Capri i Paradis – Genadinerne

 

 

Tidligt en morgen trak vi krogen op, satte sejl og forlod Admiralty Bay ved Bequia. Nu var det tid at sejle sydover, længere ind i paradis. Vores første stop ville blive øen, Canouan. Canouan er hverken særlig kendt eller besøgt for den sags skyld. Det er fordi den nordlig halvdel er i privat eje og er en meget, meget eksklusiv resort som har et stakit tværs over øen. Det kræver både tilladelse og en guide hvis man skal besøge det uden at være gæst. Men, men, men resortet har en golf bane og Vinni og jeg spekuleret på om det ikke var på tide at grave køllerne frem og spille en runde eller to (mere om det senere).

Den anden grund er bugten (den eneste) hvori man kan anker. Vores Sailing Directions noteret at vandet kunne være meget uroligt (større rullende dønninger) samt at vinden havde det med at gemme sig oppe i bakkerne indtil den var meget kraftige og så komme susende ud i store pust for at ramme den uskyldige både der lå for anker i bugten.

Kunne man ønske sig mere……………….?

Senere den dag satte vi krogen i sandet uden for Tamarin Beach Hotels dinghy bro (den eneste bro man kan bruge for at komme i land). Med vores Sailing Directions i minde satte vi hårdt bak på vores Mantus for at sikre den bed godt.

Og det var rullende – Sailing Directions havde ikke sagt det bare for sjovs skyld.

Jeg ville gerne vise jer billeder fra Canouan – men kan ikke.  Jeg havde ikke fået tømt cameret for billeder og det røg overboard fra vores dinghy i Tabago Cays (mere om det senere). Så vi har ingen billeder fra Canouan hvilken er synd, da det er en meget flot ø.  I må  nøjes med min fattig beskrivelse.

Da det er så besværligt at anker her, kommer der kun få. Mens vi var der var i 6 både den første dag og kun 4 den næste, så man ser kun få ikke lokale i gaderne.  Der er ikke meget på øen. Byen har et grøntsagsmarked som er overraskende god (men dyr), med flotte tomater osv. Desuden er der et lille supermarked der har det meste, dog ikke særlige mange luksus varer.

Der er en vej der fører fra den ene ende af øen til den anden. Øen har en lufthavn der kan modtage de største privat jets på vores planet (dem der er gæster på øens resort ankommer med privatfly – ikke som os – et par boat bums).

Der er ved at blive bygget en kæmpe marina på øens sydkyst, så Vinni og jeg gik derover. Der skulle, efter sigende, også være en restaurant ved marinaen der havde åben.

Marinaen er næsten færdig, men der arbejdes stadig, så der var lastbiler der slæbte sten frem og tilbage. Vi blev standset ved indgangen af en sikkerheds vagt der spurgte hvad vi ville der.

Tjaaa, vi ville gerne kigge på marinaen og så spise frokost på restauranten. Det måtte vi ikke. Så forklaret jeg at vi lå i båd på den anden side af øen og kunne tænke os at bringe båden rundt og ligge i marinaen. Vi måtte stadig ikke komme ind.

Jamen Var de åben?  Jo da, svaret han det var de.  Så havde de åbenbart ikke lyst til at have nogle kunder spurgte jeg. Jo det ville de gerne – men vi kunne stadig ikke  komme ind.

Vi lod det stå der. Enten var hans logik for avanceret for os eller også var der noget han/vi havde misforstået.

Vi elskede Canouan. Den er stadig uspoleret, befolkningen er utrolig venlig og gæstfri. Desværre vil alt dette ændre sig når de får åbnet den nye megamarina. Så kommer der mange og så bliver øen meget turistet. Vi er glade for vi nået hertil inden det sker.

Lige til sidst skal vi snakke om at ligge for anker her.  Rullede det?  Fandens JA! Det rullede som bare pokker. Og hver halve snes minutter kom der kæmpe vindpust hyldende ned fra bakkerne og ramte Capri. De to nætter vi tilbragte her var interessant for at sige det mildt.

In Mantus (vores anker) we trust.

Nåh ja- så var der lige golfen – Var det godt?

Ja golfen……..  Vi spurgte på Tamarin Beach Hotel hvad det kostede at spille og de sagde $350US per styk! Men, men, men det inkluderet en gratis buggy og et en-dags medlemskab af golfklubben så man kunne få adgang til klubhuset hvis man  ville købe frokost (frokosten var ikke gratis).

Nåh vi sprang golfen over…………………

Efter 2 dage på denne uspoleret og charmerende ø, trak vi krogen op og så var vi på vej til det nok mest fotograferet sted i caribbean – det sted alle kalder

 

Paradis

 

Det tager et par timer for at sejle til Paradis (ja – du kan sejle til paradis hvis du har en god båd og nogle Sailing Directions), hvor vi sejlede ind og ud mellem koral ræv og store sten. Tobago Cays er en stor hestesko formet ræv hvor der ligger 3 små øer bag. Vandet er ikke bare klart – det er mere end krystal klart og har den mest vidunderlige farve. Strandene er det fineste hvide sand (meget, meget hvidt) og vandet har samme temperatur som et varmt karbad.

Det eneste problem er at vi ikke er de eneste der gerne vil være i paradis. Vi var heldige, de dage vi var der var der kun omkring 30 både. Vi hørte at Nytårs aften var det næsten 150 både derude.

Vi lod vores anker gå, bakkede ned på det, sprang i og dykkede for at se det lå godt og så var vi der – ja så var vi ankommet til paradis.

 

 

Hvad laver man så når man er i paradis?  Altså andet end tabe sig camera overbord fra dinghyen uden at bemærke det så det er tabt for al evighed? Tjaa, man står op om morgen, klør sig lidt i numsen og springer på hoved fra bagenden af båden ud i det klare vand, så svømmer man lidt rundt, klatre tilbage om bord, tager en bruser på badeplatformen på hækken, får lidt kaffe og så kigger du rundt og studere paradis. Lidt senere, får du morgenmad og så studere du paradis lidt mere. Så snorkler du, renser saltet af din krop og studere paradis endnu en gang.

Det bliver man totalt udmattet af, så man ender med at tage en middagslur, før man studere paradis endnu en gang.  Endeligt bliver det aften, happy hour og man kan nu få en sundowner før man spiser aftensmad.

Puha – det var anstrængende, så efter maden deler man en flaske vin mens studere stjernerne. Vi var der da der var fuldmåne så stjernehavet kunne vi ikke helt se, til gengæld kunne vi iagttag bølgerne der brød over revet og måneden der steg op fra havet. Så går man i seng og næste morgen står man op og det hele gentager sig.

dsc_1760
solnedgang i paradis
dsc_1780
Capri i fuldmåne i paradis
dsc_1797
typisk vand farve herude
dsc_1839
den lokale strand
dsc_1863
strandhytte til leje

Ja venner – livet i paradis er hårdt. Meget hårdt. Der er dem som siger ” at lide bygger karakterstyrke”. Javel, et par dage i paradis gør dig til en hård negl – ingen tvivl om det.

Naturligvis, hvis du er eventyrlysten kan du tage dinghy’en ind til stranden og klatre op af bakken og ned igen for derefter at gå langs stranden tilbage til dinghy’en. Men være advaret – det skal ikke forsøges af dem som ikke er i fantastisk fysisk form (som Vini og jeg).

Tro det eller ej – efter et par dage havde vi fået nok af paradis (for denne gang) og satte sejl for Union Island, kitesurfernes paradis i caribbean. Paradis er dejlig og havde vi været her for 10-15 år siden havde vi nok blevet i mange dage og snorklet og dykket. Men koralen er død. Vandet er blevet for varmet og der er ingen levende koral tilbage her. Se videoen og døm selv.

 

Union Island

Vi sejlede de få sømil sydover fra paradis til Union Island og gjorde anker i bugten ved Clifton. Her var der 50-60 både inklusiv den grimmeste catamaran vi nogensinde har set. (stor – ja, imponerende – ja, grim som bare ind i helvede – ja, døm selv)

dsc_1916
Grim, grimmere, grimmest

Clifton er utrolig charmerende og meget karibbeansk(?) og farverigt. Som alle andre steder i øhavet er de lokale meget venlige, hilser pænt på en når de gå forbi og spørger hvor man skal hen og om de kan hjælpe. Alle smiler.

 

Når vi europæer besøger disse øer er studser vi tit over forskellene mellem derhjemme og herude. Godt nok har alle mobil telefoner, men set med vores standarder virker deres huse fattige (ikke alle, men en god del). Deres mad virker smagsløs og ikke inspireret. De fleste har ikke nær så mange materiale goder som vi sætter så meget pris på i Danmark. Danmark bliver jævnligt udråbt som det lykkeligste sted på kloden, men jeg undre mig. Danskere har farvefjernsyn og er totalt grebet af materiale ting. Er det hvad der bringer lykke?  Det tror jeg ikke. Befolkningen herude har slet ikke de ting men de virker utrolige glade ved tilværelsen.

Vinni og jeg har et fjernsyn om bord og da vi var i scotland og nød til at tilbringe meget tid under ruf, så vi et par film. Siden den gang har vi ikke haft det fremme. Vi har også fået en ny antenne efter jeg rev den vi havde af ude midt i atlanterhavet da jeg skulle i masten, men vi har ikke monteret den endnu. Vi savner ikke tv. Når vi har godt internet, kigger jeg nogle gange på berlingskes hjemmeside og læser lidt  nyheder. Det forekommer mig mere og mere mærkeligt hver gang jeg kigger.  Er de ting vigtige?  Interessere folk sig for det? Der er sjældent  jeg ser noget som har nogen som helst betydning for os.

En ting der ER mystisk herude er antallet af biler på disse småøer. Og det er ikke bare biler – de er alle sammen 4-hjulstrækker. Og næsten alle sammen helt nye.  Hvad skal de med biler?  Øerne er små nok til man kan gå fra den ene ende til den anden på en time. Der er busser der kører hver kvarter og kun koster $2EC (3 kroner).  De er ikke til at forstå, da mange af dem kun kører nogle få hundred meter fra deres hus og ned i byen og så tilbage igen.

Nåh – men tilbage til vores historie. Vi gik rundt om en del af øen den første dag og endte med at spise frokost på en italiener på kajen. Dette var rigtigt godt italiensk mad. Men det siger jo næsten sig selv når kokken er fra Tuscana. Hans Tun carpaccio med kokos på toppen er vildt godt (jeg har opskriften) og kan anbefales. Den næste dag da vi gik gennem en lille by var vi inde i en butik for at lede efter sandaler til mig da mine var gået i stykker. Ejeren spurgte os hvor vi var fra og da vi sagde Danmark fortalte han at han havde været i Kolding den gang han sejlede på tankskibe. Derefter fortalte han han havde boet i New York og rejst over hele verden. Han var en flot fyr, med kulsort hår og overskæg og uden en eneste rynke i ansigtet. Både Vinni og jeg regnede med han var midt i fyrrene og kunne godt have været yngre.

Han var 71 år gammel.

Jeg drikker gerne noget af hans ungdomskur.

Unioin Island er kitesurfing hovedstaden i Grenadinerne og der er tonsvis af kitesurfer her. De flyver hertil, bor på et pensionat, kitesurfer hele dagen, spiser pizza og drikker øl om aften og næste dag gør de det hele igen. Union Island har mange idylliske steder med fantastiske strande, ingen mennesker, varmt klart vand og hvad mere kan du ønske dig?

 

dsc_1908
rige og fattige har samme udsigt
dsc_1949
som f.eks denne
dsc_1898
og bruger samme mennesketomme strande
dsc_1929
Chatam Bay hvor vi bringe Capri tilbage til om en uges tid
dsc_1951
Disse fyre er mange steder på øen
dsc_1959
Strandhotel – tom strand dejligt sted
dsc_1907
man sidder under palmerne og drikke et glas køligt hvidvin

Nå ja – øl, sprut og mad er dyrt.

dsc_1880
alt er farverigt herude
dsc_1887
der findes mange små spisesteder som dette – 3 borde og så er de også et lille marked

Et par af kitesurferne anbefalet at vi skulle spise på en lokal restaurant, Joy’s, som kun var åben i weekenden og kun har 3 borde. Vi løb ind i et par Svitzer fra båden Nalu som vi kender og de ville gerne med. Joy’s har kun en menu, denne aften var der valg af enten kylling eller grisehaler serveret med kartoffelsalat,  spaghetti og bananer (det er første gang vi har fået den kombination).  Ingen af os var eventyrlysten nok til at prøve grisehalerne så det blev 4 gange kylling.

Hvilken dejlige mad- kyllingen var grillet perfekt og med en god grillsauce og der var mere mad end vi kunne spise. Hele aften var der kø for at hente take-out.

Senere fik vi regningen. 4 gange mad, en flaske hvidvin, 2 øl en cola – $105 EC.  Uuuuhhhh, undskyld $105 – der må være en fejl – det er jo kun kr. 250. Det er den billigste middag vi har spist i hele karibbean.

Så her kommer der en anbefaling til alle jer der besøger Union Island – spis hos Joy’s- hun er åben hver fredag og lørdag.

dsc_1972
Joy ved sin restaurant

Jeg undskylder for kvaliteten af disse videos.  Jeg har været nødt til at bruge mit nikon og jeg har ikke helt lært at bruge det til videoer endnu.

 

Vi har en dag mere her og så sejler vi til Petit Martinique for at købe duty-free vin og øl.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s