Norfolk

 

Vi kommer snart til enden af vores ICW eventyr. Vi tilbringer natten ved Great Bridge Landing som ligger lige før den eneste sluse på hele ICW. Tidligt i morgen, sejler vi under Great Bridge, gennem slusen, ned af Norfolk floden og til sidst ud i Chesapeake Bay.

Great Bridge har fået sit navn fra et slag mellem kolonisterne og Briterne i uafhænglighedskrigen, sidst i 1700 årstallet. Kolonisterne slog Briterne og overtog Norfolk havn. Dette var et vigtigt slag og mange historikker navner det som et af de afgørende slag i krigen. Erobring af Norfolk Havn gav nemlig kolonisterne en dybvands havn fra hvilken de kunne angribe de Britiske skibe på Atlanten og derved forstyrre den Britiske general Cornwallis’s forsyningslinjer.

Men tilbage til ICW og vores sidste del. Vi kom op af Alligator flodens kanal. Her bor der bjørne, rådyr og meget andet vildt – flod odder så store som sæler osv. Dette er nok det område langs ICW hvor der findes færreste mennesker – her er der helt tomt. Området er skov, marskland og sump. Der findes mange træstupper i vandet her og det kan være svært at navigere. Efter kanalen kom vi op i selve Alligator floden (ja – da ER alligator her i floden, så ingen af os følte trang til at tage en rask svømmetur), og overnattet i en marina ud i midten af ingen ting. Der var masser af insekter her, men intet andet.

DSCN0506
insektjagten skærpes

Vi ringede i forvejen da vores harbour pilot sagde de havde 8 fod vanddybde både ved indgangen såvel som inde i havnen. Fyren der svaret telefonen sagde, ”ja ingen problem – vi fik udgravet for et par år siden.”

Nåvel – ingen problem for ham måske, men da vi forsøgte at komme ind var vi nødt til at pløje en fure gennem en sandbanke med vores køl. Jeg blev ved med at give den mere og mere gas, men vi gik fremad langsommere og langsommere. Til sidst fik motoren fuld hammer og vi kom gennem den sidste del af sandbanken og ud i frit vand, hvor der var 8 fod (de fleste steder).

Den næste morgen bunkerede vi diesel og naturligvis var der ikke 8 fod ved pumperne – der var måske lidt over 7 fod. Men vi fik diesel på og Vinni sejlede os ud.

Eller rettere sagt – hun pløjede vores vej ud. Denne gang lagde Capri sig lidt ned på siden mens Vinni gav den fuld hammer og til sidst var vi ude. Så meget for 8 fod.

Det skulle vise sig at være den sidste af vores bekymringer – herfra til Norfolk var det glat sejlads. Som vi kom tæt på Norfolk så vi skilte der viser vej til The Great Dismal Swamp rute (den Dystre Sump rute).

DSCN0459
Vejen til Den Store Dystre Sump

Vi kiggede med længsel på skiltet, og ønsket at vi havde en båd med en 5 fods køl og en mast der kun var 35 fod. Ruten fører ind gennem The Great Dismal Swamp (sikke et navn!) og kommer ud igen længere sydpå i ICW. Det skulle være en uforglemmelige oplevelse at sejle den – men desværre.

The Great Dismal Swamp var engang ejet af George Washington, USA’s første President, sammen med nogle andre som en investering. Det var meningen at de ville beskære al skoven og sælge jorden som gårde. Washington endte med at række sig ud og solgte sin andel til ”Lighthorse” Harry Lee, som tilfældigvis var Robert E. Lee’s (den berømte sydstatsgeneral i borgerkrigen) far. Skoven blev beskåret med jorden kunne ikke bruges til gårde og projektet døde hen. I 1950erne donerede de daværende ejer jorden il regeringen som park hvilken det har været lige siden. Området henstår som sump og har vokset sig fuldkommen vildt – og det få det lov til at blive ved med.

Vi ville meget, meget gerne have sejlet det – men Capri kan simpelthen ikke komme derind. Vi får nok aldrig en anden chance så det bliver en af de ting hvor vi må sige – i vores næste liv (suk).

Vi gjorde exit ud i Norfolk havn, under en løftebro og forbi Norfolk flåde station.

DSCN0464
løftebroen passeres

Nu er Norfolk flådestation den store Amerikanske flådestation på østkysten og den er bare stor og ligger på begge sider af havnen. Der er masser af fregatter og andre skibe og på vores video siger jeg der er 4 hangarskibe – men jeg tog fejl.

DSCN0483
Et af hangarskibene

Vi talte 8 hangarskibe hvoraf nogle var ved at blive bygget og et par var inde for vedligeholdelse, inklusiv The Eisenhower.

Der var tonsvis af trafik og det kom fra alle retninger så vi fik hurtigt travlt med at holde øje med dem samt at navigere. Vi oplevede noget usædvanligt på vej ud af Chesapeake. En stor fragtskib, Ultra Saskatchewan, var på kollisionskurs med os. Vores AIS sagde at vi ville passer 146 meter fra hinanden hvilken er alt for tæt for vores vedkommen. Som sædvanligt kaldte vi ham på VHF men han svarede ikke. I alt kaldte vi 5-6 gange uden han svarede. Til sidst, da vi skulle til at lave en større undvig manøvre, drejede han hård af og sejlede op ad sejlrenden ind i Chesapeake. Vi har aldrig før oplevet at et skibe ikke svaret os. Det må være fordi han viste at når han drejede ville der ikke være nogle chancer for et sammenstød – men han burde have svaret og oplyst os alligevel.

Til allersidst havde vi en ubehagelige oplevelse lige som vi passeret bøje nummer 1, den første på vej ind in Chesapeake Bay. Jeg så noget i vandet og spurgte om der var nogen som kunne se hvad det var. De andre var enig om at det nok var en eller anden badedyr – altså en rubber ducky eller lignende.

DSCN0492
det var ingen “rubber ducky”

Jeg blev ved med at kigge og jo mere jeg kiggede, jo mere bekymrede blev jeg. Til sidst tog jeg vores kikkert og så godt efter.

Det var en redningsvest og der var en person i den.

Ah shit! – Personen bevæget sig ikke og dette betød næsten med sikkerhed at det var en vasker- altså ville vi skulle hive et lig ombord. Jeg drejet rattet og vi nærmede os.

Ja det var en redningsvest og ja der var en person i den og nej, han bevægede sig slet ikke. Vi kunne tydeligt se et hoved og net par arme.

Shit, shit, shit!

Vi tog en lille cirkel rundt om og så gik det op for os at det var en mannequin i en redningsvest. Det var tilsyneladende en øvelsesdukke som blev brugt til at øve mand overbord og så var den flydt væk under en øvelse.

Vi kaldte Coast Guard på radioen for at høre hvordan de ville have vi skulle forholde os. Mærkværdigvis, var de ligeglad. De sagde at vi kunne samle den op og tage den med og så smide den ud når vi kom frem, men vi har ikke mulighed for at have den liggende på vores dæk under åben havsejlads, så det takkede vi nej til.  Lad den ligge sagde de så.

Det undre mig da den faktisk ser ret livagtige ud på afstand og der vil helt sikkert være flere end os der ender med at ”redde” den – og nogle gange vil det være under meget svære og farlige omstændigheder.

Vi efterlod mannequinen bag os og bevægede os ud på åben hav. Dette er Lars og Bente’s første sejlads på Atlanten og turen til New York vil tage os omkring 40 timer.

 

Mere om det i næste føljeton

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s