Vinni – extrem hård sejlads, Nassau til San Juan

 

Fra Nassau (Bahamas) til San Juan (Puerto Rico).

Vi er stadig i Nassau og venter på, at ”Stålmanden” er færdig med reparationerne på vores platform (næbbet), der holder vores store Mantus anker på 30 kg væk fra Capris stævn. I ventetiden skal vi selv reparere hullet i skroget, hvor ankeret, da platformen fladt i vandet, har givet Capri et ordentligt hul ”i panden”. Hullet er ca. 0,5 m over havoverfladen og at fylde hullet ud med marine epoxy, kan derfor kun foregå fra vores dinghy, som ligger indpakket oppe på ruffet. Dovne som vi er – vi gider nemlig ikke pumpe dinghyen op, vaske af og pakke den ned igen – vælger vi en alternativ løsning.

Carsten må i badebukserne og svømme mod 2 kn strøm ud til stævnen, hvorefter jeg holder ham flydende i et reb, mens han afvasker hullet i skroget med rensemiddel, inden han fylder hullet ud med epoxy. Værktøj og reparationsmidler sænker jeg ned til ham i en spand. Han brokker sig over, at vandet er koldt. Hullet er lukket, dog ikke i helt samme farve som gelcoaten, men det er alligevel godt klaret af skipper.

Det var i øvrigt vanvittig svært at få næbbet af, da 2 af boltene var knækket og dermed svære at få ud. Det hjalp heller ikke, at selve stålrammen og beslagene var blevet bøjet under sejladsen, mens hele næbbet og ankeret flød nede i vandet. Nu har vi fået næb, beslag og stang tilbage. Stangen er forstærket med to stålstøtter på begge sider. Den yderste ankerrulle er skiftet ud, det tog kun 2 timer for Carsten, at få den fræset ud, så den passede.

Nu kommer det spændende øjeblik, hvordan får vi næbbet på igen. Joh, vi hænger næbbet op i spilerfaldet og binder en ekstra line over til vores nabo, der står på kajen foran Capri, hvorfra han forsøger at holde næbbet ud fra Capri, så gelcoaten ikke ridses unødigt. Herefter sænker jeg næbbet, mens Carsten med 2 andre liner retter næbbet op i vandret stilling. Nu er vi klar til at sætte stålrammen ind i beslagene, men hvad er nu det? Ups, Carsten er kommet til at sætte beslagene bagvendt. Ned med næbbet som nu hænger over vandoverfladen, mens Carsten og jeg med besvær får vendt beslagene. Så er vi klar igen og denne gang lykkedes det, men med meget besvær får vi de 4 bolte gjort fast. Puha.

Nu skal stangen fastgøres nede på stævnen. Skipper kender proceduren, på med badebukserne og hænge i en line med røven i vandskorpen. Hvor svært kan det være at få en bolt igennem? Svært, når nu de to forstærkninger på stangen ikke passer til vinklen på skroget, hvilket medfører, at Carsten liggende i vandet må afmontere stangen for derefter oppe på kajen at kunne fræse noget af forstærkningen af. Der skulle justeres 2 gange, før det i 3 forsøg lykkedes at få bolten fastgjort. Carsten mener ikke, at han behøver at tage et brusebad i aften, efter at have været 3 gange i det kolde havvand.

Ankeret skal nu på plads, løftes fra kajen over på Capri med spilerfaldet og monteres på næbbet uden større besvær. Vi tør ikke stole på denne nødløsning, der skal holde til, vi kommer til St. Martin, så vi lader spilerfaldet sidde på næbbet og fastgør ankeret yderligere med 2 ekstra spændestropper. Desværre havde vi ikke arrangeret en kameramand til at optage en video af dagens stunt.

Imens vi venter på et vejrvindue til at komme videre, skal vi jo se lidt af omgivelserne. Hvorfor ikke Paradis Island, der ligger lige overfor Nassau. Øen, som ofte bruges som kulisse i diverse amerikanske film. På med maxitaxierne vandrer vi over broen over til de rige. Luksus hoteller og en lystbådehavn forbeholdt mega lystyachter. Vi ser ingen motorbåde under 100 fod i denne havn, deres tender(dinghy) er på størrelse med Capri

Døgn 1

Det er 1.februar og efter en uge i Nassau melder vejrprognoserne, at vi de næste 2,5 døgn kan forvente mellem 6-7 m/s og 1,5 m bølger. Vi håber, at kunne anduve ved Caicos, inden det blæser op igen. Strækningen er ca. 360 sømil, men vinden er lige i snuden, hvilket betyder, at vi skal krydse hele vejen og dermed sejle flere sømil.

Tidligt om morgenen, så snart det er lyst, sejler vi ud, mens der er højvande, da vi skal igennem en meget snæver sejlrende med meget lavt vand omgivet af flere rev. Det går fint. Vi sejler ind over The Yellow Bank, et område der strækker sig over ca. 30 sømil, hvor vandet kun er mellem 4-9 m dybt med masser af koralhoveder, der når op til havoverfladen, som vi helst skal undgå. Der er flere aftegnede ruter over dette kritiske område. Vi har valgt ruten, som vi har fået anbefalet (med mest vand under kølen), mod Highborne Cut. Blot skal vi holde os stringent på den stiplede line på kortplotteren, så vi undgår grundstødning. Vi vælger at sejle for motor og med genua, vi kan ikke tillade at sejle kryds her udenfor ruten.

Vi er nu efter nogle timer nået til området, hvor der på kortplotteren er aftegnet de berygtede koralhoveder, som vi over de næste 5 sømil skal finde vores vej igennem. Vi har 4-5 m under køl. Heldigvis står solen højt på himlen og giver os en god sigtbarhed i det krystalklare vand. Til gengæld er det svært at bedømme afstanden ned til koralhovederne, der findes over alt. Ned med genuaen og forsigtigt med motor bevæger vi os hen over korallerne.

Carsten står ved rattet, hvor han nøje følger ruten på kortplotteren og jeg står helt ude i stævnen mhp. at få øje på de største koralhoveder, som formodes at nå op til havoverfladen. Det er virkelig nervepirrende 45 min, før vi er igennem området. Jeg dirigerer Carsten mere til styrbord og nu mere til bagbord. Flere gange når vi ikke helt forbi koralhovederne, da der er så mange og jeg står nu og venter på braget, når vi rammer korallen. Men heldigvis sejler vi uden grundstødning gennem de 5 sømil og kan nu sætte sejl igen.

Vi nærmer os nu Exumas, en mere end 100 sømil lang blanding af rev og sand øer med få muligheder for at sejle igennem for at komme over på den anden side til Exumas Sound, hvor vi forsvarligt kan sejle ned gennem fjorden om natten. Kun ved Highborne Cut er dybdegangen tilstrækkeligt til, at Capri kan sejle igennem. En ekstremt snæver sejlrende med stærk strøm 2-3 knob, strømsøer og rev omkring os. En sejlrende, som er meget svær at få øje på, vi må stole på vores kortplotter, for det ser ud, som om vi er på vej op på stranden. Med hjertet oppe i halsen kommer vi igennem den svære passage, men rammer nu direkte ind i 1,5 m bølger selv udenfor brændingen, som Capri må kæmpe sig igennem. Endelig er vi nået ud i fjorden, lige inden det bliver mørkt og kan sætte sejl igen.

Exumas siges at være det rene paradis og vi når da også at se det jadefarvet vand omkring de kridhvide strande ved de små sand øer. Dykning skulle være en helt fantastisk oplevelse her. Desværre må vi sejle forbi hele herligheden, da vi jo skal møde venner længere nede i Caribien. Bahamas Exumas må vente til senere i vores liv, hvor vi kan flyve over og leje en katamaran i nogle uger. Vi må gemme vores søkort og guidebog til 2500 kr. til senere, det ærgerligste er, at myndighederne afkrævede os 2000 kr. for at give os tilladelse til at sejle rundt i Bahamas, også selvom vi kun skulle sejle igennem.

DSCF0074
perlehvide strand i Exumas – bemærk vandfarven

 

Det er sidst på natten og vagtskifte, da vi krydser helt over til den anden side af fjorden for at sejle ud af den. Vi har lige skiftet halse og dermed væk fra land, da der pludselig er sort skærm på kortplotteren. Nervøsiteten stiger hos besætningen, uden kortplotter er det livsfarligt at sejle ved Exumas om natten, da der ikke er meget at pejle efter, ingen landkending i mørket, da der er meget lidt, der er oplyst ude ved disse rev og sand øer. Carsten mingelerer lidt med diverse kabler og heldigvis starter kortplotteren op igen. Sikken en forskrækkelse.

Døgnmål: 150 sømil.

2 døgn

Vi er endelig nået ud af fjorden og stævner mod Caicos, hvor vi vil tage en overnatning, mens vinden raser af, før vi sejler videre. 7-8 m/s Capri går mellem 6-7 kn, bølgerne er dejlig runde, kun 1,5-2 m Atlanterhavsdønninger, som Capri bevæger sig elegant hen over. Happy boat og herlig sejlads for besætningen. Vi reber til 2 reb i storsejlet og har en fantastisk natsejlads under et klart stjernetæppe. Hvad er nu det? Selvfølgelig kommer der sent på natten et par enkelte squals ellers kunne det gå hen og blive en kedelig nat.

Døgnmål: 148 sømil

3 døgn

Vi er lidt i tvivl, om vi skal sejler om bagved øerne og dermed sejle flere sømil for at få bølgelæ, da vi forventer, at det blæser op hen på aftenen og natten. Men det går jo fint, så vi fortsætter på havsiden. Det viser sig at være den forkerte beslutning, da vi når først på aftenen. Vinden lige i snuden blæser nu 10 m/s og bølgerne har rejst sig til 2-2,5 m. Det er for sent at komme bag den sidste ø, inden vi kan falde af for vind og bølger og styre mod Caicos. Vi mangler stadig ca. 20 sømil, før vi har passeret denne ø. Vind og søer driver Capri tættere mod land, mere end vi har lyst til. Med motorhjælp går vi tættere på vinden og styrer Capri længere væk fra land direkte ind i de krappe søer. Føj, hvor ubehageligt og min søsyge melder sig selv efter næsten 3 døgn på havet.

Jeg er på vej ned for at tage en søsygetablet, da jeg hører en skæv sø ramme Capri, vender mig om og ser et badekar af vand vælte ned i cockpittet og en drivvåd skipper beklager sig over, at det faktisk gjorde fysisk ondt at blive ramt af denne store vandmasse. Vi fortsætter med hårdt vejrs sejlads og squalls. Endelig kan vi ændre kurs mod Caicos og falde lidt af, men hvor Capri ruller ubehageligt i disse søer og det hjælper bestemt ikke min søsyge. Jeg tager vagten resten af natten og har det trods alt bedre oppe ved roret end nede i kahytten.

Det er lyst og vi befinder os lige ved indsejlingen, en snæver sejlrende ind gennem revet til Caicos. Velafmærket med bøjer, gudskelov, for nu står kortplotteren af igen. Vi når sikker i havn, men ingen svarer vores opkald på VHF-radioen, så vi lægger til ved broen, hvor der står en dieselpumpe. Det ser underligt ud, for broen har ingen forbindelse til land og ude i havnen, ser vi en masse pæle stå alene. Vi ser kun 1 flydebro. Det viser sig, at være Irma og Maria, der har ødelagt hele lystbådehavnen. Der er stadig kun vand men ingen strøm ude ved den ene bro, der er tilbage.

Endelig er der nogen der reagerer på radioen og kalder os over til en bro længere inde ved land, hvor man kan tanke diesel. Vi får midlertidig ikke mulighed for at bunke diesel, før vi har indklareret og myndighederne er på vej. Men hvor hen? Vi venter kun 2 timer på dem. Men nu er tankpasseren jo gået til frokost, så vi må vente yderligere 1,5 time. ”Island-time” kalder vi det. Efter 5 timer får vi anvist en plads i havnen. Efter 3 døgn på havet og ikke mindst en hård aften-natsejlads, har man mest brug for en seng og det kan være svært at bevare tålmodigheden i ventetiden.

I ventetiden lykkedes det Carsten at få løst problemet med kortplotteren. Den starter op, når blot vi frakobler kablet til radaren og den bruger vi kun i tåge. Så dette problem må en elektriker se nærmere på, når vi når til St. Martin.

Døgnmål: 142 sømil

Sejlet i alt: 440 sømil (rump line ca. 360 sømil) krydssejladsen har kostet os næsten 100 sømil mere over 3 døgn.

Vi får sovet ud og næste morgen sidder vi oppe ved kontoret for at få internetforbindelse mhp. at studere vejrudsigten. Det ser håbløst ud den næste uge og vi indstiller os på at være blæst inde her i en uges tid. Carsten kommer dog i snak med en professionel skipper på nabobåden (en mega katamaran), der kan oplyse os om, at vi får ingen bedre vejrvindue end den vi har nu før langt hen i marts eller april og de er selv ved at gøre klar til at stævne ud mod St. Martin.

Carsten og jeg har en alvorlig snak om situationen og beslutter, at bide tænderne sammen og ser at komme afsted. Vi skal jo lige udklarere og venter denne gang kun 6 timer på myndighederne, hvilket betyder, at vi kun lige inden solnedgang, når igennem revpassagen og sejler nu på åbent hav.

1 døgn

Vi har opgivet, at mødes med Lene og Ove på St. Martin, inden de rejser hjem. Ligesom vi har opgivet at mødes med Grazyna og Mario på St. Martin og har derfor bedt dem om, at flyve videre til Tortula, hvor de kan sejle med os. Den direkte afstand herfra Caicos til Tortula er 500 sømil, som vi forventer vil tage 5 døgn, da vi hele tiden skal krydse op mod vinden. Hvis vejret bliver for hårdt, har vi først mulighed for at gå i havn om 410 sømil i Puerto Rico.

Vi starter lige hårdt på med aften- nat sejlads. Vinden er 7-8 m/s med bløde dønninger på 2 m, stjerneklar og rimelig behagelig sejlads. Capri er ”happy”. Næste morgen er vi fri af øen Caicos og skal nu forsøge at gå så tæt på vinden som muligt, da vi ikke ønsker at sejle flere sømil end højst nødvendigt.

At sejle klos mod vinden betyder ubehagelig sejlads og der er megen slitage på båden. Men vi har ikke noget valg. Vi har begge sejl i 2 reb ellers krænger Capri for meget, så vi slet ikke kan bevæge os rundt på båden. Vi føler i forvejen, at vi ”går på væggene”. Det er med meget besvær, at vi kan iføre os og aftage vores sejlertøj pga. krængningen og den noget urolige sejlads. Vi har begge mange blåmærker, da vi konstant støder os på ting. Det er svært at finde en stabil stilling inde i køjen og derfor svært at få sovet. Vi nærmest kravler for at komme ud til toilettet og endnu sværere er det at holde sig på potten.

Døgnmål: 153 sømil

2 døgn 

Vind og bølger er uændrede. Vi er ved at vende os til den hårde sejlads og besværet med at begå sig på en urolig båd. Capri er også ved at vende sig til kampen mod søerne, dog rammes hun af flere skæve og mere krappe søer, der skyller ind over hende og besætningen.

Solen står højt på himmelen om eftermiddagen, så der idømmes brusebad på hækken i siddende stilling, mens man kastes fra side til side. Det er meget besværligt, men lidt sæbe på nødtørftige steder og lidt hårvask samt en frisk afskylning. Ja, så kan vi lidt igen.

Jeg er fuld af beundring for, at Carsten kan stå i kabyssen og forberede et måltid. Ikke at den består af 3-retters menu. Lidt Müesli og yoghurt til brunch. Aftensmaden består af lidt Chili con Carne til skipper og kun 2 stykker knækbrød med ost til mig. Jeg har totalt tabt appetitten. Får nærmest kvalme, når jeg oppe i cockpittet kan dufte chilien.

Hård sejlads betyder kortere vagter. Vi er kun istand til at tage 3 timers vagter og det betyder, at vi kun får max. 2,5 times søvn ad gangen. Vi er konstant på skiftende vagter også om dagen mhp. at få sovet ud. Det lyder måske mærkeligt, men det er ikke meget, vi ser til hinanden.

Døgnmål: 163 sømil

3 døgn

Som vejrudsigten har forudsagt, så blæser det op til 10-12 m/s og dønningerne vokser til 2-3 m. Der kommer flere uregelmæssige vindskabte bølger mellem dønningerne. Capri arbejder hårdt op mod vind, søer og strøm. Stakkels båd hun overskylles hyppigere af skæve krappe søer. Ups, vi har lige glemt at lukke lugen til vores nedgang og en kæmpe bølge skyller op over ruffet ind mellem hullerne i Sprayhooden, hvor fald, reb m.m. går igennem, hvilket resulterer i, at hele gulvet sejler i saltvand nede i kahytten.

Sejladsen bliver mere og mere ubehagelig og opslidende, men der er ingen vejr udenom, vi kan kun fortsætte og nå San Juan i Puerto Rico. Alt lyder meget værre nede i kahytten end oppe i cockpittet, men når man ligger i køjen og mærker, at nu bevæger Capri sig ud over en 3m bølge og hun nærmest i frit fald lander nede i den næste bølgedal – en rigtig maveplasker – hele båden giver sig, der lyder et brag, når hun rammer vandet, så beder jeg til, at skroget og riggen holder.

Ind imellem kommer bølgerne så hurtigt efter hinanden, at hun tager et hovedspring ind i næste bølge og jeg beder til at vores næb holder, godt fastgjort med spilerfald og 2 spændestropper. 1-2 gange om dagen lægger jeg Capri, så vind og bølger kommer ind bagfra, hvorved vi får en roligere sejlads, mens Carsten tjekker næbbet. Vi har allerede slidt et meget stærkt tovværk (Dynema) over og en spændestrop. Det siger noget om de kræfter, vi er op imod.

Det er tid til at tage en ny gribfil (vejrudsigt hentet ned fra satellittelefonen). Carsten sidder ved kaptajnsbordet og der kommer endnu en kraftig skæv sø, der løfter Capri ud af vandet. Samtidig bliver Carsten løftet ud af kaptajnssædet og jeg ser Carsten flyve igennem luften og lande på gulvet. Jeg får straks et Deja Vue, da Bente faldt og brækkede skulderbladet. Det er bare det sidste vi har brug for her – en kvæstet skipper. Carsten meddeler mig, at han ikke har brækket noget, men han slog sin røv noget så slemt (det er måske meget godt, at han er stoppet med den blodfortyndende medicin). Stolt fortæller han, at han nåede at redde computeren og satellittelefonen. Det er ikke ufarligt, at begå sig på en sejlbåd i hårdt vejr.

Døgnmål: 160 sømil

4 døgn

Det blæser stadig 10-12 m/s, hvilket betyder, at den tilsyneladende vind er 13-14 m/s pga. fartvinden. Gribfilen siger, at vi får hårdkuling i morgen. Den kraftige vind har rejst bølgerne yderligere til 3-4 m, enkelte af de største bølger er begyndt at kamme over. Det er bestemt ikke sjovt herude. Der er stadig 45 sømil til San Juan og det kan ikke gå stærkt nok med at komme i havn.

Stemningen ombord det sidste døgn har været trøstesløs og vi har på skift måttet opmuntre hinanden. Man bliver ærlig talt lidt apatisk, sidder bare og kikker ud på de truende søer, mens Capri forhåbentlig får os sikker i havn. De eneste tanker der går gennem mit hoved er, at vi trods alt endnu ikke er i livsfare, selvom man oplever, at det er den rene overlevelsessejlads. Jeg mener ikke, at vi har oplevet så hård sejlads før i så lang tid 4 døgn. Det er meget opslidende.

Selv frugt og grønt, der hænger i nettet under solpanelerne, har givet op, de har rømmet båden i løbet af natten.

DSCF0096
Vi opdager at citronerne og limes har rømmede skibet i den hårde søgang

Natten er hård for os begge, med squalls angribende Capri hver halve time. Solen er stået op, men det går bestemt ikke bedre, de squalls, der kommer nu, er endnu kraftigere med vindstyrke op til hårdkuling, vindskifte 90-120 grader og masser af vand (højtryksspuling), så selv bølgerne bliver mast flade. Det er hårdt at klare en squall alene, da den anden ligger nede i køjen og kan ikke nå op i tide.

DSCF0087
En squall ude i horizonten – spørgsmålet er: rammer den os eller går den forbi?

Der skal handles med det samme ellers går det galt. Så snart autopiloten, der står på vindror, begynder at alarmere pga. skiftende vinde og man ser den mørke sky med det hvide gardin komme imod sig – så er det på høje tid at forsøge at falde af til vinden, så godt man nu kan følge vindskiftet, for det går meget stærkt. Samtidigt skal man slække ud på storsejlet for at få taget noget af farten af og undgå at den flækker. Herefter sejler man med vinden ind til denne lokale cyklon har passeret. Alt imens man bliver højtryksspulet, ingen sigtbarhed og det gør ondt i øjnene med al det vand, der rammer en.

Kl. er 1 og jeg vækkes af et ordentligt ryk i Capri pga. en ufrivillig bomning. Jeg for op af lejderen og ser Carsten stå midt i kampen mod en kraftig squall. Vores boombreake har vi sat så stramt, at Carsten ikke kan slække på skødet og i al hans kamp får han ikke fulgt med vinden og bommer ufrivilligt. Det kan i værste fald knække masten eller bommen, men den stramme boombreake sikrede jo at den ufrivillige bomning foregik langsom, så der skete ikke noget. Vi sejler jo klos halet, så afstanden er heller ikke så stor. Bæstet er blæst væk og Carsten får rettet op på skuden igen.

Alt både i cockpittet og nede i kahytten er vådt og klamt. Der er ikke noget så glædeligt som at træde i det våde sejlertøj op i en mørk nattevagt kun i selskab med squalls og sidde ved rattet på en svamp (kapokpude). Alle vore 4 kapokpuder er gennemblødte af saltvand. Jeg har aldrig haft ønske om at sejle med et krydstogtskib. Men jeg må indrømme, at hver gang et af dem passerer Capri, ønsker jeg, at jeg er ombord på et af disse luxus skibe, i stedet sidder jeg her i cockpittet træt, våd, lettere søsyg og får ondt af mig selv.

Siden vi har forladt DK har jeg fået gigtknuder på mine 2 grundled ved pegefingrene. Jeg har aldrig haft det før. Nu er det gået op for mig, hvorfor jeg har fået dem. I hårdt vejrs sejlads som dette og en båd der krænger meget, hvad gør man så? Enten styrer man roret og dermed klamre sig til rattet eller autopiloten styrer, mens man klamrer sig med den ene hånd til agterliget og den anden til targabaren. Jeg tror, at denne krampagtige greb i mange timer i både koldt og vådt vejr har skabt disse gigtknuder. ØV.

Land Ohøj – vi kan se Puerto Rico, det er en lettelse at se land igen efter 4 døgns hård sejlads, hvoraf de sidste 2 døgn føltes, som om vi sad inde i tromlen i en vaskemaskine.

Vi er nu 10 sømil fra San Juan, da vi opdager, at vi har flækket storsejlet mellem første og anden sejlpind. På vejen ned til Caicos opdagede jeg, at syningen deroppe så lidt svag ud, hvorfor vi forstærkede den med sejltape, men i disse kraftige squalls fløj tapen af og syningen holdt ikke længere. Ned med sejlet og vi motorsejler resten af vejen ind til San Juan.

Ingen svarer vores opkald til lystbådehavnen, kontoret er vel lukket. Vi lægger til ved yderste bro blandt de mega store yachter. På vejen ind gennem havnen ser vi flere både opankret, der har fået en ordentlig medfart af Irma og Maria. Ligeså ser vi flere både i havnen med brækket mast, nogle har endda tabt hele riggen og søgelænderet pga. orkanerne. Et virkelig trist syn, jeg håber aldrig at vi kommer i nærheden af sådan et bæst.

DSCF0094
Vi sejler forbi adskillige ankerligende sejlbåde med kun en kort stump mast tilbage
DSCF0099
Der er ikke meget tilbage af hans sejl
DSCF0101
Bemærk navnet “Lucky Strike”
DSCF0100
Måske var den ikke så “Lucky”. Mast or sejl ligger i vandet og meget af båden er smadret.

Døgnmål: 172 sømil

I alt sejlet: 648 sømil (rump line 410 sømil), det har kostet os ekstra 238 sømil at krydse over 4 døgn.  

Jeg behøver næppe at kommentere, at de 2 G/T vi fik, efter at Capri var fortøjet, smagte himmelsk og var velfortjente. Vi skålede for Capri, som fik os sikker i havn. Ingen af os orkede at lave mad, så det blev til knækbrød igen og på hovedet i seng.

Vi venter endnu engang på bedre vejr. De næste 4 døgn blæser det hårdkuling op til 20 m/s ude på havet med bølger på 4-5 m. Føj. Det ser foreløbig ud til, at vi er blæst inde her i 7 dage og kan først sejle mod Tortula på fredag (1 døgn sejlads) og møde Grazyna og Mario, der ankommer med fly på søndag. Vi har derefter en lille uge sammen, hvor vi skal hygge os, slappe af ved skønne eksotiske øer.

I ventetiden er der nok at lave på Capri. Efter en god og lang nattesøvn står den på rengøring nede i båden. Capri er fedtet ind i saltvand og havgus, alt skal vaskes af i Ajax, det tog mig ”kun” 4 timer. Rengøring af Capri udenpå takker jeg Vor Herre for, han har højtrykspulet hende op til flere gange, så ”boat-swappie” kunne holde fri. Men så er der til gengæld storvask, det tager den halve dag pga. kø ved maskinerne.

Kapokpuderne har været en tur i vaskemaskinen og tørretromlen og er som nye. Endnu værre står det til med vores fine hvide hynder i salonen. De er efterhånden blevet grå eller mørkere endnu og klamme af saltvandet fra vores sejlertøj. I dag tog det Carsten og jeg ”kun” 4 timer at afvaske dem i opvaskemiddel og varmt vand. De skinner fine og hvide, som om de er nye.

Midt i al rengøringen kommer en af naboerne over og siger, at han har et problem. Han kikker op og peger på vores windex. En af hans liner blæste fra ham og sidder nu viklet godt rundt om vores windex. Havde situationen været modsat, havde Carsten tilbudt at gå op i naboens mast, men ak nej, et sådan tilbud kommer ej fra naboen, som tager det som en selvfølge, at det er Carsten, som skal i bådsmandsstolen. Da naboen får sin line tilbage, spørger han ikke engang om, der er sket skade på windexet, den kunne være blevet bøjet eller gået løst, det blæser trods alt 15-16 m/s. Det var heller ikke sjovt for Carsten, at være deroppe i den stærke blæst. Endnu værre – dårlig opdragelse – kom naboen tilbage med en flaske vin? Nej.

Men i dag fik vi en meget positiv overraskelse. Vi har handlet ind i et supermarked og er på vej ud. Vi må ligne et par langturssejlere med lidt forvasket og krøllet tøj og mange indkøbsposer, for pludselig ved en af de andre kasser spørger en mand, om vi skal til lystbådehavnen. I ligner et par sejlere siger han og tilbyder os et lift. Så venlig en gestus kan man også opleve her. Han oplyser os i øvrigt om, at der endnu er 1 mio. af befolkningen, der stadig er uden strøm og vand efter orkanerne.

I morgen skal vinden begynde at aftage, så prøver vi at sy sejlet og styrke det med sejlertape. Det skal gerne holde til, at vi kommer til en sejlmager på St. Martin. Men hvorfor kasserer I ikke sejlet, da I nu har nye sejl med? Joh, men vi vil gerne holde lidt ud endnu med det gamle sejl, da squalls kan ødelægge selv nye sejl og så er det svært at finde en løsning ude i Stillehavet.

Så snart sejlere er på land igen, glemmer de fleste af os, hvor ubarmhjertigt, rædselsfuldt det også kan være at være på havet, ellers kommer vi jo aldrig videre. Man er aldrig i tvivl om, hvem der bestemmer ude på havet. Alligevel er Capri og dens besætning klar til at smide fortøjningerne og komme videre.

 

2 thoughts on “Vinni – extrem hård sejlads, Nassau til San Juan

  1. Hej begge to! I regn og slud skal Vinni og Carsten ud 👍

    Hvor er i dog super fantastiske og f…….dygtige ! Selv i mega høje søer , koralrev ,tornadoer , vand i kahytten , revnet sejl , en kortplotter på pause etc etc har i overskud til humor og bad , samt de mest detaljerede beskrivelser, så man føler , man selv er tilstede ! Det er lige før søsygen melder sig hjemme i sofaen foran den knitrende pejs !
    I er , udover et formidabelt sejlerteam også mennesker med stor fornemmelse for formidling og ikke mindst læring om sejladsens mange ansigtet !
    ! Tak for at jeg må følge jeres tour helt tæt !
    Go vind Susanne Elkjær

    Like

  2. Hej begge to.

    Tak for din hilsen og tanken i videoen Carsten. Frygteligt hvordan efterårets orkaner har efterladt store dele af Caribbean! Både Turks & Caicos, Puerto Rico, BVI/USVI og de mange andre øer længere øst og syd på. På trods af manglende broer kan jeg dog godt kende Blue Haven Marina, farven på vandet er jo ikke til at tage fejl af 🙂

    Hatten af for det lange seje træk i har taget fra Florida til BVI i modvind. Få timer på den måde kan jo føles som en evighed, så mange dage – og kun to personer – må være virkelig hårdt!! Jeg kan se på Marine Traffic at i har været lidt rundt på BVI og nu er i Nanny Cay. Det ser ud til at Capri er på land. Jeg håber det enten er en fejl, eller at de skader der må være er til at fikse i en fart. Jeg synes at i har haft jeres at bøvle med siden nytår allerede, så jeg kunne virkelig godt unde jer lidt champagne sejlads rundt ved de dejlige Jomfruøer!

    Uanset hvad, så nyd det hele så meget i kan! Jeg kan savne både modvind og natsejlads når jeg sidder til matematik nu. Bare en lille reminder 🙂

    Alt det bedste herfra og god vind fremover.
    Kasper

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s