordrende bliver det, når man bliver dirigeret flere både ind i en sluse. Eksempelvis når 2 både hhv 45 og 40 fod presses ind i ”båsen” – jeg mener bogstaveligtalt presses ind, vi kunne ikke ligge ved siden af hinanden ej heller efter hinanden, men måtte ligge på skrå og helt op til sluseportene, hvor strømhvirvlerne er stærkest. Det var rædselsfuldt, men det lykkedes at komme der fra uden skader på bådene. Jeg forstår godt, at der i havnelodsen står, at man skal have mindst 6 fendere, når man skal igennem Caledonien og Crinan Canal og har du flere bliver du meget glad for det.

Carsten havde fået en mail fra en bekendt, der skrev, at når vi skulle igennem Crinan Canal kun med to ombord, ville det være en god ide, om man kunne finde en anden båd og følges med gennem sluserne. Det skulle vi snart forstå hvorfor – I Crinan canal skal man nemlig selv betjene sluserne. I guder. Vi fandt følgeskab, men var ikke heldig med selskabet den første dag, Carsten og den anden skipper kom nærmest op og skændes, da skipperen fra nabobåden stod og talte i telefon, imens vi var i slusen, i stedet for at passe sin båd, der stod og bankede op ad Capri. Men dagen efter fulgtes vi med Alisdair og hans besætning, som havde helt check på, hvordan sluserne skulle betjenes. Et rigtigt hyggeligt selskab som vi lærte at kende over adskillige Gin og Tonics. Vi passerede i alt i disse to kanaler ca. 45 sluser, så nu er vi klar til Göta kanalen, når vi kommer hjem.

I starten skulle vi da lige have repeteret, hvordan er det nu, at vi beregner tidevand -og strøm. Jeg har selvfølgelig taget mit projekt med fra Y1, så vi kunne lige slå op under tidevand og se beregningen. I Danmark/Skandinavien kan vi nyde morgenkaffen, inden vi sejler ud. Men her ringer vækkeuret kl. 3 mhp at sejle kl. 4 altså om morgenen. Vi skal jo gerne sikre tilstrækkeligt med vand under kølen og helst undgå for meget strøm på vej ud(ind) ad havnene.

Tidevandsberegninger brugte vi også mhp at undgå de berygtede strømsøer. Det har vi ikke i DK, ikke noget der ligner de skotske. I den skotske skærgård på vej til Crinan Canal kunne vi ikke undgå alle strømsøer pga afstandene mellem dem, så det var kun et spørgsmål, om vi i strømsøen ville have 8 eller 5 kn mod – eller medstrøm. Svært at vælge ik? Vi valgte naturligvis de 5 kn.

Hvordan er det så at begive sig ud i en strømsø. Jo, man tror ikke sine egne øjne, når man nærmer sig farvandet. Vandoverfladen ligner vandet i en gryde, der er lige ved at komme i kog. Strømmen (5 kn modstrøm) forsøger hele tiden at overtage båden, så det er bare med at have alle sejl oppe og motoren på fuld kraft. Alt imens vi passerer klippestykker indenfor 50 m. Puha, det var med hjertet helt oppe i halsen, da vi sejlede igennem strømsøen. Den ene havde blikket fast på kortplotteren mhp at navigere os sikkert igennem grundt vand og den anden havde øjnene konstant på ekkoloddet mhp at observere vanddybden.

I den skotske skærgård fik jeg også erfaring med de kraftige (kulingstyrke) fønvinde, der nærmest faldt ned over os, når vi passerede tæt på de høje bjerge/klipper. Det var bestemt også medvirkende til, at vi ind imellem nøjes med at sejle alene for genua, den er alt andet lige nemmere at styre. Skotterne elsker eller jagter disse fønvinde under deres kapsejladser. Jeg bemærkede i øvrigt, at jeg ikke så en eneste gennakker eller spiler i brug hverken i Skotland eller Irland næppe pga manglende mod hos sejlerne, men snarere at vejrforholdene her er meget mere uforudsigelige end i DK.

Jeg fik da også min første erfaring med en rigtig squall og på et rigtigt uheldigt tidspunkt. Vi var lige kommet ud af Crinan Canal i et farvand, hvor vi de næste 30 sømil ikke havde søkort. Vi havde drøftet, om det nu var klogt kun at have kortplotteren. Jo, sådan er der mange, der sejler og selvfølgelig stolede vi på vores kortplotter. Den har jo aldrig svigtet, men selvfølgelig første gang vi sejler uden søkort, står kortplottern af. Egentlig var det vores autopilot, der stod af og det er den der sender GPS positioner til vores kortplotter og radar. UPS ingen søkort og ingen kortplotter. Imens Carsten forsøgte at få kortplotteren i gang, styrede jeg Capri. Jeg nåede lige at se de tunge skyer, da meget voldsom regn, hagl og voldsom blæst fra flere sider omringede Capri. Sigtbarheden var lig 0, jeg kunne kun se konturerne af Carsten, der sad ved siden af og hvis I spørger, hvor meget det blæste, kan jeg ikke svare, for jeg kunne simpelthen ikke se, hvad der stod på vindmåleren. Det varede ca. 10-15 min, men uvisheden om, hvor længe det varede, skabte da lidt utryghed hos besætningen på Capri.

Ned gennem det irske hav synes jeg ikke vi oplevede de store udfordringer – øh måske lige da vi skulle anduve Poolbeg i Dublin. Havnemyndighederne fortalte os, at vi inde i havnens sejlrende (der ikke findes på søkort) skulle holde os udenfor for renden, for der var masser af vand. Vel var der ej, inden vi havde passeret nr 2 bøje viste ekkoloddet 2,4 m og vi stikker tæt på 2,2 og vi styrede straks ind i sejlrenden. Det skete en gang til, hvorefter vi ignorerede myndighedernes ordre og sejlede yderst i sejlrenden.

Som noget nyt skulle jeg også lære at kommunikere med havnemyndighederne via VHF radioen. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg er teoretisk uddannet (LRC) fra Skagens skipperskole til at bruge såvel VHF og kortbølgeradioen, men jeg har jo ingen praktisk erfaring. Kors – hvor er det svært at forstå, hvad skotter/irer siger og det er bestemt ikke bedre med den spanske accent.

Skotlands skærgård og kanaler har været meget lærerig for os begge og udviklet mig som sejler, det er rigtig skønt og jeg har meget mere at lære. Alligevel følte jeg mig meget usikker og utryg overfor vores næste store udfordring, nemlig Biscayen.

De fleste langturssejlere frygter Biscay bugten og flere jordomsejlere har da også i deres beretninger og bøger beskrevet denne overfart, som det værste, de oplevede på hele turen. Ja, der er vel ikke noget at sige til, at jeg fik endnu en søvnløs nat, da tiden nærmede sig, hvor et godt vejrvindue tillod os at begive os ud på vores første oceansejlads.

Det var mit forslag, at vi skulle sejle ud fra Cork (Sydirland) for at komme ud over den kontinentale hylde hurtigst muligt altså indenfor 2 døgn. Denne rute ville give os den korteste vej ud til Nordatlantens 4,5 km dybde, hvor bølgerne skulle være brede, lange og runde i stedet for de høje krappe søer, der rejser sig hen over den kontinentale hylde, hvor dybden indenfor kort afstand går fra 4,5 km til 300m. Carsten forslog, at vi lagde ruten direkte til Bayona i stedet for La Coruna, så vi tog den udenom Cabo do Finnesterre. Det blev beslutningen, men dermed havde vi også valgt det længste ben over bugten og havde 4,5 til 5 dages sejlads i vente.

Jeg var noget stille og kry, da jeg lagde ud fra Crosshaven tirsdag eftermiddag og spekulerede på, hvad de næste 4-5 døgn mon ville bringe os. Puha.

Vi nåede ikke at gå ud af havnen med højvande, da riggeren ikke var færdig med at forstærke løjbommen, derfor viste jeg, at vi i løbet af få timer ville få tidevandsbølger, der gik imod de vindskabte bølger og dermed ville vi få overfalls (stejle bølger). Carsten fornemmede vel min nervøsitet og tilbød at tage den første hundevagt. Tak Carsten, for da vi gik fri af den irske kyst og de krappe 2 m høje bølger kom fra siden og rullede Capri, som lå hun i en jacuzzi, så kom søsygen på trods af, at jeg havde taget søsygetabletter. Jeg gik ned og lagde mig i søkøjen, hvor jeg rullede frem og tilbage. Man lære hurtigt at lægge sig tæt op af den ene side og knæ/arm på den anden side, så man selv i søvne kan ligge i spænd. Efter 4 timer kom Carsten og vækkede mig til vagtovertagelse, men jeg havde det bestemt bedre vandret end lodret og bad om han kunne give mig en ekstra time. Min søde mand gav mig to timer, hvorefter jeg kravlede op i cockpittet. Jeg var stadig nød til at bede ham om at blive ½ time, mens jeg forsøgte at få styr på min lukkemuskel til mavesækken og mit meget urolige mellemgulv, der gik i elevatorgang. Jeg stod ved roret og viste ikke, om jeg skulle vende mig om ud over rælingen og få det overstået, men jeg kan ikke fordrage at kaste op, så jeg bed ubehaget i mig. Den friske søluft og lidt nattesyn hjalp, hvorefter jeg kunne sende Carsten i køjen.

I bælgravende mørke og kulde sidder jeg og kikker ud over de krappe søer og trøster mig med, at Biscayen endnu kun har vist sig fra den milde side (7-8 m/s og 1,5-2m bølger) – og tænkte, at jeg ville meget nødig opleve kuling herude. Øh den oplevelse kommer jeg til senere.

Næ først skal I høre om min manglende sympati og forståelse for fiskere især trawlere. Havde jeg haft en håndgranat, så havde jeg kastet den over på dækket hos trawleren, de er skide irriterende. Hvis du er heldig, bruger de AIS, men det gør ikke alle. Nu befinder vi os midt ude på havet/ocean, der er så meget vand, hvorfor skal de lige trawle ind over min kurs. Søvejsreglerne siger, at jeg skal vige for dem, men det er nemmere sagt end gjort, for de skifter kurs og hastighed konstant frem og tilbage lige foran dig. Man vil jo helst passere dem foran, da de jo har flere km lange net bagud og dem vil jeg nødig, at Capri bliver fanget i. Man kan have dem på kornet (AIS og kikkerten) i en hel time og er overbevist om, YES jeg har passeret ham foran og pludselig retter han stævnen lige midtskibs på Capri med 8 kn ”Asshole”. Kors – hvor har de fået min puls op mange gange og så midt om natten, hvor det er endnu svære alene at skulle skifte halse i en fart, alt imens man hænger fast i livlinen. Jeg sveder helt, når det er overstået – og pludselig dukker 1-2 nye grønne trekanter op på min skærm, øv endnu to skiderikker jeg skal slås med.

Efter et lille døgns tid fik jeg overmandet min søsyge og var klar til at indtage lakridser igen, det hjalp på humøret.  Skyerne forsvandt og vi fik sol. Om natten var der skyfrit og den smukkeste stjernehimmel (tæppe) over mit hoved. Hvad laver man på en hundevagt mit om natten? Joe, sådan ca. hver 10 min rejser man sig op og observerer 360 grader rundt om Capri, checker alle instrumenter, at der ingen fare lurer derude, måske retter man lommelygten op mod sejlene for at checke, hvordan de står. Drikker te, får et stykke brød eller en banan for ikke at glemme lakridserne. Sidder og nyder lyden af vind og hav samt stjerner. Hviler i sig selv, tænker lidt over livet. Bliver utroligt opmuntret, når delfiner kommer og hilser på ved solopgang.

Hvis man skal kunne befinde sig godt med hundevagter, skal man kunne lide at være sig selv. For mig er de første 15-30 min lidt skræmmende. Når man står ud i cockpittet kl. 24, kan man intet se, det er jo ikke særlig betryggende, men efter ca. 20 min får man natsyn. Indrømmet, når man intet kan se og føler sig indpakket i mørke, mens man suser hen over havet med 7,5-8,0 kn og bølgerne, der kaster rundt med Capri, så føler man sig meget alene her ude i Biscayen. Ensomheden forstærkes yderligere, når skærmen er tom, ingen skibe dermed ingen hjælp indenfor VHF afstand, ”holy shit” vi er mutters alene. Jeg føler mig virkelig som ”Palle alene i verden”, mens jeg hører Carstens snorken nede fra køjen. Da kan jeg godt få lyst til at vække Carsten, men gør det ikke, da det jo er vigtigt, at vi får vores søvn. I kritiske situationer eller når vi er utrygge, vækker vi selvfølgelig den anden. Det gælder begge veje ellers kan vi ikke stole på hinanden.

I de stille perioder over Biscayen når vi at nyde hinanden, læse en bog og så få et tiltrængt bad. Vores bruser ude på hækken fungerer fint og med varmt ferskvand (tak til watermaker og solpaneler). Vi står fint mellem ophænget til vindroret, så vi ikke risikerer mandoverbord. Jeg nyder at tage brusebad i det fri og så undgår jeg tillige at gøre badeværelset rent. Toiletbesøg har Carsten levende beskrevet. Varm mad skal der til for at holde energien og humøret oppe hos besætningen. Jeg må indrømme, at jeg er fuld af beundring, at Carsten er i stand til at lave mad selv i hård sø. Der er sket, at han er kommet op for at få frisk luft og ser lidt bleg ud.

Flere af jer har spurgt mig, inden vi tog afsted, om Carsten og jeg nu kunne holde hinanden ud på et så lille areal. I havn kan vi jo gå os en tur, hvis vi har behov for at være alene og på søen er det vagt på vagt. Det betyder, at vi faktisk ikke når at tale så meget med hinanden, for når den ene kommer op for at tage vagten, er den anden meget hurtig til at gå ned og finde køjen. Man kan ind imellem godt føle sig lidt ensom særligt om natten.

Som jeg startede med at sige, ville jeg nødig opleve Biscayen i kuling, men det undgik jeg ikke helt. I min hundevagt på vores tredjedøgn blæste det op til 11-12 m/s og bølgerne begyndte at vise sig som mørke skygger op over rælingen og vi rullede. Og vi susede afsted med 7,5-8,0 kn begge sejl i andet reb. Capri virkede stadig som en ”happy boat” og tog bølgerne fint, så jeg følte ikke behov for at vække Carsten. Men i Carstens vagt vågnede jeg efter 3 timer, fordi Capri blev kastet rundt og med meget store krængninger. Vinden var tiltaget fra øst til 14 m/s og bølger havde vokset sig til 3-4 m. Alle bølger havde hvide kappe, enkelte af de ekstra store begyndte så småt at bøje i toppen. Underligt syn at kunne se gennem bølgen, hvor fiskene svømmede som i et akvarium.

Jeg bad Carsten forsøge at hente en gribfil(vejrprognose) ned fra nettet via vores kortbølgeradio. Efter en time var det stadig ikke lykkedes at hente en gribfil, hvorfor jeg foreslog, at vi benyttede os af vores livline. Over satellittelefonen kontaktede Carsten Tonny og bad om en vejrmelding for de næste to døgn. Tak for hjælpen Tonny.

Jeg følte mig ikke helt tryg ved bølgerne, selvom Carsten ikke mente, at det var kritisk endnu. Men jeg havde ikke brug for at ”broache”(glider eller falder ud af bølgen på siden) eller få en ”knockdown”(krænger så meget at masten rører vandet) på min første oceansejlads, så jeg foreslog, at vi skiftede kurs og løb med vinden – det var meget mere sikkert sejlads og mere behageligt. Capri var igen en ”happy boat” og jeg følte mig mere tryg. Sådan gik det de næste 6 timer, inden vinden faldt til 7-8 m/s og 2 m bølger og vi kunne sejle op ad bakke (imod bølger) for at komme på rette kurs igen. Vi skulle jo gerne nå Spanien og ikke USA.

Jeg undrede mig over at 14 m/s kunne rejse så store og krappe bølge på 4,5 km dybt vand ind til jeg opdagede, at i løbet af Carstens vagt, var vi passeret ind over et område, hvor der kun var 2,5 km dybt – det kunne jo forklare de ubehagelige bølger. Hvad lærte vi af det, at vi fremover selv midt på et ocean ikke skal zoome for langt ud på kortplotteren, så vi ikke får detaljerne med. Det er sket selv for professionelle jordomsejlere, en hollandsk navigatør, der begik samme fejl og overså et rev i det indiske ocean.

Så har vi også prøvet det, kuling i Biscayen, som ikke fremgik af vejrprognoserne, inden vi tog afsted, ligesom prognosen heller ikke sagde noget om tæt tåge. Nu forstår jeg bedre min sensors spørgsmål til eksamen i yachtskipper 1: ”hvad gør du, når dine navigationsinstrumenter ikke virker og du skal passere rundt om Cabo do Finnesterre i tættåge?” Gudskelov virkede instrumenterne og jeg er lykkelig for, at vi har AIS og radar.

Kors – hvor denne trafikseparering er stor ”en firsporet motorvej” ca. 40 sømil i bred. Fragtskibene kommer blæsende med en fart op til 18,5 kn. Vi besluttede, at sejle udenfor trafiksepareringen langs ydersiden og ville herefter krydse indløbet til trafiksepareringen. Men her samles fragtskibene for at sejle i konvoj ca. 30 sømil før trafiksepareringen. Vi bad kystvagten om tilladelse til at krydse denne strækning. Det blev accepteret, da vi havde både AIS og radar.

Vi var kun begyndt at krydse første spor af indløbet, da jeg på vores AIS kunne se, at selveste Evelyn Mærsk komme med 18,5 kn direkte i kollisionskurs (CPA = 150 m) mod Capri.  ”Big mamma” var kun 5 sømil fra Capri. Jeg var bestemt ikke tryg og bad Carsten om at kontakte dem over VHF radioen. Evelyn Mærsk svarede pænt på kanal 16, at hun nok skulle sætte farten ned og ændre kurs. Så snart hun var ude af trafiksepareringen ændrede hun kurs og passerede os bagom 1,1 sømil fra os. På Carstens foto kan I se, hvor tåget der er, for man kan næsten ikke se hende.

Carsten gik ned og sov, mens jeg selv skulle klare de sidste tre spor. På et tidspunkt befandt Capri sig mellem 18 fragtskibe indenfor 10 sømil. Jeg så aldrig nogen af dem, da sigtbarheden var under 0,5 sømil. Ja min puls var høj og jeg trængte til lidt søvn, da Carsten stod op.

Tågen blev tættere. Capri var totalt indhyllet i tåge og bælgravende mørke, så Carsten som en ægte skipper valgte at fortsætte sin vagt og tage min hundevagt, da han viste, at jeg ikke ville føle mig tryg ved at være alene på vagt. Min søde mand lod mig sove, til jeg selv vågnede kl. 02 og for ud af køjen, jeg troede jo Carsten var faldet i søvn, siden han ikke havde vækket mig. Men ak han stod op i cockpittet og holdt skærpet udkik. Sådan havde han stået i 6 stive timer. Han foreslog, at jeg kunne sove videre, men det tillod min samvittighed mig ikke. Jeg stod op, lavede stærk jordmoderkaffe og overtog styring/ udkik, mens han fik sin velfortjente pause.

Endelig kl. 5 søndag morgen anduvede vi Bayona Marina selvfølgelig i mørke og tæt tåge med sigtbarhed mindre 300 m. Vi havde drøftet indgående, om vi skulle vente udenfor i bugten, til det blev lyst, men der var intet, der tydede på at tågen ville lette, så kunne vi lige så godt sejle langsomt ind i bugten og finde lystbådehavnen. Heldigvis var den meget velaftegnet på kortplotteren. Men det var to meget anspændte sejlere, der sneg sig ind gennem tågen og forsøgte at finde bøjerne. Adrenalinen niveauet var meget højt, men vi stolede på hinanden. Carsten fulgte den stiplede ledelinje på kortplotteren, mens jeg holdt øje med vanddybden og spejdede efter bøjernes lys. Føj, hvor var det ubehageligt og jeg hørte Carsten viske: ”jeg hader tåge”.

Aldrig har vi været så glade for at se en havn. Da Capri endelig lå sikkert fortøjret ved gæstekajen, stod Carsten og Vinni på kajen med en high five, kys og kram, mens vi viskede til hinanden ”We did it – We managed Biscayen”, Det var meget stort for os begge, at stå her, men også lidt uvirkeligt. WOW, JUBII.

Vi havde lagt en champagne på køl, for det skulle jo fejres, men kl. 5:30 om morgenen det ville være synd for champagnen., den måtte vente til aften. Men en flaske rødvin gled meget nemt ned og så i seng.

Lad os lige slå det fast igen: BISCAYEN ER IKKE FOR TØSEDRENGE

 

Hvordan befinder jeg mig med mit nye liv?

Fantastisk at have denne frihed og ingen forpligtigelser. I skulle overveje det, uanset om det er til søs eller på landjorden. Tænk over – hvor længe I vil fortsætte med karriere og arbejde, der jo fylder det meste af vores dagligdag. Nu er det kun Carsten og jeg og vi har kun forpligtelse overfor hinanden.

Men der er også ting, som jeg lige skal vende mig til, som i starten gav anledning til irritation og utålmodighed. Jeg synes, at reparationer og ventetid på reservedele har taget for stor en del af vores tid og opmærksomhed. Det sker typisk i starten af turen siger erfarne jordomsejlere, når man bruger sin båd fulltime og i mere krævende farvande.

Jeg har efterhånden accepteret, at helt lavpraktiske gøremål kan tage en hel dag. Eksempelvis en almindelig tøjvask tager 3 timer + 1,5 time i tørretromlen og når man nu har to vask og der kun er 1 maskine, ja så tager det hele dagen. Indkøb, ja supermarkederne ligger jo ikke på havnen, så det tager ca. ½ dag.  Godt vi har investeret i 2 trolleys. Og nu tager indkøb jo længere tid, for alt skal afvaskes i klorvand, inden det kommer ombord. Vi håber, at holde Capri kakerlakfri i så lang tid som muligt.

Ja, jeg indrømmer, at jeg altid har været lidt af en workaholic, hvor min arbejdsuge ofte har været 70 timer og alle døgnets timer/minutter har været planlagt til mindste detalje, for ellers kunne jeg ikke nå alle mine forpligtigelser. Man må sige, at det er noget af et karriereskifte at blive langturssejler. Men jeg udvikler mig i den rigtige retning, forsøger at tage tingene, som de kommer og acceptere, at i dag nåede jeg kun – øh hvad var det lige, jeg lavede, men det tog hele dagen og jeg keder mig ikke. Nyder livet og Carsten.

I vil ikke kunne kende mig:

Gråt hår – lufttørret, ingen føn eller fladjern, glem hårlakken

Ingen make -up, ingen gelenegle, glem neglelak

Stryge tøj, nej det klarer vinden

Begyndt at strikke, læse mange bøger

Har taget malergrej med og et lille staffeli

Går lange ture når muligheden er der

Læser sjældent email, undskyld til jer der skriver til mig, jeg skal nok forbedre mig

Ingen aviser

Lever i nuet

2 thoughts on “Vinni tager ordet! Lidt fra Vinni om vores tur

  1. Jesus Christ, vi sidder søndag aften i vor hyggelige stue med Søndagsavisen efter en herlig weekend med havearbejde, børnefødselsdag etc.
    God og spændende underholdning at følge jeres færd gennem fremmede have.
    Vi ønsker en fortsat god rejse
    Kærlig hilsen
    Kirsten & Erik

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s