Lars – På landtur med S/Y Capri

 

Vi skal ind i landet, men om det kan lade sig gøre er usikkert. Helt umuligt, siger de indfødte, med knap 7 fod (2,10 m) stikker I alt for dybt. Vinni og Carsten – henholdsvis Master og Commander, eller også er det omvendt, på S/Y Capri – er uenige. I varierende grad. Carsten er mest sikker på, at vi sagtens kan komme igennem. Bare vi er forsigtige, og de graver jo ud fra tid til anden, siger han. Og det har han ganske ret i. Sidste gang der systematisk blev uddybet var for to-tre år siden, kan vi læse os til.

Således opmuntret, og mens pelikanerne nysgerrigt – skeptisk? – følger med, kaster vi los fra svajepladsen i Carolina Beach, lidt syd for Wilmington i North Carolina. Eventyret begynder, vi skal nordpå gennem ’rural America’ og Atlantic Intracoastal Waterway til Norfolk, Virginia, og derfra videre med et lille stykke havsejlads til storby og Manhattans mageløse skyline.

Atlantic Intracoastal Waterway

Atlantic Intra Coastal Waterway strækker sig godt 2.600 sm langs USAs østkyst fra Boston i nord til Key West i Florida og udgør en af USAs væsentlige transportveje, både for den kommercielle søfart og for de mere end 13.000 hovedsageligt amerikanske og canadiske fritidssejlere, der årligt benytter kanalsystemet til at komme sikkert fra nord til syd – eller omvendt – uden strabadserende sejlads på det åbne Atlanterhav.

Der er bare lige det med dybden. Selv om US Army Corps of Engineers, der er forpligtet til at vedligeholde det omfattende system af naturlige sejlrender, kanaler, floder og indløb fra Atlanterhavet med en sikker dybde på 12 fod, har de sidste års utilstrækkelig økonomi og vedligeholdelse betydet, at der mange steder kun er fem fod. Og det er lige i underkanten, når man nu stikker syv. Men er man en mere tilforladelig motorbåd med ikke for ambitiøs dybgang, er Atlantic Intracoastal Waterway en oplagt mulighed for at opleve et USA, der er nok er ukendt for de fleste danskere. Og har man ubegrænset tid, er det kun begyndelsen på, hvad der blandt kendere kaldes The Great Loop. AIW er nemlig blot en mindre del af en enorm, maritim infrastruktur, der med godt 5.200 sømil kan bringe en hele vejen rundt om det østlige USA, syd om – eller gennem – Florida, langs den mexicanske golf, op Mississippi, til de store søer og det sydlige Canada og tilbage til Atlanten. De, der har gjort The Great Loop, har sat en gylden vimpel, de der er på vej en hvid.

Vore ambitioner er mere beskedne. Alligevel vækker de opsigt. Vi skal bare navigere vore syv fod igennem til Norfolk og det blå ocean. Masten burde ikke være et problem. Alle faste broer har luft til 64 fod, og vi belaster kun med 61.

Loftet er lavt, himlen er grå, vandet ligeså. Det har regnet, nu er det varmt og lummerfugtigt, vinden frisk i pustene, men vi skal gå for motor og har sat et meget optimistisk dagsmål: 75 sm.

1 vinni og bente
Lars og Bente har vagten

Om det kan lade sig gøre ved vi af gode grunde ikke. En af de store ubekendte er de mange såkaldte ’inlets’, der forbinder Intracoastal Waterway med det store Atlanterhav, hvor strøm og tidevand skubber voldsomt rundt med sandbankerne, uden at sømærkerne nødvendigvis følger med på den rigtige måde. Men i grunden er navigationen simpel, afmærkningen er generelt god, selv om der kan være langt mellem mærkerne. Især hvis borte eller strømmen har taget dem. Ekkolodet er indlysende uundværligt, ligesom kortplotteren, hvor vi omhyggeligt følger midten af den i princippet udgravede rende. Men den er ikke bred, og man skal ikke gå for tæt på afmærkningerne, der godt kan være anbragt nogle få meter til den forkerte side.

– 2,8 meter, lyder det pludselig fra Vinni, der står til rors. Hun sætter farten mærkbart ned fra de godt 5 knob, vi hidtil har gået. Og så i hastigt tempo, 2,5, 2,4, – farten yderligere ned, vi lister frem midt i renden, her skulle der sådan set ikke være problemer, men vi har netop passeret en af de utallige ’inlets’. 2,3, 2,2, 2,1, 2,0 … og nu skraber vi den bløde, mudrede bund, men er hurtigt igennem, og dybden igen oppe på trygge tre meter. Vi sætter farten op og flytter den blå ’post-it’ på papirkortet i salonen endnu et nøk nordpå. Der skal følges godt med elektronisk og på papiret. Og så skal man ikke glemme at holde øje med  virkeligheden.

1 lRS OG BENTE
Gaster ombord – udkig og rorgænger

 

Kikkerten hænger om halsen hele tiden: Næste mærke, rødt eller grønt, nummer, har vandet en anden farve, er bølgerne lidt anderledes der fremme? Vi ser ikke nogen kølbåde, men masser af motorbåde og i alle størrelser. Fælles for dem alle er de små og store skove af fiskestænger, der stritter op over alt. Og så at de max har en dybgang på godt en meter. De kigger venligt på vores danske hækflag, vinker og haster forbi. Ofte med dyb foragt for de ’no wake zone’ skilte, der skal beskytte de sårbare bredder mod dønninger og erosion.

Det går fremad gennem landskabet, der overalt – endnu – er tæt bebygget med de karakteristiske, smukke amerikanske træhuse – mange vist nok nu om dage af plastik, billigere at bygge, nemmere at vedligeholde, der ligger helt ned til vandkanten, og som man finder dem overalt langs østkysten. Mange af husene er umådelig store, højt hævede på søjler for at modstå de hyppige, voldsomme oversvømmelser, der hærger helt rutinemæssigt, når hurricane sæsonen sætter ind. Overalt er der bådebroer med davider, så både i næsten alle størrelser kan holde bunden tør, når der ikke sejles. Menneske og båd i den bedste symbiose.

 

Røde nonner

I ’piloten’ (Dozier’s Water Way Guide) har vi læst, at dybden kan stramme godt til mellem ’red nun’ 72B og 72A, hvor der er et stort og kroget ’inlet’. Vi sniger os frem, i bagbord side af løbet, som ’piloten’ anbefaler, går på den bløde bund, bakker af, går frem igen lidt længere ude i bagbord, men vandet falder. Samme resultat. Fra den anden side kommer en sjælden kølbåd imod os. Også den har problemer, men kommer efter et par forsøg igennem. I deres bagbord side af løbet. Vi kalder op, og WikiWiki svarer, at de kun stikker 5 fod.

Bakker af, går frem, lidt længere mod styrbord, går på og giver lidt flere omdrejninger for at se, om vi kan tvinge os igennem. Bakker af og prøver igen, og igen. Og nu sidder vi fast.  Men så er det godt, at Capri abonnerer på Tow Boats US, der for 149 USD om året giver ubegrænset 24/7 bugserhjælp. Carsten ringer, de kommer. Om en time. Og så kan skipper jo lige så godt lave frokost: Varme foldovers med roastbeef, chilisovs, jalapenos og cheddar. Det er virkeligt kræs i et skævt skib.

1 FROKOST OMBORD
Frokost på et skævt skib – varme foldovers

Og så rundt om hjørnet dukker den op, den lille tug fra Tow Boats US. Enmands betjent kompetence og ’no problem – I’ll get you off and through’. Og som sagt så gjort. Efter en stunds slideri med de store Suzuki motorer har vores skæggede ven ’gravet’ en lille kanal til os, som han flinkt trækker os igennem.

1 towboat
lille slæbebåd

Men imponeret er han immervæk. 7 fod er en del på de kanter og han vil ikke garantere, at vi ikke kan få flere problemer, når vi kommer ud hans område. Held og lykke, siger han.  Helt slipper vi dog ikke for at få blød grund under kølen et par gange mere, inden vi når Swansboro og Caspers Marina, der efter beskedne 35 sm og godt ni timers sejlads ender med at blive dagens mål. Til gengæld sparer vi havnepengene, Caspers dockmaster er gået hjem til familien og grillen.

1 solnedgang
Solnedgang i Swansboro og Caspers Marina

 

Masser af natur – men gummibåden kalder

Efter Caspers Marina tynder det ud i civilisationen, der bliver længere mellem huse og bådebroer. Til gengæld bliver dyrelivet rigere. Vi har læst os til, at vi nu sejler igennem nogle af verdens mest alsidige habitater. På afstand ser vi delfiner uden for renden og fuglelivet er overdådigt. Pelikaner, vadefugl, falke  og høge i alle afskygninger. Næsten alle større sømærker er i toppen besat af store reder, hvorfra der skriges påfaldende højt, når vi nærmer os de små familier, der har nok at se til.

1 rødt mærke

Hvis de også skriger gevalt i tåge, vil det være en stor hjælp. Sågar – mener jeg – et enkelt kig på Amerikas nationalsymbol, et par skaldede ørne med det karakteristiske hvide hoved, de fjerede vingespidser og hvide fjer i halen, over trætoppene et stykke fremme. Da vi nærmer os, forsvinder de. Men det skulle være ganske vist. The Bald Eagle er ifølge lokale ornitologer vendt tilbage, også til North Carolina – især i ’vores’ område -og i så stort tal, at den ikke længere er udrydningstruet.  Søkøer skulle der også være, og alligatorer såmænd, og vi agter os da også mod Alligator River. Men først skal gummibåden repareres. Den kan ikke holde rejsningen, og Carsten har lokaliseret en flink mand i Oriental, der mener, han kan give den livet tilbage. Efter 38 sm i stort set uberørt natur og et enkelt skydeterræn, som US Marine Corps fornøjer sig i, lægger vi til i North Carolina’s Sailing Capital.

1 hejre

 

Oriental

På VHFen har vi aftalt med havnemester, at han skal tage imod os på ydermolen og hjælpe os på plads i det lave vand.  Det er en rigtig glad og trind mand, vi møder. Han er på cykel. Med mange fagter og gebærder får han lirket os tæt uden om en ordentlig motherfucker af en jamaicansk motoryacht med mange julelys, der stikker væsentlig mindre end Capri, og ind bag den. Der er kun lige plads, ekkolodet siger 2.10, og når vi skal herfra igen, ville det være rigtig rart at have stævnen den anden vej. Men lige nu ved lavvande er der ikke plads til at vende rundt. Det må vente.

Hvoraf det prætentiøse og svært PR-strategiske tilnavn ’Sailing Capital’ kommer, er jeg ikke ganske sikker på. Det virker lidt ude sync med virkeligheden. Men måske hænger det sammen med at byen, der kun huser 900 sjæle, efter sigende er hjemsted for ikke mindre end knap 3.000 både, og at det lille samfunds økonomi i alt væsentlig er fokuseret på at servicere lystsejlere i mange afskygninger og en pæn lille kommerciel flåde af ikke mindst rejefiskere. Selve navnet, Oriental, skyldes postmesterens kone, der engang i 1880erne ikke var enig med manden i, at det spirende, lille fællesskab skulle hedde Smiths’ Creek, men have et navn med lidt mere swung. Og så blev det Oriental, efter nordstaternes sejldamper og transportskib, der var stødt noget så læsterligt på grund i 1862 på de nærliggende ’outer banks’.

Og her er aldeles vidunderligt, et tidshul, verden af i går. Små, velholdte huse og plæner, mange steder en lille båd i indkørslen, man hilser på hinanden, falder i snak, giver hånd, præsenterer sig. Livet går langsomt, og man låser ikke dørene om natten. En svalende brise fra Pamlico Sound. Dagens nyheder, tja, de store aviser finder man ikke, den lokal ugeavis Pamlico News tilbyder ’responsible community news’ og ’homegrown advertisers’ – hurricane season er startet, tjek forsikringen. Byens centrum, hvis man kan sige det sådan, er ikke helt fokuseret, men strækker sig langs havnefronten. Hotellet, et par restauranter, enkelte butikker, den lokale fiskehandler – Garland Fulcher Seafood Market – er et helt igennem prægtigt fiske skur. Vi køber ’grouper’, havaborre. Med Carstens svampesauce bliver den et mesterværk.

1højvand oriental
så højt var vandet da orkan Irene ramte, pigerne ville have nød til at stå højt på tå

Skal der købes stort ind, skal man uden for bygrænsen, halvanden landmil. Vil man spare fodtøjet, kan man nappe en gratis cykel uden lås hos den økologiske skibsproviantering. Konen og jeg gik. Men fik straks et lift tilbage til havnen af en lokal kvinde, der så os bakse med de store poser. Og så fik vi en snak igen.

I Oriental så vi også i rigt mål den historiske gavmildhed, som mange mindre, amerikanske bysamfund øser ud af. Ved rigtig mange huse eller andet, som den lokale historiske forening synes fortjener et par ord med på vejen, er der sat små, individuelt og kunstfærdigt udformede skilte op, der fortæller stort og småt om livet, der var og er. Det skaber sammenhæng og overblik og er en dejlig måde at gøre historien nærværende på, uden at man behøver opsøge den på det lokale museum. Er man åndsforladt og synes ’history sucks’ kan man jo bare gå forbi de mange skilte.

1 oriental skilt
Skibet på skiltet er Oriental

Efter godt et døgn har Capris dinghy efter sigende fået humøret igen. Gummimanden afleverer vores tender i deflateret tilstand, den skal sunde sig endnu et par dage, før den i fuldt mål igen kan tåle at blive trykket op. Og vi skal videre, nu skal vi langt, 80 sm, Alligator River Harbor er dagens destination.

Der purres inden solopgang, der er både smuk og løfterig. Endnu en dejlig dag venter. Vi brygger te og kaffe, morgenmaden må vente. Den store jamaicaner er væk, og vi har nemt ved at komme ud i det åbne, men lavvandede Pamlico Sound, hvor vi skal følge kysten det første lange stykke, inden vi sætter næsen ind i Goose Creek. Herefter skal vi krydse Pamlico River med kurs mod Belhaven og indsejlingen til den lange Alligator River-Pungo River Canal. Og her bliver det både flot og temmelig øde. I begyndelsen er landskabet åbent, marskagtigt, lyset overvældende. Men efterhånden som vi kommer nordpå, tykner bredderne til, skoven bliver dominerende, som at sejle på en flod. For navigationen betyder det, at vi skal holde os præcist i sporet, ingen udflugter. Lige uden for renden vrimler det med træstubbe, hvoraf nogle er så skumle, at de knap er synlige over vandskorpen. I tilgift flyder det med store og små træstammer, som ikke alle sammen er så venlige, at de holder sig ude i siderne. Alligatorer ser vi ingen af, heller ingen af de bjørne, som angivelig skulle findes i de store skove omkring os, og som mange har set svømme over ’floden’. Til gengæld er der springende fisk og fugle, fugle, fugle. Og rådyr, der ved bredderne står i vand til bugen og spiser af skovens grønne, grønne løv.

1 rådyr

Her er langt mellem husene, og andre både ser vi kun få af. Mobildækning er der heller ikke. Først på aftenen vidder landskabet sig ud på ny, vi får besøg af en flok svalelignende fugle, der forelsker sig i vores sallingshorn og der følger os en stund. Kl. 19.15 passer vi Alligator River Swing Bridge og går ind i Alligator River Harbor i den begyndende solnedgang. Havnefætter har vi talt med på VHFen, og han har forsikret os om, at der masser af vand i indsejlingen til Capris 7 fod. Han har næsten ret. Vinni må trykke os igennem med lidt ekstra omdrejninger på maskinen. Men det er jo lavvande nu. Vel inde i den sparsomt besøgte havn lægger vi til ved dieselkajen. Vi spørger vagthavende på molen om alligatorerne. Ork ja, masser, de bor lige ovre på anden side af havnen, i det sumpede område bag bregnerne. Hun viser os et foto på sin smartphone: Forleden havde en af de store lagt sig ved dieselstanderen på molen, det lagde lidt begrænsninger på salget. Vi ser dog ingen, men holder godt øje, når vi vandrer over til toilet- og badefaciliterne. Til gengæld har vi rigtig mange sultne myg. Kun to andre både gør os selskab i havnen. En canadier i en Beneteau 36 og så en tidligere sejler, der nu har investeret i en lille motorbåd for at gøre The Big Loop.

 

Mod Great Bridge

Fra Alligator River Harbor og videre nordpå mod Great Bridge umiddelbart før Norfolk er der to muligheder over land, der begge lyder eksotiske: The Great Dismal Swamp og The Virginia Cut. Desværre er Store Skummel Sump ’no go’ for Capri. De seneste hurricanes har skubbet alvorligt rundt med mudderet, så vandet nu er alt for lavt, og trætoppene lukket sig så meget over kanalen, at vore 61 fod kommer i alvorlig karambolage. Det er trist, navnet er jo løfterigt, og så er det der en stor del af en tidens helt store amerikanske romaner, Colson Whiteheads Den underjordiske jernbane, udspiller sig. Romanen, der har fået utallige priser og vist nok var Obama’s sommerferie læsning sidste år, handler om slavernes hemmelige netværk, ’safe houses’ og flugtveje mod friheden nordpå gennem tætte skove og uigennemtrængelige sumpe (jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg ikke har læst den – endnu).

Vi tager i stedet The Virginia Cut, der også en oplevelse selv om trafikken tager til, ikke mindst den kommercielle. Vi møder flere slæbebåde, der skubber enorme pramme foran sig. Vi hører dem først på VHF’en, hvor de aftaler med både længere fremme, hvordan de bedst passerer hinanden. Når det bliver vores tur, undlader vi naturligvis ikke at fortælle, at også vi er begrænset af vores dybgang. Men det går, selv om der er ubehagelig trangt, og alle ønsker hinanden fortsat god tur.

1 flodpram

Her er forsat langt mellem husene, skoven er tæt, træstubbe og flydende træstammer stadig dagens orden. Vi aner den nærliggende skummelsump. Men et enkelt sted i dysterheden dukker en oase op. Det er Coinjock, opkaldt af indianerne efter de bær, der stadig vokser omkring landingen. Her er en skibsproviantering, en barber (!) og et postkontor. Da vi hverken mangler konserves, skal klippes eller sende postkort, iler vi med 5 knob forbi.

Hen mod aften, efter 10 timers uafbrudt sejlads nærmer vi os Great Bridge og Atlantic Yacht Basin, der bliver vores sidste stop, inden vi passerer Norfolks enorme havn på vej mod det åbne Atlanterhav. Klods op og ned af Great Bridge Battlefields, hvor et af den amerikanske frihedskrigs tidligste slag stod i december 1775, ligger Atlantic Yacht Basin, som er et pragtfuld, malerisk og styrt charmende klondyke af en havn med værft og en lang historie i en enkelt families ejerskab. Som enkeltnats gæst lægger man til ved den lange træbro langs kanalen. Enkelte steder kan broen åbnes, så man kan sejle sit skib ind i det lille kanalsystem inde i skoven, hvor der er reparationsskure og dokanlæg i mangfoldige størrelser og varierende grad af overdækning. Her er ingen store, sterile p-pladser, men parkering hvor det nu falder mellem træerne, og her er travlt, selv efter mørkets frembrud, pusles der i de mange værksteder.

1-great-looper.jpg
en great looper

 

I skumringen aner man mange skibe, som det nok kunne være spændende at kigge nærmere på.  Og så er det forfatteren Kenneth Grahame’s gode formulering fra børnebogen Vinden i piletræerne bliver nærværende: “Believe me, my young friend, there is nothing – absolutely nothing – half so much worth doing as simply messing about in boats.”

Det er lykkedes. Capri er med sine 7 fod kommet hele vejen gennem The Atlantic Intracoastal Waterway uden uoverkommelige udfordringer. Det vækker også opsigt og anerkendende miner langs træbroen i Atlantic Yacht Basin, hvor vi blandt andet ser en Colin Archer med et meget blegt, norsk hækflag. De er efter sigende taget på besøg i Washington DC.

I morgen skal vi blot igennem slusen ved Great Bridge. Så er vi næsten i rigtig saltvand igen. Den historie kommer en anden dag.

Men nu kan det jo være, Vinni og Carsten mener, at de også skal igennem Nordvestpassagen. Det bliver så en ganske anden historie.

 

 

2 thoughts on “Lars – På landtur med S/Y Capri

  1. Hi Lars,
    Such great read and insight. Thank you so much for your story.
    Hope that Bente is recouping and is doing well in Denmark
    carl breuning

    Like

  2. En fornøjelse at læse. Skrevet så man får billeder på nethinden og lyst til at opleve det selv. Besynderligt at atw er så lidt kendt i DK. 👏👏👏👍🇩🇰

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s