Vinni – Martinique til Charleston SC

Med pitstop på Jomfruøerne og Florida

Den 9. april er dagen, hvor mange af os tænker på 2. Verdenskrig, da tyskerne besatte Danmark. Ikke en dag vi mindes med glæde, men her sidder jeg i et fly på vej over Atlanterhavet – lykkelig over – at jeg kan tage tilbage til Caribien og fortsætte vores jordomsejling. Efter næsten 2 måneder i Danmark og en veloverstået operation, sidder jeg og tænker på, hvor heldig jeg er, at det ”kun” var et fibrom og ikke kræft i hverken min livmoder eller mine æggestokke. Man bliver mindet om, at man ikke er udødelig og skal leve livet i nuet – og ikke på forventning om, at man har ubegrænset tid. Det bekræfter endnu engang, at det er det rigtige, vi gør, selvom beslutningen om, i en alder af 57 år, at kvitte karrieren, forlade sit fantastiske hjem, sælge meget af det vi ejer og forlade familie, venner og bekendte, var vældig svær at tage.

Endnu engang vil jeg takke familie, venner, bekendte og naboer for den måde, I tog imod os, da vi akut vendte hjem. Alle disse frokost- og middags invitationer vi fik fra jer, det var helt overvældende. En særlig tak til vores venner Marianne/Tonny og Susanne/Ulrich, der lod os flytte ind hos sig i flere uger.

Vi er lige landet i Fort de France og står lettet med vores nye storsejl og sejlpind, som Carsten har berettiget om, ikke var så let endda at få med flyet. Dejligt at være tilbage i den tropiske varme og sidder spændt i taxaen på vej til Le Marin, hvor Capri har været overladt til sig selv i marinaen. Vi er selvfølgelig bekymret for, om hun har klaret storme og squalls uden vores tilstedeværelse. Om der har været indbrud? Lettet står vi nu på broen foran Capri og kan konstatere, at hun ligner sig selv – måske ikke helt, lidt bådshampoo og ferskvand vil pynte hende. Vi nyder at være genforenet med Capri.

DSCN0043

Inden vi kan sejle videre, skal vi have lavet et par davitter, en anordning på vores targabar (bøjlen over hækken), hvori vi kan hejse lille Capri op om natten eller når vi sejler korte distance i roligt vejr. Den lokale rustfristålmand kan først levere rørene om en uge, det er jo Påske. Med en dags forsinkelse får vi dem leveret, men ak hullerne passer ikke med hullerne i targabar. Carsten bliver sur og vred på den stakkels mand, der pludselig har svært ved at forstå og tale engelsk. Hvem står lige med det længste strå? Vi har jo betalt på forhånd, det var aftalen, så Carsten opgiver at diskutere med manden. Det var i øvrigt aftalt fra starten, at rustfristålmanden kun skulle lave davitterne, men ej montere dem på targabaren. Besværet kunne vi selv få. Efter et par timer, sved og forbandelser over at brække det ene bor efter det andet, lykkedes det os at få davitterne på plads.

Jeg føler mig fit for fight, så vi beslutter, at sejle direkte til U.S. Virgin Islands, en forventet sejlads på 2,5 døgn. Vi stævner ud den 20. april – skønt at være på søen igen.

  1. døgn

I en jævn vind sejler vi de første par timer plat læns og derfor kun for genua, ind til vi har rundet sydvest hjørnet af Martinique ved Le Diamant, hvor vinden hvirvler frygteligt. Herefter sættes storsejlet. Som forventeligt frisker vinden op over middag – accelerationsvinden – og vi får en pragtfuld halvvindssejlads 6-7 m/s med 1,5 m bølger ind fra siden. Capri er en happy boat, det er, som om hun også har savnet søen og suser nu gennem vandet.

Vi går i andet reb til natten, men som det ofte sker hen på natten, så falder vinden og vi fortsætter med begge sejl og lidt motorkraft. Jeg har hundevagten og nyder stjernetæppet over mig. Et par sømil fra os passerer det ene krydstogtskib efter det andet. Typisk sejler de gæsterne fra ø til ø om natten, så gæsterne kan nyde de tropiske øer om dagen og gå shopping.

Midt i det hele kommer der en fugl ind i vores cockpit, som jeg prøver at vifte væk, men den er meget insisterende. Til sidst forsvinder den om bag vores sprayhood. Jeg synes ikke, at jeg ser den flyve væk, men jeg har ikke lyst til i mørket at gå ud på dækket for at se, om den stadig er der. Da det lysner, ser jeg gennem plastikvinduet på vores sprayhood, at der er noget sort bag denne. Rigtig nok, da jeg kikker rundt om sprayhooden, hvem sidder der og sover? Ups, en blindpassager – stakkels fugl, den er nok blevet træt. Lidt efter flyver den væk igen.

Døgnmål: 114 sømil

  1. døgn

Jeg skal lige vende mig til igen at sove på en båd ude på havet, hvor båden hele tiden ruller –    rock ‘en roll – så jeg føler mig bestemt ikke udhvilet, da jeg står op. Carsten mangler også søvn, han ser noget groggy ud og vil straks i seng uden morgenmad, den kan vente nogle timer.

Sol og 7-8 m/s agten fra – dejlig sejlads, men om eftermiddagen ser vi en front komme imod os. Squalls begynder at dukke op ude i horisonten. Øv, skal vi nu stå her i regn. Men tilsyneladende befinder vi os i et smørhul. Skyerne og squalls bevæger sig udenom os på begge sider og over os stråler stjernerne.

Selvfølgelig forsvinder vinden sidst på morgenstunden og jerngenuaen (motoren) aktiveres.

  • Døgnmål 142 sømil
  1. døgn

Egentligt har vi planlagt at sejle forbi St. Croix til Charlotte Amalie på St. Thomas for derfra at sejle direkte til Florida. Alt afhængig af hvordan jeg, som relativ ny opereret, klarer turen til Jomfruøerne. Det går fint for mig, men ved middagstid begynder Capri at ryste. Vi må have fået noget i propellen eller rundt om aksen. Vi har passeret flere store søer af flydende søgræs. Det minder om Sargassohavet. Shit, vi begynder at forberede os mentalt på, at Carsten skal i dykkerdragten igen. Det er jeg ikke meget for, da bølgerne her er 1,5-2 m høje, vi må vente, til vi kommer i bølgelæ af St. Croix. Måske skulle vi lige prøve at sætte Capri i bakgear og se om det løser problemet. Yes lucky we, rystelserne er forsvundet.

Vi har stadig 75 sømil til St. Thomas, det betyder, at vi skal anduve Charlotte Amalie havn i mørke. Carsten mener ikke, at det er noget problem, da flere store krydstogtskibe lægger til i denne havn hver dag. Men hvorfor gøre det besværligt, at passere farlige rev ved St. Thomas i mørke, når vi nu kan sejle ind i Christianssted på St. Croix, kun 34 sømil herfra i dagslys. Den kan skipper ikke slå, så jeg får min vilje og det fortryder vi bestemt ikke.

DSCN0061
Christiansværn Fort, dette er udsigten fra vores cockpit ved anker

Indsejlingen er en lang og snæver passage mellem flere sandrev, nogle steder er der sideafmærkninger, men ikke hele vejen ind og vi må stole på vores kortplotter. Midt i sejlrenden ligger en kæmpe sten lige under vandoverfladen, den er dog markeret på kortplotteren, men præcist hvor den er, kræver et godt udkik. Heldigvis er Carsten 30 cm højere end mig og ser stenen, før vi banker ind i den. De lokale frygter den ikke, de ved jo, hvor den har ligget i årevis. Der stod godt nok i guidebogen, at man skulle være varsom med at anduve Christianssted om natten – det er forstået nu.

DSCN0086
Klar til affyring – Vinni havde Capri på sigtekornet

Marinaen er alt for lille til Capri og vi finder en pragtfuld ankerplads lige nedenfor Christianssted Fortet. Vi skal nu indklarere, det er lørdag eftermiddag og ”Customs Office” lukker om ½ time og åbner først på mandag. Det betyder, at vi ikke kan gå i land. Det går jo ikke, så Carsten ringer til dem og får en aftale om, at de vil vente på os, hvis vi kan indfinde os på kontoret i løbet af 1 time. Det går nok, selvom vi lige skal have pumpet vores dinghy op, som ligger i en pose oppe på ruffet. Vi skal jo også klædes om, så vi ser præsentabel ud, når vi møder myndighederne – ellers viser vi dem ikke respekt og værdighed og det er nogen fordel. Den behandling, man får hos ”Custom Office” verden over, er helt afhængig af den person, der tager imod os, hvilket humør han/hun er i og hvordan denne opfatter os.

Det lykkedes os, at være fremme efter en time, hvor vi møder Mr. Lewinsky. En meget flink og snakkesalig chef for denne myndighed. Han spørger os om, hvor længe vi har tænkt os at besøge øen og hvad vi har tænkt os at foretage os på øen? Jo, vi vil gå rundt i Christianssted og bevæge os rundt på øen for at opleve atmosfæren på en gammel Dansk Vestindisk Ø. Det kan han godt forstå, men det kan vi glemme alt om og han siger: ”I skal holde jer til havnefronten og dennes sidegader. I har intet at gøre udenfor ”City”, det er alt for kriminelt – illegale indvandrere fra Haiti. I risikerer at blive slået ned, for at de kan berøve jer”. Det er en meget skuffende meddelelse, men selvfølgelig retter vi os efter, hvad en politimand rådgiver os til. Vi er lidt overrasket over den form for kriminalitet, som vi ikke har mødt andre steder i Caribien. Det er kun St. Vincent, vi blev frarådet at tage til.

Vi har jo sikret os at få et Visa B fra den Amerikanske Ambassade i KBH, inden vi tog afsted og den gælder i 10 år. Vi går derfor ud fra, at vi i de næste 10 år kan bevæge os med båd til og fra USA, lige så meget vi vil og være i USA, lige så længe vi vil. Det forholder sig åbenbart ikke således. Mr. Lewinsky meddeler os, at han kun kan give os 6 måneders opholdstilladelse og uret starter fra i dag. Når de 6 måneder er gået, skal vi ikke bare være ude af USA, men ude af Nordamerika, før vi igen kan få opholdstilladelse i USA. Det havde vi ikke lige set komme.

Med andre ord, det nytter ikke, at vi sejler til Canada og tror, at vi kan komme tilbage, da det omfatter hele Nordamerika. Det hjælper heller ikke, at vi flyver til Danmark i et par uger, da det er båden med besætning, der skal være ude af Nordamerikansk territorium.

Rolig nu – Mr. Lewinsky mener ikke, at det bør være noget problem, for vi kan bare bede om en forlængelse ved udklareringen i USA, inden vi sejler ind i Canada. Vi tror, at vi har fået en super professionel service, men det har vi ikke. Vi får senere at vide hos Custom Office i USA, at Mr. Lewinsky kunne have givet os 1 års opholdstilladelse, da vi indklarerede hos ham. Problemet er, at en forlængelse skal ske ved den første indklarering og kan ikke forlænges senere. Det kan kun ske ved at fremsende en skriftlig anmodning til Immigration og ”de rider bestemt ikke samme dag som de sadler”. Vi sidder nu i skrivende stund og venter på deres afgørelse. Vi har kun opholdstilladelse til den 18/10. Vi kan ikke sejle mod Caribien før i begyndelsen af december, når orkansæsonen slutter.

Nu er det sådan, at ulykker ofte sker 3 ad gangen. Først må vi ikke bevæge os rundt på øen, derefter får vi kun 6 måneders opholdstilladelse og nu, efter at have nydt en dejlig middag i en restaurant på den meget charmerende havnefront, så vil den ”skide” motor til vores dinghy ikke starte. Hr og Fru Breuning må skiftevis i mørke ro os hjem til Capri i stærk modstrøm, tidevandet er nemlig på vej ind i bugten. Nu, da vi skal vente på at få fikset denne motor, så har vi god tid til at være turister.

De oprindelige ”indianere” kom fra Sydamerika til St Croix for mere end 2000 år siden, de var sømænd og krigere. På sin anden rejse i 1493 mødte Columbus derfor stærk modstand fra ”de indfødte”, da han ankom til denne ø.  Columbus opkaldte øen Santa Cruz (Hellige kors). I mere end 100 år havde spanierne monopol på de caribiske øer, indtil englænderne, franskmændene, hollænderne og til sidst danskerne kom på banen.

Under kong Christian den VI´s regeringstid blev handelsselskabet ”Danish West India & Guinea Company oprettet mhp. at dyrke sukkerrør og producere rom i Caribien. De første danske bosættere kom til St. Thomas i 1672 og til St. John i 1717. Ingen af de to øer var særlig egnede til landbrug, hvorfor danskerne i 1733 købte St. Croix af franskmændene. De danske kolonister opkaldte hovedbyen efter Kongen, derfor Christianssted, som blev hovedstaden for De Dansk Vestindiske Øer.

Den fladere landbrugsjord på St. Croix blev udstykt til plantager og sukkerfabrikker blev oprettet. Befolkningstilvæksten voksede til 10.000 indbyggere, hvoraf de 9000 var slaver importeret fra Afrika. Plantageejerne kunne ikke skabe en sund økonomi ved sukkerproduktion, da de var underlagt meget strenge regler fra Selskabet, hvorfor de bad Kongen om at overtage øen, der straks indsatte en dansk guvernør på øen. Denne ophævede de restriktive regler og produktion samt handel af sukker og rom blev frigivet, hvilket tiltrak især englændere, men også hollændere til øen.

Økonomien boomede i 1760-1820. Men de gyldne år fortsatte ikke, da sukkerindustrien i Europa voksede med deraf faldende priser. Omkostningerne steg voldsomt efter slaveriet ophørte i 1848 og St. Croix blev, fra at være en dominerende spiller på markedet for sukkerindustri, til en marginal spiller. Amerikanerne købte De Dansk Vestindiske Øer i 1917 ikke for at producere sukker og rom, men på grund af øernes strategiske beliggenhed og deres havne.

Vi havde oprindelig planlagt, at ville ligge for svaj ved St Croix eller St. Thomas den sidste uge i marts mhp. at være med til at fejre 100 årsdagen den 31/3-17. Men vi måtte som sagt nøjes med at se de festlige begivenheder i Nyhederne på dansk tv. Ærgerligt, men det vigtigste var, at jeg blev rask igen.

Vi besøger først Fortet Christiansvaern, der er bygget i 1749 mhp. at beskytte hovedstaden mod andre rivaliserende kolonister, pirater og slaveopstand. Efter 1878 var det en politistation, fængsel og retsbygning. I dag er det en militær udstilling. Det gyser i mig, da vi går ind i et fangehul. Udsigten fra Fortet er god og kanonerne står alle i stilling til at forhindre uvedkommende at trænge ind i havnen.

 

Militæret siges at have de bedste dage på Christiansvaern under Guvernør Peter Von Scholten, der udvidede militæret og brandvæsnet betragtelig og holdt mange ceremonier.

Peter Scholten er dog bedst kendt for hans rolle i at stoppe slaveriet i 1848 for at afværge et slaveopgør.  I øvrigt 45 år efter danskerne, som den første nation, bragte slavehandlen til ophør. På det tidspunkt havde man importeret 27000 slaver til St. Croix. Hvad jeg ikke viste var, at han havde en sort kvinde som elskerinde, Anna Heegaard, der med stor sandsynlighed har haft indflydelse på, hvordan han så på slaveriet. På trods af at kongen godkendte guvernørens frigørelses dekret, sikrede magtfulde plantageejere og andre stærke kræfter, at guvernøren blev fyret og i øvrigt mistede sin pension. Peter Scholten døde i Danmark i 1854 som en fattig mand.

Under slaveriet havde man på St. Croix ”Free Blacks”, slaver, der havde fået deres frihed pga. trofast tjeneste hos slaveejeren eller slaven havde købt sig fri. Men først efter 1834 blev disse ”Free Blacks” regnet for at være ligeværdige med hvide. Frigjorte slaver skulle bære en rød eller hvid kokarde på deres hat.

Efter et spændende besøg på Fortet går vi videre rundt i gaderne. Vi finder kun 1 gade med dansk navn ”Dronnings gade”, lidt skuffende, ligesom flere af de gamle kolonihuse står mere eller mindre i ruiner. Vi når frem til Guvernørens hus, i King street, der blev bygget i 1830. Peter Von Scholten havde sit kontor her. Huset benyttes stadig af den lokale offentlige myndighed. Vi kan desværre ikke komme indenfor, da vi ikke har medbragt vores pas. Hovedstaden blev flyttet til St. Thomas i 1871, da sukkerindustrien var stærkt nedadgående og flere flytter fra øen.

Vi går videre til den gamle bygning ”The Danish West India & Guinea Company Warehouse, hvor bl.a. slaveaktioner foregik. I dag står der parkerede biler i gården og bygningen benyttes af offentlige myndigheder.

Ellers er der ikke meget, der minder om den danske kolonitid her på St Croix, men der skulle være endnu mindre på St. Thomas.

En spændende turistdag og byen er da til at overskue på 1 dag. Motoren er stadig ikke færdig, så næste dag vælger Carsten at skifte zinkanoder på Capri – på med dykkerudstyret.

Sidst på eftermiddagen ror Carsten over til bådværftet for at hente og påmontere motoren på vores dinghy. Jeg står i cockpittet og ser på, at min stakkels mand kæmper sig gennem tidevandsstrømmen. Men stolt kommer han susende tilbage med gashåndtaget helt i bund – helt op at plane.

Nu er det tid til at komme videre. Vi har besluttet, at sejle non-stop fra St. Thomas til Fort Lauderdale (Florida), det vil tage ca. 8 dage. Men først skal vi lige besøge St. Thomas. Vi får en dejlig halvvinds sejlads op til St. Thomas, 5 skønne timer og modtages af besætningen fra den danske båd Felicia, der kommer sejlende i deres dinghy for at ønske os velkommen til Charlotte Amalia. Felicia ligger for svaj, men vi har planlagt at gå ind i marinaen, da vores deltagelse i ARC+ giver en gratis overnatning her. Hvorfor så ikke benytte sig af det.

Skipperen på Felicia er noget overrasket over, at vi går i marinaen, da han ved, at det koster 800 kr. per nat. Men da det går op for ham, at Felicia også har en gratis overnatning, så hiver han krogen op og Felicia lægger til ved samme bro(finger) som Capri. Vi var alle enige om, at havneafgift på 800 kr./nat, det er røveri, men det var jo før, vi fik erfaringer med priserne i USA særligt New York.

Denne marina er åbenlyst kun egnet til kæmpestore lystyachter (motorbåde). Vi ser ingen under 80 fod. Landgangsbroerne altså ”fingrene”, hvor der normalt kun ligger 1 motorbåd, her kan vi sagtens ligge 3 Capri ‘er i forlængelse af hinanden. Personalet kikker målløs på Carsten, da han vil forhøre sig om, hvor vi finder toiletter og bad. Tro det eller ej, for 800 kr. per nat kan marinaen ikke engang tilbyde fattige lystbådssejlere toilet og bad, vi må bruge vores egen – ”for det gøre alle de store motorbåde jo”, er svaret. De har sikkert også en jacuzzi. Men til sidst forbarmer personalet sig over et par fattige danske langtursejlere og tilbyder, at vi kan bruge personalets toilet og bad. Hvor der i øvrigt ikke var særlig rent.  Tusind tak.

Efter en meget hyggelig og festlig aften med Felicia – det var dog knap så festligt for Annemette og Vinni næste morgen, da de faldt i rommen – gjorde vi os klar til vores næst længste tur på åbent hav, ca. 1300 sømil (8 døgn).

Den 28. april stævner vi ud fra St. Thomas. Vejrudsigten siger 3-4 dage med 5-6 m/s og derefter 3 dage med meget lidt vind, hvorefter vinden skulle komme tilbage. Endnu engang, hvor er den stabile passatvind? Nå, men vi skal jo afsted, da vi stadig håber at nå Canada i slutningen af juni.

Døgn 1.

Vejret ser lovende ud fra morgenstunden med sol og lidt spredte skyer, vind 5-6 m/s fra sydøst. Efter at have udklareret og bunket diesel snegler vi os ud gennem den relativt snævre indsejling, hvor en lille lystbåd som Capri må kæmpe mod de store krydstogtskibe om at få plads. Lige som vi når ud og skal til at sætte sejl, ser jeg en kæmpe squall komme os i møde. Vi nøjes derfor med en halv genua, ind til uvejret er overstået i løbet af en time. Nok den kraftigste squall vi har oplevet ind til nu.

Dejligt igen at være på havet, men vi skal lige have søben igen, ikke mindst jeg, der som sædvanligt må ty til søsygetabletter og tage en time på øjet. Jeg bliver så frygtelig træt, efter at have indtaget en søsygepille. Men jeg er klar til min hundevagt.

01510002
Søulken har taget sin søsygetablet

Vinden er kraftigere end vejrprognosen havde forudsagt og det blæser nu 10- 11 m/s, hvorfor vi går i 2 reb til natten. Ud over enkelte squalls og lyn forløber natten relativt roligt i de 2-3 m høje bølger.

Døgnmål: 135 sømil

Døgn 2.

Vi er begge noget trætte, man skal jo lige vende sig til at sove igen på et uroligt hav og alle de lyde, der holder én vågen. Søsygen er væk og appetitten er ved at komme tilbage. Stadig mere vind end forventet. Frisk til hård vind 10-12 m/s fra sydøst. Vi går nu mere mod vest og må derfor ændre sejlføring til wing on wing – genuaen spiles ud til modsatte side af storsejlet. Vi skal lige vende os til at arbejde med boombrake og preventer, der sikrer os mod utilsigtede bomninger. Ligesom vi skal vende os til at håndtere bridlen, der påmonteres spilerstagen, der sikrer os mod utilsigtede spiler bomninger. Havsejlads og sejlads nedad bakke (vinden bagfra) er noget anderledes end at sejle i et beskyttet farvand som hjemme i Danmark.

04440002
holder denne squall aldrig op?

Jeg ved ikke, hvorfor det meget ofte skal lyne i mine nattevagter og som regel ophører de, når Carsten overtager. Jeg er meget utryg ved lyn på havet, selvom mine rationelle tanker fortæller mig, at det dog er meget sjældent, at en sejlbåd rammes af lyn. Men jeg husker tydeligt, da vores hus i Holland midt om natten, da jeg var oppe at tisse, blev ramt af et lyn. Hold da op et brag og alt bliver mørkt – ingen elektronik overlevede.

Døgnmål: 144 sømil

Døgn 3.

Delvis skyet men vinden er løjet af, nu blæser det 8-9 m/s med vindpust op til 12 m/s. Vi skal skifte halse, mens vi stadig sejler wing on wing. Det er lidt mere kompliceret end, når vi sejler med begge sejl på samme side. Øvelse gør mester og vi, det vil sige Carsten, bliver hurtigere og mere sikker i at få spilerbommen og bridlen ført over på modsatte side. Jeg har endnu ikke gjort det selvstændigt, da vores spilerbom rager 1 m ud over stævnen, hvilket gør, at mine arme er ikke lange nok til at påmontere bridlen yderst på spilerbommen.

22180009
wing on wing med bridle

Vi er sejlet forbi Porto Rico og er på vej mod Den Dominikanske Republik.

Min nattevagt går til kl. 2, men kl. 1:30 må jeg kapitulere. Ikke fordi jeg er søvnig, men jeg er mentalt træt efter at have klaret 5 squalls og da jeg ser den sjette komme, må jeg bede Carsten om at overtage. Ligesom man har overstået en squall og sat lidt mere sejl, så kommer den næste – ind og ud med sejl, det er trættende og man føler sig meget ensom på vagten, alt imens man ser den anden ligge i fosterstilling og hører hans dybe vejrtrækning.

Døgnmål:  134 sømil

Døgn 4.

Dejlig sol i frisk vind 8-9 m/s. Lidt irriterende at vi skal ligge og krydse, da vinden kommer lige ind i ”rumpen” på Capri, så vi vælger at sejle 160 grader til vinden, hvilket betyder, at vi tager nogle lange ben, inden vi skifter halse. Som allerede nævnt, er det skide besværligt, at skifte halse wing on wing. Jeg egner mig ikke til at krydse, jeg synes ikke, at vi kommer nogen vegne, vi sejler frem og tilbage i farvandet mellem Den Dominikanske Republik og Turks.

Ved solopgang forsvinder vinden før forventet og vejrprognosen melder meget svag vind (2-3 m/s) i 3-4 dage. På med jerngenuaen (motoren) og der skal spares på brændstoffet, hvorfor vi kun går med 1600 omdrejninger. Capri har 135 l diesel i tanken og 100 l i dunke. Ved lave omdrejninger og forhåbentligt meget lidt modstrøm (0,5 kn) kan vi sejle maks. 4,5 døgn for motor og lidt sejl.

Døgnmål: 121 sømil

Døgn 5.

Sol og ingen vind, hvorfor vi tager os en tur i ”baljen” i det dejlige blå havvand. Jeg prøver at abstrahere mig fra, hvad der findes af havdyr under overfladen. Hvad man ikke kan se, behøver man vel ikke at frygte for såsom kæmpe blæksprutter, hajer m.m.

Som fornuftige og forsigtige sejlere hopper vi kun i havet én ad gangen, så den anden kan sejle tilbage og hente den efterladte. Vi sikrer os også med et tov bundet rundt om brystet, så strømmen ikke tager os. Det skulle da også vise sig at være ekstremt klogt. Efter mit hovedspring og kommer jeg op til overfladen, bliver jeg noget overrasket over at se Capri 20 m længere væk fra mig. Lidt uhyggeligt at 0,5 kn strøm kan få så stor afstand mellem Capri og mig på så kort tid, jeg var jo kun lige nede og op igen. Lykkelig er jeg, da jeg mærker tovværket omkring min brystkasse og råber til Carsten, at han skal hive mig hjem til Capri. Derefter er det Carstens tur og selvom han forsøger at svømme hen til Capri, må jeg assistere ved at trække ham over til Capri.

DSCN0110
Capri nået at flytte sig 25-30 meter før carsten kom til overfladen

Vi husker begge historien om 6 unge amerikanere, der midt ude på Atlanterhavet hoppede i vandet, uden at der var nogen tilbage ombord. Det blev katastrofalt og de druknede alle sammen, fordi de havde glemt at sætte en badestigen ned og havde heller ikke fastgjort sig til båden. Selvom om nogle af fyrene kunne svømme hen til båden, kunne de ikke kravle op, da båden havde et højt fribord og ingen badeplatform. Den manglende badestige blev deres skæbne.

Døgnmål: 87 sømil

Døgn 6.

Sol med svag vind 3-4 m/s.

Vi er nu nået op langs Cuba. Jeg har hundevagten. Jeg har efterhånden vendet mig til ”Heat – lightning”, der er lyn, som findes meget høj oppe i atmosfæren, men som ikke når ned til hav- eller jordoverfladen. Man behøver derfor ikke at frygte dem på samme måde, som når lyn går helt ned, men al den ”fyrværkeri” rundt om Capri, skærper jo ens sanser og jeg kan bestemt godt undvære dem. Det bliver dog ikke ”heatlightning”, der gør, at denne vagt udvikler sig til noget helt specielt.

En vagt og et syn jeg aldrig glemmer.

Capri sejler op gennem den gamle Bahamas Kanal, der løber mellem Cuba og Bahamas. Jeg sidder og nyder stjernetæppet over mig, mens jeg sidder og tænker eller filosofere over min nuværende livsform. Jeg nyder livet og føler, at jeg er i ét med naturen herude på havet. Man oplever naturen på en helt anden måde herude, når man sidder alene i mørket, mærker bådens bevægelser og lytter til havet.

Pludselig kommer et meget stærkt hvidt lys bagfra, som en projektør, der lyser ned på hækken af Capri. Vi er jo i nærheden af Cuba. Og måske narko-vejen? Min første tanke er derfor, at det er U.S. Coastguard, der har sat en projektør på os og om lidt lyder der ud af højtaleren: ” This is U.S. Coastguard, heave to and be prepare to be boarded”. Jeg vender mig om, det stærke hvide lys højt oppe over Capri skifter pludselig farve til grønt og drøner ned i vandet. Mit hjerte banker hurtigere og jeg tænker: ”Hvad i himlens navn var det?”. Det går langsomt op for mig, at det, jeg har set, er en meteor, der faldt ned i havet relativt få sømil fra Capri. Kors, hvor blev jeg forskrækket. Godt nok har jeg set mange stjerneskud herude, men aldrig som denne.

Døgnmål: 105 sømil

Døgn 7.

Vi fortsætter op ad kanalen, som ikke ligner nogen kanal, det er jo et stort hav og vi kan kun i mørket skimte Cuba og slet ikke Bahamas.

Efterhånden har vi fået øvelse i at hælde diesel fra dunk til tank i store dønninger.

Endelig kommer der lidt mere vind i løbet af aftenen. Og vi får endda medstrøm – er det mon Golfstrømmen vi begynder at mærke?

6-7 m/s og 1,5 kn medstrøm, nu går det da fremad.

Døgnmål: 122

Døgn 8.

Det skyer til og vinden frisker til 8-9 m/s fra sydvest, vi er ved at sejle ud af den gamle Bahamas Kanal og styrer direkte mod Florida lige ud i Golfstrømmen.

Vi er noget spændte på, hvordan denne berygtede strøm ter sig. Amerikanerne frygter den, nok lige som europæerne frygter Biscayen. Carsten er af den holdning, hvor svært kan det være, det er jo bare 60 sømil. Vi, der er vandt til at sejle på de høje breddegrader, kan vel sagtens klare lidt hård søgang og hård vind, om det skulle være. Jo jo – vi fik da vores dåb på Golfstrømmen.

Ih, hvor det går derudaf med vinden agten fra og 2-3 kn medstrøm. På vores kortplotter kan vi følge, hvor Golfstrømmen går. Vi kan se, at de modgående fragtskibe holder sig i udkanten af Golfstrømmen for at spare på brændstoffet. Så vi holder os endnu længere ude i periferien af Golfstrømmen og dermed generer vi ikke fragtskibene.

Men hvad nu? Vinden veerer og går mere i vest. Golfstrømmen løber her nordøst. Strædet er relativt smalt og vind mod strøm giver krappe søer (overfalls). Vandet piskes op og sender krappe søer imod Capri. Vinden fortsætter med at veerer og kommer nu fra nordnordvest. Bølgerne vokser til 3 m og Capri banker pæle, mens hun får vinden lige ind i snuden med 12-14 m/s.

Meget ubehagelig sejlads.

Hvad gør vi? Hvis vi sejler mere mod vest kommer vi ikke til Florida, og krydser vi længere mod øst ud i Golfstrømmen, ja så vil den drive Capri baglæns. Det er helt håbløst at gå for motor alene op imod den hårde vind og de høje krappe søer – vi kommer ingen vegne. Vi må gå for både motor og sejl – meget klodshalet – hvis vi skal gøre os håb om at anduve Fort Lauderdale. Vi sejler 25-30 grader til vinden og pakker storsejlet ned. Vi skøder genuaen om, så skødet er indenfor vanten – herefter bevæger vi os fremad for motor og en ½ genua, vi har stadig 50 sømil at gå.

Efter et par timer i denne hårde sejlads, går jeg ud fra, at Carsten resonere sig frem til, at nu kan vi ikke gøre mere, hvorfor han spørger mig, om det er i orden, at han går ned og sover. Det er jo vigtigt, at en af os er udhvilet. Jeg tror næsten ikke mine egne øre. Han må virkelig have tillid til mig, at jeg kan sejle Capri alene i hårdt vejr som dette. Jeg accepterer, Carsten hopper under dynen. Til gengæld går Carsten glip af Miami´s Skyline by Night – virkelig flot.

Ved 2-tiden om natten nærmer vi os indsejlingen til Fort Lauderdale og jeg vækker Carsten. Det er en kæmpe industrihavn, som kan være svær at finde rundt i midt om natten og den marina, vi har bestilt plads i ligger 5 sømil længere inde opad Intra Coastal Waterway. Det betyder, at vi skal igennem 2 broer, inden vi når marinaen. Vi er ikke helt sikre på, om broerne har åben 24/7, så vi beslutter at kaste anker udenfor indsejlingen kl. 3 om morgen og får 4 timers søvn.

Efter næsten 8 døgn på havet, er det skønt at kaste anker. Velfortjent natmad og vin, hvorefter vi bevæger os ind i en tornerosesøvn.

Døgnmål: 51 sømil

Ifølge vores log har vi sejlet 932 sømil. Ifølge guidebogen er distancen i rhumb line 1075 målt ud fra GPS. Hvorfor denne forskel? Vores log måler hastigheden igennem vandet. Det betyder, at har vi medstrøm, måler den for lidt og modstrøm, måler den for meget. Derudover har vi ikke fulgt rhumb line, den direkte rute, da vi har været nødt til i et par døgn at krydse. Vores vurdering ud fra timer og fart over grund er, at vi har sejlet ca. 1200 sømil.

Rimelig udhvilet efter 4 timer, vi er jo ikke vandt til at sove så mange timer i træk, er vi klar til at anduve Fort Lauderdale havn og finde vores marina blandt de 5 andre. Jeg står bag roret og ser noget dukke op af vandet til styrbord. Det er et hoved, er det en svømmer? Pludselig ser jeg et stort skjold næsten 1 m i diameter komme til syne i vandoverfladen og det går op for mig, at jeg har følgeskab af en kæmpe havskildpadde, men hvad er nu det? Under denne havskildpadde kommer endnu en havskildpadde til syne, begge kikker over på Capri. De svømmer ikke, nej, de ”boller” og jeg bliver helt flov og ærgerlig over at have forstyrret Hr. og Fru Havskildpadde i deres elskovsleg en tidlig ellers fredelig lørdag morgen. Jeg ramte dem heldigvis ikke, men var kun ca. 5m fra dem. Skildpadderne ses i slutningen af denne video:

Dagen efter, da jeg sidder tidligt om morgenen i cockpittet og nyder min kop te, møder jeg endnu et fascinerende havdyr. Da vi sejlede op ad kanalen ind til marinaen, så jeg skilte langs kanalen, hvorpå der stod ” Gå med langsom fart og vær opmærksom på Manatees”. Jeg anede ikke, hvad en Manatee var, men man havde været så venlig også at afbillede dyret på skiltet. De lokale kalder dem for Sea Cows (Søkøer). Jeg synes nu ikke de ligner køer, men snarere en mutation mellem en sæl og en bæver uden hale, hvor størrelsen ganges op med 4.

Her sidder jeg alene i mine dybe tanker og registrerer en Manatee dukke op til overfladen tæt på Capri – WOW, siger jeg bare. Carsten kommer op i cockpittet og spørger, hvad er der. Jeg når kun lige at forklare ham, hvad jeg har set lige derude, da pludselig 5 Manatees dukker op og svømmer forbi i formation. Desværre nåede vi ikke at hente kameraet.

Vores danske sejlervenner på Con Kiki ankom nogle dage efter os, så vi nåede at nyde deres selskab, mens de gjorde Con Kiki klar til hjemtransport på et fragtskib. Målet med at lægge til i Fort Lauderdale var både at møde Con Kiki og at møde Carstens anden datter Kara, som vi ikke har set i flere år. Vi nød flere middage med Kara og hendes samlever Michael.

Efter en uge er vi klar til at lægge fra og stævne ud mod Charleston i South Carolina, hvor vi har aftalt at mødes med Debbie og Marshall, vores tidligere naboer på Galions vej gennem 3 år.

Turen til Charleston forventes at tage 3,5-4 døgn ca. 450 sømil (rhumb line).

Døgn 1 (14/5 kl. 14):

Vi er noget spændte på sejladsen, da vinden, der dog kun blæser 5 m/s, kommer ud af østnordøst. Det er jo kun en uge siden, at vi oplevede modvind og en stærk medstrøm, hvordan det kunne skabe overfalls med meget krappe høje søer. Den oplevelse kan vi godt undvære. Men det går fint, vi sejler foran for tværs og har ingen ubehag fra bølgerne, Capri skærer sig fint igennem dem.

Vi har sejlet et par timer, da jeg går ned for at hente mig en kop te, da jeg pludselig hører VHF- radioen gå i gang.  ”Mayday, Mayday, Mayday” og en meget panisk stemme oplyser, at have set en båd (går ud fra en motorbåd) vende bunden i vejret og der er nu 6 personer i vandet. De små speedy motorbåde (lystfiskere) ser vi ofte drøne ud på havet og kastes rundt i bølgerne, helt uforsvarligt i vores øjne. Kystvagten der straks svarer, gør anmelderen opmærksom på, at det er en Mayday Relay, da han ikke selv er i livsfare, men kalder på andres vegne. Vi er ca. 45 min fra stedet og Carsten kalder Kystvagten for at forhøre sig om, om de ønsker vores hjælp, men havnepolitiet er allerede på stedet, da det viste sig, at uheldet skete lige udenfor en indsejling.

Men det gjorde da alligevel et indtryk på mig, at høre et virkeligt Mayday. Hvor panisk situationen hurtigt bliver – kan man nu tænke og handle rationelt og effektivt? Det føles godt, at der hurtigt bliver reageret på VHF- radioen og der er hurtig hjælp at hente, når man er kystnært. Men hvad nu ude midt på oceanet, hvis vi skulle komme i livsfare? Vi håber, at der er et fragtskib i nærheden, der hører os på VHF-radioen eller reagerer på vores Epirb (satellitsender i 48 timer). Hvis der ikke er nogen i nærheden, så håber jeg, at der er nogen, der reagerer på vores Mayday melding over kortbølgeradioen. Endelig må vi ty til vores satellittlf, der ringer direkte til SOK (Søværnets Operative Kommando i DK), der kan tilkalde hjælp, der hvor vi nu må befinde os i verdenen.

Vinden falder typisk hen på natten og vi må finde os i at være motorsejler et par timer ind til vinden vender tilbage. Men det går rask fremad for hen på morgenstunden nærmer vi os Golfstrømmen og skubbes fremad med 3,5 – 4 kn. Dejlig sejlads.

Døgnmål: 87 sømil (loggen), beregnet timer x fart over grund = 167 sømil

Døgn 2.  

Vejret og sejladsen uændret fra i går ind til jeg starter min hundevagt, vinden falder til 2-3 m/s. Jeg opgiver sejlene, der står og flagrer. Dejlig klar stjernehimmel og så skal jeg sidde og høre på den motorlarm. Øv.

Vi er nu nået op til Georgia og befinder os i Golfstrømmen. Ohøj, hvor vi sejler eller gør vi det? Fordi fart gennem vandet er kun 3 kn, men fartvinden på mine kinder siger noget helt andet, hvilket stemmer overens med, at fart over grund er 9 kn. Hold da op – er vi oppe og plane? Nej, det kan man vel ikke kalde det, men Capri befinder sig på et ”transportbånd” også kaldet Golfstrømmen. En helt gratis transport. Propellen kan ikke få ordentligt fat i vandet i denne stærke medstrøm, den kavaterer (snorre rundt som et piskeris) og kan dermed ikke skabe ordentligt fart – det føles lidt underligt. Men det går fint med at holde styrgang, da strømmen kommer lige ind i ”røven” på Capri. Godt vi har kurs denne vej, så man kan nyde det, det bliver lidt af en udfordring, når vi til næste vinter skal den anden vej tilbage til Caribien.

Døgnmål: 73 sømil (loggen), beregnet ca. 171 sømil

Døgn 3:    

Vi har stadig kun meget svag vind og nu begynder vi at bevæge os væk fra Golfstrømmen og tættere på kysten og må nøjes med 1,5 kn medstrøm.

Overraskende efter 2,5 døgn nærmer vi os indsejlingen til Charleston, som vi først havde forventet at anduve efter 3,5 – 4 døgn. En meget lang indsejling ca. 20 sømil og man skal da være varsom med at bevæge sig udenfor storskibs indsejlingen, da der findes mange rev. Det er over midnat og jeg vækker Carsten. Jeg trænger til et par timers søvn og Carsten beslutter sig derfor for at sejle langsom 3-4 kn ind gennem indsejlingen, så vi kan anduve havnen, når jeg er udhvilet og det begynder at lysne.

Dejligt med 4 timers søvn, men da jeg kommer op i cockpittet, er Carsten helt op at køre, fordi en af de store grimme biltransport fragtskibe nær havde sejlet Capri ned i sejlrenden. Carsten har hele tiden holdt sig helt ude langs kanten, men måtte trække helt ud, da den kom blæsende direkte mod Capris hæk. Heldigvis var der dybt nok lige udenfor sejlrenden. Carsten havde set ham på AIS, men pludselig satte han kurs direkte mod Capri og indenfor 20-30 m af Capri. Carsten fik et helt chok og mente, at han kunne sgu da have kaldt Capri over VHF-radioen, hvis han mente, at vi var i vejen for ham.

Døgnmål: 51 sømil (loggen) beregnet ca. 102

I alt: 205 (loggen) beregnet: timer x fart over grund = 440 sømil på ca. 2,5 døgn.

Nå – men vi når da helskindet ind til Marinaen, hvor vi bliver i 2 uger, mens vi delvist bor hos Debbie og Marshall og på båden. Herefter sejler vi opad Intra Coastal Waterway til Debbie og Marshalls sommerhus, hvor vi venter på, at Bente og Lars skal komme og påmønstre.

DSCN0231
Marshall and Debbie

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s