Mange langturssejlere vælger at sejle forbi Costa Rica, fordi det er ekstremt dyrt at tjekke ind og ud af landet. Vi planlægger alligevel at besøge Costa Rica, da det skulle være et fantastisk smukt og billigt land at rejse rundt i. Ifølge guidebogen findes der langs Costa Ricas stillehavskyst mere end 120 ankerpladser, men mange af dem er kun egnet til en frokost ankring og ikke til overnatning, da Stillehavets dønninger ruller ubehageligt ind på ankerpladsen.

  Vi kontakter en agent, der skal hjælpe os med at blive indklareret og beder ham om en pris herfor. Tilbuddet kommer via mail, og vi er begge ved at tabe underkæben, da vi ser, at vi skal betale 900 USD (ca. 6.300 kr.). Altså 450 USD per person. Det er jo røveri. Vi takker pænt nej til tilbuddet. Vi må selv finde ud af at indklarere, når vi er nået til Costa Rica.

  Turen ned langs Nicaraguas kyst fortsætter i søbrisen og under sejl, men resten af døgnet ingen vind og kedelig motorsejllads. Næste morgen er vi nået frem til Golfo de Santa Elena, en stor bugt hvor Nicaragua grænser op til Costa Rica. Her møder vi igen Papaguya vinden, hvor landet er snævert og lavt.

  Papaguya vinden er moderat, det vil sige, frisk til hård vind, men her får vi vind og bølger fra en mere gunstig retning, og vi suser med halvvind tværs over den store bugt.  

  Når man kommer nordfra, som vi gør, skal man indklarere ved Playa del Coco. Vi tillader os dog at ankre op i den skønne bugt Bahia Santa Elena og tager her to overnatninger, inden vi sejler videre 45 sømil til Playa del Coco. Det er ikke efter reglerne og dermed heller ikke lovligt, men ifølge rygterne ser myndighederne bort fra denne forseelse.

  Andre sejlere synes Bahia Santa Elena er det rene paradis. Jo, det er en rolig bugt omgivet af bjerge, men paradis finder vi ikke her – det gjorde vi til gengæld i Fransk Polynesien, særligt i Marquesas med sin dragende og dramatiske natur. Det er netop i disse situationer, Carsten og jeg måske oplever at være ved at være mættet af indtryk, vi er sværere at imponere end for få år siden. Vi er dog hverken trætte af at sejle eller af vores privilegeret livsstil, men vi har jo vendt snuden hjemad, og det er ikke helt så spændende som at sejle ud i eventyret. Vi taler også meget om, hvordan det mon bliver for os igen at være landkrabber?

  Vi er 5 både fra Puesta del Sol (Nicaragua), der mødes på ankerpladsen foran Playa del Coco. De fem skippere sejles med en panga ind til stranden, da der forlyder rygter om, at efterlader man sin dinghy på stranden, skal dinghien inklusiv alt, hvad der er ombord i dinghien, være fastgjort til en kæde, ellers er det væk, når man vender tilbage til stranden. Med det i mente vælger de fem besætninger at dele udgiften til, at de fem skippere bliver sejlet ind til land og tilbage igen til bådene.

  Indklareringen tager det meste af dagen i denne rækkefølge:

• Havnefogeden
• Immigration
• Told (taxa til lufthavnen venter i flere timer på tolderen, der kun servicerer sejlere i pauserne mellem flyankomsterne)
• Bank (her skal man betale en afgift på 20 USD og får en kvittering, som man skal vise til havnefogeden, da denne ikke må tage mod penge
• Tilbage til havnefoged med kvitteringen

  For kun 80 USD i transport (panga og taxa) samt afgift lykkedes det de fem skippere at indklarere deres både. Carsten og jeg sparede dermed 820 USD (ca. 5.740 kr.).

  Ankerpladsen her ved Playa del Coco er meget rullende, vi sejler derfor næste morgen 5 sømil over til Marina Papaguya, hvor vi bliver blæst inde de næste 3 dage på grund af Papaguya vinden. I øvrigt bør vi her nævne, at det godt kan betale sig at være tilmeldt Panama Posse, en slags regatta hvor vi ikke nødvendigvis følges ad. Vi vil som udgangspunkt ikke være afhængig af en regatta, men da vi fandt ud af, hvor meget denne tilmelding giver rabat (15-20%) i diverse marinaer samt 120USD (ca. 840 kr.) ved brug af en agent, når man skal igennem Panama Kanalen, så tilmeldte vi os. Det skete desværre først, da vi lå i Marina Isla de Navidad (Mexico), men vi kunne have sparet flere penge, hvis vi havde tilmeldt os, da vi fik Capri i vandet i San Carlos. Tilmelding koster 300 USD (ca. 2.100 kr.) og gælder for et helt år.

  Costa Rica er det rigeste land i Central Amerika, men det har tilsyneladende tiltrukket mange kriminelle til landet, og tyveri er et stort problem, da det ikke straffes særligt hårdt.

  Vi kan allerede her afsløre, at opholde sig i Costa Rica er ikke længere billigt. Turismen er åbenbart særligt her i den nordlige del øget eksplosivt. Såvel canadier som amerikanere er begyndt at fravælge deres ellers foretrukne feriedestination Hawaii og tager i stedet til Costa Rica, fordi de finder opholdet her mere eksotisk end det meget amerikaniseret Hawaii. Det har åbenbart fået priser på alt til at stige voldsomt. 

  Vi er blæst inde og vil derfor bruge tiden på at se Costa Rica længere inde i landet. Priserne på lejet biler er meget høje ca. 1000 kr. om dagen, da man er forpligtiget til at købe en meget dyr bilforsikring. Vi vil tage en tur langt op i bjergområdet, hvor vi vil besøge Grecia, Sarchi og San Ramon. Det er tre lidt mere isoleret autentiske landsbyer – tror vi – men ved nærmere læsning i guidebogen, viser det sig, at de er overrendt af turister. Hotelpriserne i eller i omegnen af disse byer er chokerende høje ca. 2-3.000 kr. per nat, hvis man ønsker aircondition, og det er nødvendigt, hvis man vil have sin nattesøvn. Vi opvejer de høje priser mod de oplevelser, vi kan få. Vi sammenligner det med de fantastiske oplevelser, vi har haft gennem de sidste 8 år. Vi må konstatere, at meget af det vi kan se og opleve i Costa Rica ikke længere er nyt eller fremmede for os. Vi beslutter derfor at spare de mange penge og sejler videre sydover mod Golfito, sidste havn hvor vi kan udklarere.

  Efter 100 sømil laver vi et døgns Pit-stop i Bahia Ballena. Her findes et lille fiskerleje med en lille landsby, som helt sikker er meget autentisk og er derfor interessant at besøge. Vi vælger dog alligevel at blive ombord på Capri, da guidebogen advarer mod at efterlade sin båd. Vi er heller ikke trygge ved at efterlade dinghien på stranden et stykke væk fra landsbyen.

  Næste morgen er planen at sejle de næste 100 sømil mod Bahia Drake, men det går anderledes. Efter ganske få sømil hører vi sumppumpen gå i gang. Det er pumpen, der lænser vand, hvis der trænger saltvand indenbords, eller hvis en ferskvandsslange er utæt. Carsten smager på vandet, det er saltvand – det er ikke godt. Det er bestemt ikke første gang, at vi oplever det. De andre gange har det været Black Jack ‘en (drivakseltætningen), der er synderen – det er det også denne gang.

  En Black Jack skal normalt skiftes efter ca. 800 motortimer, når båden er på land. Da vi forlod Chiapas, sidste marina i Mexico, hvor vi havde mulighed for at få Capri på land, havde vi kun sejlet 450 timer for motor. Vi besluttede os derfor for at vente med at skifte Black Jack ‘en, når vi som planlagt skal have Capri på land i Shelter Bay Marina, lige efter vi har transittet Panama Kanalen.

  Vi tager det foreløbigt roligt, vi ved, hvad årsagen til vandindtrængningen er, og sumppumpen kan sagtens følge med. Pumpen kører de næste timer hvert tyvende minut, mens vi motorsejler, da vinden udebliver. Hurra! – søbrisen starter, og vi får god vind. Sejler for fulde sejl, ingen motor, men pumpen kører stadig hver tyvende minut. Vi må ty til motoren igen, efter søbrisens ophør, og pumpen starter nu hvert tiende minut. Efter endnu et par timer starter pumpen hvert femte minut og tømmer sumpen for cirka en liter vand på heldigvis kun få sekunder – pumpen følger derfor godt med, men vi er bestemt ikke længere trygge ved situationen.

  Allerede da problemet startede, besluttede vi os for at sejle direkte til Golfito for at få Capri på land, så Carsten kan skifte den Black Jack, og selvfølgelig har vi en ekstra med ombord. Vi er uforstående overfor, at den allerede efter 500 motortimer er utæt. Det er åbenbart noget billigt bras fra Kina, som Carsten har købt på Amazon, da han ikke kunne finde den rigtige fra Volvo Penta. Øv.

  Under sejladsen – tak til Starlink – kontakter Carsten de to største marinaer i Golfito, som desværre ikke kan tilbyde denne facilitet at løfte Capri op på land. Det viser sig, at der ingen mulighed er for at få sin kølbåd op på land, efter man forlader Mexico og indtil man når frem til Marina Vista Mare (40 sømil fra Panama Kanalen) eller Marina Flamingo i Panama City. Vi er chokeret. Hvad gør?

  Vi har hørt, at nogle sejlere har udskiftet deres Black Jack, mens deres båd lå i vandet, men det er kritisk, og der kan trænge meget vand ind. Det er en meget psykisk hård aften og nattevagt vi får. Hør her:

  Både Carsten og jeg er meget bekymret for denne procedure i vandet. Det er i forvejen en besværlig procedure, som selv på land foregår i meget uhensigtsmæssige arbejdsstillinger. Bekymringen bliver ikke mindre, da vi får at vide, at der også er krokodiller i vandet – nej, det er ikke en joke.

  Vi har lagt til i Banana Marina i Golfito, og Carsten går op for at tjekke ind hos marinaens havnefoged. Her forhører Carsten sig, om der virkelig findes krokodiller i vandet her i marinaen? Jo, forklarer havnefogeden, hver morgen kommer en stor krokodille ind i bugten for at forsyne sig nede hos fiskerne længere henne i bugten, men den er ganske fredelig, mener han. Flere sejlere inklusiv ham selv renser bunden på deres både nede i vandet, og der holdes i øvrigt også konkurrence svømning i bugten, så Carsten skal ikke være bekymret. Den lille frygt forsvinder hverken hos Carsten eller jeg.

  Heldigvis går pumpen kun i gang cirka hver femte time, mens Capri ligger stille i marinaen. Så vi har tid til at finde den rigtige løsning og forberede os grundigt.

  Havnefogeden har i mellemtiden hørt, at der længere henne ad kysten er en amerikaner, der er ved at opbygge sit bådværft. Måske kan han løfte Capri ud af vandet? Vi kontakter ham og får en aftale kl. 9 næste morgen henne hos ham.

  Vi møder op på pladsen præcis kl. 9, men chefen er desværre ikke tilstede, da han er ovre i Panama for at handle ind, da det er så dyrt at handle her i Costa Rica. Vi møder i stedet hans værkfører.

  Indrømmet bådværftet er kun i sin spæde start, men det ser ikke lovende ud. Vi beder om at se løftekranen, for den kan vi ikke få øje på. Han henviser til to almindelige kraner, der findes ingen Travellift eller trailer. Planen er, at de to kraner skal løfte Capri i hver sin ende af båden. Vanddybden er kritisabel lav. Carsten og jeg kikker på hinanden. Det her tør vi ikke. Tanken om at to kranfører (uddannet?) skal simultant løfte Capri, det vil aldrig gå godt. Værkføren meddeler, at de kun har løftet en båd op af vandet – uhm, måske en eller to gange. Vi kan kun få øje på en lille motorbåd, der står på land. Vi går slukøret herfra og hjem til Capri.

  Der er ingen anden løsning på problemet, end at Carsten må skifte Black Jack ‘en, mens Capri er i vandet, og vi må håbe på, at krokodillerne holder sig værk. Carsten forbereder sig grundigt, endda så grundigt, at han tegner og fortæller for fruen, hvordan det hele skal gå. Han har set flere videoer på YouTube, men det har været anderledes procedurer, end hvordan det skal foregå på Capri. Carsten har heldigvis skiftet Black Jack´en før, mens Capri har stået på land, men ikke altid uden besvær. Alle sejlere ved: ”At ingen reparationer går som planlagt, og det tager ofte mere end den dobbelt tid at udføre end forventet”.

  Næste morgen ankommer personalet fra marinaen med en Hookah, som de installerer på kajen. Det er en kompressor, der står på kajen, hvorfra der kommer en lang luftslange med et mundstykke (regulator), som Carsten skal trække vejret igennem. En Hookah anvendes som oftest af professionelle dykkere, der arbejder nede i vandet, fordi det er alt for tungt og besværligt at have luftflasker på ryggen, mens man i længere tid arbejde nede under bunden af båden.

  Carsten gør alt klar indenbords på Capri. Det vil sige, at han løsner drivakslen fra motoren og skubber den tilbage, så der er plads til at udskifte Black Jack ‘en. Ups, drivakslen kan ikke skubbes tilstrækkelig langt tilbage. Carsten er bekymret for, at han har påmonteret zink på drivakslen for tæt på cutlass bearing´en (drivaksellejet), så de blokerer for, at han kan skubbe drivakslen tilbage. Han må ned i vandet og fjerne zinken.

  Han kommer hurtigt op igen og meddeler, at det ikke er zinken, der er problemet. Det er rurer på drivakslen, der blokerer. Carsten får en skraber med ned i dybet, så han kan fjerne rurerne. Imens står jeg og holder øje med krokodillerne i farvandet, men jeg ser heldigvis ingen. Efter kun få minutter er Carsten oppe igen.

   Drivakslen glider tilbage, som den skal. Flere skruer fjernes. Den nye Black Jack er smurt og ligger parat på køkkenbordet. Nu skal Carsten ned i vandet igen for at sætte en klud beklædt med bubblewrap ind i skroggennemføringen, så der kommer så lidt vand ind som muligt, når den gamle Black Jack fjernes. Carsten har lovet mig, at hvis der pibler for meget vand indenbords, når han trækker Black Jack ‘en ud, så sætter han den på plads igen og dykker ned for at sætte mere bubblewrap i skroggennemføringen. Ingen panik.

  Jeg står og kikker ned i sumpen, der er meget lidt vand og spørger Carsten: ” Er du klar til at udskifte Black Jack ‘en?” hvortil han svarer: ”Jamen den er allerede skiftet”. Wow. Nu skal den fastgøres med skruer og spændbånd. Herefter dykker Carsten glædeligt ned og fjerner klud med bubblewrap og kommer smilende op igen. Drivakslen skubbes på plads og fastgøres til motoren.

  Alt er tjekket og fastgjort. Jeg starter motoren og kører den i omdrejninger uden fremdrift. Umiddelbart kommer der ingen vand ind. Vi må tage en lille prøvesejlads, så vi er helt sikre på, at den nye Black Jack er tæt. Jubii, stolt kommer skipper op fra motorrummet og meddeler, at alt er tørt som Sahara. Vi er tilbage i marinaen. Carsten er dagens helt – rigtig godt klaret skipper! Vi er begge meget lettet og fejre det med G&T samt en middag i marinaens restaurant.

  Vi har et vejrvindue og vil gerne sejle videre til Panama City.

  Tidligt næste morgen tager Carsten ind til myndighederne for at udklarere. Havnens havnefoged og immigration ligger i gåafstand fra marinaen, men tolderen befinder sig i lufthavnen. Taxa her i Golfito er kollektive, det betyder, at hver passager kun betaler 1 USD (ca. 7 kr.)  – rørende billigt. Der er kun et problem, tolderen har i dag valgt at møde kl. 14, så Carsten må tage taxaturen til lufthavnen to gange. Efter et par timer er han stadig ikke vendt tilbage. Endelig får jeg en sms, han står oppe på kontoret i vores marina. Jeg går op til ham, for vi skal meget gerne afsted snarest, så vi når helt til Panama City, inden Papaguya vinden begynder.

  Der er opstået endnu et problem. Carsten med flere er smidt ud af havnefogeds kontor nede på havnen. Jeg skal lige gøre opmærksom på, at når vi omtaler havnefogeden, så skelner vi mellem to af slagsen – én for selve havnen og én for marinaen. Politiet er ankommet med en ransagnings kendelse til havnefogedens kontor nede på havnen. Det drejer sig sandsynligvis om narkosmugling eller samarbejde med narkosmuglere. Kontoret er derfor midlertidig lukket. Vi kan derfor ikke få vores Zarpe (udklareringspapir) og kan dermed heller ikke indklarere i Panama.

  Hvad gør vi? Situationen er lettere kaotisk, vi har jo en transitdato til Panama Kanalen den 27. april. Vores havnefoged i marinaen kontakter hovedkontoret, som ikke er orienteret om den lokale situation på kontoret i Golfito. En af medarbejderne på marinaens kontor har tidligere arbejdet på kontoret nede på havnen, og hun får fra hovedkontoret tilladelse til at færdiggøre vores papirarbejde og udstede en Zarpe.

  ”Så er der afgang! ”, vi smider fortøjningerne og stævner ud mod Panama.