Vinni – Charleston til Bahamas

 

Et uheld sker sjældent alene og vejret er imod os.

Vi står i Kastrup lufthavn og skal tilbage til USA. Det er i øvrigt den 4. januar, Carstens fødselsdag (ung mand på 66 år) og den bedste fødselsdagsgave han har fået, er en veloverstået, hurtig og professionel behandling på Rigshospitalet. Han er fit for fight igen og vi glæder os til at komme tilbage til Capri og leve livet som langsturssejlere. Men Men Men. Vi har dog hørt på nyhederne om den isstorm, der hersker over store dele af USA, mest centralt og nord. Det berører vel ikke os, da vi skal til South Carolina, hvor man normalt går i shorts og en tynd sweater på denne årstid og hvor der meget sjældent, kun hvert 10-15 år sker, at der kommer sne i dette område. Men som altid, når Carsten og Vinni ankommer, sker det, der en sjælden gang kan ske.

SAS-damen ved check in skranken kan meddele os, at vi er heldige, at vores fly til New York endnu ikke er aflyst, selvom de fleste fly til USA allerede er aflyst pga. af vejret. Puha, men om vi kan komme videre derfra, kan hun ikke oplyse os om.

Ombord på flyet kan kaptajnen berolige os med, at netop dette fly er særlig stabil, når vi skal lande i de stærke vinde i New York og endvidere har han sikret os med ekstra brændstof, hvis New York lufthavn lukker, inden vi når derover og vi dermed skal omdirigeres til en anden lufthavn. Da vi når frem, bliver vi heldigvis ikke afvist, men skal cirkulere en ½ time rundt om lufthavnen, imens de rydder landingsbanen for sne. Jeg ser ingen andre fly i luften og lufthavnen ser meget tom ud. Der er bestemt lidt øget adrenalin i blodet hos de fleste passager, da hjulene rører jorden og vi håber alle, at flyet ikke skrider ud af landingsbanen. Jeg skal love for, at der lyder en stor klapsalve og jubel i kabinen, da flyet meget forsigtigt triller på plads foran gaten.

Men skuffelsen er stor, da vi står ved check in skranken for at komme videre med vores indenrigsfly. Alle fly er aflyst og Charleston lufthavn har været lukket pga. is siden i går. Skuffelsen bliver større og lettere panik opstår hos os, da personalet kan oplyse os om, at vi ikke kan komme videre på et fly før søndag aften, vi står her torsdag eftermiddag og er dybt frustreret. Hvor skal vi tage hen? Hotel, glem det, priserne er lige steget til det dobbelte, når lufthavnene i New York er lukket.

Godt at have gode venner i New York og omegn. Som det første forsøger vi at få kontakt til Carsten gamle skolekammerat Wayne, men han svarer ikke mobilen. En af hans døtre Dana har besøgt os 3 gange i KBH, så mon ikke hun kan hjælpe os? Dana og hendes mand David bor i en 3 vær lejlighed på 25 sal med udsigt udover Hudson River og er meget villige til at huse os i 3 overnatninger. Blot – at vi kan acceptere, at sove på en luftmadras i Christians vær, som kan sove inde hos mor og far (han er 8 mdr.). Vi er dybt taknemmelige for tilbuddet og får 3 dejlige dage i et frysende New York.

DSCN1677
I har set dette billede før men det er udsigten og der er is over hele Hudson floden

Underligt at opleve New York med så få biler og relativt mennesketomt pga. af frysegraderne, men det er meget fascinerende at gå rundt i gaderne og Centralpark, der kun ligger 2 gader fra lejligheden. I forestiller jer ikke, hvor koldt det kan være i denne storby. Skyskraberne skaber vindturbulens og denne Chill faktor får det til at føles, som om vi har minus 30 grader. Vi besøger Guggenheim og det Natur Historiske Museum, det hjælper også på at få varmen. Ingen af os har tøj med til disse grader og må låne tøj fra Dana og David.

Vi inviterer Wayne og Kim (ægtefælle) på frokost, mens vi (mest Kim) passer lille Christian, der bestemt ikke vil sove, det er alt for spændende med alle disse gæster. Vi nyder samværet med Dana, David og Christian og Carsten træder til som kok, for at vi kan forkæle det nybagte forældre en lille smule, det er da det mindste, vi kan gøre for deres gæstfrihed.

Det betyder også, at vi skal på indkøb. Her på Manhattan spadserer man hen for at foretage indkøb, modsat de fleste steder i USA hvor man tager bilen uanset afstande. Det betyder da også, at vi ikke ser så mange overvægtige amerikanere her i byen. Vi finder et supermarked og jeg undrer mig over, hvad alle disse folk står i kø for, ind til jeg ser et skilt forenden af de 2 køer, at her starter køen til kasseapparatet. Der er ca. 100 m hen til kasserne og jeg frygter, at det vil tage flere timer, at komme ud herfra. Men lidt længere henne ser jeg et nyt skilt, hvorpå der står, at De bliver serviceret hurtigt, da vi har 32 kasseapparater åbne i dag. Det tog kun ca. 15 min at komme igennem køen. Men vi turister er ikke så smarte som de lokale, der fra starten stiller sig op i køen med deres indkøbsvogn og henter deres varer undervejs – det er fuldt ud accepteret af de øvrige i køen, ingen utålmodighed eller sure miner – det var aldrig gået i Danmark. Vi gik selvfølgelig rundt og fandt vores vare, inden vi stillede os op i køen.

Søndag morgen kan vi på nettet læse, at Charleston lufthavn igen er åben. Ved midnatstid ankommer vi til bådværftet, hvor Capri stadig står på land, godt begravet i sne. Cockpittet er dækket med 20- 30 cm sne og Capri er isende kold. Heldigvis fungerer vores varmeapparat og snart sidder vi med et glas rødvin i hjemlig hygge igen. Men sengen, jøsses hvor er den kold, der lyder et skrig og jammer fra os begge, da vi kravler under dynen og plaids. Næste dag er hun igen i vandet og vi får hende gjort klar til havsejlads samt får foretaget de sidste provianteringer. Slutter vores lange ophold i Charleston med at invitere Debbie og Marshall ud på en middag, som tak for al den gæstfrihed de har vist os.

Nu er vi klar og fortøjningerne er gået, Capri flyder som en svane ned ad floden til Marinaen ved udsejlingen, hvor vi skal bunke diesel.

DSCF0002
Endeligt! vi sejler – det er boatyard i baggrunden

Solen er på vej ned og det er bidende koldt, det er begyndt at regne. Forsigtigt foreslår jeg skipper, at vi kunne jo lige tage en overnatning i marinaen for at sikre os, at vi stadig har et kort vejrvindue til at sejle syd på. Lavtrykkene står i kø efter isstormen, så det er svært at finde et passende vejrvindue. Der skal i midlertidig ikke megen overtagelse til at overbevise skipper, at det er en god ide at blive i havn.

DSCF0006
Good-bye Charleston!

Først 3 dage senere finder vi et vejrvindue, men temperaturen er tæt på frysepunktet.

 

Selv med vinden agten fra fryser vi. Vores nabobåd lægger også ud og da de passerer os (større end Capri, 50 fod), kan vi se, at det ældre ægtepar (norsk bosiddende i USA) sidder trygt og varmt inde under deres cockpitkaleche, mens vi hundefryser i et åbent cockpit. Men det viser sig, at de har det koldere end os, da deres varmeapparat svigter. Vi er kun i stand til på skift, at holde vagt 2-3 timer, for derefter at ligge under dyne og tæpper mhp. at få følelsen tilbage i tæerne. Jeg er iført 4 lag tøj under min skotske bikini, hue + sejlerhat og vinterhandsker samt store vandrestøvler med 2 par sokker i. Føj, hvor jeg fryser og er helt stiv af kulde. Det bliver kun til en sammenklappet rugbrødsmad, da det er umuligt at holde på bestik uden handsker.

DSCF0025
Så er jeg klar til min nattevagt – dog kunne jeg have ønsket mig nogle elektirske sokker!
DSCF0026
Og sådan ser man ud når vagten ender – Hvor er min varme seng!!????

Godt trætte og forfrosne ankommer vi efter et døgn (145 sømil) til Brunswick.

DSCF0021
Ankommet i Brunswick – et glas rødvin og lille Ole Lukøje kalder allerede

Byen er der ikke så meget at beskrive om (jvf. Carstens blog), men jeg vil her rose den lille marina. Megen fin service fra havnefætter, der hver morgen tilbyder gratis kaffe/te på hans kontor, hvor der uformelt afholdes skippermøde. Senere på eftermiddagen til Happy Hour serverer han gratis øl. Bruser og toiletter er topfint. Gratis tøjvask. Hyggelig lille tv-stue og computerrum. Hvad mere kunne vi langturssejler ønske os – jo bedre vejr.

DSCF0017
Den gamle retsbygning i Brunswick – godt gemt bag de store træer behængt med Spanish Moss

Næste ben er 200 sømil til Cape Carnaveral (Florida). Det er stadig koldt, dog ikke frysende koldt, det er varmet op til 8 grader. Jeg har aldrig drømt om, at sejle iført 5 lag tøj ned langs Floridas kyst. Vi sejler ganske tæt på NASAs rumraket affyringsområde.

DSCF0024
Raketten står klar

Vi ser raketten, dog ikke bemandet, der skal affyres i morgen, mens vi vil sidde på første parket i marinaen kun få sømil derfra. Jeg undrer mig i øvrigt over, at man kan sejle så tæt på dette område – her tænker jeg på terrorister.

Nå, men inden vi når hertil vækkes jeg om natten af et Pan Pan (akut hjælp, dog ikke livstruende) på VHF-radioen. Her får vi en interessant oplevelse, som Carsten her vil fortælle om:

Den nat Capri blev sendt af US Coast Guard for at redde den Amerikanske flåde

Jeg havde vagten, Vinni var gået ned for en velfortjent søvn og alt var fredeligt. Dog bemærkede jeg at ude i horisonten, cirka 50 grader til bagbords, kom der et mærkeligt orange lys. Det forsvandt hurtigt og jeg var overbevist om, at det var en flyvemaskine, der havde vendt derude med sine landingslys tændt og var nu på vej ind mod land og en landingsbane. Det sker tit, når man sejler kystsejlads og lysglimt er kortvarigt.

Et par minutter senere skete det igen og igen var jeg overbevist om, at det var en flyvemaskine. Men så kom der tre lys samtidigt og nu var det ikke en flyvemaskine. En helikopter? Jeg greb vores kikkert og spejdede derud. Jeg nåede lige at se lysene, før de gik ud, men det var heller ikke en helikopter. Godt, som jeg havde tænkt, at det muligvis var nødraketter, kom pan-pan meldingen på vores radio.

Det var U.S: Coast Guard som melder, at de havde fået rapporter om nødraketter ud fra kysten ved Daytona Beach (det er lige hvor vi var) og alle skibe bedes holde vagt og indrapportere, hvis de ser nogen. Naturligvis svarede jeg med det samme, at det havde vi sandligt.

Jeg afgav vores position og at jeg havde set raketterne cirka 50 grader til bagbord, men jeg havde ingen signaler på vores AIS. De bad om flere oplysninger og jeg fortalte, hvad jeg kunne, hvorefter jeg sagde, at jeg ville fyre op i vores radar og se, om der var noget. Et par minutter senere kunne jeg fortælle dem, at radaren heller ikke viste noget ud til 16 sømil, hvilken er så langt ude, som vi kan måle med vores radar.

Derefter bad de om Capri ville yde assistance og sejle ud til området, hvilken vi naturligvis svarede ”ja” til omgående. Dog gjorde vi dem opmærksom på, at vi var en sejlbåd og i den tunge sø ville vi ikke kunne gøre mere end 6 knob – så da raketterne blev affyret fra ud over horisonten, ville der gå cirka 2 timer, før vi kunne være fremme.

Det fik dem til at studse lidt og de bad os holde i venteposition og få minutter senere kunne de melde os, at vi kunne fortsætte vores sejlads – det viste sig, at raketterne var blevet affyret af US Navy som led i en øvelse – de havde dog glemt at fortælle Coast Guard, at de ville gøre det.

Ja – det var så den nat, hvor Capri blev sendt til at redde den Amerikanske flåde 😊” (Carsten)

Ikke nok med det, men da jeg lægger mig efter min tidlige morgenvagt, lyder der endnu et Pan Pan. Det er Coast Guard igen og Carsten svarer dem, at det sikkert er U.S Navys øvelse igen. Vagten må da indrømme, at han ikke har hørt om en sådan øvelse. Så meget for rapportafgivning hos Coast Guard. Men lidt senere lyder der endnu en Pan Pan og Coast Guard kan meddele os, at denne gang er det ikke U.S Navy, men vi er nu alt for langt væk fra observationsstedet til at kunne træde til med hjælp. En nat med mange forstyrrelser og megen afbrudt søvn.

Jeg har hele dagen glædet mig til den planlagte raketaffyring. Vi står klar i fuldt sejlerornat med et glas rødvin i hånden oppe i vores cockpit.

DSCF0027
Dette dejlige kvinde er klædt på til at gå i byen – godt skår – hva’?
DSCF0030
Og her har vi hendes udkårne – iklædt aftens tøj – en sejler smoking

Forventningsfuldt i kulden står vi ligesom de andre i havnen og kikker over mod NASA. 7 min før affyring meddeler vores nabo, at der står på NASAs hjemmeside, at affyringen er aflyst pga. tekniske problemer. Øv hvilken ”fuser”. Affyringen er nu planlagt til næste dag ved samme tid.

Næste aften står vi igen i cockpittet i fuldt sejlerornat klar til raketaffyringen, dog uden vin denne gang, da vi er på vej mod Fort Lauderdale (140 sømil). Carsten har fundet NASAs hjemmesiden på mobiltelefonen og kan følge nedtællingen, men da han når til 7, kan jeg meddele ham, at jeg ser den orange ildkugle på vej op gennem atmosfæren. Lidt fejt at de sådan fyrer raketten af, før nedtællingen er færdig. Vi var ellers klar med kameraet, men nåede desværre ikke at videofilme opsendelsen 70 sømil herfra.

Denne nat forstyrres vi også af VHF-radioen. Denne gang er det Carstens natsøvn, der ødelægges. Jeg har hundevagten, da jeg hører at Capri bliver kaldt, men jeg er meget kystnært med flere fiskerskibe samt små fiskerjoller omkring mig, så Carsten er nød til at svare radioen. Det er vores nabo fra Cape Carnaveral, der har hundevagten og keder sig. Han går sikkert ud fra, at det er Carsten der har nattevagten, da det er manden/skipper på de fleste både, der har hundevagten. Han vil bare chatte om total ligegyldige ting og han bliver ved, Carsten kan ikke få afsluttet samtalen. Langt om længe kan Carsten finde køjen og han er godt sur. Det gør man bare ikke, kalder folk midt om natten, man forstyrrer, da de der sover på båden.

I Fort Lauderdale får vi købt bøger og søkort til Stillehavet. Andre sejlere ryster på hovedet af os, at vi medbringer papirsøkort, de bruger kun elektroniske. Vi bruger begge dele og finder det mere sikkert, at have en back up (papirsøkort) hvis uheldet skulle være ude og det elektroniske udstyr går ned pga. eksempelvis et lynnedslag, det er dog sket på 2 af de danske både, som vi kender.

Vi får også lejlighed til at besøge Carstens datter Kara og hendes kæreste i deres nye lejlighed, hvor de trakterer os med skaldyr. Uhm.

Vi er nu klar til at krydse den berygtede nordøst gående Golfstrøm, der løber langs den amerikanske kyst. Særlig stærk er strømmen i det snævre stræde mellem Florida og Bahamas. Fra Fort Lauderdale og til Nassau (Bahamas), hvor vi har aftalt, at Lene og Ove skal påmønstre, da vi ikke kan nå Antigua som oprindeligt planlagt, er der ca. 200 sømil. Men vi skal lige krydse Golfstrømmen, der her er ca. 50 sømil bred og løber med en gennemsnits hastighed på 2,5 kn. Det betyder, at over det midterste stykke løber strømmen 5-6 kn.

Her vil Capri uundgåelig sejle sidelæns. Vi skal helst ramme indgangen til Bahamas mellem Grand Bahamas og Bimini for at sejle mod Nassau. Nu er det så lige, at vi skal repetere, hvordan er det nu vi bruger strømtrekanten til at beregne den styrede kurs. Med forventning om, at det vil tage os 12 timer at krydse (ifølge guidebogen skal sejlbåde ikke regne med at gå hurtigere end 5 kn), betyder det, at strømmen driver os ca. 30 sømil for meget mod nord. Vi er derfor nød til først at sejle ned mod Miami, før vi kan krydse.

Kursen er nu lagt, men hvad med vejrvinduet? Man skal under ingen omstændigheder krydse Golfstrømmen, når vinden er i nord (vind mod strøm giver høje krappe søer) og det er jo lige, det vi har haft de sidste uger og har det stadig. Det er søndag og vi skal være i Nassau helst på fredag, da vennerne ankommer lørdag. Vejrprognosen viser et tvivlsomt vejrvindue i løbet af tirsdag til onsdag, inden der torsdag løber en hård kuling ind over Bahamas. Vi regner med, at det tager os 1,5 døgn fra Miami og vil helst anduve Nassau i dagslys, hvorfor vi vælger at lægge ud fra Fort Lauderdale mandag eftermiddag og sejle mod Miami.

Vi er bevidste om, at aftenen og natten vil være hård sejlads, hvor vi har en tilsyneladende vind i snuden mellem 8-10 m/s og 2 m bølger ind i stævnen. Det er det eneste mulige vejrvindue i denne uge og ugen efter, ser det meget værre ud. Det er umuligt at sejle kryds over Golfstrømmen, enten rammer man ikke målet eller sejler mod den stærke strøm, så det er på med motoren og så vidt det er muligt en genua, skødet inden om yderste vante. Det er uundgåeligt at banke pæle, det er en meget ubehagelig sejlads og Capri kæmper sig frem. Det er meget svært at sove, men vi prøver på skift.’

Vi hører, hvordan Capris næb og anker slår mod bølgerne, når snuden begraves i søerne. Ved vagtskiftet hører vi pludselig et rabalder. Man går ikke bare i mørke og i denne sø ud på stævnen, så Carsten lyser med lygte rundt i alle hjørne og hele riggen. Alt ser normalt ud. Vi har før oplevet, at låget til ankerbrønden kan arbejde sig fri under megen bølgegang, så jeg vælger, godt surret fast med livline til Capri at kravle ud for at se, om låget står og klaprer. Da jeg kan se låget vha. af lyset fra motorlyset, har jeg ikke pandelampe på. Det betyder, at jeg kun ser låget og ikke videre ud i mørket til næbet og ankeret, da Carsten jo lige har kikket derud med en lygte og hvor alt ser ok ud. Lyden holder i øvrigt op, efter jeg har skruet låget bedre fast. Lidt senere, da jeg står og skifter tøj i for kahytten, hører jeg lyden fra ankerkæden, det plejer vi ikke at høre, men Carsten mener ikke, at det betyder noget.

Vi rammer ”hullet” og efter 18 timers hård sejlads falder vinden og bølgerne lægger sig. Desværre går vi ikke, som vi burde have gjort, en runde og ud på stævnen for at se, om alt er ok. Indrømmet det er en brøler, så har vi lært det på den hårde måde. Vinden er gået fra øst til sydøst og vi kan sejle for fulde sejl. Hen på aften falder vinden helt og vi fortsætter for jerngenua (motor). Vi undrer os dog over, hvorfor Capri ved 1900 omdrejninger kun går 5 kn igennem vandet, mon kølen har fanget noget?

DSCF0046
Vi motorsejler – motor tændt og storsejlet oppe
DSCF0050
Morgenstund – stille og roligt efter en hård nat
DSCF0054
Carsten bytter det Amerikanske gæsteflag ud med det Bahamske

Onsdag morgen anduver vi Nassau, vi har reserveret plads i en marina, da der de næste 4 dage er varslet hård kuling. Det er Carsten, der står ved roret og jeg er på vej ud for at sætte forreste fortøjning på klampen. Hvad er nu det? Hvor er ankeret? Til min stræk ser jeg nu katastrofen. Hele næbet og ankeret (indhyllet i en sort plastikpose, som den har fanget undervejs) ligger og flyder i vandet, som et stort drivanker. Det forklarer tydeligt den lave hastighed, vi sejlede med. Jeg vælger at vente med at sige det til Carsten, da vi er midt i en landing. Først da Capri er fortøjet, fortæller jeg Carsten den meget dårlige nyhed.

DSCF0060
Dette er hvad vi så efter vi havde lagt til

Carsten bliver rasende. Vi har lige betalt 20.000 kr. i Charleston for at få skiftet stangen ud, der understøtter platformen(næbet,) til en stærkere og mere robust stang samt bolte, i prisen hører dog også 2 nye davitter med (dem man hænger gummibåden op i bag på Capri). Stangen er i de høje søer (dog kun 2m) blevet bøjet og har til sidst revet sig løst, hvorefter næb med anker er faldet ned i vandet. Resultatet er da også, at rammen til næbet med de 2 ophæng er blevet bøjet og 2 af boltene er knækket. Ankeret har i faldet givet Capri en ordentlig en på snuden.

DSCF0066
Det er et ordentligt hak hun har fået
DSCF0063
Skråstangen der bøjede

Vi får hurtigt sat et spilerfald rundt om ankeret og hævet hele molevitten ud af vandet. Ankeret får vi afmonteret og surret fast oppe på broen. Det tager Carsten næsten en time at få banket og savet de sidste 2 bøjede boltene ud af ophænget, så vi kan få næbet over på broen. Teaktræet afmonteres og Carsten bære stålrammen, stang og beslag op til en stålmand, der vil hjælpe os.

Vi er rasende og dybt frustreret. Kan man da aldrig stole på bådværfter? Tanken flyver igennem vores hoveder, at det kunne være gået helt galt, ankeret kunne have slået hul helt igennem og Capri var sprunget læk. Vi ville have miste Capri og kunne håbe på, at der var et skib i nærheden, der kunne samle os op fra redningsflåden. Så galt gik det heldigvis ikke, men der er sket mere end rigelig skade på Capri. Carsten er selvfølgelig i dialog med bådværftet og vil have vores penge tilbage. Her i Nassau har vi fundet en stålmand, der er ved at reparere stålet og forstærke det. Vi mener, at vi selv kan reparere glasfiberen med marine epoxy.

I øjeblikket er vi på 3 dag omgivet af hård kuling og det ser ikke bedre ud før efter tirsdag – måske. Bølgerne er høje derude, da der er storm på Atlanterhavet kun 150 sømil herfra. Der er ingen, der sejler ud i dette vejr. Vi håber, at reparationerne er færdige på mandag og at vi selv kan montere næbet på igen, det er ikke nemt, når hun ligger i vandet. Vi har på ny måttet lave planerne om for Lene og Ove, der nu er rejst direkte til Antigua som oprindeligt planlagt, da vi ikke kan være sikker på at nå St. Martin den 10/2, hvorfra de skal rejse hjem. Den 11/2 skal Mario og Grazyna påmønstre og vi har varslet dem, at vi kan være forsinket. Vi ved ikke, hvornår vi kan sejle ud fra Nassau og kan næppe sejle de mere end 900 sømil non stop, pga.  de voldsomme højtryk i stormstyrke (Christmas Winds i Caribien) og med 5-6 m høje bølger, der hersker her i området for tiden.

Et uheld kommer sjældent alene, oftest kommer der 3 uheld ad gangen – først rorlejeskaden, derefter Carstens hjerte arytmier og nu et totalt kollaps af næbet med ankeret. Vejret er håbløst imod os og vi må væbne os med tålmodighed. Det kommer ikke bag på mig som langturssejler, at det er vejrguderne, der bestemmer over vores sejladsplaner, men det er en stor skuffelse for mig, at bådværfter og reparationer har haft så stor negativ indflydelse på vores sejlplaner. Hvis rorlejeskaden ikke havde forsinket os med 3 uger, så havde vi været i Caribien, inden disse berygtede Christmas Winds begyndte i december og varer typisk januar ud. Hvis Carsten var blevet syg i Caribien, så havde vi efterladt Capri på Antigua og fløjet til DK. Og vi ville nu have været klar til, at vennerne kunne påmønstre som planlagt. ØV, men ellers har vi det godt. Carstens hjerte opfører sig ordentligt.

 

 

 

2 thoughts on “Vinni – Charleston til Bahamas

  1. Kæreste Vinni og Carsten. Sikke da en nervepirrende beskrivelse – vi sender de varmeste tanker til jer. Vi hygger os her på Antigua og håber at se jer på St. Martin ❤ Vi har booket 3 overnatninger hos en langturssejler på St. Martin – så smager det da lidt af fugl 😉
    Vi har valgt at vende hele situationen til, at vi så forhåbentlig får mulighed for at rejse ud og møde jer et andet spændende sted på den smukke blå planet… Sail safely! De allerbedste hilsner fra Ove & Lene

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s