BVI med Mario and Grazyna

 

Vi blev i San Juan I næsten en uge, mens nordøst vindene blæste deres 30-40 knob. Vi skulle ikke ud i det, selv om der ”kun” er et døgn sejlads over til Tortula. Hver dag tog vi vejrudsigten og hver dag viste den det samme, 35 knob, 3-5 meter bølger.

Så vi tog på vandretur i den gamle bydel og alt var som det skulle være med meget smalle gader og gamle huse med store balkoner. Vi kunne også se, ind gennem portene, de store ”courtyards” med indvendige balkoner og springvand i midten af courtyard. Desværre er det ikke blevet mondæn at bo herinde. Mange af husene er faldefærdig og mangler en kærlig hånd. Når vi tænker på Annapolis og Charleston, hvor folk køber de gamle huse og bruger formuer på at istandsætte dem, så virker dette lidt trist. Byen her kunne være en perle.

DSCF0104
Smuk dør – det er vejr bureauet!

Endeligt kom der en vejrudsigt med mindre vind og bølger. Ja det vil sige at det ”kun” blæste 20 knob og bølgerne skulle falde helt ned til 2 meter. Naturligvis lige i snotten – men man må jo være lykkelig for små ting – når man ikke kan få andet. Så vi mente at kunne se et vindue på næsten 36 timer og så var det bare afsted.

Capri lagde ud gennem indsejlingen, forbi det store fort og dens kæmpe kanoner – det tog Spanien over 250 år at bygge det hele, men da de var færdige var byen også uindtagelig.

DSCF0132
Fortet ved San Juan

Vi kom ud og lige ind i store bølger efterfuldt af et par squalls (naturligvis – hvad skulle der ellers ske – Vinni og Carsten er på søen – suk). Men i det store hele gik turen til Tortula uden de store sværdslag – ja, der var squalls, ja, der var bølger – men det var slet ikke så slemt som det var da vi sejlede fra Turks. Det eneste er at her sejler vi midt i en stor skærgård – der er øer til alle sider. Lys om natten kan være meget forvirrende.  Selv om vi kunne se på vores kortplotter at der var et par sømil ind til øen, så virkede det tit som om vi var ved at sejle op på stranden. Nåh – men det holder jo adrenalinen i gang. Vinni blev lidt fortørnet da jeg gik ned for at sove og efterlod hende alene i mørket for at sejle ind og ud mellem øerne – jeg sagde til hende at det var bare yderligere et bevis på hvor meget jeg tro på hende som sjeler.

Naturligvis endte det hele med at vi skulle anduve Road Harbour i mørke – kl 3 om morgen. Det havde vi ikke lyst til, så vi blev hængene udenfor indsejlingen i 3 timer, i øvrigt sammen med en anden båd der heller ikke havde lyst til at sejle ind i mørket.

Så blev det lyst og ind kom vi. Her i Road Harbour skal man anker op og så tage sin dinghy ind (kun skipperen) og indklarerer ved Customs House. Der står i guide bogen at der ingen dinghy dock der, men man kan lægge til ved siden af færgekajen –man skal bare ikke lægge til på færge kajen – så bliver de sure.

Vi smed ankeret, pumpede vores dinghy og vores skipper (aka – mig) tog afsted med alle vores papir. Ind mod færgekajen hvor jeg kunne se at det meste af kajen var ødelagt og at der lå en færge oppe på land med bagenden halvt inde i færgeterminalen (det skulle vise sig at orkan Irma havde smidt denne flere hundrede tons tung færge rundt som den var et stykke plastik legetøj). Der var ingen steder hvor jeg kunne lægge til.

Så jeg sejlede helt over til den anden side af bugten hvor der skulle være et par marinaer. Øøøhhh, De skulle vist være her et eller andet sted???

Der var dog en trækaj, så jeg lagde til og gik de 2 kilometer rundt om bugten for at finde Customs House. Nu er dette Karibbean så alt køre på ”Island Time” – de havde ikke travlt – desuden var der lige kommet en færge fra USVI og de skulle alle sammen foran mig (selv om jeg var der først).

Nåh, men tid har vi jo masser af, så jeg ventede – i alt tog det lidt over 3 timer før jeg var tilbage på Capri. Det første jeg sagde til Vinni var: ”Vinni der er flere huse her uden tag end der er med tag”. Der er svært at beskrive en hel by som er lagt i ruiner – selv nu 5 måneder efter orkanen passeret.

Alt var smadret. Simpelthen alt. I den indre havn lå der både halvt under vand – et meget trist syn. Det hele virkede så trist at Vinni og jeg besluttede os for at sejle til Trellis Bay som ligger ved lufthavnen hvor Grazyna og Mario skulle ankomme et par dage senere. Fra dinghy docken kan man gå fem minutter og så er man i lufthavnen – det virkede jo smart.

Et par timer senere rundede vi pynten ved Trellis Bay og så et frygteligt syn – hele stranden var fyldt med både det var blevet kastede derop. Vi talte over 20 både der lå der, alt fra små sejlbåde til 60 fods katamaraner. Der skulle have været et blomsterne liv her i bugten med restauranter og butikker, blandt andet en restaurant der ligger på en lille ø midt i bugten. Alt var ødelagt. De Loose Moose, en berømt bar her, var ødelagt da en sejlbåd røg lige igennem den. Der er en restaurant åben og de lille marked er også åben.

Vi støttede dem så godt vi kunne ved at købe ind og købe et par drinks.

Søndag kom og det gjorde Mario og Grazyna også – hvilken glæde. Desværre kunne vi ikke nå herned 3 uger tidligere for at være sammen med Ove og Lene – vi forsøgte så godt vi kunne, men vejret var bare ikke med os. De er dog gæve og har allerede meldt at de gerne sejler et par uger med os ude i Stillehavet – dog denne gang venter de med at købe flybilletter indtil vi er derude

Vi fik installeret Mario og Grazyna i lukussuiten (forkahytten), mens Vinni og jeg tog agterkahytten. Vi er ikke vant til at være flere end os to om bord og pludseligt virkede Capri meget lille. Heldigvis er de to begge sejlere så de ved hvordan det er – de gjorde hvad de skulle for at få det behageligt og så var vi her alle sammen.

DSCF0158
De fik hurtigt en drink og nyder aftenen i cockpittet

Det var jo meningen vi skulle sejle lidt rundt, så næste morgen, tog vi alle sammen et havbad (vi fik besøg af et par smukke havfruer – se videoen), og så sejlede vi de 8 sømil til Joost van Dyke, en lille ø just nord for Tortula.

DSCF0162
Så sejler vi!

Vi gik in i Great Harbour, hvor, der ifølge guidebogen, skulle være et livligt natteliv.

Det var der bare ikke – alt var blæst væk, godt nok havde Foxys, den kendte bar åben, men ellers manglede næsten alle husene deres tag. Vi gik byen rundt. Det ene hus var blæst fuldkommen væk – kun gulvet stod tilbage. Familien bor nu under gulvet indtil de har mulighed for at genopbygge.

DSCF0174
Familien her bor under gulvet indtil de har råd til at genopbygge

Selv den pittoreske lille kirke stod tomt tilbage, minus tag, vinduer og døre. Meget, meget trist.

DSCF0178
Her er hvad der er tilbage af kirken

Næste morgen gik turen så til Soper Hole – den er kendt som ”der er her det sner”, med natteliv og butikker og jeg skal komme efter dig. Stort set alt var blæst væk. To restauranter var åben – Ali’s cafe for morgenmad og frokost (dog manglede øverste etage) og Pusser’s Landing (her manglede nederste etage).  De var dog åben for aftensmad og vi spiste der. Det var udmærket. Vi gik også en lille tur og det eneste marked der var åben var et lille et ved enden af byen – meget lille sortiment.

Dog var vandet dejligt og klart – Havfruerne kom forbi igen og minsandten om ikke Havmændene også svømmede en tur.

Vejret var blandet – det blæste faktisk frisk hele tiden og der var jævnligt regn. Nu skulle vi fra Sopers Hole over til Nanny Cay – en stor marina. Det blev til 3-4 timers dejlige sejlads, godt nok op mod vinden – men det var frisk og Capri fik lov til at vise at selv fuld belastet som hun er og med gammel sejl kunne hun stadig præstere 9 knob gennem vandet – også i 2nd reb. Den gamle marina i Nanny Cay er væk – kun Fuel docken eksistere endnu – alle de andre fingere er forsvundet. Den nye havn er under opbygning og vi fik en plads dog uden vand eller el (godt vi har solceller og en watermaker).

Her kommer jeg til kort med ord – det er hjerteskærende at se alle de smadret både der ligger på land her. Store flotte Hansaer, kæmpe katamaraner, alle med knækket master, hul i skroget og nogle af dem kommer sikkert aldrig til at sejle mere.

En kirkegård af hvad der engang var smukke både.

Overalt her i marinaen arbejdes der på højtryk – der repareres glasfiber, rustfristål rælinger, nye master ankommer, sejlmageren sy som det gjaldt hans liv. Og langsom, vi kan se det mens vi er her, begynder der at blive tømt lidt ud i rækkerne af ødelagte både.  Mange er til salg og der er helt sikkert man kan få en god ”deal” her hvis man kigger sig om.

Men det er trist, trist, trist at se så mange både ligge ødelagt – Vinni og jeg kunne se i vores indre øje at en af dem kunne jo være Capri en dag, hvis vi er uheldige……………….

Pludseligt skal Mario og Grazyna afsted, tiden flyver når man har det sjovt og vi føler at de først lige er kommet. En tidlige morgen, stiger de i en taxa og er væk – og Capri virker stor igen.

Det har været fantastisk at have dem på besøg, Mario og jeg fik repareret en masse småting på Capri – blandt andet fik vi syet vores storsejl (Mario er rigtig, rigtig god til at sy sejl), så nu håber vi at den kan holde hele vejen til Stillehavet.

Vi har et par ting der skal laves på båden og venter på en reservedel der skal komme fra USA. Naturligvis kommer den ikke og vi bliver træt af at sidde der i havnen og vente – så vi sejler over til Virgin Gorda (den fede jomfru), en anden ø i BVI, finder en ankerbøje udenfor Spanish Town og gør os behagelige for natten – men, men, men.

Behagelige? NEJ!

Til trods for vi ligger i en bugt bag øen er der dønninger hele natten og Capri leger ”rock and roll” med os. Desuden sker der noget mærkeligt med ankerkugle – flere gange i løbet af natten løber Capri op ved siden af den og den ligger og slår ind mod siden af båden. Det er ikke til at holde ud og Vinni og jeg skiftes til at står op, går på dæk og trække Capri væk fra kuglen. En nat med afbrudt søvn og vi var begge trætte da vi stod op.

Inde i Spanish Town blev vi mødt at en ødelagt by. Hele havne anlægget og bygningerne er blæst ned. Det samme gælder det meste af resten af byen. Da vi gik oppe på bakken så vi et ungt par der var ved at genopbygge. De havde sat en stål container midt i huset og bygget rundt omkring det – det var helt tydeligt at containeren skulle være et værelse i huset, men når den næste orkan kom – så var den et flugt sted hvor de kunne være mens resten af huset blæst væk – smart ide – men vi studsede lidt over at man levede et sted hvor det er nødvendigt……

DSCF0268
De har bygget en container ind midt i huset
DSCF0235
Bemærk støttebukken som er brast direkte ind gennem siden på denne båd

Vinni og jeg var meget spændt på at komme herned. Vi var klar over at det ikke ville være som det var før – liv og glæde dage og steel drums. Vi var klar over at der var meget ødelagt.

Vi var ikke klar over at det hele skulle ligne en krigszone.

Dog må vi sige at de lokale tager det med forbavsende ro – de arbejder på at genopbygge – tydeligvis er der flere der ikke har ret mange penge og de bygger som de har råd – og det er også tydeligt at byggematerialer mangler som bare pokker. Glas mangler overalt – selv i regeringsbygningerne.

Det bliver en anderledes ”Caribbean holiday” for os end dem der sejlede igennem her for et par år siden. Vi er dog tager på den jordomsejling mhp at oplive verden – og dette er også en del at det – dog har vi meget svært ved at beskrive vores følelser.

Vi lader nogle af billederne tale deres tydelige sprog…………………

DSCF0208
Det ligner en spøgelsesby
DSCF0230
Toppen af hotellet i Nanny Cay
DSCF0266
What’s left of the big shopping center in Spanish Town
DSCF0273
Metal roof twisted like a pretzel

Når det alt sammen er sagt så må vi sige at BVI er umådelige interessant at sejle i. Det er en stor skærgård med mange øer, alle sammen med dejlige bugter på alle sider – så det er altid muligt at finde et sted at ligge for anker hvor der er rolig (måske lige undtagen Spanish Town J ). Vandet er meget, meget klart – sigtbarheden er 10-15 meter alle steder og flere steder endnu længere.  Vi fik ikke mulighed for at tage vores dykker udstyr frem – men alle siger at snorkling er fint for det meste. Strandene er så flotte at selv feinschmecker vil finde det svært at klage – puddersukker hvidt sand og jadegrøn varmt vand – hvad mere kan man ønske sig…………………

Vi sluttede vores besøg her på BVI med at gå til ”full moon party” i Trellis Bay. Vi var nok 50 både der lå i bugten og skægt var det – masser af god mad og musik og underholdning. Vinni begyndte at drikke ”painkillers” den lokale specialitet of da hun har rygraden af en regnorm, drak hun flere. Hun følte da ingen som helst ”pain” den aften – men dagen derpå var vist nok en anden historie da tømmermændene meldte sig for fuld hammer. Ja, ja kære venner – man betaler prisen for at have det sjov (det havde hun) og prisen Vinni skulle betale var at stå nattevagt alene da vi sejlede videre til St. Maarten senere den dag. Jeg havde næsten ond af hende – men også kun næsten. Hun har nu svoret at hun aldrig mere vil drikke ”painkillers” – i hvert fald ikke før næste gang J (klogere bliver vi jo ikke – kun ældre…..)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s