Turen til New York

Det er den 13. juni og klokken nærmer sig 10, hvor slusen åbner. Det er afslutningen på vores sejlads op gennem ICW (Intracoastal Waterway) for denne gang. Det er Lars og Bente’s 2 uge på Capri.

Jeg har brugt morgenstunden til at forklare Lars, der aldrig har sejlet gennem en sluse før, hvordan man her håndterer en båd. Efter at have passeret 48 sluser i Skotland sidste sommer, mente jeg at kunne rådgive Lars. Jeg forklarede Lars, hvordan vi med stor sandsynlighed ville blive tætpakket med både i den lille sluse. Dernæst hvordan strømhvirvler, når vandet lukkes ud, vil kaste Capri op og ned ad molen. Derfor vil det være vigtigt, at han og jeg har helt styr på alle fenderne, så Capri ikke unødigt vil få skrammer eller huller i glasfiberen – alt imens at vi begge sørger for at slække ud på fortøjningerne i takt med at vandstanden sænkes.

Om min troværdighed hos Lars er dalet, ved jeg ikke, for intet af det, jeg havde sagt, der ville ske, skete. Som jeg plejer at sige: ”Everything in the states is bigger than in Europe”, selv slusen var mindst 5 gange større end sluserne i Skotland, så der var masser af plads til de 7 både. Strømhvirvler mærkede vi intet til, da vi kun skulle mindre end 1 m ned og ikke 3-4 m som i Skotland. Alt gik godt og uden skader.

De store motorbåde strøg forbi os med 10-12 kn for at nå åbningen ved de næste hæve-sænkebroer. Vi gik jo kun 6,5 kn og måtte indse, at vi skulle cirkulere foran broerne til næste åbning. Men sådan skulle det ikke gå. ”Bro-fætter” lod nemlig de 6 motorbåde vente på, at Capri nåede frem – tak til ham. I øvrigt meget imponerende at se en bro af denne størrelse blive hævet, så vi kan passere under den.

Efter en lille times tid sejlede vi ind gennem Norfolk Havn for at komme ud i Atlanterhavet. En MEGA havn, ” Every thing is bigger…….” bestående af en kæmpe industrihavn, 3-4 lystbådehavne og ikke mindst et enormt område afspærret til The Navy.

DSCN0483
Et af hangarskibene

Jeg har aldrig set et hangarskib alive og var ved at tabe underkæben, da jeg sejlede forbi den første – kors, hvor er den bare enorm-, men jeg tabte helt pusten, da vi længere inde i havnen så 5 hangarskibe liggende på rad og række. Endelig nærmede vi os sejlrenden, som ville bringe os ud i Chesapeake Bay og videre ud på havet.

Vi er ved at passere den sidste sideafmærkning og jeg er på vej ned i kabyssen for at lave kaffe og te, da jeg hører Carsten sige: ”Hvad er det der? Jeg kikker i den retning han peger og konstaterer, at det ligner et badedyr eller noget lignende. Carstens lange syn er tilsyneladende noget bedre end mit, for han ser bekymret ud og styrer over mod badedyret ”for vi må hellere se nærmere på, hvad det er”. Han beder Lars, som står med vores kikkert, om at se, hvad det kan være. Lars svarer ikke og Carsten beder om kikkerten. Han bliver helt bleg i ansigtet og siger, at det er en redningsvest og han kan se et hoved. Der bliver tavshed i cockpittet og jeg bliver kaldt op på dæk. Alle er bange for, at det er en ”strandvasker”, men heldigvis er det kun en dukke – dog i menneskestørrelse, som ser helt livagtig ud. Det fik da lige pulsen op hos os alle fire.

DSCN0492
det var ingen “rubber ducky”

Som Carsten allerede har fortalt i sin beretning, så tog U.S. Coastguard ikke sagen særlig seriøst. De gad knap nok hente dukken og bad os om at bjærge dukken og aflevere den i næste havn. Carsten forklarede dem, at den havde vi ikke plads til på vores lille båd. Jeg håber sandelig, at U.S.Coastguard reagerer mere professionelt, når det gælder nødsituationer.

Jeg blev da også selv overrasket over min egen reaktion. Jeg tog det da heller ikke seriøst. Antog at det var et badedyr uden at undersøge det nærmere og så gå ned og lave kaffe. UPS, hvor ansvarsløst og sjusket. Men jeg er næppe den eneste, der ville reagere således og det kan derfor ikke siges tit nok ”bliv i båden – ingen mand over bord”, man finder dig aldrig ude på oceanet.

Nå, men med lidt vind i sejlene nød vi at komme ud i ”blue ocean sailing”. Lars´s smil gik fra øre til øre, mens han sad bag rattet, holdt udkik og nød at autopiloten gjorde arbejdet. Bente lider tilsyneladende ikke af søsyge, så hun kunne nyde en god krimi – det er ikke lykkedes mig endnu at læse mens vi er på havet, for så kommer kvalmen med det samme.

”Hold da kæft, hvor er det her fedt”. Det er Lars, der sidder på badeplatformen og nyder sit udendørs brusebad. ”I’m in Heaven”!

Efter at have nydt Carstens stærke Chili con Carne, går drengene til ro. Bente og jeg tager aftenvagten til kl. 22. Vi nyder samværet og måneskinnet samt stjernetæppet over os. Bente er ligesom jeg uddannet narkosesygeplejerske og er nu ”hjerte-lunge pige” på Rigshospitalet, så vi har jo færdes i de samme kredse igennem vores karriere. Det kan nok være, at der blev snakket og sladret om de gamle kollegaer, men selvfølgelig i en god tone. Kl. 22 overtog Carsten vagten og vækkede Lars kl. 24, så han kunne være med på hundevagten. Jeg blev vækket kl. 2 og overtog til kl. 6. Ved 4-tiden så Lars noget brugt ud, det havde jo været en meget varm dag og derfor umuligt at sove på forskud. Men Lars insisterede på at ville blive oppe til solopgang og hvilken solopgang på åbent hav – det er helt specielt, måtte han indrømme og så hoppede han i køjen.

Alle nød dag 2 ind til midt på eftermiddagen, hvor vinden gik i nord og friskede op til 8-9 m/s. Det lyder ikke af meget, men Lars og Bente måtte jo konstatere, at det her er ikke Øresund. Her rejser bølgerne sig hurtigt til 2-3 m og med megen kraft. Capri krængede en del i bidevind, vinden tog til og bølgerne blev større og krappe. Vi måtte efterhånden ”gå på væggene”.

Nu synes jeg, at vi skulle rebe sejlene, for at få en mere behagelig sejlads. Jeg havde rigtig dårlig samvittighed overfor Bente, fordi Bente havde, inden de kom, sagt, at hun ikke er til store bølger eller havsejlads. Men jeg havde fået overtalt hende, da det jo kun var maks. 2 døgnsejlads. Jeg havde lovet hende, at vi kun stak ud på havet med et godt vejrvindue. Det havde vi ifølge Predict Wind, men på oceanet kan man aldrig vide sig sikkert. Og nu begyndte det at ligne hårdt vejrs sejlads. Jeg bad Bente om at gå nedenunder, mens vi tre andre rebede sejlene. Det gjorde vi så, men herefter havde vi ikke ”motorkraft”(sejl) nok til at bryde igennem de kraftige bølge og gik kun 3,5 kn. Det går ikke, meddelte jeg skipper, vi er nød til at søge havn og han var enig. Der var bare lige det, at vi var ca. 45 sømil fra kysten og det ville tage os ca. 7 timer at komme i nærmeste havn. Vi ændrede kurs mod Cape May.

Efter vi havde fået rebet og ændret kurs mod land, valgte Bente at blive nede i salonen og læse. Pludselig lyder et brag nede fra salonen, Carsten kikker ned og ser Bente sidde på gulvet. Hun ser noget chokeret og hjælpeløs ud, hvorfor Carsten dirigerer Lars ned med det samme for at se, om hun har slået sig. Derefter overtager Carsten roret og jeg går ned for at få et overblik over situationen.

Vi får sat Bente op på en stol. Jeg beder Bente vise mig, hvor meget eller hvor lidt hun kan bevæge venstre arm. Det er bestemt ikke meget. Folk, der har prøvet at brække en til flere knogler tidligere, ved med sikkerhed, når uheldet er ude igen om de har fået en fraktur. Bente hører til denne gruppe. Så da hun meddeler mig, at hun i faldet klart fornemmede, at der skete noget, var jeg overbevist om, at hun havde brækket skulderen. Om det var skulderbladet eller inde i selve skulderen kunne vi ikke vurdere, det kan kun et røntgenbillede afsløre. Jeg gav Bente noget smertestillende og bad hende om kun at drikke vand, så hun kunne være fastende, når vi nåede et hospital. Vi viste jo ikke, om hun skulle opereres eller ”kun” fikseres. Lars fik Bente lagt ind på sengen, så hun de næste 7 timer kunne forsøge at slappe af. Hun var selvfølgelig bund ulykkelig, da deres sejlerferie fra nu af var i fare for at blive aflyst og Lars der havde glædet sig allermest til at sejle ind i New York.

Nu overtog søsygen mig igen. Hvis jeg er træt, lavt blodsukker og bliver utryg eller bekymret, så er den der med det samme. Jeg havde det elendigt over, at Bente var kommet til skade, jeg følte, at jeg havde noget af skylden, da det var mig, der havde overtalt hende til havsejlads. Så jeg måtte også gå til køjs et par timer.

Efter 6 timer var vi nået til kysten ud for Cape May, men Marinaen havde de gemt godt væk inden skærs. Indsejlingen tog næsten en time i mørke og meget dis med overfalls og strømsøer lige ved indsejlingen. Skipper måtte holde tungen lige i munden med øjnene klæbende til kortplotteren, mens jeg stod og lyste ud i mørket og disen med min lommelygte for at finde sideafmærkningerne. Der var absolut ingen vand udenfor sejlrenden, der i øvrigt var meget smal. I langsom fart og med 2 -2,5 kn medstrøm fandt vi endelig lystbådehavnen bagest i industrihavnen. Med lidt besvær fik vi Capri lagt til og fortøjet til kajen – det er ikke nemt i en så stærk strøm. Fat i en taxa og få Bente og Lars sendt afsted til nærmeste hospital.

Carsten og jeg tog en ostemad og delte en flaske rødvin. Vi var total færdige efter denne sejlads og ikke mindst den besværlige indsejling. Lars ringede efter en times tid og fortalte, at skanningen viste fraktur af skulderbladet. Ingen operation, ej heller fiksering men kun smertestillende medicin. Vi gik i seng og hørte ikke de to liste i senge 2 timer efter os.

Næste dag blev skipper og besætningen enige om, at Bente ikke skulle ud i havsejlads. Så planen blev, at Bente og Lars skulle leje en bil og overnatte på et hotel ved Sandy Hook lige ved indsejlingen til NY, mens vi sejlede Capri op til den aftalte Marina. Ingen tvivl om, at Lars var skuffet, han havde i flere måneder drømt om at sejle ind i New York, men nu var situationen en ny. Men da det gik op for Lars, at de jo skulle stige på i Sandy Hook og dermed alligevel få hele indsejlingen til NY, kom smilet frem igen.

Vi valgte lige at bruge et par ekstra dage i Cape May. En skøn feriebadeby (a la Skagen). Mens Bente sundede sig over chokket og smerterne i cockpittet med smertestillende medicin og en god krimi, gik vi tre en lang tur i downtown med de smukkeste huse i ”Southern style” fra 1860. Både Charleston og Cape May fik mig til at tænke på filmene ”Borte med blæsten” og ”Nord og Syd”.

DSCN0524

DSCN0520
Brandstationen-hvor smuk

Det var underligt den 17. juni at lægge ud fra Cape May, mens Lars og Bente stod på kajen og vinkede. Selvfølgelig var der tæt tåge også inde i havnen, men vi havde heldigvis vores track, vi kunne følge på kortplotteren. Efter et par timer aftog tågen, men den kom desværre igen og gennem hele natten måtte vi navigere ud fra vores radar og AIS. Så kan 4 timers vagter godt være lidt anstrengende, mens den anden sover trygt.

Tågen fortsatte om morgenen, da vi skulle anduve indsejlingen til Sandy Hook. Jeg havde fulgt en prik på min radar i et stykke tid, som nærmede sig Capri. Først da prikken var mindre end 100 m fra Capri, kunne jeg svagt se konturerne af sejlbåden. Vi gav et trut i hornet for at gøre opmærksom på, at vi var der, men det opfattede den anden skipper som, at vi var i havsnød, hvorfor han styrede direkte over til os. På VHF ‘en kunne vi meddele ham vores hensigt, jeg skulle nemlig vige for ham. Han havde i øvrigt set os i lang tid på sit AIS, men da han ikke sendte AIS, kunne vi ikke se ham, kun på radaren. Godt vi har begge dele.

Efter 1,5 time anduvede vi den lille Marina, hvor vi havde aftalt at mødes med Lars og Bente. Dejlige knus og kram fik vi fra dem begge som velkomst. Da de selv havde kørt i tæt tåge hele vejen op til Sandy Hook, havde de været noget bekymret for os ude på Capri. Mon Carsten og Vinni når hele vejen herop eller er de nød til at søge i nødhavn? De fulgte os derfor på Marine Traffic hele vejen. Men nu opstod et nyt problem, fordi vi kom til marinaen en dag tidligere end vi havde booket og dermed havde de ikke plads til os.

Inden vi forlod Cape May kom jeg i snak med en ung canadier, der anbefalede os at overnatte i Liberty Landing Marina med udsigt til The Statue of Liberty samt Manhattan – det kunne vi jo ikke stå for, så fat i mobilen og heldet var med os. De havde en plads til Capri alle 5 dage ind til Lars og Bente skulle flyve hjem. Vi kunne ikke blive ved kajen i Sandy Hook, vi fik lige en halvtime til at sluge noget morgenmad i. Dermed var der ikke tid til, at Lars kunne aflevere bilen og komme tilbage, så Bente og han måtte fortsætte i bil til NY.

Nu hang mundvigene på Lars: ”så får jeg jo ikke oplevet indsejlingen til NY og set The Statue of Liberty”, som vi jo havde lovet ham. Jeg trøstede ham med, at i den tætte tåge var det alligevel ikke optimalt at opleve indsejlingen og tage billeder. I stedet kunne vi jo en af de kommende dage i solskin sejle tilbage ud, hvor indsejlingen startede og opleve det sammen, kaste anker ved den berømte statue og spise frokost. Den købte han på stedet og afsted tog vi i hhv. bil og båd.

Vi har sejlet et par timer og nærmer os Verrazano Narrows Bridge, som er den kæmpe bro, der går fra Staten Island til Brooklyn og som markerer indsejlingen til Hudson River og NY. Tågen er så småt begyndt at lette og trætheden fra den sidste 1,5 døgnsejlads i tåge forsvinder, da jeg kan se skyskraberne fra Manhattan stikke op over skyerne. HVAD SKER DER? Hvad sker der lige med mig? Pludselig løber tårerne ned ad kinderne på mig, hvilket overrasker både Carsten og mig. Jeg har hørt og læst om, at det er noget særligt, at anduve NY på egen køl. Ja ja da, men jeg har været i NY 2 gange før, så hvor specielt kan det være for mig. De følelser, der opstod indeni mig, da jeg så Manhattan Skyline og kunne skimte den grønne statue, kan jeg ikke beskrive, det var så bevægende og det var så uvirkeligt, at Carsten og jeg har sejlet alene med Capri over ”Dammen” til NY næsten 10.000 sømil (en strækning svarende til halvdelen af ækvatorrundt).

DSCN0591
den skyline bliver man aldrig træt af

Nu ligger vi i Liberty Landing Marina, som lever helt op til det, den unge canadier havde sagt. Med udsigt til finansdistriktet på den sydlige del af Manhattan og ikke mindst Freedom Tower, der får alle tankerne tilbage til 9/11. Gys, gys. Forenden af vores kaj lige overfor Freedom Tower, er der opstillet Empty Skys to minde-vægge, hvor alle navnene på ofrene fra New Jersey er nedskrevet.

Efter at have nydt aftensmaden og et par glas vin går Lars, Carsten og jeg ned forenden af kajen, hvor vi kan se hele Manhattan Skyline by Night 2 sømil på den anden side af floden. Selv fra Capri kan vi se den sydlige del af Skyline, hvis der ikke ligger en trawler ved siden af og skærmer for udsigten. WOW det er helt uvirkeligt, det er som om, de har sat en kulisse op lige udenfor marinaen. Nu skal vi nyde NY de næste dage.

Som altid når vi kommer i havn efter havsejlads, går første dag med rengøring af båd såvel uden på som indenfor. Tøjvask og indkøb står også på programmet.

Herefter kan vi lege turister. Bente og Lars ville gerne vise os High Line. Carsten og jeg havde aldrig hørt om det. En nedlagt overjordisk subway, der er omlagt til parklignende gangareal i anden sals højde gennem NY’s gader fra 14 til 34 street – en helt genial ide. Fantastisk at gå på gangstier i grønne omgivelser og skimte togskinner mellem planterne. Vi nød virkelig denne gåtur. Mærke NY’s puls og stemning, som en film der kørte rundt om os. Det gav ligesom et andet overblik at kunne se ned i gaderne, alt imens vi betragtede de fascinerende skyskrabere.

DSCN0621 - Kopi
Der er buske, træer og meget andet her

Derefter tog Carsten og jeg ned til Ground Zero. Lige netop på grundarealet, hvor de to tvillingtårne stod, har man lavet to firkantede fordybninger, hvor vandfald løber ned ad væggene. På kanten af fordybningerne står alle navnene på ofrene tilhørende hvert sit tårn. Der var mange besøgende, der mindes ofrene. Det var utrolig trist og bevægende at tænke tilbage på 9/11.

Jeg tror vi alle kan huske, hvad vi lavede den dag. Vi boede i Holland og jeg havde en hjemmearbejdsdag, da Carsten ved frokosttid ringede og sagde: ”Skynd dig at åbne for CNN”. Jeg forstod ikke, hvad jeg så på skærmen, der kom røg ud af det ene tårn og pludselig ser vi flyet flyve ind i det andet tårn. Tårnene styrtede sammen. Jeg kunne ikke fatte, hvad jeg så. Der har været megen diskussion om, hvad der skulle ske med pladsen og hvad der skulle genopbygges. Jeg synes det er en rigtig løsning med de to ”vandfald” og at Freedom Tower er bygget på pladsen ved siden af. Intet kan og skal erstatte de to tvillingtårne.

Bagefter besøgte vi naturligvis Freedom Tower. 102 etager, 47 sekunder i en turbo elevator. Som Carsten har beskrevet i sin beretning, viste man en film over NY’ s historiske udvikling, mens vi kørte op. Men på 47 sek. kunne jeg ikke nå at følge med i årstallene. Jeg havde håbet på at få historikken en gang til på nedturen, men da filmede man bygningerne udefra, rundt om tårnet og de omkringliggende skyskrabere, mens vi ”styrtede” ned også på 47 sek. Jeg følte det som om elevatoren gyngede – optisk illusion – og blev en smule svimmel med kvalme. Puha godt at komme ud i frisk luft. Til gengæld blev Carsten højdesyg og utilpas, da vi stod og betragtede Manhattan fra toppen af Freedom Tower. Et fascinerende bybillede. Husene ligner legoklodser.

Carsten har altid villet vise mig The Cloisters nordvest på Manhattan. Selvom Bente og Lars har været der tidligere, tog vi alle 4 afsted på picnic i denne skønne grønne park. Vi tog vandbussen, der gik forenden af vores kaj over til Manhattan og en time i subway samt en lille gåtur og vi befandt os blandt new yorker, der nød den skønne natur med deres legende børn. Midt i parken finder vi et museum, der hører under The Metropolitan Museum of Art. Det mest imponerende var bygningen, der er opbygget af mursten fra 4 forskellige europæiske klostre. Det var en stor stilforvirring, arabisk blandet med romersk og noget artdeco. Efter rundturen nød vi madpakken i det grønne med udsigt over Hudson River, som vi meget snart skulle sejle opad. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den Boeing fly, der for nogle år siden nødlandede på floden uden at ramme broer, både eller huse – hvilken heroisk handling Hr. flykaptajn!

I stedet for at lade sig transportere under jorden, tog vi bussen tilbage til den sydlige Manhattan. Jeg ville gerne køre igennem Washington Heights, Harlem og Yonkers, områder jeg aldrig har været i. Man kan vel godt kalde det baggården til Manhattan, ind til vi nåede Central Park. Herefter blev trafikken så tæt, at da vi nåede Rockefeller Plaza, var vi nød til at hoppe af bussen og tage en taxa, der kunne finde andre veje hjem ellers havde vi aldrig nået vores aftale på restauranten hjemme i Liberty Landing Marina.

Det var vores næstsidste aften sammen og Lars havde bestil bord til kl. 20:30 på restaurantens terrasse med udsigt direkte til Manhattan. Vi nød en dejlig middag og bagefter en drink ved et ildsted i deres have. Super aften og tak til Bente og Lars.

Dagen før Bente og Lars skulle flyve hjem, havde vi lovet i klart vejr og solskin at realisere Lars’ s drøm om at sejle opad Hudson River og ind til NY. Vejrguderne var med os. Lars stod ved roret og var helt i ekstase.

DSC_2259
Lars fører Capri ned gennem New York havn

Her er bare nogle af hans replikker:

”Wauw, det har jeg aldrig troet, at jeg skulle opleve”

”Hold da kæft – hvor er det stort”

”En oplevelse for livet”

”Aldrig har vi været så tæt på The Statue of Liberty”

”Tænk at man kan ankre her foran hende og spise frokost”

”Kors de bliver misundelige derhjemme”

Efter at have sejlet tilbage til Verrazano Narrows Bridge, vendte vi om og kastede anker lige foran ”Fruen”. Her sad vi og nød vores laksetatar og kølige hvidvin på første parket, mens hundredevise turister stod i kilometer lange køer for at komme op i statuen. Øh, normalt drikker vi ikke alkohol, når vi sejler, men dette måtte være en lovlig undtagelse.

Ja, taskerne står parat på kajen og Bente og Lars er klar til afgang. Det var lidt vemodigt at tage afsked dem ved vandbussen. Vi havde haft 2,5 ugers hyggeligt samvær på trods af Bentes uheld med skulderen. Underlig følelse at tænke på, at de tog hjem til en dagligdag med job i DK og vi fortsætter som ”boat-bums”, det er stadig lidt uvirkeligt for mig. Men vi nyder begge den nye livsstil hver eneste dag.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s