Oxford til Washington D.C.

Vi ventede utålmodigt i Annapolis i fire dage før vores nye remote control for vores ankerspil endeligt ankom. Jeg havde sagt til Vinni at det ville kun tage mig cirka en halv time at installere den – men jeg tror ikke på at hun helt troede på mig.

For at være på den sikre side, havde jeg bestilt to sæt. Den første havde jo begået selvmord efter kun et par år, så jeg ville ikke risikere at den nye også brændt af uden at have en i reserve. De koster jo kun $16 stykket så det er jo ikke en herregård vi taler om.

Jeg hentede pakken på havnekontoret og (ja – jeg ved i venter spændt) en halv time senere kunne jeg bede Vinni om at trykke på knappen for at afprøve systemet – og vi blev belønnet med lyden af kæde der rumlede ud af ankerspillet.

DSCN1018
ankerspil remoten installeres

Så kunne vi tage af sted til Oxford. I har set billeder fra mange af de små byer her på Chesapeake med deres vidunderlige gamle huse der er perfekt renoveret. Byerne bliver beskrevet som ”billedskønne” og det er de så sandligt. Oxford, bliver ikke beskrevet som ”billedskøn” men som ”hvid stakit billedskøn”. Bedre kan det næppe blive. Byen har ikke et eneste hus der ikke er fuldt restaureret og fantastisk flot.

DSC_2467
Den ældste færge i usa går her

I forhold til alle de andre byer, får Oxford kun ganske få turister, hvilken betyder at atmosfæren er meget afslappet.

DSCN1021
smuk gammel kirke

Cutter bådværft ligger her. Cutter er berømt for at både bygge og restaurere træbåde. Naturligvis var det noget vi skulle se, især da de har nogle gamle historiske både. De har et afslappet forhold til besøgende. ”Hej med jer – gå bare rundt og kig alt i har lyst til – tag al den tid i vil”. Det bliver ikke ret meget venligere den det.

DSC_2469
vinni posere ved siden af “chainsaw art”

Desværre begyndte det at regne da vi gik rundt i byen. Og det regnede, og det regnede, og det regnede. På almindeligt Dansk: det pissede ned.  Vi blev våde – og så blev vi endnu mere våd.

DSC_2470
Gammel østersklokke – bemærk størrelsen på østerne

Vi nåede tilbage til Capri og blev tør, spiste noget frokost og ventede på at det skulle holde op, hvilken det ikke gjorde. Næste morgen, lettede vi anker og kom afsted mod St. Mary’s, en by der var den første hovedstad i Maryland (indtil 1697) da hovedstaden blev flyttet til Annapolis. Vi forsøgte os med sejl, men vinden var der bare ikke, så turen forgik med jerngenuaen (motor). St. Mary’s skulle, jf. vores pilotbog, have en lille college samt ”historic St. Mary’s”.

St. Mary’s ligger cirka 6 sømil op ad en lille biflod ved det der hedder Horseshoe Bend, hvor vi smed krogen ved siden af en båd fra New Zealand og en amerikansk ketch. Vi tog dinghien ind og blev budt velkommen af deres (student) havnefoged der kunne fortælle os at ”historic St. Mary’s lå oppe på bakken og St. Mary’s College, med sine 1400 studerende (når det var sæson) lå ovre på den anden side af vejen. Ellers var der ikke noget – intet, ingen butikker, ingen bar, intet.

Nuvel, vi havde ingen behov for at se Collegen, men ville da gerne se ”historisk St. Mary’s”. Vi troede at der ville være en lille by men det var der ikke – det der lå der var en slags frilandsmuseet. Ingen af de originale bygninger fra de tidlige 1600s eksistere endnu, det der er, er rekonstruktioner. Men interessant var det alligevel. Der var masser af skilte der fortalte om livet dengang og om hvordan byen var lagt ud og specielt om en driftige hollænder ved navn Garrad van Schweringer, som tilsyneladende ejede næsten det hele.

DSCN1043
solnedgang ved St. Mary’s

Vi vandrede rundt (flere kilometer) og næste morgen lettede vi anker, hvilken de andre to både også gjorde.   Der er ikke mange steder på Potomac hvor man kan anker når man har en båd der stikker 7,5 fod. Man er nød til at vælge med omhu. Vores næste ankerplads hed Cobb Island, en lille bugt bag Cobb Øen hvor der skulle være plads til et par både. Da vi nåede frem kunne vi se at det skulle være et par små både, der var dårligt plads til Capri. Men, heldigvis, var der en stor bugt lidt længere oppe af floden med masser af vand og en anden lille ø vi kunne ligge bag.

BF2_0013
Der er mange smukke fyr på Chesapeake
BF2_0018
Også på Potomac

Som sagt som gjort, og inden længe havde vi smidt krogen og gået i gang med lidt mad, uden at vide at vi snart skulle få både vores anker (Mantus) og vores ankerteknik afprøvet for alvor.

Vi spiste aftensmad og vinden tog til. Nå ja – In Mantus we trust – som vi siger her ombord. Og vinden tog yderligere til. Og yderligere og til sidst, til trods for vi lå bag den lille ø fik vi tæsk af både vind og bølger. Bølgerne var krapsøer og næsten firkantet og Capri blev kastet rundt som en anden bordtennis bold.

Hmmmm – nu er jeg heldig i det at jeg ikke (endnu) er blevet søsyg, men som både vind og bølger blev ved med at tage til, kunne jeg godt mærke at min mave ikke syntes det var sjovt og jeg begyndte at undre mig over om vi ville kunne sove.

Vi var begge meget, meget glad for vi lå bag den lille ø, ellers havde vi ikke kunne holde natten ud. Endeligt da klokken rundede de 22:00, aftog vinden og kort tid derefter, lagde bølgerne sig, og Capri faldt til ro. Søvnen kom hurtigt og vi gentog vores motto: ”In Mantus we trust”.

Vi kan ikke sige nok godt om vores Mantus anker – det sætter sig uden problemer og holder uanset hvilken vejr eller bølger vi har været ude i.

Tak Mantus.

Vi var nu 60 sømil fra Washington og til trods for vi fik en tidlige start, blev vi hurtige klar over at vi ikke ville nå Washington denne dag. Vi havde både tidevandet og flodstrømmen imod os. Capri gik kun 4,5 knob, selv ved 2000 omdrejninger. Der var intet andet for end at forsøge at finde en ankerplads, med mindre vi havde lyst til at anduve Washington midt om natten – hvilken vi så afgjort ikke havde.

Da vi passerede Quantico bemærkede vi en lille marina – vores pilotbog sagde at den kun måtte bruges af militær personale. Quantico er hjemmebase for US Marines (her ligger basen der er hjemsted for 6th Marine Helicopter Squadron – det er dem der flyver helikopterne med Præsidenten ombord) samt også FBI der har en stor lejer og deres laboratorier for test af kriminelle artikler her. Hvilken alsammen betød at vi ikke kunne tilbringe natten i marinaen. Men lige nord for marinaen var der en lille bugt med masser af vand. Hele vejen langs Quantico basen var der hvide bøjer med skilte der sagde, ”Militær område – ingen adgang, bliv mindst 200 meter ude”. Dog var der ingen skilte eller bøjer lige nord for marinaen.

DSCN1048
Quantico marina

Hmmmm. Nåh – man bliver vel ikke skudt bare for at spørge. Vi kaldte på VHF’en men fik intet svar. Så prøvede vi igen – stadig intet svar. Det samme skete da vi forsøgte tredje gang. Vi kiggede på hinanden og blev enige at ”hvad fanden de kan jo kun skyde os”, selv om det nok var mere sandsynligt at de ville sende en RIB båd med tung bevæbnede marinesoldater til at genne os væk (eller bare skyde os).

Da vi var tæt på marinaen, kom VHF’en pludseligt til livs, ”ukendte sejlbåd der anduver Quantico marina, ukendte sejlbåd der anduver Quantico marina – svar venligst”. Tja – vi var den eneste sejlbåd i nærheden for slet ikke at sige ”ukendte” sejlbåd, så vi var ret sikker på det var os han kaldte. Jeg greb mikrofonen og svarede, sikker på at de ville fortælle os at vi kunne skride ad helvede til og kunne vi se at komme væk derfra og  det kunne ikke gå hurtigt nok.

De spurgte om vores intentioner og jeg sagde at vi var på vej mod Washington, men blev klar over at vi ikke kunne nå det inden aften og havde tænkt os at ligge for anker ved siden af marinaen. En venligere modtagelse kunne vi dårligt få.

”Naturligvis – ingen problem – det bedste sted er lige nord for marinaen. Der er en lille rød bøje derude – bare læg jer ved siden af den”. Så vi lagde 60 meter kæde ud (der var 10 meter vand der). Kort derefter kom marinaen på radioen igen og fortalte at der var en lille dinghybro derinde som vi var velkommen til at bruge hvis vi havde lyst til at besøge Quantico by. Det gjorde vi ikke da vi havde vores dinghy hejst op af vandet og vi gad ikke gå til al det besvær med at få den i vandet og motoren påsat.

BF2_0027
Mount Vernon – George Washingtons hjemmested

Det må siges at vi har det med at anker op lige ved siden af USA militær baser. I Charleston lå vi ved US Coast Guard – det samme i Cape May, New Jersey, I Annapolis var det Flådeakademiet og nu Quantico – en Marinesoldat base. Vinni og jeg er blevet vandt til at høre The Star – Spangled Banner (Amerikansk nationalsang) hver morgen. Vinni har nu hørt den så mange gange at hun genkender melodien selv om hun ikke kender teksten (hvem kender teksten? De færreste Amerikaner gør. Jeg gør – men jeg er jo mærkelig hvad den slags ting angår).

BF2_0034
Fort Washington beskytter stadig Washington D.C.

Vi lettede anker meget tidligt så vi gik glip af nationalsangen ved Quantico, og sent den eftermiddag gled vi ind i Washington Channel og tog en mooring kugle. Her ligger vi nu, kun et par hundred meter fra National Mall med alle dens museer, monumenter, det Hvide Hus, Regeringsbygninger og Congress bygningen.

Naturligvis regner det i dag (det er trods alt Vinni og Carsten der sejler her), så vi venter til i morgen med at gå rundt i byen på opdagelse.

I skal nok hører mere om Washington i vores næste afsnit.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s