Maui, fra Paradis ind i helvede

 

Vi er ankommet til Maui to uger før Carstens datter, svigersøn og to børnebørn, Viggo på otte år og Frida på seks år, kommer fra San Francisco til byen og feriestedet Lahaina for at besøge os. Maui er den næstyngste vulkanø efter The Big Island, hvor vi lige er sejlet fra. Her ligger vi på en ankerbøje lige foran den lille marina, der hverken har plads til Capri og ej heller tilstrækkelig vand under Capris køl. Det er heller ikke muligt at ankre her, da havbunden består af døde koraller og meget lidt sand, med deraf stor risiko for at ankeret skrider. Ih, hvor Capri dog ruller fra side til side, da vinden og havstrømmen får Capri til at ligge på tværs af dønningerne. De fleste langturssejlere flygter fra denne ankerplads efter kun få overnatninger, men vi må bide ”smerten” i os de næste fire uger, da vi har aftalt at mødes her med familien. Vi er jo vant til ”rock and roll” fra vores overvintring i Taiohae Bay, ved Nuku Hiva i Marquesas.

Den lille marina, der er statsejet, har ankerbøjer, men alle er optaget af de kommercielle rib, katamaraner og færger. Den lokale sejlklub Lahaina Yacht Club er så venlig at udlåne otte ankerbøjer ud til marinaen, som udlejer dem videre til os langturssejlere. Sejlklubben får imidlertid ikke en ”rød reje” for deres tjeneste og vedligeholdelse af ankerbøjerne. Marinaen, det vil sige staten, snupper 25 USD per dag: 5 USD for at ankre op ved et gammelt kokostræ, da der her ikke findes en dinghybro, og 10 USD for hvert besætningsmedlem, der lever ombord på båden. Uden at de kan tilbyde os toilet- og badefaciliteter, vi må gå femhundrede meter hen til sejlklubben for at benytte deres.

DSCF1805
Fem dollars om dagen for at få lov til at binde dinghien til et gammelt palme træ. Utroligt

 

Men ellers lever vi i et paradis her i farvandet mellem vulkanøerne Maui, Moloka’i, Lana’i og Kaho’olawe, hvor hvalerne boltrer sig i det lave og mere beskyttede farvand. Imens venter vi på de nye instrumenter. Det er et kæmpe projekt at udskifte udstyret efter vores lynnedslag. Humøret holdes oppe af solskinsvejret og samværet med hvalerne. Midt i morgenkaffen kommer to voksne hvaler svømmende meget langsomt langs Capri. Pludselig ruller hunhvalen om på ryggen, så begge luffer stikker op over havoverfladen, derefter svømmer hannen hen over hunnen og der foregår et eller andet nede under vandoverfladen. Mon de parrer sig? Her er videoen. Og endnu en video af en nyfødt hvalkalv.

Maui bestod oprindelig af to vulkaner, men gennem millioner af år har lava m.m. lavet en landtange mellem de to vulkaner, der nu danner selve vulkanøen Maui. Vi er på læsiden af øen, hvor der for det meste er tørt og solrigt, hvis området ikke rammes af en Kona storm – et lavtryk, der er dannet nord for Japan, og som bevæger sig SØ helt ned til Hawaii øgruppen.

Fra Paradis og ind i Helvede.

Det er lørdag den 8. februar, og familien lander med fly sent på aftenen, hvorfor vi har aftalt først at møde dem på hotellet næste morgen. Stormvarslingerne, der er sent ud, siger, at vi rammes af en Kona storm søndag aften cirka klokken atten, og det vil vare til mandag middag. Vi kan på ankerpladsen forvente stormende kuling og tre til fire meter høje bølger. Ingen marina og ingen beskyttende ankerpladser ved Maui. Hvad gør vi?

Vi drøfter situationen med sejlklubbens chef, som er kommerciel kaptajn på en af de store turistkatamaraner. Hun forklarer os, at alle de kommercielle både, hvis de ikke har plads i marinaen, så sejler de over på nordøst siden af naboøen Lana’i, hvor de forsøger at finde bølgelæ tæt på revet. Hun gør os opmærksom på, at hvis vi vælger, at lade Capri blive på ankerbøjen, så skal vi selv blive ombord, da bøjerne ikke er tjekket siden sidste sommer. Vi er total i vildrede. Vi studerer søkortet ved Lana’i og har svært ved at se, at vi med en kølbåd kan komme tæt nok ind til land, hvor der er huller i revet, så vi kan komme i bølgelæ. De kommercielle både er katamaraner, har ingen køl og kender i øvrigt området, som var det deres egen lomme. Efter lange overvejelser beslutter vi os for at blive på ankerbøjen.

Søndag morgen tager vi bussen ud til hotellet og orienterer familien om den kommende storm, vores situation, og at de ikke skal regne med at se os de næste to dage. Det må have været svært at forstå for familien, da vi står i det skønneste solskinsvejr, og der er ingen bølger på havet – stilhed før stormen. Lavtrykket har vel suget al vinden til sig, hvorfor vi nærmest befinder os i et vakuum. Mens vi sidder og spiser frokost med familien, ser vi havet rejse sig, der er hvidt skum på bølgetoppene. Nu er det tid til at komme hjem til Capri og få lille Capri op på ruffet. Meterhøje krapsøer oversprøjter os i dinghien på vej ud til Capri, og det er med stort besvær, at vi får lille Capri i sikkerhed og surret fast oppe på dækket. Fortøjningerne og ankerbøjens tovværk har vi tjekket, vi kan nu kun vente på, hvor mange ”tæsk” vi får. Vi går i seng allerede kl. 19:30, da vi ikke ved, hvor meget vi får sovet i nat. Det er efterhånden tyndet meget ud på ankerpladsen, alle de kommercielle både inklusiv stålfærgen ved siden af os, er søgt i skjul.

Klokken er treogtyve, og stormen har nu sat ind for alvor med krapsøer på to til tre meter, der banker ind i Capri, og hun kastes op og ned ad bølgerne. Vi kan kun håbe, at ankerbøjen og vores fortøjninger holder. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der sker, hvis Capri river sig løs, og hvor næsten umuligt det vil være at finde en ny bøje, for slet ikke at tale om at binde hende op på bøjen i dette stormvejr og i mørke. Jeg håber inderligt, at ankerbøjen og fortøjningerne holder. Det er næsten unødvendigt at fortælle, at jeg ikke får lukket et øje, før vinden aftager en smule sidst på morgenstunden. Men det er ikke overstået endnu, Windy (vejrprognosen) siger, at det fortsætter næste formiddag. Utroligt at Carsten kunne sove i nat. Jeg er til gengæld helt udkørt og forsøger at få et par timer på øjet. Da jeg vågner ved nitiden, tænker jeg, gudskelov at det er overstået om et par timer – men ak nej. Windy har ændret vejrudsigten, lavtrykket har desværre svært ved at passere rundt om et stort højtryk øst for Hawaii, og stormen vil fortsætte til klokken atten i aften.

Familien står inde på kajen og betragter Capri ude i kaosset.

På et tidspunkt står jeg oppe i cockpittet og undrer mig over, at der er kommet en sejlbåd lige på den anden side af Capri. Jeg kan ikke se noget mandskab og heller ikke, om den ligger på en ankerbøje, men den var der ikke inden stormen, så den må være kommet i løbet af natten eller morgenstunden. Jeg kalder på Carsten, der opdager, at det jo er en af sejlbådene, der lå et par bøjer væk fra os. Nu går det endelig op for os, at den har revet sig løs og passeret ind foran Capri, uden at vi har set det, og heldigvis uden at den ramte os. Vores dinghy er stadig oppe på dækket, så vi kan ikke sejle ud for at rede båden, der nu er på vej ud på åbent hav. Vi kalder havnefætter, som sender to personer i en stor rib ud til den løsgående sejlbåd. Selv hvis vores dinghy havde været i vandet, så havde hun alligevel ikke klaret det oprørte havvand. Her er videoen af redningspersonalet, der med stort besvær får fastgjort sejlbåden til en ny ankerbøje. Det var vist heldigt, at ejeren havde ladet tændingsnøglen sidde, så redningsmanden kunne starte motoren. Stor respekt – at det lykkedes den ene redningsmand, singlehanded, den anden var i deres rib, at lægge båden til på en ankerbøje i hårdt vejr. Vi klapper. Vi håber ejeren har vist sin taknemlighed overfor de to redningspersoner.

Men hvorfor løsrev sejlbåden sig? Fordi ejeren og sikkert skipperen har fortøjet båden til ankerbøjen, som man ALDRIG må gøre. Han har ladet en fortøjning gå fra den ene forklampe og ind gennem ”øjet” (ankerkuglens tovværk) og tilbage til den anden forklampe. På den måde ”saves” (slides) tovværket over. Det er kun et spørgsmål, om det er ”øjet” eller fortøjningen, der slides over, og det sker hurtigt i en storm. Den rigtige måde at ankre op på en ankerbøje er: at lade en fortøjning gå fra den ene forklampe (bagbord) og ind gennem ”øjet”, men tilbage til samme forklampe (bagbord). Derefter en anden fortøjning fra den anden forklampe(styrbord) og ind gennem ”øjet” og tilbage til samme forklampe(styrbord). På den måde ”saves” der ikke tovværk over. To fortøjninger er altid mere sikkert end en.

Her er billeder og video af en anden sejlbåd lidt længere væk, der løsrev sig, uden at nogen opdagede det, og desværre drev den ind på stenene og er total skadet.

Vi må konstatere, at Windy (vejrudsigten) under hele stormen var ”spot on” nærmest på klokkeslæt. Mandag lige over middag sætter stormen ind igen, som forudsagt. Denne gang er det særlig slemt, vindstyrken er mere end fyrre knob, og bølgerne er op til fire meter høje, som vælter ned over Capri. Vi er begge i tvivl om ankerbøjen og fortøjningerne kan holde til den massive vandmur, der presser hårdt på Capri. De næste fire timer er, som Carsten udtrykker det ”spændende”, hvor jeg vil sige ”rædselsfulde”. Den eneste trøst er, at det er ved højlys dag og ikke i nattens mulm og mørke, hvis Capri river sig løs. På et tidspunkt står jeg håbefuldt oppe i cockpittet for at se, om bølgerne er blevet mindre – men ak nej. Jeg er helt parat til at råbe ud til Kong Neptun, at nu må han godt styre sit temperament og falde lidt til ro. Midt på eftermiddagen ringer sejlklubben bekymret ud til os, for at høre hvordan vi har det. Ved attentiden løjer vinden af, som Windy har sagt, og I kan ikke forestille jer en lettelse og glæde, der blev hos besætningen på Capri. Inden for en halv time faldt bølgerne til ro – kun to meter høje bølger – ”piece of cake”. Det er foruroligende men også fascinerende, at et stort hav kan rejse sig og lægge sig i løbet af så kort tid. Vi kan nu lægge os til at sove, og jeg får indhentet noget af mit søvnunderskud.

Tirsdag morgen efter stormen har lagt sig, opdager vi, at nabobådens dinghy har løsrevet sig, den er gået ”walk about”. Vores dinghy ligger stadig på ruffet, men samtidig kommer en turist-rib ud fra marinaen. Ham kalder vi, beder ham fange dinghien og binde den op til nabobåden. Der kommer ingen reaktion, da de banker hårdt på skroget for at vække skipper (Dave, en amerikansk singlehanded sejler). Vi konstaterer derfor, at han må være gået i land, og dinghien må tilhøre en anden båd. Vi lover derfor, at vi efter morgenmaden vil søsætte vores dinghy og sejle den anden dinghy ind til marinaen for at aflevere den ejerløse dinghy til havnefætter. Da vi efter en time kommer over til naboens båd, kommer Dave pludselig op i cockpittet, han havde intet hørt, han undrer sig dog over, hvorfor hans dinghy er bundet op på den anden side af båden. Utroligt et sovehjerte de mandlige sejlere har – er jeg misundelig, det kan I tro.

Trænger vi til at slappe af ved siden af pølen? Jep.

DSCF1578
Den slanke flotte fyr i midten er Carsten

 

Vi nyder de næste dage med familien og deres luksuøse hotel. Den ene dag – på en rolig dag, ingen vind og bølger – inviterer vi alle fire med ud på Capri for at se hvaler. En kølbåd ligger jo aldrig stille, og det kan være hård kost for landkrabber at være på gyngende grund. Stakkels lille Frida bliver søsyg og kvittere hele morgenmaden ud over undertegnede, men herefter kommer hun til hægterne og nyder vores ”hvalsafari”, det ene hvalshow efter det andet.

DSCF1625
Viggo og Frida lærer at styre båden

 

Vi får endda lov til at låne børnebørnene i weekenden, der finder det utroligt spændende at få to overnatninger på Capri. En kæmpe oplevelse for dem og for os. Måske lige bortset fra at forsøge at dele køje med de to unger. Deres arme og ben går jo som møllevinger, når de sover, og jeg må efter en time lægge mig på gulvet i salonen. Vi skal helst undgå søsyge igen, mens Capri ruller. Jeg får lokket en søsygepille i de to børn – is er jo et godt lokkemiddel.

DSCN0695
Det er køligt om aften så dynerne kom frem

Vi tager på ubådstur, 40 meter ned i dybet for at se fisk, koraller og skibsvrag.

DSCF1667
Vores u-båd, Atlantis der går helt ned til over 40 meter

Besøger Maui Ocean Center, hvor den helt store oplevelse for os alle fire er 3D film af pukkelhvaler. Vi må have kørt noget mere energi af de to børn, så de får en time i et trampolin-center. Vi er så stolte af de to velfungerende børn, men vi må til sidst aflevere dem hos mor og far. ”Bye-bye Capri see you next year” råber de og vinker til Capri, mens vi sejler dem i land.

DSCF1632
Det officielle familiebilledet – et sådan skal man jo have

Gudskelov sker følgende ikke, da børnene er ombord på Capri. De kommercielle både også færgen, der ligger på en bøje ved siden af Capri, er vendt tilbage efter stormen. Vi sover tungt efter at have afleveret børnene – BANG lyder det – klokken er elleve om aftenen. Vi fór op i cockpittet, og ser den store grå stålbåd, færgen til Lana’i, banke ind i Capris ankerplatform. Jeg skynder mig op til stævnen og forsøger at få en panikfender ned mellem de to både, mens Carsten starter motoren. ”Bak, bak”   råber jeg, selvom vi er fastbundet til ankerbøjen, og vi lægger en seks meters afstand til færgen. Vi er begge chokeret. Hvordan kan det ske? Vi har ligget på bøjer ved siden af hinanden i en måned uden at være så tæt på hinanden.

Det er mørkt, og vi kan ikke se om, der er andre ledige bøjer af sejlklubbens. Vi er nødt til at holde ankervagt resten af natten. Carsten snupper de første tre timer og jeg de næste timer. To gange til må vi i løbet af natten bakke for ikke at ramme hinanden.

Næste morgen sejler Carsten over for at inspicere to ledige bøjer længere væk, den ene er den, der er slidt i stykker af den løsrevne sejlbåd, men den anden kan vi bruge. Jeg bliver og holder vagt på Capri, mens Carsten tager ind for at orientere både havnefætter og sejlklubben – begge taber underkæben, da de hører om hændelsen. Heldigvis var vejret og havet rolig, så der skete ikke skade på Capri. Godt det ikke skete under stormen, men da var færgen heldigvis væk. Nu ligger vi trygt og godt på en anden bøje, langt fra andre både.

DSCF1802
Skurken der ramte os midt om natten

Maui er den mest turistet ø efter O’ahu og storstaden Honolulu. De fleste hoteller ligger fire kilometer udenfor Lahaina, men byen er da en ren turistfælde. Alligevel synes både Carsten og jeg, at byen er mere charmerende end Kona på Big Island, fordi man her har forsøgt at bevare og restaurere de gamle huse. Hawaii øernes største indkomstkilde er helt bestemt turismen, men det er også et voksende problem. For ti år siden kom cirka fem millioner turister om året til Hawaii øerne, primært japaner, amerikaner og canadier. Nu kommer der elleve millioner besøgende hvert år, og infrastrukturen kan ikke følge med. At komme af med den store mængde affald er et stigende problem. Turbåde såsom dykkerbåde hval-udkik både må aftale tidspunkter for deres destinationer, så der er plads til dem alle.

En meget eftertragtet oplevelse er at opleve solopgangen på den mere end tre kilometer høje vulkantop Haleakala, her skal man booke tid (i god tid) for at få adgang. Det viste vi ikke og må derfor gå glip af denne oplevelse, men vi kører alligevel op til toppen senere på dagen. Her nyder vi udsigten og farvespillet ud over verdens største krater (ifølge guidebogen), men det viser sig, at det ikke er ét krater, men en sammensmeltning af flere mindre vulkankrater. Men smuk er det og her er der flere muligheder for at vandre ned gennem krateret.

DSCF1799
Turist brochurene siger at det er verdens største krater

På hjemturen nyder vi den spektakulære Hana Highway, en pittoresk snoet landevej fra den ene ende af øen til den anden på øens østside – luvsiden – hvor havet og de megastore dønninger vælter ind over revet – en hver surfers drøm.

Lahaina´s varemærke gennem tolv årtier er byens gamle og Hawaii´s største Banyan træ (Ficus Benghalensis). Når dens luftrødder, der hænger ned fra grenene, rammer jorden, vokser de sig tykke og bliver til en ny træstamme. Banyan træet her blev plantet i 1873 af den daværende politimester. Disse træer lever af brakvand og findes derfor kun tæt på havniveauet. Man har gennem årene trimmet rødderne, så der nærmest er dannet et parklignende område. Nok den mest fotograferet Banyan træ i verdenen. Den fylder næsten 1/3 af en hektar. Mens vi var på Maui var det også Kinesisk Nytår, hvilken blev fejret med manér.

Som jeg plejer at sige: et uheld kommer sjældent alene, men ofte kommer tre uheld i rap. Først stormen, kollision med færgen og nu næste chok. Efter vi er nået hjem fra vulkanturen og stiger ud af bilen, ser jeg blod på Carstens shorts og udbryder: ”Carsten, har du set blod i din urin?”, hvortil han svarer ”nej”. Ude på Capri undersøger vi ham nærmere. Vi kan ikke se synligt blod i urinen, men det kommer fra urinrørsåbningen. Fat i rejseforsikringen, som anbefaler en klinik, som vi besøger dagen efter.

Carsten bliver sat i antibiotisk behandling, der tages blodprøver, urinen stikkes og sendes til dyrkning. Blodprøver er normale og ingen bakterier i urinen, men han skal videre hos en urolog (specialist i urinvejssygdomme). Der er kun én urolog her på Maui med flere måneders ventetid, hvorfor vi er nødt til at sejle videre til Honolulu og tager afsted samme dag. Vi når derfor ikke at snorkle ved Molokini, ej heller besøge Moloka’i eller Lana’i.

Windy, der var spot on med sine vejrprognoser under Kona stormen, siger nu, at vinden blæser op i løbet af eftermiddagen, løjer af i løbet af aftenen, og det bliver motorsejlads, indtil vi når Honolulu i morgen tidlig. Vi planlægger at sejle sidst på eftermiddagen, for at få overstået den værste vind, så vinden har lagt sig, inden vi når op i det smalle berygtede stræde. Men midt på eftermiddagen har den stærke vind rejst havet med to meter krappe søer. Den stærke strøm omkring Maui har nu vendt Capri, således at hendes hæk vender direkte mod søerne, der vælter ind over hækken og bordfylder cockpittet tre gange, mens vi stadig er fortøjet til ankerkuglen. Nu er det nok!

Vi smider fortøjningerne og stikker af over i bølgelæ af Lana’i, indtil vinden lægger sig. Resten af turen foregår uden strabadser. Ah, der var lige midt om natten, at Hr. Breuning kommer surmulende op i cockpittet efter at have fået spoleret sin nattesøvn af de krappe søer, da jeg rundede hjørnet af Moloka’i og sejlede ind i strædet Kaiwi. Ellers havde vi en fin aften- og natsejlads. Vi var heldige at finde et vejrvindue på tolv timer, da strækningen fra Maui til O`ahu (Honolulu) er berygtet. Ifølge guide-bogen skulle det være verdens tredje hårdeste stræde at sejle igennem eller passere. Det ved jeg nu ikke, om det rigtigt, men efter at have sejlet strækningen, selv i godt vejr, så forstår jeg, hvorfor havet her kan ”vise tænder”, når de tre stræder Pailolo, Kalchi og Kaiwi møder hinanden, mens vinden ”hælder benzin på bålet”. Alle vi møder spørger: ”Hvordan gik jeres tur herop?” De har alle dårlige erfaringer med disse stræder.

Vi har fået plads i Hawaii Yacht Club. En rigtig hyggelig lille sejlklub med 21 bådpladser, der ligger mellem Ala Wai og Waikiki Yacht Club. En meget aktiv sejlklub også blandt de unge. Klubben har over 500 medlemmer, selvom der kun er begrænset bådpladser. En restaurant med bar, fælles køkken og to grillpladser. Et meget velassorteret værksted til fri afbenyttelse. Der mangler kun en vaskemaskine, men der er et møntvaskeri i nærheden. Livet her hører I mere om i næste beretning.

DSCF1826
Indsejlingen til Honolulu. Det er en storby

Tilbage til Carstens videre undersøgelser. Urologen konkluderer efter at have cystoskoperet (kikkertundersøgelse) blæren, at alt her er normalt bortset fra, at Carsten som mange andre mænd i hans alder har en forstørret prostata, som sandsynligvis har forårsaget blødningen. Urologen henviser Carsten til en CT-skanning af urinvejene, for at være helt sikker på, at der ikke er noget højere op i urinvejene. Heldigvis er resten af urinvejene normale.

MEN desværre finder man en udposning på hovedpulsåren under nyrerne, et aorta aneurisme på 3,8 cm. Carsten viderehenvises til karkirurg, som forsikrer os om, at Carsten på nuværende tidspunkt ikke behøver operation. Man opererer ikke og ej heller lægger man stent op i pulsåren, før udposningen er over 5 cm. De fleste af jer kender sikkert nogle, der har fået lagt stent (rør) op via lysken op i hjertets kranspulsåre. Det foregår på samme måde her. Karlægen anbefaler os, at fortsætte vores jordomsejling og forsøge at ”glemme” aneurismet, men at Carsten bør kontrolleres om cirka to år. Vi følger hans råd, dog har vi fået godkendelse fra vores rejseforsikring, at de betaler for en kontrol om et år, hvilket Carsten selvfølgelig tager imod. Det er altid godt med en second opinion i denne situation, når man er langt væk fra Danmark. Vores gode ven Mario Perko, uddannet hjertekirurg, har været en stor støtte og rådgiver under hele forløbet.

Vi har lige åndet lettet op, alt imens vi de sidste par uger har forsøgt at følge med i kaosset i Danmark. Det er jo helt surrealistisk. Men nu har virussen spredt sig til Stillehavet, og alle grænser lukker omkring os. Vi kan konstatere, at vi foreløbigt er ”strandet” på en Stillehavsø her på Oahu, Honolulu. Da vi sidst i januar eller først i februar blev opmærksomme på, at der florerede en Coronarvirus, blev vi jo ikke ubekymret over alle de amerikanere og japaner, der ferierer her på Hawaii øerne. Vi var særlig bekymret over alle de kineser, der kom til Hawaii, for at holde kinesisk nytår med deres familier.

Nu er det en kendsgerning, at pandemien er nået hertil, og vores bekymringer er vokset, mens følgende spørgsmål presser sig på:

Er sundhedsvæsnet her gearet til at undersøge og behandle coronarpatienter?

Hvornår begynder Trump at indse, at der er en krise og handle herpå?

Vi har kun opholdstilladelse til at sejle i USA (Hawaii er delstat i USA) i et år. Vi skal derfor være ude inden den 1. december 2020, desværre anerkender den amerikanske immigration ikke Canada for at være et fremmed land i den henseende, og vi skal derfor forlade hele Nordamerika. Spørgsmålet er, om Immigration vil forlænge vores opholdstilladelse?

Capri må kun sejle toldfrit i USA det første år, derefter skal vi betale told af hende, og det er dyrt. Vil det amerikanske toldvæsen anerkende pandemien som en gyldig grund for udsættelse?

Ja, vi er noget fortvivlet, mens vi forsøger at passe godt på os selv.

Jeg må indrømme efter at have sejlet i snart fire år, at vores sejlerplaner har været berørt af mange ting, som vi ikke selv har haft indflydelse på. Denne situation gør, at vi ikke aner, hvornår vi kan sejle videre? Hvor vi kan sejle hen?  Hvilke grænser der er åbne? Hvor er det sundhedsmæssigt forsvarligt at sejle hen? Og så er der lige orkanerne, som der skal tages højde for, områder som ikke kan besejles i seks måneder.

Vi holder jer orienteret, ligesom vi via nettet orienterer os om jeres situation hjemme i Danmark.

Sidste nyt: Alt på Hawaii er lukket ned, bortset fra supermarkederne. Guvernøren har opfordret turisterne til at blive væk.

 

3 thoughts on “Maui, fra Paradis ind i helvede

  1. Kære Vinni og Carsten sikke en beretning. Godt at I kom godt igennem. Vi er også ramt her i Danmark har været hjemsendt 14 dage fra arbejde og næsten alt er lukket ned. Mange er smittet og desværre også døde af corinavirus. Regner med at vi skal blive hjemme de næste 14 dage endnu. Krydser fingre for ikke at blive smittet. I må også passe godt på jer selv. Kærlig hilsen Louise

    tor. 19. mar. 2020 22.56 skrev sycapri :

    > carstenogvinni posted: ” Vi er ankommet til Maui to uger før Carstens > datter, svigersøn og to børnebørn, Viggo på otte år og Frida på seks år, > kommer fra San Francisco til byen og feriestedet Lahaina for at besøge os. > Maui er den næstyngste vulkanø efter The Big Island, h” >

    Like

  2. Kære Vinni & Carsten. Tak for jeres beretning, selvom den er kendetegnet ved lidt for meget drama. Vi håber næste beretning er bedre. Hos os alt vel, men alt her drejer sig om Corona.
    Take care
    kh Kirsten & Erik

    Like

Leave a Reply to blennerhelle Cancel reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s