Vinni-Chesapeake Bay syd

Den 10. august forlader vi Solomon Island for at sejle sydpå i Chesapeake Bay. Vi har valgt, at resten af vores tur i denne ”bugt” skal foregå på den vestlige side, der historisk er meget interessant og fordi den østlige side fra Oxford og sydpå mest består af marskland/sumpområde, dermed ingen byer og alt for lavvandet til Capri.

Overraskelsen er stor, da vi pludselig efter en times sejlads og tidligt om morgenen bliver kaldt på vores VHF radio. Man er jo lidt alene ude i den store verden som langturssejler, så glæden er stor, når vi møder nogen, vi kender. Det er vores australske sejlervenner Daryl og Leanne, der har set Capri på deres kortplotter, men vi har endnu ikke set dem, da deres AIS åbenbart ikke sender lige så kraftige signaler som vores. Carsten og Daryl får en lang snak på radioen, da de har samme udfordring med deres visa, som vi har. Da vi nærmer os hinanden, stopper vi begge både og får hilst på hinanden. Vi aftaler at mødes i Charleston i november. I øvrigt mødte vi dem lige så overraskende i Oriental for en måned side.

Efter en god dagsejlads passerer vi Point of Look Out ved floden Potomacs udmunding. Floden der vil føre os ca. 200 km op til Washington D.C.. Vi har planlagt, at turen derop skal gøres over 3 ”ben”, hvorfor første stop er ved St. Mary, der ligger i en biflod, som slutter i en hestesko formet bugt og er dermed en velegnet ankerplads lige nedenfor St. Mary College. Endnu engang ankrer vi i meget idylliske omgivelser.

I guidebogen står, at man bør besøge universitetet og den historiske del af byen. Andet står der ikke. Mystisk. Normalt skriver bogen om byens historie, flere steder at besøge og hvor man finder hvad. Men der er en god grund til denne simple beskrivelse af byen, for der er faktisk ingen reel by tilbage, kun et universitet med 1400 studerende, som i øvrigt er lukket til sommerferie. Vi kikker os lidt omkring og finder ”The Historic Site”, som viser sig at være et frilandsmuseum ved siden af de gamle universitetsbygninger.

Universitetet blev oprettet i 1845 og der var kun kvindelige studerende – det har dog ændret sig siden hen. Jeg undrer mig noget over, hvorfor man havde etableret et kvinde universitet her ude ”in the middle of nowhere”. Jeg kan bedre forstå, hvis man havde oprettet et kloster her på stedet langt væk fra civilisationen. Men vi får svaret, da vi nærmer os indgangen til frilandsmuseet ved den gamle Statehouse fra 1676. Her på et skilt kan vi læse os frem til, at St. Mary faktisk har været delstatshovedstaden ind til Annapolis overtog i 1694. Og dermed vel berettiget til at have et college.

DSCN1025

DSCN1024
oprindelige college bygning

Desværre er universitetet lukket for sommeren, men besøget i frilandsmuseet finder jeg meget interessant, både hvad angår genetablering af tidligere beboelser, men også historiefortællingen vi får undervejs på vores gåtur gennem området.

De første beboer i dette område af Maryland var Yaocomaco indianerne, der søgte herud om sommeren tæt ved Chesapeake Bay og den køligere luft fra oceanet. Her dyrkede de landbrug (majs, tobak) og fiskeri. Indianerne kom her til for ca. 12000 år siden, så da de første europæiske bosættere kom i 1634 kunne man frygte et blodigt opgør mellem de to parter. Men faktisk levede de i tæt symbiose med hinanden. Indianerne gav landområder til europæerne og fik i stedet tøj, værktøj m.m.. Indianerne lærte i øvrigt europæerne, hvordan man dyrkede majs og tobak.

Det er nyt for mig, at mange indvandre fra UK kom hertil som tidsbegrænset slaver. De havde nemlig ikke råd til at betale for den lange og dyre rejse med skib. I stedet solgte de sig selv som slave i 5 år til en plantageejer i eks. Maryland. Efter at have tilbagebetalt gælden med sin arbejdskraft, fik den nu frigjorte slave lidt penge, mad og værktøj med sig, for at drage ud og realisere sin drøm om et nyt og bedre liv i staterne.

Ud fra de arkæologiske fund i området har man forsøgt at genetablere nogle af husene fra de europæiske bosættere, afroamerikanerne og indianerne på samme sted som den oprindelig by var beliggende.

DSCN1038
købmandsgården

 

Indianer hytte og mødested

DSCN1037
slave hytte

Selvom der var solgt mange sorte slaver til Maryland, så var arbejdskraft stadig en mangelvare i området. En slave der blev fanget efter et flugtforsøg var dødsdømt til hængning eller skudt. Men her valgte man i stedet at lægge dem i gabestok eller pisk til skræk og advarsel for de andre slaver.

Ved siden af Statehouse har man opstillet 2 slags gabestokke. En til hoved og hænder og en til hænder og fødder. Ved siden af gabestokkene ser vi pælen, hvor slaven stod bundet, mens han/hun modtog pisk. Bare tanken herom får det til at gyse i mig.

Det er meget tankevækkende, at se en tidligere by endda en delstatshovedstad helt uddø og forsvinde, fordi man flytter hovedstaden til Annapolis.

Dagen efter går turen videre op ad Potomac River. Som der stod skrevet i guidebogen, så er denne flod overset af tursejlere på trods af, at floden byder på mange ankerpladser og endda lystbådehavne, hvis man har en kortere køl end Capris. Floden flyder op mellem de to delstater Maryland og Virginia i smukke omgivelser. Særligt finder idyllen sted på den sidste halvdel af turen.

 

Ca. 15 sømil inden vi anduver Washington, passerer vi George Washingtons hus, Mount Vernon – meget smukt beliggende.

BF2_0027
Mount Vernon

Efter 3 dages sejlads anduver vi Washington, men indsejlingen kan ikke konkurrere med New York.

BF2_0032

Tro det eller ej, vi ankrer op på en ankerbøje midt i centrum af Washington – herinde må man ikke ligge for svaj. Vi har adgang til bade- og vaskefaciliteter i lystbådehavnen overfor os. Det eneste vi kan klage over er lufthavnen, der ligger her i centrum, men så har vi golfbanen som nabo og et stort fiskemarked som genbo.

”Holy Christ” – vi står op til noget, der minder os om Vietnamkrigen. Militære og Marine helikoptere flyver lavt hen over Capris maste, så vi bliver helt bekymret – har piloten nu styr på sin højde?

DSCN1098

Det er lige, så det ryster i hele båden, når de passerer hen over os. Jeg vil tro, der passerer os 30-40 helikoptere i løbet af dagen – er de mon på øvelse? Men først på aftenen midt i aftensmaden, ser vi tre store militære helikoptere ved siden af hinanden flyve over mod det Hvide Hus. Trump er sikkert på vej hjem efter at have resideret på sin golfbane oppe i New Jersey, fordi man her i sommermånederne er i færd med at restaurere det indvendige af Det Hvide Hus.

De næste 3 dage skal vi lege turister i Washington.

1 dag:

En ”Mall” har jeg indtil videre kun oplevet som et stort butikscenter. I dag fik ”Mall” en helt anden betydning for mig. Vi starter med at gå op til The National Mall, en stor grøn åben plads omgivet af museer også kaldt The Smithsonian. Her er der mulighed for at besøge ikke mindre end 12 museer, så vi må nøje vælge, hvilke vi vil se ikke i dag, da vi har andre planer for dagen, men i morgen.

Hvordan opstod dette uoverskuelige museums-mekka? Jo, en meget rig James Smithson opførte en slots lignende bygning ”The Castle”, som han donerede til Washington mhp. at opføre et Nationalt Museum. I dag indeholder bygningen en Visitor Center og hans Krypt. I stedet har byen bygget videre på hans tankegang og opført alle disse museer.

På vores første dag i regerings byen har vi planlagt en lang vandretur på ca. 10 km rundt blandt seværdighederne. Først går vi over til Washington Monument i håbet om, at gå op i obelisken og få et view ud over hele Washington. Men den er lukket pga. renovering ind til 2019. Vi må nøjes med at beundre den udefra.

DSCN1081

Derfra går vi videre op til ” Det Hvide Hus”. Jeg har, som så mange andre, en drøm om at få en guidet tur inde i ”Det Hvide Hus”, men desværre er betingelserne for et besøg ændret siden 9/11. Som dansk turist skal vi have følge af en repræsentant fra den danske ambassade og det kan ambassaden ikke tilbyde. Amerikanere skal være inviteret af et kongresmedlem. Så vi må nøjes med at se præsidentens bolig udefra, desværre fra den forkerte side og ikke fra den side, vi normalt ser på TV, hvor han interviewes af journalister.  Jeg bliver noget overrasket over, at ”Det Hvide Hus” ikke er større.

DSCN1068

Herefter er det naturligt at finde stedet, hvor præsidenterne indsættes og aflægger ed, nemlig foran Lincoln Memorial, hvor flere hundrede tusinder tilskuer kan stå ned langs ”The Reflecting Pool” og overvære ceremonien. Men inden vi når derhen, kommer vi forbi monumentet for Første og Anden Verdenskrig. Særligt den sidste er imponerende og er beliggende forenden af ”The Reflecting Pool” med udsigt op til Lincoln Memorial.

DSCN1078
Lincoln Memorial

Vi nyder gåturen ned langs ”The Reflecting Pool” og når endelig op til Lincoln Memorial, der er meget velbesøgt. Her sidder han, rank op i stolen, præsidenten der kæmpede for at opretholde en stærk Union og frigav ved proklamation slaverne i de oprørske delstater.

DSCN1083

Han citeres for at have sagt (i et brev til Horace Greeley):

”Mit primære mål i denne kamp er at bevare Unionen, det er hverken at bevare eller ødelægge slaveriet. Hvis jeg kunne bevare Unionen uden at frigøre slaverne, ville jeg gøre det, og hvis jeg kunne bevare den ved at befri alle slaverne, så gjorde jeg det og hvis jeg kunne bevare Unionen ved at befri nogle slaver og ikke andre, så gjorde jeg gerne det.”

Og det var det sidste han gjorde vel i håbet om, at slaverne i de oprørske delstater ville gøre oprør mod de meget rige og magtfulde plantageejere. Samtidig holdt han sig på ”god fod” med slaveejerne i Nordstaterne.  Personligt var han imod slaveri – ”All men are created equal” (alle mænd er skabt lige). Slaveriet i resten af staterne endte i december 1865, da det 13ende Amendment (tilføjelse) til Constitution (grundlov) blev vedtaget.

På en af væggene står skrevet Abraham Lincolns berømte Gettysburg tale, som han holdt 4 måneder efter det store slag ved Gettysburg, der vendte Borgerkrigen til fordel for Nordstaterne. Carsten går helt i trance, da han står foran tavlen. Han fortæller mig, at denne berømte tale, skulle man som skoleelev lære helt udenad, da han gik i skole. Øh, hans ”senior moment” har svækket hans hukommelse, han kan ikke længere huske hele talen. Det ærgrer ham. Jeg måtte jo lige teste ham.

Ligesom i går aftes hvor han påstod, at han kunne synge den amerikanske national sang ”The Star – Spangled Banner – det gik helt fin, tonerne kunne have været renere. Men er han nu mere amerikansk end dansk, selvom han altid har været dansk statsborger. Carsten måtte jo indrømme, at han ikke kan teksten til den danske national sang, men han ved dog, hvad sangen hedder. Så udfordrede han mig og til min egen store overraskelse, så kunne jeg hele sangen.

Her er Gettysburg Talen:

“Four score and seven years ago, our fathers brought forth upon this continent a new nation, conceived in liberty and dedicated to the proposition that all men are created equal.

Now we are engaged in a great civil war testing whether that nation or any nation so conceived and so dedicated can long endure. We are met on a great battlefield of that war. We have come to dedicate a portion of that field as a final resting place for those that here gave their lives that that nation might live. It is altogether fitting and proper that we should do this. But in a larger sense, we cannot dedicate – we cannot consecrate – we cannot hallow this ground. The brave men who struggled here have consecrated it far above our poor power to add or detract. The world will little note nor long remember what we say here, but it can never forget what they did here. It is for us the living rather, to be dedicated to the unfinished work, which they who fought here have thus far so nobly advanced. It is rather for us to be here dedicated, to the great task remaining before us – that from these honored dead we take increased devotion to that cause for which they gave the last full measure of devotion – that we here highly resolve that these dead shall not have died in vain – that this nation, under god, shall have a new birth of freedom – and that government of the people, by the people, for the people shall not perish from the earth.”

Som oversættes her:

Fire snese og syv år siden, frembragte vore fædre en ny nation på dette kontinent, undfanget i frihed og dedikeret til ideen, at alle mænd er skabt lige. Vi er nu midt i en stor borgerkrig, der afprøver om den nation, eller en hvilken som helst nation således undfanget og således dedikeret kan længe bestå. Vi er mødt her på denne store slagmark. Vi er kommet her for at dedikere en del af denne plads som den sidste hvile for dem, som gav deres liv, så den nation kan leve videre. Det er helt igennem passende og proper, at vi gør dette. Men i et større sammenhæng kan vi ikke dedikere – kan vi ikke indvie –kan vi ikke helliggøre dette jord. De tapre mænd, der kæmpede her, har indviet det langt over vores beskedne evner til at gøre mere eller mindre. Verden vil lidet bemærke eller længe erindre, hvad vi siger her, men den kan aldrig glemme, hvad de gjorde her. Det er for os, de levende, til i stedet at dedikere os til det ufærdige arbejde, som de, der døde her, har så nobelt fremmet. Det er for os at dedikere os til det store arbejde, der ligger foran os – at fra disse ærefuldt døde tager vi forøget tro på den ide, for hvilken de ydede det sidste fulde ofre – at vi her tager højtideligt ed, at disse døde ikke er døde forgæves – at denne nation, under gud, skal få en ny fødsel af frihed – og at regering af folket, ved folket og for folket, ej skal forsvinde fra denne jord.

Efter en lille let frokost går vi videre til Martin Luther King, Jr, Memorial.

DSCN1088

Guidebogen anbefaler, at man herefter går tur langs ”Tidal Basin”, en kunstig sø, hvor Jefferson Memorial står prangende ud til søen.

DSCN1087
Jefferson Memorial ved søen

Men først vil vi se Franklin Delano Roosevelt Memorial, selvom vi har set en del oppe ved hans sommerresidens ved Hydepark. Modsat Jefferson Memorial er FDR`s Memorial, der også ligger ved søen, gemt godt af vejen inde blandt træerne og ikke nær så prangende. Det afspejler måske lidt af de to mænds meget forskellige personligheder. En meget atypisk Memorial og desværre svært at fotografere som en helhed, da den er opbygget som en lang mur i flere sektioner. Meget smuk i granit, der falder fuldstændig naturlig ind i den smukke natur.

Langs murerne er nedskrevet flere af FDR´s berømte citater og her er et af dem, jeg synes særligt om:

”The test of our progress is not whether we add more to the abundance of those who have much; it is whether we provide enough for those who have too little” oversættes til:

“Vores fremskridt vil blive målt på, ikke at vi har lagt mere til overfloden af dem, som har meget; men om vi har skabt nok til dem, som har for lidt.”

FDR var grundlægger af det amerikanske ”Social Security” altså alders- og sygepension. Det synes jeg, at han skal krediteres for, en aristokrat, men måske havde hans hollandske aner en betydning her.

Eleanor er også afbilledet her med et af hendes citater:

” The structure of world peace cannot be the work of one man, or one party, or one nation… It must be a peace which rest on the cooperative effort of the whole world.” oversættes til:

“En verdensfred er ikke resultatet af en mans, et partis eller et lands arbejde… Det skal være en fred, der hviler på den samlede indsats af hele verden.”

 

DSCN1094

Statuen af FDR er ligeså atypisk, hvor han sidder med sin elskede skotske terrier Fala ved sin side. Jeg må da lige klø den lidt bag øret og nusse dens snude.

DSCN1090

DSCN1092

Sidste monument vi besøger, inden vi vender hjemad, er Jefferson Memorial. Thomas Jefferson, præsidenten der egenhændigt skrev ”Uafhængighedserklæringen” (hans kladde blev godkendt uden rettelse) og var senere medforfatter og underskriver af ”The Constitution”, den amerikanske grundlov. På væggene her kan vi ligeledes læse flere af hans taler, hvori han bl.a. erklærer, at alle mænd er født lige, har lige rettigheder, frihed til at finde deres egen lykke og slaver bør derfor frigøres. På trods af hans udtalelser var han medunderskriver af en grundlov, hvori der står, at slaver kun tæller for 3/5 del af en mand. Som plantageejer frigav han heller ikke sine egne slaver. Han er også kendt for, at have et mange årigt forhold til slaven Sally Hemmings, som han fik 6 børn med. Han frigav aldrig sin elskerinde, men frigav dog hans ”uægte” børn, da de fyldte 18 år.

DSCN1096

Alt i alt en rigtig lang travetur i godt vejr og imponerende seværdigheder. Godt ømme og meget trætte ”maxi taxi´er”. Jeg føler mine fusselanker er reduceret til ”mini taxi´er”.

2 dag:

Museumsbesøg. Som tidligere nævnt indeholder The Smithonian The National Mall i alt 12 museer, i dag har vi udvalgt at besøge 2 museer.

Først besøger vi The American History Museum. Et meget stort og typisk historisk museum, der både skildre Amerikas oprindelse som nation, men også samtidshistorie med fokus på det politiske. Også her må vi være selektive og min interesse er det forhistoriske. En meget grundig fremvisning og beskrivelse af tiden op til, under og efter såvel Uafhængighedskrigen mod Briterne 1776 – 1783 og Borgerkrigen 1861-1865 samt en mindre gennemgang af borgerfrihedskampene, der begyndte midt i 1950´erne og fortsatte op igennem 60´erne. Jeg fandt det så spændende, at jeg købte mig en amerikansk historiebog, som jeg skal tygge mig igennem. Jeg kommer nok til korte med mit engelsk og må ty til min tobenede ordbog. Derfor har han valgt at læse bogen først, inden jeg begynder at stille alle mine spørgsmål.

Dernæst besøger vi The National Museum of African American History and Culture. Et helt nyt museum, der åbnede sidste år. Enormt velbesøgt. Folk kommer i busser, mere end 90 % af de besøgende er afroamerikanere. Et meget gennemført moderne museum, der over 3 etager viser afroamerikanernes historie fra slaveriets begyndelse til Præsident Obama. Jeg kan ikke beskrive den stemning, der er inde i dette museum, når så mange afroamerikanere i forskellige aldre konfronteres med deres forfædres slaveliv. Jeg hører flere af de ældre besøgende tale om deres oplevelser som barn, da Segregation (adskillelse af sorte og hvide) var en del af deres dagligdag. En lignende intens og følsom stemning har jeg oplevet flere år tilbage, da jeg besøgte et bymuseum på vestsiden af Central Park i New York, hvor man havde en udstilling om lynchning. Man bliver helt tung om hjertet.

Besøget her gør enormt indtryk på mig og jeg er ikke stolt af min hudfarve. Da vi besøgte Christiansted på St. Croix skammede jeg mig over Danmarks rolle i slavehandel og brugen af slaver. Det letter en lille smule på min dårlige samvittighed, da jeg her får oplyst, at Danmarks rolle var minimal, slavehandlen var fordelt over landene som følgende:

Danmark 85.000 slaver (det var stadig 85.000 for mange solgte slaver)

Holland 500.000 slaver

England 3 mio. slaver

Frankrig 3 mio. slaver

Portugal 5 mio. slaver

Udstillingen mangler dog at fortælle og tydeliggøre, at det var afrikanerne selv, der solgte deres landsmænd til europæerne, der videresolgte dem. Mænd, kvinder og børn taget som fanger i deres mange stammekrige, blev straffet med at blive slæbt ud til havet og solgt som slaver. Dette bliver overhovedet ikke nævnt noget sted på museet.

En helt særlig stemning og atmosfære oplever vi, da vi står foran Emmett Till´s kiste. Emmett en 16-årig afroamerikaner fra Virginia, besøger sin onkel og fætter i Alabama. Emmett´s mor har advaret ham i forvejen mod det racehad, der dengang herskede i Alabama. En dag holder Emmett og fætteren i deres bil udenfor den lokale købmand. Ejerens hustru kommer ud og Emmett finder denne hvide kvinde meget smuk og fløjter forsigtigt efter hende. Om aftenen ankommer kvindens husbond og svoger til onklens hus og beder om at tale med Emmett. Tager ham med på en køretur. Familien ser aldrig Emmett igen, før han senere livløst flyder op til overfladen i en nærliggende sø. Død af sine mishandlinger med ansigtet næsten uigenkendelig. Moderen vælger, at Emmett´s lig fremvises offentligt i en åbenkiste og billeder af ham går rundt i hele nationen. Kisten står på museet, fordi man for nogle år siden, gravede kisten op mhp. at DNA- undersøge liget, om det svarede til Emmett og det gjorde det selvfølgelig. Han blev derefter bisat og kisten står nu på dette museum.

Denne hændelse og fængslingen af Rosa Parker, som nægtede at flytte sig fra et sæde i en bus, hvor sorte ikke måtte side, var med til at skabe oprør mod Segregation. Såvel sorte som hvide deltog i de voldsomme oprør, hvor de sammen kæmpede for de sortes borgerrettigheder. Jeg hører Carsten sige flere gange, at han husker hændelserne tydeligt fra sin barndom.

Ud over en fremragende fremstilling af afroamerikanernes historie, så sender udstillingen et tydeligt budskab om, at skabelsen af nationen USA, da tilfalder æren afroamerikanerne, der har betalt med sved, blod og deres liv for at skabe den rigdom og magt, der skulle til for at opbygge og vedlige holde nationen USA, gennem deres liv som slave og deres deltagelse i både Uafhængigheds- og Borgerkrigen.

Det glæder mig i øvrigt, at vi i de større byer også i de gamle Sydstater af og til ser et blandet par – en hvid og sort.

Carsten og jeg går tavse hjem efter dette museumsbesøg. De indtryk vi har fået med os, kan vi endnu ikke sætte ord på.

3.dag 

I dag går vi langs The Mall ned mod The United States Capitol and Congress, der promoverer forenden af det grønne parklignende område. En fascinerende bygning, der oser af magt med dens skinnende hvide kuppel og The Statue of Freedom på toppen. Efter at frigjort sig fra Briterne og nedskrevet en grundlov (The Constitution of the United States) i år 1787 valgte man, at hovedstaden skulle ligge midt mellem Nord- og Sydstaterne og opkaldes efter den første præsident George Washington.

Man startede opbygningen af Capitol i 1793 og siden 1800 har Kongressen holdt til her. Senatets 100 medlemmer, der er på valg hver 6 år, mødes i den nordlige ende og Repræsentanternes Hus, der har 435 medlemmer og som er på valg hvert 2 år, mødes i den sydlige ende. Vi får adgang til Senatet Salen, selvom Senatet holder sommerferie.

DSCN1135

Bygningen har undergået mange forandringer, rekonstruktioner og udvidelser gennem de mere end 200 år, den har eksisteret. Den største genopbygning skete, da Briterne i 1814 satte ild til Capitol, hvor kuplen, der formentligt var bygget af træ, brændte ned. I dag er den lavet af jern og malet i hvid og ikke, som jeg troede, at den var lavet af marmor. Vi får tilladelse til at besøge The Rotunda, hjertet af Capitol, det er rummet nedenunder kuplen. Helt vildt overvældende smuk. Rummet har ikke nogen egentlig funktion i dag udover at være et repræsentationslokale og at der afholdes statslige begravelsesceremonier her. Foruden de smukke malerier oppe under kuplen, står der statuer af tidligere præsidenter og andre betydningsfulde amerikaner hele vejen rundt i lokalet. Imponerende Rotunda.

DSCN1130

Efter at have besøgt flere historiske steder går det op for mig, at FRIHED er grundværdien i den amerikanske kultur gennem mere end 200 år. Vi har nu set Statue of Liberty ved indsejlingen til New York og her på toppen af The Dome (kuplen) har The Statue of Freedom i bronze stået siden 1863.

Som jeg forstår frihed i den amerikanske kultur, så betyder det, at jeg som borger vil søge og realisere mine muligheder og ikke begrænses af staten og andre myndigheder. Velvidende, at ikke alle har samme muligheder og dermed samme gode betingelser for at klare sig i samfundet, så er dette en sund grundværdi, hvis vi bare husker, at vi også har et fælles ansvar. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne dette med den kultur, vi efterhånden har skabt i Danmark. Hvor mange borgere opfører sig som klienter i stedet for som ”selvkørende og selvbestemmende” borger. Tit er holdningen, at det er samfundets skyld, at jeg befinder mig, hvor jeg er i dag og ikke, hvor jeg ønsker at være. Ofte handler det mere om at rave så meget som muligt til sig (velfærd), i stedet for at prøve at klare sig selv. Jeg synes, at det går den forkerte vej i Danmark. Der er selvfølgelig svagheder i begge kulturer.

Efter en lille frokost i Capitol bygningen besøger vi The National Museum of The American Indians. ”Et folk der er glemt” ifølge Robert Redford (filmskuespilleren), der sammen med en professor i indiansk kultur, der i øvrigt selv er af indiansk afstamning, har lavet denne udstilling. Her er der kun få besøgende, hvilket kan underbygge Robert Redfords påstand.

Nu er forventningerne jo høje efter gårsdagens besøg hos Afroamerikanerne. Men historikken i denne udstilling fylder meget mindre i forhold til præsentationen af de forskellige indianerstammers nutidshistorie. Vi får her en meget detaljeret gennemgang af de forskellige eksisterende stammer i Nord- og Sydamerika. Fortællinger om stammernes størrelse, kultur og værdigrundlag samt hvordan de lever i dag. I øvrigt er antallet af indianer overraskende stigende. En del af de unge tager til storbyerne for at få sig en uddannelse, hvorefter de flytter tilbage til stammen og skaber sig en familie.

Vi er begge en lille smule skuffet over denne udstilling. Jeg havde forventet at få mere at vide om sameksistensen mellem kolonisterne og de herboende indianere. Krigene og fredsaftalerne mellem indianerne og de hvide. Jeg kan kun gisne om, at mange af fredsaftalerne har været mundtlige og de skriftlige har meget passende været forsvundet, så senere generationer hos de hvide havde en undskyldning for ikke at overholde aftalerne. Vores skuffelse skyldes måske også, at vi er ved at være mættet af indtryk fra de sidste 3 kulturelle dage i Washington.

Vi beslutter derfor at sejle videre næste dag.

Denne gang fanger vi medstrømmen og når på en dagsejlads næsten helt ud til Potomac Rivers udmunding ved Coan River (95 sømil), hvor vi finder en lille ankerplads bag et fiskerleje. Herovre kalder man det et Gunkhole, en ankerplads hvor andre sejlere ikke er fundet frem til – helt fantastisk at overnatte alene i denne idyl.

BF2_0007
fisker ved Coan river, tidlige morgen

Vi har planer om at sejle herfra til Yorktown, der sammen med Williamsburg og Jamestown udgør et meget historisk område, dog med et Pit-Stop i Deltaville.

BF2_0043
aftenstid ved Deltaville

Vi mærker nu, da vi forlader Potomac River, at vi er nået ned i den sydlige del af Chesapeake Bay, hvor vi nærmer os Atlanterhavet. Lige så skønt det var med medstrømmen, så er det nu sejlads op ad bakke. I 2 dage har vi vinden lige i snuden, vi må krydse op imod meterhøje Atlanterhavs dønninger og en modstrøm på 2-3 kn. Vi nærmer os langsomt York River og byen Yorktown.

Floden er bred, men der løber en meget stærk strøm igennem den, hvorfor vores guidebog anbefaler, at man lægger sig på en af marinaens ankerbøjer i stedet for at ligge for svaj. Positiv overrasket bliver vi, da havnefætter over VHF radioen meddeler os, at det er gratis at bruge deres ankerbøjer. Meget fint, men kun ind til vi ser bøjen. En mega stor metal ankerbøje, som må være egnet til store pramme eller lignende og ikke til små glasfiber både. Vi fortøjer os på en bøje, men bliver hurtigt enige om, at det skal Capri ikke udsættes for. Jeg kan levende forestille mig, hvordan Capri, når strømmen vender og vind samt hækbølger fra andre både, banker Capri op imod dette metal ”monster”.

BF2_0064
Røde metalbøjer, Amerikansk krigsskib, og en dobbelt svingbro (kun 2 i verden)

En sømil fra marinaen finder vi en passende ankerplads (gunkhole), så lille Capri (dinghy) må fyldes godt op med benzin, når vi skal i land. Vi har nemlig fået lov til (gratis) at lægge lille Capri til i marinaen og endda bruge deres badefaciliteter. I øvrigt en meget lille charmerende marina med tilhørende 2 gode restauranter og små butikker samt en lille strand.

I guidebogen har vi læst, at vi kan køre mellem de tre byer gratis med den lokale bus, men til vores skuffelse oplyser turistbureauet os om, at vores guidebog er forældet, da man har lukket ned for denne service for 3 år siden. Alle turister her kommer jo i egen bil. Heldigvis er det relativt billigt at leje en bil, men først vil vi se Yorktown gående på vores maxi-taxier.

Yorktown er kendt for stedet, hvor den sidste og afsluttende kamp i Uafhængighedskrigen fandt sted i 1781, da Lord Cornwallis overgav sig til kolonisterne. Byen blev etableret tilbage i 1691 og blev en vigtig havneby, der servicerede Williamsburg, der dengang var delstaten Virginias hovedstat. Byen voksede til 200-250 huse, men det ændrede sig efter 1750, hvor plantageejerne begyndte at drage mere vest på for at finde en mere næringsrig jord til at dyrke tobak på, da jorden omkring Yorkstown efter mange års dyrkning af tobak var total udsultet.

DSCN1156
Sejrsmonumentet i Yorktown

Slaget i 1781 ødelagde det meste af byen. Resten af byen forsvandt efter 2 brande i hhv. 1814 og 1863. I dag står kun enkelte huse på den gamle hovedgade velrestaureret og kan besigtiges af turister. Den gamle Grace Church kirke, som Lord Cornwallis brugte som krudtlager, består fint velholdt og er stadig i funktion for de lokale indbyggere. På vores vej rundt i Yorktown kommer vi forbi den hule, hvor Lord Cornwallis havde forskanset sig, mens Washington bombede byen.

DSCN1164
Graace Church – den ældste Episcopalian kirke i USA
DSC_2479
Den er god nok – George Washingtons faste plads her i kirke

Kort om Slaget ved Yorktown:

Den britiske general Lord Cornwallis fik i 1781 ordre på at skabe en flådebase i den sydlige del af Chesapeake Bay. Yorktown blev hans valg. Han blev lovet af sin overordnede, at man ville sende flere krigsskibe fra New York ned til Yorktown mhp. at styrke flåden. Imellemtiden var franskmændene gået i alliance med de amerikanske kolonister og havde sendt deres flåde fra Vestindien op til udmundingen af Chesapeake Bay mhp. at blokere for den britiske flåde, der ville komme Lord Cornwallis til undsætning. Samtidig havde general George Washington samlet en hær i New York, der sammen med en allieret fransk hær drog til fods (ca. 650 km) fra New York til Yorktown for at bekæmpe Lord Cornwallis og hans hær fra landsiden. Efter 11 dages kamp kapitulerer Lord Cornwallis. Den amerikanske sejrer ved Yorktown, den sidste store kamp i Uafhængighedskrigen, sikrede USA´s uafhængighed.

I øvrigt havde Yorktown også et Tea-Party ligesom i Boston, hvor rebeller bordede engelske handelsskibe og smed tønder med te i havvandet, i protest mod at betale skatter til briterne uden at være repræsenteret i parlamentet i UK. Patrick Henry og Thomas Jefferson var de mest fremtrædende medlemmer af Virginias House of Burgesses (det lokale råd under den lokale britiske guvernør), der talte for uafhængighed.

Vi fravælger at tage den guidede tur rundt på Yorktown Battlefield, da vi har brugt megen tid på Visitor Center, der har en detaljeret gennemgang af tiden op til og under Uafhængighedskrigen. Jeg behøver ikke at se flere kanoner og jeg har endda set Washingtons telt.

En meget historisk spændende tur i Yorktown og jeg er meget spændt på, hvad de to andre byer byder på. Dagen efter kører vi ad Colonial Parkway, en smuk køretur i den grønne skov, op til Williamsburg. Her har man med store sponsorater fra Rockefeller genetableret en stor del af den gamle delstatshovedstad som et frilandsmuseum. Meget velbesøgt og turistet, men jeg må indrømme og anerkende projektets gennemførelse. Det er overvældende. Vi går bogstaveligt talt rundt i en kolonial by fra begyndelsen af 1700 årstallet. Stemningen er der, ikke mindst fordi alle personaler er iklædt klæder fra dengang.

Til forskel fra andre frilandsmuseer jeg har besøgt, så adskiller denne sig ved ikke kun på størrelsen, men faktisk bor her 80 familier i de genetablerede ”gamle” huse. Vi går ud fra, at beboerne er de personaler, der går omkring og servicerer os. Vi besøger de huse, der ikke er beboet, guvernør huset, bødkeren, vaskeriet, sølvsmeden, trykkeriet, hjulmageren, rådhuset samt markedet og krudthuset m.m. Alle disse steder foregår der aktiviteter, som viser, hvordan man levede og fungerede i hverdagen tilbage i 1700 årstallet. Frokosten indtager vi i en af de tre lokale restauranter, der også byder på omgivelser og atmosfære fra 1700 årstallet – dog er prisen mere end fulgt med inflationen.

DSC_2484
Krudtmanden

Besøget i Williamsburg tager det meste af dagen, men vi når lige ud til Jamestown en time før lukketid. Jamestown eksisterer ikke mere som en by, men stedet er et vigtigt historisk ikon. Vi besøger deres Visitor Center, hvor vi kan læse os frem til Jamestowns oprindelse:

I 1607 oprettes Virginia Company of London, et selskab der har til formål at skabe en koloni i ”det nyopdaget land”. Investorerne er rige englændere og ikke mindst Kong James I, der sender 104 engelske mænd til James River. Et marskland der er meget ufremkommeligt. Men det lykkedes alligevel de hårdføre mænd at bosætte sig der og opbygge en by, som de opkalder efter kongen, der har været hovedinitiativtageren på projektet. Jamestown bliver dermed den første permanente britiske koloni i USA.

Flere mænd sendes over til kolonien, men vinteren 1609-1610 er særlig hård – og sulten er ved at udslette hele kolonien, kun 60 ud af 300 kolonister overlever. Der suppleres med flere nye kolonister og først efter adskillige år lykkedes det dem at dyrke tobak. Derefter går det fremad for kolonien. Nu mangler der arbejdskraft og afrikanske slaver bliver hentet til Jamestown. Først i 1619 sender man 90 ugifte kvinder over til kolonien. Samme år vælges medlemmer til det første House of Burgesses. Jamestown har nu som den eneste rigtige by i Virginia fået status som hovedstad.

Dyrkning af tobak ”æder” næring ud af jorden, hvilket medfører at mange plantageejere ser sig nødsaget til at finde jord længere væk fra byen. Disse er ikke længere tilstrækkeligt beskyttet mod angreb fra indianerne. Efterhånden får vreden og utrygheden hos disse gård- eller plantageejere fra landet dem til at gøre oprør mod den siddende britiske guvernør, da han efter rebellernes mening ikke gør nok for at forhindre indianerangrebene. I guvernørens fravær i 1676 påsætter rebellerne en stor brand i Jamestown, der nedbrænder og aldrig genetableres. Hovedstaden flyttes til Williamsburg.

Derfor findes ingen frilandsmuseum eller ruiner af Jamestown. Vi forlader Visitor Center og kører rundt i den historiske park, hvor den oprindelige Jamestown har ligget, inden vi kører hjem. Det er svært at forestille sig, hvordan man har kunnet bosætte sig permanent i et så ufremkommeligt naturområde med kun adgang til brakvandet fra James River. Det har været hårdførende mænd, der har levet i et ”mandekollektiv” i 12 år før de igen så en kvinde. Kvinderne må også have været gjort af et særligt materiale. Jeg kan ikke lade være med at tænke – mon det har været straffefanger, de har sendt herover? Var det ikke straffefanger briterne sendte til Australien, da de startede kolonien der?

Trætte vender vi tilbage til marinaen, hvor vi har planlagt at spise på en af restauranterne. I øvrigt en dejlig middag Fish (frisk) and Chips. Men det er blevet senere end vi havde planlagt, det er ved at blive mørkt. Vi har nu et seriøst problem – vi har ikke medtaget redningsveste ej heller lanterne til vores dinghy og til vores skræk ser vi 3 både med mandskab tilhørende U.S. Costguard liggende i marinaen. Shit, hvad gør vi nu? I guidebogen har vi læst, at de udskriver store bøder, hvis vi bliver taget i at mangle ovenstående.

Nu lægger den ene båd ud, de 2 andre har ikke travlt, de har lige hentet mad oppe fra restauranten. Åh nej, jeg vil ærgre mig over en bøde. Heldigvis lægger endnu en båd ud og den sidste begynder at øve sig i at lægge til på ydersiden af molen. Nu lister vi os ud og håber, at vi kan gøre os usynlige. Det er åbenbart nye kadetter, der skal lære at sejle og lægge til ved en kaj, for de er tilsyneladende så koncentreret om opgaven, at de glemmer eller overser os. Først da vi har fortøjet lille Capri til Capri ånder vi lettet op. Og er parat til at sejle videre mod Norfolk.

2 thoughts on “Vinni-Chesapeake Bay syd

  1. Kære Vinni og Carsten
    Det er meget levende og velskrevet og meget interessant læsning.
    Historie bliver så meget mere levende, når man ser de steder, hvor begivenhederne Rent faktisk fandt sted.
    Vi glæder os til fortsættelsen.
    K.h. U.S.

    Like

  2. Dear Vinni,
    I’m so impressed on your observations on the American political idea of “freedom” After 60 years here in the states I have adopted the local mentality of what is “freedom” but not the responsibility, which you so clearly point out. I do believe I’m a responsible person, when it comes to fellow inhabitants as well as social ones, i.e. universal health care, for example.. But reading your description it points out how little social responsibility the American public has.So in a sense, both American and Danish has the same problem, but for totally different reasons. How sad.
    I love all the historical places and stories you write about: very informative and personal. Keep up the good work
    Got my ticket to S.F. and looking forward to spend time with you both.
    K.H.
    ulrich

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s