Så nåede vi til den Dominicanske Republik, som er springbræt for at vi kan komme ind i USA.  Vi skal, som bekendt, være uden for Schengen i mindst to uger før vi kan rejse ind i USA – vi har så taget til den Dominikanske Republik og holder strandferie.

Den Dominikanske Republik (herefter DR) deler øen som Christofer Columbus nævnte Hispaniola.  Han gjorde landing her på sin første rejse til Den Nye Verden i 1492.  Øen var på dette tidspunkt beboet af Taino indianer.  De havde delt øen i fem store ”Hovdingområder”.  Mens ingen ved det med sikkerhed boede der nok over 100,000 Taino på øen da Columbus ankom.  Der opstod hurtigt fjendtligheder mellem indianerne og de nyankommne Spanier.  Krige opstod, men det var sygdommen kopper der dræbte de fleste af Tainoerne.  Resten blev gjort til slaver og sat til at arbejde i guldminerne.  Guld blev fundet her på øen og Columbus nåede at blive udnævnte til Guvernør-General for hele det Caribiske område og Hispaniola blev hans hovedstad.  Senere etablerede Frankrig en koloni på den vestlige ende af øen (i dag Haiti) og øen blev delt.

Haitianerne købte deres del af øen fra Frankrig (1804). De lavede så en pagt med oprørere på den Spanske del af øen og smed Spanien ud.  Så snart Spanien var ude forrådte Haitianerne oprørene og okkuperede resten af øen.  Da de skyldte Frankrig over 100 millioner Franc fra deres køb af øen, beslaglagde de næsten alt af værdi på den Spanske side og brugte det til at betale af på deres gæld. Befolkningen på den Spanske side blev gjort til næsten slaver og beskatningen var meget hård.  I 1844 gjorde Dominicanerne oprør og smed Haitianerne ud.  Siden den gang har der været flere krig imellem de to lande.

Haiti er i dag det fattigste land i den vestlige hemisfære.  DR er det mest velstående land i Caribien. Der bor tæt på 11 millioner på DR, hvoraf 3,5 millioner bor i hovedstaden Santo Domingo.  Landet har et stabilt demokrati og økonomien vokser kraftigt.  Mens mange her ikke tjener mange penge, så er der ingen fattigdom da borgerne modtager både børnepenge, skolepenge og hvis nødvendigt understøttelse fra regeringen.

Så meget for historie.  Vi ankom efter en udmattende rejse.  Man skal, naturligvis, skifte terminal i Madrid når man lander fra et EU land og skal videre til et ikke EU land.

Herregud, siger i, hvor svært kan det være?

Meget svært skal vi hilse at sige.  Først skal man hente sin bagage, så skal man ud og tage en bus. Af en eller anden grund så tror Spanierne at de skal standse lige så snart de er kommet ind i bussen.  Så det meste af bussen står tomt mens alle er mast sammen ved døren – dette, naturligvis med alle deres (og vores) kufferter.  Endeligt ankommer vi til terminal 4, og så skal vi til at gå. Og gå. Og gå. Men, men, men – så ankommer vi til toget, som nu kører os meget langt (jeg tror vi kørte helt til Frankrig) og så kunne vi gå igen. Og gå, og gå, og gå.  Ak ja – træt var vi og det eneste godt der skete var at den lounge vi kom ind i var udmærket.  Så om bord på flyet for en rask lille 8 timers flyve tur og så var vi i Santo Domingo.

Derefter hente den lejet bil og kører næsten 3 timer tværs over øen for at ankomme i Las Terrenas kl. 1 om morgen.  Nu er det sådan at der er udgangsforbud på øen fra kl 21:00 pga Corona så da vi kørte ind i byen blev vi straks standset af de politiet.  De var flinke nok, på trods af vores manglende Spansk og deres manglende Engelsk. Vi viste dem vores bording kort og så fik vi lov til at køre.

Men, Google kunne ikke finde den rigtige adresse (det viste sig meget senere at den viste en gade forkert), så da politiet så os køre gennem byen for tredje gang syntes det nu må det være nok og standsede os igen.  Efter lang tids palaver og meget diskussion førte de os frem til hvor vi skulle bo – som naturligvis var lukket kl 2:00 om morgen.  Så førte de os til en billigt hotel hvor vi kunne sove i nogle timer.

Naturligvis undlod de ikke at gøre opmærksom på at det var kutyme at give dem en lille ”gave” for at have været så flink – 20USD hver og så var de tilfredse.

Næste morgen kunne vi så tjekke ind på vores AirBnB og det var en behagelige overraskelse.  Vores lejlighed er i to etager, soveværelse og bad foroven, stue og køkken forneden med en lille terrasse på begge etager.  Dejlig stor swimming pøl og det hele var MEGET rent, vi har nu været her i to uger og ikke set en kakerlak endnu – hvilken er noget usædvanligt for Caribien. Pøl bliver rengjort hver morgen og haven bliver passet hver dag.  Så hvis nogen af jer tænker på at tage til DR – dette er et godt sted at bo, og så koster hele herligheden kun kr. 150 om dagen.

DR viste sig at gemme på nogle overraskelser.  Landet har besluttet at pga Covid yder de alle turister en gratis sundhedsforsikring i den tid de er her.  Jeg var så uheldig at der gik betændelse i en neglerod på min finger.  Det blev kun værre så til  sidst to jeg på det lokale hospital (det vel nok mere en klinik).  Jeg var dårligt kommet ind gennme døren da jeg blev ført ind til en læge der punkteret hævningen og klemte betændelsen ud. Derefter bandage og så afsted med mig. De ville ikke have nogle penge – det hele tog under 20 minutter.

Heldigvis ankom vi sent om aften og kørte hertil om natten – der var ingen trafik så vi døde ikke af stress (hvilken, som i vil nu høre om – at det kan man sagtens).

Hvordan kan man bedst beskrive trafikken her? Jo, vejene er fyldt med maniske selvmorderiske knallert og motorcykel kører der tilsyneladende er ud på at lide martyrdøden. Bilerne er ikke bedre. Trafik regler kender de ikke noget til, det hele fungere som en blanding af kaosteori og anarki. Man skal ikke være svag af hjerte hvis man skal køre bil her.  Dobbelt gule streger på vejen betyder intet – vi har set adskillige biler overhale hvor der er dobbelte gule linjer – og hvor politiet står ved siden af vejen og ser det hele uden at fortage sig noget. Hastigheds grænser er for de andre. Blinklys bruges ikke. Det gælder dog ikke hornet som man jo konstant skal bruge for at være sikker på det stadig fungere hvis man nu virkeligt skulle få brug for det.

Ser du en bil bruge sit blinklys kan du være sikker på at han er en ”gringo turist” og så skal du være ekstra forsigtige. Han tror sikkert at de almin trafikregler gælder og det betyder at han ikke bare blander sig i det omkringværende kaos, eksempelvis kunne han finde på at vige for højre kommende trafik.

Men det fungere tilsyneladende – vi ser ingen ulykker selv om de må ske. Her sidder man 2,3,4 (eller flere) på den borede knallert.

Bemærk at de er fire på denne knallert

Styrthjelme findes næsten ikke til trods for at selv de små knallerter kører rask væk 100 kilometer i timen. Møder og fader sidder med små børn helt ned i ble-alderen på knallerten.  Så snart de er gamle nok til at sidde selv, kommer de om bagpå og så må de selv holde fast.

Det er endvidere utroligt hvad de kan transportere på knallerten – døre, skabe og hvad ved jeg.

De eneste taxaer i byen er også knallerter – Man ved hvem de er pga deres gule veste.

Det vrimler med disse taxaer over det hele.

Ikke blot knallerten er boret – det er udstødningen også – de larmer så meget at går man på gaden skal man råbe af hinanden for at holde en samtale. Larmen er høj – meget høj og det hele bliver ikke hjulpet af den salsamusik det bliver spillet fra kæmpehøjtaler ved næsten hver bar og restaurant. Jeg kan næsten ikke beskrive hvor højt de spiller. Desuden er der mange gamle pick-up trucks der kører rundt (og parkere) i byen, fyldt med grønsager som de gerne vil sælge.

Bemærk højtaleren på taget

Disse trucks har en højtaler monteret på tager og så kører båndoptageren ustandseligt, ”Bananer, bananer, køb dine friske bananer her” – eller hvad der nu er de sælger.

Bemærk vægten der hænger bagpå – og jo, han kører rundt i denne lastbil.

Udfordringen her er at finde to ens sko i samme størrelse. Sælger påstår at de er derinde et eller andet sted – men hvor? Til gengæld er de billige.

Heldigvis hører man ikke steel drum musik som ellers er normalt her i Caribien. Det lyder godt første gang man hører det men bliver hurtigt trættende.

Vi bor en lille 10 minutters gang fra stranden og vi skal gå gennem hele dette menageri hver morgen – herligt.

I Danmark har vi opdaget street food men det vi har derhjemme kan slet ikke måle sig med vores hovedgade her. Der er så mange ude at sælge street food at det ikke er muligt at tælle dem alle sammen. Ud over dem som har en fast plads eller stade, så er der alle dem som kører rundt på knallert og sælge kogt mais eller andet (spare ribs).

Befolkningen er en nedarvet blanding af slaver, Spansk og indianer så de har alle hud farver fra kulsort til meget lys. Langt de fleste er dog enten lysebrune eller kanel farvet. Mændene er næsten alle sammen tynde og kvinderne bliver buttet og mere (især efter de bliver gift og får børn).

Stranden her er dejlig. Der er et rev ude i bugten så der er aldrig store bølger. Stranden er finkornede gul sand og der er lavvandet et godt stykke ude så alle kan soppe eller være med.  Vandtemperaturen ligger omkring de 26-28 grader (dvs. næsten varmt nok til mig). Solen er meget hård her og hvis man er due i den skal man bruge solcreme med mindre man har vænnet sig til den.

Stranden fejler intet

Vi har lejet en bil og kørt øen tynd på alle de asfalterede veje der er (der er ikke særlige mange). Øen er utrolig frodig – grønt alle vegne med palmetræer, banantræer og mimostræer over det hele. Der er nok at ferskvand på øen til at de kan dyrke ris og tobak. Set med vores europæiske øjne er mange af boligerne meget primitiv – men vi skal huske at mange lever det meste af deres liv udendørs – de går kun ind hvis det regner og for at sove.

Primitiv set med vores øjne – men for mange er det måske nok.

Naturligvis kan man også bo i mere elegante omgivelser – her et hotel der er bygget som et kæmpe krystogtsskib.

Mindre kan vel også gøre det – her har nogen bygget deres lejlighed på 1ste sal som en båd – der er anker, trodser, lanternenog et ror – nu mangler de bare vand.

Hermed en hjemmelavede efterligning af krydstogtshotellet – den har det hele, trosse, lanterne, anker og et flag på hækken – altsammen på første sal.

Øen er kendt som producent er nogle af verdens bedste cigar. Vi besøgte en cigar fabrik og butik. Min far sagde altid at legenden var at en god cigar blev rullet på indersiden af en ung piges lår. Der er ikke meget ungpige eller lår over denne fabrik (yderligere en legende ødelagt).

Der er også bjerge her (Caribiens højeste bjerg, Pico Duarte – 3175 meter) dog er der ingen sne. Caribiens laveste punkt ligger også her – saltsøen, Enriquillo er 44 meter under havets overflade. Det er en meget varierede terræn der er her på øen.

Ude i byerne er trafikken lige så morderisk som i Las Terrenas – Vi så en lyskurv i en af byerne – men den fungerede ikke.

For at slutte af mht trafikken, kørte vi ind i Santo Domingo for at få taget en Covid test som vi skal bruge for at komme ind i USA.  Det var et totalt mareridt at køre rundt derinde.  Biler og knallerter kører over på tværs ad den gennemkørende trafik som det passer dem – vil man komme nogen vegne i denne by skal man kører som de lokale – ellers sidder man bare stille.

Vi bor de sidste to nætter i Boca Chica, som er et strand område tæt på lufthavnen.  Vi skal flyve kl 6 om morgen så vi gider ikke at køre 3 timer over øen for at komme frem – Blev vi i Las Terrenas ville vi skulle køre ved midnatstid for at være fremme ved lufthavnen de 2-21/2 time før afgang.  Vi har lejet en lille lejlighed i Boca Chica, kun et par hundrede meter fra stranden.

Her må vi sige at vi er utrolige skuffet.  Vores rækkehus i Las Terrenas var fantastisk – meget rent og veludstyret med alt man kunne ønske sig i køkkenet, 6-8 håndklæder, inklusiv strandhåndklæder så der var masser at bruge af.  Her i Boca Chica er lejligheden en hel del ældre og nedslidt. Vi fandt en død kakerlak i en af køkkenskufferne og der er kun 1 gaffel, 1 ske, ingen knive, 1 skål og et par tallerkener. Altså skal man ikke lave mad her.  Vi spiser på skift – men det er kun to nætter så det går.

Boca Chica er meget opreklameret som fantastisk og populær Strandby. Populær er den, men det er godt nok ikke en by vi har lyst til at tilbringe ret meget tid i.  Stranden er fyldt med restauranter der har borde helt ned til vandkanten, der er en utrolig larm her. Hver restaurant spiller larmende høj musik og mange af gæsterne medbringer deres egen soundbox og skruer op.  Derudover ligger der skrald alle vegne.  Store bunker og mens det sikkert bliver fjernet en gang imellem, så ligger det i lang tid og der må være mange rotter her.  Godt vi skal afsted.

I skrivende stund er det dagen før vi rejser til USA. Vores PCR test fik vi i går – de var negative som forventet. Eneste større problem lige nu er at Vinnis pc besluttede sig for at dø i forgårs. Det ser ud som om hun har fået en virus, men død er den. Så vi skal have købt en ny og få nogle venner i DK til at sende den til os i USA (man kan ikke købe pc’er med dansk tastatur i usa).

Men vi glæder os helt vildt til at komme hjem til Capri. Vi har været væk længe og livet som rejsende vagabonder trækker i os.

Vi skriver mere når vi er komemt hjem og har gjort hende rent og lækker.