Vinni tager ordet – Vi krydser Atlanten

Vinnis blog 3:

Atlanterhavs passage uden passatvind!

YES, WE DID IT! Carsten og jeg krydsede Atlanterhavet – dog i slowmotion – 25,5 døgn.

 

1 døgn:

Det er søndag morgen den 6. november 2016. Jeg har ikke sovet siden kl. 2 i nat. Lå og spekulerede på, hvad det nu er, vi begiver os ud på. Et Atlanterhavskryds og alene 2 sejlere – er det nu klogt? ”Kun en tåbe frygter ej havet”. Vi er helt klar over, at det ikke er et ufarligt eventyr, der nu starter. Vi har forberedt os, så godt vi kunne og mener, at Capri er sødygtig nok til at klare turen. Men en ting er den rationelle tankegang, noget andet er de følelser, der opstår i forbindelse med et sådant projekt.

Gunstart (Rally start) begynder kl. 13. Vi har stadig nogle forberedelser og sikkerhedscheck, vi skal gennemføre, før vi er klar. Vi er begge meget anspændte og lidt stressede – det er EN STOR DAG for os – jeg har helt ondt i maven. Det virker stadig så uvirkeligt for mig, at vi er nået her til og nu starter den store tur, som vi har drømt om i flere år. Afgangsfestlighederne i Las Palmas lystbådehavn er allerede startet med musik kl. 10. Puha, hvor tiden dog går hurtigt, kl. er 12 og vi har besluttet at lægge fra, da det tager en ½ time at nå ud til startområdet.

Vi er 75 både, hvoraf kun 5 både sejles af kun 2 personer, resten har en besætning på 4-6 personer. Enkelte af de store både har endnu flere og ”professionelle” sejlere ombord, rigtige racerbåde. Carsten og jeg er bestemt ikke kapsejlere og vil derfor forsøge at lægge os bagerst i flåden, i håbet om ikke at komme for tæt på andre både. Jeg hader, når disse kapsejlere kommer indenfor et par meter af Capri, de synes selvfølgelig, at der er masser af vand mellem os, mens jeg er ved ”at skide grønne grise” af bare nervøsitet for at kollidere.

I dagene op til Rally start har vi været meget bekymret for vejret, da vejrprognoserne viste, at vi formentlig skal lægge ud i kuling. Shit, vejret den sidste uge havde ellers været perfekt til en sejlads til Cape Verde en 5-6 m/s fra NØ, men vi skulle jo vente på ARC + Rally – og nu risikerer vi at starte ud i noget, vi aldrig selv ville have valgt at lægge ud i. Jeg har været i dårligt humør de sidste par dage og ærgret mig over, at vi har tilmeldt os ARC +, så vi ikke selv har kunnet bestemme, hvornår vi har et passende vejrvindue at tage af sted i.

Nå – men i går på skipperbriefingen fortalte vores meteorolog fra ARC+, at lavtrykket vil passere nordom i løbet af lørdag nat og vi kan forvente at få en meget svag SW vind. Det var da gode nyheder og som altid skal Carsten og Vinni have vinden lige i snuden. Arrangøren påpegede, at vi skal sejle for sejl, når vi krydser startlinjen ellers vil vi få 3 timers straf lagt ovenpå vores sejltid. Undervejs er det dog tilladt at bruge motor til fremdrift pga. manglende vind, så vi skal opgive antal timer og hvilken distance vi har sejlet for motor. Sejltiden bliver herefter korrigeret for motortimer og handicap (størrelse af båden m.m). Meget kompliceret beregning og det har ikke vores store interesse, vi er lige glade, om vi kommer sidst ind, bare vi kommer sikkert frem. Øh, det er vores holdning inden start, men den ændres undervejs, da vi på nettet kan følge, hvor de andre både er – vi har vil alle et konkurrence-gen i os.

Kl. er 12. Carsten og jeg giver hinanden et kys og high-five – nu sker det og vi ønsker hinanden god og sikker tur. Jeg lægger fra, nabobådene trutter i hornene og ønsker os god tur og vi ses i Caribien.

Wow, da vi kommer glidende ud i havneløbet, bliver jeg enormt overvældet af musikken og alle de folk, der står langs kajen, trutter i hornene og vinker. Flere råber på Capri, det er herboende danskere, sejlere fra de andre ARC både og deres pårørende samt ARC-personalet, alle ønsker os en god overfart. Tårerne presser sig på og jeg må hele tiden tørre mine øjne.

Jeg føler mig meget lille og usikker, da vi sejler ud mellem de andre ARC+ både. Jeg tror, at Capri er 1 blandt 6 både, der er under 42 fod. På de andre både kan jeg se mandskabet (typisk 4-6 personer) stå på dækket i deres flotte crew-uniform og her står kun Carsten og Vinni i deres beskedne røde Capri poloshirt. Tanken stryger igennem mit hoved: Er vi nu kapabel til at klare denne tur alene?  – nervøsiteten og lidt frygt sidder i hele kroppen.

Nedtælling – vi hører kanonslaget og ud med genuaen (forsejlet), vi har allerede hejst storsejlet og så afsted henover startlinjen. Puha alle de både jeg har omkring mig og ikke alle overholder søvejsreglerne – skiderikker. Så hurtigt går det heller ikke, vi har knap 3 m/s og vi kommer selvfølgelig forbandet tæt på hinanden.

Vores meteorolog Chris gav os det gode råd at holde os lidt til øst, så vi ikke bliver fanget i det vindhul, der typisk ligger syd for Gran Canaria efter accelerationsvindene er ophørte. Jeg følger hans råd og vi er ca. 15 både, der ligger yderst i flåden til øst. Vinden falder yderligere og vi går kun 3-4 kn. Carsten er gået ned om læ for at sove. Jeg kan se hovedfeltet, der sejler langs kysten og de skyder en god fart – øh, har de mon fanget nogen accelerationsvind inde ved kysten, selvom Chris havde forudsagt, at vi ikke skulle forvente nogen i den meget lette vind.

Der er nu gået et par timer. Jeg kan se hovedfeltet sejler os agter ud og de både, vi fulgtes med, de er drejet til styrbord for at komme kystnært. Jeg vækker Carsten og forklarer ham situationen. Jeg foreslår, at vi gør det samme. Jep, det gør vi og alene for at konstatere, at der heller ingen vind er kystnært.  Det er stadig ikke gået op for os to amatører, at de andre både i flere timer er gået for ”jerngenua” altså motor.

Efter 10 timer kan vi ikke se andre Arc + både ej heller på AIS, vi er totalt overladt til os selv – så meget for den sikkerhed vi troede, at vi havde købt ved at deltage i ARC+ Rally.

Vinden er faldet yderligere i løbet af aftenen og nu er vindstyrken 0 m/s, altså overhovedet ingen vind. Hvordan kan det ske? Vi ligger og driver med 1 kn og ruller rundt i 2 m atlanterhavsdønninger – det er alt andet end behagelig sejlads. Sejlene blafrer, de hænger som gardiner foran et åbent vindue og laver en forfærdelig larm. Ikke nok med det, men de river og flår i vores rig, det lyder forfærdeligt særligt nedenom læ. Det er derfor ekstremt svært at falde i søvn nede i søkøjen.

Selvom vi har bommen fastgjort til en boombreak og boompreventer, så rykker sejlene voldsomt i bommen, en frygtelig lyd. Spilerbommen, der spiler genuaen ud til luv, idet vi sejler wing on wing, er fastgjort til en bridle (trepunktsophæng), der forhindrer spilerbommen i at lave en ufrivillig bomning. Det rykker voldsomt i både mast (hvor spilerbommen er fastgjort), forstaget, skødevognen og de to klamper, hvor bridlen er fastgjort. Aldrig har Carsten og jeg mishandlet vores sejl og rig, som vi gør lige nu, det gør ondt helt ind i mit hjerte – undskyld Capri. Jeg kan ikke sove, ligger og kikker op gennem lugen og lytter til de voldsomme lyde – tænker bare sejl og rig holder til denne belastning. Øv, hvor er det en ubehagelig sejlads.

I løbet af det første døgn bander og svovler jeg over, at vi har meldt os til ARC+ Rally, for hvis vi ikke havde deltaget, så havde vi for længst taget jerngenuaen i brug dvs tændt for motoren og havde undgået denne ubehagelige sejlads. Jeg skulle senere erfare, at denne mulighed ikke fandtes på det næste ben fra Cape Verde til Caribien.

Etmål (døgndistance):  87 nm, under en god passatvind burde vi have nået 150 nm.

2 døgn:

Det er eftermiddag og vi begynder at få lidt vind 7 m/s fra Ø. Vi glæder os over at have fået lidt vind, så vi beslutter os for ikke at rebe sejlene ned til natten, nu skal vi sgu videre. På ARC + hjemmeside kan vi se, at de andre både er langt længere end os (80-120 nm) og mere syd på.

Carsten har hundevagten og allerede efter en times søvn bliver jeg kaldt op. I måneskinnet kan vi se, at der er en squall (skybrud) på vej, så det er bare med at få rebet storsejlet. Det er jo ikke bare at gøre her ude på Atlanterhavet. Hvor svært kan det være, hjemme i Øresund går vi da bare op i vinden og reber – det kan man ikke her pga bølgernes og dønningernes højde, så rebes skal det, men det foregår med vinden bagfra. Den ene slækker på boombreaken og preventeren, mens den anden trækker bommen ind til midten af båden. Vi totter op på boombreaken og preventeren og håber, at de kan holde bommen nogenlunde roligt, mens sejlet blafrer og vi reber ned.

Denne procedure er endnu vanskeligere, når det foregår i mørke. Selv ved brug af pandelamper og lygter, er det meget vanskelig at se, hvad vi foretager os. Vores ARC underviser Chris havde givet os det gode råd inden afrejse fra Las Palma, at vi skal sørge for at lave markeringer på vores reb og storsejlsfald, så vi med fingrene kan føle os frem til, hvornår vi er ved hhv. 1,2 og 3. reb i nattens mulm og mørke. Vi har gjort, som han har foreslået og det lykkedes os derfor fint at få storsejlet i 2. reb inden squall´en kommer med vindstyrke i kuling og masser af regn. Genuaen er betydelig nemmere at rebe, slække lidt på skødet og vi haler ind og gentager til, vi har et passende reb.

Det er nu blevet morgen og Carsten er udkørt efter 4 timers hundevagt, hvor han mødte yderligere 4 squalls, han er træt, våd og kold. Capri har klaret squalls´ne fint i 2. reb. Vi lover hinanden, at fremover selv i let vind vil vi tage 2. reb i storen, inden mørket falder på. Husk her er der 11 timers mørke, det betyder, at vi har natsejlads det halve af døgnet – ingen lyse sommernætter. Hvis der er måneskin eller helt stjerneklart, kan man forsøge at spotte de mørke og frygtede squalls. Men er der overskyet, har man ikke en chance for at se dem komme og man må derfor være vel forberedt og tage det, som det kommer. Derfor rebes i tide. Flere af bådene i flåden flækkede både storsejl og genua under ”angreb” fra squalls. De er ikke at spøge med, de skal tages alvorligt ellers sker der stor skade på både.

Ja, ud over squalls, hvad holder vi ellers øje med under vores vagt. Jo andre både og sejlføringen. Hvaler og container kan ikke ses, så det er bad luck, hvis vi rammer en. Det tænker jeg tit over, når Capri i bælgravende mørke suser 7 -9 kn gennem vandet, men så prøver jeg at overbevise mig om, at da jeg ikke kan forhindre det, så kan jeg lige så godt nyde den ubeskrivelige flotte   stjernehimmel, der findes herude.

Hvad sker næsten for alle, når de er midt på havet og i høj søgang? – jo, ting går i stykker og de fleste har da også erfaringer med at toilettet svigter. Pokkers osse, det gør vores også allerede på anden dagen. Heldigvis er det ikke udløbet men indløbet, der ikke virker, den suger falsk luft ind dvs vi kan ikke skylle ud med saltvand. Gudskelov har vi en bruser lige ved hånden og en velfungerende watermaker, så vi kan tillade at skylle toilettet ud efter brug med ferskvand. Alternativet er, at vi må sidde på en spand og skylle ud i havet – det har vi prøvet på vores første lille 22 fods båd og det er vi blevet for magelige til at skulle gentage.

Etmål: 135 nm – det går fremad.

3 døgn:

God vind 8-10 m/s ØNØ og en behagelig wing on wing sejlads (forsejl og storsejl sættes til hver sin side). Vinden frisker op til aften og krappe bølger rejser sig med hvid skum på toppen. Vi reber ned inden mørket falder på. Jeg er gået ned for at sove, men hører pludselig Carsten råbe, at jeg skal komme med det samme, der kommer squalls og hun løber alt for stærkt 9,5 kn.  Vi finder denne fart alt for risikabelt under natsejlads. Vi tager et 3 reb i storen, et meget dybt reb, som egentligt er lavet mhp. storm, jeg havde dog aldrig troet, at vi skulle få brug for den nu. Jeg synes stadig, at det virker lidt voldsomt, så vi beslutter, at bjærge genuaen og går alene for storsejl i 3. reb resten af natten. Alligevel går Capri med 7 – 8 kn, men føles som en ”happy boat” og sejladsen er meget mere behagelig, selv med vindstyrke på 14-15 m/s og 4 m krappe søer fra flere sider. Vi vil sikkert i havn og ikke først i havn. Vi er ikke kapsejlere men langturssejlere, vi har masser af tid.

Etmål: 162 nm.

4 døgn:

Ligesom dagen før har vi 8-9 m/s og fra Ø. Dønningerne er aftaget lidt 2-3 m knap så krappe søer – behagelig sejlads. Igen frisker vinden op i løbet af min nattevagt til 14-15 m/s dog uden, at søerne rejser sig yderligere. Carsten ligger nede i køjen og tænker, hvad fanden foregår der? Er hun ved at sejle os i sænk? Når Capri går 8,5 kn, så lyder det voldsomt nede i søkøjen, det lyder nærmest, som når man kører bilen gennem en autovask, hvor man bliver siddende i bilen. Der er virkelig højtryks spuling på. Carsten kikker derfor op i cockpittet fra sin køje for at se, om jeg skal have hjælp. Han kan nu konstatere, at det ikke er så kritisk, som det lyder, eftersom fruen sidder fastspændt med livline og nyder stjernerne med en kop te i hånden – hvorfor han vender sig om og sover videre.

Etmål: 170 nm.

5 døgn:

Stadig god vind 8-9 m/s ØNØ og 2-3 m bølger, igen frisker det op til 12 m/s om natten. Nu synes jeg, at vinden bringer os for langt mod vest. Vi skal jo gerne nå til Cape Verde og ikke Cuba. Så midt i min hundevagt beslutter jeg mig for at vække Carsten mhp., at vi kan skifte halse. Det foregår bestemt ikke uden brok og kævl fra Hr Breuning, om jeg virkelig mener, at han i nattens mulm og mørke skal gå på dæk og flytte spilerbommen over på den anden side i 2-3 m bølger. Mit svar er ja, det synes jeg, at han er nød til. Jeg synes heller ikke, at det er sjovt, men det kan ikke være anderledes, hvis vi skal nå frem inden deadline. Og ”desværre” kan jeg ikke tilbyde at foretage denne procedure, mine arme er for korte.

At rebe genua og storsejl alene kan både Carsten og jeg. Vi kan også meget forsigtigt og langsomt bomme i medvind uden at gå op i vinden (gå over stag), bare vinden ikke er mere end 12 m/s. Men skifte halse når vi sejler wing on wing kræver 2 mand, en på dækket og en i cockpittet. Det er Carsten, der nu går på dækket, for vores spilerbom er så lang, at jeg ikke kan nå ud til enden – selvom den er trukket ind til forstaget – for at flytte skødet og bridlen om på den anden side af forstaget og båden.

Det er meget anspændte minutter eller ½ time for os begge, mens Carsten med pandelampe rumsterer ude på fordækket fastspændt med livline. Det er svært for mig at se i mørket, hvad han laver, om han i det hele taget er ombord eller hænger ud over søgelænderet. Jeg kan ind imellem høre ”shit” ”god dammed it”, når han har viklet sig ind i bridlen eller sidder fast i preventeren. Jeg hører ham råbe ude i mørket: Der er alt for meget tovværk på ruffet, det er ikke til at komme frem eller tilbage for slet ikke at tale om at arbejde heroppe. Langt om længe har han fået spilerbommen på den anden side og bridlen fastsat og kommer tilbage i cockpittet og nu kan vi begynde at bomme storsejlet. Vi har fået mere øvelse og kan nu gøre det på ca. 20 min, hvor det tog en time i starten. Det er jo svært at vinde kapsejlads med så langsomme skift i sejlføring.

Etmål: 170 nm.

6 døgn:

Fra at vi i 4 dage ikke har set en eneste båd eller skib på vores kortplotter, så er der i løbet af min hundevagt dukket 2 ARC + både op. Yes, vi er ikke alene og vi kommer heller ikke sidst i havn, for vi sejler begge både agter ud. Sidst på natten dukker en engelsk båd op, som haler ind på os. Det er pokkers. Jeg holder øje med ham, han har godt nok fart på 12 kn.

Det er morgen og Carsten står op for at afløse mig. Han bliver noget nysgerrig, da jeg lidt misfornøjet fortæller ham, at vi snart overhales af en anden sejlbåd. Carsten mener, at da klokken har passeret 8, så kan vi tillade os at kalde ham på VHF´en og høre, hvad han er for en. Det viser sig at være en Oyster 62 fod – ok så da, det kan Capri ikke hamle op med.

Han er single-handed – wow – respekt. Da vi spørger ham om, hvordan han selv kan sejle en så stor båd, griner han og svarer: Jeg behøver jo kun 2 fingre (alt er automatisk) og husk det dårlige vejr kommer meget senere hos mig end hos jer. Squalls, ingen problem, jeg reber ned til natten og resten klarer båden selv. Jeg tænder for radaren og AIS alarmerne samt en sensor, der alarmerer, hvis en af de to første svigter og så går jeg til ro og sover i 6-8 timer. Sådan gør de rige (båden koster mere end 10 mio), mens vi fattige kæmper for at holde øjnene åbne om natten.

Venlig sejler – da han passerer Capri, tager han billeder og video af Capri, mens hendes mast går op og ned i de store dønninger. 2 timer efter vi anduvede Mindelo på Cape Verde, kommer han susene i sin dinghy (han ligger for anker, der er ikke plads til hans store båd i havn) over til Capri og afleverer en USB stick med videoen og billeder. Tusind tak til ham.

Kl. 11:30 LAND I SIGTE – juhu Cape Verde here we come. Kl. 12:50 sejler vi over målstregen. We did it – så langt så godt – 905 sømil på 6 døgn.

Etmål: 176 nm (aldrig har Capri sejlet så mange mil på et døgn – fantastisk sejlads)

Refleksion:

Vores oplevelse af 1. ben levede ikke helt op til vores forventninger.

Vi fandt ingen passatvind, ingen ”bløde” atlanterhavsdønninger i stedet fik vi skiftende vindretninger og høje, krappe søer fra flere sider, hvilket gjorde, at vi sad fastspændt med livliner hele tiden efter det første døgn.

Med andre ord det var svært at få et liv ombord. Det var vagt på vagt, så meget lidt til hinanden, hvorfor det også var lidt ensomt. Appetitten var ikke stor, egentligt ikke pga søsyge, men snarere at det både var besværligt at lave og spise maden. Det på trods af, at vi havde tilberedt maden, inden vi tog afsted, så det alene skulle opvarmes. At spise maden med en hånd, ske og hundeskål alt imens vi med den anden hånd har et fast greb i båden ofte et skøde, for at holde os fast i cockpittet, det gør, at indtagelse af føde sker hurtigt og i mindre portioner. Ingen af os fik læst bøger ej heller fik jeg strikket.

Solbad, øh vi var de første 5 dage i ”full battle gear” min skotske bikini og gud, hvor er jeg dog træt af den. Havde dog aldrig troet, at jeg skulle få brug for den i passatvindsbæltet i det tropiske klima. Men ak Carsten og Vinni vejr.

Vi er enige om, at skulle det fortsætte over Atlanterhavet, som de sidste 5 dage, så synes vi nok, at det vil blive meget anstrængende og overvejer endnu engang, om det nu alligevel er klogt kun at være to ombord. Men vi fastholder, at gøre det double-handed – andre har gjort det, så det kan vi vel også.

Ophold på Cape Verde , St Vincent, Mindelo.

Resten af lørdagen går med at rengøre Capri indvendig, så hun ligner sig selv igen. Utroligt så beskidt hun bliver under en passage. Ja, så trænger vi vel også til et bad og lidt mad og vin. Derefter på hovedet i seng, ingen velkomst reception, det lader vi de andre om, vi orker det ikke.

Landingen på Cape Verde var i øvrigt mere end forvirrende. På vej ind i havnen laver de 3 gange om på, hvor vi skal ligge, så forvirringen er stor og Carsten råber til sidst af den håbløse og forvirrede ARC medarbejder.

Vi er selvfølgelig også lidt stressede over at skulle foretage en middelhavnslanding – jeg hader dem – bakke båden ind til kajen (ok ingen problem, men så kommer det værste) efter at have smidt to trosser over til havnepersonalet på kajen, så får vi et tov i hånden, der er halet op fra vandet, som sidder fast på kajen og en bøje nede i vandet længere ude i havnen. Dette tov er det mest ulækre, man kan forestille sig slimet og med ruger – du prøver at holde den ud fra båden for at undgå at svine Capri til, ind til du kommer ud til stævnen, hvor du fastgør den på forreste klampe i begge sider.

Det lykkedes ikke for mig at komme forbi vanter og dunke m.m. uden, at tovet når ind over båden med det resultat, at Capri ser herrens ud med mudder over hele ruffet. Derudover er hun fedtet af saltvand over hele ruffet og ned langs siderne. Så søndag formiddag går med bådvask, så hun stråler igen. Vasketøj er næst på programmet, desværre (haha) findes her ingen self-service. Vi afleverer 2 store sække til det lokale vaskeri, som afhentes og leveres på havnen. Fra dag til dag, tøjet er rent og sammenfoldet – og det er endda billigere end, når jeg har været på møntvaskeri. Og ikke mindst spilder jeg ikke en halv dag på et møntvaskeri.

Mandag tager vi på en heldagstur sammen med 40 andre sejlere over på naboøen Santo Antão. En time med færge og derefter i bus rundt på øen inklusiv en fantastisk times vandring i den mest skønne grønne dal og hvilket bjerglandskab. Det var alle pengene værd.

Om aftenen er der prisuddeling. Da vi ankom til Mindelo, var ARC personalet enormt imponeret over, at vi slet ikke havde brugt motor. Vi var kun 5 både ud af 75, der ikke havde brugt motor. Og vi kunne derfor regne med, selv om vi var kommet betydelig senere i havn end de andre, at vi ville få en god placering. Carsten har regnet på det og mener, at vi måske vil rykke op på en 3 plads. Skipper beslutter derfor, at vi skal stille op i vores Capri- uniform, rød Capri poloshirt og hvide bukser. De andre crews kommer altid i uniform til diverse arrangementer.

Jeg forsøger, at tale Carsten ned. Jeg er bange for, at han vil blive meget skuffet, hvis vi ikke får en medalje, nu da han er så opsat på en 3. plads.

Prisuddelingen starter efter et par velkomstdrinks og humøret er højt hos alle sejlere – en rigtig god stemning. Bådene er inddelt i 3 klasser afhængig af størrelsen. Klasse A starter, det er katamaraner. Klasse B de store sejlbåde længere end 45 fod. Klasse C det var os. Først tildeles 3. pladsen og desværre ikke til os. Jeg kikker på Carsten for at se, om han ser skuffet ud, han foretrækker ikke en mine.  2 pladsen går heller ikke til os. Vi kikker på hinanden og siger, ok, vi gik jo heller ikke efter en medalje, men alene at komme sikkert frem.

Pludselig hører vi ud af højtalerne ”and the winner in Class C is from Denmark. Capri” og der blev hujet og klappet. Vi går frem til podiet og da Carsten løfter mig og kysser mig, svinger jeg benene omkring livet på ham.  Forsamlingen går helt amok, klapper og hepper endnu mere – de kan se, hvor overrasket og glade vi er. De andre vindere er jo crew på hhv 5 og 6 personer, vi er jo kun os to. Ja, tårerne presser på. Billederne taler vist for sig selv. Medaljen er vi stolte af og den er hængt op på væggen mellem skibsurene. Godt gået af et par amatører som os og stor ros og tak til vores dejlige og skønne CAPRI.

Tirsdagen går med at forberede båden til 2. ben den store tur- Atlanterhavskrydset – og lidt shopping samt social hygge.

  1. Ben

7 døgn:

Onsdag den 16/11 kl. 13. Kanonen lyder og alle både sejler over startlinjen. Capri kommer ikke så godt fra start, det er bestemt ikke hendes skyld, at besætningen har fejlvurdering vindretningen. Ud fra vejrprognosen og søkort mente vi, at vi skulle sejle agten for tværs tæt på plat læns, hvorfor vi allerede i havn riggede Capri til wing on wing og parat gjorde spilerbommen med bridle.

Men hvad er nu det? Vinden kommer fra foran for tværs tæt  og ind imellem får vi halv vind. Vinden mellem de to øer, hvor startlinjen er, ændrer vindretning og vi får lidt accelerationsvind. Mens de andre både har sat sejlene til halvvind og dermed sejler Capri agterud, har vi travlt med at rigge skøderne om til halvvind og tage spilerbommen ned.

Shit shit shit – indrømmet jeg er en fighter og en dårlig taber, at se hækkene på de andre både og afstanden til dem øges, udfordrer mit konkurrence-gen og det er slet ikke sundt for min psyke – jeg bliver enormt stresset og er ifølge Carsten halvt hysterisk og slet ikke til at være i nærheden af. Vi ligger som en af de bagerste både – shit.

Men så kommer der gang i Capri, efter vi får sat sejlene rigtigt og i løbet af et par timer indhenter vi hovedfeltet på trods af, at de fleste både sejler med parasail eller gennaker. Vi har en stor og flot gennaker, men foretrækker altid at være to om at sejle den og nu skal vi sejle single – handed, mens den ene af os sover. Derfor undlader vi at sejle med gennaker de første par dage ind til tålmodigheden slipper op og vi bliver modigere.

Starten fra Cape Verde er ikke festlig med musik eller publikum, det er en almindelig kapsejlads start. Den er dog præget af megen frustrationer hos deltagerne, da vi ikke kan finde starter – båden og dermed startlinjen. ARC + personalet får heller ikke gennemført en nedtælling og pludselig lyder der fra VHF radioen, at Rally´en er startet og først derefter lyder kanonen. Ikke særligt professionelt af ARC, der har mange års erfaring.

Vi er nu kommet væk fra den smule accelerationsvind, der var mellem øerne og nu falder vinden. Den falder yderligere i løbet af aftenen. Og nu har vi vind under 3 m/s. Vi kan nu se frem til en sejlads, som vi havde under 1 døgn: blafrende sejl, der konstant rykker i riggen – øv øv øv ikke igen – min natsøvn spoleres. Det slider på sejl og rig – jeg synes slet ikke, at det er sjovt, for slet ikke at tale om, hvor ubehagelig sejladsen er. Mange af bådene vælger at gå for motor og snart er de udenfor vores AIS-rækkevidde.

Det er et psykisk pres for mig, meget stressende og bliver nærmest hysterisk eller vred over situationen, da det går op for mig, at vejrprognosen hentet ned som gribfil over satellittelefonen siger, at det fortsætter de næste 4 dage. Humøret er nede og jeg har ingen appetit, selvom Carsten prøver at peppe mig op med hans hjemmelavet spaghetti og pastasovs.

Jeg har hundevagten. Jeg finder det svært at nyde den flotte stjernehimmel. Jeg er sur og gnaven.

En time efter Carsten har overtaget vagten bliver jeg kaldt op. En sjækle, der holder genuaen fast på forstaget, er faldet af og Carsten må i mørke ud på fordækket med en ny sjækle for at fastgøre sejlet. Den gamle ligger på dækket. Carsten reparerer den og fastgør den med en ny strips. Vi havde ellers sammen tjekket alle sjækler, strips og splitter samt tape, inden vi lagde ud fra Cape Verde, men slitagen er enorm ved denne form for sejlads. Man siger, at sejle over Atlanterhavet ca. 3000 sømil slider lige så meget som at sejle i 10 år i DK. Vi forsøger, at vende skøderne med passende mellemrum undervejs, ligesom vi sikkerhedstjekker båden, inden mørket falder på – alt sammen hvis vejret tillader, at vi går på dæk.

Alle både, der har SSB radio (kortbølge radio), melder ind kl. 11 hver dag vores position og om der er opstået problemer i løbet af det sidste døgn. Det er rart at have denne kontakt, når vi nu ikke kan se flere både, dog kun på AIS ses enkelte i nærheden endnu.

Her til morgen ser vi langt ude 8-10 hvalblås, men vi kan ikke se hvalerne. Tanken flyver gennem hovedet på mig, hvor farligt det jo kan være at være for tæt på en hval, der ofte svømmer i flokke. Jeg tænker på, hvad der sker, hvis vi sejler ind i en sovende hval, der ligger lige under vandoverfladen, som vi ikke kan se og undgå eller hvis hvalen svømmer ind i eller under Capri og rammer vores køl og/eller ror.

Det værste, der kan ske, er selvfølgelig, at Capri sprænger læk eller mister sin køl, mit blik fanger derfor vores redningsflåde, der hænger bag på vores søgelænder og inde i mit hoved gennemgår jeg vores manual for, hvad vi skal gøre, hvis uheldet er ude. At miste sit ror er et kæmpe problem, men så må man jo prøve at rigge et nyt ror.  Andre er lykkedes med at rigge et ”reserve ror” med en skabslåge eller binde en rygsæk på en warps. Ingen af løsninger er særlige effektive, men både, der har været i sådanne ulykkelige situationer, er dog kommet sikkert i land. Håber ved gud ikke, at det sker for os.

Etmål: 100 nm (trods alt bedre end 87 nm på 1 døgn)

8 døgn:

Stadig let vind 4-5 m/s og vi sejler wing on wing.

Det er tid til et dejligt brusebad, efter bare 1,5 døgn kan man føle sig meget usoigneret. Håret slasker, huden er fedtet af havgus ligesom Capri, hvor alt også nedenom læ er fedtet. Vasker hyppigt hænder, men lige meget hjælper det, for så snart man rører ved rattet, søgelænder m.m bliver man fedtet igen – Vinni, det kan du lige så godt vende dig til, sådan er livet på havet. Javel det ved jeg, men det meget saltede hav i Atlanten gør det bare endnu mere fedtet.

Klokken er 10, vi er begge vågne og det er tid til en sen morgenmad yoghurt med et æble eller mysli. Frokosten består af et stykke frugt og aftensmad indtages ca. kl. 18, da det bliver mørkt ca. kl. 19. Vi får derfor kun 2 måltider + frugt, aldrig har vi fået så meget frugt. Ingen alkohol. Ja vi har begge en forventning om at tabe nogle af de kiloer, der kom på de første 6 måneder. En sundowner og deling af en flaske vin hver dag, det sætter sig med det samme. Lakridserne hjælper selvfølgelig også til. I øvrigt en livsstil der ligger langt fra vores derhjemme. Men det er svært at undgå, da det jo er meget hyggeligt, når man bliver budt på et glas – det er i sejlerlivet ofte den første sociale kontakt til andre sejlere og man får endda gode sejlervenner med forskellige nationaliteter ved at takke ja til et glas. Øh det ene glas tager ofte det andet.

Vinden tager til i løbet af aftenen og skifter retning. Både Carsten og jeg er nu selv i stand til at bomme, mens den anden sover. Men når vi sejler wing on wing og skal skifte halse, er vi stadig nød til at vække den anden for at udføre den som tidligere beskrevet komplicerede procedure. Har i øvrigt set andre både, at de har installeret to spilerbomme hejst op langs masten, hvilket gør det betydelig nemmere at bjærge den ene og trække den anden ud. Vi har overvejet om det er en god løsning for os, når vi kommer til USA, hvor alt er billigere.

Det er dog første gang, at jeg har rebet såvel storsejl som genua pga. for let vind og store dønninger. Normalt rebes pga. for stærk vind, men for at minimere sejlenes træk i riggen, har vi nu erfaret, at et mindre sejlareal kan være hensigtsmæssigt, selvom det er det modsatte af, hvad man plejer at gøre. I let vind vil de fleste forsøge at skabe så stort et sejlareal som muligt.

Carsten blev lidt forskrækket under sin hundevagt, da han så et underligt grønt lys nede i vandet tæt på Capri. I et kort øjeblik frygtede han, at det var lyset fra en redningsvest eller personel -EPIRB (alarm der går i gang, når en person falder overbord). Tænk hvis der lå et lig i havoverfladen. Vi havde jo lige fået beretninger fra ARC om de to både, der var gået ned (som Carsten har beskrevet i sin beretning). Men det skulle vise sig at være en undervandsfiskebøje. Vi hørte senere en fisker skælde en ARC-båd ud for at have sejlet en af hans bøjer ned. Han var pissesur. Godt at Carsten fik styret uden om, så vi ikke igen sad fast.

Etmål: 136 nm

 

 

 

9 døgn:

Humøret falder, da vi ser den nye gribfil (vejrudsigt). Stadig ingen vind de næste 4 døgn – det er bare løgn – vi befinder os i passatvindsbæltet, hvor er den passatvind, der skulle give os 8-10 m/s fra NØ? Vi har taget en gribfil ned med isobare og nu begynder jeg at blive nervøs for, hvad der venter os. Et stort lavtryk fra ækvator har sendt et lavtrykstrug op på vores breddegrader og vandtemperaturen er sikkert noget nær 26 grader eller mere – alle betingelser for at lavtrykket kan udvikle sig til en tropisk depression, storm og orkan. Arc´s vejrudsigt har endnu ikke omtalt det – hvad bilder de sig ind, hvad tror de, vi betaler for, de skulle gerne rådgive os.

Hvad kan vi gøre andet end at hente gribfiler ned 4 gange i døgnet og følge udviklingen af lavtrykket. Indtil videre tyder det på, at vi har heldet med os, da vejrudsigten siger meget let vind eller ingen vind de næste 4 dage, men herude kan det store varme hav ændre på situationen endda meget hurtigt. Underligt – det er som om lavtrykket følger os mod vest, fuldstændigt modsat det, vi oplever på vores breddegrader i norden. Mette Hundahl (forfatter til min bibel, meteorologibog) hjælp mig med at forstå, hvad der sker.

Lige så med squalls, som vi har lært på Y1, at de bevæger sig fra øst mod vest og 80% af dem drejer af mod nord, jo længere man kommer mod vest. Derfor sejler de fleste, der krydser Atlanterhavet, med en styrbordshalse om dagen og en bagbordshalse om natten, så man lige kan falde af, hvis man rammes af en squall. Det gælder tilsyneladende ikke her, hvor Carsten og Vinni befinder sig. De bevæger sig fra SØ mod NW lige hen over hovedet på os. Alle jeg kender, der har krydset ”dammen” siger, at squalls kommer mellem kl. 3-5 i hundevagten, så vær opmærksom og reb ned i tide. Vi følger heller ikke normen her, vi oplever også squalls først på aftenen og tidligt om morgenen.

Hele dagen har vinden været under 4-5 m/s. Carsten har derfor inviteret mig nedenunder til middag med stearinlys. Menuen er danskbøf med bløde løg og hash browns, der kan nydes ved bordet med bestik og dejlig musik, alt sammen for at peppe mit humør op. Jeg er dog lidt bekymret, for langt ude i horisonten kan jeg skimte mørkeskyer – mon det er squalls. Nej pyt siger Carsten, Arc vejrudsigten siger ingen squalls i nat. Jeg vil ikke skuffe Carsten, så jeg går med nedenunder.

Dejligt måltid som jeg har svært ved at nyde pga nervøsitet og skynder mig at spise bøffen. Jeg har aftenvagten og beder Carsten gå op og kikke på skyerne, mens jeg klæder mig i den skotske bikini. Er kun lige noget i bukserne, da jeg hører Carsten råbe om hjælp, mens han kæmper for at få Capri på rette kurs. Både forsejl og storsejl er bakket, men bomningen er jo forhindret af både preventer til storsejl og bridle til spilerbommen. Sådan går det, når man overraskes af en squall, der kommer hurtigt på alle døgnets timer. Man kan aldrig stole på havet, man må være beredt hele tiden.

Jeg har nu fået 3 andre både på min AIS. Den ene passerer ind foran mig og ligger mindre end 500 m fra Capri, da vi igen rammes af en squall, men den havde jeg set komme, så jeg havde bjærget forsejlet og rebet storsejlet i 3. reb i tide, så Capri klarer det fint, men vi suser afsted med 8,5 kn. Jeg kan intet se pga. af den kraftige regn, men synes stadig ikke, at der er grund til at kalde på Carsten, der ligger og sover – jeg har tjek på det.

Men pludselig forsvinder vores AIS og jeg kan hverken se den anden båd fysisk eller hans AIS på kortplotteren. Jeg råber på Carsten, der straks kommer op. Vi var begge lige forvirret over, hvad der sker, for vi har aldrig oplevet AIS forsvinde på af kraftig regn. Alt imens jeg styrer og holder skærpet udkik, så godt sigtbarheden nu tillader, hvilket er meget lidt, bliver jeg mere og mere nervøs. For ind til for få minutter siden, så jeg den anden båd lige der ude ved min styrbord og nu ser jeg absolut ingen lanterne. Med den fart Capri skyder, der er ca. 2-3 kn hurtigere end den anden båd, så er jeg alvorlig bange for at komme for tæt på ham, da jeg jo er lige ”i røven” på ham. Jeg beder derfor Carsten om at kalde ham på VHF´en, men til vores store forskrækkelse virker den heller ikke. Nu er vi begge mere end bekymrede. Hvad sker her dog?

Vi prøver flere gange at kalde ham og efter 5-10 min lykkedes det at få kontakt. Han råber, at han er midt i en squall og har hænderne fulde, men skal nok gå mere til styrbord, da vi ikke kan gå mere til bagbord uden at bomme og det ville være kritisk lige nu under en kraftig squall. De næste 15 min er meget lange indtil regnen aftager. Og pludselig er AIS signalet tilbage. Vi anede ikke og har heller ikke lært på vores LRC-kursus (skipperskolen i Skagen) at meget kraftig regn kan skabe så mange atmosfæriske forstyrrelser, at det ødelægger radiobølger.

Nå, men så fik vi da overstået denne kraftige squall og uden skader på Capri. Underligt vejr der følger en squall, det er nærmest, som om vi befinder os i et vakuum. Ingen vind eller den smule der måske er, hvirvler rundt om Capri, hun er slet ikke til at styre, sejlene flyver rundt om masten – hvad foregår der? Alt imens dønningerne efter denne squall vælter Capri rundt i ”baljen”, alt sammen svært ubehageligt. Til sidst må vi ty til jerngenuaen, nu kan det være nok, vi tænder motoren, vel vidende at det koster strafpoint.

Etmål: 130 nm

 

10 Døgn:

Jeg vækkes af en ny kraftig squall kl. 7, Carsten har vagten. Jeg klæder mig på og går op i cockpittet til Carsten, der ser noget træt ud efter nattens strabadser. Jeg ser det lysner længere bagud. Men men men jeg tager helt fejl – endda meget fejl – den lysere himmel jeg ser komme imod os, er en væg af regn. Lave stratusskyer der bringer så meget regn den første time, at jeg ingen sigtbarhed har, jeg kan ikke se forenden af Capri, men vi har god vind 8 m/s lige i fjæset. Det føles, som om Capri og jeg er på vej gennem en autovask under højtryksspuling. Carsten står behageligt inde under sprayhooden og tager en video af mig. Ind imellem er jeg i tvivl, om jeg befinder mig over eller under vandoverfladen.

Efter en time aftager vinden, men ikke regnen, jeg har nu fået lidt mere sigtbarhed. Heldigvis for mens jeg står og tørre regn væk fra mine øjne, ser jeg pludselig en hval 200 m foran Capri, flot svinger den halen i vejret og dykker ned – jeg kunne ikke nå at se, hvilken slags hval, det var. Carsten var rigtig ærgerlig over, at han lå og sov – for jeg kunne ikke nå at vække ham – inden det helt gik op for mig, hvad det var jeg så, var den væk.

Vi har aldrig oplevet et regnskyl af denne styrke og varighed som denne – det varede i 12 timer og vi fik ca. 1 cm regn i timen – min tekop var regnmåleren.

Jeg kan herefter konstatere, at den mængde regn kan min ”skotske bikini” ikke hamle op med – jeg er våd helt ind til skindet og efter 3 timer, må jeg bede Carsten om at overtage vagten, så jeg kan komme ned om læ og få varmen med en kop te og en varm dyne. Der hænger trusser og t-shirts til tørre overalt nede i salonen, for jeg må skifte efter hver vagt til noget tørt, inden jeg træder i mit våde sejlertøj. En ting er at stå op til sin aften – eller nattevagt, det kan være surt, noget andet er, at iføre sig vådt og koldt sejlertøj, det er mere end surt show for derefter at stige op i mørket. Det er alt andet end sjovt og slet ikke, hvad jeg forventede af Atlanterhavs sejlads. Til sidst må jeg låne Carstens sejlertøj, der er 5 gange for stort til mig, men jeg kan da holde mig nogenlunde tør og varm i min nattevagt.

Vinden bliver ved med at aftage, også da regnen ophører.

Etmål: 130 nm

11 døgn:

Jeg står op efter at have sovet et par timer efter min hundevagt til ingen vind, blafrende sejl, lyden af sejlene, der rykker i hele riggen, det gør ondt helt ind i hjertet, at vi behandler Capri sådan og slider på sejl og rig – jeg bliver sindssyg af det her, det er en røvsyg sejlads. Hvis der ikke snart kommer vind, ender det med, at jeg hører til dem, der har krydset Atlanterhavet, der siger, at det er det mest dødsyge, de har oplevet og vil aldrig gøre det igen. Jeg håber inderligt ikke, at jeg kommer til at tilhøre denne gruppe, for så når vi ikke ud i Stillehavet.

Vi har lige modtaget dagens vejrmelding fra ARC-kontoret, selvom deres vejrudsigt ind til nu ikke har stemt overens med det, vi oplever, så bliver jeg meget lettet, da deres meteorolog kan meddele, at det lavtrykstrug, som vi stadig befinder os i, ikke udvikler sig til en tropisk storm eller orkan, men forventes at fylde op i løbet af de næste 4 dage for derefter at forsvinde. Herefter vil vi få noget af den vind, et meget stor højtryk, der ligger ved den afrikanske kyst, kan sende over til os. Men de næste 4 dage er der ingen vind – humøret på Capri er ikke højt.

Vi tager en ny gribfil, der viser, at der skal være lidt vind længere sydpå, hvorfor vi tænder for motoren og begiver os sydpå, for at konstatere, at der desværre heller ingen vind er. På AIS og på nettet kan vi se, at de andre både går for motor – det ender jo med at blive en Rally, der afgøres på, hvem der har den største dieseltank. Vi er begyndt, at fylde vores dieseltank op fra vores dunke, der står på dækket.

En endeløs række af squalls, dog ikke så kraftige, men vi er jo hele tiden på mærkerne og den svage vind gør, at vi hele tiden skal være over Capri (justere kurs mhp. at få vind i sejlene), ofte må vi skifte sejlføring. Det er hårdt arbejde at sejle i meget let vind og i 2-3 m dønninger.

Det har været vindstille i flere timer. Der er lige nu ingen tidevandsbølger og kun meget svage dønninger. Der er nærmest havblik og meget stille. Ikke engang sejlene larmer, de hænger bare ned næsten uden at blafre. Det er utroligt fascinerende at opleve et så stort hav i havblik de få timer, det varer. Ingen skibe i nærheden og jeg føler, at vi er mutters alene på Atlanterhavet – nu mangler jeg bare en fuldmåne eller et stjernetæppe over Capris maste, så vil det være fuldendt. Imponerende syn og oplevelse, men samtidig lidt frygtindgydende.

Etmål: 138 nm

12 døgn:

Kl. er 11 og alle ARC+ både indberetter positioner. Der lyder klager fra alle både over manglende vind og der spørges ind til dieselbeholdningen, om der er nogen, der befinder sig i en kritisk situation. En af bådene har været så kreativ, at kalde et fragtskib for at høre, om de kunne købe 100 l diesel. Fragtskibet sagtnede farten og sejlbåden kunne sende sin dinghy over efter diesel, som de fik gratis. Ja ude på havet hjælper alle hinanden uanset omkostningerne. Vel 100 l er vel kun en dråbe i havet ift. indholdet af et fragtskibs dieseltank. Men alligevel. ARC+ både med 1000 l tanke suser derudaf med 6-8 kn mens vi andre med små dieseltanke ligger og driver med strømmen og skyder en fart på 1-1,5 kn.

Humøret er ikke højt hos besætningen på Capri. I vores lyse og muntre øjeblikke, de er få, forsøger vi at overbevise hinanden om, at vi øver os på Stillehavssejlads – særlig turen til Galapagos, hvor vi skal over et bælte af vindstille ved ækvator og ikke mindst turen til Marquesas øerne, der tager 4 uger. Kan vi klare denne sejlads, der meget vel kan tage 3 uger fra Cape Verde, så kan vi også klare Stillehavet. Men vi har allerede besluttet, at vi må gøre plads til 100 l ekstra diesel.

På turen ned gennem Europa var vejret heller ikke med os – rigtig Carsten Vinni vejr. Flere gange jokede jeg med, at vi garanteret heller ikke finder passatvinden – men det var en joke og ikke et ønske fra min side. Selvfølgelig finder vi passatvinden, det gør andre da.

Etmål: 97 nm

13 døgn:

Jeg er lige stået op dødtræt efter min hundevagt, fordi jeg ikke kunne sove inden vagten begyndte pga larm og ryk i hele båden, når sejl og rig bevæger sig. Jeg er ved at være godt træt af det hele. Efter kun 2 timers søvn og så stå op til ingen vind. Carsten ser meget bedrøvet og opgivende ud. Han har lige hentet en ny gribfil, der siger stadig ingen vind de næste 4-5 dage. Stemningen ombord er nu præget af frustrationer, men også en begyndende depression.

Det er ikke til at begribe, at vi har sejlet en uge uden vind på Atlanterhavet. Vejrprognosen fra ARC lovede jo, at lavtrykket ville forsvinde for flere dage siden og nu på vores gribfil kan vi se, at det skide lavtrykstrug stadig føler os mod vest. Hvad er det nu for noget, lavtryk bevæger sig normalt fra vest mod øst, men sådan skal det åbenbart ikke være, når Carsten og Vinni krydser ”dammen”.

Efter 7 dage i meget stille vejr, snegler vi os over Atlanterhavet og vi er kun kommet ¼ del af vejen, vi burde have være halvvejs. Det går nu for alvor op for mig, at vi ikke når i mål til tiden – og når vi overhovedet til Caribien for at holde jul med Carstens datter, mand og børnebørn? Nu kan jeg snart ikke mere, tårerne begynder at trille ned ad kinderne, Carsten forsøger at trøste mig. Aldrig har jeg hverken læst eller hørt om sejlere, der har krydset Atlanterhavet under sådanne vejrforhold. Typisk Carsten og Vinni vejr – abnorme vejrforhold.

Vi har læst og er blevet fortalt, at når man skal krydse Atlanterhavet, så sejler man jo bare et par dage syd for Las Palmas og går til styrbord, sætter sejlene til wing on wing og så rører man ikke sejlene før man runder St Lucia. Der er tid til at læsr masser af bøger, hygger sig og bager brød ind imellem, at man fisker. Ingen af de ting har vi oplevet ind til nu. Det er meget svært at opretholde den gode stemning og ”spirit”.

En ulykke (ingen vind) opstår sjældent alene. Carsten har lige været nede og skrive vores position i logbogen og kan nu fortælle, at vores GPS på vores VHF og SSB radio er stået af. Shit, jeg stirrer på kortplotteren og kan heldigvis melde tilbage til ham, at der stadig er GPS data på kortplotteren. Hvad sker der nu og hvad bliver det næste, risikerer vi nu, at både kortplotter og autopilot står af – det tør jeg ikke tænke på. En sådan situation vil lige nu være helt uoverskuelig for mig, hvis vi skal håndstyre ¾ del af vejen over Atlanterhavet – kun os 2. Heldigvis bliver kortplotter og autopiloten ved med at virke.

Min tålmodighed er brugt op og jeg foreslår til Carsten, at vi skal bryde med den regel, vi har, om at være to vågne sejlere, når vi skal sejle med gennaker. Vi kommer jo ingen vegne og jeg er helt parat til single-handed at håndtere gennakeren om dagen, selv hvis Carsten sover. Han er enig – så op med det store sejl, der måske giver 1- 2 kn mere fart end wing on wing sejlføringen. Det går fint i den lette vind, problemerne opstår snarere, når vinden falder under 4 m/s og der er 2 m dønninger, så klapper gennakeren sammen – skide irriterende – det lyder voldsomt og er hårdt for riggen, når den fanger vind igen og folder sig ud. Det skaber ikke kun stress på riggen, men i høj grad på min psyke. Carsten er bestemt heller ikke upåvirket heraf.

Det er midnat og starten på min hundevagt. Squalls ligger lige derude og lurer. Hele vejen rundt om Capri er der blitzende lyn, jeg hører kun svagt få tordenskrald, men lynene syner meget tæt på os. Jeg er bestemt ikke tryg ved situationen. Det ligner nærmest fyrværkeriet i hjemme i Tivoli.

Vi har taget 2 startkabler med, som jeg hænger på den ene vante og ned i vandet for at kunne aflede, hvis uheldet skulle være ude. Mobile VHF radioer og satellit tlf pakkes ind i vores ovn, i håbet om, at de ”overlever” et lynnedslag. Lynnedslag på både sker nu meget sjældent, men da Carsten og jeg tilsyneladende skal rammes af de få undtagelser, der findes indenfor vejrlig, så er jeg meget forsigtig.

Men det skide startkabel bliver jo ikke i vandet, fordi Capri bevæger sig op og ned i bølger og dønninger med det resultat, at når startkablet hopper ud af vandet, så slår det ind på Capris skrog. Jeg kan høre, at det larmer frygtelig nede i salonen, så efter kun en ½ time fjerner jeg det, inden Carsten vågner og flipper ud. Vi rammes heldigvis ikke af nogen lyn. Underligt forsvinder lynene da Carstens vagt starter.

Etmål: 91 nm

14 døgn:

Stadig ingen vind 3-4 m/s og 2 m dønninger. Indtil nu har sejladsen siden Cape Verde været meget skuffende. Jeg er irriteret, vred, desperat, deprimeret og føler afmagt.

Carsten prøver at peppe mig op ved at servere nybagt morgenbrød – hvor er han dejlig, en rigtig guttermand – men det hjælper ikke stort på mit humør.

Den 4 dunk diesel er hældt på tanken. Den 5, beslutter vi, skal gemmes til, at motoren kan lade batterierne op og ikke til fremdrift. Hvorfor lader vi batterierne op med motor, når vi nu har 2 meget velfungerende solpaneler på vores targa bar? Jo, under dette lavtrykstrug har vi i flere dage oplevet, at der ligger et tykt lag stratusskyer hen over os, hvilket gør, at solpanelerne ikke kan nå at oplade batterier helt op, da vi bruger meget strøm til vores autopilot (ind imellem 12,5 A/H), der knokler med at holde Capri på rette kurs i de store dønninger og det vindstille vejr.

Etmål: 83 nm

15 døgn:

I dag står vi op til lidt sol, så jeg går i gang med at vaske t-shirts og lagner. Alt tyder jo på, at vi skal befinde os på havet i flere uger. Carsten synes, at nu trænger badeværelset også til en omgang og går i gang med rengøring.

Vejrudsigten er uændret.

Pludselig siger Carsten til mig, at jeg nok skal tænke mig grundigt om – om jeg virkelig mener, at have psyke til at sejle i Stillehavet? Det sårer mig faktisk, da han siger det. Fordi han dermed tvivler på min robusthed. Jeg gør mit bedste for at udholde situationen. Jeg forsøger, at forklare ham, at det at ligge stille en uge og flyde, det kan jeg klare, men jeg kan ikke klare at mishandle vores rig og sejl, som vi her har gjort.

Mens vi taler om det, går det op for mig, at jeg føler mig enormt presset af, at vi deltager i en Rally. Jeg føler mig overbevist om, at hvis vi ikke deltog i ARC +, så ville jeg lige nu være lige glad med, hvor lang tid det vil tage os at krydse Atlanten. Det går også op for mig, at Carsten er grundig træt af at høre på mig og mine klager, han er nemlig selv ved at miste modet nu og har derfor ikke overskuddet til at høre på ”mine lidelser”. Jeg bliver derfor meget bevidst om, at holde klagerne og mine stærke følelser for mig selv, så han kan koncentrere sig om sin egen reaktion på vores sejlads.

Etmål: 105 nm (med lidt motor hjælp)

16 døgn:

Stadig ingen vind kun 4-4,5 m/s, jeg er gået ned for at tage en morfar. Er lige faldet hen, da jeg hører et brag, shit tænker jeg, er det mon en af vanterne, der er sprunget? og hører Carsten råbe eller skrige: Vinni, hjælp gennakeren ligger i vandet, skynd dig at komme op. Det er bestemt ikke kun mig, der kan bande og svovle som en anden garvet sømand, det klarer hr. Breuning ganske godt.

Jeg for ud af køjen og op på dækket iført kun redningsvest og livline – hvilket sexet syn, kommenterede Carsten efter krisen var overstået. Det satte da tanker i gang hos mig til senere ægteskabelige lege, vi har jo også en mast (stripper-stang) – blot til lidt inspiration – og privatliv savnes ikke her ude på det åbne hav. Vi har kun delfiner som tilskuer.

Nå tilbage til redningsaktionen.  Vi skal jo lige rede vores gennakker og søgelænder. Braget jeg hørte skyldtes, at faldet, der holder gennakeren oppe i masten, sprang, tovværket havde simpelthen gnavet sig over helt øverst oppe ved masten. Vi fandt først forklaringen på skaden senere:

Vi har jo fået sat et ”næb” på Capri. Så når vi hejser gennakeren helt op i mastetoppen og samtidig sætter den fast helt ude på næbbet, så sidder gennakkeren for stramt, hvorfor skipper Carsten har besluttet, at vi kun hejser gennakeren op til 30 cm under mastetoppen. Det viser sig nu ikke at være en klog beslutning. Resultatet er, at faldet har siddet og dinglet rundt, hvilket gjorde, at rebet blev slidt over oppe ved trissen. Klog af skade skulle vi selvfølgelig have forlænget rebet i den anden ende, som fastgøres til næbbet. Ja, vi lærer jo hele tiden og heldigvis skete der ingen skade på gennakeren, kunne vi konkludere, efter vi havde fået bjærget den op i cockpittet.

Men nu mangler vi jo et fald og kan ikke sejle med gennaker i den lette vind og må forsætte med wing on wing. Og sejle langsommere.

Etmål: 81 nm

17 døgn:

Afmagten stiger hos besætningen, det er nu 11 døgn uden passatvind. Vi ligger og vugger i 2,5 -4 m/s. Vi har totalt opgivet at nå finishing line inden for den berammet tid. Vi tvivler endnu mere på, om vi overhovedet når til Caribien for at fejre jul med Carstens datter og familie. Humøret er langt fra højt.

Men efter en god ”morfar” står Carsten op i meget bedre humør og fortæller om hans fantastiske nattevagt. Han havde nemlig en helt speciel oplevelse og nu forstår han, hvad andre jordomsejlere i årevis har oplevet ude på havet. Jeg sidder spændt og venter på, hvad han mon har oplevet sidste nat. Jo, han sad og nød stjernehimlen og sad i sine egne tanke, da han pludselig hørte havet synge. Først tror jeg, at han begynder at joke for at peppe humøret op hos mig, indtil det gik op for mig, at han mener det i ramme alvor. Han gentager, at under hans ”hundevagt” hørte han havet synge” – undskyld – men nu kan jeg ikke holde masken længere og begynder at grine. Han kikker alvorlig på mig, så jeg tager mig sammen, holder op med at grine og beder ham uddybe, hvad han helt præcist mener med, at havet synger. Jo, han havde da hørt et mandekor synge ude i havet – shit tænker jeg, nu rabler det sgu da helt for ham. Han fastholder, at det er sandt og beskrevet mange steder i beretninger fra andre jordomsejlere og at jeg i øvrigt bør prøve at lytte efter i min næste hundevagt. Ok, det lover jeg ham, at jeg vil gøre. Jeg har aldrig læst om det og har endnu ikke hørt havet synge.

Etmål: 92 nm

18 døgn:

3,5 m/s blafrende sejl og ubehagelig rullen i dønningerne. 12 døgn uden særlig vind – utroligt – jeg har aldrig hørt eller læst om andre, der har krydset Atlanten i sådan en let vind. Vi bliver mere og mere utålmodige, selvom det jo psykologisk har en positiv og motiverende effekt, at vi regner med i dette døgn at nå halvvejs over Atlanten.

Vi beslutter derfor, at selvom vi befinder os midt på Atlanten i rullende dønninger, skal Carsten op i masten, for at vi kan rigge et nyt fald mhp. at kunne hejse gennakeren igen. Hverken Carsten eller jeg er begejstret for, at sende ham op i masten.

Carsten udstyres med bådsmandsseletøj og 2 fald samt styrthjelm, han fastgøres til vanterne med to livliner i håbet om, at han ikke vil svinge som et pendul oppe i masten. Hiv ohøj – op det går (heldigvis har jeg et elektrisk spil til at hive ham op). Han klarer det fint og vi får trukket et nyt fald igennem en museline. Med lidt hudafskrabninger og blåmærker kommer han ned igen i højt humør, stolt over hans bedrift og råber: I did it, even without getting seasick. Som han senere kommenterer overfor andre sejlere – ja, når man på søen skal op i masten, så er det tidspunktet, hvor man forelsker sig i sin mast (omfavnende masten hele vejen op og ned, 2 x 18,5 m) – ”enjoy the view”.

Herefter sætter vi gennakeren igen og går 2 kn hurtigere.

Til middagen om aftenen fejrer vi, at vi nu er nået halvvejs over ”dammen” – juhu – og det fejres med en lille sip hvidvin og lidt til kong Neptun. Husk  – vi er jo en alkoholfri båd på havet, men så tager vi revanche, når vi er i land eller ligger for svaj.

Etmål: 106 nm

19 døgn:

Der begynder at komme lidt mere vind. Ind imellem sniger vindmåleren sig op på 5,5 m/s, men kun kort varigt. Men skønt er det, når vi endelig kan skyde en fart på 5-6 kn.

Den varme vind herude har ikke samme kraft som den koldere vind hjemme i Norden. Dette blev vi fortalt af en dansk sejler, vi mødte i Portugal, der tidligere har sejlet over Atlanten. Vi var dog ikke helt overbeviste om, at det kunne være sandt. Men nu, efter vi har fået lidt vind, er vi helt enige med ham i, at man skyder gennemsnitligt 1 kn mindre end der hjemme i samme vindstyrke.

Vi håber stadig på mere vind jf. vores gribfiler, men det sker desværre ikke.

Etmål: 106 nm

20 døgn:

Gribfilen siger, vi skal få 7-8 m/s fra øst, men vi har kun 3,5 -5 m/s fra østsydøst. Åh, hvor vil vi gerne have mere vind. Vi kan på SSB radioen høre, at de både, der ligger forrest i lavtrykstruget, har 8-9 m/s. Gid det var os, vi ligger desværre midt i.

Er lige vågnet kl. er 23:45 og jeg hører Carsten komme ned af lejderen og tænker, bare han lader mig sove en time til, jeg gider ikke stå op. Ak nej, jeg hører han sætter kedlen på komfuret og ved, at han er i gang med at lave te til mig, så der er ingen vej udenom. Men jeg prøver alligevel med lidt rævesøvn. Da han klapper mig på skulderen og siger: Vinni, du skal op, det er din vagt nu. Svarer jeg: Kan du ikke vække en anden? Han griner og siger: Der er jo kun dig. Øv øv øv, jeg slæber mig ud af køjen, kroppen er helt død, kan jeg overhovedet tage vagten, er det forsvarligt? Jo da, den friske luft vækker mig og et stjernetæppe til at underholde mig hjælper på humøret og mit nattesyn.

Etmål: 97 nm

21 døgn:

Vi er nu på 15 døgn på havet og miraklet sker, vi får vind som gribfilen har lovet 7-9 m/s. Vi går mellem 5,5 -7,7 kn. Skønt at få noget rigtigt sejlads. Capri virker også, som om hun nyder det, hun suser gennem vandet.

Hvis vinden holder, som gribfilen siger, så er håbet, om at nå over målstregen inden tidstagningen slutter, vendt tilbage. At vi kommer sidst i mål, betyder ikke noget for os, bare vi kommer sikkert over ”dammen”, men en ”DNF” (did not finish), det bryder vi os ikke om og det har Capri bestemt ikke fortjent.

Etmål: 150 nm

22 døgn:

Mange sejlere oplever, at de taber 3-5 kg, under deres passage over Atlanterhavet. Efter 16 døgn på havet glæder Carsten og jeg os over, at det også er lykkedes for os at tabe os. Carsten mener, at han har tabt 6 kg. Det lyder af meget på ca. 2 uger, men Carsten har det jo med, at smøre lidt ekstra på sine udtalelser, så mon ikke han snarere har tabt 4-5 kg. Jeg føler, at jeg har tabt 3-4 kg og det var så sandelig også tiltrængt. Ja, det er sundt med alkoholfrie dage og kun 2 måltider med lidt frugt til mellemmåltider. Den livsstil holder næppe, når vi er i havn.

Men men men  – alt er ikke kun positivt. Jeg har efterhånden store bekymringer over mit hårtab. Det lyder måske mærkeligt, at man kan bekymre sig om sit hår midt ude på Atlanten, men min hårpragt er svundet voldsomt ind. Jeg tror, at jeg har tabt 1/3 eller mere af mit hår. Det er meget overraskende og jeg kender ikke årsagen hertil. Hver dag der hjemme foretog jeg hårvask, føn, fladjern og lak samt bundmaling hver 6 uge – det er da hård kost for håret. Jeg havde derfor forventet, at mit hår uden farvning, føn, fladjern og lak ville blive sund, dejlig blødt og naturlig.  Nu er håret som forventet blevet lidt gråt (heldigvis affarver solen) i toppen, men meget tyndt. Om det er en reaktion på mit store skift i livsstil (det var en meget stor beslutning for mig, at skippe alt det der hjemme og begive mig ud i det ukendte og ikke helt ufarlige farvand) eller at jeg nu lader stå til, hvad angår ”hårpleje”, det ved jeg ikke. Men bekymrende er det, min hårmanke har altid været et privilegium for mig og en vigtig del af mit udseende og identitet. Nå, men der vokser vel hår ud igen.

Imens nyder vi at have vind og dejlig sejlads. Yes, det går fremad.

Etmål: 163 nm

23 døgn:

Nå nå nå, træerne vokser heller ikke ind i himlen herude på havet. Ligesom vi begynder at glæde os over god vind, så løjer den af, nu har vi kun 6-7 m/s. På nettet kan vi se, at hovedfeltet så småt er begyndt at komme i havn i Rodney Bay. De allerførste både (de store) kom dog i havn for 2 dage siden. Og både med større dieseltanke end Capri.

Etmål: 145 nm

24 døgn:

Carsten er ved at hejse gennakeren, jeg står ved rettet og kan se, at han får viklet faldet rundt oppe i toppen af masten. Jeg gør ham selvfølgelig opmærksom på problemet, men skipperen mener ikke, at der sker noget ved det. Se erfaringer på havet viser, at problemer sjældent løser sig selv og bliver sjældent mindre med tiden snarere større og til tider kritiske. Sikkerhedschefen (mig) er derfor ikke tryg ved situationen, hvorfor jeg meddeler skipperen, at det nok vil være en god ide, at når vi skal have gennakeren ned igen, skal vi begynde i god tid, før det bliver mørkt. Han er enig.

Det bliver jo mørkt allerede kl. 18, så kl. 16 giver skipper ordre til, at vi nu skal tage gennakeren ned. Guess what? We got a huge problem. Carsten trækker strømpen ned uden problemer og smiler. Ja, ja siger jeg, det var da godt, men vi har ikke fået strømpen ned endnu og jeg kan stadig se viklingerne på faldet helt oppe i toppen af masten. Og nu opstår problemet. Jeg trækker i strømpen for at pakke den ned i posen, men den giver sig ikke en cm. Jeg kan se på Carsten, at han overvejer, om vi skal lade den blive oppe, til vi kommer i havn om et par dage. Niksen, det kan du godt glemme alt om, siger Sikkerhedschefen, kære skipper, du må op i masten igen, for at se hvad problemet er. FUCK, hører jeg ude fra stævnen.

Carsten klædes på til opgaven og i 2-3 m rullende dønninger hejser jeg ham op. Ligegyldigt hvad han gør, så giver faldet sig ikke. Faldet er slidt på langs og den løse del af rebet har sat sig fast i trissen. Alt imens Carsten kæmper, får han skubbet til tv-antennen, plask og den flyder ude på oceanet. Det er jo ikke en katastrofe, selvom jeg tænker tilbage på det besvær, vi havde med at få den monteret på masten – men pyt skidt – vi bruger jo alligevel ikke vores tv.

Til sidst opgiver Carsten og råber ned til mig, at han er nød til at skære faldet over og lade genakkeren falde i havet. En svær beslutning, da en ny gennaker koster mellem 20.000 -25.000 kr., men der er ikke andet, vi kan gøre og så håbe på, at den ”overlever” endnu en tur i havet. Klog af skade har jeg slukket for motoren, så hverken sejl eller skøder kan vikle sig ind i propellen. Det der med et skøde i propellen, det har vi nemlig prøvet, da vi første gang satte gennakeren på vores tidligere båd Amica, hvilket resulterede i, at Carsten fik et uventet aften dyk med flasker lige udenfor Københavns havn.

Bang lyder det og gennakeren flyder i havet. Jeg har ikke tid til at koncentrere mig om sejlet, da jeg skal have Carsten firet ned. Han råber utålmodigt deroppe: Få mig ned og det kan sgu ikke gå hurtigt nok. Alt imens jeg firer ham forsigtigt ned, ser jeg sejlet glide ind under Capri. Det er ikke godt, tænk hvis den sætter sig om kølen eller endnu værre roret. Der er jo en del træk i det store sejl i denne strøm og dønninger. Heldigvis går det ikke så slemt og vi får med besvær bjærget gennakeren endnu engang og uden at skade den. Så sparrede vi lige en sum penge. Men den trænger til et ferskvandsbad og tørres. Det må vente til, vi når i havn.

Vinden er imellem tiden løjet helt af og vi ligger og vugger.

Etmål: 104 kn.

25 døgn:

I løbet af aften og natten har vi helt opgivet håbet om at nå finishing line inden tidstagningen ophører. Vi har de sidste 15 timer drevet langsomt frem mod Caribien i 3,5-4 m/s. Ærgerligt, at vi må slutte med en ”DNF”, men bare vi kommer sikkert frem det sidste stykke.

Det er underligt, men i løbet af denne søndag fornemmer jeg en enorm lettelse, nu skal vi ikke tænke eller ærgre os over ARC+ Rally. Nu skal vi bare nyde sejladsen og at vi snart (forhåbentligt indenfor de næste par dage) anduver Caribien – her starter vores eventyr for alvor. Jeg bemærker, at først nu begynder jeg at nyde sejladsen i selv meget let vind og sol. Det går først op for mig nu, hvor påvirket og stresset Carsten og jeg har været af at deltage i en Rally.

Desværre har det taget en del af fornøjelsen af at sejle over Atlanterhavet. Hvis vi ikke havde deltaget i ARC+, så ville jeg med stor sandsynlighed have været lige glad med, om turen over Atlanterhavet tager 5 dage længere end ventet. Vi er jo ikke i nogen kritisk situation, vi har hinanden, masser af mad og en velfungerende watermaker.

Nu nyder vi begge endeligt en afslappet sejlads og virker meget gladere.

Etmål: 104 nm

26 døgn:

Carsten vækker mig efter kun 2 timers søvn om morgenen. Han har lige læst sin mail fra Hans Erik (bridge-ven), der fortæller, at han ikke kan forstå vores opgivenhed, da tidstagningen ifølge ARC´s hjemmeside først slutter kl. 15 om tirsdagen og vi har jo mandag i dag, hvor vi forventer at krydse mållinjen ved midnatstid. Carsten har nu checket vores ARC håndbog og Hans Erik har ret. I øvrigt har Hans Erik vedhæftet en mail fra ARC hovedkontor, hvori de bekræfter at tidstagning først slutter tirsdag pga det atypiske vejr.

At der er uoverensstemmelse mellem det, der står på hjemmesiden/ARC håndbog, og de sejladsinstruktioner, vi har fået, er ARC´s fejl og at de bruger vejret som undskyldning for at rette op på deres fejl, det er da ok. Nu undgår vi forhåbentlig DNF, selvom vi med stor sandsynlighed bliver den sidste båd, der kommer ind, foruden de både, der ikke når det, inden tidstagningen slutter. Denne placering vil vi være meget tilfredse med, så glæder vi os bare endnu mere over vores medalje fra første ben.

Dejlig vind 7-8 m/s og Capri mestre bølger og dønninger til UG. Solen skinner og vi sidder begge i cockpittet og nyder de sidste sømil inden mål.

Først i går aftes fik vi 2 andre både på AIS ellers har vi i 10 dage været helt alene, ingen sejlbåde eller fragtskibe i sigte ej heller på AIS. På den daglige opdatering fra internettet viste vi, at de nærmeste både lå ca. 30 sømil fra os. Men en underlig oplevelse i 10 dage, hvor vi kun har set vand, skyer, squalls og lyn men har dog med jævne mellemrum ved sol op-og nedgang haft besøg af delfiner.

”Land HO” kl. er 16:36, vi kan skimte Martinique ude i horisonten, en glæde og lettelse spreder sig i min krop, så kommer tårerne igen – wow – tænk vi har krydset Atlanten og alene os to sammen med Capri.

Der går endnu 3-4 timer før jeg kan skimte St. Lucia i disen. Vi har stadig et par timers sejlads, inden vi kan runde den nordlige spids af øen og anduve Rodney Bay for at finde finishing line.

Vi runder nu hjørnet, men hvor er nu den finishing line. Vi kan se et ”yellow flashing light” men ingen hvidt lys på den anden side af finishing line, så der opstår stor forvirring. Carsten er i dialog med dommerbåden, der er utrolig dårlig til at forklare og hjælpe os. Vi får at vide, at vi skal bare forsætte mod det gule blikkene lys, det er dommerbåden og først når vi er tæt på, vil vi kunne se det andet hvide lys. Vi vil jo nødig krydse mållinjen forkert, når nu vi kan få en tidsmåling.

Jeg styrer mod det blinkende lys med hjertet helt oppe i halsen, for det ser ud, som om jeg med 7 kn styrer direkte i mørket ind i et bjerg. Først da vi er næsten over mållinjen, ser vi en lille lommelygte flyde ude i havet og kan se, hvor mållinjen går. Hvor uprofessionelt af ARC +.

Mens vi nærmer os mållinjen kommer der pludselig en lille dinghy farende imod os helt op på siden af Capri. Det er en fotograf, der tager billeder af os, da vi krydser mållinjen. Selvfølgelig kan vi købe billederne til den favorable pris af 500 kr. per stk.  Rent røveri. Ok – once in our life  – vi punger ud for to billeder. Welcome to Caribien, get used to the price level.

Etmål: 56 nm (fra kl. 13)

YES, high five – we did it – Carsten og Vinni krydsede Atlanten 905nm + 2710nm = 3615 nm (lyder af lidt meget måske trænger loggen til en kalibrering) dog i slowmotion 25 døgn og 8 timer og vi gjorde det alene os to – det er helt uvirkeligt. Tak til Capri, at hun sikrede os, at vi kom sikkert over Atlanten.

Klokken er 21 lokal tid, da vi i mørket snegler os ind i havnen. Først hører vi nogle ARC-personaler stå på molen og råbe ”well done Capri and welcome to Caribien” og lidt længere inde hører vi vores danske sejlevenner fra Dragør trutte i hornet og råbe velkommen til os – rigtig godt gået. Nu kan jeg ikke holde tårerne væk og falder Carsten om halsen. Vores engelske sejlervenner Hattie og Phil kommer løbende ned ad broen for at tage imod os, pludselig forsvinder trætheden med al den hjertelige modtagelse efter 25 døgn på havet og helt alene. Vi fortøjer Capri, ARC personalet står klar med rompunch, en kæmpe frugtskål og en flaske rom. Champagnen, vi har lagt på køl, må vente til i morgen.

En time senere sover Carsten og Vinni trygt i hinandens arme efter en eventyrlig sejleroplevelse på trods af, at turen varede 5 dage længere end forventet.

Mon jeg har været for længe på havet? Efter 3 timers søvn vågner jeg, klar til at overtage vagten. Meget søvndrukken rejser jeg mig op i sengen og kikker ud gennem forlugen. Til min store forskrækkelse ser jeg, at vi er ved at gå på grund, kysten er jo lige foran os og vi er ved at kollidere med en båd på bagbordsiden. Jeg rusker i Carsten og råber af ham: At nu er han igen faldet i søvn på sin vagt – drej til styrbord mand ellers rammer vi ham. Pludselig ser jeg ud af øjenkrogen til styrbord, at der ligger jo en båd ved en bro og det går endelig op for mig, at vi er nået i havn. Carsten har imellem tiden rejst sig op i sengen for at se ud af lugen, hvad det dog er Fruen har fået øje på. Ja, siger han, selvfølgelig sover jeg, vi er jo i havn. Normalt går jeg ikke i søvne, men dette minder vel lidt om det. Vi har grint meget af det og den halve havn har hørt om Vinnis eskapader.

Refleksioner:

Det 2. ben levede heller ikke op til vores forventninger. Vi var skuffet over ikke at finde nogen passatvind. Vi oplevede et Atlanterhavs kryds, der lå langt fra det, vi havde hørt og læst om.

Men efter at vi har sundet os lidt her i Caribien, så er jeg nu af den mening, at vores tur på en måde var perfekt. Vi var ikke i nogen kritisk situation på noget tidspunkt. Vores succeskriterier har jo hele tiden været at komme sikkert over ”dammen”. Tidspresset vi oplevede skyldtes alene, at vi deltog i ARC+ og ikke mindst mit konkurrence-gen og ødelagde en del af sejloplevelsen – ærgerligt.

At vi valgte at sejle double-handed, mener vi stadig, var den rigtige beslutning for os. Vi har kun mødt 1 båd, der havde medtaget gaster (familiemedlemmer), der havde en positiv oplevelse, resten kunne berette om dårlig stemning ombord og at de fremover vil være meget skeptiske mht at tage gaster ombord. Hver dag kunne vi se gaster gå rundt på havnen fra båd til båd og spørge, om vi manglede gaster, de søgte en ny båd.

At sejle double-handed betyder, at du sejler single-handed det meste af tiden, for den anden sover. Det kan til tider opleves lidt ensomt særligt i nattetimerne. Man skal kunne lide at være sig selv ellers går det ikke. Under vagterne taler man derfor en del med sig selv, det er sjovt og lidt uvant, man får ordnet hele verdenssituationen. Flere af de sejlere vi møder herovre, erkender efter de har krydset Atlanten, at de ikke er til passagesejlads, de er kystsejlere og skal ikke videre vest på.

Vil jeg gøre det igen? Bestem ja og jeg er stadig opsat på, at vi i februar 2018 går igennem Panama Kanalen. Så vi ses ikke i DK foreløbigt.

I øvrigt glæder jeg mig meget over alle de mails, vi får fra jer, der følger os på vores blog. Tusind tak.

 

One thought on “Vinni tager ordet – Vi krydser Atlanten

  1. Hej.
    Jeg har læst jeres historie, og bruger den for at set hvad jeg selv skal igennem når jeg skal over Atlanten. I skriver at i kun har hørt om 1 vellykke med at have gast ombord.
    Da jeg selv skal være gast, så kunne jeg godt tænke mig og høre hvilken problemer i har hørt, så da jeg selv er gast og vi alle får en god tur.
    Jeg håber jeg kan komme til at læse mere om jeres tur. Kan i sende mig nogle link hvor jeg kan følge jer samt læse om jeres tur.
    Med venlig hilsen
    Frank Doktor

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s