Marquesas til Hawaii – Ikke vores drømmesejlads

 

Klokken er otte fredag morgen den 15. november 2019 og Capri stævner ud fra Marquesas mod Hawaii øerne. Vi kunne have valgt at stævne ud fra Bora Bora, da vi var der, men så ville vi sejle ”op ad bakke” hele vejen til Hawaii. Vi har derfor som de få, der sejler mod Hawaii, valgt at sejle ud fra Nuku Hiva direkte mod nord de første tolvhundrede sømil og derefter mod nordvest de sidste tusinde sømil. På denne rute vil vi forhåbentligt få mulighed for at sejle halvvind med vind og bølger kommende ind midtskibs i stedet for at få vind og bølger lige midt i synet eller endnu bedre håbe på at få medvind og bølgerne ind over skulderen.

DSCF1169
Farvel Nuku Hiva og Taiohae Bay

 

Men hvorfor er det nu vi sejler til Hawaii, det var jo ikke med i vores oprindelige plan. Som beskrevet i tidligere beretninger, var det Kim skipperen på Gwendolyn, der sank mellem Niue og Tonga, der fortalte os, at de i to orkansæsoner (sydlige halvkugle) i træk sejlede til Hawaii og tilbage til Fransk Polynesien, fordi de var vildt begejstret for Hawaii øerne. De var nitten dage om at nå frem under deres første passage og da deres båd var 50 fod og Capri kun er 40 fod, så forventer vi, at det vil tage os cirka tre uger at nå derop – vi sejler meget konservativ (forsigtigt), hvor sejlene er godt rebet ned. Jeg går ud fra, at besætningen på Gwendolyn fik en rolig og behagelig sejlads under deres første passage, ellers ville de næppe have gentaget det året efter, uanset hvor skønne Hawaii øerne må være.

Jeg kan allerede nu afsløre, at det fik vi ikke. Vi sejlede de cirka 2.200 sømil på kun femten døgn, vores hårdeste sejlads indtil videre. Det blev bestemt ikke vores drømme sejlads, som det vil fremgå af nedenstående beretning.

Vi kom afsted et par uger senere end forventet, for da Carsten få dage før vores planlagte start på passagen tjekkede vores rig, som vi i øvrigt altid gør, før vi stævner ud på de lange passager, finder han en lille revne i enden af indervanten på den forventede luvside. Vi undersøgte, om vi kunne købe og få sendt en ny Dyform (drejstål) indervante sendt op fra Tahiti, men det kunne ikke lade sig gøre. I ventetiden på svaret ankom en fransk sejler til Nuku Hiva og på siden af hans båd stod der ”Rigger”. Som en anden abe svang han sig rundt i vores rig og tjekkede alt. Desværre fandt han endnu en skade. En tråd på indervanten er knækket heldigvis på den forventede læside. Tre riggere har tidligere forsikret os om, at trådene på dette drejstål aldrig knækker, men som altid holder Carsten og Vinni sig ikke indenfor statistikken. Den franske rigger var selv meget overrasket, han har været rigger i mere end femten år og har aldrig set en tråd knække på Dyform drejstål.

Men hvad gør vi nu? Er det forsvarligt at sejle den lange vej til Hawaii? Bedre er det heller ikke at sejle mod vest efter orkansæsonen, da vi næppe vil kunne udskifte indervanterne, før vi når Australien. På rigtig godt jysk – det er mere end træls. Den franske rigger forsikrer os om, at den lille revne på luvsiden, er ubetydelig, men skal selvfølgelig skiftes, når det er muligt. Så længe vi ikke sejler i modvind i en kuling med alle sejlene oppe, så mener han, at vi kan sejle videre til Hawaii, hvor vi kan få indervanterne skiftet. Vi vurderer vores situationen således, at vi ikke har noget valg – vi skal videre, men det er ikke uden bekymring, at vi stævner ud.

En anden bekymring er, at der på denne rute er ekstremt få lystsejlere og meget få kommercielle skibe, så hvis vi skulle være lige så uheldige, som besætningen på Gwendolyn, er der meget lidt hjælp at få og vi vil få mange dage i vores redningsflåde, inden nogen vil kunne komme og redde os. Det er derfor en mega lettelse, at vi få dage inden afrejse møder det canadiske ægtepar Margaret og David fra båden ”Heart and Soul” (herefter H&S), der også har planer om at sejle mod Hawaii. Vi planlægger derfor at følges ad.

DSCF1182
Vores “Buddy Boat” Heart & Soul

Margaret og David har betalt to-enhalv tusinde kroner for at blive rådgivet før og under sejladsen af en såkaldt ”Weather Router” (en vejrkonsulent) fra Hawaii. Han har anbefalet, at vi venter med at stævne ud til den 15. november, da vil vi få en gunstig vind hele vejen op til Kalmebæltet (Stillebæltet), hvor vinden forsvinder i forventet to dage, hvorefter vi kan forvente at få hård vind i et døgns tid, prognosen herefter byder på en normal Passatvind resten af vejen. Vi følger hans anbefaling.

Døgn 1.

Vi har de sidste par dage inden afsejlingen nydt selskabet med Margaret og David. De er af den opfattelse, at det kan blive svært for dem at følge med os, da deres båd (kategoriseret som en motorsejler) er langsommere end Capri. H&S er 41 fod og har en modificeret finkøl, altså en slags finkøl indkapslet i glasfiberen og den er ikke så fladbundet som Capri. Vi beroliger dem med, at vi vil sejle meget for rebet sejl, da vi har en svaghed i vores rig.

Vi sejler derfor med storsejlet i andet reb og fuld genua (forsejl) hele dagen. H&S sejler med fulde sejl og følger derfor godt med ved siden af Capri. Vi har en pragtfuld foran for tværs sejlads ti til tretten knob vind fra østnordøst og to meter bølger samt sol med spredte skyer. Bedre bliver det ikke. Stjerneklar natsejlads som vi nyder i fulde drag med begge sejl i andet reb. Nabobåden har rebet forsejlet til natten og vi sejler dem agterud i løbet af natten cirka fem sømil. Vi kan stadig se deres lanterner og på vores kortplotter ses deres AIS (automatisk identifikations system). Hvor er det rart, at vi følges ad.

DSCF1194
Carsten ifærd med at få den gamle line ud

Da jeg står op efter min sene nattevagt, gør Carsten mig opmærksom på, at andet reb er ved at blive slidt over. Det er ikke godt. Vi er nødt til at vende rebet og arrangere det således, at vi på almindeligvis reber forenden af sejlet ved at fastgøre det med en sjækkel på en ring ved masten og trække bagenden af sejlet ned med rebet, der føres gennem bommen og ned til cockpittet. I dag har vi et ”single-reef” system, det betyder, at alt foregår i cockpittet og man behøver ikke, at bevæge sig i stærk vind og høje bølger op til masten for at fastgøre sjæklen til ringen. Vi har ikke noget valg og selvfølgelig forringer det sikkerheden på Capri. Carsten fastgøres med livline og bevæger sig op til masten. Det er ikke nemt i denne høje sø at om arrangere et rebsystem, og det lykkedes da også først i tredje forsøg efter næsten tre timer, hvor Capri kun sejler for en genua i fjerde reb. Det hjælper imidlertid Margaret og David, der nu haler ind på os.

Etmål (sejlet distance gennem vand fra klokken 12-12):  24 sømil (kl.8-12) + 145 sømil (kl. 12-12)

 

Døgn 2.

For fulde sejl indhenter H&S tre sømil og nærmer sig Capri, vi har stadig både storsejl og forsejl i andet reb. Vind ni til tolv knob fra østnordøst og bølger to meter fra øst, vi har nu fået en halv knob modstrøm. Endnu en pragtfuld sejlads hvor fruen nyder solen og hr. Breuning spiller Dire Strait for fuld udblæsning. Han kan ikke lige finde pauseknappen, da Margaret kalder os på VHF-radioen. Hun vil da lige forhøre sig om, hvad der foregår over på Capri. Vi forklarer hende, at der bliver festet efter at have omarrangeret andet reb.

DSCF1210
Sexy, sexy, sexy

Vi har aftalt, at vi hver dag klokken tolv kalder hinanden på SSB-radioen (kortbølgeradio), hvor vi over større afstande kan tale med hinanden. Der afrapporteres: position, vejrforhold, gives gode råd, laves nye aftaler og stemningen ombord. Det fungerer ind til nu helt fint.

Etmål: 149 sømil

 

Døgn 3.

Stadig behagelig Passatvind ti knob fra østnordøst og to meter bølger fra øst, men modstrømmen er steget til en knob. Det er ved at sky op og i løbet af aftenen løjer vinden af til mellem fem og otte knob, mens vi fornøjes med squalls (vindbyger, regn og lyn). Computer, mobiltelefon, VHF-radioer og satellittelefon pakkes ind i ovnen, der forhåbentligt vil beskytte udstyret for et eventuelt lynnedslag.

Der lyder en banden og svovlen fra fruen, da hendes lygte svigter og hun ikke kan se sejlet, da hun midt i en squall skal rebe sejlet yderligere. Pandelampen er jo indstillet til skipper med det store hoved, hvorfor lampen falder ned om ørerne på mig. Skipper er stolt af sit hovedomfang: ”Jeg har jo så meget hjernemasse, der skal beskyttes!”. Men vi har en ekstra pandelampe, som vi må have indstillet til mig.

Typisk efter en hård squall forsvinder vinden helt i et stykke tid, vi ligger nu og venter på, at der kommer mere vind, mens vi kastes rundt i dønningerne og de to både nærmer sig hinanden. Nu synes jeg, at vi er lige tæt nok på hinanden og sætter motoren i gang kortvarigt, så vi har en sømil mellem os.

Så kom vinden tilbage ved midnatstid fjorten til atten knob bidevind(modvind). Carsten må rebe genuaen ind til fjerde reb, vi har allerede sat storsejlet i tredje reb. Søen har rejst sig to til tre meter krappe søer, havet er blevet mere uroligt. På trods af vores dybe reb sejler vi H&S agterud med fem sømil.

Næste morgen da vinden er løjet af til fjorten knob, beslutter vi os for også at om arrangere tredje reb, ligesom vi gjorde med andet reb dagen før, så vi undgår at tredje reb slides over, hvis vi i længere tid skal sejle i dette dybe stormreb. Herude skal man være forberedt på havets luner, ”tæskene” kommer hurtigere og er betydelig hårdere end i de hjemlige farvande.

Man kan vel undre sig over, hvorfor vi reber så hurtigt og går i dybe reb, for det gør vi øresundssejlere ikke derhjemme. Der er en kæmpe forskel på at sejle lange distance ude på oceanet og dagsejladser hjemme i de beskyttede farvande. Dønningerne herude er for det meste mellem to og tre meter, men så kommer de vindskabte bølger oveni. De rejser sig som krapsøer på et par meter ovenpå dønningerne eller mellem dønningerne og gerne fra tre forskellige sider – en rigtig jacuzzi at sejle i, hvor Capri kastes rundt mellem bølger og dønninger, som var hun en badebold. Siger vejrudsigten, at du kan forvente tre meter bølger, så er det jo et gennemsnit og du skal være forberedt på at klare ”bølge nummer hundred”, som kan være tres procent højere end gennemsnittet og ofte tillader den sig at komme som en tvilling med kun to sekunder mellem de to ”søstre”. Vi skal jo også forsøge at få et liv ombord døgnet rundt, derfor gælder det om at afpasse sejlføringen og fart med søens ”rytme”. Vi øresundsejlere skal opleve det, før vi forstår det, mottoet herude er derfor: ”Forbered dig på det værste og håb på det bedste!”.

Søen er stadig urolig og endnu engang lyder der skarpe ord fra fruen nede i køkkenet. Jeg har lige lavet en lækker kyllingesalat, der står eller stod på et skridsikkert underlag, men det var ikke tilstrækkelig, nu ligger skålen nede i vasken og selvfølgelig med bunden i vejret. I al min kamp og frustrationer glemmer jeg, at jeg i et kort øjeblik har sat Carsten kaffetermokande fra mig – ”bang” lyder det, den eksploderer, da den rammer dørken og nu flyder der kaffe over hele gulvet i salonen. Jeg er ulykkelig over at have smadret termokanden og tilbyder straks Carsten, at han kan overtage min te termokande, men han får alligevel ondt af mig. I stedet tages termokanden ibrug, som vi har brugt til at lave yoghurt i. Sikken en Tycho Brahe dag for mig.

Etmål: 129 sømil

 

Døgn 4.

Vinden er frisket op til mellem seksten og atten knob fra øst stadig en halv knob modstrøm, men søen med to til tre meter bølger er blevet endnu mere urolig. Hvad er nu det for noget, vi nærmer os ækvator, hvor vejret normalt er roligere. Vi er på breddegrad 1 syd, hvor der findes et lavvandsområde. David kan se dybden på sit computerprogram Navionics og angiver os en waypoint(positionsangivelse) for at passere området i sikker afstand. Vi kan ikke se havdybden i dette specifikke lavvandsområde på vores rastakort på kortplotteren og vælger derfor at passere området længere vest på i endnu større afstand. Det betyder, at de to både bevæger sig længere væk fra hinanden.

Vi passerer området i løbet af natten og fortsætter nordover, mens H&S vælger at sejle nordøst over for at komme tilbage til længdegrad 140 vest som oprindelig planlagt. Vi forstår ikke deres beslutning om at sejle mod nordøst, det er direkte i kamp mod Passatvinden og bølgerne. David er ifølge Margaret en perfektionist, og vi tolker derfor, at når han har lagt en sejlplan, så følger han den (insisterende). I løbet af dagen befinder vi os mere end ti sømil fra hinanden, vi kan dog stadig se deres AIS, men de kan ikke se vores. Vi kan heller ikke nå hinanden på VHF-radioen, men det går stadig fint med kortbølgeradioen. Vi har de sidste par nætter kunnet observere, at deres lanterner i perioder blinker, som om der er en kortslutning i deres elektroniske forbindelser. Jeg har humoristisk kommenteret det med: ”Nå, nu sidder David og ser film eller Margaret er ved at varme maden i deres mikroovn”. Men det er jo ikke betryggende at AIS, VHF-radio forsvinder, mens vi kommer længere væk fra hinanden.

DSCF1234
Så er det ækvator!

Klokken er elleve om formiddagen, vi krydser ækvator og er hjemme på den nordlige halvkugle. Vi har ikke glemt at hilse på Kong Neptun, vi står klar med rommen, et lille sip til os og resten smider vi ud til Kong Neptun i håbet om, at han vil være gavmild mod os.

DSCF1235
Skål du gamle Neptun !

Etmål: 143 sømil

 

Døgn 5.

Vind, modstrøm og bølger uændret fra i går. På trods af den meget urolige sø, deraf at det kan være besværligt at bevæge sig rundt på Capri og ikke mindst Carstens udfordringer med at begå sig nede i kabyssen (køkkenet), så er sejladsen rimelig behagelig takket være vores stabile Aries vindror, der ind til nu klarer vind, bølger og squalls perfekt. Vi har i næsten to døgn ikke rørt vindroret, Capri og Aries klarer hele sejladsen for os. Man skal virkelig kunne stole på sin båd og vindror.

Jeg får lidt overskud af energi, foretager derfor en lettere rengøring, skifter sengetøj og håndklæder – det er ren luksus herude på søen.

Ved middagstid er H&S mere end seksten sømil fra os og nu kan vi heller ikke se deres AIS. Der er stadig ingen forbindelse til deres VHF-radio kun SSB-radioen. Pludselig midt på eftermiddagen dukker en ny grøn trekant (AIS) op på kortplotteren – det er et fragtskib. Vi kalder den for at tjekke om vores AIS og VHF-radio fungerer femten sømil fra fragtskibet. De har ingen problemer med at se AIS Capri og høre os på VHF-radioen – ergo bør fejlen ligge hos H&S.

Jeg undrer mig stadig over, at vi ser fugle så langt ude på havet. De stakler må ligge og sove flydende på havets urolige overflade.

Etmål: 144 sømil

 

Døgn 6.

Vinden frisker yderligere op seksten til tyve knob fra øst, to til tre meter bølger og en knob modstrøm – vi sejler stadig med storsejl og genua begge i tredje reb. Hvordan kan det være, at vi har så meget vind, vi kommer jo tættere på Kalmebæltet (Stillebæltet), hvor de to Passatvinde mødes og skaber et område, hvor der er næsten vindstille? Nå, men hvad klager vi over, rimelig behagelig sejlads, sol om dagen, stjerner med spredte skyer om natten. Det er dog begyndt at sky op med høje tynde stratusskyer og cirrusskyer, vi nærmer os Kalmebæltets skykonvektioner. Lige inden solnedgang ser vi cumulusskyer stikke ud over alt fra himlen som omvendte padehætter. Et fascinerende syn. Spørgsmålet er, hvilket uvejr møder vi?

Etmål: 147 sømil

 

Døgn 7.

Af uvisse årsager mister vi nu også kontakten via kortbølgeradioen til H&S. Vi beslutter derfor at holde kontakten med hinanden ved at sende en mail via satellittelefonen én gang i døgnet for at afrapportere.

Vi har lige modtaget en mail fra David, der indeholder vejrkonsulentens sidste rådgivning til H&S, der befinder sig tæt på længdegrad 140 vest. Det ser ikke godt ud. Det er torsdag formiddag. Konsulenten meddeler, at der foran H&S mellem breddegrad 6 og 8 nord – altså i Kalmebæltet – vil opstå et meget aggressivt uvejr, torden, lyn og vind over fyrre knob (stormstyrke), og de skal se hurtigst muligt at komme tættere på længdegrad 138 vest, for at undgå dette frygtelige uvejr. Derefter skal de sætte motoren på fuldekraft for at passere det vindstille Kalmebælte, da der er mere uvejr på vej.

Så meget for at befinde sig i Kalmebæltet, det mærkede vi intet til sidst, da vi krydsede det for halvandet år siden i juni måned. Men nu er vi jo i november. Hvad gør vi? Vi befinder os tæt på længdegrad 142 vest og kun tredive sømil fra Kalmebæltet.  Carsten mener, vi skal motorsejle op mod vind og bølger for at nå over til længdegrad 138 vest. Jeg er helt uenig, det betyder, at vi skal sejle ”op ad bakke” tohundredfyrre sømil på tredive timer – det er uladsiggørligt. Vi bliver dog hurtig enige om, at vi fortsætter med at sejle direkte mod nord og for motor på høje omdrejninger, hvis vinden som forventet forsvinder i Kalmebæltet.  Hermed bør vi i løbet af fredagnat være nord for Kalmebæltet og være i god afstand fra det kommende uvejr, der forventes at starte lørdag eftermiddag. Vi har en plan og den fastholder vi og meddeler det til H&S. De vælger at følge konsulentens anbefaling.

Ved midnatstid krydser vi ind i Kalmebæltet ved breddegrad 6 nord og vinden forsvinder helt (kun fire knob), så på med jerngenuaen (motoren for 2100 omdrejninger). Ja, nu brændes der diesel af, men vi har masser.

Konsulenten kunne yderligere meddele, at når vi kommer nord for Kalmebæltet, ja så venter der os hårdt vejr i nogle dage. Øv. Carsten er rasende på konsulenten, der fik os til at vente med at stævne ud i tre dage. Havde vi taget afsted som oprindelig planlagt, havde vi ikke fået uvejr i Kalmebæltet og vi havde sandsynligvis været foran den kommende front nord for Kalmebæltet. Her er ingen fortrydelsesret, vi er midt i det og må tage det sure med det søde.

Etmål: 145 sømil

 

Døgn 8.

Vi er nået til breddegrad 7 nord og er dermed halvvejs gennem Kalmebæltet. Det regner konstant og hver halve time muntres vi med squalls enkelte helt op i kulingstyrke.  Vores plan holder, midt på natten krydser vi breddegrad 8 nord og vi er meget lettet, nu bør vi ikke rammes af det frygtelige uvejr. Og vi kan sætte kursen direkte mod Hawaii, der er stadig tusind sømil tilbage. Vinden er vendt tilbage seksten knob fra øst. Igen sejler vi med begge sejl i tredje reb med forventning om, at det snart blæser op.

En skæv sø vælter Carsten rundt nede i kabyssen, da han er ved at forberede morgenmaden. Desværre pådrager han sig en lettere forstuvning af foden og må sidde resten af dagen nede i salonen med eleveret fod. Ja, personskader opstår hyppigt ude på søen.

Etmål: 140 sømil

 

Døgn 9.

Her møder vi den varslede front, eller hvad det nu er. Det ligner en varmfront med konstant regn, der bevæger sig ind over os, men fronter kommer normalt fra vest opstået oppe ved Japan, men vejrsystemet vi møder kommer fra øst. Vi forstår intet af de vejrsystemer, vi her møder – hvad sker der dog? Regn, regn regn og vinden er gået mere i nordøst med tyve til firetyve knob, og det er sværere at holde kursen mod Hawaii, selvom Capri kan sejle tæt op mod vinden (klodshalet). Men bølger og dønninger kommer ikke som ventet fra øst men nordøst, de er vokset til tre til fire meter og banker hårdt direkte ind i siden på Capri, vi overskylles af saltvand i cockpittet med regelmæssige mellemrum.

Aries vindroret kæmper hårdt mod vind og bølger for at holde Capri på rette kurs. Et vindror styrer i lange store S’er ti til tyve grader fra den direkte kurs, alt afhængig af, hvor godt man har trimmet sejlene, afdrift fra vind og bølger samt strøm. Det er vigtigt, at Capri kan surfe sikkert ned ad de store bølger og komme på rette kurs hurtigst muligt. Jeg er ikke ubekymret, for er Capri på den ”forkerte” s-sving, når ”den hundredebølge” på næsten fem meter kommer, er der risiko for at Capri girer (drejer ufrivilligt om sin køl) og glider sidelæns ned ad bølgen eller i værste fald falder ud af bølgen ned i bølgedalen (broach) med deraf risiko for store skader på båden.

Det er køligt og det regner hele tiden. Vi er gennemblødte selv i vores tunge sejlertøj. I vores vagter må Carsten sidde inde under sprayhooden for at holde varmen, og jeg finder læ i min lille ”hule” ved nedgangen til salonen.

DSCF1275
Capri krænger og Carsten holder godt fast
DSCF1285
Min “vagt stilling” når det regner, Jeg sidder klemt inde så jeg ikke bliver kastet rundt i cockpittet

Under en af mine vagter ser jeg en kæmpe bølge rejse sig lige ved siden af Capri, og inden jeg når hen for at slå vindroret fra og overtage styringen, så har bølgen drejet Capri halvfems grader op i en fem meter høj væg af vand. Vandet fosser ind over rælingen på begge sider af Capri og ned i cockpittet, der heldigvis lænses hurtigt ud gennem badeplatformen på hækken. Vi har heldigvis lukket lugerne ned til salonen. Men bølgen flår vores Danbuoy og bjærgemærs (redningskrans) fri af vores targabar, og det hele flyder ude i havet.

Danbuoy er en bøje med en to meter lang stang, hvor der forenden sidder en lygte, den smides sammen med redningskransen ud til den person, der er faldet overbord, så man kan finde personen. Hvis personen er ved bevidsthed og kan svømme, kan man håbe på, at vedkommende kan nå over til bøjen og redningskransen ellers håber man, at bøjen, som man kan se, flyder i nærheden af personen. En person med vådt hår kan næppe ses i disse bølger selv i dagslys. Vi har på vores kortplotteren en knap MOB (man overbord), som vi aktiverer, før vi kaster bøjen og kransen, da denne knap viser nøjagtig positionen, hvor personen faldt i havet. Vi er begge udstyret med en person Epirb og en person AIS på vores redningsvest, så der er håb om at finde den af os, der ligger i havet. Men et er at finde personen et andet er at få vedkommende bjærget i disse høje bølger. Statistikken siger, at hvis vedkommende er bevidstløs og der kun er en person tilbage ombord er opgave umulig. Reglen her ombord på Capri er, FALD IKKE OVER BORD. Vi er fastspændt med livline aften og nat samt i hårdt vejr også i cockpittet. Vi går aldrig på dækket uden at være fastspændte og at den anden er i cockpittet.

Da jeg ser bøjen og redningskransen med Capris navn på flyde ude i bølgerne, presser tårerne sig på. Jeg kan kun tænke på, at det kunne jo være Carsten, der lå derude, og jeg skulle vende Capri i fire til fem meter høje bølger for at komme tilbage og finde ham. Et skrækscenario der forhåbentligt aldrig realiseres.

Etmål: 152 sømil

 

Døgn 10 +11+12.

I det hårde vejr og den ubehagelige sejlads flyder dagene sammen. Vi har ingen liv ombord, vi er gået over til to eller tre timers vagter helt afhængig af, hvor hårdt vejret og søen er imod os. Vejrkonsulenten havde forudsagt et døgns hårdt vejr, vi ser nu på vores gribfiler, at vejrprognoserne, vi henter ned som mail via satellittelefonen, siger, at vi foreløbig får samme vejr de næste tre døgn.

Efter gårsdagens forlis af Danbuoy og bjærgmærsen, som sikkert ender deres dage hos Kong Neptun i ”plastik-havet” nordvest for Hawaii (forårsaget af havstrømmene), tør vi ikke fortsætte med aries vindroret og har sat autopiloten til, da den reagerer hurtigere end vindroret. Det har vi ikke været udsat for at skulle gøre tidligere. Aries vindroret fungerede perfekt hele vejen fra Galapagos til Marquesas, men da kom de høje bølger bagfra og ikke direkte ind på siden af Capri.

Vores radaralarm er begyndt at alarmere med jævne mellemrum, selvom vi ikke har sat den til. Irriterende, men det skaber en utryghed hos mig, når man ikke kender årsagen hertil, for hvad bliver det næste? Står kortplotteren af? Det vil være svært ubehageligt. Vi har selvfølgelig ikke en ekstra med, da de er hundedyre, men som back up har vi selvfølgelig rastakortene på computeren og positionerne har vi på radioerne.

Det er svært at få sovet ud pga. det oprørte hav og de få timers søvn vi får ad gangen. I det hele taget er det svært at få et liv ombord på Capri der krænger meget, alt imens hun ”hopper og danser”, det er meget hårdt for båd og besætning.

DSCF1260
Det er ikke fair – Carsten har et godt sovehjerte, jeg er helt misundlig

 

Vi har siden lørdag morgen levet af yoghurt og knækbrød, varm mad – glem det – det er for besværligt at opvarme og spise, appetitten er i øvrigt forsvundet. Stemningen ombord ligger ”under dørken”. Vi sidder stille og kryber sammen i hver vores førnævnte ”huler”.

Den personlige hygiejne er til at overse, da vejret ikke tillader brusebad ude på hækken. Men I har jo et udmærket badeværelse, hvorfor så ikke benytte denne brusekabine? Af den simple grund at sådan som Capri krænger og ruller i bølgerne, vil det næppe være muligt at lænse vandet ud af kabinegulvet og så kan vi stå i vand til anklerne, hver gang vi skal på toilet eller børste tænder.

Det resulterer da i, at da Carsten på fjerde dagen i det hårde vejr kommer ned i salonen for at træde ud af det våde klamme sejlertøj, mens jeg ifører mig mit mhp. at overtage vagten, udbryder han: ”Føj – hvor jeg stinker, jeg lugter jo som en arbejdsmand!” mens han stikker næsen ned mod sine armhuler, deodoranten har ikke gjort sit arbejde godt nok. Nu åbner han op for sine overalls (sejlerbukserne) og en odør stiger op fra dybet, hvorefter han med et smil kikker på mig og siger: ”Skat, hvad med lidt håndværkersex – det skulle være så godt?”, hvorefter vi begge bryder ud i en latter, men sex på søen blev det ikke til.

Vi får en mail fra Margaret og David, og til vores store overraskelse skriver de, at det er ”Great sailing” (storartet sejlads). Det kan vi overhovedet ikke være enige med dem i, mon de tager gas på os? Det gør de ikke, to gange får vi denne meddelelse. Men de har da samme vejr som os? De har endda to gange lagt et søanker ud for at sænke farten og få båden til at ligge mere roligt i bølgerne. De valgte under kulingen at ligge underdrejet i seks timer, hvordan kan man synes, at det er ”fed sejlads”?

Til gengæld får vi mail fra et andet canadisk sejlerpar, vi kender, der sejlede fra Bora Bora to dage senere end os. Skipperen her skriver: ”En rigtig lortesejlads”. Han er ellers vandt til lidt af hvert efter at have tilbragt tredive år som kaptajn på havet dog på en isbryder men i Alaskabugten og Nordvestpassagen, hvor kuling og storm hele året rundt er en hverdagsforestilling. Denne mail trøster os, vi var ellers begyndt at tvivle på vores færdigheder som oceansejlere og er vi bare nogle ”kyllinger”?

Jeg har nattevagten efter tre døgns hårdtvejrssejlads, da jeg beslutter mig for at hidkalde Kong Neptun: ”Kong Neptun Kong Neptun hvor er du?”, pludselig stikker han hovedet op mellem bølgerne, han ligner en rigtig gammel sur gnavpot. ”Kære Kong Neptun, hvorfor sender du det oprørte hav imod os? Hvorefter han slår en latter op og råber: ”Med den elendige rom du skænkede mig, hvad forventer du så at få igen – nej havde du skænket champagne, som du gjorde, da du stak sydover, så havde jeg været gavmild mod jer”, jeg forsøgte straks at undskylde med, at vi ikke kunne få bedre rom ej heller champagne på Nuku Hiva, men han var ikke modtagelig for dårlige undskyldninger, han sank dybt ned i havet, inden jeg fik sagt undskyld. Så hverken vejret eller havet ændrede sig.

Etmål døgn 10: 131 sømil (1 knob medstrøm)

Etmål døgn 11: 159 sømil

Etmål døgn 12: 140 sømil

 

Døgn 13.

Vinden er stadig atten til tyve knob, men den er gået i østsydøst og kommer derfor mere agten fra. Ligeså er bølgerne som nu er tre meter og mindre krappe. Det gør, at vi endelig kan styre direkte mod Hawaii. Vi var ellers ved at være bekymret for, hvordan vi overhovedet skulle komme op til Hawaii, da vind og bølger sendte os mere vestover. De to andre både har samme udfordring.

Nå, nu gik vindmåleren også istykker og satellittelefonen kan ikke finde en antenne, Carsten mener, at det er den dyre telefon, der er kaput.  Hvorfor går alt det skide elektronik istykker. Nu kan vi slet ikke kommunikere med H&S, men værre er det, vi kan heller ikke hente gribfiler og dermed vejrprognoser. Heldigvis er vi forhåbentligt i havn indenfor tre døgn.

DSCF1289
Vi nærmer os målet, som fejres med hjemmelavet pizza – den spises med ske fra dørken pga. de høje søer

Nu kan vi ikke holde os selv ud længere, vi må have et bad ude på hækken, det når vi lige mellem to squalls og det var en kølig omgang pga. chill faktoren (vind der blæser mod våd hud). Rent sengetøj og håndklæder, nu kan vi klare de sidste tre døgn. Carsten har fået appetitten tilbage og fortærer en burrito, men jeg holder mig til knækbrød. Ja, vi har vist begge tabt nogle kiloer – skønt – men det holder ikke ved, når vi igen får den fede amerikanske mad på Hawaii øerne. Carsten glæder sig, yum.

Etmål: 144

 

Døgn 14.

Vindstyrke og bølger uændret fra i går, men vinden er gået tilbage i nordøst, heldigvis kan vi holde kursen direkte mod Hawaii det sidste døgn. Ih, hvor vi glæder os til at komme i havn og ligge stille bag en ”breakwater” (stor mole ud til havet).

Capri er fedtet ind i salt overalt, selv nede om læ. Og i disse søer bankes al støv frem fra vægge, luft og dørken (gulv), så hun er møj beskidt. Karpokpuderne er total gennemblødte af havvand, og stenhårde. Alligevel har vi måttet sidde på to ad gangen eller ingen pude. Vi føler begge, at vi er ved at få siddesår. Carsten klager endda over, at det sviger, han har nemlig fået røde knopper på ballerne af at sidde på saltvandspuder. Alt er fugtigt og fedtet nede om læ, klamt tøj og hynder, ja, selv på væggene er der kommet mugpletter. Kors, hvor skal der gøres rent og vaskes tøj, når krogen er nede igen.

Etmål: 144

 

Døgn 15

Klokken er 6:30 og jeg kan råbe ”land o´høj!”, da jeg meget svagt gennem skyer og havdis kan skimte Hawaii, men alt er gråt og overskyet – hvor er solen – vi er jo nået til Hawaii. Vi kom fra sol, er vi mon nået til Skotland? Jeg sidder jo igen i min skotske bikini (tunge sejlertøj med hætten oppe).

Sidste udfordring sker ti sømil før, vi anduver Hilo industrihavn. Der lyder pludselig en bankende lyd nedenunder roret. Carsten må ned i lazaretten (også kaldt for isolationsfængslet) for at tjekke roret, alt er som det skal være. Autopiloten har de sidste to døgn sendt ”knirkende” lyde ud, når den skulle dreje kraftigt til bagbord i de hårde dønninger. Carsten må ind bag ved alle kasserne for at tjekke autopiloten. Ikke umiddelbart noget at se.

Lyden må komme nedenfor skroget og det betyder, at Carsten udstyres med et reb om brystkassen, iført badebukser og dykkerbriller kravler han forsigtigt hen over vindroret og ned ad stigen for at dykke ind under hækken og se om køl, propel eller ror har fanget noget. Vi tør ikke starte motoren, før vi ved, hvad der sker nedenunder. Alt imens har jeg taget sejlene ned og forsøger at holde Capri så stille som muligt op i søerne – ingen nem opgave for nogen af os. Carsten kan kravle op igen og beretter, at der er intet at se. Jeg starter motoren og sejler forsigtigt fremad – lyden er væk, så det der har siddet og banket på skroget er sandsynligvis forsvundet, da jeg drejede Capri op i søerne.

Inden vi kan anduve havnen, skal vi kalde kystvagten og bede om deres tilladelse til at sejle ind – den får vi. Samtidig forklarer vi dem, at vi har mistet vores Danbuoy og redningskrans med Capris navn på, så nu ved kystvagten, at hvis nogen indberetter at have fundet de to ting, så er der ikke sket mand over bord eller forlis af Capri. Vi beder dem i øvrigt om at sende en mail til H&S, at vi er nået sikkert frem, at vi ikke har kunnet sende mail til dem i tre døgn. Den mail modtager de ikke, da de tilsyneladende har opsagt deres abonnement til sailmail samme dag, som kystvagten sendte mailen.

Radio Bay inde i Hilo industrihavn er ikke en marina, man kan dog lægge til kaj med middelhavslanding, hvor man smide ankeret og bakke båden ind til kaj. Vi har læst i sejlerberetninger, at man her risikerer at få uønsket besøg af rotter og kakerlakker. Vi foretrækker derfor at ligge for svaj midt i havnen, hvilket er tilladt.

IMG_1843
Capri ved anker i Radio Bay, Hilo

Efter en grundig rengøring af Capri neden om læ, afmontering af vindror og søsætning af dinghy samt tjek ind hos havnefætter, så smager en G&T himmelsk, en velfortjent sundowner, men vi mangler solen. Her er gråt og regnfuldt. Regnsæsonen er startet og vi befinder os på luvsiden af øen, den regnfulde sidde af Hawaii (Big Island).

Bill og Mary (amerikansk ægtepar), der kom for to uger siden (18 dage sejlads samme rute som os i en 38 fod katamaran) kommer over og byder os velkommen. Da de hører, at vi er tørlagte, kommer Bill straks over med rødvin og øl, da vi først må gå i land på mandag efter indklarering hos Told og Immigration, de holder nemlig weekend lukning.

Vi er lykkelige at være nået sikkert frem. Vi havde forventet at passagen tog tre uger men nåede frem på femten dage, logget 2.185 sømil. Godt klaret Capri og vi takker dig endnu engang for, at du har bragt os sikkert frem til vores bestemmelsessted.

Nu sidder vi her med en G&T i hånden efter vores hidtil hårdeste sejlads og befinder os i gråt og regnfuldt vejr – er det nu vi skal fortryde, at vi ikke fulgte ”Coconut Milk Run” vestpå med Passatvinden i ryggen? Forhåbentlig ikke, jeg håber at det næste år i det nordlige Stillehav vil være en positiv og uforglemmelig oplevelse.

På trods af vejret forventer vi at blive her i Hilo til efter nytåret og derefter sejler vi nordpå til de andre Hawaii øerne. Beretninger følger.

I ønskes alle en rigtig GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR. Julestemningen er endnu ikke nået frem til Capri, men det kommer nok.

Blot til information:

H&S kom sikkert frem to døgn efter os. De blev lidt chokeret, da vi gjorde dem opmærksomme på, at en bolt i deres vindror var knækket og vindroet havde løsrevet sig fra hækken. Det havde de ikke opdaget. Godt de nåede i havn, inden de donerede vindroret til Kong Neptun. De synes dog stadig, at de havde en fantastisk sejlads. Deres båd sejler betydelig langsommere end Capri og må ligge betydelig roligere i bølgerne pga. kølen og skrogets (bundens) form. De kan i øvrigt sidde indenfor og styre båden fra deres kaptajnsbord. De havde kalechen oppe under hele sejladsen. Det har givet en noget behageligere sejleroplevelse end på den hurtige og livlige Capri med dens åbne cockpit.

De to andre canadiske både måtte opgive at anduve Hilo pga. vindretningen og deres kurs fra hhv. Bora Bora og Tuamotus, men de kom sikkert frem til Honolulu.

 

2 thoughts on “Marquesas til Hawaii – Ikke vores drømmesejlads

Leave a Reply to Carl Cancel reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s