Norfolk til New York

 

Efter vores lille tur med en man overbord øvelsesmannequin (se tidligere indlæg), drejede vi mod nor dog satte alle sejl. Vi havde 12 knob agten for tværs så vi hejste alt hvad vi havde og pludseligt sejlede vi 6,5 knob. Dejligt afslappende sejlads og snart fik vi os delt op i de vagter vi skulle have i løbet af natten.

DSCN0505
Lars og Bente snorker i deres køje

Men snart blev vi klar over at vi var omringet af både (vi kunne se dem på vores AIS) med vidunderlige og berømte navne: Intrepid, Dauntless, Valiant, Fearless, Audacious, Courage samt andre. Disse er navne der bringer de gamle Americas Cup både i erindring, og den æra da USA altid vandt Americas Cup. Disse var navnene på berømte 12 meter både.

De var nu godt nok ikke de berømte både – de var Kadetbådene fra de Amerikanske Flådes Officers Akademi i Annapolis.  Ligesom den Danske Flåde har Thyra og Svanen, har Amerikanerne flere både – med disse berømte navne. De er 14 meter lang og har en besætning på 10 mand, kontra Capri som er 12 meter og har en 2 mands besætning (nu 4 med Lars og Bente).

DSCN0508
omringet af de berømte navne

Selv om Capri op imod hårde odds, holdt hun stand og vi fulgte godt med hele natten da vi knaldede op langs Maryland/Delaware kysterne. DA morgen gryede, var vi stadig med, dog var de andre begyndt at trække fra os. Vinden var 14-16 knob og i den slags vind, fløj Navy bådene deres flyve sejl, dvs. spiler eller gennaker, mens vi kun havde vores storsejl og vores genua. Henad på eftermiddagen var de næsten alle sammen foran os – men ikke langt foran.

Sidst å eftermiddagen, rebede vi ned til 2nd reb i vores storsejl da bølgerne var vokset og sejladsen begyndte at blive ubehageligt. Bente gik nedenunder og kort tid derefter hørte jeg et brag, der lød som en af vores døre der blev smækket.  Jeg kiggede ned og kunne se Bente sidde på dørken og kigge op på mig. Jeg gennede Lars derned for at se om der var sket noget og nogle minutter senere kunne Lars komme op og fortælle at Bente havde faldet og ramt sin skulder mod vores kaptajnsbord og sandsynligvis havde brækket skulderbladet.

Det betød at vi skulle søge havn og at det skulle være den nærmeste. Efter lidt tid, konstateret vi at Cape May, New Jersey var den nærmeste vi kunne få Capri ind i. Der var 36 sømil, altså omkring 6 timer. Vi lagde kursen om, startede motoren og bankede derudad for både motor og sejl.

Nu er der lang fra indsejling til Cape May og den ende af havnen hvor vi skulle ligge. Det var blevet mørk og der var en let dis (jada- alt skal jo være lidt mere besværligt når det er Vinni og Carsten). Det var mørkt, mørkt, mørkt og Vinni var n ødt til at sidde på rælingen med vores store lygte og lyse efter bøjerne. Hun ville sige ”rød til højre – kig nu”, mens hun holdt lyset på bøjen og sådan fortsatte vi en næsten 45 minutter før vi endeligt kunne lække til ved kajen.

Jeg ringede til 112 for at høre hvor den nærmeste akutmodtagelse var samt et nummer til taxa. Da jeg havde fået det, forsvandt Lars og Bente ud i mørket. ET par timer senere kom de tilbage og ganske rigtigt så havde Bente brækket skulderbladet, og det betød at hendes sejlerdage var ovre i denne omgang. Vi besluttet at de skulle leje en bil og møde os i New York, men først ville vi se lidt på denne vidunderlige strandby vi var havnet i – Cape May.

Cape May er Amerikas første strandby – det var her de rige kom fra Philadelphia og New York. De byggede flotte huse og der var tog der kørte direkte fra New York hertil. Hele byen er stort set fredet og mange af de individuelle huse er fredet og skal bevares. Byen blev bygget i årene 1870 til 1890 og reflektere arkitekturen fra den tid.

Og hvilken vidunderlige smukke huse!

DSCN0509
8 kantet huse – se lige de lilla kanter!
DSCN0528
Kan det blive mere storslået?

 

DSCN0526
Ja det kan det- – det gamle strandhotel

Der bliver brugt mange penge for at holde husene i perfekt stand – det er en ære at eje en af dem.

DSCN0520
Brandstationen-hvor smuk

Et par dage senere, lagde Vinni og jeg så ud i tæt tåge (ja – der er jo os der sejler – hvad havde i forventet?), langsomt kom vi ud af den lange havn og indsejlingen og så var vi på havet igen. Denne gang som double-hand, hvilke vi jo er vant til og det var jo kun et døgns sejlads til Sandy Hook hvor vi skulle møde Bente og Lars.

Ved midt morgen begyndte tågen så at lette og vi kunne å sat sejl og komme rigtigt i gang. Vejret artede sig indtil kl 2 om morgen hvor tågen rullede ind igen og vi tændte radaren for alvor. Tågen blev tættere og til sidst kunne vi dårligt se forenden på Capri. Men vi dog se bøjerne og nogle både på vores radar.

En af dem var en sejlbåd på parallelkurs og da han dukkede op lige ved siden af ham, gav vi ham et trut i vores tåge horn. Det tog han til at mene vi var i havsnød og han drejede over og kom tæt på.

Nej vi var ikke i havsnød – det er almindeligt at trutte når man er i tåge – så han drejede af og forsvandt ud i tågen igen.

Marinaen ved Sandy Hook havde ikke plads til os, så vi besluttet at sejle videre til Liberty Landing i New Jersey lige over for Manhattan og Lars og Bente ville så møde os der.

Turen gennem New York havn i tågen var vild og i kan læse mere om den i vores næste post.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s