Først lidt om vores tur til Hawaii.

  Vi er midt i februar og er netop vendt hjem til Capri efter en fantastisk ferieuge på Hawaii med Carstens datter, svigersøn og to børnebørn. Vi havde fornøjelsen af at invitere Viggo (12 år) og Frida (10 år) på en rundtur ude i Pearl Harbor. En af dagene tog vi dem med på et begynderkursus i dykning. Helt utrolig så godt de to børn klarede at trække været gennem en lungemaskine under vandoverfladen uden at gå i panik. Carsten og jeg har dykkercertifikat, hvorfor vi bare flød ved siden af instruktøren og vores børnebørn, mens Carsten filmede. Til gengæld blev bedsteforældrene lokket med ud på zipline i parken, hvor flere optagelser af filmen Jurassic Park er foretaget. Kors, hvor var jeg nervøs, da jeg hang oppe i disse stropper fastgjort på en stålwire og susede hen over kløfterne. Vi nød opholdet i et vidunderligt stort sommerhus med adgang direkte ned til stranden, som Anne Sophie og James havde lånt af deres bedste venner fra Californien.

  Tilbage til sejlerlivet. 

  Capri ligger i marinaen ved Isla de Navidad her i Mexico på stillehavssiden. Efter to dages forberedelser er vi nu klar til at stævne ud og sejle sydover på vej hjem til Danmark.

  Når vi som her efterlader Capri i to uger, har vi picklet (med kemikalier) vores watermaker, hvorfor den skal skylles grundigt igennem, før vi kan tage den i brug. Jeg ved ikke, om jeg er i besiddelsen af en sjette sans, eller om det er min langturssejlererfaring, der tilsiger, at man skal være på forkant med, hvad der kan ske. Jeg foreslår derfor Carsten, at han skyller watermakeren igennem om morgenen, lige inden vi stævner ud, for hvis nu der skulle opstå et problem, så er vi stadig i en marina. Carsten har sat proceduren i gang, da det er ham, der har sat sig ind i proceduren vedrørende pickling af en watermaker. Jeg ved ikke, hvorfor jeg går hen for at tjekke, om de respektive haner er åbnet, men godt at jeg gjorde det, for der løber vand ud på gulvet. UPS – flowmeterglasset er knækket, og der pibler vand ud – det går ikke. Den skal erstattes, og vi har selvfølgelig ikke en reserve ombord i en af alle de fem reservedelskasser, der er stuvet ude i agter rummet.

  Vi meddeler marinaen, at vi bliver indtil videre.

  Efter nogle timer har Carsten bestilt et nyt flowmeter, der skal sendes ekspres fra La Paz (Baja hvor vi kom fra). Vi betaler dyrt for at få flowmeteret tilsendt i løbet af kun to dage. Det er tirsdag eftermiddag, og vi kan derfor først forvente at modtage pakken fredag. Det er jo Mexico, mon ikke pakken først kommer om lørdagen, hvis posthuset er åbnet, ellers må vi vente til mandag. Lørdag morgen kan vi se via et track nummer, at pakken endnu ikke er afsendt fra La Paz – hvad sker der lige? Carsten brokker sig højlydt til sælgeren, der straks henvender sig til postvæsnet, men han får ingen forklaring på, hvorfor flowmeteret stadig ikke er kommet ud af deres kontor. Men nu sker der noget, og vi modtager flowmeteret om tirsdagen.

  Nu skal vi afsted. Vi er på grund af ovenstående blevet ni dage forsinket. Det betyder ikke, at vi ikke nød at ligge ved marinaens/hotellets pool m.m. Vi beslutter os derfor for at sejle 550 sømil direkte ned langs den mexicanske kyst ned til Marina Chahué, der ligger lige ved indgangen til den berygtede bugt Teuantepec (T-Pec), hvor vi skal ligge og vente på et godt vejrvindue til at krydse bugten.

Vinden ned langs kysten er svag, kun i timerne med søbrisen kan vi sejle alene for sejl, ellers må vi motorsejle. Heldigvis møder vi ikke den modstrøm, som er beskrevet i guidebogen. Vi når frem på fire døgn.

  Ja, vi må indrømme, at vi er lidt ude af træning til at tage døgnsejladser og er derfor trætte, da vi når frem. Særligt Carsten er helt udkørt, da han i sidste uge, mens vi ventede på flowmeteret, pådrog sig en influenzalignende virus. Vi brugte ellers mundbind, mens vi fløj til og fra Hawaii.

  Hvorfor er T-Pec berygtet?

  Bugten, der er 230 sømil bred, det vil sige afstanden fra Chahué til Puerto Chiapas, ligger helt syd på stillehavssiden af Mexico lige inden grænsen til Guatemala. Mexico er her meget snævert. Nordlige vinde i den Mexicanske Golf på atlanterhavssiden, som oftest er forårsaget af et højtryk, sender disse nordlige vinde ind gennem en sprække i de høje bjerge. Denne ”tunnel” er kun tyve sømil bred, men sender en tunnelvind som et missil ud i bugten. Disse Tehuano vinde er kraftigst i december og januar, hvor de kan nå op i orkanstyrke og kan opstå i løbet af kun tolv timer. Det gør det svært for langsomt sejlende sejlere som os at finde et vejrvindue, der holder i mindst to døgn.

  Strategien for at komme godt over bugten er at have ”en fod på stranden” (one foot on the beach), hvilket betyder, at man kun sejler tre sømil fra kysten og følger hele kysten rundt i bugten, hvilket gør, at man sejler tredive sømil ekstra, altså 260 sømil. Man skal ikke overveje at stævne ud fra Chahué, hvis ikke, der er et godt vejrvindue. Efter at man er stævnet ud og vinden alligevel mod forventning går i nord, så skal man søge længere ind til kysten – man skal sejle kun ¼ eller ½ sømil fra kysten, for at undgå de farlige høje krappe søer, som Tehuano vindene skaber. Stærk vind mod oceanets dønninger. Vinden undgår man ikke, og man skal forvente at bruge både sejl og motor for at komme fremad, indtil man har rundet toppen af bugten og får vinden mere bagfra, men skal fortsat sejle helt tæt på kysten. Anbefalingen er, at man om aftenen og natten tænder for sin radar, da der er andre både, der også er søgt helt ind til kysten.

  Det har reddet mig som et mareridt og forstyrret min nattesøvn i længere tid at skulle sejle over T-Pec bugten. Bare tanken om at sejle så tæt på kysten i måske kun ti meter vand med vinde i kuling eller stormstyrke i mørke har holdt mig vågen i mange nætter. Men jeg kan glædeligt fortælle, at min bekymringer blev gjort til skamme.

  Vi får allerede dagen efter, at vi er ankommet til Chahué et vejrvindue, der ifølge Windy-vejrprogram holder i flere dage. Vi beslutter os for at få det overstået og planlægger at tage af sted næste morgen.

  Jeg drejer motornøglen, og der sker absolut intet – starterbatteriet er dødt –hvorfor? Det er aldrig sket før. Panikken indfinder sig hos os begge, da vi de næste par dage har et perfekt vejrvindue. Carsten fór rundt og måler på diverse ting og rådfører sig med vores canadiske ven Gentry (professionel motormekaniker), der hjalp med at installere lithium batterierne. Som jeg har forstået, er computeren, der styrer, at starterbatteriet skal oplades først og derefter husbanksbatterierne, at den er ”gået i baglås”, hvorfor husbanksbatterierne har taget strøm fra starterbatteriet i løbet af natten. Gentry anbefaler Carsten at ”boote” computeren og starte den op igen, hvilket løser problemet, og en halvtime senere kan vi starte motoren.

  Nu er vi blevet fire timer forsinket og skal sejle ud gennem den meget snævre S-formet indsejling, hvor der i øvrigt er to sandrev, vi helst skal kunne sejle henover, mens søbrisen blæser med 24 knob (12 m/s). Strømmen kan vi stadig ikke måle, da loggen ikke virker. Hurra for skipper! Carsten får os sikkert ud på havet. Capri kæmper sig op mod vind og bølger, som kommer lige ind i hendes stævn de næste tre sømil, hvorefter vi kan ændre kurs og får både vind og bølger ind agten fra. Søbrisen forsvinder totalt, da solen går ned, og vi må sejle for motor.

  Da vi når 2/3 del af vejen op i bugten, tjekker vi vejrudsigten igen (tak til Starlink og Hr. Musk). Vejrudsigten holder, de kommer ingen vind før søbrisen starter næste dag. Vi beslutter os derfor for at ”skære” toppen af bugten af og drejer direkte over mod kysten på den anden side af bugten. Vi følger herfra ikke strategien længere, da vi sejler mellem tyve og tredive sømil fra kysten og forkorter hermed turen med mange sømil. Søbrisen næste dag udebliver, og vi fortsætter med at motorsejle helt ned til Puerto Chiapas, hvor vi finder en skøn marina med pool og en god restaurant.

  Ja, vi har været meget heldige med vores overfart, men jeg vil lige putte lidt malurt i bægeret:

  Vi er nemlig ikke de eneste, der befinder os ude i bugten i dette stille vejr. De lokale fiskere i deres pangaer (motoriseret jolle) er søgt langt ud i bugten. De gør det meget ”spændende” for os langturssejlere at sejle her. De har nemlig ikke tænkt sig at bruge hverken lanterner eller bare en lommelygte for at vise os, hvor de befinder sig. Endnu værre er det, at de tillader sig at sove i deres pangaer uden lys og uden at holde vagt. To gange oplever jeg i min nattevagt, at der i mørket pludselig lyser et spotlys mod mig – en af fiskerne er vågnet ved lyden af vores motor og vil nu gøre mig opmærksom på, at de er her, så jeg ikke sejler dem ned. Carsten får en ubehagelig oplevelse, da han ved morgengry passerer tæt på en panga uden lys, hvori der ligger tre sovende fiskere. Nå, men vi kommer da helskindet i havn og uden at pådrage andre personer skader.

  Vores plan er, at gøre som de fleste langturssejlere, at sejle forbi Guatemala, fordi det er meget dyrt at tjekke ind og ud af dette land, når man ankommer med båd. I stedet er planen at sejle til Bahia del sol (BDS) i El Salvador. Her findes et hotel med pool og restaurant, som også administrerer en lille marina. Man må under ingen omstændigheder selv anduve denne marina, der ligger inde bag et rev og har én til flere sandrev i indsejlingen. Hotellets ejer Bill sørger for at sende en pilot (lods) i en panga ud for at guide os langturssejlere sikkert ind i marinaen. Bølgerne må maksimalt være tre fod (cirka en meter) høje, for at det er forsvarligt at anduve stedet.

  Vi er netop ankommet til Chiapas efter at have krydset T-pec bugten, da vi får den kedelige nyhed, at en langturssejler har mistet sin båd under indsejlingen. Situationen ifølge flere fortællinger er som følgende:

  De er tre både, der er stævnet ud fra Chiapas. Skipperne har været i kontakt med Bill, der har anbefalet dem at vente med at anduve hans marina en dag senere, fordi bølgerne er for høje. De tre både ankommer på aftalte dag og tid (ved højvande) og møder lodsen, der vil guide én båd adgangen ind gennem revet. Lodsen ankommer 15-20 minutter senere end aftalt.

  Den første båd en katamaran kommer fint ind gennem revet.

  Båd nummer 2 er en monohull, der stikker 5,6 fod, som følger lodsen, mens den tredje båd, der stikker 7 eller 8 fod venter udenfor revet. Båd 2 rammer sandrevet så hårdt, at den næsten pitchpole (står på næsen) og derefter broacher (glider) ned ad næste bølge og skubbes ud af det spor, som lodsen har angivet. Båden går på grund, men en ny bølge løfter båden, så den går fri, og det lykkedes den erfarne skipper at få båden på rette spor igen, men han når at grundstøde i alt 3-4 gange. Han er heldig, at han når ind til marinaen uden større skader på sin båd og ej heller skader hos besætningen.

  Båd 3, der har overværet båd 2´s vanskeligheder, spørger lodsen om, hvad der dog skete hos båd 2. Lodsen svarer, at skipper på båd 2 kom til at sejle båden udenfor det spor, som var angivet, men der skete ikke noget. Lodsen forsikrer skipperen på båd 3, at der ingen problemer er, og det er forsvarligt at sejle ind.

  Båd 3 følger derfor lodsbåden. To høje skæve bølger er ifølge skipperen på båd 3 cirka tre meter høje. Disse bølger skubber båd 3 ud af kurs, og båden en Moody 49 grundstøder meget hårdt. Den kan ikke komme fri. Bølgerne bordfylder båden gennem nedgangen. Nu begynder båd 3 også at tage vand ind nede fra. Lodsen kommer ombord med henblik på, om han kan sejle båden fri, hvilket ikke kan lade sig gøre. Lodsen forsøger derefter med tovværk, om han med lodsbådens motorkraft kan trække båd 3 fri. Nu kæntrer båden, og det bliver synligt, at sejlbåden har mistet sin køl. En Moody 49 er en meget stærk oceansejlende båd, og der skal mega meget til for at brække kølen af – han må have grundstødt ekstremt hårdt på sandrevet mellem de to store bølger. Skipperen (en solosejler) går fra borde over i lodsbåden. Skipperen er en meget erfaren solosejler og har i øvrigt anduvet denne marina tidligere.

  Få timer senere har lokale fiskere i deres pangaer trukket båd 3 tættere ind mod stranden og næste morgen, da skipperen ankommer ud til sin båd for at bjærge nogle værdifulde ejendele, er båden helt rippet. Skipperen har kun den T-shirt og shorts, han var iklædt, da han gik fra borde. Ingen penge, pas, telefon eller computer m.m. Hans båd er forsikret, men ikke hans ejendele. Der er igangsat en indsamling for at hjælpe ham.

  En rigtig trist oplevelse.

  Efter nogle dage sender Bill en rapport ud om hændelsen. Det kan man vist kalde for ”damage control”. I rapporten giver han skipperen skylden for ikke at have fulgt det spor, som lodsen har angivet. Bill fastholder, at bølgerne ikke var mere end 3 fod høje. I rapporten angiver han intet om, at skipperen på båd 2 var i lige så store vanskeligheder, men han var heldigere at have reddet sin båd.

  Det viser sig, at lodsen hverken har GPS eller dybdemåler på sin båd. Hans vurdering af, hvor det er forsvarligt at sejle igennem revet, tages alene ud fra hans fornemmelser.  Siden dette er sket, er der via internettet kommet flere beretninger om ubehagelige oplevelser ved at anduve BDS. Vores sejler venner, der sidste forår anduvede stedet i deres Bavaria 47 fod, surfede med 17,5 knob ned ad en bølge på vej ind gennem revet. Uhyggeligt. Tees og John er lykkelige for, at de stadig har deres båd, og anbefaler os at sejle forbi BDS.

  Bill har meddelt, at lodsbåden er blevet udstyret med GPS og dybdemåler. De indfører en procedure, hvor lodsen hver dag sejler ud til revet og kortlægger indsejlingskanalen, da sandrevet åbenbart flytter sig fra dag til dag. På den måde forventer Bill, at de er klar og sikrer indsejlingen, når en skipper kalder dem på VHF—radioen og vil anduve marinaen.

  Jeg behøver næppe at begrunde, hvorfor Carsten og jeg skipper BDS og dermed El Salvador. Vi planlægger i næste uge at sejle direkte til Nicaragua, hvor vi vil anduve den eneste marina i dette land, der findes på stillehavskysten. Ankring frarådes her i Nicaragua på grund af kriminalitet (tyveri), da landet og dermed det meste af befolkningen er meget fattige.