Inden vi forlader Mexico, skal vi sikre os at få en Zarpe (udklarerings bevis), ligesom vi har gjort, hver gang vi forlader et land. Derudover skal vi have annulleret vores TIP- temporary import permit (midlertidig import tilladelse), ellers vil Capri aldrig kunne anduve Mexico igen, uden en kommende ejer får problemer. Dagen før vi stævner ud mod Nicaragua, bruger Carsten en halv dag på at blive kørt med en taxa 40 km ud til grænsen til Guatemala for at få annulleret TIP og blive kørt tilbage til marinaen for kun 200 USD (1500 kr.).

  Næste dag kl. 10 går havnefogeden, repræsentanter fra immigration og søværnet inklusiv narkohund ombord på Capri. Samme hold af myndigheder med narkohund gik til vores store overraskelse også ombord på Capri, da vi skulle tjekke ind her i Chiapas, fordi vi som altid skal tjekke ind hos den lokale havnefoged, når vi sejler ind i et nyt amt her i Mexico. Narkohundens opgave, udover at tjekke om der er narko ombord, er at tjekke, om der er illegale flygtninge ombord. Ved indtjeknings proceduren gik narkohunden kun rundt på ruffet og stak snuden ned gennem lugerne for at tjekke bådens indhold, men da vi skulle tjekke ud, blev hunden vist rundt neden om læ.

  Men hvorfor skulle narkohunden tjekke os, da vi kom indenrigs? Jo, ifølge marinens havnefoged sker det, da myndighederne jo ikke kan vide, om det er sandt, at vi kommer fra Nordmexico, vi kunne jo være kommet fra Central Amerika.

  Men hvorfor skulle narkohunden igen tjekke os, når vi forlader Mexico? Myndighederne burde jo være ligeglade, når vi forlader deres land, men det er de bestemt ikke. Så snart narkohunden med de øvrige repræsentanter fra myndighederne forlader Capri, står personalet fra marinaen klar til at tage vores fortøjninger, da vi skal forlade havnen omgående. Ved både indsejlingen da vi ankom, og nu hvor vi sejler ud, sidder bevæbnet repræsentanter fra søværnet i en rib (hurtiggående gummibåd) ved havnens åbning og tager billeder af Capri, som dokumentation for, at vi har forladt Chiapas.

  Det er ikke den eneste overraskelse vi får, da vi stævner ud. Vejrudsigten har meldt om jævn til frisk vind med bølger på cirka en meter. Ja, vi får på de første fem sømil vind lige i snuden som lovet, men bølgerne til vores store overraskelse er 2-3 meter høje. Heldigvis er perioden mellem bølgerne lang 15- 16 sekunder, hvilket gør, at Capri kan ”kravle” for motor op og ned ad disse ”elevator – bølger”, indtil vi kan ændre kurs mod syd og sætte sejl. Herefter får vi en fantastisk halvvind sejlads, og bølgerne lægger sig ude på det dybere vand.

  Som altid lægger vinden sig efter søbrisens ophør, og de næste tre døgn er det kun muligt at sejle for sejl, mens søbrisen blæser, ellers er det motorsejlads, og om aften og natten er det jerngenuaen(motoren), der må få os fremad.

  Som allerede beskrevet i forrige beretning har vi valgt at sejle forbi Guatemala, da det her er meget dyrt at tjekke ind. Vi beskrev også i samme beretning om bådforliset ved Bahia del Sol i El Salvador, og hvorfor vi vælger at sejle forbi El Salvador og sejler direkte til Nicaragua. Da vi i min nattevagt passerer Bahia del Sol, sender jeg en medfølende tanke til den stakkels skipper, der her mistede sin båd på revet.

  Vi nærmer os nu den del af Central Amerika, der er berygtet for sine Papagayo winds. En tunnelvind der skabes i områder, hvor landet er snævert og lavt. Her blæser passatvinden fra Det Caribiske Hav igennem disse ”sprækker” og kan nå helt op i stormstyrke på Stillehavs siden. Vi skal derfor ikke kun tage vejrudsigter for Stillehavet men også fra Det Caribiske Hav. Vi skal holde skarpt øje med, om der ligger et højtryk i Caribien, som forstærker passatvinden, for er det tilfældet, vil vi møde en stærk Papagayo vind, som kan vare helt op til 8 dage.

  Den kraftige vind mod Stillehavets dønninger skaber de farlige høje krapsøer. Mange sejlere har selv mere end 50 sømil fra land haft meget ubehagelige oplevelser med Papagayo vinden. Strategien her er at sejle max. 10 sømil fra land således, at når vinden går i nord, kan man nå at komme tæt på kysten (1 sømil) for at komme i læ af de høje krapsøer.

  Den strategi følger vi. Carsten og jeg havde ellers aftalt, da vi besluttede os for at sejle ned langs Central Amerika, at vi ville sejle mindst 100 sømil fra Nicaraguas kyst for at undgå piratoverflad. Der skal dog siges, at vi hverken har set eller hørt om beretninger om piratoverflad ved Nicaragua på Stillehavssiden kun på den Caribiske side.      

  Efter to døgn møder vi Papagayo vinden, der så småt er ved at starte, vi ved, at den først rigtig starter om et døgn, hvor vi håber at være nået frem til marinaen i Nicaragua, og forventer herefter at være blæst inde i en uges tid. Vi møder denne tunnelvind i moderat grad, da vi sejler forbi Bahia Fonseca. Det er den store bugt, hvor El Salvadors, Honduras´ og Nicaraguas grænser mødes. Det er i øvrigt også her i området, at orkanerne dannes, men vi befinder os heldigvis her udenfor orkanperioden.

  Vi sejler klodshalet (vinden næsten lige i snuden) med fulde sejl, og alligevel må vi have lidt hjælpemotor på for at kæmpe os op mod den hårde vind og 2-2,5 meter krapsøer. Her ved Fonseca bugten kan vi ikke sejle i bølge læ tæt på kysten, der er alt for lavt vand, vi er nødt til at sejle tværs henover bugten for at nå til Nicaragua, inden Papagayo vinden begynder for alvor om et døgn. Vi kæmper os fremad hele dagen. Endelig løjer vinden af og bølgerne lægger sig, da vi er forbi bugten.

  Marinaen i Puesta del Sol (PDS) er den eneste marina på Stillehavskysten af Nicaragua. Ankring frarådes på grund af kriminalitet. Havnefogeden i PDS anbefaler, at man kun anduver marinaen ved slack high tide (hvor flod skifter til ebbe), da den tre sømil lange indsejling er tricky. Den snoer sig op ad floden, der er meget lavvande og mange sandrev og ikke mindst den kraftige tidevands strøm, som kan nå op til 6 kn. Vi sejler derfor hele aftenen og natten meget langsomt for motor (3 kn) med henblik på at være fremme ved indsejlingen kl. 7 næste morgen, hvor vi har high tide.

  En af vores sejler bekendte anduvede denne marina ugen før os. Han kunne berette om, at han mødte 2,5 kn medstrøm en halv time før high tide, og til hans store overraskelse er der ingen sideafmærkninger, der ifølge guidebogen skal vise, hvor sejlrenden er. Han var derfor så venlig at få koordinaterne af havnefogeden til de steder, hvor bøjerne burde være og sendte dem til os. Koordinaterne plotter vi derfor ind i vores kortplotter.

  Klokken er 7 og efter 3 døgns sejlads (350 sømil) følger vi de fremsendte koordinater (sideafmærkningerne). Vores log virker stadig ikke, vi ved derfor ikke, hvor meget strøm der er, men på et tidspunkt sejler Capri næsten sidelæns, det ser ud, som om vi er ved at sejle direkte op på stranden – fruen er nervøs, men skipper fastholder, at vi ifølge koordinaterne (visuelle bøjer) befinder os midt i sejlrenden. Vi kommer uden at grundstøde sikkert ind i den lille marina. Her ligger vi ikke mindre end 7 langturssejler både, da vi alle har skippet Guatemala og El Salvador.

  Marinaen er en del af et kompleks med hotel, swimmingpool og restaurant. Hotellet er midlertidig lukket, da der ingen gæster er, restauranten har kun åbent i weekenden for os sejlere, men swimmingpoolen er åben, til stor glæde for os sejlere. Her er ulideligt varmt med meget høj fugtighed (mindst 95%). Alle vi gringos (hvide mennesker) lider og slæber os hver dag sidst på eftermiddagen op til pølen. Ingen med sin fulde forstand soler sig, vi søger alle ind i skyggen. Aldrig har Carsten og jeg nydt at tage brusebad i kold vand, som vi gør nu.

  Den første aften sidder vi oppe på den lille restaurant, hvor der serveres ude på deres pavillon, der står på stolper ude i vandet og er overdækket med blade fra banantræer. Meget eksotisk. Vi nyder en middag sammen med vores sejler venner, da pludselig ”nogen” rusker i min stol. ”Wow” siger jeg: ”Den panga derude kastede da godt nok nogen kraftige hækbølger af sig! ” Carsten kigger på mig og siger:” Nej det var et jordskælv. ” Ja, så har jeg oplevet det. Et jordskælv 4,5 på Richterskalaen lige udenfor indsejlingen.

  Jeg var ikke klar over, at Nicaragua er et af de steder i verdenen, hvor der opstår flest jordskælv. Det er sandsynligvis en af årsagerne til, at man stadig ikke har bygget en kanal fra Det Caribiske Hav til Stillehavet her i Nicaragua, selvom der ofte har været talt om det.

  Nå, vi er blæst inde den næste uges tid på grund af Papagayo vinden. Besætningen af to af bådene har lejet en bil med chauffør i 6 dage for at blive kørt rundt i Nicaragua. Guidebogen anbefaler da også, at hvis man vil leje en bil, bør man det være med en chauffør. Besætningen på to andre både vælger at leje hver deres bil uden chauffør og køre rundt i landet et par dage. Carsten og jeg drøfter, hvad vi vil, for vi holder heller ikke ud at være ombord på Capri i denne ulidelige varme.

  Som tidligere nævnt havde Carsten og jeg ikke planlagt at sejle tæt på Nicaraguas kyst, heller ikke at anduve Nicaragua og slet ikke køre rundt i landet på egen hånd. Vi sidder nu i aircondition (skønt) i en lejet bil uden lokal chauffør og er på vej over til byen Grenada næsten 350 kilometer fra marinaen.

  De første par timer kører vi gennem den landlige del og mere fattige del af Nicaragua, hvor beboerne bor i spartanske hytter, enkelte er dog udført i gasbeton. Der må virkelig brygges rom her i Nicaragua, for der er marker med sukkerrør, så langt øjet rækker. Vi passerer flere heste/oksekærre på vejen, der er fyldte med brænde – hvad skal de bruge brænde til?

Her er da rigeligt varmt. Jo, foran hytterne ser vi, at befolkningen her ude på landet stadig laver mad over åbent ild.   

  Umiddelbart ser det i danske øjne meget fattigt ud, men hytterne skal jo kun beskytte beboerne mod sol og regn, alt foregår ellers udenfor hytten. Befolkningen ser glæde ud og er rene og pæn klædt på. Det ser ikke ud, som om de mangler noget, selvom Nicaragua er et af de fattigste lande i Central Amerika.

  Nicaragua er et meget socialistisk land styret med hård hånd af den maksistiske sandinistiske Daniel Ortega, som vist har siddet på magten gennem 6 perioder af 4 år, og han har ingen planer om at overgive magten til andre. Der er meget lidt industri, virksomhederne er statsejet, ubetydelig eksport og meget lidt turisme. Grundskoler, gymnasier er gratis. Lægehjælp og hospitals behandling er tilsyneladende også gratis, men hvor høj kvaliteten er? Ikke mindst langt ude i de landlige områder.

  Vi når halvvejs til Grenada, da vi opdager, at vi har glemt vores pas, og uden dem kan vi med sikkerhed ikke tjekke ind på vores hoteller. Der er ikke andet at gøre end at vende om og køre tilbage til marinaen for at hente passene. Vi kører derfor 200 ekstra kilometer, før vi endelig ved midnatstid når frem til hotellet i Grenada.

  Vejene her i Nicaragua er overraskende gode, men der er ekstremt meget tung trafik. Det er der en grund til. Præsidenten før Ortega valgte at sælge alle togvognene til Peru og togskinnerne til Kina med henblik på at skaffe penge til Nicaragua. I dag findes ingen jernbane i Nicaragua, derfor al den tunge trafik på hovedvejene.

  Dagen efter lejer vi turister og bliver kørt rundt i downtown Grenada i en hestevogn. Vores kusk taler flydende engelsk. Grenada er ifølge guiden den første by, der blev etableret i Central Amerika. Selvom her er en del turister, hvoraf mange kommer på en én dagstur fra Costa Rica, virker byen autentisk og charmerende.

 

Vi besøger byens imponerende katedral. Her overraskes jeg af et syn, som jeg aldrig før har set. En lokal midaldrende kvinde kravler på knæ bedende hele vejen op til alteret for at tilbede Jomfru Maria og kravler baglæns på knæ hele vejen tilbage til udgangen. Den adfærd har vi kun hørt om, da vi besøgte kirken i Porto Bello i Panama.

  Senere på eftermiddagen kører vi videre til Managua, Nicaraguas hovedstad, for at deltage på en guidet tur om aftenen op til den aktive vulkan. Blot få timer før vi ankommer til Managua, modtager vi en sms, der meddeler os om, at turen er aflyst, da adgangen til vulkanen er lukket, fordi et jordskælv for et par måneder siden har skabt jordskred, således at det ikke er forsvarligt at bevæge sig oppe på randen af vulkanen for at se ilden, der spyder op fra krateret. Det stod der intet om på hjemmesiden, og det fremgik heller ikke, da vi bookede os til turen, at denne tur foreløbig er aflyst. Nå, vi indfinder os på hotellet med swimmingpool og nyder en middag på restauranten lige overfor. I øvrigt den bedste bøf vi i årevis har fået. Managua er meget berygtet for sin kriminalitet, og som turist skal man kun bevæge sig rundt via en taxi.

  Vi er tilbage i marinaen, og der er et vejrvindue, så vi kan sejle videre til Costa Rica. Marinaens havnefoged er en kvinde, som er meget hjælpsom. Hun arrangerer både ved vores indtjekning og nu udtjekning at få myndighederne fra byen Corinth kørt over til marinaen. Vi skal blot betale taxaregningen, som vi deler med de andre både. Vi tjekker ud, dagen før vi vil stævne ud, og det skaber os et problem, da det viser sig, at vi skal forlade marinaen senest 12 timer efter udklareringen – ellers vanker der bøder.

  Myndighederne kommer samme morgen, som vi skal stævne ud, da de skal indklarere en ny båd. Vores søde hjælpsomme havnefoged meddeler os, at vi bliver nødt til at sejle ud, før myndighederne ankommer kl. 10, ellers får vi, men hun vil også få problemer med myndighederne. Carsten forklarer havnefogeden, at vi under ingen omstændigheder tør sejle ud, før der er high tide kl. 14, da der ellers ikke er nok dybgang til Capri. Det ender med, at hun må i telefonisk kontakt med øverste myndighed i Managua og får efter meget parlamentering tilladelse til, at vi må blive i marinaen til kl. 14, da der er high tide.

  Klokken er 13, og vi gør klar til at sejle. Jeg tænder for instrumenterne og får et chok, da skærmene er sorte. I Chahué var det motoren, der var død – hvad er der nu galt? Carsten går nærmest i panik. Manualer flyver om ørene på ham, mens sveden perler ned ad ham. Jeg bliver helt bekymret for ham. Jeg prøver at berolige ham og foreslår, at vi tjekker ind igen for at blive, indtil vi finder problemet. Han er næsten ikke til at kommunikere med, aldrig har jeg set ham så stresset.

  Jeg foreslår derefter, at jeg går over til nabobådene for at høre, om der er en kompetent elektrisk hjælper? Hvor heldig kan man være? Phillip på nabobåden er elektromekanisk ingeniør, og han træder straks til. Carsten har forsikret ham, at alle sikringerne er tjekket, og de er intakte. Men efter en halvtimes søgen spørger Phillip ham igen, om der kan være en sikring, Carsten har overset. Pludselig kommer Carsten i tanke om, at der er vist en sikring til autopiloten, som han ikke har tjekket. Bingo. Alt virker igen og begge både forlader marinaen.    

Udsejlingen fra marinaen og ned af floden er væsentligt mindre dramatisk end turen indad for nogle dage siden.  Ud kommer vi og kan dreje til bagbord og begynde turen mod Costa Rica