Vinni – Hudson floden og tilbage til Cape May

 

Vi snuppede lige en ekstra overnatning i Liberty Landing Marina efter, at Bente og Lars tog hjem. Der er jo altid noget, der skal repareres på en båd, også på Capri. Denne gang var det vores vandpumpe, der var ved at svigte. Selvfølgelig har skipper medbragt en ny pumpe, der ligger i en af de tre kasser med reservedele, stuvet godt af vejen inde bagerst i gæstekahytten. Derfor var det praktisk at vente med reparationen indtil gæsterne tog afsted. Nu var der ingen undskyldning længere. Men inden udskiftning af pumpen, gjorde skipper klogt i først at efterspænde samtlige spændbånd/strips m.m., således at utætheder her ikke var årsagen til, at pumpen havde svært ved at holde tryg. Denne manøvre løste utætheder ved vores watermaker for ca. en måned siden. Og minsandten om det ikke også lykkedes her, så vi kunne gemme den nye pumpe til senere. Skipper var meget lettet og måtte sunde sig over en kølig pilsner.

Søndag den 25. juli kl. 6 om morgenen gled Capri ud af marinaen og ind i den længe ventede Hudson River. Jeg bliver aldrig træt af Manhattan Skyline – et fascinerende billede – uanset hvornår på døgnet jeg betragter den. Ih, hvor jeg nød min kop te, mens jeg styrede Capri op langs Manhattans vestside og beundrede den smukke kulisse på vores styrbordsside. Da vi nåede forbi Manhattan og passerede den absolut mere kedelige industrielle Yonkers bydel, kunne vi vende blikket til bagbord, hvor en ny meget smuk kulisse var sat op. Nemlig Palisade State park. Klippevægge dækket af træbegroning i de smukkeste grønne farver. Jeg har aldrig set så mange grønne nuancer før. Forstil dig efterårsfarverne her, helt vildt. Det må vi have til gode.

BF2_0051
et lille vandfald ved Palisades

Som Carsten allerede har berettet, så blev vi efter et par timers sejlads standset af ”vandpolitiet” endda 2 gange. Alene fordi de sikkert ikke havde andet at lave på en kedelig søndag, de kunne jo se os komme på deres kortplotter (vores AIS signal). De forklarede os, at de samarbejder med ”Customs and Border Protection”, i øvrigt den samme myndighed vi tjekker ind hos, hver gang vi flytter Capri her i USA og fordi vi har et udenlandsk flag på hækken, så skal de standse os. Hvor svært kan det være, de har jo alle vores oplysninger i forskellige databanker samt vores fingeraftryk, så behøver de vel ikke at standse os på vandet med blåblik (dog uden sirene), som om vi var kriminelle.

DSCN0701
taget af strømmerne

Underligt, at de ikke bare kaldte os på VHF radioen. Lyder jeg lidt, som om jeg var pikeret, ja, men det var jeg også. Så skipper meddelte mig, at det nok var bedst, at han tog sig af politiet og at jeg bare skulle holde mig i baggrunden, så jeg ikke kunne skabe problemer. Jeg forstod ordren, men da de skulle til at binde deres rib (politibåden) op på Capri, måtte jeg alligevel træde i karakter. Jeg bad politiet vente med at lægge til, ind til jeg havde sat to store kuglefendere på siden af vores nylig poleret båd. Betjenten forsøgte at berolige mig med, at hele siden af deres båd var af gummi, ja tak svarede ”boat-swabbie” (altså mig), men det er sort gummi og jeg vil ikke have sorte striber på vores båd. Så klappede han i og fruen fik sin vilje og fortrak sig helt ud i stævnen, så jeg ikke forstyrrede længere.

Herovre siger alle sejlere, at ”go with the tide”, hvilket betyder, at man har helt styr på, hvilken vej tidevandet går og hvornår, så man har strømmen med sig. Hvilket vi da også gjorde. Ih, hvor det gik derudaf. Vi nåede da også længere op ad Hudson River, end vi havde forventet. Vi troede, at vi skulle bruge 2 dage på at nå til West Point, men lå nu efter første dag i en marina 10 sømil nord for officer akademiet.

BF2_0058
Vinni kigger over på West Point

I vores guidebog står der, at vi skal tjekke med havnepersonalet, hvor vi kan gå rundt i Newburg, da byen visse steder kan være meget kriminel. Svaret vi fik var, at vi skulle bestemt ikke gå længere end 3 gader fra marinaen. Det var ikke meget. Vi kom senere i snak med et ældre ægtepar fra byen, der advarede os på det kraftigste med at forlade havnen med denne kommentar: ”Hvis I går bare 1 gade op i byen, skyder de jer for at få fat I jeres penge”. Det var da klar besked, den gik rent ind og vi blev på Capri.

Dagen efter havde vi håbet på at kunne tage en bus til West Point, men ak nej, det var ikke muligt, for der gik ikke busser til akademiet, i stedet kostede det en taxa. Taxaselskaberne viste godt, hvad de skulle have for denne tjeneste, det var betydeligt dyrere end at køre i taxa i New York. Nå, men vi kom da til West Point i særdeles god tid, 1,5 time før vores guidetur startede, fordi de ”kører som en brækket arm” også på de smalle og snoede veje, hvilket resulterede i ikke søsyge men køresyge hos mig. Den forsvandt heldigvis hurtigt over en kop te på en nærliggende cafe i ventetiden.

Vores guidet tur på 2,5 time til 65 USD per person var det pengene værd? NJA. Hvis vi skal være ærlige, så var vi lidt skuffet.  Man har jo ikke noget valg, da man ikke kan bevæge sig rundt på egen hånd, men kun på guidet ture i bus – og husk lige dit pas, man bliver tjekket. Terrorisme, forståeligt at vi skal tjekkes – man kan måske undre sig over, at alle kan bevæge sig frit rundt på militære områder i DK – men det er nu rart, men er det nu trygt nok i dag?

Det var da interessant, at se de 2 kirker og gravstederne, måske lige i overkanten at bruge 1,5 time på kirkegården. Men stolte er amerikanerne af diverse heroiske generaler, der hviler til evig tid her på kirkegården. Endelig kørte vi forbi de smukke gamle bygninger, hvor aspiranterne blev undervist, trænet og boede. Vi så da enkelte eksercere med rygsæk i varmen ude på gårdspladsen.

Det var først på 3 opfordring, at guiden ville fortælle os om, hvordan man bliver optaget på dette ældste officer akademi for hæren i USA. Jo – først skal du i highschool have topkarakterer og du skal dokumentere sportslige evner gerne holdsport for at vise, at du er en god teambuilder. Du skal også være en god samfundsborger og kunne dokumentere, at du har udført frivilligt arbejde. Hvis du har disse kompetencer på plads, skal du have en anbefaling fra Præsidenten, Vicepræsidenten eller et medlem af den Amerikanske Kongres, med mindre du er datter eller søn af en person, der har modtaget ”Congressional Medal of Honor” (USA’s højeste militære medalje).

Dokumentationer og anbefalinger sendes til West Point til en ”optagelseskomité”. Her modtager man 15000 ansøgninger om året. Alle ansøgere får et lægetjek og lavet en intelligenstest. Herefter vælger komitéen de 1500 bedst egnede. Disse kommende aspiranter skal derefter gennemføre et 6 ugers træningskursus. Erfaringerne viser, at i løbet af træningskurset vælger ca. 300 selv at stoppe og hvorefter man er nede på de 1200 aspiranter, der svarer til akademiets kapacitet ca. 6000 aspiranter. Det er er 4 års bacheloruddannelse.

Man må sige, at det er cremen af unge, der efter endt uddannelse kan stå på football arenaen og kaste huen op i luften, som de vel at mærke ikke selv må samle op, det betyder uheld. Nej, de lokale børn er inviteret ind i arenaen for at ”fange” en kasket, til hvilken aspiranten har hæftet en check med et beskedent beløb. Hvor sødt og eftertænksom.

På vejen hjem til Capri så vi, at West Point Academy minsandten også havde en golfbane og den var til offentlig brug. Ind på nettet og booke en tie-time til næste dag. Skuffet stod vi op i øsregnvejr og annullerede golfen. Sejlede derfor videre kun 16 sømil til Hyde Park Marina. En lille sød og hyggelig marina til billig havnegebyr, beliggende nord for Poughkeepsi og næsten nabo til Franklin D. Roosevelts sommerresidens, hvor han stadig ligger begravet med sin Skotske Terrier.

DSCN0720
skulptur af Eleanor og Franklin ved Hyde Park

Vi tog selvfølgelig på en guidetur oppe i hans hjem, der i dag fremstår som et statsejet museum. Franklin D. Roosevelt, også kaldt FDR i folkemunde, har ind til dato nok været den mest karismatiske, folkelige og succesfulde præsident USA har haft. Carsten har beskrevet, hvordan FDR hjalp amerikanerne igennem den store depression og 2nd verdenskrig, så jeg vil beskrive lidt mere om FDR som person.

FDR er 8 generation af en hollandsk bondefamilie, hvis bondegård lå der, hvor Empire State Building står i dag. Lidt svært at forstille sig Manhattan, som landbrugsområde, når man ser den i dag. Roosevelt familien blev mere og mere velstående gennem generationer og ligesom andre aristokratiske familier boede man på Manhattan om vinteren og nød sommerresidenser op langs Hudson River.

Besøget her var overraskende spændende, da huset i dag stadig fremstår, som den gjorde, da Roosevelt familien forlod den efter FDR´s død.  Med inventar som møbler, tøj, billeder, malerier, hans kørestol og gangstativ. Familien bestod af FDR, Eleanor og deres 5 børn samt FDR´s mor Sarah, der ejede huset. Flot beliggenhed med udsigt ud over floden.

FDR lod sig inspirere af sin fætter præsident Theodor Roosevelt og med sin juridiske uddannelse fra Harvard, gik han målrettet efter selv at nå præsidentposten. Men katastrofen indtraf, da han var 39 år, hvor han pådrog sig sygdommen Polio og efter 3 dages sygdom, var han total lam fra mellemgulvet og nedefter. Jeg er imponeret over den livsvilje og den viljestyrke den mand havde, efter han helbredsmæssigt blev ramt så hårdt. Han levede i en tidsalder, hvor folk forbandt fysisk handicap med også at være psykisk handicappet. FDR viste derfor, at chancen for at blive valgt som præsident, var nærmest ikke eksisterende, som kørestolspatient.

Efter 7 års intensiv træning var det stadig ikke lykkedes FDR at få sin førlighed tilbage og han forblev kørestolspatient. Dog hørte man aldrig FDR sige, at han ikke kunne gå. Han gjorde alt for at skjule sit handicap. Han ville derfor ikke bruge en almindelig kørestol, men i stedet bruge en køkkenstol, hvor benene var savet af og erstattet af 2 hjul. Når han sad i sin specielle kørestol bag et bord, så ville folk tro, at det var en almindelig stol. Han trænede sig op til at kunne stå i et gangstativ og med sine mavemuskler kunne han skubbe sine ben fremad 5-6 skidt, hvis han havde en person under den ene arm og en stok i den anden hånd. Sådan så folket ham træde frem på talerstole.

I hjemmet, hvor soveværelset med bad var på 1 sal, ville han ikke have en elevator. Han var bange for ildebrand og at han ikke kunne komme ud af huset, men i lige så høj grad frygtede han, at besøgene ville bemærke hans handicap, hvis de så en kørestolselevator. Han modtog altid gæster i biblioteket i sin ”stol” bag skrivebordet. I stedet for elevatoren var der i tjenestefolkets afdeling indrettet en platform med tovværk, hvori han trak sig selv op til 1 sal. Ganske skjult for omverdenen. Hvilken vilje og præstation.

I det tilhørende museum, ganske historisk spændende, blev jeg grebet af den taler FDR var – vel en af de bedste kommunikator blandt amerikanske præsidenter. I museet havde man stillet stole op foran et foto af en typisk amerikansk familie, der skulle forestille sig at sidde hjemme i køkkenet og lytte til radioen. Jeg satte mig i en af stolene og lyttede til båndet ”radioen”, hvor FDR i et af sine ugentlige radioudsendelse talte til folk. ”Fireside Chat” kaldte man udsendelserne, hvor alle amerikaner sad bænket foran radioen.  Som kommunikator var han i stand til at gøre selv komplicerede emner forståelige for den ”jævne mand/kvinde”. Det får mig til at tænke på Mads Øvlisen, der havde samme evne, da han var direktør for Novo Nordisk A/S.

Lige så imponeret var jeg af Eleanors ageren som præsidentfrue. I øvrigt var hun en grandkusine i 6 række til FDR, altså også en Roosevelt og med stor formue. Hun bevægede sig fra at være en ”trophy-wife” til at være en intelligent, selvstændig politiker og fortsatte i øvrigt sit politiske arbejde i 14 år efter FDR´s død. Hun havde også sine egne ugentlige radioprogrammer, som var det tredje mest populære program på denne tid, hvor hun fortalte om præsidentparrets dagligdag og politiske aktivitet. Ingen tvivl om at hun på denne måde bakkede op om hendes mands politik og politiske indgreb.

Meget rige menneske deler sig efter min mening op i to grupper. Den ene gruppe gør alt for at gøre de rige rigere og så er der den anden gruppe, der fokuserer mere på at skabe en fordelingspolitik, der støtter op om de svageste i samfundet. Man må sige, at FDR og Eleanor hørte til den sidste gruppe, de skabte med deres politiske indgreb mere velfærd i USA. Onde tunger vil sige, ja, det havde de da også råd til. Måske?

Et meget spændende besøg både i huset og det tilhørende museum. På gåturen hjem passerede vi The Culinary Institute of America (CIA), den førende kokkeskole i USA. Stedet har 4 restauranter, men vi havde kun råd til en sen frokost i deres Trattoria.

Fra vores båd i den lille marina havde vi udsigt til Catskills bjergkæden – et malerisk panoramabillede. Et billede der i løbet af døgnet skiftede farver pga. konstant skiftende lys. Vi besluttede os for at se nærmere på disse bjerge og sejlede til Catskills, hvor vi fandt en fin lille marina. Small Town America. Vi nød at gå rundt blandt de gamle træhuse fra før 1900, desværre var de ikke lige så velholdte, som vi havde set andre steder. Byen bar præg af arbejdsløshed. Men katte-statuerne, som Carsten har beskrevet og vist billeder af, fik dog hovedgaden til at blomstre op.

Besøget hos landskabsmaleren Thomas Cole´s hus var bestemt interessant, hvilket inspirerede os til senere på ugen at køre rundt i bjergene for at opleve det, han skabte på sine malerier. Turen var bestemt ingen skuffelse og bør ligeledes opleves med efterårsfarverne.

Vi nærmede os den 4. juli (Uafhængighedsdagen), hvor der var annonceret stort fyrværkeri ved broerne ved Poughkeepsi, så vi sejlede tilbage til vores lille marina i Hyde Park. Her lå vi i første parket til fyrværkeriet.

DSCN0686

Poul, vores ”havnefætter” kom og inviterede os over til barbecue hos de lokale bådejere, der var samlet i den ene ende af havnen og de øvrige lokale sad på stole i resten af havnen. Alle i havnen, bådejer eller ej, viste kæmpe interesse for Capri. Her var man jo kun vandt til motorbåde.

Siden vi kom til USA har der været mange forbipasserende, der har spurgt. ”Are you from Denmark? You bought your boat over here, didn´t you? Did You really sail all the way from Denmark? How long time did it take? Only You two on board? Som Bente sagde til mig, da de var ombord: ”Jeg kunne godt tænke mig at video filme dem, når du fortæller, at I to har sejlet Capri over Atlanterhavet, alene deres ansigtsudtryk, siger alt”. Vi nød aftenen, at være blandt de lokale, hvor vi fik en god snak med dem, dejlig mad og et Tivoli-fyrværkeri.

Ja, så er der lige en lille indrømmelse – jeg blev grundejer i Hudson River – jeg ramte en sten ved indsejlingen til den lille marina. Jeg fatter ikke, hvordan det kunne ske. Capri kan kun lægge til ved deres ”fuel-dock” pga., at vi stikker 2,2 m. Jeg kommer nord fra og ved landingsbroen er der ca. 3 m ude i vandet en lille hvid bøje, der markerer, at der er lavvande eller sten.

Efter bøjen og inde ved broen ligger ”Sheriff-båden” af en pæn størrelse. Jeg kommer listende, da jeg har 2,5 kn medstrøm med andre ord, Capri er i frigear, så jeg kan vurdere, hvordan strømmen tager os. Carsten står fremme ved vanten og er klar til at springe i land med fortøjningerne. Jeg er nu ca. 3 m på den rigtige side af bøjen og 5 m længere væk fra sherifbåden. Der står tre betjente og en vikar for Poul på kajen. Alle fire meget lokal kendte af forholdene ved indsejlingen, men ingen siger noget. Jeg sætter Capri i bakgear for at sætte farten yderligere ned (pga. strømmen). BANG lyder det og samtidig giver det et ryk i Capri. Fandens (har lov til at bande i en sådan situation), jeg har ramt en sten og bakker endnu mere. Vi kommer heldigvis fri med det samme. Og der kom heller ikke vand ind ved kølboltene.

Nå, men da jeg heldigvis uden at gøre mere skade lander Capri, spørger jeg vikaren for Poul, hvordan jeg kan ramme en sten, underforstået, når jeg er på den rigtige side af bøjen. Han svarede kun: ”at der skete jo ikke noget, da du ramte med lav fart.” Næste morgen, da jeg mødte Poul, forklarede jeg ham, hvad der var sket. Han så overrasket ud, da han hørte, at jeg var tre m på den rigtige side. Han indrømmede, at der lå en sten, som ikke var skannet og dermed vidste de heller ikke, hvor langt den stak ud. Med andre ord bøjen viste kun toppen af stenen. Da de fleste både her i havnen er motorbåde, så har det jo ikke tidligere været et problem. Han lovede at sætte en ny bøje længere ude.

Grundstødning, det bliver kun værre. Denne gang med Carsten ved roret. Det lader jeg lige vente lidt, inden da mødte vi en anden udfordring. Vores lille marina havde ikke mulighed for at tømme vores ”holdingtank” (toiletindholdet). Hjemme i Danmark tømmer sejlerne deres toiletindhold ud i havet helst et godt stykke fra kysten og aldrig i havnen. Men her i USA er det forbudt at tømme toiletindhold ud i havet og sker det straffes det med store bøder.

Da vi blev stoppet af ”vandpolitiet” gjorde de os meget opmærksomme på, at det var vigtigt at sætte en strips om håndtaget til udløbet, således at man kan dokumentere overfor coast-guard, at beholderen er aflåst. Det er jo ikke nogen garanti, da vi bare kan klippe stripsen over, tømme beholderen og sætte en ny på. Men vi snyder ikke og har da sat en strips på. Heldigvis kan de fleste marinaer tilbyde ”pump out”, men ikke denne marina, derfor måtte vi lige tage et pitt-stop i Newburg, som vi jo kendte i forvejen.

Ved fuel-dock’en lå to kogger (skibe), kopier af Columbus’ s Nina og Pinta. De fyldte hele broen, hvorfor vi måtte lægge til ved en anden bro.

DSCN0849
Nina og Pinta ved kajen. De er bygget som “Kogger”

Holdingtanken er nu tømt på rette vis og vi skal lægge fra i en vind på 16 kn og en strøm på 2 kn. Vind og strøm presser Capri hårdt ind mod broen (pålandsvind). Det har vi jo prøvet mange gange før, så vi fender godt af ude foran ved stævnen og går ud over et spring. Hvor svært kan det være – jo – med 2 kn strøm direkte ind midtskibs, så giver det større problemer end vi ventede. Med fuld gas fremad, hvor Capri’s hæk (bagdel om man vil) normalt ville bevæge sig 90 grader ud fra broen og ud af vindøjet, ja så lykkedes det os kun at få hækken maks. 1 m ud, hvilket ikke var nok for at få hende fri af broen og for ikke at sejle direkte ind i Pinta.

Respekt for naturens kræfter, de er enorme. Vi opgav og fortøjede Capri igen, hvorefter vi gik op på havnens restaurant og fik en dejlig crabcake, mens vi ventede på at strømmen ville aftage. Efter 4 timer lykkedes det fint at lægge fra over et spring. Et par danske sejlere som os har stadig meget at lære af tidevandets ”drillerier”.

Inden vi kunne lægge til i næste havn, før mørket faldt på – vi var jo 4 timer forsinket – så oplevede vi noget meget ubehageligt. Jeg stod ved roret og vi nærmede os broen ved Black Bear Mountain. Da jeg skulle under broen, drejede floden 90 grader og jeg så 2 AIS-pile på min kortplotter. Et fragtskib og en ”vandpoliti” med meget høj hastighed. Vi nærmede os hinanden i svinget, så jeg holdt godt ud til styrbord mhp. at give fragtskibet god plads til at skære hjørnet af. Politiet strøg forbi og ventede ved broen. Nå tænkte jeg, de venter nok med at standse os til fragtskibet har passeret os. Men politiet blev liggende oppe ved broen. Så var det alligevel ikke os, de var ude efter.

Pludselig kom endnu en politibåd, og endnu en. Så kom en rescueboat susende. Ok tænkte vi, der må da være sket et eller andet. Vi havde hele tiden VHF radioen åben, men havde intet hørt. Endnu en rescueboat, endnu en og endnu en, nu kunne vi også se helikopteren over os. Hvad sker der dog? Vi blev mere og mere bekymret. Langt om længe hørte vi meldingen over radioen. ”A Jumper” (selvmord) ved den bro, vi lige havde passeret. Liget har flydt i vandet, mens vi passerede broen, uden at vi har set det, da vi begge havde travlt med at observere fragtskibet og den første politibåd, som vi troede var efter os. Meget ubehageligt og tankerne gik til den stakkel, der var nød til at afslutte sit eget liv på den måde. Denne gang var det ikke en dukke, men virkeligheden.

En time senere håbede vi på at kunne kaste ankeret i Haverstraw Bay. Der var imidlertid ikke vand nok under køl og samtidig var der varslet stormende kuling i NY, kun 30 sømil fra os. Så vi besluttede, at gå i havn i Half Moon Marina. 10 fod dyb ca. 3 m ved laveste vandstand. Carsten havde talt med ”havnefætter” 2 gange og han forsikrede os om, at der var meget mere end de 10 fod også selvom vi havde spring tide (fuldmåne). Derudover forsikrede han, at bunden bestod af fint sand nærmest ”pulver”.

Da vi nærmer os havnehullet, ser Carsten stram ud i ansigtet, 2,2 m. Havnefætter sidder i sin dinghy i indsejlingen og venter på at anvise os vores plads. Vi runder hjørnet, nu råber skipper, at vi står på grund. Til havnefætter råber skipper, at vi kun har 1,9 m, husk vi stikker 2,2 m i ferskvand. Ingen problem råber ”havnefætter”, der er masser af vand længere inde. Ok, vi ser ofte at indløbet kan være sandet lidt til. Skipper giver lidt mere gas og Capri masser sig vej gennem sandet og det lykkedes kun lige at skubbe hende ind på plads. Carsten er dybt frustreret og råber til havnefætter: ”Jeg spurgte dig 2 gange og du fastholdte at her er mere end 3 m og der står nu 1,5 m på vores ekkolod”.

Vi kan kun komme i land ved at sætte fortøjningen over et spil og krænge hende ned på siden. Shit, en ting er at stå på kølen, men hvad med roret? Vi har 70 cm mindre end Capris dybgang. Det er virkeligt noget LORT (undskyld mit franske), men vi er fanget, vi kan jo slet ikke forsøge at komme ud. Der er en livlig drøftelse mellem os og havnefætter, han giver straks nedslag i prisen, men det hjælper hverken Capri eller vores humør kl. er 20. Vi beslutter, at stå op kl. 3, når der er højvande og så komme væk herfra. Der var sgu mere vand ude på ankerpladsen ØV. Jeg hader, når folk taler usandt, som det fjols her. Selv hans annonce i guidebogen melder om, at havnen er den eneste dybvandshavn i Hudson River. 80 USD for at stå på grund i 7 timer!

Nå men vi kom godt afsted og havde en fin natsejlads ned gennem Hudson River. Heldigvis kunne vi følge vores track, fra da vi sejlede op ad floden. Vi nåede i havn i NY. Tro det eller ej, men straks vi havde fortøjet Capri, kom der nu nødmelding på VHF radioen, person i vandet lige uden for marinaen. Måske har vi endnu engang overset en person.

Carsten var stadig rasende på det fjols fra gårsdagens havnedrama. Han gik på Active Captain, der er en internet side, der bruges af mange sejlere. Her skrev Carsten, at det, der står i annoncen, er løgn, løgn, løgn og han vil ikke anbefale både, der stikker mere end 5 fod at nærme sig denne havn. Samtidig skrev han en mail til fjolset og gjorde opmærksom på hans kritik på Active Captain. Havnefætter ringede selvfølgelig straks, han så mailen og beklagede situationen. Han tilbød at betale os pengene tilbage, hvilket han har gjort, men vi ville hellere have haft vand under kølen. Umiddelbart virker det ikke som om, at Capri har taget skade.

Goodbye NY for denne gang. Vi skal videre ned til Cape May, hvor vi har booket en tid i næste uge hos Immigration i håbet om, at de vil forlænge vores opholdstilladelse i USA. Problemet med vores opholdstilladelse er en lang historie, som jeg ikke vil underholde jer med. Vores cruising licens har vi fået forlænget af officer Seagel, der per telefon tog imod vores mundtlige ansøgning. Tusind tak til Mr. Seagel. Håber de er lige så venlige og medgørlige i næste uge.

Predict Wind, vores vejrmeldinger – man kan ikke stole på dem. I så hvordan det gik på vejen op til NY, ikke stille vejr som lovet men frisk til hård vind og Bente brækkede skulderbladet. Vi er på vej ud af NY indsejling. Vejrmeldingen lyder, at der er næsten ingen vind og den smule, der kommer, vil komme fra vest. Vi planlægger, at sejle halvvind, så meget man nu kan i svag vind og om nødvendigt at supplere med en jerngenua(motor). Sådan gik det ikke.

Vinden kommer fra øst og lidt frisk vind i nogle timer, hvorefter den falder. Pludselig hører vi på VHF radioen, at der er kulingvarsling i form af thunderstorm NY og Sandy Hook. Hvor befinder vi lige nu? Lige lidt syd for Sandy Hook. Det er frygtelig varmt og lummert, ingen af os kan sove og vi sidder begge i cockpittet.

Efter en halv time ser vi – nok den mørkeste Squall, vi har set indtil dato – komme imod os. Vi synes dog, at Capri sejler fra hende, da Squall’en drejer mod nord. Nu er den så tæt på, at vi kan mærke vinden, der typisk ændrer retning 90 grader, hvorfor vi tager sejlene ned og fortsætter for motor. Efter en times tid bliver vi enige om, at vi var heldige, vi fik kun hård vind og moderat regn. Vinden er gået tilbage i den oprindelige retning og med ca. 6 m/s, hvilket tyder på, at squall’en har passeret os. Jeg står ved roret og beder Carsten om at trække genuaen ud. Han har kun lige fået trimmet sejlet, da vi får ”smæk” 35 kn ind midtskibs. Med meget møje og besvær får Carsten bjærget sejlet, mens jeg holder Capri oppe i vinden. Det er dog første gang, at vi har oplevet så kraftige vindpust på bagkanten af en Squall.

Næste morgen ankommer vi til Cape May og ligger for anker i yderhavnen. Endnu engang rammes vi først på aftenen af en voldsom Squall igen 35 kn. 2 både ved siden af os driver og går på grund. Begge både er singlehanded dvs. kun en person ombord. Vi andre kunne desværre ikke komme dem til hjælp. De kom dog selv fri, da vinden aftog og fik ankret på ny i 2-3 forsøg. In Mantus (navnet på vores anker) we trust. Vi sad og spiste med et glas vin, mens de andre kæmpede og vi sov trygt igennem hele natten.

Vi har nu lagt Capri i marinaen, da vi er kørt op til Carstens gamle skolekammerat, der har inviteret os ud og se U.S. Open for kvinder (golfturnering). En af de 18 golfbaner, der er eget af himself Mr. Donald Trump, USA´s præsident. Vi nød dagen på golfbanen med Wayne, Kim(hustru), Dana(datter) og svigersøn. Dog i næsten 50 % fugtighed og 30 graders varme. Sveden drev af os. Stakkels spillere og ikke mindst caddierne, der bar på ca. 15-20 kg. Dagen blev afsluttet med en American Steak og Breunings hjemmelavet bearnaisesovs hjemme på terrassen hos Wayne. Uhm. Alt imens der gik 2 rådyr i baghaven. I uge før havde de besøg af en bjørn og et stinkdyr.

Åh, hvordan kunne jeg glemme at fortælle, at Trump vinkede til mig og et par stykker til ude på golfbanen. Nå ja da, selvom jeg bestemt ikke er tilhænger af Trump, så er det ikke hver dag, at jeg står 100 m fra USA´s præsident.

Carsten er du ”skabs-fan af Trump”?

Inden vi kørte ud til turneringen, bad jeg Wayne om at køre os forbi Carstens barndomshjem, hvor han voksede op, kun 5 km fra Waynes hjem. Og se hvilket foto jeg fik af min mand! Et Trump flag dominerer husets facade, men ikke nok med det. Der hænger også et gult flag med teksten: ” Don’t tread on me ” og et billede af en klapperslange. Et udtryk, der stammer fra uafhængighedskrigen, hvor amerikanerne ikke ville betale skat til briterne uden at være repræsenteret i Parlamentet. Med disse 2 flag var Carsten ikke helt tryg ved den nuværende ejer, så han bad mig skynde mig med at tage billedet.

DSCN0869
Barndomshjemmet – Carsten har fundet sin mage mht politik

I dag spiller Carsten, Wayne og Christoffer (søn) golf, mens jeg skriver. Det er en oplevelse at opleve de to gamle kammerater tale sammen. Det er, som om de har været sammen i sidste uge – et fantastisk venskab. De hygger sig, griner, driller hinanden og taler om gamle dage. Jeg føler mig helt udenfor, men det gør ikke noget – jeg nyder stemningen mellem de to barndomsvenner.

I morgen er den store dag – the Immigration. Jeg beder til, at vi oplever imødekommenhed og fleksibilitet.

Det gjorde vi ikke. Vi fik intet ud af turen, kun udgiften til en lejet bil. Vi skal sende vores ansøgning om forlængelse per post til Immigration og afvente deres afgørelse. Vi er nød til at have opholdstilladelse til årsskiftet, da vi ikke kan regne med at være ude af USA før pga. orkansæsonen og i øvrigt vil vores skibsforsikring af samme grund heller ikke forsikre Capri syd for Charleston SC før efter 15 november.

2 thoughts on “Vinni – Hudson floden og tilbage til Cape May

  1. Hi Vinni,
    Great descriptions of your adventure and I like your piece on FDR and Eleanor. FDR was lucky to have her as his wife.
    Didn’t recognize the picture of our Home . They must have added the porch so they could put up their “fucking” flags,
    Keep writing and enjoy your adventure.
    I’m sending a pound of red chili to South Caroline
    ulrich

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s