Petit St. Vincent og Grenada

 

Vi forlod Union Island og sejlede til den meget nærliggende Petit Martinique (circa 3-4 sm, for at købe billige sprut og vin)  Tro det eller ej, køre venner, så er det lykkes for Vinni og mig at drikke al den vin vi havde med fra Danmark – så vi er trøstige og bliver nød til at fylde lagerne op. Petit Martinique er faktisk en del af Grenada men da det ligger lige på vejen fra Union Island hvor man clearere ud fra Grenadinerne og Carricou hvor man cleare ind i Grenada og øen sælger billigt sprut og diesel, så standser alle der på vejen uden at cleare ind. Grenada har valgt at vende det blinde øje til dette selv om det faktisk er ulovligt ad helvede til – da man går i land uden have kommet igennem hverken told eller immigration. Hvilken jo betyder at teknisk set er man en smugler.

Vinni og jeg er ikke bedre end andre så vi tager også derover for at tanke sprut (diesel har vi nok af).

Vi oplever meget store dønninger ved Petit Martinique så vi beslutter ikke at anker op i bugten men et par sømil borde i læ bag Petit St. Vincent (som er den del af Grenedinerne).

Forvirret? Det kan jeg godt forstå – men brug lidt tid på Google Maps og så bliver det hele klart for jer. Nå – men teknisk var vi stadig i Grenadinerne, men da vi havde clearet ud var vi nu ulovligt i landet og når vi tog dinghy’en over til Petit Martinique var vi også ulovlige immigranter der. (puha! – sikken hærdede kriminale som i nu kender).

Petit St. Vincent ere n private resort ø. Du må gerne lande der og spise og drikke på deres beach bar 8hvis du er pænt påklædt selvfølgeligt – ingen strandtøj). Øen er skøn udover hvad ord kan beskrive. Sandet er så hvidt at det gør ondt i øjnene at kigge på det og vandet er så klart at det gamle udtryk ”krystal klart” nok ike udtrykker det rigtigt. Vi kunne uden problemer se bunden 10 meter nede. Hvis du leder efter paradis – tja så er dette nok så tæt du kan komme.

Vi smed krogen og lagde os tilbage og fik et glas køligt hvidvin (vi har jo en isterningmaskine – Ha!) og brugte lidt tid på at beslutte – hvad nu? Til sidst tog vi dinghy’en over til Petit Martinique og fyldte båden med vin. Petit Martinique har ellers ikke meget andet. Det er en pæn ø – men i forhold til der hvor vi lå for anker – tja så blegnede den. De lokale var alle meget venlige og hilste pænt men det var tydeligt at den eneste indkomst øen havde var at sælge sprut og diesel til yachties som os – dog kan vi forstå at de store superyachts også kommer her for at tanke diesel og sprut.

Vi skyndte os tilbage til Petit St. Vincent tidsnok til at opleve en utrolige solnedgang (komplet med en sundowner for os) og bagefter en himmel med flere stjerne end det er muligt at forestille sig. Det hel var så smuk at vi, som de hærdede kriminelle vi nu er, at blive en ekstra dag og så måtte vi bare sige undskyld til Grenada mange gange når vi clearede ind.

dsc_1984
de smukkeste solnedgange

Her er lidt video af øen – jeg undskylder igen for den elendige kvalitet, men jeg er stadig ved at lære at bruge mit Nikon som videoapparat. Den sidste del af videoen er en sejlbåd der kom gennem bugten. Den er af en type som de har bygget på Carriacou de sidste par hundred år og er meget, meget smuk. Et sjældent syn for fulde sejl.

 

 

På den nordlige side af øen ligger der en lille rev og vi tog dinghy’en derud.

Hvad tror i Vinni sidder og glo så intens på?

DCIM100GOPRO
Tja det er derude

Kære venner – mange af jer sagde at vi nok ville finde en lille palmeø et eller andet sted på vores rejse og aldrig komme tilbage.

Hvordan er dette? Kun sand og en lille græshytte. Det kan godt sætte fantasien igang – hva’?

DCIM100GOPRO
hvad mere kan man ønske sig?

Jeg forsøgte at overbevise Vinni om at her var stedet hvor hun kunne gå rundt kun i en basskørt og vifte med et palmeblad for at holde mig afkølet – men ak nej – Vinni’s fantasi løber ikke i samme baner som min(desværre).

To dage mere i dette paradise og vi kunne næste ikke rive os væk – men vi havde clearede ud af Grenadinerne og sagt at vi var på vej til Carriacou (kun 8sm væk) så vi kunne ikke blive hængene. Det er begrænset hvor langt tid det kan tage at sejle 8 sømil og spørgsmålene ville være mange fra myndighederne i Grenada hvis vi ikke dukkede op snart. Så til sidst hiv vi krogen op, satte sejl og 3 timer senere kunne vi smide krogen igen i Hillsborough Bay og gå i land for at cleare ind.

Jeg ved ikke hvorfor – men  af en by som siger den elsker yachties og virkeligt, virkeligt gerne vil have at der kommer flere – så gør de ikke meget for sagen. Der er ingen ordentlige dinghy dock – man er nød til at hale dinghy’en op på stranden og binde den til et træ, hvilken ikke er et problem i sig selv – men man bliver meget våd når man er nød til at hoppe i vandet ved brændingen for at hale båden det sidste stykke ind – og det er ikke særligt behageligt at gå rundt i våde bukser. Og hvis der er store dønninger – så tager du bare ikke ind (hvilen betyder at byen ikke tjener nogle penge.

Nåh – men ind kom vi og fandt Told og Immigration – der var  (for noget nyt og anderledes) en lang kø (suk). Så vi ventede. Og så ventede vi lidt mere. Og lidt mere. Vi kunne høre den første I køen som var ved at forklare hvorfor det havde taget ham 3 dage at sejle fra Union Island (8 sømil væk) hertil.  Han dummede sig gevaldigt da han fortalte at han havde æret på Petit Martinique for at købe diesel og sprut (ulovligt, ulovligt, ulovligt). Det var dumt af ham og han fik et tredjegrads forhør uden lige . Det blev værre og værre da han forsøgte at tale sig fra det ved at fortælle den ene løgn efter den anden. Til sidst havde tolderen medlidenhed med ham og lod ham komme ind i landet.

Da det blev vores tur var jeg ganske opmærksom på at vi også havde brugt 48 timer på at sejle 8 sømil – men jeg havde min løgn klar.  Var der problemer ville jeg sige at vi havde lagt op ved Petit St. Vincent (Grenadinerne) for en nat, hvilken er lovligt da man har 24 timer til at forlade landet, havde ikke været på Petit Martinique, men vi havde haft nogle problemer med vores ankerspil da vi skulle hejse ankeret. Det er jo altid en skippers beslutning om skibet er søklar og jeg var parat til at sige at jeg ikke syntes det var sikkert at sejle med et ankerspil der var i stykker.

Det lyder alt sammen godt – ikke også?  Det ville enhver tolder godtage.  Men vi havde ikke behov for det – tolderen kiggede papirerne igennem, stemplede en masse gange og sagde ”Velkommen til Grenada” med et smil – det tog hele 5 minutter.

Vi vandret rundt i Hillborough resten af dagen og det er en smuk lille by, men der var ikke så meget af den. Vi ville gerne have vandret over til den anden side af øen (hvor de bygger de smukke sejlbåde) men vi nåede det ikke. Vi rullede så meget ved anker i bugten at ve besluttet at sejle videre – desuden var dønningerne nu så store at det ville være umuligt at lande dinghy’en i brændingen.

Næste morgen gled vi lige så stille ud af bugten med kurs mod St. Georges Town på sydspidsen af Grenada.

 

Grenada

Det var meningen at det skulle være en skøn sejlads i solskin og vi fik da også lidt sol – men resten af tiden var vi omringet af squalls. De gik os dog alle ramforbi og sidst på eftermiddagen sejlede vi ind under kanonerne på Fort St. George and i havnen.

Vi drejede ind i Port Louis Marina da Vinni og jeg har besluttet at tage en havne plads for en gangs skyld. Vi har nu ligger på krig i over 3 uger så det bliver helt nyt at kunne træde direkte fra båden og i land. Men vi skal have malet afstandsmærker på vores kæde da dem vi har er ved at være slidt væk.

Port Louis er en moderne marina (også prismæssigt med USD 30-35 per nat, el og vand koster ekstra) med alt hvad man kunne ønske sig. Heldigvis har vi en watermaker så vi skal ikke købe vand og vores solpaneler gør at vi heller ikke mangler el.

Ja- hvordan var det så at tilbringe 4 aftener i havn? Rart nok med brusebade med endløse mængde varmt vand – men vi kan nu bedre lide at tag bruser på hækken. Det var også dejligt at kunne gå direkte i land uden at skulle bruge dinghy’en men det betød også at vi havde naboer meget tæt på og vi er bleven vant til at have et stille liv. Desuden var der meget trafik på hovedvejen lige ved siden af så vi var glade da vi sejlede og kom ud på havet igen.

Vi ankom sent lørdag, så søndag morgen gik vi over til byen for at inspicere.  Naturligvis var alt lukket da det var søndag men det var godt at få lidt motion. Der var adskille superyachts i havn og de viste alle sammen deres legetøj frem. En helicopter (naturligvis – man kan jo ikke leve uden privat helicopter), jet skis osv. Men for noget nyt og anderledes så havde den ene en sejlbåd på dækket – ja en sejlbåd, som kunne hejses ned når ejeren havde lyst til at more sig ved at sejle for sejl.  Den er cirka så stor som Capri, dvs 40 fod.

dsc_2005
Helicopter – tjek jetskis – tjek sejlbåd – sejlbåd? – tjek

Ak ja – de rige er anderledes end dig og mig

 

Jeps- det er de – de har flere penge.

Vi fik malet kæden og repareret et par andre småting og så lejede vi en bil og kørte lidt rundt på Grenada. En af de store turist ting på øen er at besøge Belmont Estates en gammel muskat og cacao plantage. Den lå helt p den anden ende af øen (naturligvis).

At føre bil her er ikke for svage sjæle. Stærke mænd blegner og svage mænd dåner når de kører bil her. De lokale tror at en bil kun har to hastigheder – af og på, hvilken betyder at de kører som totale galninger. De overhaler midt i hårnålssving hvor de intet kan se og på vejstrækninger der er så smalle at to biler ikke kan passere hinanden. Da vejen er fyldt med hårnålssving er det en fornøjelse at køre her.

dsc_2011
typisk lille landevej oppe i bjergene
dsc_2014
banantræer overalt

Plantagen VAR interessant – vi fik en private guided tour af Kelly – som var utroligt vidende og meget underholdende. Så nu kan i spørge os hvad i har lyst til om muskat eller cacao – vi ved alt (næsten).

dsc_2027
en nyplukket cacaobønne
dsc_2026
muskatnød – det røde bruges til læbestift
dsc_2031
når cacao bønnerne tørres skal de vendes hver halve time – dette gøres ved fodkraft – her viser en af de lokale skønheder hvordan man gør – kun kvinder må gøre dette arbejde

Næste morgen satte vi sejl for Carriacou – vi har sejlet så langt sydpå som vi kommer – det er her vi runder og sejler mod nord igen. Der ligger en lille ø ved Carriacou, Sandy Island, som vi passeret på vej herned. Der ville vi gerne anker for natten. Sejladsen var skøn – det var hårdt mod vinden hele vejen men vi kunne føle at Capri var en ”happy boat” hun nød at løbe vildt og frit over dønningerne og gav os gerne mere fart hver gang vi bad om det. Solen skinnede og bedre bliver det vel ikke.

Da vi var cirka 6 sm fra øen, og vi var for dovne til at krydse, tog vi sejlene ned og tændte for motoren for at tage det sidste stykke.

Et kvarter senere gav motoren alarm at den var ved at overophede.

SHIT!

Ok – nu skal jeg lege detektiv og se om jeg kan finde ud af hvad der er galt.

20 minutter senere giver jeg op. Dette kan ikke løses her og nu så vi bliver nødt til at finde et sted at kaste anker. Heldigvis er Tyrrel Bay lige i nærheden og vi sætter sejl og styre direkte derind mens vi håber at vi kan nå frem inden det bliver mørkt. Vinni er meget nervøs og slet ikke glad. Tanken om at skulle sejle ind i en anker plads for sejl uden at have en motor stresser hende fuldkommen ud. Endnu værre er tanken at det kan være vi skal sætte anker fra sejl uden at have en motor. Hun er bange for at motoren ikke vil starte. (jeg ved den vil starte – men Vinni tror ikke helt på mig). Det virkelige problem er at vi ikke vil overophede motoren ved at bruge den for meget når vi kommer ind – så vi skal tage den for sejl så langt som muligt, og så tænde for motor lige før vi smider krogen.

Naturligvis dør vinden jo længere ind i bugt du kommer, hvilken gør at du mister styrefart og så bliver det vanskeligere at styre båden. Vinni er meget nervøs da det er hende ved rattet. Alle kigger da vi kommer ind og undre sig – hvad laver de idioter? Har de tænkt sig at anker op for sejl?  Enten er de meget erfaren søfolk eller også er de idioter – tiden vil vise.

Vi når ind i  bugten, finder en egnede plads, jeg tager sejlene ned, vinni tænder motoren og jeg smider krogen.

Desværre bed den ikke så vi må hale den op igen, sejle hundred meter længere frem og prøve igen – denne gang med succes. Vi ned på den med 2400 omdrejninger på motoren og den flytter sig ikke en tomme.

Vi er inde for natten og bevilger os selv en G&T.

Næsten morgen arbejder jeg på motoren da vi lægger mærke til at en båd der kom ind sammen med os og har ligget et par hundred meter fra os er begyndt at drive. Vi råber ”Ahoy Tegan” flere gange med der sker ikke noget.  Jeg tager vore 40 meter line frem og gør klar til at svømme over og binde den fast på den anden båd. Pludseligt dukker der en dinghy op fra en anden båd – han har også set den drive. Han tager vores line over og banker flere gange på siden af Tegan. Endeligt dukker der en ung fyr op – han sad nedenunder og læste og hørte intet. Vi får bundet ham op på vores båd og en halv time senere dukker hans far op i deres dinghy – han havde været inde for at clear ind.

Han var heldig at han drev her til morgen hvor vi kunne se ham og ikke om natten og han var heldig at vi så det og gjorde noget ved det – ellers m kunne han have hentet sin båd på stenene eller langt ude på havet. Han gør klar, binder sig løs fra os og sejler længere ind i bugten og anker op igen.

Men jeg syntes det er mærkeligt – godt nok sagde han tak, men hvis nogle havde reddet Capri – så var vi kommet forbi med en flaske vin eller rom eller andet. Men vi så ham ikke igen. Sådan er folk så forskellige.

Lige nu venter vi på at den lokale diesel mekanikker kommer ud. I kan ikke finde ud af hvad motoren fejler. Der kommer vand ud af udstødningen som den skal – jeg har skiftet impellerne for en sikkerheds skyld. Motoren laver varmt vand, hvilken fortæller mig at vandpumpen virker og pumper kølevæske ned til vandvarmeren. Det eneste jeg så kan komme på skulle være termostaten, som så enten skulle udskiftes eller også kunne vi bare sejle uden indtil vi kunne få en ny.

Manny, den lokale dieselmekanikker, dukker op ved 6 tiden og begynder på den samme liste som jeg har gennemgået . Han mistænker også termostatet og han har en infrarød pistol som gør han kan måle temperatur på afstand. Vi lægger termostatet i en gryde og sætter det over til at koge.  Det viser sig at termostatet åbner ved 185 grader hvilken er hvor det skal åbne. Vi gentager eksperimentet – samme resultat, hvilken gør at det nok ikke er termostatet.

Hmmmm-Manny roder rundt i impelleren og trækker en tynd lille plade ud. Ved hjælp af en lineal kan han se at de er tyndslidt og der lækker vand ind rundt om den så impellerne ikke kan danne nok tryk.manny stikker af i sin dinghy og kommer tilbage en halv time senere med et stykke plastik som han siger vil løse problemet.

Alt bliver sat sammen, vi starter motoren og prøve at få den til at varm. Det lykkes os ikke – hans lille reparation var den rigtige.

 

”$100 USD tak” siger Manny og jeg er glad for at betalte dem – problemet er løst og vi kan komme videre. Vi er klar og det betyder at i morgen sejler vi til Union Island og så videre til Bequia (dog med et par dage på Mustique – den får sin egen historie) før vi tager den nordpå til Martinique.

Vi havde ingen problemer i at nå Union Island og siden det var Fredag – spiste vi hos Joys – maden var lige så god som sidst og lige så billigt – denne gang fik jeg grisehaler……..

I skrivende stund ligger vi for anker i Bequia bugten – med vindstyrker i kuling og vindstod helt op til 40 knob, men vi sover godt om natten da vores Mantus anker har bidt sig godt fast i bunden – vi dykker på den hver dag for at se den efter. Vi sover godt og alle andre rundt omkring os er meget nervøse.

In Mantus we trust.

 

Selv min egen nervøse lillemor (også kendt som Vinni) er begyndt at sove gennem natten uden at bekymre sig om ankeret holder

One thought on “Petit St. Vincent og Grenada

  1. Hej I to. Et vidunderligt eventyr i er på, og vi nyder at ” være med” i ord, billeder og video. Følger Jer og elsker at høre nyt!
    Kærlig hilsen
    Peter, Helen og Esther

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s