Tarahumara indianerne bor i Copper Canyon i Mexico.  Copper Canyon består af 6 store kløfter der er sammenbundet.  Områdemæssigt er de sammenlagte canyon væsentligt større end Danmark (se Vinni blog).  Der er få veje ind i komplekset, og de få der er er grus eller bar jord. Kløft væggene er stejle og vejene klæber sig til bjergsiden med en klippekant til den ene side med fald på flere hundrede meter.  Jorden er goldt mange steder og der er få områder der er flade nok til at de kan bruges til ager.

Dette er Tarahumaranes hjem.  Ingen ved det med sikkerhed men det gættes at der er mellem 50 til 70 tusind Tarahumara. Tarahumara bor i små enklaver eller i ensomhed.  Der er ingen Tarahumara ”byer”.  Tit ligger Tarahumaranes marker mange kilometer fra deres bo.

Det lykkes aldrig spanierne at underkaste sig Tarahumaraerne.  Indianerne trak længere tilbage ind i canyonen og da spanierne forsøgte at følge dem blev de slagtet. Ingen kendte canyon som indianerne. Der har været flere krige mellem Tarahumara og spanierne som alle har endt uafgjort.

Tarahumarane lever stadig meget traditionelt. Da de bor så isoleret som de gør, har de få moderne bekvemmeligheder. Der er ingen el forsyning ude i Copper Canyon (bortset fra ved minedriften), ej heller by vand, kloakering osv.  Deres liv er reguleret af solopgang og solnedgang.  Er det lyst står man op, bliver det mørk gå man i seng (ja, lidt som bluewater sejlere).  Kvinderne kæder sig i farvestrålende kjoler, mændene bær en farvestrålende skjorte samt en lændeklæde. Alle går i ”huaraches”, sandaler der laves af gamle bildæk.

Deres diet er høj i kulhydrater.  Majs, bønner (protein) samt hvad de ellers kan dyrke af grøn, såsom squash. Kød spiser de ikke meget af, selv om de gerne spiser vilde kalkuner eller rådyr når de kan få det.  De opdrætter geder, køer samt får, men spiser dem sjældent. De byttes bort. De dyrker også tobak og ryger gerne. Desuden laver de en form for øl af majsen. Majs øl er ikke holdbar så det skal drikkes så snart det er færdigt fermenteret. Hvilket gør at Tarahumara indianer tit drikker sig fulde når øllen bliver brygget. Dog er det ikke en historie om ”den fulde rødhud”. Mens Tarahumarane gerne drikker øllet og gerne i store mængde er det kun til fester og lignende.  Da Tarahumarane er meget sky er disse øl-drikkene fester, for de fleste, de eneste gange at kone og man er sammen kønslig.

Dog bliver øllet (tesgüino) kun brygget til festlige lejligheder (der hedder tesgüinadas).  Tesgüinadas kan være enhver type fest.  Høst fest, bare en social sammenkomst af flere familier eller religiøs fest.

Religionen er en sammenblanding af Katolske og gamle indianer tro. Jesuitterne forsøgt at kristengøre indianerne i 1700 årstallet men det lykkes aldrig helt. Jesuitterne blev forvist af Spanierne og derefter udviklede troen sig i Tarahumaranes egen version. Da de levede (og stadig lever) næsten fuldkommen isolerede fra omverden, har man nu flere forskellige religiøse retninger. Dog er divergensen ikke en kilde til mistro eller fjendtligheder.  Den mest gængse tro er at Gud samt hans familie, kone, døtre og sønner bor i himmelen. Der findes også en djævle, Riablo. Riablo er dog ikke kun ond, han kan lokkes til at gøre godt og er aldrig ondskabsfuld. Når han er ond er det mest pga tankeløshed.

Tarahumara indianer indtager også peyote, hvilken er en hallucinogen. Kun mænd tager peyote og det sker kun ved bestemte lejligheder. Blandt andet skal der være en Shaman (vis mand) til stede for at lede ceremonien. Drenge må begynde at indtage peyote og drikke den hjemmebrygget øl når de bliver 14 år. Da regnes de for voksen og har nu en mands ansvar.

Ægteskaber er arrangeret mellem familierne.  Normalt giftes en ung kvinde eller en ung mand med en der er noget ældre.  Typisk 16-18 årige med en nogle og 40 årige.  Senere, når deres ældre ægtefælle dør, gifte de sig igen, denne gang med en ung kvinde eller mand.  Da ægteskaber er arrangeret forsøger de at undgå at der bliver gift for tæt på egen familie.  I San Blas så vi Albino børn som var født fordi de var skabt i fætter/kusine ægteskaber.  Her hos Tarahumara så vi ingen og de gør hvad de kan for at undgå det.

Som sagt bor Tarahumarane meget isoleret. Mens mange i dag har bygget og bor i huse (generelt 1 værelse) så er der stadig mange der bor i huler og grotter. Det regner sjældent her i Copper Canyon og den vejrbeskyttelse man har brug for er mod solen. Grotter og huler egner sig til dette formål. De er kølige om sommeren og kan opvarmes om vinteren (hvis det er nødvendigt). Grotter udmærker sig også ved at der tit er en lille kilde derinde. Så er vand problemet klaret.

Som nævnt er det tit at indianernes marker ligger fjernt fra deres bolig, hvilken betyder at de må gå mange kilometer op og ned at bjergsiderne for at kunne arbejde i marken. Det samme gælder hvis de vil besøge andre bosteder. Det kan nemt være en gåtur på hundrede kilometer eller mere. Vi så nogle Tarahumara huse der lå totalt isolerede enten på toppen eller bunden af et bjerg. Her kommer der ikke mange gæster. Da der er så langt mellem huse og bosteder har Tarahumara udviklet deres løbe evner. Tit løber de op til 150 kilometer på en dag (ja, jeg skrev 150 kilometer). Løbet er op og ned af bjergsider på smalle stier.

Tarahumara indianerne har et andet navn – rarámuri indianerne. Rarámuri betyder; Dem der løber let på benene. En Tarahumara giver sig gerne ud på en mindre løbetur på 50 kilometer eller mere. Deres evne til at løbe meget lange distancer gør at de kan løbe vilde kalkuner eller rådyr op. Dyrene bliver trætte før indianerne og når de bliver trætte, bliver de dræbt med en kniv eller sten.

Tarahumaraerne løber alle vegne. De løber gerne op til 150 kilometer på en dag (husk det er op-og-ned af stejle bjergsider) og nok 150 kilometer den næste dag. Og den næste dag igen.

Løb er deres store sportsgren og de bliver nærmest høj af at løbe. Når et bosted ønsker lidt udfordring, sender de en udfordring ud til de andre bosteder der siger; ”Vi er de hurtigste løber i denne canyon og hvis der er nogen der tror de er hurtigere kan de bare komme an”.

Naturligvis tager op til flere bosteder handsken op og der planlægges et større løb gennem bjergene. Bostederne kommer en masse og det hele er en stor fest. Der brygges, og drikke majsøl og alle mændene drikker indtil de falder omkuld. Nogle gange drikke de så meget at løbet udsættes for en dag så deltagerne kan komme sig.

Løbet foregå ved at hvert hold har en lille træboldt som de skal holde kørende mens de løber. Bolden skal sparkes og den rammer både sten og planter og begraver sig under sten osv på vejen. Et typisk løb som dette er tæt ved 150 kilometer, men nogle gange er det det dobbelte og så må løberne bare løbe i mørket. Historien fortæller at for et par år siden var holdet fra det ene bosted så fuld af de kun kunne stille med en løber som løb samtlige 250 kilometer ud i et stræk gennem dag og nat. Efter sigende syntes han det gik meget godt men han var lidt ked af at han pissede blod de næste par dage efter løbet.

De er verdens berømte som løber. Der findes en løbedisciplin der hedder Ultramarathons som er løb på over 50 miles (80 kilometer) gennem bjerg terræn. Mange af disse løb er på 150 kilometer eller mere. En af de mest kendte er Leadville Ultra, en 160 kilometer løb gennem Colorado bjergene. Midt i 90’erne dukkede 3 Tarahumara op til start. De andre halvprofessionelle løber havde brugt den sidst måned på at indtage nøjagtigt den rigtige kost for at være på toppen på løbedagen. De havde trænede i årevis og kom i specielt designede sko og tøj. De bar kompressionsbandager for at gøre deres muskler mere spændstige.

Tarahumaraerne stillede op i deres farverige skjorter samt deres lændeklæde. De stod ved startlinjen og småsnakkede mens de drak majsøl og røg store hjemme rullede cigaretter. Deres fodtøj var hjemmelavede sandaler der var lavet af gamle bildæk (huaraches).

En af de andre deltager i løbet beskrev hans oplevelse med Tarahumaraerne således.

Vi havde løbede omkring det halve løb da en af Tarahumaraerne pludseligt løb op ved siden af mig. Han så ud som om han lige var startede. Han sved ikke, trak ikke vejret tung og han nærmest sprang henover jorden. Han løb ved siden af mig et par minutter, vinkede og forsvandt. Jeg mener han forsvandt. Han løb bare fra mig som om jeg stod stille. Det var som om han svævede over jorden og hans fødder slet ikke rørte den stenede sti. Snart kom der to mere der bare løb forbi mig, igen som stod jeg stille. Jeg har aldrig set noget lignende.

Tarahumaraerne vandt med en første, anden og femte plads. Vinderen var 55 år og Ultramarathons regnes normalt for en ung mands sport. Det næste år stille et par Tarahumaraere op igen. Denne gang slagtede de alle konkurrenterne og sætte en ny rekord som ikke er blevet slået endnu. Siden den gang har diverse læger målt indianernes blodtryk, puls osv. Uanset hvor langt de har løbet er deres blodtryk ikke over 130/70 og deres puls kommer sjældent over 60. Hjertekar sygdom, kolesterol, diabetes og lignende er totalt ukendt hos Tarahumaraerne. Det samme mht alderdom.  Mange Tarahumara lever til de er godt op i 90’erne og de løber stadig når de er så gamle.

Vi så to Tarahumara på en bjergsti. Den ene, en kvinde var på vej ned og mens hun ikke løb, så gik hun så hurtigt at hun lige så godt kunne have været i løb. Stien var stejl. Den anden var en mand der var på vej op ad stien. Han løb heller ikke, men han gang var hurtigere en min hurtige gang på flad jord. Det var imponerende at se.

Tarahumaraerne stiller kun op til de lange løb – de gider ikke en almindelige maraton.  Distancen er al for kort siger de. Vi når jo dårligt at finde vores løberythme før løbet er ovre, siger de.

Kvinderne løber også – lige så godt som mændene. Der findes en kvinde, Maria Lorenz Ramirez der har gjort sig særligt bemærket. Hun løber i Ultramaraton i de mandlige rækker (der er ingen konkurrence for hende blandt de andre kvinder. Ikke blot løber hun blandt mændene, hun vinder også).

Det må være særligt ydmygende for alle de mænd. Her stille de op med alt hvad moderne videnskab kan stille til rådighed for dem så de overhoved kan gennemføre løbet og Ramirez kommer i sin lange kjole med en lille vandflaske og et tørklæde om halsen. På fødderne bære hun huaraches som hun selv laver fra gamle bildæk.

Og hun løber fra alle mændene.  Det siges at når hun stille op begynder mændene at tale om anden plads. De ved hvem der vinder første plads.

Den moderne verden er ved at gøre sit indtog hos Tarahumaraerne.  Tarahumara børn går i skole and her bliver de eksponerede til alt moderne.  Mobil telefoner, Pc’er, vestlige mad, radioer, fjernsyn osv.  Det gør at mange også ønsker dette.

Der bor en del Tarahumara i udkanten af Creel og de ses i hele byen.  I den gamle del af byen forsøger de at sælge deres håndværk til turisterne.  Mange har mobiltelefon, nogle har endda bil.  Som de fleste andre ur kulturer svinder de gamle langsomt væk.  Dog er Copper Canyon ekstrem ufremkommeligt.  Så længe Tarahumara bliver dybt inde in canyonen vil deres kultur overleve. Der er ingen moderne bekvemmeligheder derinde.

En sidste anekdote; vores guide, Cæsar fortalte at han en gang havde trekkede fra den ene ende af en af canyons til den anden med en Tarahumara guide.  Det tog en uge.  Der er ingen andre end Tarahumara der kan guide gennem canyonen.  Der et firma i Creel der kan arrangere en Tarahumara guide for dem som gerne vil trekke i Copper Canyon, dog gør de det med denne advarsel; Tarahumara har en hurtigere marchhastighed end andre, med mindre du er i særdeles god fysisk stand vil du ikke kunne følge med – bliv hellere hjemme.