At være kvindelige sejler

 

At være kvindelig sejler:

Det er ikke nemt at udfylde denne rolle i en mandsdomineret verden, som i høj grad kendetegner den maritime – verden.

“Ma´am, stay on board”

“Ma´am, get back on board” (louder)

“Ma´am, get back on board” (angry voice)

Som I sikkert allerede har gættet, er vi ved at lægge til i en havn – nemlig i St George´s Town Marina på Grenada i Caribien. Jeg er død træt af, at blive korrigeret og dirigeret med af ”de bedste kaptajner, der står på kajen”. Og for at gøre det endnu værre, så begynder min mand Carsten også at råbe til mig, at jeg skal komme tilbage i båden – det er helt uvant, at han reagerer sådan, men han er stresset af, at høre på den aggressive ”havnefætter”.

Det var helt unødvendigt, at der blev skabt en kedelig stemning, da der intet kritisk var i denne landing. Carsten lagde til ved ”fingeren” i meget let vind, men der var ikke meget plads til vores båd Capri, der er 4m bred, da vi skulle være 3 både i samme bås. Derfor forsøgte Carsten at gå så tæt på flydebroen mhp at undgå at ramme båden ved siden af, hvilket resulterede i, at Capri´s skrog kom meget tæt på broen. Jeg bemærkede straks, at den fender- isolering, der ofte sidder på hjørnerne på flydebroer var væk og deraf opstod risikoen for at lave bremsestriber eller ridser langs glasfiberen. Jeg er stadig meget øm over vores båd, selvom hun er 11 år gammel – og der er vel en grund til, at andre sejlere ofte tror, at hun er helt ny eller kun et par år gammel.

I udlandet melder man jo sin ankomst til den marina, man ønsker at anduve og ved deres accept, får man anvist, hvor man skal ligge. I denne moderne marina får man med i prisen den fornemme service, at der står 2 medarbejdere på flydebroen parate til at tage imod fortøjninger. Så godt så langt, men derefter går vi skævt af hinanden pga manglende forståelse for hinandens roller.

Under den rolige og velkontrollerede landing, som Carsten udfører, kaster jeg forfortøjningen til den første medarbejder og vores spring til den anden medarbejder. Flydebroen er kortere end Capri, hvorfor jeg vælger at give ham springet i stedet for agterfortøjningen. Han begynder at råbe efter agterfortøjningen, som carsten kaster over til ham. De to ”havnefætre” hiver nu i Capri, så hun nu er meget tæt på at glide langs den ”rå” flydebro. Jeg reagerer hurtigt ved at springe af for at hjælpe den medarbejder, der nu står med både springet og agterfortøjningen, alt imens han forsøger at få en fender ned mellem flydebroen og Capri og samtidig dirigerer han, hvad den første medarbejder skal gøre. Det virker lidt for uoverskueligt, så jeg vil hjælpe ham.

Og nu er det så, at han begynder at råbe af mig. Jeg parerer ikke efter hans ordrer men rækker ud efter springet, som han selvfølgelig ikke vil give mig. Jeg bruger i stedet mine kræfter på, at holde Capri fra flydebroen.

Det var en ydmygende situation for mig og ydmygelsen ville have været totalt, hvis jeg ikke havde haft så megen stædighed og selvrespekt, at jeg blev på flydebroen. Carsten undlod ikke, da han kom op på kontoret bagefter for at betale, at sige til den pågældende medarbejder, at han havde været grov overfor mig. Og det var unødvendigt at dirigere med mig, da jeg udmærket ved, hvordan man fortøjer en båd og i øvrigt selv lægger hende til kajs.

Jeg oplever desværre ofte, at uanset om det er mig, der er styrmand eller ”fender-bender” under havnemanøvre, så blander mændene ”kaj-kaptajnerne” sig og dirigerer med mig. Det sårer mig, nogle gange bliver jeg irriteret og andre gange bliver jeg vred. Jeg har desværre endnu ikke lært at ignorere dem og vende det døve øre til dem.

Desværre oplever jeg alt for lidt respekt og anerkendelse af kvindelige sejlere hos de mandlige sejlere. Jeg går ud fra, at det har at gøre med rollefordelingen mellem mænd og kvinder ombord på en båd.

I langt de fleste tilfælde er kvinderne, det jeg kalder ”fender-bender”, den der tager sig af at binde fendere på søgelænderet og have fortøjningerne klar til landing i havnen. Alternativt når ankeret skal lægges, får hun lov til at trykke på knappen til det elektriske spil og under ordrer fra manden, der står bag roret, lægger hun det antal m kæde ud, som han ønsker. Hun er meget sjældent styrmand under disse manøvrer og den, der tager beslutningerne.

På havet er det som oftest manden, der både er kaptajn og styrmand, han navigerer og bestemmer sejlføringen. Kvinden får da ind imellem lov til at trække hjem på et spil efter ordre fra manden. Hvis kvinden får lov til at stå bag roret og endda selv tage vagter (oftest vil manden selv tage nattevagten, han stoler ikke på at kvinden) indtager hun en rolle som ”autopilot”, hun holder kursen, som manden har fortalt. Hun får endda lov til at agere som ”AIS eller radar-alarm” for hun skal holde udkik og kalde manden, hvis der er kollisionsfare og deraf skiftes halse. Hvis vinden ændrer styrke eller retning og der skal ændres på sejlføringen, skal hun også kalde manden. Selvfølgelig skal uanset hvem der har vagten kalde hjælp, hvis man ikke selv kan håndtere situationen.

Hvor sjovt er det at være ”fender-bender” og ”autopilot”? Det kan kun den enkelte kvinde selv vurdere, men jeg oplever ofte, at kvinder i disse roller er det, jeg kalder havnesejlere, når de forlader en havn, tænker de kun på, hvornår de er i havn igen – og selve sejladsen siger dem ikke noget, det er bare et transportmiddel, som ikke altid er behagelig og sjov. Disse kvinder er kun med på sejlturen, fordi manden ønsker at sejle. Men sådan behøver det ikke at være.

Min mand får ofte spørgsmålet fra andre mandlige sejlere, ”hvordan får du din kone med på langturssejlads og ud på de store oceaner? eller kommentaren ” Carsten, hvor er du heldig, at du har en kone, der kan lide at sejle og kan sejle”. Min mands svar er ” Du får den kvinde ombord, du selv skaber og lader du hende ikke tage aktiv del i selve sejladsen og få de sjove opgaver, så får du hende aldrig med”. Jeg er helt enig med min mand, hvis jeg alene havde taget rollen som ”fender-bender”, så var vi aldrig nået til Caribien med Capri og har planer om at sejle jorden rundt.

Jeg er heldig, at jeg har en mand, der mener, at vi begge skal kunne sejle. Vi behøver ikke at være lige gode til det hele, men det er vigtigt, at vi kan supplere hinanden. Vi har fra starten af vores sejlerliv været enige om, at af sikkerhedsmæssige årsager er det vigtigt, at vi begge single-handed kan håndtere båden, hvis den ene skulle være syg eller er kommet til skade ombord på båden. For slet ikke at tale om Mand over Bord manøvre – hvilket vi selvfølgelig aldrig håber at skulle udføre.

Vi har derfor begge taget diverse sejlerkurser/uddannelse såsom, dueligheds bevis, Yachtskipper 3, Yachtskipper 1 og LRC (kortbølgeradio) samt duelighed i motorpasning. Praktisk sejlads er vi fælles om, det betyder, at vi sammen vurderer vejrprognoser og planlægger sejladsen. Havnemanøvre deles vi om, lægger den ene ud, lægger den anden til også ved ankring. Rollen som styrmand og vagter deler vi mellem os – og den, der står bag rattet og har vagten, indtager rollen som ”kaptajn”. Dog har vi aftalt (min beslutning), at hvis situationen bliver kritisk evt. livstruende, så er der kun en kaptajn/skipper og det er Carsten. Han har læst meget mere om sejlads, ikke mindst om oceansejlads og har mere mandsmod end jeg, så han vil i sådanne situationen være mere kompetent i mine øjne som skipper. Desuden forventes det hos andre, at det er manden, der er skipper. Alle (mænd) henvender sig til Carsten og jeg har ikke brug for en magtkamp eller for at positionere mig selv. Det er helt ok for mig, at han er skipper.

Det, at jeg deltager på lige fod med min mand under sejladsen, har gjort mit sejlerliv meget mere interessant og spændende. Ønsket om at tage på jordomsejling er lige så meget min som Carstens.

kære mandlige sejlere, hvis I vil have jeres kvinder med på havet, så må I ind imellem vige pladsen for kvinden og ikke mindst motivere hende, når hendes mod svigter. Carsten har været god til at motivere og støtte mig, særligt i havnemanøvre, hvor mit mod har svigtet og jeg beder ham om at overtage rattet – så er hans svar altid ” du kan lige så godt lande hende som jeg, sker der noget, så har vi en forsikring”.

Men mine sidste ord skal gå til jer, kære medsøstre. I skal tage udfordringen op og tage ansvar for, hvilken rolle I ønsker jer ombord på jeres båd. Det, at deltage på lige fod med jeres mand, betyder ikke kun, at I deles om sejladsen men også om andre opgaver. Der er mange opgaver ombord, som de fleste kvinder vil gå langt udenom. Nogle vil sige ”I må tage det sure med det søde”, sådan har jeg aldrig selv oplevet det, når jeg har udført de mere farlige opgaver eller beskidte opgaver. I medsøstre skal også være parate til, at bevæge jer ud over jeres comfort-zone og ind imellem får I olie/skidt under neglene.

Jeg er sikkerhedschefen ombord på Capri, så foruden at jeg tjekker sikkerhedsudstyret og opdaterer manualer, er det også mig, der går i masten og tjekker riggen. Første gang jeg var i masten (endda i havn) klamrede jeg mig til masten. Hænderne rystede, da jeg skulle sætte tape om splitterne og da jeg stod på sallingehornene kunne jeg mærke, hvordan benene rystede under mig – det var alt andet end sjovt, men jeg var stolt over at have udført opgaven, da jeg endelig kom ned igen. ”Enjoy the view”? Jeg turde slet ikke kikke ned fra toppen af masten.

Under sikkerhed hører også til, at spillene fungerer optimal, derfor har jeg ansvaret for at alle spillene er rene, smurte og ”spinder som en mis”. Motoren skal vedligeholdes og tjekkes, skift af oliefilter, check olieniveau og skift af impeller hører også under mig. Har jeg brug for supervision, så får jeg hjælp fra Carsten.

Sikkerhedstjek sker også under vandet, jeg dykker for at tjekke kølen, ror, akse og propel samt zinkanoder.

Under vore forberedelse inden afrejse, vagte det stor forundring hos mange mandlige sejlere, da de så mig iført rumdragt med maske og en mussesliber i hånden. Jeg kan ikke håndtere de tunge slibemaskiner, så jeg måtte nøjes med en lille musesliber, det tog mig næsten 3 dage at slibe bundmalingen af vores 40 fods båd. Det havde de mandlige sejlere dog aldrig set før – joh kvinder hjælper med at påføre bundmaling, men slibning, nej. Det var meget hårdt og beskidt arbejde, men jeg har den indstilling, at specielt som langturssejler skal begge deltage på lige fod. Carsten er bedre til de tekniske opgaver, så kan jeg da bruge knofedtet.

Bortset fra de mere tekniske opgaver, som jeg endnu ikke har lært at udføre, så er der særligt en opgave, som jeg stadig viger uden om – nemlig reparationer på toilettet.

Kære medsøstre, hvis vi vil være på lige fod med de mandlige sejlere, så må vi deltage i de fleste opgaver, der er ombord på en båd. Men fat mod, det er sjovt at udvikle sig som kvindelig sejler og jeg lærer noget nyt hverdag som langturssejler. Både Carsten og jeg har kvittet vores karriere, job og bolig for at blive langturssejler. Vi nyder hver dag og har endnu efter 8 måneder ikke fortrudt vores beslutning.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s