Lidt uvejr i Fort du France

 

Fort du France, for dem som aldrig har været der, er en åben bugt – en helt åben bugt mod vest. Normalt er det faktisk et ganske godt sted at ligge for anker, da passat vinden jo altid kommer fra øst, det gør Atlanterhavs dønningerne også, så bugten ligger ganske godt beskyttet bag øen og man ligger godt og trygt der.

Naturligvis sker det at vinden drejer og kommer fra vest, men der er sjældent (naturligvis ikke så sjældent når Vinni og Carsten sejler I området).

Jeg havde sat Vinni af i lufthavnen så hun kunne flyve tilbage til Danmark og var kommet tilbage til Capri. Det var søndag og jeg gik i gang med at gøre hende klar til at blive flyttet til Le Marin, hvor der er en marina hvor hun kan ligge trygt og godt mens vi ikke er på hende. Vejrudsigten havde sagt at vinden godt nok skulle dreje om i vest, men det skulle ikke blæse mere end 5-10 knob (10-20 kilometer i timen), hvilken jo ikke er noget.  Altså, en let brise, intet at bekymre sig over.

Næste morgen, mandag, tog jeg dinghy’en in til byen da jeg skulle ordne mine flybillet samt et par andre ting. Da jeg kom tilbage til dinhgy’en et par timer senere, var vinden blæst op i over 25 knob og den var tiltagene. Dønningerne var store og de brød ind over kajen, så det var pokkers vanskeligt at komme ned i dinghy’en. Det skulle dog vise sig, at det at komme ned i dinghy’en, var pære nemt i forhold til at komme op i Capri. Da jeg kom derud, viste det sig at Capri jo hoppede op og ned i dønningerne, og badeplatformen, hvor vi stiger af og på, gik næsten 2 meter lodret op og ned som en elevator. At komme tæt på, få fat i Capri, binde dinghy’en fast og så til sidst springe for livet op på platformen var – ja, lad os sige underholdende 🙂

Jeg klarede den naturligvis, kære læser, ellers ville i ikke kunne læse dette, men snarere min dødsannonce eller noget der ligner det. Da jeg endeligt var sikker om bord var jeg fast besluttet på at jeg ikke skulle afsted igen.

Som i kan se fra videoen, var dønningerne voksende og bådene gyngede derudaf – og bare for at gøre det hele lidt mere interessant, så fik vi lidt regn………….

Nu hylede vinden omkring os, dønningerne blev ved med at vokse og jeg kunne bekymre mig om vores anker. Ville det holde? Vinden var jo gået i vest, hvilken betød at Capri nu trak hårdt i ankeret fra den anden side. Ankeret skulle jo så dreje af sig selv og grave sig ned igen, af sig selv. Havde den gjort det? Jeg holdt godt øje med alt omkring mig for at se om vi var ved at drive – men vi lå hvor vi skulle.

Livet er hvad der sker mens du er ved at lægger planer, var der en der en gang har sagt, og mens min plan sagde at jeg ville blive på båden, lagde jeg mærke til en amerikansk ketch der lå bag ved os.  Eller retter sagt – nu lå hun ikke bag ved os men længere inde. Uden tvivl, hendes anker havde løsnet sig og hun var ved at drive ind mod kysten. Jeg hoppede ned i vores salon og kaldte dem på VHF’en, men de svarede ikke. De havde ikke deres radio tændt.

PIS!! Der var ikke andet for end at jeg måtte sejle over i dinghy’en og banke på skroget for at gøre dem opmærksom på at de var på vej til at gå på grund. Men det at komme ned i dinhgy’en var jo ikke let. Capri hoppede som en gal og det var lidt af et dødsspring ned i båden, hvorefter den så skulle bindes fri og så sejle over til ketchen.

Det lykke at komme ned i dinghy’en og komme derover, men inden jeg nåede derover, var ketchen gået på grund. Jeg kunne se den ramme og i samme øjeblik kom parret der ejet båden farende op, men det var for sendt. Der kom et par andre dinghies til hjælp, men lige lidt hjalp det – selv med 3 af os kunne vi ikke trække ketchen fri. Endeligt kom lodsbåden og den har jo kraftige motorer. Da vi havde fået et tovværk over fra lodsbåden til ketchen, sejlede jeg tilbage til Capri. Jeg var bekymret hvis vores anker skulle finde på at skride uden der var nogen ombord – så ville hun også ligge på stranden.

Som i kan se på videoen, lykkes det til sidst at trække ketchen fri og hun forlod hurtigt bugten for at finde et andet sted hvor hun kunne ligge i sikkerhed for dønningerne og vinden. Som eftermiddagen gik, var der flere og flere både hvis anker slap og de begyndte at drive. Men nu var alle på vagt og som de begyndte, var besætningerne på pletten, hev ankeret op og sejlede til andre bugter. Capri blev hvor hun var og jeg så de andre tage af sted.

Vejrudsigten havde sagt at vinden skulle lægge sig henad sent på aften og ved 9-10 tiden kunne jeg mærke at vinden aftog. Jeg kiggede mig godt omkring og besluttede at hvis vores anker havde holdt hele dagen hvor vejret var værst, så holdte det nok også natten over når vinden var ved at lægge sig. Jeg gik i seng og så som en baby.

Da jeg vågnede næste morgen kunne jeg se at vi kun var 6 både tilbage af de cirka 25-30 stykker der havde været der i går morges. Resten havde sejlet i løbet af dagen eller natten som deres anker havde sluppen.

Yderligere en gang var jeg glad for at Vinni og jeg havde besluttet os for et 30 kilos anker og 100 meter kæde. Ankeret bed og bed hårdt og det drejede og sat sig selv som det skal, selv i  det meget hårde vejr.

Vi har en lille motto ombord: ”In Mantus we trust” og den viste sig at være gældende igen. Vi har haft ingen som helst problemer med vores anker og vi sover som små uskyldige hunde uden en bekymring i verden.

DSCN0021
kan man være mere uskyldige?

2 thoughts on “Lidt uvejr i Fort du France

  1. Hej Vinni og Carsten.
    Jeg læser med største fornøjelse jeres beretninger. Vi sejler jo selv afsted her til sommer. Også gennem Caledonske kanal som I gjorde.
    Sejler I ikke jorden rundt alligevel? Jeg synse I skrev at I ville op langs Amerikas kyst?
    Sejlerhilsen Henrik

    Like

    1. Jada, vi regner da stadig med at nå hele vejen rundt. Men vi har altid haft planen at vi ville sejle op langs USA kysten til Canada og sejle rundt ved Nova Scotia, New Brunswick og Newfoundland dennne sommer. Vi er jo blevet lidt forsinket, så vi når først Canada omkring Skt. Hans og ikke 1ste juni som vi ellers havde planlagt.

      Så tager vi tilbage til Karibbean gennem den Intracoastal Waterway langs USA’s østkyst og sejler rund ti Karibean en sæson mere.

      Vi har ikke helt belsuttet det men vi tror at vi sejler tilbage op langs USA kysten i foråret 2018 og bruger sommeren ved Cheaspaeake BAy, evt, lægger Capri op i et par uger og flyver rundt i USA og besøger venner og familie, hvilken betyder at vi først kommer ud i Stillehavet foråret 2019.

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s