Da det jo lykkes os at skifte vores akselpakning mens båden var i vandet (se sidste blog) uden at jeg blev spist af de rundtom svømmende krokodiller (tak til Vinni for at have holdt forsvarlige udkig), kan jeg nu skrive om vores tur til Panama.

Dagen efter vi skiftede pakningen, clearede vi ud – et mareridt uden lige, men til sidst lykkes det, så da det hele var overstået tog vi fortøjningerne ind og forlod Golfito.  Lige ud iblandt en masse lyn og torden – ja, ja, det jo Vinni og Carsten der sejler.

Hvad kan man ellers forvente end Vinni og Carsten vejr?

Are we having fun yet?

Damned right we’re having fun!

Det dårlige vejr fortsætter, mere lyn og mere torden, dog for det meste hele vejen omkring os, ikke lige over hovedet. Nå ja, det var et par enkelte torden skrald der brager lige over os og vi troede at verden var ved at ende. 

Et lille indspark.  Til dem der sidder hjemme i deres lænestol (det er dig, kære læser) og tror, ja, ja nu overdriver Carsten igen.  En sølle gang torden eller to og et lille lyn.  Herregud, det er da ikke noget at skrive hjem om.  Jeg kan forsikre enhver tvivler at når man er til søs og der er kæmpe tordenbrag lige over hovedet og lynene slå ned omkring båden, ja, ligesom i skyttegrave, så er der ingen ateister om bord.  Alle, beder en stille bøn.  Selv jeg, som er agnostiker kan finde på at kigge op og sige, ”ja, ja Gud – du behøver ikke sende mere uvejr, vi har forstået det”. Lynene og torden bliver ved næste hele vejen til Panama kanalen.

Vinni tager det endnu hårdere end jeg gør, da hun ikke kan falde i søvn når det tordner og lyner.  Jeg falder hen med det samme og Vinni bander mig langt væk. Mangel på søvn gør naturligvis at Vinni bliver sløv og når man er sløv går alting, inklusiv torden og lyn en mere på.

Hvad kan jeg sige?  Det er ikke sjovt og man håber bare på at det snart over overstået.

Jeg kigger nede i sumpen med jævne mellemrum, men den holder sig tør. Efter nogle timer beslutter vi os for at jeg må have gjort arbejdet ordentligt så vil vi ikke bekymre os mere om det.

Det siges at Panama er et besøg værd. Der er mange skønne strande og små bugter hvor man kan anker.  Dog bør man clear ind først. Vi har en transit dato for Kanalen og vi har hørt fra mange at dukker man op tidligt, kommer man igennem før. Det håber vi på så vi beslutter at springe de små bugter over og sejle direkte til Panama City og lægge os i Playita Marina, der hvor vi lå da vi kom gennem kanalen for efterhånden lang tid siden.

Hmmm, ja – det aner mig at vi har været her før.

For omkring seks år siden (hold da helt kæft hvor tiden flyver) kom vi gennem Panama Kanalen fra øst mod vest og skrev:

Dette er ”The point of no return”, dvs er man først kommet igennem kanalen, ja så er det lang vej hjem og der er kun en vej – resten af vejen rundt om. I vores vildeste fantasi havde Vinni og jeg ikke drømt om at vi ville befinde os her igen, denne gang dog for at sejle vest mod øst.

Altså – retur til ”The point of no return”.

Vores tanker og udsagn fra dengang var gode nok.  Det er ”The point of no return”, men vi havde jo heller ikke regnede med at vi ville tage en lille smuttur på over 12.000 sømil nord til Alaska og tilbage ned gennem Mexico og Central Amerika.  12.000 sømil er trods alt et stykke – lig med lidt over halvvejs rundt om jorden ved ækvator.

”Vi har ingen plan og ved Gud, den har vi tænkt os at overholde”.

Nåh, men vejrliget til trods, ankom vi tre døgn senere til Playita Marina og fik anvist en plads. Nu skulle vi clear ind og vi aftalte at mødes med vores Agent ved immigrations myndighederne. Mens vi står og venter, spørger vi ham om han har en plads til os for en tidligere transit.  Vores reserveret dato er et par uger senere. Han kigger ned i sine papir og siger så; ”hvad med i morgen? I kan komme med i morgen tidligt”.

Puha! Ok, siger vi og skynder os tilbage til Capri for at gøre klar.  Der vil ankomme 3 unge linehandlers og vi skal have indkøbt mad så vi kan fodre dem, desuden skal der købes fire flasker vand per mand og så lidt snacks. Dagen går med indkøb, madlavning og klargøring. Tidligt (meget tidligt) næste morgen, sådan cirka kl 3, står Vinni og jeg op og venter på at vores line handlers samt fenders og store tovværk skal ankomme.  De kommer naturligvis først kl 4.  Hvorfor komme til tiden når man kan sove lidt ekstra. Lidt over fire sejler vi ud fra Marinaen og lægger os til at vente på at vores Advisor (lods) skal komme ombord.

Vi venter. Så venter vi lidt mere. Og endnu mere. Ja, han kommer som det passer ham, vi andre kan bare stå op.

Da han endeligt er ombord, venter vi nu på det skib vi skal dele bås med.  Vi skal også transit sammen med en halvtredsfods kapsejler båd der er ved at blive sejlet til Frankrig af et par unge delivery gutter. Båden tilhører ikke de to unge fyre og det kan tydeligt ses på den måde de sejler hende. De er næste ligeglad med hvad der sker.

Vi har fået at vide at vi skal gennem sluserne med et cruise ship, det viser sig at det er et Norsk skib, Fram, drevet af Hurtigruten. Vi viste nu ikke at Hurtigruten også drev cruise skibe, endda i Stillehavet, men hvorfor ikke?

Endeligt kan vi sejle frem for at binde os op på kapsejler båden. Det bliver den, og deres advisor som har kommandoen over de sammenbundet både. Desværre finder vi hurtigt ud af at skipper og hans crew ikke er særlige gode til at håndtere båden når det kommer til finurlige manøvre.  Hver gang vi skal lægge til uden på dem er de slet ikke parat og har ingen anelse om hvordan de skal positionere båden så det bliver muligt at lirke Capri op ved siden af uden at skramme hverken den ene eller den anden båd.

Men op gennem sluserne kommer vi. Vores egen linehandlers har nu også en mening om hvordan de skal gør og jeg har svært ved at få dem til at forstå at de skal adlyde mine ordre og ikke bare tage fortøjninger ind som det passer dem.  Der er altid hård strøm inde i sluserne og det kræver en koordineret indsats for at bådene kommer fra hinanden uden ulykke.

Så er vi endeligt oppe på søen og nu er der cirka fjorten sømil til sluserne på den anden side.  Cruise skibet sætter sømmet i bund og stikker af.  Vores advisor fortæller at det er det sidste skib vi kan komme ned med  i dag, dem der kommer efter fylder for meget i slusen til vi kan være der. Ergo, det gælder om at få farten op og følge med. Vi går seks knob. Jeg siger til vores advisor at jeg godt kan få halvanden til to knob mere fart på. Det må vi ikke, det er den anden advisor der bestemmer.

Godt så, kald ham på radioen og sige at vi skal sætte sømmet i bund så vi kan nå med ned i dag.  Det gøre han men får svaret. Bare følg vores hastighed.

Halvvejs over søen går det pludseligt op for den anden advisor at vi ikke når det (de viste vi i vores båd fra starten af).  Nu skulle vi så køre på med alt vi har.  Capri løb afsted med lige under otte knob, men det var for sent.  Vi kom ikke til slusen tidligt nok så det betød at vi skulle overnatte oppe på søen.

Shit!

Vores agent havde fortalt os at vi nok kom ned samme dag.  Nu skulle vi have de tre unge line handlers sove på båden samt de skulle også fodres. Heldigvis havde vi købt ind til en stor omgang spaghetti.

Næste morgen ventede vi en rum tid for en ny advisor dukkede op og vi kunne komme ned af de tre sluser og så var vi tilbage på vores egen halvkugle.

Et par timers sejlads og vi lagde ind i Shelter Bay Marina, som vi kendte fra vores tur vestover for seks år siden. Line handlers, tovværk og fendere forlod os her og så kunne vi gå i gang med at rengøre stakkels Capri.

Vi ligger her et par dage, tager med bussen ind til byen for at proviantere.  Dette er en stor proviantering da sidste gang vi har kunne fylde alt op var faktisk i Mexico, så alt er tomt.  Her oplever vi noget pudsigt.  Det store supermarked har mange kasser og vi stiller os op i kø sammen med alle de andre.  Et par minutter senere kommer en ansat og henviser os til en kasse ved den ene side.  Her er ingen kø.  Da vi kigger os om ser vi et skilt der hænger over kassen der viser en gravid, en handicappet person og en ældre person med stok.

Hmmm.   Vi kigger længe på det og kan ikke styre os fra at grine højlydt. Vinni, siger jeg, Du er jo ikke gravid, du har ingen synlige handicaps, men de tror vel du er ved at blive gammel. Det får hende helt op i det røde felt (som jeg vidste det ville) og hun påstår at det er mig med alt mit gråt hår der er den gamle. Det fik vi så en længere diskussion om og blev til sidst enig om at personen der havde henvist os havde taget fejl.

Nå ja – vi kom da gennem køen i en fart.

Men dagene går vi laver en mængde småting på båden (når man ejer en båd kan man godt være arbejdsløs – men man har altid noget at lave) samt tilbringer eftermiddagene ved svømmebassinet.

Nu har vi sejlede rundt ude i Stillehavet i seks år.  I alle de seks år er det eneste Dannebrog vi har set (bortset fra en enkelt ved Nuku Hiva) den der hænger på Capris hæk. Vi har ikke mødt en eneste dansk båd de sidste fem år. Her i marinaen vælter det med danske både. Der er mindst fem både her og hver gang en tager afsted kommer der en ny senere på dagen. Mange er unge mennesker der er taget afsted og finansiere turen ved at tage betalende gaster med. Det gør at vi ser både med 8-10 unge mennesker ombord på vej ud i Stillehavet. Et par andre er familier. Dem der ikke er helt unge ved godt hvem vi er – Vinni og Carsten er efterhånden kendt i langturssejler regiet. Det kommer som en stor overraskelse for os hvor mange danske båd der er her. Hvor kommer de dog fra? Det er dejligt at tale dansk med andre end os selv, men vi er bare paf når vi ser alle disse både.

Vi skal jo videre. Vi kan forstå at det er muligt at tjekke ud i en lille by, Puerto Obaldia, der ligger lige på den Panamanske/Colombianske grænse. Det er en lang sejlads og bugten man skal ankre op i giver ingen beskyttelses mod hverken vind eller vejr. Vi sejler derned men lægger os for ankre i en lille bugt cirka 20 sm nord derfra. Her ligger en (meget) lille Guna landsby samt resterne af en gammelt Spansk fort. Vi bliver på båden og tager afsted den næste morgen.  4 timer senere kaster vi krogen ved Obaldia. Morgen har vist sig fra sin pæne side. Vinden er kun en let brise, dønningerne lave og der er langt imellem.

Godt, så skal vi ikke bekymre os om det. Dinghien sættes i vandet og vi sejler ind til stranden og går derefter op i byen. Byen er som så mange småbyer her. Lidt faldefærdige og der ligger skrald mange steder. Vi finder immigration og de er hurtige og får os tjekket ud med det samme. Port Captain, får vi at vide, har kontor ved siden af, men han er at finde oppe i sin lille butik, hvor han laver fotokopier, sælger papir og blyanter osv.  Ganske rigtigt, her står en i blå trøje med Panamansk segl på brystet. Jada, han er Port Captain og vi kan bare følge med på kontoret. Her bliver der skrevet, formular udfyldt og behørigt stemplet. Et kvarter senere har vi officielt forladt Panama og vi tager dinghien tilbage til Capri.