Vi har før skrevet om vedligeholdelse/udskiftning af dele på Capri. Nu er vi her igen. Efter næsten et halvt år på land fandt vi ud af at vores batterier er dødende. Vi købte disse på Tahiti for fire år siden. Andre fortæller de får fire til fem årsbrug af deres batterier, men vi har fået tre-et-halv på de første og nu fire på disse. Vi lever på vores batterier 24/7 og de bliver brugt hver dag. Dels oplader vi vores computere/kameraer/telefoner men vigtigere er at vores watermaker også kører på dem. Derudover alle vores instrumenter, kortplotter, vind, VHF osv. samt nu også Starlink.  Alt sammen æder det strøm og vi bruger meget da vi lever ombord.

Indtil videre har vi haft AGM batterier, hvilken er en type almindelige batterier såsom et bilbatteri, dog mere hårdføre og i stand til at holde til flere cyklusser (op-nedladning) end et bilbatteri. Det nyeste for både er litium batterier. Da vi købte nye batterier på Tahiti ville jeg gerne have installeret litium, men turde ikke da jeg ikke kunne finde nogle som havde den nødvendige viden og kunne hjælpe mig.

Det er anderledes her. Dels har teknologien flyttet sig meget de sidste fire år, dels er vi venner med Gentry og Tera. Gentry er tungmaskine mekanikker, dvs han reparere kraner, gummigeder og den slags. Så han er meget viden omkring strøm og batterier. Samtidigt er prisen faldet på litium batterier og vi kan nu købe et litium batteri for det samme som et AGM batteri.

Vi udskifter alle seks AGM (de var døde alligevel) med seks litium og får så næsten tre gange så meget brugbar strøm.

Fantastisk. Dog går det ligesom alle andre bådprojekter, ikke som planlagt. Vi burde bare kunne skifte batterierne, men, men, men, så skulle der lige en ny regulator på og til sidst en anden type oplader. Hver gang skulle Vinni og jeg kører 450 kilometer hver vej til USA for at hente pakkerne. (Tak, Doug for at låne os din bil alle de gange) Ja, livet er ikke simpelt. Men Gentry blev med at arbejde med mig og til sidst fungerede alt som det skulle og vi var kr.16.000 fattigere (ikke inklusiv et uspecificerede antal bajer til det hårdt arbejdende mandskab).

Vi havde også et møde med det Mexicanske politi. Den ene aften inviterede vi Gentry på aftensmad hos os (vi boede i en airbnb da man ikke kan bo på båden mens den er på land). Da Gentry skulle hjem tog vi bilen.  Uheldigvis havde jeg ikke drejet forlygte knappen fuldkommen i bund, så mens forlygterne lyste, forblev baglygterne mørk. Det var vi ikke opmærksom på og vi var kun kørt en lille kilometer da politiet trak os over til siden. Pokkers også – jeg havde også fået et par øl. Selv da jeg viste politiet at problemet var at knappen ikke var i bund og nu lyste de, begyndte de at sige at de nok hellere måtte tage mig med på stationen ovre i Guaymas (20 kilometer væk) og få taget en blodprøve osv. Nu diskutere man ikke med politiet herude. De har maskinpistoler (disse to havde dem og de var fremme). Man bliver lidt nervøs når der står to med maskinpistoler peget mod en. Vi lignede dog ikke hærdede kriminelle, vi lignede det vi er – et par gringos der var på vej hjem i en lejebil.

Heldigvis taler Gentry lidt spansk så han spurgte om vi mon ikke kunne løse problemet på mindelige vis. Jooo, det kunne man vel godt.  Skal vi sige 1000 pesos, spurgte Gentry. Ja – så gik det nok. Lynhurtigt fik jeg 1000 pesos (kr.400) op af lommen, lovede dem at vi kun skulle til marinaen og vi takkede dem mange gange for deres forståelse.

Det er så første gang jeg har prøvet at bestikke en politibetjent (og jeg håber også den sidste).

Det var så et arbejdsprojekt. Værre var det den ene morgen da vi stod op, Vinni gik ovenpå og så kunne jeg høre, ”hvad fan’en?”  ”Houston – we have a problem”.  Carsten – kom herop med det samme!

Hva’ pokker har hun nu gang i, tænkte jeg. Da jeg kom op stod Vinni på ruffet og peget på vores dinghy der hang på siden af båden hvor vi havde hejst den aften før. Man hejser dinghien op i et fald på siden af båden for at undgå at den bliver stjålet. Det skal lave larm hvis nogen prøver at skære den ned eller klatre ombord. Alle råder at det er det man skal gøre.

Øh, sagde hun – der mangler altså en motor. Ikke blot in motor, men også benzin tanken samt de 8 meter rustfristål kæde som var lænket til motoren med en lås. Utroligt men sandt. Nogle var kommet i løbet af natten og formodet a brække det ene håndtag der holdt motoren på dinghien, derefter skrue motoren løs, tage den af, inklusiv benzintanken og kæden uden at vække os. 

OK – jeg sover tungt men Vinni plejer da ikke sov tungt. Hvordan de har gjort det er en gåde. Dinghien var hejst cirka en meter op over vandoverfladen og hang på siden af Capri.

Man står bare og klør sig selv i hoved og siger – hvordan har de gjort det?

Nu stod vi så her uden dinghy motor. Vores dinghy er vores transportmiddel til land. Uden motor skal vi ro, hvilken er ok, men det er fandens besværligt at ro i en dinghy- de er ikke skabt til det. Desuden er der vind her og så kommer man ingen vegne. På morgen radioen hvor alle de andre både lytter med, forklarer jeg at vores motor er stjålet. Så kommer frelseren. En stemme siger, Her er Infinity, vi har en ekstra motor hængende på vores søgelænder som i kan låne.

Hvilken tilbud som vi takker meget pæn imod. Afsted mod land med den lånte motor, ind til bådbutikken og bestille en ny.  Leveringstid – en uge.  Pris – kr.10.000. Ja, det er dyrt at skaffe en motor her i Mexico. Tilbage til Infinity – må vi blive ved med at låne i en uge?  Naturligvis, vi skal ikke bruge den.

Vores forsikringsselskab forlanger at vi melder det til politiet (naturligvis). Jeg tager alle vores papir op på den lokale politistation og forklarer at vores motor er blevet stjålet. De griner lidt og spørger så, ”Hvad mener du vi skal gøre ved det?”  Det er håbløst at prøve at finde tyvene.  Da jeg forklarer at jeg bare skal have en politirapport til forsikringen går de i gang med at skrive den. Det koster 300 pesos. Jeg har kun en 500 peso seddel.  Tak – ingen retur penge.

Forsikringsselskabet siger at de betaler gerne, men først efter to måneder – i det tilfælde at motoren skulle dukke op.  Ja, ja – vi får se. Det bliver ikke politiet der finder den.

Endeligt oprandt den store dag da vi kunne sige farvel til Gentry og de andre her i San Carlos og sejle afsted mod Baja. Vi skal til et sted lige syd fra en by der hedder Loreto.

Marinaen hedder Puerto de la Escondido (den skjulte havn).  Skjult er den, der skal sejles rundt om et bjerg og ind gennem en smal indsejling før man kommer ud i en stor bugt. Her ligger der en moderne marina med alle faciliteter samt den stor ”mooringfield” fyldt med ankerkugler. Det er ikke tillad at ligger for anker her, man skal bruge en kugle. Det koster naturligvis penge – faktisk temmelig mange penge, kr.175 per dag. For de penge får du en ankerkugle samt lov til at gå i land ved marinaen. Der er der bruser osv.

Nåh, dyrt er det, dog er omgivelserne umådelige smukke med høje bjerge på landsiden. Der er 20 kilometer ind til Loreto by hvis man skal købe ind. Marinaen har naturligvis en taxa service – kr. 320 hver vej. Landevejsrøveri ved højlys dag. Vinni og jeg beslutter at vi blaffer ind til byen og så finder en taxa hjem efter vi har købt ind. Lige udenfor marinen kommer en bil, vi stikker tommeltotten i vejret og Dave og Renee standser. De er et par Amerikanske sejler som ligger i marinaen. Dog ikke fattige langtursejlere som os. De har en 64 fods Nordhaven Trawler (her taler vi om en båd til 12-14 millioner).  Da vi hører det invitere vi os selv over til ”Happy Hour” næste dag så vi kan se denne luksusskib. Renee og Dave er meget søde og viser gerne frem. De har så inviterede deres nabo, Gary over for drinks også. Han har også en stor motoryacht. Denne er ”kun” 120 fod. 

Nu skal i ikke tro at Vinni og jeg var ved at få mindreværdskomplekser – men jo det var vi vel nok. Begge både var voldsom imponerede, Garys havde sågar en jacuzzi på øverste dæk så man kunne nyde stjernehimmelen. Vi mødte Gary den næste dag på kajen da han var ved at tage af sted (han skulle hjem til nogle forretningsmøder). Da spurgte han nonchalant om vi ikke havde lyst til at flytte om bord på hans yacht i en uges tid og passe den for ham.

Et godt tilbud, men vi skulle afsted så vi takkede nej.

Så gik turen sydover mod La Paz. Først var Aqua Verde, en dejlig ankerplads med klart vand og en ægte palapa på stranden.

Dette er hvad vi har sukket efter for at se i Mexico. Den lille palapa havde en begrænset menu, men maden var skøn og billig. Udsigten fejlede intet. Bajerne var kolde. Bugten lå meget øde så der var kun 3-4 andre både samt nogle autocampere inde på stranden.

Efter nogle dage sejlede vi sydover, tilbragte en aften i Bahia Los Gatos.

Nu betyder Gatos kat på spansk og legenden siger at der var nogle jaguarer der levede i en hule i klippen ved stranden for mange år siden – derfor hedder bugten kattenes bugt i dag. Det andet ved Los Gatos er at klipperne her er ekstrem røde og meget flotte – især ved solnedgang når de bliver blodrøde.

Det blev kun til en nat ved Los Gatos, vejret skulle skifte og vi skulle få nogle voldsomme vinde fra nord, så der er mere beskyttelse i en bugt der hedder Bahia de la Evaristo, der ligger cirka 30 sømil mod syd. Der lagde vi ind og godt vi gjorde, vindene har nu blæst voldsomt i flere dage og vi har ikke kunne sejle de sidste 50 sømil syd til La Paz. Vi ligger godt her, beskyttede fra dønninger og bølger men vinden suser over toppen af bjerget og rammer os med voldsomme vindstød. Nogle gange vågner vi midt om natten da Capri bliver ramt og lægger hårdt over på siden.

Vores altid trofast anker, Mantus, holder som var vi sømmet til bunden af bugten. Hvor er det dejligt at vi kan sove trygt uden at være bange for ankeret skal skride.

Men vi er trætte af blive blæst omkring af denne vind. Vi burde nok vente til mandag (i dag er lørdag) før vi sejler, men vi er begyndt at kigge på om det ikke kan lade sig gøre at sejle til La Paz i morgen, søndag.  Vi får se.

Vinnis skriver i vores næste beretning.