Vinni – Norfolk tilbage til Carolina Beach

Efter 5 uforglemmelige og skønne uger i Chesapeake Bay er vi nu klar til at sejle sydpå mod Charleston, hvor Capri skal på land den 1. oktober. Vi regner med at efterlade hende der i 1-2 måneder, mens vi tager på en lille golfferie med Debbie og Marshall oppe i New England for at opleve The Colours (efterårsfarverne her skulle være mageløse). Derefter håber vi at være ladet op til at være babysitter i 2 uger hos vores 2 børnebørn i San Francisco, mens forældrene boltre sig i Barcelona og derefter tager de på en 5 dages cruiseferie i Middelhavet.

På tilbage turen til Charleston har Carsten et stort ønske om at vise mig ”The Outer Banks” ved Cape Hatteris. Fantastiske omgivelser at sejle i, har han lovet. Carsten er af den opfattelse, at man fra Atlanterhavet kan komme ind bag sandrevene ved Cape Hatteris gennem afmærkede sejlrender. Husk Cape Hatteris er den berygtede ”verdens største skibskirkegård”. Ja, man kan godt komme fra Atlanterhavet ind, men hvad angår vanddybden, må vi bytte Capri ud med en fiskerjolle ellers må vi finde en anden vej for Capri. Nemlig ned gennem Intercostal Waterway fra Norfolk, den rute kender vi jo ganske godt og ned til Albemarle Sound for at sejle sydvest ind bag Cape Hatteris.

Men The Outer Banks bliver det ikke til i denne omgang, for da vi gennemgik søkortene minutiøst, viste det sig, at den første bro nord for indsejlingen til The Outer Banks kun er 45 fod i højden og vores mastehøjde er 61 fod. Broen kan desværre ikke åbnes, så Capri kan kun besejle området bag Cape Hatteris ved at sejle ind syd fra, hvorfor det må vente til næste år. Det tog lige Carsten et par timer og et par glas rødvin, før han kom over denne ærgrelse og fik humøret op igen. Resultatet er, at det bliver nogenlunde samme vej tilbage til Charleston, som vi kom ad, da vi sejlede mod Norfolk. Det ændrede ikke mit gode humør, da jeg glæder mig til at sejle i ICW igen og opleve naturen.

Andre udfordringer begynder at opstå, dog endnu ubetydelige – tror vi – men det ændrer sig over tid, det kommer jeg til lidt senere. Vi lægger ud fra Yorktown om aftenen den 15. august og har planlagt at sejle natsejlads til Norfolk, da strækningen er for lang til, med en dagsejlads, at kunne nå slusen ind til ICW, inden den lukker kl. 15:30. Til gengæld kom vi for tidligt til indsejlingen til Norfolk og måtte cirkle rundt i 3 timer, da vi ikke havde lyst til at anduve havnen i mørke.

Ved solopgang begyndte vi at anduve Norfolk. Fra indsejlingen, gennem havnen og frem til slusen er der ca. 35 sømil. Det er faktisk ikke så sjældent, at de afmærkede indsejlinger fra Atlanterhavet ind til havnene indenskærs – og som kun findes indenskærs – er mellem 15 og 20 sømil. Det skyldes alene de mange rev.

Under vores natsejlads oplevede vi, at vores bilge pump (pumpe der lænser vand fra sumpen nederst i kølen på Capri) kortvarigt gik i gang et par gange. Når det sker, er det første man gør, er at stikke en finger i vandet og smage, om det er fersk- eller saltvand. Ferskvand er en lækage indefra, irriterende, men skal selvfølgelig stoppes. Saltvand kommer udefra og det er straks værre, kan være en katastrofe, båden kan synke. Nu er det bare sådan, at vi på dette tidspunkt befinder os stadig i Cheasapeake Bay, hvor vandet er mest ferskvand, så ud fra smagen kunne vi ikke vurdere, hvor lækage kommer fra.

Det tog vi i første omgang meget roligt, da vi før har oplevet, at strips og spændbånd på vandslangerne skal spændes ikke mindst ved watermakeren. I øvrigt hørte vi ikke mere til bilge pumpen det næste døgn, så vi foretog os ikke mere, da vi gik ud fra, at det bare var noget vand i sumpen, der havde aktiveret pumpens sensor under bølgegangen om natten.

Efter at have sejlet 65 sømil, nåede vi slusen inden den lukkede og lagde til ved en lille bro (gratis) lige overfor den marina, vi lå i sammen med Lars og Bente til kr. 500.

Næste morgen står vi op til vindstille og havblik. Vi glider langsomt ned gennem Albemarle and Chesapeake Canal. Træerne langs floden står som palisader og spejler sig smukt i vandet. Mosekonerne brygger. Åh, hvor jeg nyder igen at være i ICW.

DSCN1180
mosekonerne var på overarbejde

 

 

Capri møder igen sin skæbne i det brune flod vand og får nok en gang skroget farvet i en brun moustache lignende udseende. Jeg håber inderligt, at vi kan polere det væk i Charleston, det klæder hende ikke. Den brune farve i vandet, er faktisk en slags garvesyre, der er skabt af forrådnelsen af blade og grene i floden. Det pynter heller ikke i toilettet, hvor vi skyller ud med flod vand. Det var meget mere spændende at betragte sit toilet med blåt og selvlysende fluorescerende vand fra Atlanterhavet (selvlysende alger).

DSCN1214
Det brune vand der laver moustache

Der er lidt eventyr stemning over at sejle ned gennem ICW. Langs flodbredden ses træerne stå med deres nøgne rødder blotlagte (ligner lange tandhalse), fordi motorbåde med høj fart skaber så kraftige hækbølger, at sandet skylles væk fra trærødderne. Desværre resulterer det ofte i, at træet dør, hvorfor vi meget forsigtigt må bevæge os forbi træstubbe og flydende træstammer. Cikader og frøer skaber baggrundsmusikken, mens ørne, høg og gribbe svæver over Capri. Når vi bevæger os forbi sideafmærkningerne, der næsten alle er beklædt med fuglereder, så kan det nok være tonen får en anden lyd, hvis hunnen sidder og ruger på sine æg. Vi får skæld ud og klar besked om, at vi ikke har noget at gøre der.

BF2_0020
Hejren står overalt

Længere nede ad floden sejler vi langs kanten af The Dismal Swamp og bevæger os langs marskland og sumpområder. Det er mageløst, jeg kender ikke andre steder, hvor man finder disse naturomgivelser. Det høje siv, de lave nøgne træer. Det ser så uberørt ud og virker helt ufremkommeligt – sender lige en tanke til slaverne, der brugte sumpen som flugtvej. Jeg kan ikke beskrive det i ord, hvor fascinerende denne natur er, håber billederne kan gengive stemningen.

ICW er ikke kun ukendt hos danskere, men sandelig også hos amerikanerne. Nogle har hørt om den, men har aldrig oplevet den. De aner ikke, hvad de går glip af. Carsten havde hørt om ICW, men havde aldrig forstillet sig, at det er så bjergtagende en naturoplevelse.

Da vi når ud i den bredere og mere åbne North Landing River frisker vinden op til 12 m/s. Det var ikke det, vejrudsigten havde forudsagt, så vi begynder at undre os over, hvad vejrguderne har planlagt. Vi har jo en orkan Harvey kategori 4 lige om hjørnet. Frisk vind er vi jo vandt til i Danmark, men her kan det være en udfordring at holde Capri i en meget smal sejlrende under disse forhold. Lad jer ikke narre, at selv om floden ser bred ud, betyder det ikke, at den kan besejles i hele sin bredde. Sejlrenden er ofte kun lige 30 m, så slæbebåde med pram lige og lige kan passere.

DSCN1221
Selv herinde blæser det op

Hvad gør vi, når vi møder en modgående slæbebåd med en dobbelt pram. Kalder ham på VHF radioen og gør ham opmærksom på, at vi har 2,3 m dybdegang og ikke kan sejle udenfor sejlrenden. Hvortil han ofte svarer, at det kan han heller ikke, da han stikker mellem 2,5 – 3 m. Gode råd er dyre her. Men heldigvis er skipperen på slæbebådene meget erfarne og kender floden som sin egen bukselomme og ved præcist, hvor vi begge kan få tilstrækkelig vand under køl, mens vi trækker ud af sejlrenden. Han guider os over radioen og ind til videre er det gået godt.

DSC_2148
De store pramme fylder hele den dybe sejlrende

Jeg begynder nu at undre mig over, at vi ikke har hørt fra vores bilge pumpe. Det må betyde, at lækagen kommer fra watermakeren, der kørte sidste nat og ikke nu. Jeg kikker over på el panelet og ser til min skræk, at kontakten til bilge pumpen står på ”off”, den skal altid stå på ”on”. Jeg tænder den og straks går pumpen i gang i længere tid for at lænse alt vandet fra sumpen. En af os er uforvarende kommet til at slukke for pumpen, da man under natsejladsen har slukket kontakten til watermakeren – jeg siger ikke hvem, for det kunne jo aldrig være sket for mig.

Nu går jagten i gang på at finde lækagen. Carsten ligger på alle fire rundt om på båden, men finder ikke nogen lækage. Vi tager det stadig roligt og vil lige afvente at se, hvor meget vand der kommer i sumpen. 0,5 l i timen. Det er for meget. Pludselig kommer Carsten i tanke om, at vand kan komme ind ved propellens akse, hvis den gummi ”emballage”, også kaldt Black Jack er utæt. Han for ned og tager bagbeklædningen af motoren og finder lækagen. Kommer tilbage op til mig i cockpittet og meddeler dårligt nyt, at Capri skal op hurtigst muligt. Carsten er rigtig ærgerlig, fordi han netop havde udskiftet denne Black Jack inden afrejsen fra Danmark.

I vores pilotbook finder Carsten et lille skibsværft i Belhaven, som vi vil nå næste eftermiddag. Selvom det er søndag, svarer de heldigvis telefonen og Carsten får en aftale om, at de vil tage Capri op næste dag, så snart vi ankommer. Faktisk får vi en sms om aftenen, da de lige vil høre om, vi stadig er ok. Og det er vi.

Vi når Alligator River, efter at have sejlet 80 sømil og ligger for anker bag en lille ø overfor den marina, vi lå i med Bente og Lars, der, hvor jeg gravede hele indsejlingen fri på vejen ind og ud. Derfor vil vi ikke ind i denne marina igen, men finder en ankerplads i nogenlunde bølge læ. Situationen forværres, for vi har ikke hørt pumpen i 2 timer, den er nemlig stået af. Så fat i håndpumpen oppe i cockpittet for at lænse vandet ud af sumpen. Shit. Heldigvis virker håndpumpen effektivt, den er i øvrigt også udskiftet inden afrejsen fra Danmark. Det betyder nu, at vi må sætte vækkeuret hver time, for at en af os kan stå op for at lænse vandet. Jeg lukker ikke et øje hele natten og tager derfor det meste af lænse vagten.

Så snart solen står op, sejler vi videre. Da vi kalder ”brofætteren” på VHF radioen for at åbne Alligator River Bridge, forhører vi os lige om vejrudsigten, da vi stadig har meget mere vind, end vejrudsigten har forudsagt. Som ankerligger i ICW har vi ingen Wi-Fi. Han har dårlig nyt, at vi vil få mere end 15 m/s næste dag. Ved denne vindstyrke er det ikke forsvarligt at sejle med en langkølet båd i ICW, så glæden er, at vi har en aftale om at få Capri op.

På trods af lækagen nyder vi i fulde drag at sejle ned gennem den meget uberørte Alligator River – Pungo Canal. Billederne taler for sig selv.

Efter 45 sømil når vi Belhaven og møder ejeren af skibsværftet ved en aftalt sideafmærkning ude i sejlrenden. Vi undrer os over, hvor skibsværftet er beliggende, for vi kan nemlig ikke se noget værft. Værfts ejeren kommer os i møde i sin motorbåd, hvor på siden der står Boat Towing U.S. (slæbebåd). Som hans sidebeskæftigelse er han en af dem, der kommer os til undsætning, hvis man er grundstødt, motorstop eller vandindtrængning. Derfor havde han sendt os en sms aftenen før mhp. at komme og hjælpe med at pumpe Capri fri for vand. Han forklarer os, at vi skal ind gennem den lille å foran os og ind til værftet. Carsten havde 3 gange, da de talte sammen i telefonen den foregående dag, sagt, at Capri stikker 2,3 m. Ejeren forsikrer os, at der er masser af vand 9-10 fod dvs. næsten 3 m – ingen problem og deres lift kan løfte op til 30 tons. Med andre ord vi har ingen grund til bekymring.

I øvrigt meddeler han os, at vi vil ligge meget mere sikkert her i deres lille marina/værft, når nu vinden i morgen vil blæse mere end 30 m/s. Der er nemlig udsendt orkan varsel. Man forventer, at der i løbet af de næste 2 dage vil komme en tropisk storm i næsten orkanstyrke her gennem området.  Vi har vel derfor ikke noget valg og må følge efter ham, da han vil vise os vej ind gennem den lille å, for at vi kan undgå at ramme en masse gammel stål arrangementer.

Vi har kun sejlet 100 m og vi står på grund. Det kan han ikke forstå, for der er jo masser af vand, gentager han. Men vi kommer ingen vegne. Vi kommer på slæb ca. 500m. På ikke noget tidspunkt er vi over 1,7m og ind imellem viser ekkoloddet 1,3 m. Stakkels Capri. Vi er dybt frustreret begge to. Ind kommer vi med megen besvær og mishandling af Capri.  Sønnen, der er ved at overtage faderens værft, ser meget bekymret ud, da han ser Capris størrelse og fatter ikke, at faren har lokket os her ind.

Nu vil de have os ind i liften med hækken først, da siger vi nej, vi er selvfølgelig stærkt bekymret for roret. Vi er 5 personer til at trække Capri ind i liften med stævnen først. Men nu kan de ikke få bælterne ind under Capri, da hun jo står på kølen. Så vi kapitulerer og vender Capri meget forsigtigt under stærk overvågning af roret. Nu går det op for ejeren af værftet, at Capri ikke kan løftes tilstrækkeligt højt, så kølen er fri uden at vores radar og solpaneler på targabaren vil støde på liften. Liften er simpelthen ikke stor eller høj nok. Carsten havde i deres telefonsamtale oplyst ham om, at Capri er 40 fod lang, 4 m bred og 2,3 køl samt targabar med solpaneler og radar. Men ejeren havde tilsyneladende ikke hørt efter.

Nu må vi trække Capri ud igen for at vende hende for 3 gang. Så går det op for dem at vores forstag vil komme i klemme. Nu er det ved at blive mørkt og det styrt regner. Vi bliver enige om at må stoppe for i dag og gå videre i morgen. Sønnen løfter Capri, så kølen lige går fri og her hænger vi så svævende natten over, mens vi er ombord. Endnu en søvnløs nat. Jeg er grædefærdig af bare magtesløshed. Jeg er så rasende på ejeren, at han har bragt os i denne situation, at jeg kunne have spyttet ham mellem øjnene, mens han stod og smalltalkede og forsøgte at være morsom. Havde han talt sandt og indrømmet, at vi ikke kunne løftes hos dem, så var vi vendt om og sejlet tilbage til Norfolk. Det er for sent nu til at nå Norfolk eller Beaufort. Ingen normalttænkende sejler ICW om natten, det er alt for risikabelt.

Ejeren foreslår nu efter de tre forsøg i liften, at han kan trække os ud igen og lægge os i havn, for at vi kan sejle videre til Beaufort næste dage. Til det svarer Carsten vredt, aldrig i livet, om han vil sejle ud i en orkan – hvad fanden tænker han på (undskyld sproget).

Sønnen kommer forbi næste morgen kl. 8:30 som aftalt. Det er tydeligt, at han har det rigtigt dårligt over situationen. Han vil lige tage en kop kaffe oppe på kontoret og komme tilbage. Forståeligt nok. Men der er nu gået 1 time, vi sidder stadig alene på båden og venter. Jeg har efterhånden mistet al tiltro til deres professionalisme eller mangel på samme. Jeg har på fornemmelsen, at de helst ser ryggen af os, da de ikke kan løfte opgaven. Deres manglende tilstedeværelse kan jeg kun opfatte som en ”sit down strejke”. Til sidst ringer Carsten til dem og spørger, om de snart kommer. Svaret er ”det regner jo”. Nu får også Carsten nok af dem.

Vi har heldigvis fået internetadgang hos værftet og har nøje gennemgået tre forskellige vejrprognoser, der alle lover rimeligt vejr den næste dag. På nettet finder Carsten en anden bådværft tæt på Beaufort 65 sømil væk. Carsten kontakter dem og de lover at løfte Capri dagen efter. Imellem tiden har Carsten bestilt en ny Black Jack på nettet til levering næste dag på det andet skibsværft. Nu er plan B klar, hvorefter Carsten går op på kontoret og beder om, at vi bliver slæbt ud, så vi kan komme over i en anden marina mhp. at tage tidligt afsted dagen efter. Vi er trygge ved denne plan, da meget tyder på, at den tropiske storm er drejet ud mod Atlanterhavet tidligere end beregnet. Så vi slap med forskrækkelsen.

Det går bestemt ikke bedre, da vi bliver trukket ud igen 500m. Først får Capris kø gravet en vandslange op fra deres havn, som vi sidder fast i. Fri kommer vi. Så står vi fast på grund igen, hvor ejeren må sejle fra side til side for at vride Capri fri. Midt i alle strabadserne får han sit slæbetov i sin skrue. Det er næsten helt surrealistisk. Carsten og jeg må bare stå og se til, hvordan Capri bliver mishandlet. 3 gange står vi fast på grund og endelig efter 1,5 time er vi tilbage i sejlrenden. Nu ryster båden. Er der sket noget med aksen? Sidder der noget fast i propellen med al det lort, vi er sejlet igennem. Vi stopper propellen, bakker og sætter den i fremgear, rystelserne er heldigvis forsvundet. Puha.

Vi tager en overnatning i den lille Belhaven City Marina med meget fine faciliteter og meget fin service fra Greg (dockmaster, havnefætter). I fint vejr sejler vi næste dag mod Beaufort.  Fra Belhaven fører Pungo River os ned til Pamlico River, en mere åben og bred sejlrende, en sejlads der kan minde om at sejle i Køge bugt. Derefter en meget smuk tur ned gennem Goose Creek, sejlads som i Bøgestrømmen, men med marskland og sumpområder langs floden. Ud i Bay River der munder ud i den brede Neuse River, som er det eneste sted på ICW, hvor vi har set enkelte sejlbåde sejle for sejl ellers er det for jerngenua (motorsejlads). Og til sidst en enestående smuk sejlads ned gennem Adams Creek for at lægge Capri til kajen ved Jarrets Bay Boat Yard mhp. at få Capri op af vandet næste dag.

Heldigvis står ”løfte-drengene” klar kl. 8 næste morgen. De virker, som om de har helt styr på tingene. Meget professionelt løfter de Capri ud af vandet i en kran, der er stor nok til at rumme hele Capri. Hverken for- eller agterstag, ej heller targabar med solpaneler og radar rører kranen. De lader Capri hænge i bælterne, mens der skal skiftes Black Jack. Men der opstår kortvarigt en lille krise, for der er ikke booket en mekaniker til jobbet, selvom Carsten havde bestilt det per telefon. En kommunikationsbrist. Øv øv og her hænger hun oppe i luften.

Hvad nu? Heldigvis kommer skibsværftets ejer os til undsætning og dirigerer en af sine mekaniker fra en af de andre båd over til Capri – en time senere er hun klar. Imens har Carsten skiftet zinkanoder og fået renset det sidste af fiskenettet (fra Portugal) af vores akse, hvor det var smeltet helt fast. Nu vil vores ”rope-cutter” (kniv på aksen der skærer reb m.m. over, hvis det kommer i skruen) være mere effektiv.

Reparationen, løft og reservedele koster os i alt kr. 6500 og 2 ekstra overnatninger i marina til kr. 800 – rigtig ærgerligt, da vi jo netop havde skiftet denne Black Jack ud inden afrejse fra DK. Endnu engang bliver vi bevidst gjorte om, hvor meget slitage, der sker på en båd på langtur. Selvfølgelig kan den være slidt op, vi har jo stort set kun motorsejlet, siden vi kom til USA, bortset fra 5 dages havsejlads med sejl. I floderne og Chesapeake Bay har det bortset fra en dagstur været motorsejlads.

Capri kommer tilbage i vandet og vi sejler til Morhead City lige ved siden af Beaufort, hvor vi ankrer op bag en lille ø. Her bliver vi i 3 dage, da vi har frygtelige thunderstorms i 2 dage.

Vi har besluttet, at gå til havs mellem Beaufort og Carolina Beach, da vi på vores tur med Lars og Bente sad grundig fast ved New River Inlet, der altid sander til i ICW. I husker sikkert fra vores beretning, at vi forsøgte 5 gange at passere dette knudepunkt, men sad til sidst fast uden selv at kunne komme fri. Tow Boat U.S måtte trække os fri og det har vi ikke lyst til at gentage, slet ikke efter den mishandling Capri fik oppe i Belhavens skibsværft.

Udfordringen ved at gå til havs i sydgående retning er ofte at vinden, bølgerne og strømmen er lige i snuden. Samtidig udfordres vi af, at der er langt mellem de indsejlinger (inlet), som Capri kan besejle, det betyder, at vi skal nå 65 sømil (rumbline dvs. direkte rute) i dagslys. Vi har ingen intentioner om at anduve en inlet af denne begrænsede størrelse i mørke, det vil være alt for risikabelt.

Det går desværre, som jeg har frygtet. Vinden i snuden 8-9 m/s, med 2-3 m bølger mod os og 1,5 knobs modstrøm. Vi sejler kryds i 2 timer og vinden tvinger os længere og længere ud på havet, vi er nu kommet kun 5 sømil tættere på vores mål. Jeg siger til Carsten, at det her går ikke – vi skal pga. at vi krydser sejle langt mere end 65 sømil og vil aldrig kunne nå denne inlet i dagslys, så jeg foreslår, at vi vender om, sejler tilbage til Beaufort og fortsætter ned ad ICW. Han er enig.

Det tager os 2 timer at nå tilbage, da strøm og vind skaber frygtelige ”overfalls” (høje krappe søer) i indsejlingen til Beaufort. Havet ser ud, som om det koger. Helt vildt og det er svært at styre Capri. Det gør det bestemt ikke nemmere, da 50-100 små fiskerbåde (motorbåde) med fuld kraft drøner ud af indsejlingen, mens de ingen styr har på deres både. En sejlbåd står på grund udenfor sejlrenden og Tow Boat U.S. x 2 er i gang med at slæbe ham fri.

BF2_0002
Står hårdt på grund – slæbe assistance er til stede

Pludselig kommer en security melding, at der flyder en dinghy rundt i sejlrenden. Alt sammen sker, mens et stort fragtskib slæbes ud gennem sejlrenden af 2 slæbebåde. Et rent kaos, et gedemarked og det bliver ikke bedre, da vi når ind i ICW.

Vi har valgt den forkerte weekend. Carsten kommer i tanke om, at det er ”Labour weekend”, sidste weekend inden børnene skal starte i skolen.  Alt hvad der kan flyde er på vandet. Det er rimeligt stressfuldt at styre os ned gennem sejlrenderne i ICW, som ofte kun er mellem 30-50 m brede. Motorbådene kan jo bevæge sig lang ud af sejlrenden og har derfor ingen forståelse for udfordringerne hos kølbådssejlerne. Næ nej, de drøner forbi med 25+ kn og skaber meter høje hækbølger, der kaster rundt med Capri.

Når det så er sagt, er det jo skønt at se alle disse glade mennesker nyde at være på vandet i det dejlige vejr. ICW mellem Beaufort og Carolina Beach ligger lige bag yderrevet, hvilket betyder, at vi sejler kun få sømil fra oceanet.  Jeg oplever denne strækning af ICW helt anderledes smuk denne gang. Da vi sejlede turen med Bente og Lars, havde vi dårligt vejr de første to dage regn og alt var gråt med dårlig sigtbarhed, så vi oplevede ikke de smukke omgivelser. Den ene pragtfulde villa efter den anden beliggende på inder- eller yderrevet med egen strand og bådebro. Hvilket pragtfuldt sted at bo.

I øvrigt har det undret mig en del, at disse villaer ofte kun er udstyret med en grill på terrassen evt. en bænk eller et par stole i skyggen, hvor man kan nyde sin G/T. Danskere ville have fyldt terrassen ud med spiseborde, lænestole m.m. Amerikanere er anderledes, de griller udenfor og nyder bøffen indenfor i aircondition. Efter at have oplevet en sommer her på USA’s østkyst, hvor den fugtige varme holder mennesker indendørs i aircondition, det være sig i huse, biler, supermarkeder og Malls, så har jeg nu fået større forståelse for, at deres sejlbåde også er udstyret med aircondition – med deraf irriterende støjgener for os andre på ankerpladsen.

Vejrguderne har sørget for godt vejr denne weekend og at lavvande er ved middagstid, hvorfor små sand øer popper op over alt langs ICW. Det er de lokale ikke længe om at finde ud af at udnytte. Motorbåde pakket med familie, venner, picnic taske og strandstole og så afsted ud på sin egen lille eksotiske sand ø og nyde livet. Herligt at tilbringe dagen på denne måde.

 

Vi finder en perle af ankerplads i et basin knyttet til kanalen som er udgravet og tilhører militæret, hvor vi har lov til at ankre for natten, men må naturligvis ikke gå i land. Stedet ligger kun 2 sømil fra vores næste dags store udfordring – knudepunktet ved New River Inlet.

Kl. 6:30 vi tager ankeret op og sejler ud for at møde vores udfordring kl. 7. På dette tidspunkt skal der være højvande ved den berygtede bøje 72B. Der er megen nervøsitet hos besætningen. Jeg beder Carsten om at styre, da det var ham, der stod ved rattet, da vi sidste gang blev slæbt fri og slæbt videre igennem passagen, så han ved præcist, hvor tæt vi skal gå på bøjen for at komme forbi. I al hans iver for at styre glipper hans opmærksomhed på afdriften, strømmen fører os ud af sejlrenden og jeg som sidder med blikket fæstnet på ekkoloddet, råber nedtælling til 1,8 m – ups, nu står vi igen på grund samme sted. I modsatte retning kommer nu et stort fartøj (arbejdsskib) i mod os. Shit. Men han tager det heldigvis roligt og standser sit skib, mens vi får bakket os fri og sniger os lige igennem passagen med 2 m under kølen og forbi ham.

High Five. Vi klarede det og regner ikke med at få flere udfordringer på resten af turen, for det havde vi ikke sidste gang. Men træerne vokser ikke ind i himlen. Det bliver lavvande igen og vi går på grund 2 gange til, hvoraf den sidste gang kun er 5 sømil fra Carolina Beach. Her må der 3 forsøg til at komme, før vi er igennem forhindringen. Begge gange er vi midt i sejlrenden. Ja, ICW er fuld af overraskelser ved lavvande, når man sejler en kølbåd med ”lange ben”.

Det er så heller ikke de sidste udfordringer, vi får denne dag. Ved Carolina Beach er der ikke vanddybde nok til Capri i de tre marinaer, der findes her. Sidste gang lå vi på en ankerbøje. Denne gang har vi besluttet at lægge os for anker, det er gratis, i stedet for at betale 20 USD per dag for en bøje i de 3 uger, vi forventer at være her. Det går ikke som planlagt, vi forsøger at lægge anker 3 gange, men når vi bakker på ankeret med motoren på 2200 omdrejninger, så skrider hun. Vi bakker altid hård på vores anker, så vi er sikker på, at den holder Capri selv i stormstyrke. Men havbunden her i havnen er muligvis fyldt med alt muligt eller sandbunden er for tynd. Det er første gang, at det ikke er lykkes os at lægge anker. Så vi må til sidst ty til ankerbøjen igen. For 20 USD sover jeg bedre om natten, hvis jeg skal overlade Capri til sig selv.

Det gik i øvrigt helt galt i første forsøg med at lægge anker. Det her er dog aldrig sket for os før, vi synes ellers vi er ved at få nogen erfaring som ankerliggere, men træerne vokser heller ikke ind i himlen her. Carsten står ved roret og holder Capri op imod vinden, mens jeg lægger anker og kæde ud og er koncentreret om, hvor meget kæde, der kommer ud. Inden vi bakker på ankeret, tjekker jeg, at kæden er ved at være helt trukket ud. Jeg ser, at kæden ligger hårdt tilbage op ad Capris skrog. Shit.

Jeg tror, at vinden har vendt Capri sidelæns, mens medstrømmen har skubbet Capri op imod kæden, så jeg meddeler det til Carsten og beder ham om forsigtig at bakke Capri. Det hjælper ikke tværtimod, ser jeg, at kæden strammes endnu mere ind mod skroget. Det går nu op for mig, at kæden har sat sig omkring kølen og råber til Carsten, at han skal stoppe med det samme. Nu er gode råd dyre. Vi lægger mere kæde ud – gudskelov slipper kæden kølen. Sådan kan det gå, når vind og stærk strøm 2 kn går i modsatte retninger, mens man lægger kæden ud. Vi er blevet en erfaring rigere og forhåbentligt skete der ikke noget med kølen.

Nu nyder vi Marshalls og Debbies Beach House. Vejret skifter meget mellem dejlige solskinsdage og dage med thunderstorms, så det vil noget. Capri bliver højtryksspulet ind imellem, men det trænger hun også til.

Vi er jo midt i orkansæsonen og vi holder skarpt øje med tropiske storme og orkaner. Lige nu er vi meget bekymret over Irma, der går nord mod Florida. Vælger den at følge den amerikanske kyst, så er vi midt i den. Vi skal nok søge væk og mere indenlands, men hvad med vores stakkels Capri, den er vi mest bekymret for, hvis uheldet er ude. I givet fald vil vi fortøjer hende til to ankerbøjer i 45 graders vinkel, så hun stadig kan svaje og håbe på, at hun klarer den, at hun overlever. Jeg håber inderligt, at disse katastrofale lavtryk, vil gå ud i Atlanterhavet.

Jose, som er den næste orkan i rækken, synes tidligere at bøje af mod nord og forhåbentligt bliver ude på havet. Katia i den Mexicanske Golf går vest på. De lokale er vandt til storme og orkaner, men vi er bestemt ikke vandt til orkaner i kategori 4 eller 5. Vi kan takke England, Skotland og Norge, der for det meste redder lille Danmark fra de værste katastrofer, selvom stormsurge (stormflod) har været en stor udfordring for mange danske hus- og bådejere.

Lige nu føler jeg, at orkanerne står i kø ude i Atlanterhavet og det berøver da ind imellem mig min nattesøvn. Carsten tager det meget mere roligt. Vi følger vejrmeldingerne på NOAA flere gange om dagen.

En sidste melding om orkantruslerne inden jeg sender denne beretning ud:

Irma, der er den værste orkan i mands minde med 300 km i timen, har allerede fået ”øgenavnet” THE BEAST (Bæstet). I følger sikkert med på nyhederne derhjemme.

Hvad betyder det for os, der befinder os her i Carolina Beach NC? Vejrprognoserne ind til videre siger, at Irma rammer os med en vindstyrke på 25+ m/s (stormstyrke) og vindstød på 37+ m/s (orkanstyrke), sandsynligvis søndag nat og hele mandagen. Der er endnu ingen meldinger om stormsurge, hvor meget stormflod vi får. Det er vind og stormflod, der er den største trussel mod Capri, ikke regnen. Vi håber inderligt, at Irma forbliver ”kun” en tropisk storm hos os, for en orkan kat 5 eller 4 kan Capri næppe overleve. Sidste meldinger er, at orkan ”cone” drejer mere mod vest, men det er stadig meget usikkert, hvilken bane Irma vælger, når hun nærmer sig Florida. Ingen tvivl om, at jo mere Irma bevæger sig mod vest, jo mere sikkert er det for Capri og os.

Capri har ind til videre passet rigtig godt på os, hvorfor vi selvfølgelig vil gøre alt, hvad vi kan for at passe på hende. Der er ingen muligheder for at få hende på land her i Carolina Beach. Marinaerne er meget små og ikke særlig dybe, så det er heller ingen option.

Vi er af den opfattelse, at Capri er bedst sikret ved at forblive på den ankerkugle, hun er fortøjet til lige nu. En stor ankerkugle der er fæstnet med en kæde (udskifte for 5 år siden) til en kæmpe betonblok på havbunden. Fortøjningen på ankerkuglen er skifte for en måned siden. Vi har fortøjet Capri med en stormbridle på 7-8 m (kraftigt reb der har en elasticitet på 1,5m).

I dag har vi brugt dagen på at tage sejlene ned og alt der kan afmonteres, er stuvet nedenom læ. Resten er surret godt fast. Sprayhood, bimini, strømpe og lazybag er alt sammen pakket ned. Hun står helt nøgen tilbage. Vi vil stadig bruge vores dinghy de næste to dage, så vi kan komme ud og inspicere Capri, men lørdag tømmes ”lille Capri” for luft og pakkes ned i sin taske og sammen med motoren opbevares begge dele i garagen her i huset.

På lørdag beslutter vi, hvad vi selv gør. Hvis Irma forbliver en tropisk storm, bliver vi i huset, men hvis det bliver værre, så kører vi langt væk. Vi har allerede lejet en bil fra i dag, man skal være hurtig ude – lige så med ankerkugler, da vi kom der ud i dag, kunne vi se, at de 9 andre ankerkugler var reserveret.

Vores største bekymring er Capri, det er meget svært at forlade hende og overlade hende til sig selv. Det er ikke bare en båd (genstand), det er vores hjem og Capri har en sjæl. Hun er nærmest blevet en del af familien. Husk vores liv på havet er helt afhængig af hende.

Vi skal nok holde jer orienteret med korte mails.

 

One thought on “Vinni – Norfolk tilbage til Carolina Beach

  1. Kære Vinni og Carsten!
    Har fulgt “bæstet” nøje, og håber den ikke har været for hård ved jer, inklusive Capri. I har nok ikke netadgang lige nu, men jeg glæder mig til at høre livstegn fra jer! Tusind tak for fantastiske rejsebeskrivelser og videos, meget spændende at følge og dejligt at fornemme jeres begejstring for jeres “nye” liv. Tænker dog også, at det må være rart ind imellem at få fast grund under fødderne men mest af alt at få sovet hele nætter igennem som nu, hvor I en tid skal være babysittere 😀
    Her i lille DK har det været en pænt sløj sommer. Vi har brugt hele sommeren på at bygge en udestue, hvor det meste gik galt, men nu står den da! Vi har været på ferie 14 dage i lejligheden syd for Malaga, fantastisk med sol, varme og havvand ….. Men det kan jo ikke komme bag på jer 😎😍😂😄🤗😆😉😋
    Ser frem til at høre fra jer, bedste hilsner,
    Annette

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s