Vinni – Chesapeake Bay nord

 

Efter skuffelsen hos Immigration kunne vi ikke komme hurtig nok videre på vores rejse. Næste mål er Chesapeake Bay, som Carsten, siden vi forlod Danmark, har omtalt i meget positive vendinger og at det er et område, som jeg skal glæde mig til at sejle i. Jeg har allerede en forestilling om, at vi bevæger os ind i noget, der ligner den svenske skærgård – eller gør vi? Ikke helt, men det kommer jeg til.

Inden vi forlader New Jersey også kaldt ”The Garden State”, et navn jeg ikke forstod meningen af før efter denne sejltur, må jeg gøre op med min holdning til denne delstat. Da vi sejlede ind i New York og gled forbi Jersey City, som vi senere oplevede siddende i en taxa, spurgte jeg Carsten, hvorfor man dog havde givet delstaten dette navn? Hvortil han svarede, at det er, fordi New Jersey er den mest frodige og grønne delstat i USA. Nå tænkte jeg, jeg må da have noget til gode, da jeg ind til videre kun havde set kedelige industribygninger og beboelser, der lignede fattigdom og med megen kriminalitet, da mange lever bag et jernstakit.

Men Carsten fik ret. På turen i en lejet bil fra Cape May og op til Oxford, hvor Wayne (Carstens gamle kammerat) boede, kørte vi først langs ICW (Intra Coastal Waterway) i et smukt ”sump” lignende område. Derefter førte motorvejen os igennem skovarealer hele vejen op til Wayne næsten 300 km. Der var grønt og frodigt så langt øjet rakte. Nu forstod jeg, hvorfor New Jersey har tillægs navnet ”The Garden State”. Jeg ser det som en for- eller baghave til New York. Noget andet jeg blev nød til at spørge Carsten om var betydning af de skilte vi så langs vejen: ”Adopt a highway”, og så et firma eller organisation navn nedenunder, samt et kilometer tal. Det er, sagde han, et program hvor en organisation, det kan være spejderne, en skoleklasse eller et firma, ”adoptere” et stykke af vejen og så sørger de for at der hele tiden er rent langs vejkanten, dvs skrald osv samler de op. En interessant ide, og næsten alle de veje vi kørte på var pinlige rene langs kanterne. Måske en ide vi kunne bruge i Danmark hvor vores vejkanter flyder med affald.

DSCN0831
Adopt-A-Highway

Alligevel blev det en trist, men også lidt utryg køretur, da vi forlod motorvejen og kørte ad landevejen de sidste ca. 25 km. På denne strækning så vi ikke mindre end 5 døde rådyr liggende i vejkanten. Carsten kunne fortælle, at den meget store rådyrbestand altid har været en stor udfordring for bilisterne her i New Jersey. Jeg sad på nåle resten af vejen og stirrede ud til siderne. På et tidspunkt kørte vi forbi 3 rådyr, en mor og 2 unger, der stod i vejkanten og græssede. Mit hjerte stod stille, mens vi passerede dem. Flere biler holdt hornet i bund, mens de kørte forbi rådyrene i håbet om at forskrække dem, så de løb tilbage ind i skoven. Desværre ignorerede de hornene.

Den 19. juli sejlede vi videre rundt om revet ved Cape May og op i Delaware River. Vi planlagde at nå op 3 sømil før C/D Canal (Chesapeake and Delaware Canal) for at smide ankeret for natten bag Reedy Island. En strækning på knap 60 sømil. Som Troels Kløvedal altid siger, man skal være velforberedt, inden man stævner ud og anduver en fremmed havn eller ankerplads. Som sagt så gjort.

Vores Pilotbook forberedte os på, at sejlads op gennem Delaware River betragtes af de fleste amerikaner for at være en hård og svær passage. Mange lavvandsområder og grundt vand ved indsejling til bifloderne, hvor man jo typisk ankrer. Som bogen anbefaler: Naviger grundigt eller hold dig til den store sejlrende, men husk at give god plads til storskibssejladsen og slæbebåde med pramme. Vind ud af øst, sydøst og syd vil rejse krappe søer og give en ubehagelig sejlads. Munter læsning at få Atlanterhavs bølger lige ind i hækken (røven) og blive skubbet fremad i et farvand, der tilsyneladende er svært at navigere i, da tågen ofte deltager i ”festen”.

For en gang skyld var vejret med os, dog kunne vi have ønsket lidt mere vind. Næsten vindstille og havblik, så jerngenuaen bragte os op ad floden. Tågen brillerede med sit fravær. Endnu engang takkede jeg Vor Herre for at have skabs GPS og AIS. Navigationen var derfor ingen problem. Den eneste udfordring vi mødte var ved indsejlingen til Reedy Island, som Carsten allerede har velbeskrevet. Jeg vil her lige benytte lejligheden til at rose Skipper, godt sømandskab. Han bragte Capri sikkert ind på ankerpladsen. Det var en lille øvelse i, hvordan vi senere i Stillehavet skal passere de snævre passager i yderrevene til atollerne med stærk sidestrøm. Blot havde vi ingen koraller her, men sten.

Endnu engang blev vi indhentet af Navy bådene. Jeg stod ved roret og undrede mig over, hvordan de med 3 m/s agten fra kunne holde luft i sejlene og indhente os, der gik for motor 6,5 kn (0,5 kn medstrøm). Svaret var: 5 fod længere end Capri, meget let lastet og helt nye flotte stive sejl, for slet ikke at glemme, at de er vel professionelle sejlere. Brave, den ene af bådene, kaldte os over VHF radioen for at høre, om han måtte passere os til styrbord. Jeg tror, at skipperen kunne huske os fra turen op til New York, hvor vi senere talte med ham i Liberty Landing Marina. Vi vinkede pænt til dem, mens de langsomt passerede os. Da måtte vi jo konstatere, at det vist ikke helt var efter reglementet at side i bikini eller badebukser, mens man sejler en af Navy bådene. Jeg tror dog ikke, at det var øl de sad med i hånden. Men de hyggede sig.

Reedy Island, en fantastisk ankerplads som vi fik helt for os selv. Vi nød igen at ligge for svaj efter alle de dyre marinaer, vi har ligget i, fordi vi ikke har kunnet finde egnet ankerpladser til Capri, der stikker 7,5 fod. Næste morgen fik jeg fornøjelsen af at sejle ud gennem den meget smalle sejlrende mellem sandrevene, inden vi kunne stikke ind i C/D Canal. Det lykkedes kun, da vi havde ramt højvande, for flere steder var vanddybden kun 6 fod ved lavvande. Vi kom igennem uden grundstødning.

C/D Canal er en 12 sømil lang kanal, der bruges meget af militæret og den kommercielle trafik, da den reducerer sejladsen mellem Philadelphia og Baltimore med ca. 300 sømil. Kanalen blev åbnet i 1829, hvor man skulle igennem 4 sluser og skibene blev trukket af muldyr. I dag er sluserne nedlagt og kun meget store fragtskibe eller slæbebåde skal have los ombord. Et ”trafiklys” ved indsejlingen viser om små lystbåde som os, må sejle igennem eller om vi skal vente. Langs kanalen ligger der to små marinaer, hvis man skulle få brug for en overnatning. Der er ellers ingen beboelse langs kanalen men smukke grønne skovområder.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde fået forestillingen om, at Chesapeake Bay, skulle være USA’s svar på den svenske skærgård. Men faktisk er det mere end flodudmunding (Elk River) end en bugt. Det er heller ikke en skærgård, men det er snarere et landskab, som vi kender fra Bøgestrømmen, dog er ”bugten eller Bøgestrømmen” her 200 sømil. Et fantastisk område at sejle i, ifølge amerikanerne, det bedste USA kan byde på, når man ikke vil ud i havsejlads.

De fleste herovre bruger havsejlads kun som transportsejlads fra et sted til et andet og ofte mange sømil, da man ikke bare kan søge i havn. Alle havnene ligger indenskærs, ved de store indsejlinger ”inlets” og der kan være mange timers sejlads for en langsomtgående sejlbåd fra den ene inlet til den næste. Vi ser derfor heller ikke mange sejlbåde på havet, men kun de meget hurtiggående fiskerbåde. Det er gået op for os, at USA er meget mere en motorbåds- end sejlbådsnation. Derfor har de fleste havne kun vanddybde mellem 1,5 til 2 m, hvilket er en stor begrænsning for Capri.

Chesapeake Bay er en sejlers drøm med et relativt beskyttet farvand, dog kræves en del navigation i dette lavvandsområde, men ”bugten” giver uanede muligheder for ankerpladser i de skønneste naturområder ofte opad bifloderne. Også her er der begrænsninger for, hvor mange af disse bifloder Capri kan anduve pga. vores dybgang på 2,25m (ferskvand). Mange amerikanske sejlbåde er konstrueret med sænkekøl og nu forstår jeg hvorfor. Gid vi kunne hæve Capris køl med 1 m, mens vi sejler indenskærs.

Vi må nøje udvælge, hvilke bifloder vi kan ankre i. Alligevel opstod der udfordringer, da vi skulle sejle ind i Sassafras River. Guidebogen havde advaret os om, at der overalt i Chesapeake Bay er Crabpots, Østersfarme og fiskenet af forskellige typer, så vi skulle være meget opmærksomme på, at vi ikke bliver fanget. Det havde de så sandelig ret i, hele indsejlingen til Sassafras River var fyldt med hundredvis af crabpots fra den ene side af floden til den anden. Med langsom fart sejlede vi ”spidsrod” mellem disse kasser i ca. 1 sømil for derefter at kaste anker. Det synes jeg ikke, at fiskerne kan være bekendt. Man bør kunne anduve denne flod også, når det er mørkt eller tåget og det ville være umuligt med mindre, man ønsker at være ankret op på en crabpot. Vi delte ankerpladsen med en anden tysk båd og følte derfor, at vi havde det hele for os selv.

Sidste år var vi heldige at kunne få billetter til The British Open i Troon. I år måtte vi se, om vi kunne finde en sportsbar, der viste The Open. Vi blev enige om, at sandsynligheden for at finde en sådan nok var størst i Baltimore. Derfor besluttede vi at tage videre næste morgen. Efter at vi havde navigeret os ud mellem crabpots og fået sat sejl, forsvandt vinden total. Op med jerngenuaen og sejle i mere end 30 grader. Jeg fik læst lidt mere i vores pilot book og det gik op for mig, at de fleste foretrækker at sejle i Chesapeake Bay i foråret og efteråret – aldrig i juli, august pga. lave vinde, meget varmt mellem 30-40 grader, høj luftfugtighed og mange insekter. Nu havde vi fået svar på, hvorfor vi havde set så få sejlere. Jeg sagde til Carsten, hvis det fortsætter, så bliver jeg ikke her i mange uger. Thunderstorms er også udbredt i denne bugt sidst på eftermiddagen, når søbrisen er stærkest. Ligesom vi også underholdes af kraftige squalls.

Hvorfor kan Carsten og Vinni ikke følge statistikkerne, når det gælder meteorologien? Hvorfor skal vi være i nærheden af det, der sjældent sker? Med andre ord Carsten og Vinni vejr. I Pilotbook står, at tornadoer forekommer i Chesapeake Bay, men de er meget sjældne. Jeg troede kun de forekom ind over land. Tornado-valley som man kalder det herovre. Men ak nej, meget varme, høj luftfugtighed, der skaber thunderstorm, der mødes med en koldfront, er opskriften på denne cocktail ”Tornado eller Waterspout”.

Det var lige, hvad der skete, da vi lå ankret op på en ankerbøje i Annapolisbugten, ca. 8 sømil fra Kent-Island, hvor 6 huse blev beskadiget af en tornado. Jeg levede i bedste uvidenhed, da det skete, dog var jeg opmærksom på lavtrykket, der passerede os. Først 2 dage senere gik det op for mig, hvor tæt vi havde været på en tornado, da nabobåden fortalte os om hændelsen. Carsten havde da læst i vejrmeldingen, at man observerede noget, der kunne udvikle sig til en tornado og mente bestemt, at han havde givet denne information videre til mig. NEVER, så havde jeg ikke sovet trygt om natten og havde kikket på vejrmeldingerne mindst en gang i timen. Det må have været en af hans ”senior-moments”. Nå, men heldige var vi, der skete os ikke noget. Orkaner findes også her, dog oftest som tropiske storme, men det er da også rigeligt. Der er mange såkaldte ”hurricane holes” oppe i bifloderne, men problemet er ofte, at Capri ikke kan gå så langt ind i bifloden pga. af hendes ”lange ben” (dybgang). Skulle uheldet være ude, må vi straks, når vi høre om rygtet, søge mod Washington, der ligger næsten 100 sømil opad en biflod og dermed langt inde i landet.

Ja, der er hele tiden meget nyt at lære.

Vi nåede til Baltimore og ankrede op midt inde i havnen lige ved city. Hver gang vi overnatter på ”krogen” sparer vi ca. 8oo kr. i havnegebyr. Brusebad foregår på hækken, hvilket jeg normalt nyder, men da jeg stod op den første morgen og skulle til at træde ud på badeplatformen, var den helt sort at insekter, en slags tordenfluer. Føj at komme igennem dem og ned i vandet og de satte sig på min våde krop, da jeg kom op – det var alt andet end behageligt. Endnu engang sagde jeg til Carsten, at hvis det fortsætter, så er jeg sejlet ud af Chesapeake Bay. Heldigvis sluttede insektplagen her i Baltimore.

Vi fandt, hvad vi kom for, en lokal bar med stort tv og The Open. Vi nød golfen der i 2 dage. Ellers gik vi ture i downtown og ned langs havnefronten og nød de gamle huse fra 1800 årstallet. Det imponerede mig, at selv de nye bygninger var holdt i den gamle stil. Meget charmerende bydel med den ene restaurant efter den anden – det lignede nærmest Nyhavn i København og med den samme hyggelige stemning.

Ligeledes var jeg imponeret af, hvordan man her forsøgte at holde havnen ren. Når vandet med tidevandet kom ned fra floderne løb det gennem et ”Rensningsanlæg” en slags vandmølle, der opsamlede affald, der herefter røg direkte i en container. Derudover kom ”gadefejeren” sejlende forbi hver morgen.

DSCN0899
rensningsanlæg ved flod udmundingen i havnen

Men når man kom væk fra havnefronten, lignede Baltimore en kedelig storby med en stor industrihavn.

Mine forventninger til Annapolis, vores næste mål, var derfor heller ikke så store. USA’s sejlercentrum og Flådens Officer Akademi. Men min forud taget holdning til Annapolis blev bestemt gjort til skamme. En mageløs charmerende by med megen historik. Og hvad jeg slet ikke viste var, at byen kortvarigt var hovedstaden i USA, da amerikanerne skrev fredsaftale med briterne. I dag er Annapolis hovedstaden for delstaten Maryland. Alligevel er det lykkedes byen i dens centrum, at bevare de gamle huse fra 1800 årstallet. Disse er selvfølgelig for små til nutidens familier og deres behov, så i stedet for at rive to af de gamle huse ned og bygge et stort, så har man udvidet det gamle hus med en tilbygning bagtil og dermed bevaret facaden og det gamle gadebillede.  I øvrigt synes jeg, at det er en inspirerende måde, hvorpå man her bygger rækkehuse. Husene er nemlig ikke ens, de ser forskellige ud. Det skaber en form for individualisme.

DSCN0948

Vi ankrede op på en ankerbøje lige foran Flådens Officer Akademi og jeg blev vækket den første morgen af råb. Hvilket syn jeg mødte, da jeg kom op i cockpittet, ca. 1000 kadet-aspiranter løbetrænede ned langs kajen og ind på deres sportsplads for at gøre morgengymnastik i en hel time. Vi andre kunne godt få lidt dårlig samvittighed, når vi sad og nød Kaffe/te, mens vi hørte deres træner råbe ud gennem højtaleren: ”One, two, three – I miss mom-my”,” One two three – I went to sea” One, two, three – Mom-my help me”” One, two, three I joined the na-vy”.  Klokken er 8 og mens vi nyder vores morgenmad, lyder ”Star – Spangled and Banner” (nationalmelodien) ud gennem højtaleren. Jeg rejser mig høfligt op og står ret for at vise min respekt for landet – jeg er ikke den eneste, andre både gør det samme. Carsten spiser videre og griner af mig. Følg skik eller land fly.

Vi besøgte The Statehouse, den nuværende delstats regeringsbygning. Imponerende bygning særligt indenfor. Vi så den nuværende og tidligere mødesal for såvel senatet og repræsentanternes hus. I den gamle mødesal for senatet havde man opstillet en figur, der skulle ligne George Washington, der står foran kongressens præsident, hvor George Washington den 23. december 1783 indleverede sin opsigelse som general for hæren, da han skulle tiltræde som USA’s første præsident. Kvinder havde dengang ingen adgang til mødesalen, de var henvist til en balkon på 1 sal, hvor de kunne være tilhører. I dag har delstats senatet 47 medlemmer, der er på valg hver sjette år og delstats repræsentanternes hus har 141 delegerede, der er på valg hver andet år.

Dagen efter, da vi var på vej til et museum, hører vi pludselig en mand bagved os sige: ” Jeg kan se I går med et kort i hånden, er der noget, jeg kan hjælpe jer med?” Han forklarede os, hvor vi kunne finde museet og spurgte os, om vi havde besøgt The Statehouse, for der arbejdede han. Det viste sig, at han var delstats senator. Hvornår har en dansk folketingspolitiker uopfordret standset en turist for at høre om han/hun kunne hjælpe dem?

Museet vi besøgte var Banneker-Douglass Museum (inkl. Harriet Tubman), der i høj grad illustrerede historikkens betydning for Annapolis. Bygningen ligger i tilknytning til en kirke. Her i USA er kirker ikke ejet af staten som i Danmark, men af menigheden. Ligesom i Danmark falder antallet af medlemmer i menigheden, hvilket ofte betyder, at menigheden er nød til at sælge kirken og gå sammen med andre menigheder i en anden kirke. Her solgte man kirken til delstaten, der ønskede at jævne den med jorden for at bygge parkeringspladser, men Annapolis’ Historical Sociaty gik på banen for at bevare kirken. Annapolis besluttede i tilknytning til kirken at oprette et museum, der viser Annapolis’ historiske rolle i slaveriet, da en meget stor del af slavehandlen foregik her i byen.

Hvem var Banneker? Han var søn af en irsk kvinde, Ruth Starr Rose, der var solgt til en familie i Annapolis, som en tidsbegrænset slave i 7 år på baggrund af, at hun som tjenestepige hos en familie i Irland, var så uheldig at have spildt en liter mælk. Man påstod, at hun havde drukket mælken, med andre ord stjålet mælken og derfor straffede hende med at sælge hende som slave.

Efter Ruth havde udstået sin straf, lejede hun et lille stykke jord og tjente tilstrækkeligt til at købe nabogården. I mellemtiden havde Ruth forelsket sig i en af naboens sorte slaver, som hun frikøbte og giftede sig med. Sammen fik de Banneker, som i første omgang blev født ind i slaveriet, men det lykkedes ham som voksen at blive fritaget for slaveriet, da man ikke kunne bevise, at hans forældre lovformeligt var gift, derfor ikke kunne betragtes som søn af en tidligere slave. Han var selvlært som matematiker og astronom. Endte som arkitekt på byplanlægningen af Washington D.C.

Douglass, en sort slave, flygtede til Pennsylvania, en delstat der ikke havde slaver, kæmpede resten af sit liv for at frigøre slaver.

Harriet Tubman, en sort slave, der ligeledes flygtede op i nordstaterne, fik en vigtig rolle i det man kalder ”underground railroad” dvs. hun arrangerede flugtvejene for mange slaver og der var indsat en stor dusør på at fange hende. Det lykkedes dog aldrig. Under borgerkrigen fungerede hun som spion for nordstaterne.

Hele udstillingen havde meget fokus på slavernes flugt og mange af dem søgte ind i hæren under borgerkrigen for at komme ud af slaveriet. Det var en overraskelse for mig, at da Lincoln forbød slaveri ved lov, var det kun i sydstaterne – loven galt ikke nordstaterne, som også havde slaver dog ikke i samme mængde.

Slaverne i Maryland arbejdede typisk i tobaks markerne, fiskeri eller var håndværkere. Netop Chesapeake med dens mange bifloder indbød slaverne til flugt via vandvejene og videre til nordstaterne særligt til Pennsylvania.

Det var en udstilling som gjorde meget indtryk på mig og kunne selvfølgelig ikke lade være med at tænke på danskernes rolle i slavehandlen. Carsten kunne huske fra sin barndom urolighederne i sydstaterne i 60’erne. Ligesom han kunne huske ”segregation” (Apartheid) fra sine ferie med forældrene i sydstaterne, hvor Carstens forældre nægtede at gå på restaurant, hvor der stod kun for hvide. Ofte når Carsten skulle på toilet, var der skilte for hvide til højre og sorte til venstre (i baggården), det var svært for en lille dreng at forstå.

Vi besøgte da også det Maritime Museum. I guidebogen havde jeg læst, at det er forbudt at fiske østers i Chesapeake Bay – og jeg som elsker østers. Tilbage før borgerkrigen i begyndelsen af 1800 årstallet begyndte man at fiske østers i tons vis – også kaldt for ”det hvide guld”, man behøvede bare at stikke hånden ned i vandet og der var fangst. Men sådan fortsætter det ikke i takt med, at man udvikler mere effektive fangstmetoder. Rovdrift og giftige alger gjorde det næsten af med østers bestanden i Chesapeake Bay. I gamle dage kunne østers rense hele bugten på 2 dage, i dag skal der bruges et helt år. En voksen østers kan rense op til 40 gallons vand per dag. I dag, hvor man har ”plantet” beskyttet østersfarme mhp. at rense vandet, svarer antallet til kun 2 % af bestanden fra bestanden i 1800 tallet. Sørgeligt.

Chesapeake Bay er kendt for sin ”Blue Crabs” – en delikatesse, kødet er mere mørt end andet krabbekød. Som nævnt tidligere er der Crab-pots overalt, så hvorfor skal delikatessen være så dyrt? Nå, men jeg har da smagt både crab-cakes og den blå krappes klør, der i øvrigt er meget små, men lækre.

Ikke kun fangstmetoderne har udviklet sig, det har bådene også. Den foretrukne båd til østersfiskeri i 1800 årstallet var ”Skipjack” pga. den var fladbundet og havde en center cockpit. Den var stadig i brug til krabbefiskeri i begyndelsen af 1900 tallet, men derefter kom ”Draketail” (anderumpe), der var opkaldt efter hækkens udseende. De første ”Draketail” var lange og smalle og var i øvrigt de første motorbåde, man anvendte. Senere med stærkere motorer blev de bredere og længere op til 60 fod.

Selvom vi ser mange crabpots og fiskenet, så er det kun mindre fiskerbåde, der kommer ud om aftenen og samler nettene op og lægger dem ud igen om morgenen. Det ligner på ingen måde stort industrifiskeri længere.

 

 

Vi er gået mange kilometer rundt her i Annapolis og nydt byens huse fra 1700-1800 årstallet – det er lidt som om tiden er skuet tilbage. Utrolig charmerende. Men vi havde jo også lyst til at besøge vores nabo, nemlig The Navel Academy. Modsat West Point så kunne vi her gå rundt alene og nyde de flotte bygninger og hele områdets stemning. Vi havde selvfølgelig planlagt vores besøg således, at vi kunne se deres ”formation”, hvor alle 1200 kadetaspiranter stod i deres flotte hvide uniform på gårdspladsen og sang.

Der er dem som synes, at militæret med deres disciplin og kommandoråb m.m. er komplet latterlig og spild af penge. Den holdning deler jeg ikke helt og blev derfor lidt rørt, da jeg så de unge menneske i fuld vigør og 100% engageret i deres uddannelse. Jeg fornemmede den stolthed, der udstrålede fra dem. Inderst inde sendte jeg dem en tak, for når det kommer til kriser, er det ofte amerikanerne og dermed disse unge mennesker, der i fremtiden kommer og redder os.

Vi fik mulighed for at se deres ”dormitories”, der hvor kadetterne bor. Det er noget andet end de kollegieværelser jeg boede i som sygeplejeelev.

DSCN0984
kadet værelse

 

Ligesom i West Point har The Navel Academy en smuk ”Chapel” (kirke). Kadetterne må ikke gifte sig, ej heller få børn under deres 4-årig uddannelse. Det betyder næppe, at de ikke har kærester eller lever i cølibat. Men det betyder, at der efter deres dimensionsfest senere på dagen afholdes mange bryllupper i kirken. De nyudklækkede søofficerer kan ansøge om at blive gift i kirken og får ca. 15 min til vielsen, da der afholdes mange bryllupper den dag.

 

 

Optagelsesreglerne og uddannelseskapaciteten her er den samme, som jeg beskrev under West Point. Ca. 1200 kadetter optages hvert år og i alt ca. 4000 under uddannelse.

Efter at have set det vi ønskede i Annapolis, sejlede vi videre til den ”Skagen” skønne og charmerende by St. Michael. Indsejlingen, der snoede sig op gennem sandrevene opad fjorden var mageløs flot. Carsten har beskrevet byen nærmere, så jeg kan underholde med vores lille udfordring med ankerspillet. Som sædvanlig er der kun et meget lille ankerområde, hvor Capri kan søge hen på grund af vanddybden, men vi fik os mænget ind mellem nogle motorbåde og var klar til at smide krogen. Intet skete – jeg stod med remote controllen, den lyste, men spillet lystrede ikke, den var død. Jeg prøvede med den anden remote control med samme resultat.

Gamle søulke vil sige, så brug dog håndtaget! Det kunne vi også i en nødsituation, men det var vi ikke i. Med et anker på 30 kg og 100 m kæde på ca. 130 kg er vi nød til at have et elspil, der virker, hvorfor vi valgte at lægge til i den lille marina mhp. at få en elektriker på banen. Han kom dagen efter og det tog ca. 10 min for ham at finde problemet og kostede os 1000 kr. + 850 kr. i havnepenge. Øv.

Det, der tog længst tid, var at få elektrikeren ombord. Han vejede mindst 150 kg. Jeg sad spændt og kikkede på søgelænderet, om det nu holdte til hans vægt, da han tog fat i det. Ankerspilmotoren er monteret således, at man skal ind i vores forreste kahyt og ind til loftet ved fodenden, der kan man komme ind til motoren. I skulle have set et syn, da Carsten og denne gigantiske elektriker lå ved siden af hinanden i vores seng. Jeg overvejede kort at hente kameraet, men synes det var nok lige frækt nok, så jeg lod værre.

DSCN1018
I må nøjes med Carsten

 

 

Nu er vi tilbage i Annapolis, da det er billigere at ankre på en ankerbøje her til 230 kr. end i marinaen i St. Michael. Vi har nu ventet i 5 dage på den lille reservedel til 150 kr. skal komme. Øv øv. Sådan er det også at være langturssejler.

Jubii reservedelen er kommet. Carsten har påmonteret den og ankerspillet virker. Så nu er det med at komme afsted til Oxford (not in UK). Byen lever helt op til ”Small Town America” og er et maleri værdigt. Det er den første by, som bosætterne etablerede på østsiden af Chesapeake Bay i slutningen af 1600 årstallet.

Vi besøgte det lille lokale museum, der var etableret i den gamle købmandsforretning. Her kunne man desværre ikke forklare mig, hvorfor byen havde ændret navn fra Frederiksstadt til Oxford. Men man fortalte os, at byen, der fuldstændigt lignede St. Michael, havde valgt en anden strategi – nemlig ingen turisme, hvilket gav den lille landsby et autentisk præg i modsætning til St. Michael med de mange restauranter, B&B og forretninger med de meget høje priser.

Vejret var bestemt ikke med os, det stod ned i lår tykke stråler hele dagen. Men vi trodsede regnen, jeg var da klog nok til at iføre mig en regnfrakke, mens Carsten mente, at man kun kunne blive våd. Det blev han sandelig også. Midt vejs måtte Carsten søge ind under et halvtag ved det lokale supermarked for at vride lidt af vandet ud af hans bluse.

DSC_2473

Vi gik hele vejen i vand til anklerne og måtte på et tidspunkt søge ly i den lokale kirke. På trods af regnen nød vi at gå gennem den gamle del af byen med de smukke og meget vedligeholdte huse fra 1800 årstallet. Vi besøgte da også et lokalt skibsværft, der havde specialiseret sig i at restaurere træbåde – kors hvor var de flotte.

Når jeg oplever en landsby som denne, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad beskæftiger beboerne sig med? Her er kun 3 små skibsværfter, 2 restauranter, 1 lille supermarked og lidt frivilligt arbejde. Det er meget idyllisk, men er det kun håndværkere og pensionister, der kan trives her? Vi så ingen børn eller småbørnsfamilier. Til gengæld så vi desværre ikke mindre end 12 af de gamle huse til salg indenfor 0,5 km. Det vil være ærgerligt, hvis en sådan historisk og idyllisk by dør ud.

Sidste stop inden vi bevæger os ind i den sydlige del af Chesapeake Bay er Solomon Island (dog ikke beliggende i Stillehavet). Her fandt vi en idyllisk lille bugt bag øen, hvor vi kunne ankre. Vi tog ”lille Capri” (dinghy) og sejlede op langs bifloderne og nød naturen.

Men der skulle også handles stort ind, inden turen gik videre sydpå. Som de fleste steder her i USA, hvor alle kører rundt i store biler med aircondition, ligger supermarkederne ude i de store Malls, som aldrig ligger i nærheden af havnen/ankerpladsen. Så afsted med vores indkøbsvogn på vores ”maxi-taxi” (fuselanker) traver vi ofte ca. 10 km, hvoraf de 5 km hjem foregår tungt læsset. Ind imellem er vi heldige – også her – at en af de lokale standser bilen og spørger, om vi vil have et lift – åh jo tak. De har altid gættet, hvor vi skal hen – vi ligner vel efterhånden et par rigtige ”boat-bums”. Sådan er det også at være langturssejler.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s