Mustique, blues, og vores vej tilbage til civilisation

Vi havde både hørt og læst om blues festivalen, der finder sted hvert år på Basil’s beach bar på Mustique. Så vi tænkte – tja – hvorfor ikke – vi er jo langturssejlere og har intet andet for. Som sagt, som gjort – vi tog til Mustique, en hård sejlads, op ad bakke (mod vinden) med kraftige bølger. Nu er vi jo blevet vandt til at sejle ned ad bakke, med vinden og bølgerne i ryggen, så det virkede hårdere end det var, ikke desto mindre var det en hård sejlads.

Vi ankom og Berris, den lokale havnefoged kom susende i sin dinghy og vi bandt op til en bøje. Hvad er det nu for noget? Er I blevet gamle og bange og skal nu have en bøje?  Hvad med at ligge for anker? Nu er det sådan, at man skal betale ECD $200 for at ligge i bugten for 3 dage og det koster det samme, om man tager en bøje eller ligger for anker. Så vi tog en bøje, da man så ikke optager så meget plads.

De fleste langturssejlere sejler forbi Mustique uden at tage derind, da den har et ry om sig. Et ry? Mustique er en privat ø, der ejes af The Mustique Company, som ejes af dem, der ejer huse på Mustique. Hvem ejer så husene? Tja – det er der ingen, der ved, bortset fra Mustique Company og de fortæller ingen, hvem det er. Men det er kun de ultra rige. Elton John f.eks. Sir Mick Jagger er en anden. Det siges, at $10 mio. US køber dig det mindste skur (bogstaveligt), der findes på øen. Derefter går priserne bare opad til mange hundred millioner af USD. Der er nogle kæmpe paladser, som ligger halvskjult mellem træerne. Øen lukkes næsten totalt af i 3 uger ved Jul/Nytår, 3 uger ved Påske og nogle uger midt på sommeren.  Resten af tiden er den åben for andre besøgende men på den betingelse, at der ingen adgang er til indkørsler eller husene for andre end beboerne. Man må ikke tage billeder af hverken husene eller beboerne. Men derudover kan man frit vandre rundt på øen.

Min hustru Vinni og jeg har talt en del om, hvorfor så mange sejlere undgår Mustique.  Vi tror, at sejlerne finder det for dyrt at lægge til i bugten, da det koster EC$200 for 3 dage (du betaler for 3 dage uanset om du så kun ligger der 1 dag). Men EC$200 er kun 500 danske kroner, så det er i virkeligheden kun kr.135 per dag – det er jo ikke dyrt som sådan. Det andet er vel nok janteloven.

Der bor de rige og dem vil vi slet ikke have noget med at gøre – fy for pokker!

Nå, men Vinni og jeg syntes, at det ville være en oplagt mulighed for Sir Mick og Elton at mænge sig og gnide albuer med almindelige folk som os, så vi tog ind på øen. Faktisk er det sådan, at mange af beboerne kigger ind hos Basil’s om aftenen, når de er på øen og det eneste de ønsker er at være en ”almindelig person”, der kan sidde og drikke sin øl og snakke med dem rundt omkring sig.

01250014
yderligere en fantastisk tom strand
01100005
Saadan skal en beach bar se ud

Hvor var jeg?  Jo, vi ankom, satte motoren på dinghy’en og suste ind til dinghybroen for at komme af med vores affald og se nærmere på byen (der består af 4-5 huse og et antal hytter/fiskerboliger). Nu er der ikke meget by over det – der er Basil’s og så er der en vin og sprut forretning. Sidst nævnte tilbyder salg af fine årgangs vine og stort set alt indenfor spiritus. Desuden har de et cigarskab, der vil kunne få enhver cigar aficionado til at savle. Priserne, er naturligvis derefter, da alt bliver fløjet ind. Vinni og kiggede på sagerne, men købte ikke noget.

Så er der en bager/konditori og et supermarked. Supermarkedet er ikke stort, men har alt, hvad man kan ønske sig. Og, hånden på hjertet, så er priserne ikke ret meget højere end dem, vi har oplevet på de andre øer – men udvalget er meget, meget større.

08060005
Bageren og naboen

Det var blevet sent på eftermiddagen, så vi tog hjem til Capri, lavede lidt mad og gik til køjs, så vi kunne få en tidlig start på ø-vandring. Der går en sti hele vejen rundt om øen, den halve ø tager 3-4 timer. Vi tog syd om øen den første dag.

Og hvilken tur!

Vores guidebog til de Caribiske øer sagde, at øen er meget uberørt bortset fra husene. Der er ingen huse på den sydlige del af øen og her ER øen uberørt.  Store områder af Mangrove træer, uberørte strande og en stor salt lagoon, hvor fuglelivet er enormt. Vi så Great Blue Heron (vingefang cirka 1,5 meter) og Frigatebird (vingefang også cirka 1,5 meter) samt mange flere. Men skønnest af alt var den totale mangel på mennesker – der var ingen.

01500019
Mangroves
01500020
Sti gennem mangroves

Østsiden af øen er utrolig barsk, med klipper, sten og rev. Her kan man ikke lande dinghys eller noget som helst andet – dog er der et par smukke, smukke strande. De er meget indbydende, men der er opsat store skilte, hvorpå der står, at der er kraftige udadgående strømme, så al svømning og surfing forbydes.

03050007
Sydøst kysten

Strandene på øen er flotte, flotte, flotte – og der er bare ingen som helst på dem. Vandet er det klareste vi har set herude – man ser let bunden, selv om den er 10 meter dybt. Ordet ”krystal klart” udtrykker ikke, hvor klart dette vand er – vi blev enige om, at ordet ”transparent”, var mere dækkende – det er næsten som om, at vandet slet ikke er der.

Her fandt Vinni også ”sin” strand. Den har alt, hvad hun har ønsket sig i sine vildeste fantasier – transparent vand, små bølger, kridt hvidt finkornet sand – en lille strandhytte og sol, sol, sol. Hun stod længe og prøvede at finde på gode grunde til, at vi ikke skulle videre ud i verdenen. Til sidst sukkede hun dyb og sagde, at hun kunne jo komme tilbage hertil, hvis resten af verdenen skuffede hende. Måske kunne hun få et job, som husholderske hos en eller anden og så kunne hun tilbringe sin fritid på denne strand under hyttens tag.

23540002
Vandet er så klart man se 10 meter ned

Vi tog en lille lur – spiste noget mad og så skulle vi ind til Basils for at høre blues. Nu er Basils dyr – det var vi klar over – men what the hell! Vi kommer her kun denne ene gang. Bandet lød vildt godt og huset var fyldt. Desværre kom hverken Elton eller Sir Mick ind for at høre (eller spille) med. Vi så heller ikke andre berømtheder (som vi kunne genkende), men det var en dejlig aften og musikken var virkelige god.

Næste dag var det den nordlige ende af øen, vi skulle vandre på og her er der mange af de dyre huse. Nogle af dem er kæmpe paladser. De kan kun ses på afstand. Tro det eller ej – så lykkes det os, at fare vildt 2 gange på denne lille ø, da vi søgte stien. Men rundt kom vi og det må siges, at det var en stor naturoplevelse.

03450015
næsten banalt, mere sol, mere blåt vand, flere kønne piger

Vi blev ombord denne aften og lyttede til bandet fra vores båd – musikken var både lige langt nok væk til at niveauet var behageligt og tæt nok på til vi kunne nyde det – denne gang ganske gratis.

Der findes et fishmarket på Mustique og vi var derinde for at se, hvad de havde at byde på – denne dag var der kun barracuda – hvilket ville være udmærket bortset fra, at man skulle jo købe en hel og så ville der være barracuda nok til os for de næste par uger. Vi har ikke en fryser, der er stor nok, så vi måtte takke pænt ”nej” til fisk.

Men de have også hummer og de skulle kun have EC$16 per pund (kr.40) – så vi købte den mindste de havde – kr. 120.  Den var så stor, at den dårligt kunne komme ned i vores største gryde, vores trykkoger. Men ved at skubbe og mase fik jeg den ned og 12 minutter senere kom den dejligste røde hummer op. Jeg havde været inde alene for at købe hummeren og så kunne jeg ikke dy mig for at slå et smut forbi supermarkedet for at købe en flaske cava (kr. 130) – man kan jo ikke spise hummer uden champagne. Desværre var Cavaen lidt på den søde side, men drikkes kunne den, så den aften sad Vinni og jeg i cockpittet, som konger og baroner og spiste frisk hummer, drak champagne og lyttede til en af de bedste bluses bands, vi længe har hørt.

09020024
Hummer til aftensmad
04200019
Det kunne blive et lille sommerhus for os herude

Ja, kære venner – livet som langturssejlere er hårdt – meget hårdt.

Da de tre dage var gået tog vi trossen ind fra bøjen, vendte Capri nordpå og satte sejl mod Bequia for at cleare ud af Grenadinerne, så vi kunne komme videre nordover.

Vi tog en overnatning for anker ved Bequia og så gik turen mod nord. Sejladsen var hårdt – det var op ad bakke hele vejen og bølgerne var 3-4 meter. Faktisk blev det hele så hårdt, at vores ”safety at sea officer” (aka Vinni) trådte til og beordrede redningsveste og livslinjer på, når vi var i cockpittet. Det er længe siden vi har haft al det på og vi har vænnet os til at sejle i badetøj og intet andet (bortset fra når vi altså sejler i adam og eva kostumer).

Vi skulle hele vejen til Martinique, men vi var klar over, at det nåede vi nok ikke med mindre, at vi tog en døgnsejlads. Det var der ikke stemning for (trods alt er vi langturssejlere – vi har jo ikke travlt) så sidst på eftermiddagen, lige før det blev mørkt, sejlede vi ind i Marigot Bay på St. Lucia (vi har været der før), og lod krogen glide ned i vandet. Det havde været en lang dag med masser af frisk luft – så efter aftensmad og en halv flaske vin, var vi begge klar til køjen.

Ja kære venner – livet som langtursejlere er hårdt – meget hårdt.

Næste morgen kunne vi se båden, der lå foran os fortage de mest mystiske manøvre og vi talte om, at det kunne være, at de ikke kunne få deres anker op.  Det viste sig at være rigtigt – for da vi trak vores krog – sad de alle sammen og kiggede for at se om vores kom op – det gjorde den. Samtidigt med alt dette, ankom en dinghy fra land med en dykker om bord.

Det undrer mig, at de ikke råbte lidt rundt til vi 3-4 både der lå lige i nærheden for at høre, om en af os var dykker – så kunne de jo have sparet en masse penge.

Martinique

Vi havde en skøn sejlads fra Marigot Bay til Le Marin på Martinique. Vinden var halv-vind til foran på tværs, en vinkel som Capri elsker. Dønningerne var milde, dvs. kun 2-3 meter og de var Atlanterhavs dønninger, lange og runde med stort mellemrum. Vi fløj afsted og vi kunne føle, hvor tilfreds Capri var med at danse let på tå henover vandet og vise, hvilken fart hun kunne præsterer. Det var en sådan glæde at sejle den dag, at vi håndstyrede det meste af vejen – simpelthen for at nyde at stå ved roret.

Sidst på dagen strøg vi sejlene, tændte motoren og gled ind i Le Marin bugten. Godt nok havde vi læst at der er mange både her – men vi er helt overvældet af antallet – der må være et par tusind både, der ligger for anker her i bugten. Det er helt vildt.

dsc_2047
bogstaveligt tusindvis af både

Martinique er jo Fransk – så det er som at komme til Frankrig i Caribien. Her køber man baguetter fra bageren (de smager lige så godt, som dem man køber i Frankrig). Supermarkederne bugner af mad og med varer, som vi ikke har set, siden vi tog fra Gran Canaria.

Et rent slaraffenland for madelskere. Alle har sagt, at Martinique er dyrt som bare pokker, men det har vi ikke fundet endnu.  Vi syntes, at priserne er lidt billigere, end de var i Grenadinerne og sydpå.

Ud over mad er der også hele 5 bådudstyrsbutikker, også kaldet ”pornobutikker” blandt sejlere, samt sejlmager og motor og bådelektriker butikker – så man kan få næsten, hvad som helst man ønsker sig her.

Sådan kommer man frem til “pornobutikken”

Det er lidt som at komme tilbage til civilisation efter et par måneder i ”bushen”.

Vi tager den næste uges tid på Martinique og derefter går det nordpå – vi begynder at mærke, at tiden går, så hvis vi skal nå 100 års jubilæum på de Danske Vestindiske øer den sidste uge i marts, så skal vi til at komme afsted.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s