10.000 sømil – en milepæl

 

Jeg kiggede på vores log for et par dage side og så at den viste 16.676 sømil. Det tal, sammen med det den viser nu, betyder at vi har passeret to milepæle, så det er nok på tide at jeg reflektere lidt på vores liv til søs indtil videre, samt spekulere lidt på hvad fremtiden vil bringe…………

Nå ja- du spørger – hvilken milepæle er det du ævler om? Tjaa, da vi sejlede fra København skrev jeg i vores logbog at vores log viste 6.676 (aha! Siger du – nu da et lys tændes og det begynder at gå op for dig). Da loggen nu viser 16.676, betyder det vi har sejlede 10.000 sømil siden vi tog fra Danmark. Og det er på cirka et år da vi tilbragte næsten 2 måneder i Danmark, da Vinni var nødt til at tage tilbage. Bryder vi det ned er det 800 sømil hver måned, hvilken er ikke så lidt, som de ville sige over i Jylland.

For jer landkrabber er det cirka 18.000 kilometer.

DSCN1137
Her er så beviset – 16.676 sømil

Hvilken betydning har så den anden milepæl? Vi starter med lidt matematik. Jorden er opdelt i 360 længde grader fra pol til pol. Hver længde grad indeholder 60 minutter, hver minut er lig med 1 sømil. Såååå, med lidt matematisk beregning (der lyder hurtige tasten på lommeregneren da alderdommen hos skribenten nu er så fremskreden at han ikke kan gøre så kompliceret regnestykker i hoved mere), betyder det at der er 21.600 sømil rundt om jorden ved ækvator. Del det med 2 (tast, tast, tast, igen) og så finder vi frem til at der er 10.800 halvvejs rundt om jorden.

Da vores log nu viser 17.601 og den viste 6.676 da vi forlod København (meget mere taste arbejde – sveden bryder nu frem på panden af skribenten) finder vi frem til at 17.601 minus 6.676 giver 10.925 eller just en smule mere end halvvejs rundt om jorden.

Nu har vi ikke SEJLET halvvejs rundt om jorden – kun en distance lig med det.

Men det betyder at det er på tide at reflektere – hvad har vi opdaget (bortset fra den nye verden) om os selv?

Faktisk har vi opdaget en masse. Først er det gået op for os at vi kan lide passage-making (krydse oceaner). At sejle passage betyder at sejle meget lange afstande uden at se land – som når man krydser en ocean. Det er ikke for alle. Få sejlere har ingen følelser om at sejle passage. Du hører ALDRIG en sejler sige, ”passager? Jeg er indifferent.” Enten siger de: ”aldrig i livet – heller vil jeg have en blodprop i hjernen end at sejle passage”, eller ”aldrig igen – ikke i dette liv eller det næste,” eller også kan de lide det.

Vinni og jeg har fundet at vi kan lide det. Vi siger som dem der også kan lide det: ”det tager et par dage at finde rytmen, men når det er sket så er vagt på vagt og det at køre båden helt alene vidunderligt. Solopgangene og solnedgangene er mere end fantastiske –  for slet ikke at nævne de stjernfyldte himmeler man ser.

DSCN0191
fantastisk – ikke også? Midt atlanten

Den slags stjernehimmel, i det tilfælde du aldrig har set en, er helt unik. Kun sejlere, eller de folk der bor langt ude i bjergene eller ørkenen ved hvordan sådan en himmel ser ud. Billeder kan ikke gengive synet og jeg mangler den poetiske gen til at gengive det med ord. Lad os bare sige at det er ikke alt som mennesket skal kunne forstå – nogle gange skal man bare kigge med undren og nyde det. Og man kan sagtens tilbringe en hel vagt med at beundre stjerner.

dsc_1780
Capri i måneskin – der ses mange stjerne derude

Og så er der en side af sig selv som få mennesker får muligheden for at udforske – har du det godt med at være alene med dig selv? Helt alene? Du har vagten, det er midt om natten, den anden sover og der er du – helt alene og kun med dig selv som hjælp. Der er ingen at tale med end dig selv og du bærere det fulde ansvar for skibet (og den sovende besætning). Dig og kun dig skal sikre at alt er vel med Capri – er sejlene trimmet rigtigt? Tager hun bølgerne som hun skal? Er hun en ”happy boat”? Er der nogle mystiske lyde som kunne betyde at noget er galt? Er der andre skibe eller både derude på søen som kunne være en fare for Capri? Er der mulighed for sammenstød? Er der behov for at rebe sejl? (formindske sejlarealet). Jeg har før beskrevet at det at rebe Capri’s sejl single-handed i 25-30 knob vind, kræver mere end almindelige sømandskab, og du skal gøre det selv. Du kan ikke bare vække den anden – gør du det får de aldrig sovet ud.

dscf1907
Det er ensomt når man klæder sig på til nattevagt i storm. Vinni halvejs til Caribien

Ja, det er ikke for alle – men vi kan lide det (ok – vi er nok heller ikke helt normale i hoved).

Vi har udviklet os som sejlere. Vi er meget bedre sejlere end vi var da vi tog afsted. Vi har lært at single-hand Capri næste uanset vejret, og vi har lært hvordan vi skal forbedrede os og Capri for virkeligt ”heavy weather sailing” – især når det dårlige vejr fortsætter i flere dage. Det er ikke noget man oplever i Østersøen, da det næsten er umuligt at være mere end 6-7 timer fra nærmeste havn. Når der sejles passage – så bliver man nød til at tage hvad der kommer – når det kommer. Der er ingen havn at søge sikkerhed i midt ude på havet. At sejle passage bygger selv-tillid, om end ikke andet. Som en fyr ved navn Jan sagde til os, ”når i først er derude, hvorfor spilde tiden med at hente grib-filer (vejrudsigter)? I kan jo ikke gøre noget ved vejret alligevel og hvis i henter gribfiler spilder i bare tiden og energien med at bekymre jer om det.”

Vi har opdaget at vi elsker at ligge for svaj. Den stilhed og fred der hersker kan bare ikke beskrives. ”Gunkholing” er det Amerikanske udtryk for at søge listige, ukendte steder at anker. Der hvor du har det hele for dig selv. Vinni og jeg er blevet ”Gunkhole” fanatiker. Vi har også udviklet vores ankerteknikker dertil hvor vi sover bekymrings frit natten igennem – uanset hvor hårdt det måtte blæse. ”In Mantus we trust” er vores anker motto – men det betyder også at vi er blevet  bedre til og har en meget bedre kendskab til ankring og alle de småting der skal til for at et anker ”bider” og bliver liggende. Vi ankret aldrig særligt meget i Østersøen – men herude er det en nødvendighed, af økonomiske årsager hvis ikke af andre. For det er virkelige en nødvendighed – der er ikke ret mange marinaer der kan tage en båd med en 7.5 fod køl. Dertil skal nævnes at man ser ufattelige mange stjerne når man ligger for anker………………….

Vi er blevet ”boat bums”. En titel vi bære med stor ære. At være en boat bum betyder ganske simpelt at vi har fundet livet ombord til at være bedre end livet på landjord. Vi trives i vores lille verden, 40 fod lang og 13 fod  bred (på det bredeste). Capri er ikke blot vores hjem, hun er også vores transport måde. Hun er vores ”sneglehus” som vi bærere på ryggen. Hun (både ER af hunkøn – ikke noget med at være politisk korrekt her) tager os steder hvor landkrabber ikke kan komme. Hun beskytter os, passer på os uanset hvor slemt vejret er, uanset hvor høje bølgerne er, uanset hvad. Capri rider dem alle sammen af og bringer os sikkert ind i en lille bugt eller fjord hvor vi kan smide krogen og hvile ud.

Ja, ja – jeg ved det godt – hun er ”kun” en båd. Prøv lige at fortælle Vinni eller en anden langturssejler det. Både har en sjæl og i hvert fald deres egen ideer om tingene. De kan blive sure eller stædig som bare pokker. Men, behandler du dem ordentligt, bliver de ”happy boats” og så vil de passe endda meget godt på dig.

Jeg sidder her og prøver at se os bo på land igen. En langturssejler vi kender fortalte os engang, at da hun gik i land efter 8-10 år til søs flyttet hun ind i en 2 værelses lejlighed og de første 6 måneder kunne hun intet finde da der var alt for mange steder hvor ting kunne ligge – desuden for hun vildt op til flere gang i de 2 værelser.

Vi grinte meget af det – men nu er vi ikke helt så sikker…………………………………..

Forleden aften bemærket Vinni at vi lever vores liv udendørs. Jeg havde ikke spekuleret over det, men da hun sagde det måtte jeg give hende ret. Vi tilbringer al vores tid enten i cockpittet eller ved at går rundt på land. Vi tilbringer næsten ingen tid under ruf. Vi går kun derned for at sove eller tilberede mad (med mindre vi griller som også foregår i cockpittet). Når al ens tid foregår udendørs betyder det masser af frisk luft og sol – hvilken betyder at man går tidligt i seng. Vi er blevet som vores forfædre, vores livsrytme følger solen, op når det lysner og det er sengetid kort efter solnedgang (men vi har begge en Kindle så vi sidder og læser i cockpit efter det bliver mørkt).

At være udendørs hele tiden betyder også at vi er så solbrune at enhver ”beach bum” eller ”surf babe” vil være misundelige. Vinni er, som en god blondine burde være, gylden brun og ligner en poleret messing stage. Jeg er mørkere og ligner nok mest et stykke læder. Vores solbrunhed går dybt – det er af den type som kun fås ved at være udendørs hele tiden og få meget sol hver dag.

Vi bruger vores Maxi-Taxi til transport. Uhhh – hvad er en Maxi-Taxi? Tja – dit venstre ben er Maxi og dit højre ben er Taxi. Med andre ord så går vi alle steder – hvilken siges at være godt for hjertet og blodomløbet. Mystisk nok – når vi går til supermarked (og især når vi er på vej tilbage til Capri slæbene med vores trollier og poser fyldt med mad) er det tit at vildt fremmede standser deres biler og spørger om vi skal have en lift. I går spurgte vi en dame om hvordan vi skulle finde supermarkedet og hun tilbød med det samme at køre os dertil. Vi har mødt mange vidunderlige og venlige mennesker indtil videre på vores tur.

Det er et behageligt liv – et der garantere 8 timers søvn og meget lidt stress. Vi har kun sjældent en deadline der skal mødes. Stort set alt kan udmærket vente indtil i morgen. Det mest stressfyldte er når Capri skal repareres – har vi reservedelene? Kan vi få dem lokalt? Kan vi reparere det selv? Men i det store og hele sker det sjældent. Reservedele er pesten i vores eksistens. De er altid vanskelige at få fat i og skal næsten altid bestilles – hvilken betyder at vi så skal vente flere dage på de kommer. Derefter kan man så gå i gang med at reparere hvad det nu er der er galt. Lie nu arbejder jeg på vores ferskvandsfodpumpe. Som jeg skriver dette er den skilt fuldkommen fra hinanden mens jeg (forgæves) forsøger at finde ud af hvor den lækker. Nå ja – det skal regne hele dagen og vi får tordenbyger senere – så jeg har vel intet andet at foretage mig.

Jeg syntes at jeg tit skriver på vores hjemmeside om at nu skal vi reparere dit eller dat og der er nok nogle af jer der undre jer – ”hvad er det for en gamle bras af en båd de har der hele tiden går i stykker?” Faktisk er Capri en vidunderlige båd og hun går ikke i stykker så tit – men når man sejler konstant, hverdag – og man bor ombord hele tiden – tja, så bliver der meget slitage. Det siges at det at sejle over Atlanten slider lige så meget på en båd som ti års sejlads derhjemme. Vi har nu sejlet over 10.000 sømil og der er mere end langt de fleste sejler på 10 år – der er mere end mange sejler i et liv – så det undre ikke at småting går i stykker. Vi er blevet mere opmærksom på at det tager hårdt på Capri – og at der er meget mere slitage end vi er vandt til. Prøv at tænk på hvor meget mere det ville slide på din bil hvis du kørte den 6-8 timer hver dag i stedet for bare et par timer et par gange om ugen eller et par gange om måneden hver sommer. Det er det samme for Capri.

ikke for sarte sjæle – der arbejdes på Capri

Jeg har før bemærket at vi ikke ser fjernsyn. Vi så lidt fjernsyn sidste sommer i Skotland(det er et år siden) og da vi var i Baltimore så vi British Open på en sports bar. Forleden aften regnede det og Vinni ville gerne se en film så vi sat fjernsynet til og så en DVD.

Det er al det fjernsyn vi har set i et år.

Vi savner det heller ikke. Vi læser avisen på internettet en gang imellem når vi har god internet – men nyhederne er stort set de samme som da vi boede derhjemme. Alt er ved det gamle.  Yada, yada, yada.

Efter der er gået noget tid bliver man klar over hvor meget tid man brugte på at sidde foran ”alteret” og blive passivt underholdt. Sikken spild. Vi læser en del bøger nu og Vinni er begyndt at strikke igen (nå ja – vi er i troperne så vi har ikke helt så meget brug for uld sweaters………………..)

Vi er begge blevet MEGET afslappet. Vinni siger at jeg er for meget afslappet (læs: doven), men der er jo kun hendes mening (hun kan jo tage fejl).

Siden vi ankom til Florida har vores sejlerudfordringer være mindre da vi har sejlet på Intracoastal Waterway hvor næsten alt foregår med motor. Men vi har været nødt til at holde et vågent øje på vores dybgangs måler da Waterwayen ikke er lige dyb over det hele. Dybden er vores store udfordring – vores køl stikker 7.5 fod i ferskvand og når tidevandet er ude er der tit kun 5 fod (eller mindre) i sejlrenden.

Vinni har opdaget Small Town America og finder den fascinerende. Her er en America som hun aldrig har hørt om eller besøgt (det har mange Amerikaner heller ikke hvis sandheden skal siges). Hun lærer også en masse Amerikansk historie som vi sejler op og ned af østkysten – det er her, at Amerikansk historie efter Europæerne kom, begynder. Vi er nu i Washington og vil besøge the Smithsonian (nationalmuseet), som burde give Vinni en masse. Jeg tror jeg vil se om Amazon har en Amerikansk historiebog som hun kan læse og få det hele i kronologisk rækkefølge. Men hun er begyndt at få styr på Uafhængighedskrigen og navnene der gør sig gældende der: Washington, Jefferson osv. Og Borgerkrigen med Lincoln, Grant, Lee for slet ikke at nævne Roosevelt og hans kone Eleanor (et par som har grebet hende utroligt).

DSCN0720
skulptur af Eleanor og Franklin ved Hyde Park

Washington og dens National Mall har overvældet Vinni fuldkommen. Aldrig har hun set en sådan koncentration af museer som Smithsonian bygningerne der ligger side om side langs National Mall. Jeg skal nok lade hende beskrive dem, men bare for at fortælle lidt – så tilbragte vi hele eftermiddagen på det nye Afro-American museum og vi nåede kun at se de 3 nederste etager før de lukkede kl 5. Resten må vi have til gode en anden gang. FDR (Roosevelt) monumentet er virkeligt imponerende. Ikke så meget på grund af størrelsen (det er stort) men mest fordi den syntes at have fanget essensen af FDR og Eleanor. Få Amerikaner ved hvor stor betydning FDR og hans tid som President har haft på USA. Han ændret simpelhed hele landet i løbet af hans tid. En stor mand og en stor President.

Al dette har overrasket Vinni. Historie har ellers aldrig haft hendes stor interesse. De lærere hun havde i skolen var ikke gode og både hun og hendes klassekammerater var kun interesseret i at få en karakter og komme videre. Jeg, til gengæld, var utrolige heldig og havde nogle meget dygtige lærere som fik tændt gnisten i mig og historie har opslugt mig lige siden.

Hvad mere – tja, vi har desværre begge taget et par kilo på – som vi forsøger desperat at tabe (hvorfor er det at det altid er meget sjovere at tage kilo på end at tabe dem?).  Som det siges – hvorfor er al det der er sjovt i verden, enten ulovligt, umoralsk eller fedende?Vi forsøger at lade vær med at drikke vin til dagligt, og håber på det hjælper.

Jeg nyder også denne Amerikanske rundtur – trods alt voksede jeg op herovre og jeg har mange dejlige minder om min tid her. Som Vinni siger – jeg er mere end halv Amerikaner og der er ingen herovre der mistænker mig for at være andet end en Amerikaner –  dertil er mit sprog for Amerikansk – jeg har ingen accent.

Det er en ulemper for Vinni, for jeg taler Engelsk (ok-Amerikansk) som indfødt. Når vi taler Engelsk så ER det et fremmede sprog for Vinni. Selv om hun taler det perfekt og endda kan fortælle vittigheder, er det stadig et fremmede sprog og hun har behov for at være ekstra opmærksom når resten af os taler. Hun bliver nogle gange træt. Resten af os pladder bare videre uden at bemærke vi har tabt Vinni. Jeg forsøger at huske det, men glemmer (og Vinni jeg forstår virkeligt problemet. Jeg havde det i Holland da du var flydende på Hollandsk og jeg haltede bagefter).

Vi har vendt nu og er på vej sydover –Caribien venter og det gør ”The colors” i New England også. Træerne i New England er verdensberømt for deres efterårsfarver og jeg har lovet Vinni at vi skal op og se dem, så vi tager derop sammen med to af vores favorit mennesker, Marshall og Debbie for at se farver og spille lidt golf. Derefter skal vi til San Francisco og lege baby-sitter for mine børnebørn. Anne Sophie og Jamie skal på en cruise i Grækenland og har spurgt om i ikke vil tage os af Frida og Viggo.

Jeg er ikke helt sikker på om de bare har en masse tillid til os eller om de er skøre i bolden – men som jeg sagde til Vinni – hvad fanden – vi kan jo kun slå dem ihjel….. Men det bliver sjovt at lege baby-sitter.

Vi føler begge manglen på at sejle for sejl. Der er noget specielt i at glide hen over vandet med vinden. Det har der ikke været ret meget af i Chesapeake og slet ikke på Hudson floden. Turen langs Outer Banks vil nok give os lidt og senere på efteråret vil vi være i Caribien. Vi har talt meget på det sidste om Caribien – dejligt varmt vand – lige til at springe i for en morgen dukkert – eller aften dukkert for den sags skyld. At sejle for sejl igen. Udforske nogle flere øer – ej at forglemme Bahamas og BVI som alle siger er helt fantastisk.

Vi ville ikke have gået glip af denne amerikaner tur. Det har været en erfaringsrig tur som er svær at beskrive. USA er så mange forskellige ting. Alt fra de utrolige store huse vi så i Fort Lauderdale, til den umådelige charmerende by Charleston, South Carolina (og vores gode venner Marshall og Debbie). Intracoastal Waterway har været vidunderlige (vi bruger det ord meget når vi snakker om turen med hinanden). For det meste er det et øde område og tomt. Ligger man for anker er det som at gå flere hundred år tilbage i tiden. Høgen, ørne, gribbe glider let henover himmelen, der er rådyr, alligator og bjørne i krattet langs vandet. Solopgangene og solnedgangene kan ikke beskrives men skal opleves – selv de mest fantastiske billeder gengiver dem ikke.

DSCN0134
Der er altid en fantastisk solnedgang

Jeg føler også at jeg har udviklet mig som skipper. Jeg havde en del selvtillid før vi tog afsted, men jeg har vokset med opgaven. Vinni og jeg havde prøvet meget, rent sejladsmæssigt, men der er en forskel når du skal være fuldkommen selvforsynende som når du sejler passage. Vinni er en meget dygtig sejler men hun kigger til mig for lederskab når tingene spidser til. Af en eller anden grund tror hun jeg er en bedre sejler end hende (nå ja hun har også taget fejl før). Jeg er dog ”chief engineer” om bord og mens jeg har kommet til kort et par gange så er det lykkes mig at holde Capri i gang indtil vi kunne komme i land og få tingene repareret.

Vi er begge blevet en del af Capri. Vi bemærker med det samme om der er noget forkert. Mærkelige lyde? Ingen lyd når der burde være en? Vi vågner med det samme hvis hendes bevægelser ændre sig. Men falder straks i søvn igen så snart vi har konstateret at alt er i orden. Mærkeligt at ens krop kan mærke når det mindste ændre sig.

Hvordan har vi det så med at have sejlet en distance lig med halvdelen af verden rundt? Ja – der er langt endnu før vi er hele vejen rundt. Kommer vi hele vejen rundt vil vi nok have sejlet mere end 40.000 sømil.

40.000 sømil – det er længere end de fleste sejler i en livstid, og vi er kun en fjerdedel af vejen. Der er så mange flere eventyr der venter os – først skal vi udforske resten af Caribien og Canada og så venter det helt store Eventyr – Stillehavet. (ak ja – alle de purung kvinder kun iklædt bastskørter (jeg har stadig mine drengefastasier i behold som i kan se) – ja, ja jeg er godt klar over at sådan er det ikke i virkeligheden. Vinni kan så fantasere om unge mænd med six-packs kun iklædt en lændeklud.

Tilbage til virkeligheden –  I Stillehavet vil Capri give os muligheden for at besøge steder som du kun kan se hvis du kommer i båd – der er ingen anden måde at komme frem på. Vi har ikke en fast rute endnu – jeg drømmer om at besøge Pitcairn Øen (Bounty efterkommer), men Vinni er vist ikke vild med ideen. Skal vi det, skal vi sejle op mod vind og bølger i mindst 2 uger – vi får se.

Vi skriver mere om dette når vi kommer tættere på Panama Kanalen.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s