Vinni – Carolina Beach til Charleston

 

Endnu engang har Marshall og Debbie forbarmet sig over et par fattige langturssejlere og lånt os deres fantastiske sommerhus ved Carolina Beach, lige bagved klitterne. Vi har nydt stedet i 3 uger på trods af bekymringerne vedrørende orkanerne, der synes at stå i kø ude på Atlanterhavet.

Irma sendte en tropisk storm ind over os, men Capri klarede sig fint ude på ankerbøjen. José mærkede vi ikke nået til, den valgte en rute langt ude på havet. Nu venter vi på Maria og håber, at hun vælger at følge Jose´s rute.

Vi har brugt tiden til at opdatere vores blog, som I vel har bemærket. Spillet lidt golf og nydt den dejlige strand. Som langturssejler mangler man ofte motion, så hver morgen har vi gået en time langs havet. Skønt. Denne gang har vi lejet en bil, da vi skulle sikre os, at vi kunne komme langt væk fra Irma, hvis hun kom for tæt på. Orkan styrke 5 skal man ikke undervurdere. Så nu havde vi med en lejet bil mulighed for at se os rundt i omgivelserne.

Carsten havde et ønske om, at gense steder han oplevede i sin barndom, hvorfor vi besluttede at tage en tur til Cape Hatteras. Turen der op var noget længere, end vi troede og google havde undervurderet tiden, det ville tage at køre strækningen. Det blev en meget lang dagstur – 20 timer. Nå ja, vi er jo pensionister og har masser af tid. En tur der svarede til lige at tage en smut fra København til Skagen og hjem igen.

Vi startede kl. 7 om morgenen og kørte flere steder langs ICW og kunne følge, hvor vi få uger tidligere havde sejlet på disse skønne indenlands vandveje. Så var det jo lige, at det går op for én at sejle handler om at bevæge sig langsomt fremad. Det der tog os 3 dages sejlads, klarede vi på mindre end 3 timers bilkørsel, endda på landevejene.

Nu var vi virkelig komme på landet og bevægede os fra den ene lille landsbyflække til den næste. De store Mansions (herregårde) var der langt imellem, jeg tror faktisk ikke, at vi så nogen, til gengæld så vi næsten kun præfabrikerede huse. I dag er de større og monteret på et fast fundament. I gamle dage (kun nogle få år tilbage) kaldte man dem trailers, da de blev kørt på hjul frem til bestemmelsesstedet, men forblev på hjul (dog midlertidig blokeret), så de kunne flyttes, når som helst.

Vejskilte dominerede ikke i landskabet og vi måtte da flere gange ind og spørge om vej. Vi havde ikke noget kort med og det er for dyrt at google over 4G. Vi var virkelig kommet ud på ”Lars tyndskids mark”. Selvom vi kun var ca. 100 km væk fra Cape Hatteras, var det tydeligt, at flere af de lokale beboere aldrig havde været i nærheden af Cape Hatteras og kunne derfor heller ikke guide os på vejen. Det synes som om, at de kun havde været i nærmiljøet hele deres liv.

Flot natur, vi kørte forbi bomuldsmarker og tobaksmarker. Til vores store overraskelse så vi skilte, der advarede os, ikke kun mod at påkøre rådyr, men minsandten også alligatorer, ulve og bjørne. Efter 8 timers kørsel nærmede vi os broen over til Cape Hatteras, som Capri ikke kunne komme under, da vi var på vej ned gennem ICW, hvorfor vi må vendte med at anduve dette farvand til næste sommer og sejle ind fra syd.

Cape Hatteras området består af 5 små sand øer eller sandtange, som er truet, hver gang en storm eller orkan passere hen over området eller ude på havet. Beboerne er tilsyneladende vandt til jævnligt at blive evakueret. Strømmen går hver gang og vejene er ufremkommelige – det skulle vi snart erfare.

Efter broen kom vi til den første ø nemlig Roanoke Island. Den er kendt for at være det første sted, hvor en engelsk koloni bosatte sig, men kortvarigt. Der skete noget mystisk og uforklarligt med kolonien. Det var aftalt mellem kolonien og skipperen, der havde sejlet dem herover, at skibet ville vende tilbage med nye forsyninger året efter. Da skibet vendte tilbage, var der ingen beboer at finde, ej heller lig. Kun et skilt, hvorpå der stod ”Ocracoke” (en anden ø i området). Bostedet så ud, som om bosætterne lige havde rejst sig fra middagsbordet og gået deres vej. Skibets besætning tog videre til Ocracoke, men fandt ingen spor af kolonien. Det er stadig en gåde, hvor kolonien blev af og hvad der var hændt dem.

Derefter forsatte vi over en bro til næste ø Kitty Hawk, et meget turistet område med den ene luksus sommerhus efter den anden. Vi fortsatte derfor straks videre over næste bro mod Cape Hatteras, hvor Carsten har mange minder fra sine campingture med sine forældrene. Her var det så lige, at vi mødte de svært fremkommelige veje, efter at José havde passeret 2 dage forinden ude på havet. Store bølger var skyllet ind over klitterne og oversvømmet veje samt boligområder. Flere steder måtte vi køre i 0,5 m vand og vi så flere gravkøer endda bæltekøretøjer flytte sandet tilbage til klitterne.

DSCN1360
Vejene oversvømmes af sand og vand
DSCN1366
Det ikoniske fyr ved Cape Hatteras

Køreturen gennem Cape Hatteras´s klitter minder om en køretur langs vestkysten derhjemme. Megen naturområde, lange hvide strande og kun en enkelt lille by, hvor alle sommerhusene var koncentreret. Endelig nåede vi ned til fyret på Cape Hatteras, der er afbilledet på mange photos og malerier samt små kopier opstillet i diverse private haver. Nå, vi måtte jo op og nyde udsigten, kun ca. 200 trappetrin.

Pustende og stønnende nåede vi begge op. Hvad brokker vi os over? I gamle dage tog fyrmesteren denne tur med en 5 liters dunk med benzin i hver hånd, så han kunne holde flammerne i gang, der har reddet et utal af skibe ude i dette farlige farvand med de mange rev – Verdens Største Skibskirkegård. Langs kysten bevæger der sig en meget stærk strøm og gør området også farligt for badegæsterne. I år er der ”kun” druknet 4 personer, en 17 -årig dreng omkom ugen før, vi kom.

For at komme videre skulle vi sejle med en færge en times tid over til øen Ocracoke – gratis sejlads. Vi undrede os dog over, hvorfor det skulle tage en time, da øen jo lå lige ved siden af, men sejlrenden i dette meget lavvandede område gik langt udenom. Vi kørte de 15 km gennem Ocracokes klitter ned til den anden ende af øen, hvor vi 3 timer senere skulle med en færge for at komme tilbage til fastlandet.

Ved siden af færgelejet, så vi den lokale marina i Silver Bay, hvor Capri vil kunne ligge for svaj næste sommer. Beliggende ved en charmerende lille ferieby, der kunne minde om Skagen. Efter at have delt og nydt en pizza, tog vi en velfortjent ”morfar” på parkeringspladsen ved færgen. Færgeoverfarten til Beaufort tog 3 timer, hvor vi kunne sove videre i bilen. Igen kørt vi langs ICW mod Carolina Beach samme strækning, som vi tog til vands for 2 uger siden. Godt trætte nåede vi hjem kl. 2:30.

Opholdet i sommerhuset lakker mod enden for denne gang, da vi har planlagt en golftur med Marshall og Debbie op til New Hampshire fra den 2- 6/10. Inden da skulle vi gerne nå Charleston og have Capri på land. Hun trænger til en kærlig hånd efter 1,5 års sejlads. Fra Caroline Beach går turen via ICW ned til Charleston. Sejlplanen skal nøje planlægges efter tidevandet, da der er flere knudepunkter, hvor vi kun kan passere ved højvande.

Den 29/9 kl. 6:30 er det lyst nok til, at vi kan se sideafmærkningerne i Snowscut, den lille sejlrende mellem Carolina Beach og Cape Fear River. Capri frigøres fra sin ankerbøje. Vi har 3 timers sejlads ned gennem Cape Fear River og håber, at vi har beregnet tidevandet rigtigt, så vi starter med lidt medstrøm, slackwater og mindre modstrøm. Jepper – det lykkedes os at undgå den stærkeste modstrøm på 3 kn.

Vi har nu krydset Cape Fear River og sejler ind i ICW. Vi sejler kun få sømil fra kysten og er lidt spændt på, om orkanen Maria, der bevæger sig langt ude på havet, sender store bølger ind over kysten, som meteorologerne har advaret imod. Hvis Maria kan sende lidt mere vand ind i ICW, vil det behage Capri og dennes besætning, men så vil vi kunne risikere ikke at kunne komme under broerne, der er 64-65 fod høj og Capri´s mast med antenne er ca. 61 fod. Der er ikke megen margen at løbe på. Men det lader tilsyneladende som om, at vanddybden er normal og broerne skaber os ingen problemer.

Guidebogen advarer os imod de store indsejlinger fra Atlanterhavet og ind til ICW, hvor bølger og stærk tidevandsstrøm ofte flytter sand ind i kanalen, så den sander til. Vi passerer disse åbninger til havet også kaldet Inlet med megen langsom fart. De første 2 Inlet smutter vi forbi uden udfordringer, dybden falder, men vi støder ikke på grund. Da vi når den 3 Inlet, Sharlotte Inlet, ser vi 2 store motorbåde komme imod os i den snævre kanal, så vi holder Capri lidt tilbage for at undgå, at vi skal passere hinanden i denne problematiske inlet.

Pludselig ser vi begge motorbåde drive sidelæns mere end 20 m og ud af sejlrenden pga. den stærke tidevandsstrøm, der flyder fra Atlanterhavet og ind i kanalen ICW. Motorbådene får endelig rettet skuderne op og passerer os. Nu er det vores tur til at passere den stærke sidestrøm i den meget snævre sejlrende. Vi må træffe den rigtige beslutning? Helst vil vi gå for lav fart, hvis Capri fanges af et sandrev, så skaden er mindre og at vi selv kan bakke os fri. Men med lav fart tyder alt på, at vi ikke kan holde styrefart ligesom de to motorbåde. Det vil være en katastrofe, hvis strømmen driver Capri ud af sejlrenden, hvor der kun er 0,5m vand. Vi kikker på ekkoloddet og håber, at der er vand nok under vores køl og sætter farten lidt op. Det lykkedes os at passere uden grundstødning og holde os indenfor sejlrenden. For en gang skyld havde vi den fordel at have en langkølet båd, da afdriften i strømgående farvand er langt mindre hos en kølbåd end hos en ikke kølbåd som en motorbåd.

Inden vi når ned til den meget kendte eksklusive The Myrtle Beach, hvor der oser af rigdom, kæmpe sommerresidenser og mere end 150 golfbaner, støder vi på næste udfordring The Rock Pile. Det er en strækning på 5 sømil i kanalen, en times sejlads i modstrøm, hvor bunden er dækket med sten. Strækningen er frygtet blandt sejlere og skal helst passeres ved højvande. Selv ved højvande lurer faren for alvorlig grundstødning, da stenene ikke kan ses lige under vandoverfladen. Det er derfor super vigtigt, at vi kan holde os midt i sejlrenden.

Vi har ramt højvande. Der er ingen sideafmærkninger overhovedet, der viser, hvor sejlrenden går, vi må stole på vores kortplotter og alligevel giver det problemer. Når vi følger den stiplede linje på kortplotteren, der viser, hvor midten af sejlrenden er, så sejler vi alt for langt til styrbord og vanddybden falder. Vi forsøger at sejle lidt længere mod bagbord, så vi bevæger os ud midt i kanalen og det hjælper på vanddybden. Vi må altså fornemme og føle os forsigtigt frem ud fra ekkoloddet og kortplotteren. På et tidspunkt er pulsen helt oppe, selvom vi har vand under køl og befinder os midt i kanalen, så viser kortplotteren, at vi sejler ind over land. Men efter en god times tid er vi igennem denne strækning og uden at have ramt noget, så vi kan ånde lettet op.

Hele dagen har vi sejlet i ICW kun få sømil fra havet og langs det ene flotte hus ved kanalen efter det andet, men tak skal du have, nu sejler vi langs The Myrtle Beach og passerer det ene mega imponerende bolig efter det andet – og det er kun sommerresidenser, Wauw.

BF2_0025

BF2_0028

Det er sidst på eftermiddagen og vi er ikke nået så langt, som vi havde håbet på pga. modstrøm. Det er ekstremt svært at estimere, hvilken vej strømmen går i ICW, det er helt afhængig af, hvor kanalen eller floden bugter. Nu begynder vi at få en udfordring. Kan vi nå Bucksport i dagslys? Hvor vi kan lægge til i en lille marina, da der på denne strækning kun er meget få ankerpladser og de fleste har ikke vand nok til Capri. På kortet finder vi en enkelt lille ankerplads, lige efter vi sejler ind i Waccamaw River. Den må vi kunne nå, inden solen begynder at gå ned. Vi sætter farten lidt op.

Men ak, da vi når frem, ser vi til vores store skuffelse, at man har bygget en lille Marina, som er privat. Shit. Solen er allerede begyndt at gå ned bag ved træerne, men vi har intet valg, vi må fortsætte i skumringen. Næste mulighed er en lille privat marina, der dog tillader andre at lægge til, den ligger 2 sømil længere ned ad floden.

Vi har påmonteret vores stærke projektørlampe, men undgår helst at tænde den, da vi vil miste vores nattesyn i mindst 10 min, hvor alt bare er sort. Det bliver hurtigt mørkere og mørkere, en time før vi havde forventet, fordi floden flyder igennem et skovområde. Vi kan næsten intet se, hverken sideafmærkninger, træstubbe m.m. Vi føler, at vi famler os ind gennem mørket. Carsten står og spejder ud i mørket for at advare mig og guide mig, mens jeg står og styre ud fra kortplotteren. Min krop er helt anspændt.

Er vi ikke snart nået de 2 sømil? Vi bliver enige om, at vi må have overset indsejlingen til den lille marina, der ligger i et sideløb længere inde i skoven. Nu må vi fortsætte endnu 3 sømil mod Bucksport, mindst 45 min sejlads i mørke, da vi jo går for meget lav fart, hvis vi skulle ramme noget.

Pludselig råber Carsten ”der er indsejlingen”, jeg vender mig om og kan skimte en meget lille å, der løber ind mellem træerne. Aldrig i livet siger jeg, det tør jeg ikke, så hellere fortsætte i mørket til Bucksport, som vi kender. Det er bestemt ikke sjovt længere.

Lidt efter siger Carsten, jeg kan se anløbsbroen lige indenfor sejlrenden helt ud til kanalen og den er tom, der kan vi lægge til. Jeg vender mig om endnu en gang og er helt enig. Så kan det nok være, at jeg får stoppet Capri og vendt hende om i den smalle kanal, mens Carsten forbereder fendere og fortøjninger. Jeg lister Capri meget forsigtigt ind i sideløbet, mens Carsten står ude foran og råber, hvor langt jeg er fra broen, for jeg kan intet se på den afstand, der er alt for mørkt. Vi er meget lettet, da Capri er velfortøjet til broen og vi kan nyde et glas vin.

Tidligt næste morgen fortsætter vi ned ad Waccamaw floden, en fantastisk og smuk tur i ingenmandsland.

DSCN1379

Vi beslutter at lægge ind i Georgetown og ligge for anker, men det bliver kun, mens vi får frokost, for der er simpelthen ikke svajeplads nok til Capri, når strømmen vender. Vi får i stedet en plads i en lille marina.

Georgetown er en ”Small-Town America”, der forsøger at overleve på lidt turisme. Georgetown er South Carolinas tredje ældste by fra 1729 og blev en vigtig havneby med dens beliggenhed tæt ved ICW og Atlanterhavet. I tiden op til Borgerkrigen dyrkede man indigo og ris. Faktisk stod Georgetown for 2/3 del af al ris produktionen i USA. De rige plantageejere boede i deres ”colonial houses” i byen. Flere af disse smukke huse består stadig i dag. Byens rigdom falmede, da slaveriet blev forbudt. Ingen tidligere slaver ville ej heller for penge slide mere ude i markerne og den hvide befolkning ville slet ikke. Indigo produktionen stoppede helt. Der er stadig produktion af ris, men det er meget lidt. Risen fra dette område kaldes også for The golden Rice, som er kendt for at have en særlig delikat smag. Vi købte et pund, men har endnu ikke smagt den. Efter borgerkrigen gik man over til produktion af papir. Byen ernærer sig ved papirindustrien og turisme. En charmerende lille by med en flot havnefront.

Strækningen herfra og ned til Charleston kaldes for The Ditch (grøften), den har ikke været udgravet siden (rygter) 2002. Altså 15 år siden. Der er mange lavvandsområder, så vi må afsted tidligt om morgenen for at fange højvande.

Til vores store overraskelse er indsejlingen til ICW meget lavvandet, da vi når frem. Vi må liste os frem en sømil, hvor ekkoloddet siger 2m. Men det går og vi når ud i 3- 5m dybde. Efter et par timer når vi et sted, hvor vandet løber ind fra havet og med risiko for, at kanalen sander til. Da må vi liste os igennem 3 sømil med tungen lige i munden, men det går uden vi sidder fast. Vi ved, at der altid er store problemer ved McClellanville, en strækning på 3 sømil, hvor der er flere indløb fra havet. Selvom der ofte udgraves i kanalen, så sander det til med det samme. Vi har planlagt sejladsen, så vi vil passere her ved højvande. Ind imellem må vi liste os frem, men ellers går det fint.

Vi er nu nået til den sidste strækning til Charleston, hvor vi sejler igennem en helt unik marsk -eller sumpområde – in the middle of nowhere. Vi har stadig 30 sømil tilbage, som vi ikke kan nå inden solnedgang. Vi beslutter derfor at finde et lille sideløb til kanalen midt i marsken og smide ankeret. Vi finder flere steder, hvor vandet er dybt nok, men der er ikke svaje plads nok, når strømmen vender. Efter 3 forsøg finder vi et egnet område. Det er mageløst. Det er svært at beskrive, jeg håber, at billederne og videoen taler for sig selv. Vi må dog erkende at overnatte i marsk eller sumpområder ikke kun er idyllisk, for efter solen går ned, får vi besøg af myggene og vi må fortrække os ned om læ.

DSCN1391

Endnu en skøn dagsejlads og vi lægger til ved bådværftet i Charleston, hvor vi har aftalt, at Capri skal på land i morgen. Inden vi kan tillade os at slappe af, skal vi have forberedt Capri til løftet, reparationer og ophold på land. Watermaker skal pickles. Sprayhood og bimini pakkes ned igen. Ting stuves så bådværftets medarbejdere kan komme til, hvor det er nødvendigt. Dinghyen skal rengøres for snavs og ruer og hun skal pakkes ned, det tog ”kun” 1,5 time.

Carolina Beach har virkelig sat sit præg på Capri, for da hun blev løftet ud af vandet i Beaufort, var der ingen ruer på skroget, men nu, jøsses, da hun bliver løftet ud af vandet, ser vi desværre, at disse små djævler har sat sig fast flere steder. Nå, men her er der service, når både skal på land. Personalet sejler selv Capri ind i løftekranen og løfter hende, derefter højtryksspuler de hende. Nu står hun fint på båke. Og vi har 4 -5 dages arbejde foran os.

Kors, hvor sidder denne brune Moustache fra floderne godt fast – her i Charleston kalder man det ”Harbour smile” (havne smil). Carsten må bruge et middel med syre i, for at få det vasket af. Det siger sig selv, at glasfiberen derefter skal vaskes af med bådshampoo og derefter vokses og poleres. Jeg kan desværre (ha ha) ikke nå så højt fra den lille stige, vi har fået til låns og da vi desværre ikke har et stillads, må Carsten stå for dette projekt. Men jeg har ingen undskyldning parat, når vi når til bunden – det passer lige min højde. Mens Carsten vaskede og polerede, så skrabede jeg bunden og skroget for ruer m.m. Derefter bundmalede jeg med primer og 2,5 gang bundmaling. Alt foregik i 30-35 grader og luftfugtighed på omkring 70, sveden løb ned ad os. Håber vi har tabt et par kilo.

Nu står hun fin hvid og skinner på sin fine røde køl.

Nå, men det har jo ikke kun været hårdt arbejde. Inden vi gik i gang med Capri, tog vi sammen med Marshall og Debbie en tur til New Hampshire for at se de berømte efterårsfarver her. Da flyet gjorde klar til landing, så jeg ud af vinduet og måtte konstatere, at det stadig så noget grønt ud nede på jorden. De flotte farver på bladene findes kun de første 2 uger i oktober og alle valfarter her til. Men i år har det regnet mere og været varmere end normalt, så bladene var først lige begyndt at skifte farve. Vi var alle 4 lidt skuffet over farverne, da vi kørte længere nordpå til vores golfbane, hvor vi havde lejet et par hotelværelser.

Første dag spillede vi en runde golf. En helt fantastisk flot bane, høj sværhedsgrad og ikke mindst pga. greens, der var meget kuperet og hurtige. Stimpmeter 13,8 svarende til hastigheden, når de professionelle spiller. Vi kunne slet ikke styre boldene og det kostede 3 puts hele vejen rundt. Måske også enkelte 4 puts. Men vi nød omgivelserne og banen samt samværet med hinanden. Rigtig god restaurant.

Dag 2 planlagde Debbie en tur længere nordpå, da farverne heroppe skulle leve op til vores forventninger. Og det gjorde de så sandelig også. Vi nåede næsten helt op til Canada og det var hele turen værd. Panoramabilleder er svært at tage tilfredsstillende med et almindeligt kamera, men billederne giver da et meget godt indtryk af det, vi oplevede.

DSCN1437
Frokost ved 18th green
DSCN1453
ikke kun de to flotte mennesker – men træerne bagved var også flotte
DSCN1440
18th green – bemærk de gule træer i baggrunden
DSCN1448
Desværre kunne kameret ikke fange alle de flotte farver

Verden er lille. Vi holdte ind på en rasteplads. Imens Debbie, Carsten og jeg nød udsigten, kom Marshall i snak med et dansk par. Pludselig siger manden, mens vi alle står samlet, at han genkender Debbie og Marshall, for han arbejder for Danisco/Dupont, hvor Debbie var finansdirektør i København i gennem 3 år. Han kunne også huske Marshall, der altid fulgte Debbie på arbejde og gik rundt i firmaet.

Alt i alt 3 pragtfulde dage i New Hampshire – alle pengene værd.

Nu da vi er færdige med den udvendige vedligeholdelse af skroget på Capri, synes vi, at vi kan tillade os at lege turist i Charleston. Da vi sejlede ind i havnen, så jeg det ældre Hangarskib Yorktown, som i dag er et museum. Efter at have set de store hangarskibe i Norfolk får jeg nu lyst til at se et sådant skib indefra. For den fyrstelige sum af 600 kr. kan vi besigtige hangarskibet, en u-båd samt en Destroyer. Sidstnævnte har jeg set i en dansk version i Danmark, så vi nøjes med Hangarskiper og u-båden.

Hangarskibet Yorktown bygget i 1942 havde en besætning på 3500. Selv efter at have gået rundt på hele skibet kan jeg ikke forestille mig, hvordan 3500 søfolk kan leve i flere måneder på disse relative få kvadratmeter. Hvordan kan man overhovedet have madforsyninger med til så mange i så lang tid. Meget af pladsen er brugt til fly, motorer, generatorer og meget andet apparatur. Her ser i billeder fra skibet.

DSCN1522
Hangarskibet Yorktown der oplevede mange store søslag under anden verdens krig
DSCN1477
Der er ikke meget privatliv når man skal på lokum
DSCN1485
dette er hospitalet
DSCN1489
jager piloter skal helst være lille, så her er et job for vinni

U-båden er fra 1945 og havde plads til 70 besætningsmedlemmer. Man må være slank og ikke for høj, hvis man skal kunne arbejde i en u-båd. Og man må ikke lide af klaustrofobi. Jeg sagde til Carsten, aldrig i livet, om man kunne lokke mig ombord, det må være underligt ikke at kunne se dagslys ej heller få friskluft eller i øvrigt kunne se, at man befinder sig flere kilometer under vandoverfladen. Man skal vist være lavet af en speciel støbning.

DSCN1518
spisestue i u-båd
DSCN1507
det er småt med plads

 

Vi er dybt taknemmelige for den gæstfrihed Debbie og Marshall har vist os. 3 uger i deres fantastiske sommerhus og nu 3 uger her i deres smukke hjem i Charleston. I morgen tager vi videre til San Francisco i 2 uger for at passe Carstens børnebørn. Vi glæder os meget og håber vi klarer opgaven, mens forældrene boltrer sig i Barcelona og på et krydstogtskib i Middelhavet. Vi håber også, at møde Carstens bror Ulrik, der vil besøge os i SF samt hans ene niece og 2 børn.

Imens håber vi, at bådværftet sørger for service og reparationer på Capri. Vi har jo sejlet meget for motor, siden vi kom til USA, så totalt motortjek er påkrævet. Bovtrodster er gået og skal repareres. Der skal ske reparationer ved aksen og roret, der begge sidder lidt løse – det koster dyrt at blive slæbt fri, måske skal vi sende regningen til bådværftet i Belhaven, da vi mener, at det var her, skaderne skete, da han slæbte os fri 3 gange, hvor Capri manglede næsten 1 m vand under køl. Vores davitter, som vi fik lavet på Martinique, er ikke tilstrækkelig stærke til, at dinghyen og motor kan løftes, så vi får lavet nogle nye. Ja, det slider på en båd, at være på langtur.

Så oktober måned har sprængte vores budget med golftur og bådreparationer samt vedligeholdelse. Skidt med det, vi har heldigvis råd til det og nyder hinanden samt at leve som boatbums.

Vi er nu tilbage fra SF og har nydt børnebørnene Viggo og Frida i 2 uger. Vi har haft den glæde, at lære hinanden at kende og hvor er børn på hhv. 4 og 6 år dog livsbekræftende.

DSCN1592
nuser er de med deres pumpkins
DSCN1588
At udskære græskar til Halloween tages meget alvorligt herovre
DSCN1562
der var også tid til en “Tivolitur” i Pumpkin Patch hvor vi hentede deres pumpkins

Ud over at have foretaget sig alt det med børnebørnene, der forventes af bedsteforældre, så havde vi også den specielle oplevelse, at gå ”Trick or Treat” med Viggo og Frida. Her i USA gør man virkelig meget ud af Halloween. Om dagen fejrede vi Halloween med Viggo i hans skole og om aftenen gik vi tiggergang hos mindst 15 huse. Selv forældrene er klædt ud. Man må sige, at nogle af husejerne gør ekstremt meget ud af, at ”pynte” husene for at skræmme de onde ånder væk.

Billeder

Vi sluttede San Francisco opholdet af med en rigtig dansk ”julefrokost” i Breuning familien.

DSCN1654
sild, snaps, flæskesteg og hele svineriet. hvad mere kan man begære?

I næste uge kører vi til Florida og besøger Carstens anden datter, inden vi stævner ud fra Charleston i uge 47.

Ud over at have nydt samværet med Debbie og Marshall, har vi nydt Charleston. Vi har den fulde forståelse for, hvorfor Debbie og Marshall har valgt at leve deres otium her. Byen stråler af charme og gå rundt i gaderne – ja, det minder om ”Borte med Blæsten”. Hestedrosjer pryder de brostensbelagte gader med antebellum stil huse (antebellum = før krigen – hernede betyder det før borgerkrigen 1860-1865) langs gaden – dog har jeg ikke mødt Red Butler og Scarlet O´Hara gående arm i arm ned gennem gaden.

Til slut et par billeder herfra.

DSCN0231

DSCN0250
gadebilledet, typiske “antebellum” huse
DSCN0247
typisk antebellum hus
DSCN0227
Marshall og Debbie’s har helt sin egen charme

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s