Bequia

Det skulle blive en dejlig lille natsejlads til Bequia.  Ned  langs læ siden af St. Lucia, så en hurtig tur over de åben vand mellem St. Lucia og St. Vincent, ned ad læ siden af St. Vincent, igen en hurtig lille tur over åben vand og så ind i Admiralty bay på Bequia, kast krogen, spise noget morgenmad, tag en lang lur og så er vi klar til at feste hele natten Nytårs nat.  Ik’osse?

Uhhh.  Nej. Det var sådan at det skulle være men sådan blev det ikke. Da vi ikke forventede andet end en doven sejlads havde vi ikke gjort Capri klar for søen. F.eks. havde vi ikke gjort vores søkøje klar (det ville vi komme til at fortryde bittert), vi havde heller ikke pakkede vores cockpit bord væk og i det hele taget sejlede vi bare afsted. Vejr udsigterne sagde jo at der skulle kun være lette vinde og ingen sø.

Den første del gik som præsten havde prækedede. Vi havde god vind og Capri dansede afsted let og elegant over bølgerne med 6 knob. Vinni var villig til at tage første vagt så jeg lagde mig til at sove på nogle hynder på cockpit dørken. Det varede ikke længe før vinden døet og bølgerne begyndte at rise sig.

Fandens også!  Ingen søvn for det onde. Ting blev bare værre og værre og da vi sejlede ud fra læ af St. Lucia på åben vand blev vi ramt af hård vind og store bølger.

Hmmmm – det havde vejrudsigten ikke sagt noget om…………………………..

Et par af bølgerne brød over i cockpittet og vinden var pludseligt over 20 knob. Så meget for at sove i cockpittet – vi havde en del vand deri.

Livet blev lidt lettere da vi kom ind bag St. Vincent, men det var kun midlertidigt. Da vi kom på åben vand mellem St. Vincent og Bequia, blev vi ramt af meget store bølger og vinden pustede sig op til kuling. Flere af bølgerne brød ind i cockpittet og nu var vores cockpit bort i vejen.

Værre var næsten at vi ingen steder havde at sove.  Vi havde ikke riggede søkøjen og vores forkahyt gyngede så meget at det ikke var muligt at sove der.

Kære læser, vi blev ramt og ramt hårdt. Vinden var i kuling, bølgerne høje og vi havde begået en klassisk fejl i at vi havde ikke gjort båden helt klar til havsejlads (hybris har sin straf). Så denne lille natsejlads var blevet til en rigtig hård omgang.

Endelig kom vi ind i Admiralty Bay, men begge af os var totalt ødelagt da vi ikke havde fået noget søvn. Vi smed krog foran vores engelske venner, Phil og Hattie. Det tog tre gange før vi kunne få vores anker til at bide, men endeligt gjorde det. Vi var parat til at se dyner men vi gjorde det eneste rigtige – vi dykkede på vores anker for at sikre at det havde sat sig. Det havde det.

Lidt senere, mens vi spiste morgenmad, kiggede vi tilbage på Pepper – havde hun flyttet sig? Var hun ved at drive lidt? Vi syntes hun lidt længere tilbage fra os end da vi have ankeret. Hver gang vi kiggede så det ud som om hun var gledet lidt længere tilbage. Vi havde lige besluttet os for at vi måtte tage vores dinghy og sejle derover for at se om vi kunne gøre noget da Phil og Hattie kom forbi i deres dinghy – de havde været inde i byen.

Kort derefter, lettede Pepper anker og sejlede længere ind i fjorden for at finde en bøje de kunne leje. Det viste sig at hun havde drevet omkring 60 meter. Andre havde de samme problemer og flere lettede anker og søgte ankerbøjer.

Capri blev liggende som var hun sømmet til bunden.

Nåh – hvordan var så vores Nytårs aften? Vinni og jeg blev på båden og da vi havde spist aftensmad og drikket lidt vin var vi begge klar til at gå i dørken, så vi kravlede til køjs kl 20:30, dog sat vi vækuret for kl 23:45, hvor vi stod op og så det udmærket fyrværkeri.  Vi var fuldstændige færdige efter den sejlads.

Bequia er en flot ø. Navnet, Bequia stammer fra et gammel indiansk ord der betyder Blomster øen. Vi gik rundt om det meste af øen mens vi var der. Den første tur var ud til en turtle sanctuary hvor de arbejder med at redde Hawkbill skildpadde befolkningen – det ser ud til at lykkes for dem da der kommer flere og flere af disse skildpadder omkring øen.  De kan leve i op til 200 år. Vi fik kørelejlighed derud med en engelsk dame der bor her som fortalte os en masse om øen og befolkningen.

Vi dykkede på vores anker hver morgen vi var i Bequia. Det er blevet vores vane at tage en morgen svømmer, så her tog vi bare vores maske med og dykkede ned og efterså vores anker – en ganske dejlige måde at starte dagen på. Ankeret lå pænt hver dag.

Den tredje nat vi var der, blæste det op og vinden var meget hård da vi gik i seng. Capri blev skubbet frem og tilbage og sejlede en del rundt ved ankeret. Cirka kl 2 om morgen blev vi vækkede da Capri lagde sig helt om på siden. Vinden hylede gennem riggen og inde i salonen fløj det rundt med bøger og alt andet det havde ligget løs. Vi for op og kunne konstatere at tilsyneladende lå vi stadig samme sted, dvs vores anker bed endnu. Vi ved ikke hvor hård den vindpust var men der skal meget til at lægge Capri over på hendes side, så vi er sikker på den var over 40 knob. Der var intet vi kunne gøre så vi gik i seng igen.

En time senere blev vi vækket af en masse råben. Vi kunne da se at vores nabobåd – en spansk båd drev rundt. Da vi snakkede med dem senere fortalte de at ikke blot havde deres anker drevet, men det havde også viklet sig ind i noget så de var nød til at skære deres ankertov over og lade ankeret ligge. Så da vi vågnede var de i færd med at prøve at få et tov rundt om en ankerbøje, hvilken til sidst lykkes for dem.

En lorte nat, især for dem, og en som jeg håber aldrig overgå os.

Næste morgen dykkede Vinni og jeg på vores anker og kunne konstatere at det havde flyttet sig omkring 30cm – mens det var ved at grave sig endnu dybere ned.

In Mantus we trust.

dscf2035
Vores anker ligger godt gravet ned

To dage senere, sad jeg I cockpittet med min morgen kaffee da jeg så at den store superyacht der havde ligget ved siden af os nu lå et godt stykke væk. Og den havde stadig sin trosse rundt om en ankerkugle – så det var helt sikkert at trossen fra kuglen ned til bundankeret var gået itu.

Jeg kaldte på VHF’en

”L’albatross, L’albatross, this is Capri, Capri, are you aware you are drifting?”

Og fik et prompt svar

“Thank you, we just discovered it and have started our engines”

Det siges at man aldrig skal stole på disse mooring kugle herude – og nu har vi beviserne – så vi stoler kun på vores Mantus anker.

Vi gik på opdagelse over hele øen. Selv på min fødselsdag tvang Vinni mig til at gå flere kilometer – men det er en smuk ø med mange flotte strande.

dscf2062
en lokal strand med de lokale der holder fri en søndag efter de har været i kirke
dscf2038-copy
Doris Gourmet har det hele- hvis du har råd!
dscf2040-copy
Regngrøfterne er store nok til at sluge din bil
dscf2067
Taxi – Bequian style
dscf2041
Der er geder alle vegne – bilerne kører bare stille og roligt uden om
dscf2070
Downtown Elisabethtown Port
dscf2086
Vores udenbordsmotor gik i stå og Mads fra en anden båd hjalp med at vække den døde til live igen

Havde vi troet at St. Lucia var dyr – tjaaa – så fandt vi ud af at ting her er endnu dyere. Vand koster – vent for det – 50 EC cents per liter (kr. 2,75). Ved et forbrug på 50 liter per dag (hvilken vi bruger nu da vi tager bad 2 gange per dag) ville vi skulle købe for kr. 135 vand per dag.  Ved det beløb er vores watermaker afbetalt efter 1 ½ år. Og der tager jeg ikke med at vi kan sælge den for 2/3 af nyprisen når vi kommer tilbage.

Og jo længere sydpå, f.eks. i Grenadinerne, bliver vand endnu dyrere. Og har du ingen watermaker er du tvunget til at købe det. Du kan ikke bare vente på at det regner. Den sidste squall vi havde komme igennem var over 5 dage siden, og det var midt om natten. Du bliver så nød til at vente til regnen har skyldet salt og skidt af dit sejl før du kan begynde at opsamle det og det tager mindst 5-10 minutter. Og så er squallen passeret. Det nytter heller ikke noget at sige:  Jamen så tager jeg bare nogle dunke med ind i skoven og finder et vandfald eller en å og fylder dem der.

Der er ingen åer og ingen vandfald. Alle her samler vand i store tank e fra deres tage. Desuden findes der ved de større øer nogle afsaltningsanlæg der laver vand (som smag ad H til).

Så vores udgift til en watermaker er helt berettiget. Ikke kun pga økonomi men også pga komfort da vi kan bruge vand som vi har lyst. Og tro mig det er dejligt. Vi kender andre både der ikke har watermakers og de passer på deres vand hele tiden – vi tænker ikke over det.

Kødmanden kommer forbi en gang om ugen og han var faktisk billige. Alt hans kød har samme pris – 9 EC dollar per pund.  Vi købte et par steaks som var helt OK, ikke de møreste vi har fået men langt fra de sejeste vi nogensinde har købt. Så ud over steaks købte vi en stor pose kød til chili og et par pund bacon.

Da dette er vores website har jeg lov til at rase mod en af mine hadeobjekter – credit card captains. Hvem er det? Det er folk som flyver ind, lejer en båd (som regel en katamaran) og tror de kan sejle fordi de engang har sejlet lidt i optimist joller på en sø.  Enten det eller også har de været besætning hos en større båd en gang eller to. De sejler ind i bugten og til trods for det er umådeligt meget tom vand, sejler lige op ved siden af os og smider krogen på toppen af vores anker, derefter lader de lidt kæde ud og så sætter de dinghyen i vandet og sejler ind til byen. De forsøger ikke at bakken med motoren for at sikre at deres anker har bidt og de kunne aldrig drømme om at dykke for at se om det har (jeg har råbt af et par stykker at de ikke skal kaste deres anker direkte oven i vores). Og hvorfor føler de en trang til at ligge 5-6 meter fra vores båd? En af fordelene ved at ligge for anker er at man kan have et privatliv. Desuden sætter de aldrig deres ankerkugle signal og mange af dem tænder heller ikke deres anker lys om natten.

OK – nok af mit raseri

Yderligere en mystisk ting vi har lagt mærke til herover er at mange ikke flyver deres national flag på deres både og hvis de gør så er flagene meget små. Vores danske flag er stort og vores havne/anker flag er enorm (som det skal være). Vi ser mange canadier hernede samt tysker, nordmænd, svensker og nogle danskere – vi ser til gengæld næsten ingen amerikaner. Der er mærkeligt da caribbean ellers betragtes som Amerikanernes lejeplads. Der var en der fortalte os at de er bange for pirateri og terrorisme – det er nok lidt over toppen, men måske er det sandt.

Bequia er smuk men hvis vi troede vi var kommet til paradis – tjaa så skulle vi bare vente indtil vi kom til de næste par øer – der er virkeligt paradis – mere om det senere.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s