Vinni om turen til Grand Canaria

 

Fiskebøjer og tåge er en dårlig kombination!

Following Seas (sejle med vind og bølger, sejle nedad bakke) kan give bølgebank!

 

Klokken er 6 om morgenen, det er stadig mørkt og jeg står bag roret på vej ud af Nazeré havn. Vi lister os af sted, da havnen fremstår i dis og det er svært at finde havnehullet, så jeg følger mit ”track” på kortplotteren for at komme samme vej ud, som vi kom ind i havnen.

Lige uden for havnen vælter en tæt dyne af tåge ind over os. Hvorfor bliver vi ikke i havn til tågen er lettet? Problemet er, at den ikke letter. Selvom vi på flere sejlerkurser har lært, at sol og/eller vind får tågen til at forsvinde – så gælder det åbenbart ikke her langs den spanske og portugisiske kyst. Meteorologerne hernede forklarer, at tågen denne sommer skyldes, at Atlanterhavet er et par grader varmere end normalt. Når den varmere og fugtigere luft fra havet mødes med den relativ koldere natteluft fra land, får vi en tyk tåge langs hele kysten. Tågen kan strække sig 60-70 sømil ud over havet, så den er ikke sådan lige at sejle udenom.

Vi står begge og spejder ud i mørket og tågen for at observere, om der skulle være ”en lille fiskebøje”, vi gerne skal undgå. Vi blev jo fanget i et fiskenet for 2 dage siden. Da sagde vi til hinanden, at vi var heldige, at det skete om dagen og at vi kunne bakke os fri. GODT DET IKKE VAR OM NATTEN.

Jo, jo, det er morgenstund, men mørkt som natten. Pludselig ser jeg noget flimre lige ud for Capris stævn til styrbord, er det mon bølgetoppen i lanternernes lys, jeg ser? NEJ, fandens råber jeg, det er en fiskebøje, sætter motoren i frigear (stopper propellen), jeg slår straks autopiloten fra og forsøger at styre udenom. Men bøjen forsvinder ind under Capri og jeg kan ikke se den dukke op bag Capri. Vi mister straks fart – fanget igen. Carsten overtager roret og sætter Capri i bakgear, vi håber jo, at det er kølen, der har fanget nettet. Men håbet forsvinder, da Carsten sætter hende i fremgear og båden stadig bakker, hvorfor mon den gør det? Jo, den kan sandsynligvis ikke vende propelbladene, da de sikkert er viklet ind i tov og net.

Shit, shit, shit, jeg er grædefærdig og føler det er min skyld, da jeg jo stod ved roret, da det skete. Der er ingen anden udvej end, at en os skal i vandet og skære os fri. Jo vel, vi er begge uddannet fritidsdykkere og har udstyr med ombord, men jeg har ”desværre” ikke kræfter nok til at holde mig fast i Capri, mens jeg skal skære os fri – husk vi befinder os i 2 m bølger. Det er jo selvfølgelig med stor ”ærgrelse”, at jeg må overlade jobbet til Carsten.

Vi smider anker på 70 m dybde, godt vi har 100 m kædeanker og vores Mantus anker bider sig fast med det samme. Undskyld, men hvorfor smider i anker, når nu I sidder fast i et net. Jo, med forventning om at Carsten skærer os fri, skal vi nødig derefter gå på grund, da vi kun befinder os 1 sømil fra kysten. Jeg skal jo lige have dykkeren op af vandet og vi kan jo risikere, at der er kommet skade på propellen, aksen eller roret, så vi ikke kan manøvrere Capri og driver ind på grundt vand.

Jeg er bestemt ikke tryg ved situationen. Om lidt er Carsten alene i vandet, jeg står alene i cockpittet på en båd, der ligger for anker (ikke på en ankerplads, selvfølgelig har jeg tændt ankerlyset) og ingen kan se hverken ankerlys eller Capri pga. tågen inden det er for sent og de vil sejle ind i Capri.

Carsten siger jeg: Vi er nød til at udsende en SECURITÉ, inden du går ned. En melding over VHF radioen, hvor vi fortæller, hvem vi er, hvor vi befinder os og hvilken situation, vi befinder os i – med andre ord – sejl venligst uden om os.

Carsten går ned om læ og melder SECURITÉ. Han har knap afsluttet meldingen, før kystvagten kalder os på VHF radioen og spørger, om vi har brug for hjælp. Hvortil vi svarer nej tak, vi forsøger at klare os selv. Straks efter samtalen er slut, kalder Marinepolitiet os for at høre, om vi skal have hjælp, desuden vil de vide, hvor mange der er ombord og om, der er nogen tilskadekommen. De beder os om at holde kanal 67 åben hele tiden, så de kan følge udviklingen. Begge dele finder jeg betryggende, at der er hurtig hjælp at få. Selvfølgelig afviser vi hjælp fra en professionel dykker, der kalder os, han har sikkert ”lugtet penge”.

Nu står Carsten i dykkerdragt, briller og svømmefødder, han er endvidere udstyret med en gammel cykelhjelm, da bølgerne vil få Capri til at dunke ned i hovedet på ham. Med stor besvær kravler han over vores Aries vindror og ned på badestigen og gyser, da han mærker det kolde vand på kroppen. Jeg har, inden han dykker ned, insisteret på, at han er fastbundet med 2 livliner, så jeg kan trække ham ”hjem”, hvis strømmen og bølgerne driver ham væk fra Capri. Jeg kan jo ikke sejle efter ham. Carsten dykker ned under Capri, men kommer straks op og råber ”FUCK, propellen er helt viklet ind i tovværk, jeg skal op og have flasker på”. Det bliver bestemt ikke nemmere med flaske (12 kg) på ryggen, at kravle over vindroret over på badestigen og ned i vandet.

Åh, jeg står mutters alene tilbage på Capri og beder til, at det ikke vil være for vanskeligt at skære os fri og dermed ikke tager for lang tid. Jeg holder udkik både rundt omkring Capri og ned i vandet. Jeg er lettet, da jeg kan se Carstens svømmefødder bevæge sig. Jeg har aftalt med Carsten, at han hvert 5 min skal stikke hovedet op og give mig en status, men det har han selvfølgelig glemt i al hans iver. Der er nu gået 15 min og jeg kan ikke længere se hans svømmefødder – jeg bliver bekymret, er han mon besvimet? Skal jeg trække i livlinerne, så jeg kan få ham op? Men pludselig ser jeg tovværk komme op fra dybet, altså er der stadig liv i ham.

Efter 20 min kommer han op i cockpittet og siger: ”Så er vi fri, men jeg har skåret min lillefinger” og jeg iler ned efter lidt plaster. Da jeg kommer op med plasteret, råber han:  ”Nej for helvede, jeg har skåret mig helt ind til knoglen, det er sgu da ikke nok med et stykke plaster, du er da for helvede uddannet sygeplejerske” (øh, sådan kan tonen også være på Capri). Jeg kikker på det dybe sår og han har ret. Det ser ikke godt ud. Jeg er faktisk i tvivl om en forbinding er tilstrækkeligt eller om jeg først skal sy såret sammen, inden jeg lægger en forbinding.

Nå, men jeg skal jo have noget ”værktøj”, så jeg for ned i agter kahytten, men hvor fanden er nu den førstehjælps kasse. Shit, Carsten har jo gemt den bag alle de store kasser, fordi han her fandt en plads til mine 2 førstehjælpskasser efter vindroret var taget ud. Det vil sige absolut bagerst i båden – ikke genialt. Det vil tage lidt tid at grave kasserne frem, så jeg snupper et (rent) viskestykke og vikler den rundt om fingeren, mens jeg beder ham om selv at holde stramt om sin finger, så vi kan få standset blødningen, ind til jeg er klar til ”operationen”. Ud med alle kasserne og frem med den røde kasse og så gik sygeplejersken i gang.

Midt i al den medicinske udførelse kalder Marinepolitiet igen og vil høre, hvordan det går. Vi kan berette, at vi er skåret fri, men skal lige teste at propellen og roret fungerer, inden vi kan afmelde SECURITÉ. Jeg undlader at fortælle, at vi har en hårdt kvæstet og risikerer at må amputere en lillefinger.

Senere, da vi kommer til næste havn, får Carsten ros af Marinepolitiet. Der er næsten ingen, der selv kommer fri, kan de fortælle os. Normalt sendes en dykker ud, der skærer tovet over og så kommer man på slæb til nærmeste havn, hvor båden kan blive løftet ud af vandet, så bådejeren kan skære resten af tovværket fri. Og det koster mange penge. Carsten er absolut min SUPERMAND i dag. Og så lige lidt selvros. Fingeren blev lappet sammen uden infektion, god bevægelighed og næsten ingen ar. Så han skal ikke skælde mig ud igen, for så er der ingen hjælp at hente.

Det skulle desværre ikke være vores sidste møde med tåge og fiskebøjer, inden vi forlod det europæiske fastland. Vi lægger ud i klart vejr og sol fra Cascais (Lissabon) på vej mod Madeira. Åh nej, 5 sømil ude møder vi en hvid mur af tåge og vi befinder os stadig indenfor et område, hvor der kan være fiskebøjer. Vi går for fulde sejl og når båden krænger, er det sværere at bevare et godt overblik lige foran Capri. Vi holder begge udkik til hver vores side. Vi er næsten ude af det område, hvor der er fiskebøjer, da jeg pludselig ser en fiskebøje komme ud af tågen og forsvinde ind under stævnen af Capri. Jeg råber til Carsten, at han skal dreje til styrbord, men han når ikke at reagere. Bøjen kommer desværre ikke op igen bag Capri og vi mister fart igen – shit – fanget for 4 gang. I må tro, at vi sejler med bind for øjnene, men det har vi ikke, vi er bare uheldige. Hvad gør vi? Ned med sejlene, mens jeg forsigtigt drejer Capri op i vinden. Capri glider baglæns og wupsi, der kom bøjen op igen, den sad heldigvis under kølen. Vi lader os drive mindst 100 m væk fra bøjen, før vi tør sætte sejl igen og er på vej til Madeira.

Øh nå nej vi nåede ikke helt til Madeira. Som I har læst i Carstens beretning ændrede vi kurs mod Lanzarote, den nordligste af de Kanariske øer efter at have haft vinden i næsen i 2 døgn. Ærgerligt at gå glip af Madeira, men disse øer må vente til en anden gang. Når det så er sagt, er det jo fantastisk at have den frihed bare at vælge at sejle mod et andet mål med vinden fra en mere behagelig retning. Det blev så ikke en helt så behagelig tur, som vi havde ventet. Det kommer jeg til lidt senere, for først vil jeg fortælle, at alle dage ikke er lykke og fromme på havet. Nu får I min ærlige og sande version, den man sjældent læser om i jordomsejler bøgerne.

Carsten foreslog, at vi på denne tur skulle afprøve 6 timers vagter om aften/nat dvs kl. 20-02 og kl. 02-08. Solen går ned kl. 21 og står op kl. 7:30. Jeg sidder på min 3 vagt fra 02-08 og synes at 6 timer er meget lang tid. Udfordringen er ikke at holde mig vågen, indrømmet at den sidste time går meget langsomt, men jeg føler, at det er mange timer at sidde helt alene i cockpittet og have hele ansvaret. Særligt, hvis vejret er hårdt, tærer det på min psyke og jeg bliver psykisk træt. Jeg er nu begyndt at føle, at hundevagterne er en belastning og noget, der bare skal overstås. Sådan har jeg jo ikke haft det før, så jeg beslutter mig for, at drøfte det med Carsten i morgen tidlig. Jeg er villig til at afprøve 5 timers vagter ellers må vi gå tilbage til 4 timer.

Klokken er 7  – jeg er træt og udkørt. Har brugt den sidste time på at fundere over de ting, vi skal have tjekket eller repareret på Lanzarote. Min liste indeholder 8 ting. Jeg er ikke bare irriteret men træt af alle disse reparationer og ting, der bare ikke fungerer tilfredsstillende. Vejret har ikke på noget tidspunkt været med os. Jeg begynder at føle mig lidt utryg og spørger mig selv, om vi overhovedet er kompetente til oceansejlads. Kan Capri klare at krydse Atlanterhavet. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig.

Motoren vil stadig ikke lade vores 6 batterier op på trods af, at elektrikeren i Viggo tjekkede systemet og sagde, at den reservedel fra USA, som vi havde ventet på i en uge, ikke var nødvendigt at installere, den gamle fungerede fint. Men her til morgen kan jeg konstatere, at batterierne er nede på 50% og vil kun kunne lades op af vores solpaneler i løbet af dagen. Det er begyndt at lysne og himlen er dækket af lave stratusskyer. Jeg er meget bekymret, hvis vejret ikke snart ændres til sol, så har solpanelerne ikke en chance for, at lade vores batterierne op.

Hvad sker der nu? Vinden forsvinder helt og sejlene blafrer. Til styrbord ser jeg en meget mørk sky komme nærmere. Kom nu Capri og få røven i gear, jeg gider ikke også at blive våd. Yes, imens jeg er nede og få røjserne på, kommer der vind, men den har drejet 180 grader. Jeg begynder at sætte sejlene til agten for tværs, imens kommer regnen for fulde kraft. Shit, jeg står midt i en squall, pisse våd og kan ikke få sat storsejlet. Hver gang jeg totter på boombreaken, så trækker jeg sejlet tilbage til bidevind. Jeg bander og svovler, da jeg hører Carsten nede fra søkøjen ”sig mig regner det”, hvortil jeg svarer ” ja, det kan du bande på og da du jo er vågen, så kom dog op og hjælp mig med storsejlet”. Problemet med boombreaken er, at Carsten ikke har fortalt mig, at han i sin vagt har låst boombreaken oppe ved bommen. Han har jo kun undervist mig i, hvordan man justere den på spilaflasteren. Fjols, så er han selv udenom, at han skal ud af køjen før tid.

Nå, men vi får sat sejlene og jeg forklarer Carsten om vores batteri situation. Carsten ser nu meget bekymret ud og siger: ”Hvis det ikke klarer op meget snart, så får vi et stort problem, vi er nød til at spare på strømmen, så jeg vil foreslå, at vi slukker for kortplotteren og autopiloten, så må vi manuel styre om dagen, hvor vi kan skiftes. Jeg er enig og overtager roret, men hvad sker der lige nu med mig?

Tårerne begynder at trille ned ad mine kinder, jeg står ved roret og tuder, jeg synes, at det hele er håbløst. Carsten er lige så overrasket over min reaktion, som jeg selv er. Men jeg kan ikke standse tårerne. Carsten kommer over og tager om mig og trøster mig med ”Vinni det skal nok gå” og jeg hulker ”jeg giver ikke op, men jeg har brug for at reagere”.

Vi kan stadig ikke hente gribfiler (vejrprognoser) fra vores kortbølgeradio eller satellittelefonen. Vi kan jo ikke blive ved med at ringe og forstyrre Tonny. Jeg foreslår derfor, at inden vi slukker for kortplotteren, kalder det fragtskib, jeg ser på vores AIS og beder dem om en vejrprognose. Og det gør vi. Vi får gode nyheder, opklaring i løbet af formiddagen og de ønsker os en fortsat god rejse. Da opklaringen kommer og solpanelerne lader for fuld styrke, tør vi igen tænde for autopiloten, men ikke for kortplotteren. Vi må stadig spare på strømmen.

Vinden kommer også tilbage endda med 12 m/s (hård vind) agten for tværs, altså sejler vi med vinden og får bølgerne ind bagfra. Jeg undrer mig stadig over, at 12 m/s kan rejse så store bølger 4m (enkelte 5m) på 3-4 km dybde. Carsten ligger og sover. Jeg sejler kun med genua (forsejl) og alligevel flyver vi afsted med 8-9 kn, alt imens bølgerne kaster rundt med Capri. Hvis bare bølgerne kommer fra én vindretning, men de kommer fra flere, det får Capri til at gire (dreje rundt om sin køl) og lægge hende på tværs af bølgerne, det er farligt. Så jeg prøver at gå lidt mere læns, hun tager bølgerne bedre nu næsten ingen giring. Jeg er imponeret over, at hun med næsten platlæns og et forsejl kan sejle med 8 kn.

Jeg vender mig bagud og håber at kunne se bølgerne lægge sig men ak nej, en af de store er nu på vej imod os, presser sig ind under Capri, der nu surfer på bølgen, mens den ruller ind under hende. Hvorfor er mine fødder nu blevet varme, øh jeg står i vand til anklerne, jeg troede kun det var min røv, der var blevet våd, da lidt af bølgen brækkede ind over hækken på læsiden. Endnu engang befinder vi os i en stor jacuzzi. I 1,5 døgn sidder vi fastspændte med livliner døgnet rundt og sætter et ben op imod noget, der får os til at sidde i spænd samtidig med, at vi har en arm rundt om storskødet, der sidder fast på et spil. Ikke behagelig sejlads. Og slet ikke om natten, hvor man intet kan se, kun føle alle bevægelserne og lydene fra bølgebrus og riggens bevægelser.

Efter 4,5 døgns sejlads og jeg kan råbe ”land i sigte”. Et stort smil kommer frem på Carsten ansigt. Langt ude i disen kan jeg se Lanzarote og nord for den, ser jeg den lille ø Gracious. Dejligt at kunne se landkending, da vi ikke bruger kortplotteren (spare strøm). Hver anden time afsætter vi vores GPS koordinater på vores søkort. Ja ja, når nu man er vandt til en kortplotter, så kan jeg godt føle mig lidt usikker, når jeg alene skal navigere ud fra et søkort (oversejlingskort). Vi har ingen besejlingskort med, da vi jo ikke havde planer om at anduve Lanzarote.

dscf1722
Vinni nyder en still stund under vores tur til Tenerife

Vi kommer i bølge læ, da vi når halvvejs ned langs øen, det er min bedste og roligste hundevagt, siden vi forlod Danmark. Og den beriges endda med en fuldmåne. Kl. 5:30 fortøjer vi Capri i Puerto do Calero. Mens Carsten udfylder papirerne sammen med vagten, står jeg og nyder udsigten fra stævnen ud over en billedskøn mørk vulkanbjergkæde med fuldmånen lige over vulkantoppen. Jeg ærgrer mig stadig over, at jeg ikke sansede at tage et billede, men jeg var nok for træt og lettet over, at vi var kommet sikkert i havn. 760 nm på knap 5 døgn, vores længste strækning ind til nu.

Desværre har vi ind til nu ikke kunnet få vores Aries vindror til at fungere, den havde vi i høj grad brug for, da vi skulle spare på strømmen. Vores bådelektriker på Lanzarote – en rigtig søulk, en Troels Kløvedal type – tog med os ud en søndag eftermiddag for at hjælpe os med at justere vindroret. Det hjalp selvfølgelig, at han først vendte kransen, som Carsten vist havde sat omvendt på og derefter lidt justering. YES, vindroret fungerer.

Nu er vi på vej til Tenerife og vindroret skal afprøves. Men hvad nu? Lortet virker ikke eller gør det? Er det en fejl 40? ja da. Carsten trækker i snorene og Capri drejer den forkerte vej. Jeg forsøger, at få Carsten til at forstå, at han måske skal trække i den anden snor. Han bliver voldsom irriteret på mig ”back seat driver”, han skal have ro til at tænke sig om. Nu er min tålmodighed opbrugt, genuaen er bakket og storsejlet havde lavet en ufrivillig bomning, hvis ikke boombreaken havde holdt den tilbage. Jeg beder Carsten om at slå vindroret fra og lade mig tage roret og få rettet Capri op.

Skipper er nu tydeligt irriteret over ikke at have styr på tingene og medskipperen er bare skide irriterende, da hun blander sig. Ikke at jeg forstår mig mere på vindror end Carsten tværtimod, men jeg er jo helt lavpraktisk, så da vi var ude med Jan (bådelektrikeren), spurgte jeg ham om, hvilken snor skal jeg trække i, når Capri går for meget til bagbord, ja så trækker du i snoren til styrbord. Hvor svært kan det være. Hvilket jeg nu demonstrerer for skipper og han bliver skide sur, da fruen jo har ret og går ned og sov er i 3 timer.

Jeg har den bedste sejlads ind til nu, 5-6 m/s på halvvind og Capri flyver med 8 kn, mens vindroret styrer i lange S’er rullende i bløde lange Atlanterhavs dønninger på 2 m. Hvis det er Atlanterhavssejlads, jep, så er jeg med på at krydse dette ocean.

Carsten står op til spisetid, heldigvis i meget bedre humør og går i køkkenet. Jeg fortæller Carsten om den pragtfulde sejlads og vi beslutter os for, at for første gang ikke at rebe sejl til natten.  Vi har begge en fantastisk vagt under et stjernetæppe.

Øh, der var lige en lille smutter. Kl. 1:15 kommer Carsten ned i salonen og lyser med lommelygten på vores ur i håbet om at se, at klokken snart er 2 (vagtskifte), men desværre for ham, må han udholde vagten endnu 45 min, mens jeg ligger i min rævesøvn, man gør nemlig alt for at blive liggende. Men efter et kvarter, jeg er jo vågen, beslutter jeg mig for at afløse ham. Jeg synes jo selv 6 timer er lang tid. Jeg ser, at Carsten sidder under sprayhooden og jeg stikker hovedet op for at høre, hvor koldt der er, hvor meget tøj jeg skal have på. Men der er ingen, der svarer.

Hovedet hænger med hagen mod brystet og han sover sødt. Alt imens vi passerer Grand Canarias nordøst hjørne med lidt småøer og rev. Det kan nok være, at fruen kommer i tøjet og op for at overtage vagten. Carsten er både chokeret og flov over at være faldet i søvn. Vi bliver enige om, at det kan ske for os begge og beslutter, at vi ikke må side under sprayhooden i nattevagterne, men i stedet skal vi sidde bag roret, hvor der er friskluft. Kommer der grus i øjnene, skal vi, uanset hvornår det sker på vagten, vække den anden. Heldigvis skete der ikke noget denne gang.

Efter 170 nm og 1,5 døgn ankommer vi til sydspidsen af Tenerife og lægger til i en moderne havn med tilhørende golfbane. Det er dog ikke pga. golfbanen, at vi har valgt denne havn, men vi skal syd om øen for at komme videre til La Gomera. Desværre når vi aldrig til La Gomera, da havnen er lukket i en uge pga en Regatta og da havnen endelig åbnes, er vejret ikke med os. Vejrprognosen lover det ene store lavtryk efter det andet og i kulingsstyrke. Det spøger man ikke med hernede, når vi i forvejen skal sejle mod accelerations vindene for at komme tilbage til Gran Canaria, Las Palma, hvor vi skal mødes med ARC +. Altså er vi nød til at droppe La Gomera og straks sejle mod Las Palma inden lavtrykkene kommer. Ærgerligt og det betyder, at vi får 3 uger i Las Palma, det var ikke planen.

Vi får nu en udramatisk og behagelig tur tilbage til Las Palma. For fulde sejl og lidt motorhjælp lykkes det Capri at skyde en fart på 7 kn, så vi heldigvis lige når at anduve Las Palma havn inden, det bliver mørkt. Det er bestemt en fordel ellers er det svært at orientere sig i denne store industri- og lystbådehavn.

Nu har vi rigtig god tid til at forberede Capri til den store tur over Atlanterhavet. Vi har 32 punkter på vores ”grædemur”. Vi er meget flittige og i slutningen af den første uge er der kun 1 punkt tilbage: nemlig at få løst, hvordan vi henter gribfiler ned over vores satellittelefon. Dette løser Mike, en amerikaner der er strandet i Las Palma, for os inden vi tager afsted.

Den sidste uge, inden vi tager afsted, går med undervisning arrangeret af ARC + og diverse sociale arrangementer.

Ellers leger vi turister. På både Lanzarote, Tenerife og Grand Canaria har vi lejet bil i 2 dage og fået nogle fantastiske naturoplevelser på disse vulkanøer. Jeg vil ikke gå dybere ind i det, da jeg tror, at de fleste af jer har været på disse øer.

På land har vejret heller ikke været med os. Vi blev fortalt, at på Lanzarote regner det aldrig. Men Carsten´s og Vinni´s tilstedeværelse sikrede beboerne regn i 2 dage ellers havde vi godt vejr de fleste af dagene i de 2,5 uge, vi var der. På Tenerife var der overskyet i alle 10 dage. I Las Palma var vejret godt den første uge, nemlig da vi var beskæftiget med at fjerne opgave fra ”grædemuren”, derefter var der overskyet og regn i 2 uger. Jeg er meget spændt på vejret, når vi skal over Atlanterhavet – mon vi får den meget behagelige omtalte Passatvind?

 

One thought on “Vinni om turen til Grand Canaria

  1. Kære Vinni og Carsten! Det er helt fantastisk at læse om alle jeres oplevelser og også alle jeres udfordringer! Hold da helt op, hvor er I seje!!!!! Sikke en livslærdom!! Godt at I passer rigtig godt på hinanden! Det lyder ikke som om, i p.t. har tid til at studere bridge finurligheder for viderekommende, men kommer tid, kommer råd 🙂 ….Hans Erik og jeg er jo godt i gang :). Tænker på jer! Kærlig hilsen fra Annette

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s