Vinni – San Blas øerne – Guna Yala – besøg hos Guna indianerne

 

Indrømmet – jeg havde aldrig hørt eller læst om San Blas øerne før jeg i ”Kurs mod fjerne kyster”, så Mikkel besøge en Guna familie på en af øerne. Da sagde jeg til Carsten, at det vil jeg også opleve, alive, når vi kommer til Panama.

Vi har mulighed for at bruge 10 dage i San Blas, inden vi skal være tilbage i Shelter Bay Marina for at færdiggøre de sidste forberedelser, inden vi skal gennem Kanalen lørdag den 5. maj.

Efter en noget hård natsejlads snegler Capri sig forsigtigt gennem den snævre åbning i koralrevet ved øgruppen Chichime og ind i lagunen, hvor vi blandt 10 andre lystsejlere ankrer op. San Blas øerne består af 340 små sand øer, der overalt er omringet af koralrev – det kræver nøje navigation og at vores kortplotter ikke går ned. Det vigtigste er da, at vi holder godt udkik med solen i ryggen, så vi bedre kan se koralhovederne. Guidebogen, der er opdateret i 2015, fortæller, at Chichime er 2 små ubeboede øer, hvor der ind imellem kommer Guna indianere fra fastlandet ud for at fiske.

DSCF0702
Luftfoto af Chichime Cays med både ved anker mellem revene
DSCF0643
Her bor 3 Guna familier

Der er tilsyneladende sket en hel del herude gennem de sidste 4 år. På den ene af øerne ser vi 3 Guna familier boende i deres typiske bambushytter med palmeblade som ”stråtag”. Overraskende ser vi, at på den anden ø, sidder der ”blege hotelgæster” foran de 6 hytter på den hvide strand, mens Guna indianerne servicerer omkring gæsterne.

Nå, men vi må ind på øen og se nærmere på, hvad der foregår. ”Lille Capri” søsættes, hvad nu? Motoren er helt død. Carsten er rasende, vi har lige for fjerde gang betalt 1500 kr. for at få påhængsmotoren serviceret, da vi på hele turen i perioder har haft store problemer med at starte den og at den laver ”kick back” (slår tilbage). Den har været tæt på at brække mit håndled 3 gange og jeg er nærmest blevet lidt bange for at trække i starteren. Vi har begge mest lyst til at smide den i havet og købe en ny. Men lige nu er der kun ét at gøre, at løfte hende tilbage op på Capri, hvor Carsten renser karburatoren. Tilbage ned på ”Lille Capri” og stolt råber skipper: ”Jeg er bare så fandens dygtig”, da motoren starter i første forsøg.

Vi er ved at slæbe dinghyen op på stranden, hvor de 3 Guna familier bor, da bedstemor, mor og datter på 3 år står foran mig for at sælge et ”wini beads” perlearmbånd. Guna kvinderne smykker hele deres underarm og -ben med disse perlekæder, de er meget farvestrålende. Moderen fortæller, at hun har brug for penge til at købe en presenning til det ødelagte tag over køkkenet, så jeg køber naturligvis et armbånd til 10 USD. Nu vil bedstemoren sælge mig en ”Mola”, det er et broderet klædestykke, som Guna kvinderne syer på deres busseronne både for- og bagpå. Jeg har ellers besluttet mig for at købe en Mola, som jeg kan bruge til ”pyntedug”, men hendes Mola ‘er er ikke særlige flotte, så jeg vil hellere vente med købet.

DSCF0649
Bestemor binder Vinni’s flotte nye perlekæde på hendes arm. Det er sjældent at vinni kigger ned på andre

Vi går diskret rundt på den lille ø i god afstand fra deres boliger, da vi jo befinder os på deres private grund. Guna indianerne holder øje med os. De virker umiddelbare imødekommende vinker, smiler og hilser ”hola”. Deres livsstil og værdigrundlag kommer jeg ind på senere, da vi besøger en lille landsby.

Derefter tager vi over til den anden ø, hvor det viser sig, at Guna familierne har opgivet fiskeriet og lavet 2 ressortområder i hver sin ende af øen, hvor man kan leje sig ind i deres bambushytter eller som rygsækturist lejer man sig ind i et af deres iglo-telte. Guna familierne sørger for forplejningen af gæsterne i deres udendørs ”restaurant”. Vi vælger den ene aften at spise i ”restauranten”. ”Fatter”, der står i køkkenet, blæser i konkylien 3 gange, da maden står på bordet. Vi trakteres med en halv hummer, stegt hvidkål, Plantaner (madbananer ristet i stedet for pomfritter) og en kold øl. ”Mutter” ligger i hængekøjen og superviserer samt tager mod betalingen. Det siges, at være et meget matriarkalsk samfund/kultur.

Så snart solen står op, ses de første Guna ´er i deres Ulu´er (udhulet træstamme) sejle ud for at fange dagens fisk eller hummer, som de gerne sælger til os lystsejlere, da det er forbudt for os at fiske i San Blas.

DSCF0780
Fiskerne er i gang fra solopgang

Men der kommer da også andre sælgere forbi Capri, såsom Venancio, der præsenterer sig som ”Master Mola Maker”. Disse Mola‘er ser flotte ud og jeg køber en til 40 USD. Selvfølgelig har Venancio taget ”røven” på mig, for da jeg lægger den på bordet, ser jeg, at der er et prisskilt, hvorpå der står 30 USD. Nå skidt med det, ingen sure rønnebær fra mig, jeg var jo parat til at betale 40 USD.

DSCF0683
Venancio – Master Mola Maker
DSCF0698 (1)
Vores flotte nye Mola

Vi sejler videre over til Eastern Lemmon Islands. På samtlige øer vi passerer, ser vi hytter og telte. Hvor er de ubeboede øer? Så isoleret lever Guna indianerne heller ikke længere. Vi finder en smuk ankerplads. Vi håber, at vi har ankret op i en passende afstand fra den ø, hvor vi har set et ”rigtigt hus” altså et betonhus – en turist bolig med flere ”vandbusser/taxa” liggende i vandkanten. Ak nej, om aftenen hører vi indianermusik som underholdning for gæsterne. Det er for meget for mig, jeg får ligesom et dèjá vue fra grisefesterne i Spanien. Carsten, vi må videre i morgen ud til nogle øer, hvor det er mere autentisk. Jeg foreslår, at vi tager ud til Islas Robeson Islands tæt ved fastlandet, en øgruppe med små landsbyer, hvor den traditionelle Guna livsstil findes.

Efter 15 sømil, hvad skuer mit øje? Yes, her nærmer vi os det autentiske Guna Yala, små øer tæt pakket med bambushytter og indianere – ingen Gringos (hvide turister) og snart ligger Capri helt alene i den lille bugt ved St. Gerti kun omringet af Ulu´er med farvestrålende Junk-sejl. Mens vores anker rasler ud af klysset, ser jeg en Ulu med 2 indianer ombord styrer direkte mod os. Det er Justino, som vi får meget glæde af det næste 1,5 døgn.

Justino præsenterer sig meget professionelt med et visitkort (inkl. billede) og taler forståeligt engelsk. Han forklarer, at han meget gerne vil blive bedre til engelsk, han øver sig hjemme med en bog og en DVD. Respekt må man sige.

Den Panamanske regering har dedikeret et større område af fastlandet og de 340 San Blas øer til Guna indianerne, et selvstyrende territorium, man kan vel kalde det for et reservat.  I dag findes der 55.000 Guna indianer kun 10% af, hvad der fandtes før spanierne invaderede landet. Styreformen hos Guna folket er meget decentraliseret til de enkelte landsbyer. Hver landsby har 3 Sailas, chefer, hvoraf en af dem er øverstbefalende og ordstyrende. Sailas bliver udvalgt af landsbyens ”Congresso”, et slags byråd. Medlemmerne, der kun omfatter mænd, mødes dagligt i deres fælleshus (typisk den største bambushytte) for at holde råd.

DSCF0725
Landsbyens Congresso, vi har ingen adgang. Sailas ligger derinde i sin hængekøje

Justino forklarer, at deres øverste Sailas er gammel og svag, hvorfor Justino hjælper ham med at indkræve ”havnegebyr” hos lystsejlere. Vi betaler 7 USD og Justino kommer straks tilbage med en kvittering, som vi skal have på os, når vi tager ind på øen.

Derudover kan Justino tilbyde os en guidet tur op ad Mandinga floden ind i fastlandet, 1 times travetur op igennem regnskoven (junglen) for at besøge en landsby Mandiyala længere oppe på bjerget. Det er lige, hvad vi kunne ønske os, så vi aftaler, at han henter os dagen efter kl. 8. I øvrigt en tur som vi havde fået anbefalet at skulle købe hos Bredio. Derfor, inden vi accepterer Justino´s tilbud, spørger jeg ham, om han kender en fyr ved navn Bredio? Nej, det gør han ikke og ud af øjenkrogen ser jeg, at hans ven ved roret trækker på smilebåndet, hvorfor mon? Jo, Bredio er Justinos nabo, men Justino vil selv tjene pengene i stedet for Bredio. Vi møder i øvrigt Bredio senere inde på øen og valget af Justino er bedre, da han taler bedre engelsk.

Til vores store overraskelse inviterer Justino os på middag hjemme hos sig, så vi kan få en traditionel Guna-menu (tun og plantaner) og møde hans familie – uden afregning. Vi er ved at tabe underkæben og takker, at det tager vi gerne imod. Aftaler at vi sejler i vores dinghy ud til hans landsby kl. 17. Vi spørger forsigtigt, om vi må medbringe vin til ”gildet”? Hvortil han svarer: ”Ja endelig, min kone er meget religiøs og drikker derfor ikke, men jeg drikker gerne øl”. OK, vi tager øl og vin med – vi glæder os enormt.

I bøgerne står der forskelligt Kuna eller Guna, så jeg spørger Justino, jeg vil nødig kalde dem noget forkert? Han forklarer:  ”At det var i gamle dage mere end 20 år siden, at vi kaldte os Kuna, nu bruger G altså Guna og vi kan ikke lide San Blas for det var spanierne, der fandt på det, vi kalder vores land Guna Yala.”

Vi er på vej ind for at se nærmere på øen St. Gerti, inden vi skal hjem til Justino på naboøen. Capri ligger ½ sømil fra øen, da øen er omringet af et stort koralrev, så lille Capri må finde sin vej mellem koralhoveder og håbe på, at hun ikke bliver flænset op. Hvis I hører mig sige ”Uhh” på videoen, så er det fordi, at Carsten rammer 2 koralhoveder, mens jeg videofilmer. Heldigvis rammer vi ikke korallen med gummibåden, men kun med propellen i meget langsom fart, så der sker heller ikke motoren noget.

Jo tættere vi kommer på øen, ser vi, hvor tætpakket øen er med bambushytter. De ligger hulter til bulter. Vi sejler rundt om øen og kan se deres ”toiletter”, her kan vi vist kalde det for lokummer, en lille bambushytte stående på et par pæle udover vandkanten, så de menneskelige efterladenskaber flyder direkte ud i havet. Umiddelbart er det hygiejnisk ok, bortset fra at børn og forældre bader i havet samme sted. Selve lokummet er et hul i gulvet, så man får gode benmuskler af at holde balancen. Glem toiletpapiret, her bruger man venstre hånd og spiser samt hilser med højre hånd. Der står dog en spand vand med et bæger man fylder og har mulighed for at skylle hånden. Jeg tænker lige mit, da jeg ser en lille dreng tage samme bæger og fylde det med vand fra spanden for at slukke tørsten. Ja, Guna´erne må gennem opvæksten have vaccineret sig selv mod kolibakterier, vi ser ingen børn med diarré.

Øh, hvor kan vi lande vores dinghy? Øen er omgivet af en stensætning, som vi nødig vil lægge dinghyen opad og risikere, at hun punkterer. Der er enkelte små træbroer, men de ser meget private ud. Endelig ser vi en bro ud for den lokale ”købmand”, her hopper vi af og går en tur rundt på øen. Da vi går forbi øens skole, kan jeg ikke lade være med at spørge pigerne, om jeg må tage et billede af dem og deres fine skoleuniform – de fniser og er meget generte, enkelte vender ryggen til. Jeg er lidt i tvivl, om jeg kan tillade mig at fotografere dem. Pludselig kommer en af drengene løbende hen imod os for at komme den ene pige til undsætning, han lægger en arm om hende, hvorefter de begge poserer foran mit kamera.

DSCF0724
Skolebørn i deres uniformer – bemærk at pigerne har Mola’er på deres skoleuniform

Bambushytterne ligger meget tæt op ad hinanden, der er ikke meget privatliv. Guna´erne er lige så nysgerrige, som vi er, de smiler og hilser på os. De er lavstammet, kun pygmæer er mindre end Guna´er. I guidebogen står der, at man tit kan være i tvivl, om man står overfor en kvinde eller mand, da nogle af mændene ynder at klæde sig ud som kvinde og lade sig omgive af børn, så de virker mere feminine. Vi så dog kun et par stykker, hvor adamsæblet og den dybe stemme afslørede, hvilket køn de er. Guna kulturen er kendt for at acceptere ”transvestitter”, homoseksualitet samt at de har et meget ”frit” seksualliv både før og efter de har indgået ægteskab.

Særligt kvinderne opnår en høj levealder med en god sundhedstilstand uden, at man kan forklare hvorfor. Vi så heller ikke mange ældre mænd men en del ældre kvinder. Mændene er meget almindelig vestlig klædt, men kvinderne er meget traditionelt klædt i en sarong om livet, en busseronne dekoreret med en Mola både for og bag. Til min overraskelse var kvinderne korthåret under deres røde hovedklæde. Underarme og -ben er smukt beklædt med ”Wini beads” (perlekæder) og de fleste havde guldøreringe samt en guldnæsering.

DSCF0731
Bagefter dette foto prøvede hun at sælge mig pappegøjen eller er det en ondulat
DSCF0670
Gunakvinde der sælger Mola’er foran sit hus

Jeg er diskret med mit kamera og spørger altid forsigtigt, om jeg må tage et personbillede. Det er jo fristende at tage billeder af disse smukke Guna kvinder. Det siges, at kvinderne er meget generte og ønsker ikke, at der tages billede af deres ansigter, da de mener, at så forsvinder deres sjæl med fotoet. Den første, jeg spurgte, var den lille Mola-dame og hendes reaktion var ikke overraskende. Hun stak sin krogede pegefinger op i vejret og sagde ”Uno” – det betød, at jeg skulle betale 1 USD for et foto – top sagde jeg. Papegøjedamen tog selv initiativet, kaldte på mig og stak fingeren i vejret og sagde ”Uno” – igen sagde jeg top. Hvilke fotoer jeg fik, absolut 2 USD værd. Det er ikke en tilfældig prisfastsættelse. For nogle år siden opdagede en af mændene på sit besøg i Panama City, at et foto af en Guna Kvinde på et postkort koster 1 USD, siden har Guna´erne forlangt penge. Helt forståeligt og rimeligt.

En af mændene kommer hen til os og præsenterer sig, det viser sig, at det er Bredio, som vi har spurgt efter. Vi undskylder ham, at vi allerede har en aftale med Justino. Det synes han er helt ok. Han fortæller, at han har en ven, som har fået et nyt batteri, han ikke kan forbinde til det gamle og spørger Carsten, om han ikke kan komme med for at se, om han kan løse problemet. Vi går hen og besøger vennen.

Bredio kan lidt engelsk, men det er svært for Carsten at drøfte serie eller parallelle forbindelser og ikke mindst risikoen ved at forbinde et nyt med et gammelt batteri. Carsten lover at finde en løsning, men skal først lige ud til Capri for at hente værktøjer og ledninger. De to Guna´er gør store øjne, da de ser Carstens remedier. Han laver ledningerne og tilsætter det nye batteri uden om det gamle. Det går ikke at forbinde nye og gamle batterier. Bredio kan ikke lade være med at spørge Carsten, om han da ikke også kan få en sådan forbindelsesledning – selvfølgelig, dejligt at vi også kan hjælpe de lokale.

Klokken er 17 og Justino står og vinker inde på bredden, for at tage imod os. Det er røgtes ud over hele øen, at der er et par gringos på besøg. Børnene flokkes om os og alle kommer ud af hytterne for at kikke på os og hilse på os, mens vi er på vej hen til Justinos hytte. Wow, der er mørkt inde i hytten.

Som I måske kan se på videoen, er der sparsomt med møbler, det er meget typisk for et Guna hjem, ofte er der kun hængekøjer. Indtil børnene er 6 år ligger pigerne hos moren og drengene hos faren, derefter får de deres egen hængekøje. Justinos hjem er dog opgraderet, han er den eneste på øen, der har et gaskomfur, hvorpå han bl.a. bager hvedebrød, som han sælger til naboerne. Der bor i alt 11 familier på øen ca. 100 personer.

Derudover har han som en af de få på øen et tv. Han fortæller, at han har brug for flere penge, så han kan få kabel-tv via en parabolantenne. Det skal helst ske inden juli, da Panama jo for første gang har kvalificeret sig til VM i Rusland. Han er mega stolt. Flovt må vi gå til bekendelse, at Danmark jo bankede Panama med 1-0 under kvalifikationsrunden, men vi lover at holde med Panama under VM. Der afholdes biografaftener hos Justino, hvor naboer er inviteret til at se film, som han har på en USB-stik. Carsten foreslår ham, at han kan afkræve et beskedent beløb for biografadgang, så de får råd til en parabol, som hele øen kan nyde, ikke mindst under VM.

Vi hilser først på Justinos 3 børn i alderen fra 3-14, vi skal ikke have flere børn, griner han, det har jeg ikke råd til. Det er meget normalt med en børneflok på 7-8. Særlig dyrt er det, at de skal have 2 skoleuniformer per år, bøger og blyanter. Justino stønner og fortæller, at nu skal han også investere i en iPhone, da hans mobiltelefon ikke kan tage internet, for sønnen på 14 år vil nu på Facebook ligesom kammeraterne. Lærerne, der kommer fra Panama City, opfordrer tit børnene til at Google, så sønnen plager faderen om at få sit ønske opfyldt. Justino har kun 20 USD til en iPhone og skal bruge 40USD. Vi giver straks 5 USD og resten kan han få efter guideturen i morgen.

Fruen sidder/ligger i en hængekøje og vi hilser på hende. Justino fortæller, at de har været gift i 20 år og hun er i øvrigt hans 3jde hustru. Han blev gift første gang som 16-årig og hans unge hustru var kun 14 år, de nåede ikke at få børn, måske fordi ægteskabet kun holdte 4 måneder. Anden gang var han 18 år, ingen børn og 8 måneders ægteskab. I bøgerne skrives, at Guna kulturen er meget matriarkalsk, kvinden bestemmer, hvem hun vil giftes med og manden flytter ind hos kvindens familie. Forsigtigt forhører jeg mig hos Justino.

Han mener, at han fandt Daylina, men hun skulle selvfølgelig acceptere hans frieri. Herefter skulle Daylina´s mor acceptere Justino. Ikke nok med det, så skal den øverste Sailas godkende ægteskabet og til sidst skal den øverste Sailas fra Justinos landsby godkende ægteskabet. Det er den øverste Sailas på Daylina´s ø som har viet dem. Herefter kunne Justino flytte ind hos Daylina´s familie. De har dog egen hytte, men bor dør om dør med resten af hendes familie.

Ind til for få år siden kunne en Guna indianer ikke gifte sig med en ikke Guna, det har ændret sig, nu har flere Panamaner og colombianer integreret sig i Guna familierne. Nu forstår vi, hvordan Guna´erne i mange år har kunnet isoleret sig og bevaret deres urgamle kultur ind til videre, men det har da også konsekvenser i form af indavl. Det er ikke ualmindeligt, at se en albino blandt de mørklødet og sorthårede indianere. Det ser helt underligt ud, da vi første gang ser en lille albino pige (Bredios datter på 4 år) lege blandt de mørke børn.

DSCF0743
Bemærk den lille albino pige foran huset

Midt blandt hængekøjerne er der sat et lille børnebord op med 2 stole og Justino beder os om at tage plads. Det virker som et helt teaterstykke, hvor publikum sidder omkring os, da flere af naboerne kommer hid for at se Carsten og Vinni indtage vores middag. Vi sidder nu ikke helt alene for børnene får lov til at sidde for bordenden.

DSCF0733
Carsten ved børnebordet

Det er ikke en frisk tun bøf, vi får serveret, men snarere en fladfisk der er meget tørstegt. OK, men hvor er bestikket? Det er første gang, at jeg har spist fisk uden bestik og jeg, som er total allergisk overfor at få fiskeben i munden, må diskret sidde og dissekere fisken med mine fingre. Hvad tænker børnene ikke om mine bordmanerer. Børnene får besked om, at de kun må tage Plantaner altså madbananerne, der er dybt stegte, men de små fingrer snupper lidt fisk, uden at far opdager det. Vi sladrer ikke, for vi kan ikke spise op. Justino viser, hvordan man spiser Plantaner på Guna maner. Man dypper den dybt stegte Plantan i kokosvand og derefter i lidt salt – det er ”jummy”. Jeg holder mig mest til Plantanerne og Justinos dejlig nybagte brød og kun lidt fisk.

Justino nyder den ene øl vi har med, for vi er løbet tør for øl, men både vores hvid- og rødvin får da hurtige ben at gå på. De 4 Guna mænd, der er tilstede, er der synk i, særligt den ene. Justino fortæller da også, at mange Guna´er har et alkoholproblem, hvis de da har råd til at købe alkohol, for de drikker sig i hegnet, men han kan godt stoppe efter et par øl. Pludselig kommer svigermor ind midt i rummet. Vi forstår ikke et ord af, hvad hun siger på Guna-sprog, men er til gengæld ikke i tvivl om, at alle får en skideballe, hun ser meget vred ud. Da hun skrider ud ad døren, sidder alle mændene men også Daylina og smågriner. Ingen tvivl om hvem, der fortæller, hvor skabet skal stå, selv i Justino´s hjem er svigermor overhovedet – var der nogen, der sagde, matriarkalsk kultur? Jeg spurgte forsigtigt, om hun er vred over, at vi drikker alkohol? for Justino har allerede fortalt os, at svigermor og datter er meget religiøse. Justino trækker lidt på det og siger: ”Svigermor accepterer at jeg får lidt at drikke, men hun vil ikke have, at de andre mænd sidder her og drikker”. Hun sendte i øvrigt særlige vrede blikke mod ham, der var mest synk i, så hendes opførsel var vel relevant nok.

Pludselig hører vi en pibende lyd ovre fra en papkasse i hjørnet. ”Det er vores kattekilling, der er sulten, moren er død og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg har ingen tørmælk og vi vil gerne at den overlever, da vi har masser af mus, som holder fest oppe i palmebladene(taget) om natten” forklarer Justino. Det gør helt ondt i hjertet at se og høre den lille killing. Jeg kommer i tanke om, at vi har købt en pose tørmælk til at lave yoghurt af. Carsten tager dinghyen ud til Capri for at hente pulveret. Jep, det virker, Daylina fodre killingen med en teske (så de har bestik, men bruger det åbenbart ikke til at spise med). Efter et par skefulde falder den lille stakkel i søvn midt på gulvet. Så har vi hjulpet Guna indianerne 3 gange på en dag.

DSCF0736
En kommende musejæger reddes. Bemærk mor og datter sover i samme hængkøje

Vi takker rigtig mange gange for en udsøgt middag, hvorefter Justino viser os rundt på øen. Den personlige hygiejne er til at overse, men hvor er Guna indianerne nogle ”svin”, når det kommer til affald. Undskyld mit sprog, men de smider affald udenfor hytterne og børnene leger midt på ”lossepladsen”. Justino forklarer, at øen brænder affald af jævnligt, men det er bestemt ikke alt, der går op i røg. Flere af Guna´erne har fundet ud af at samle og sælge aluminiumsdåserne til colombianerne, der genbruger det. Det tjener de mere på end ved at sælge kokosnødder og fisk til colombianerne, som de gjorde i gamle dage. Det er bare ikke alle indianerne, det er gået op for.

Stensætningen som omringer øerne, troede vi havde til formål at beskytte sand øerne mod havets dønninger, men ak nej, det har et helt andet formål. Justino viser os, hvordan man udvider sin byggegrund. Det er et langsomt og besværligt projekt. Man henter sten fra fastlandets regnskove og slæber stenene ned til sin Ulu og sejler stenene ud til øen, hvor man lægger dem i en ring vandet. Havet fylder efterhånden ringen op med sand – Voilá, her er den nye byggegrund klar til en hytte. Ja, vi lærer meget om den for os meget fremmede kultur, det er rigtig spændende og se, hvordan andre kan leve et simpelt men beriget liv uden stress.

DSCF0742
Landsbyen udvides med en ny byggegrund

Et andet langsommeligt projekt er at bygge sin egen Ulu. Træstammen hentes på fastlandet, ofte er man 30-40 indianere til at slæbe stammen ned til floden og slæber den efter et par Ulu´er ud til øen. Her ses hvordan man udhuler en træstamme.

DSCF0740
Der er gang i hugning af en ny Ulu

Endnu engang takker vi Justino for en fantastisk aften, vent lige siger han, jeg har en gave til jer. Han har udhulet og malet en lille model af en Ulu til os. Tusind tak Justino.

DSCF0804
Justino’s flotte gave til os.

Trætte af indtryk sejler vi hjem til Capri for at stå tidligt op næste dag og være klar til den guidede tur med Justino.

DSCF0744
Morgenkaffe med Justino og Kevin. Der er prestige i at have guldtænder – Justino har to

Jeg er imponeret over, hvor sødygtig en sådan Ulu er. Jeg føler mig helt tryg, selvom vi bevæger os i halve meter dønninger hen over havet. Vi sejler dog ikke for sejl men for motor, da der er et godt stykke vej hen til Mandinga floden. Øh, hvad nu? Jeg sidder i vand til anklerne, den er åbenbart ikke hel vandtæt. Carsten får et plastikbæger og bliver bedt om at ”lænse” Ulu´en.

DSCF0745
Vinni nyder turen i Ulu’en

Efter en halvtimes sejlads sejler vi op ad floden ind i regnskoven, det er bare vildt eksotisk.

Floden snævre ind og løber tør for vand, så vi må efterlade Ulu´en ved flodbredden og gå resten af vejen op til Landsbyen Mandiyala. En god times travetur gennem junglen af regnskov, mens sveden hagler ned ad os. Der er ikke en sveddråbe at se på Justino og hans ven. Justino fortæller, at når han tager til Panama City, tager han med bus 12 USD, men har han ingen penge, så går han, det tager ham 9 timer i dette meget kuperet terræn. Han griner og siger, at for os vil det nok tage 2 dage. Ha.Ha. Justino er 40 år og i bedre kondition end os.

DSCF0755
Der traves godt igennem i den fugtige regnskov – sveden hagler af de to gringos.

Vi har gået et par kilometer, da regnskoven pludselig ophører og vi bevæger os ud i et mere åbent og helt fladt terræn. Vi ser, at under begroningen er der er afbrændt asfalt. Hvad er det? Justino forklarer, at det er beboerne i den landsby, vi skal besøge, der valgte i 1997, da amerikanerne overlod Kanalen til Panama, at afbrænde amerikanernes air strip, fordi de ikke ønskede flere gringos i nærheden. Tak skal du have og dem er vi på vej op til. Justino beroliger mig med, at han har ringet til dem i forvejen og fået tilladelse til, at vi kommer. Vi skal dog betale 5 USD per person for besøget. Landsbyen er blevet mere åben indenfor de sidste par år. De har sikkert også fået nye behov og har derfor brug for flere penge.

Undervejs ser vi et skilt, hvorpå der står, at regeringen er i færd med at opsætte solpaneler til landsbyen. Mere strøm betyder nye behov for materielle goder og efterspørgslen efter penge/turister stiger.

Efter en noget anstrengende travetur ankommer vi til landsbyen. Vi skal først hen og hilse på den øverste Sailas, for at betale. Han understreger, at det er strengt forbudt at tage billeder af personer, vi må kun tage billeder af deres hytter. OK, vi pakker kameraet ned i rygsækken. Her er stemningen noget anderledes end i Justinos landsby og St. Gerti. Jeg vil ikke bruge ordet fjendtlig, men den er bestemt ikke imødekommende.

DSCF0761
En sidste bakke og så ankommer vi til Mandiyala

Umiddelbart ligner denne landsbyerne nede på øerne bortset fra, at her sover man på en briks og ikke i hængekøjer, hvorfor Justino? Det ved han ikke, men ”jeg vil hellere bo nede på øen, da vi altid har en brise, her er alt for varmt inde i skoven. Vi sejler ud og fisker, henter vand i den nærmeste flod og henter Plantaner inde på fastlandet. Jeg vil hellere sove i en hængekøje end ligge på en briks, her kommer der slanger og andet kryb i løbet af natten, sådan noget har vi ikke nede hos os (han glemte musene)”. Vi går rundt og ser, at de nedad bjergskråningen dyrker Kokosnødder, plantaner, bananer, mango, avokado, kakao m.m. De spiser kun Plantaner, resten sælger de. De fisker dog nede i den nærliggende flod. Justino præsenterer os for en familie – en meget rig familie, fordi de ejer en del af plantagen og fisker med net altså ”storfiskeri”. Hvordan ved du Justino, at de er rige? ”Jo da, de har en sort gris (der kan slagtes), 2 påhængsmotorer og 3 motorsave.

DSCF0767
Gunakvinderne sminker sig med rød farvestof fra disse blomster. Bemærk det røde på kinderne og stregen midt på næsen

Det er hedt og fugtigt, vi trænger alle fire til at friske os op. Justino viser vejen ned til floden og nu skal der bades. Her vasker man sig og vasker tøj, men det er forbudt at forurene vandet med toiletindhold, da det er her indianerne henter deres drikkevand.

DSCF0770
Lokum i “gården”

De slæber vand og vasketøj op ad bjerget hele dagen lang – et hårdt liv.

DSCF0772
Carsten tager en “afkøler”
DSCF0773
Justino ville have at jeg skulle tage et billedet af ham som minde.
DSCF0774
Børnene boltrer sig i floden dagen lang.

Carsten og jeg har medbragt en sandwich og tilbyder at dele den med Justino og hans ven. Vi bevæger os op ad bjerget igen – puha, allerede gennemsvedt igen – sætter os foran landsbyens lille ”købmand” for at købe kolde drikke. Sailas bor lige overfor og kalder på Justino og hans ven, de bliver inviteret indenfor til lidt frokost fisk med Plantaner. Selvom vi køber cola til alle inklusiv til Sailas, så inviteres vi ikke på frokost, men venter på en bænk udenfor ”købmanden”.

En Guna kvinde kommer hen til mig for at sælge ”wini beads” og jeg forklarer hende, at jeg allerede har købt en og viser hende, den jeg har på armen, men hun forklarer med fingersprog, at der kan sidde mange flere op ad mine arme og ben. Jeg siger stadig pænt nej tak, hun bliver skide fornærmet og siger en masse til mig, sandsynligvis skældsord godt jeg ikke forstår Guna sproget. Den attitude bryder jeg mig ikke om. Lige så da vi går forbi en familie, hvor der på et af deres træer sidder en papegøje, som jeg tager et billede af. Straks kommer 2 kvinder og forlanger 2 USD – røveri – og billedet duede ikke. Jeg vil ingen ballade have og betaler, selvom jeg nede på øen fik flotte personbilleder for kun 1 USD.

Den samme kvinde som blev sur på mig, da jeg ikke ville købe hendes perlekæder kommer tilbage efterfulgt af en albino pige på ca. 16 år. Total gennemsigtig kridhvid hud, meget lysegrå øjne og håret er næsten lyserødt eller perlemorsfarvet. Her ser vi, hvor svært det er som albino at leve i et meget solrigt område. På trods af at der er totalt overskyet, ser vi hende gå med næsten lukkede øjne og følger hendes mor arm i arm. De sætter sig overfor os. Pigen er næsten ikke i stand til at åbne øjnene for at se pga. lyset. Stakkels pige hun befinder sig med garanti det meste af tiden inde i en hytte og kommer kun ud, når det er mørkt. Hvilket handicap det er at være albino.

Vi har fået nok af denne mindre venlige landsby, så da Justino kommer tilbage, er vi klar til at gå tilbage til Ulu´en. Kors, hvor er vi trætte, da vi endelig når ned til floden. En af Justinos venner fra denne landsby får et ”lift” med os, så vi skal lige forbi den landsby, hvor Justino oprindelig kommer fra. Det er lige en times ekstra sejlads. Nu vil vi alle hjem hurtigst muligt, så da Justino spørger, om det er ok, at vi bliver lidt våde på hjemturen, accepterer vi det med det samme? Han giver den fuld gas med sin 15 HK-motor og viser, hvor hurtig Ulu kan sejle, den planer med 15-20 kn. Vi bliver højtrykspulet hele vejen hjem og 2 drukne mus vender trætte hjem til Capri. Vi giver Justino 25 USD for turen og han er meget tilfreds, for nu har han penge til sønnens iPhone.

Jeg vil rose kulturen hos disse indianere for den stemning, der er i landsbyen, meget hyggeligt og afslappende. Det virker som om, at alle hjælper hinanden, nærmest som i et kollektiv. Man går ud og ind hos hinanden, opdrager hinandens børn. Børnene virker glade leger sammen i en stor ”børnehave”. Skolebørnene sidder på jorden om aftenen og laver lektier sammen. Alt i alt virker det som et meget lykkeligt og velfungerende samfund, der ikke mangler noget. Er det nu rigtigt?

Både ja og nej. Justino forklarer os, at landsbyen deler sig i 2 grupper: de traditionelle ældre indianere og de yngre moderne indianere. Justino hører til den sidste gruppe, der fået flere og andre materielle behov. Ud over TV, kabel-tv, iPhone, computer, moderne beklædninger, solpaneler, generatorer, batterier m.m., så er der eksempelvis også medicinske behandlinger, for lidelser der tidligere ikke blev behandlet. Justino forklarer, at han lider af en øjensygdom (jeg kunne ikke finde ud af hvilken), som han er opereret for to gange og skal opereres tredje gang, så snart han har 475 USD.

Med andre ord en Guna indianer kan ikke længere betale med kokosnødder og fisk, som de gjorde i gamle dage, nu skal der ”cool cash”. I ”Congresso ´en” drøftes der derfor ofte behovet for at tiltrække flere turister og om dette er der stor uenighed. For at betale for en operation vælger Justino at tage arbejde et par måneder eksempelvis her i Shelter Bay Marina, det giver gode penge, siger han. Ellers tager han over til sin moder, der åbenbart er ejeren af den ”restaurant” i Eastern Lemmon Island, den med ”grisefesten”, for at tjene flere penge. Justinos kone har forbudt ham at ansøge om at blive Sailas, for så er der ingen penge, siger han, Sailas ligger jo bare i sin hængekøje i ”Congresso ‘en” og gør sig store tanker og beslutninger, men har ingen job ved siden af.

Carsten og jeg er taknemmelige for at have oplevet Guna indianerne, inden de bliver mere civiliseret og lever i en vestlig livsstil. Vi er af den overbevisning, at om 5-10 år findes der små hoteller i ressortområderne ude på øerne og bambushytterne bliver erstattet af moderne hytter i beton med ejet toilet og bad. Rygsækturisterne udskiftes med mere velbemidlede turister for dem er der flere penge i. Vi tror, at Guna Yala har risiko for at udvikle sig til det nye Caribien.

Men inden vi forlader Guna Yala, skal vi ud på Holandes Cays, en øgruppe der er beskyttet af et 7 sømil lang rev, hvor det skulle være fantastisk at snorkle, for det er ikke tilladt at dykke med flasker i Guna Yala – jeg ved ikke hvorfor, men det ændrer sig sikker også med udviklingen af turismen.

Pas på saltvandskrokodillerne! Efter sigende skulle de ikke være ude på selve revet, så vi hopper i vandet lige som de øvrige sejlere. Vandet er krystalklart. Ud til revet og ned med dinghy ankeret, det er første gang, at vi skal prøve at ankre ”Lille Capri” op. Det går fint. Vi påmonterer vores nye rebstige til dinghyen. Mens en af os stadig er i dinghyen, skal vi lige se, om den anden kan komme op ad stigen.

”Shit”. Stigen bliver ved med at glide ind under dinghyen, det fungerer ikke efter hensigten. Carsten opgiver og må prøve at hæve sig op på siden af båden. Det lykkedes ham til sidst men kønt er det ikke. Nu skal jeg prøve. Jeg opgiver også stigen, men hvad endnu værre er, jeg er ikke i stand til at hoppe op over pontonen på siden af båden. Jeg forsøger som det næste at klatre op på propellen og hæve mig op ved hjælp af motoren, heller ikke det lykkedes mig. Carsten må hale mig op, hvilket kønt syn, så hvis Carsten vil have udbetalt min livsforsikring, så har han løsningen her, hvor jeg ligger i vandet med hajerne.

Vejret er ikke med os, der er overskyet det meste af tiden. Når man dykker med snorkel eller flasker, er man afhængig af lyset ellers ser alt gråt og kedeligt ud dernede. Vi har et par timer med sol, så ud i vandet, men tidevandet er stærkt indadgående og vi har måske 1,5-2 kn modstrøm, da vi forsøger at svømme ud over det store rev. Vi må opgive og flyder hurtigt tilbage til dinghyen, men vi nåede da lige at få en smagsprøve på, hvor mageløst flot det er at snorkle her, det er som at svømme i et akvarie.

Vi skal tilbage til Chichime, hvorfra vi tager en dagsejlads op langs kysten tilbage til Shelter Bay Marina til de sidste forberedelser inden transitten gennem Kanalen lørdag den 5 maj.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s