Det er nok passende, at vi udsender en lille opdatering, nu hvor vi har været i Danmark i snart fire måneder.  Januar går af hæld, og vi er gennem den værste af den mørke tid her i norden.

Jeg kigger ud af vinduet, og nu kl. 07:30 er der ved at være lidt lysning i øst.  Det er der ellers ikke.  December var der vist kun 2 eller 3 dage, hvor vi overhovedet så solen – resten af tiden var det overskyet og gråt, gråt, gråt.

Vi tænker tit på vores næsten to år i Fransk Polynesien med længsel.

En ting er vejret, en anden er, at vi nu er landkrabber igen. Det er en mærkelig fornemmelse.  Gjort mere mærkeligt ved, at denne gang har vi købt en lejlighed her i KBH, kun et par hundrede meter fra hvor vi boede, før vi tog afsted.  Covid-19 har jo gjort, at vi ikke ved, hvornår vi kan komme tilbage til vores båd, og vi kunne jo ikke blive med at indlogere os hos vennerne.

Husgæster er som fisk – efter tre dage begynder de at lugte.

Når man har været sømand (m/k) i lang tid, som vi har, er det at være på land foruroligende.  Vejret betyder jo ikke så meget (på søen har man altid et øje på barometeret), hvis man bare klæder sig ordentligt på. Sengen står stille, når man kravler til køjs (eller ikke kravler, da vi kan gå næsten helt rundt om sengen i vores soveværelse).

Ja, bare det at vi har et soveværelse og ikke en forreste kahyt, betyder at vores liv har ændret sig.

På båden er der faste rutiner, når man ruller ud af køjen. Først et kig på barometeret, dernæst et kig på ankeralarmen, for at sikre at ankeret ikke har skredet, så et kig på batterimåleren for at sikre at vi har masser af strøm. Nu kan vandet til morgenkaffen/te sættes over, og imens det kommer i kog, kan der tages en tur i cockpittet for at se, om alt er vel i verden. Svajer vi for tæt på evt. andre både i nærheden? Hænger lille Capri godt i sit fald? Ser rig og alt på dækket ud, som om det er i orden? Nedenunder – skal vi køre watermaker i dag? Hvad står der på reparationslisten (grædemuren)?

En sømand, der ikke er på sin båd, er ude af sit element.  Han har altid en lettere uro i kroppen og i sjælen. Der er en lurende følelse af, at der er noget forkert. Noget der mangler. Samtaler med de få (pga. covid-19), man møder, handler om andre ting. På land handler det, bortset fra covid-19, om politik, der forekommer os ret forudsigeligt og ligegyldigt, når man er vant til at diskutere vejret, båden, navigation, steder man har sejlet, de sidste reparationer på båden og virkelige vigtige ting, såsom hvor kan man købe diverse reservedele, eller om forsyningsbåden har medbragt nok diesel, som kaptajnen vil sælge til os lystsejlere.

Unægteligt mere interessante spørgsmål.

Lad os bare sige det rent ud – en sømand(m/k) på land er ude af sit rette element.

Vinni og jeg bruger meget tid på at tale om, hvor vi skal sejle hen, når verden bliver mere eller mindre normal igen.  Vi ved vi skal til Alaska.

Derefter?

Det er vi ikke sikker på endnu. Der er mange muligheder.

Skal vi besøge Mexico og Latinamerika? Der kommer ikke ret mange langtursejlere der, så vi ville have det meget for os selv. Turen ned langs vestkysten, gennem kanalen og så vende næsen mod Danmark? Det betyder, at vi ville sejle ind gennem Kongeløbet om cirka tre-et-halvt år. Vi ville have haft Kronborg om styrbord, og følt den forunderlige fornemmelse som de gamle sømænd havde, når de igen sejlede ned gennem Øresund.

Eller skal vi sige pokker tage det – vi elskede Fransk Polynesien – og derfor dreje til styrbord ved Mexico og sejle ud til Tuamotus, Selskabsøerne og blive der et år eller to. Så videre over Stillehavet og ende i Danmark om fire, måske fem år. Et par eller tre-fire flere år i badetøj og flip-flops? Det lokker. Vi savner at plukke bananer, papaya, mango og ikke mindst pamplemousse fra træerne, når vi gik rundt på øerne. Carsten savner at komme hjem med en sæk kokosnødder og sidde ude på hækken med sin machete for at flække nødderne.

At købe tropiske frugter og kokosnødder i Netto er ikke helt det samme…………………

For slet ikke at tale om de flinke Polynesier, kvinderne der altid har en blomst i håret (hvis den er bag højre øre er man gift og bag venstre øre er man ledig og kunne godt være interesseret, hvis der kom et godt tilbud). Smukke bronzefarvede øboer der kan danse, så man ikke tror sine øjne.

At være på havet og se den storslåede nattehimmel – et veritabelt tæppe af stjerner. Natten er så lys som dagen, når det er fuldmåne. At høre vandets gluggen ved stævnen når Capri kløver sig gennem bølgerne.

Ikke mindst dette; at høre pukkelhvalerne synge os en vuggevise, som da vi lå for anker på Maui. Det er ubeskriveligt, en oplevelse der er meget få forundt og en vi aldrig glemmer.

Heldigvis lever vi efter mottoet; We have no plans and by God, we’re going to stick to them!

Sådan kan man ikke leve, når man er landkrabbe.

Vi skal vel ikke klage. Vi har det godt, og lykkeligvis får vores rejse til Danmark en lykkelig afslutning. Vinni er fuldkommen rask og har ikke større risiko for at få brystkræft igen, end en hvilken som helst anden kvinde, der aldrig har haft brystkræft. Det er sandelig en gave at få for os begge to.

Lidt malurt skal der også i bægeret. Vinni og jeg har som sædvanligt taget et par eller flere kiloer på forårsaget af det danske landkøkken og ikke mindst julemaden – suk. Så januar har stået (og står) i skrumpens tegn. Det gør jo ikke livet sjovere eller mere behageligt. Men kiloene ER ved at forsvinde.  Vi burde være tilbage på kampvægt sidst i februar.

Vi går lange ture, da der ikke er andet at lave, mens alt står i covid -19´s tegn. Vi håber, at vi begge bliver vaccineret inden udgangen af marts/april – derefter kan vi begynde at tænke tanken, at vi kan komme tilbage til Capri.  Dog er der stadig lukket totalt for indrejse til USA.

At være vaccineret og være indehaver af et covid-pas er en forudsætning for, at vi kan ansøge om indrejse til USA. Med de forsinkelser der allerede er på de tre vacciner, er det næppe muligt for os, at komme tilbage til Capri inden maj, hvilket vil medføre, at det vil være for sent at besejle farvande ved Alaska (3 ugers dagsejlads at nå op til Alaska) – det må vente til sommeren 2022. I stedet vil vi køre rundt i USA i vores hippie-camper.   

Vi har brugt meget tid på at tale om vores fremtid. Der er gode chancer for at få en rigtig god pris for Capri i USA – måske vi burde sælge hende i Seattle og derefter vende tilbage til Danmark. Herefter kunne vi købe en trawler og sejle ned gennem de europæiske floder.

Men vores hjerter banker stadig for havsejlads. Vi er ikke færdige med de store vande endnu, hvis helbredet tillader os at fortsætte vores langturssejlads.