Efter et par timers Pitt-stop i bugten Bahia Obladia, der ligger lige ved grænsen mellem Panama og Colombia, sejler vi videre op langs den colombianske kyst mod storbyen Cartagena.

  Bahia Obladia er en lille charmerende autentisk kuna indiansk grænse-landsby. Ærgerligt at vi ikke kunne bruge et par dage her, men vejrvinduet holder mindre end to døgn, så det er bare med at sejle videre de næste 180 sømil op til Cartagene. I øvrigt er bugten her ikke særlig egnet til ankring, dønningerne vælter direkte ind i bugten.

  Ingen vind før sidst på eftermiddagen, og som forventelig kommer den øst fra, men for motor og sejl går det derudaf. Windy (vejrprognosen) havde ellers vist, at vi skulle sejle for motor hele vejen. Man kan aldrig stole helt på disse vejrprognoser. Øv, for nu får vi i løbet af aftenen vinden og 2-3m bølger direkte i snuden og må tage sejl ned. Vi kan ikke ændre kurs, for vi skal udenom en øgruppe syd for Cartagena, og krydssejle tager alt for lang tid, så når vi ikke frem, inden kulingen kommer med 4-5m bølger, og det vil vi helst undgå.

  Ingen behagelig sejlads. Det er svært at falde i søvn i denne søgang. Da det er min tur til at sove 4 timer, er søsygen så småt begyndt hos mig, og jeg snupper derfor en søsygetablet, der i øvrigt gør mig dejlig søvnig. Jeg føler mig bestemt ikke godt tilpas, da jeg står op til min hundevagt, og søgangen er blevet endnu værre. Men der er intet at gøre, når man sejler double-handed, er der ingen andre ombord, der kan overtage min vagt.

  Efter næsten 15 timers ubehagelig sejlads ankommer vi til indsejlingen til Cartagena. Der er to indsejlinger. Den ene har en undervandsmur, en rest af ruiner fra gamle tider, hvor man ønskede at fjendtlige skibe ville sejle deres køl af, når de ville angribe byen. Ved lavvande er der 8 fod vand over muren, vi ankommer ved lavvande og med vores 7 fod køl og høje bølger, skal vi under ingen omstændigheder forsøge at sejle gennem denne indsejling, vi vælger derfor indsejlingen for storskibstrafikken. Her kan strømmen løbe op til 5-6 knob. Det går fint, da vi befinder os i den lange periode af slackwater, hvor strømmen vender og er svag.

  Herefter sejler vi en times tid op gennem lagunen til selve byen, hvor vi nyder synet af Cartagenas flotte skyline.

 

  Vi foretrækker sikkerhed og vælger derfor at lægge til i en af de tre marinaer, der har bevæbnet vagter døgnet rundt i stedet for at ligge for svaj. Forlader man sin båd, skal alt være lukket nedenom læ eller fastgjort til båden. Anbefalingen er, at en udenbordsmotor fastgøres med kæde til moderskibet, også selvom man ligger i en marina. I vores marina går de bevæbnede sikkerhedsvagter rundt på broerne om aftenen og natten. På vores bro sidder der yderligere en vagt på broen hele natten.

  En ubehagelig overraskelse er, at man her i lagunen såvel i en marina som for svaj ligger meget urolig. De irriterende hurtiggående motorbåde med turister men også pangaerne kaster frygtelige hækbølger af sig, da de ikke holder sig indenfor reglerne i havnen, som siger, at max hastighed er 4 knob. Vi oplever 4 timers fred, da politiet i en hurtiggående rib ligger midt ude i havnen for at give fartbøder, så kan det nok være, at alle bådene kan holde farten under 4 knob.  

  Cartagena har en smuk gammel bydel, der ligger indenfor de gamle fæstningsmurer ”The City behind the Wall”. Den må vi over at besøge. Vi bliver en smule skuffet. Det er en rigtig turistfælde, og gadesælgerne er lettere irriterende, da de ikke vil forstå et ”nej tak”. Der er så mange gadesælger, at man bliver spurgt hele tiden, om man vil købe noget.  Alle forretningerne her er målrettet til turisterne.

Restauranterne serverer til høje turistpriser. Carsten og jeg foretrækker at gå i gamle bydele, hvor der stadig bor lokale colombianere. Vi fortrækker også at spise på restauranter, hvor vi sidder blandt de lokale beboer. Det har vi oplevet, da vi besøgte den gamle bydel i San Juan, Puerto Rico.

  Nå, men vi må da ind og besøge smaragd-museet, da Colombia står for 60% af verdens produktionen og har nok de smukkeste grønne smaragd sten. Vi bliver fulgt rundt i museet af en guide, der taler flydende engelsk. Selvfølgelig fører hun os ind i museets butik efter rundturen. Læseren kan ikke forstille sig, hvor dyre disse smykker er, det ikke indeholdt i vores budget.

 

Vi skal vente på et godt vejrvindue for at kunne krydse Det Caribiske Hav, og det kan tage flere uger, før vi får det. Statistikken siger, at passatvinden bliver lidt mildere og går mere i øst eller endnu bedre i østsydøst i den sidste halvdel af maj, så vi kan risikere at skulle vente måske op til tre uger, før det sker. Her i Cartagena bliver vi ikke liggende, det er faktisk rædselsfuldt, så vi sejler derfor videre 110 sømil op til byen Santa Marta, hvor vi lægger os i marinaen.

  Vi når frem til Santa Marta for motor og fladt vand. Men som sædvanligt er vores log groet til med småkryb. Vi er nød til at rense loggen hver gang, når vi har ligget stille en uges tid.

  Santa Marta er ifølge guidebogen den første by, der blev etableret i Sydamerika. De lokale beboer er meget stolte af, at Simon Bolivar har boet her i hans sidste leveår, og han er endda begravet her og ikke i Venezuela, hvor han er født. Simon Bolivar frihedskæmperen huskes for hans bedrifter, det var ham, der fik frigjorte de nordlige sydamerikanske lande fra spanierne. Det siges, at selv i dag findes der ikke et eneste hjem, der ikke har et billede eller andet, der afbilleder Bolivar, for at vise ham respekt. Vi besøger det lokale musée, hvor der selvfølgelig er en udstilling af Simon Bolivar.

  Marinaen ligger midt i byen med en fin strandboulevard og en gågade i den gamle bydel, hvor den ene restaurant efter den anden ligger. Hvor er her hyggeligt, særligt om aftenen er der et leben i restaurantgaden. For slet ikke at nævne, at her ligger vi stille og roligt i marinaen. Det kommer til at koste at ligge i marinaen i flere uger, men det må vi finde os i. Vi har ikke mod på at ligge for svaj udenfor marinaen på grund af tyveri, og det gør de andre langturssejlere heller ikke.

  Blot en lille notits skal nævnes ifølge Berlingske: At den største fragt af ulovlig kokain fra Colombia sendes ud her fra Santa Marta, hvoraf de fleste fragtskibe eges af Mærsk. Det var en overraskelse for os. Kokainen fragtes åbenbart i kasser med bananer i aflåste container, så Mærsk forhåbentligt ikke kan drages til ansvar og få prædikatet kokainsmugler. Her i centrum ses meget politi i gaderne, men det opfatter vi kun som vores sikkerhed. 

  En af de store attraktioner her i Santa Marta er ”The hidden city” (den skjulte by selvom de lokale kalder den for den glemte by). Det er ruiner efter en inka-by. Inkaindianerne siger, at den aldrig har været hverken skjult eller glemt, siden de flyttede derfra, men inkaindianerne gad bare ikke gå op til den igen. Vi ville rigtig gerne besøge den, men efter at have læst rapporter fra flere yngre vandrere, der har gennemført turen på 3-4 dage ind gennem regnskoven, har vi fravalgt den ellers interessante oplevelse af flere grunde:

1. Carsten og jeg er ikke i form til denne anstrengende tur – enkelte siger i deres rapport, at denne tur er værre end Machu Picchu i Peru. Carsten og jeg er ikke i god form i øjeblikket, da vi har sejlet 3000 sømil de sidste par måneder og under disse transportsejladser, er vi ret immobile.
2. Regnsæsonen er startet, der falder enorme mængder regn ude i regnskoven. De ujævne stier og rullende sten bliver glatte. Hvis en af os kommer til skade, kommer vi ikke fra Colombia, inden orkansæsonen starter, det vil betyde, at der vil gå endnu et ekstra år, før vi er hjemme i Danmark.
3. Derudover er vi bange for at få Dengue-feber fra alle disse myg, der findes ude i regnskoven. Myggespray er jo ikke 100% sikkert.

  Rigtig ærgerligt, at vi må fravælge denne oplevelse. Vi søger derfor på nettet, hvad vi ellers kan beskæftige os med, mens vi venter på et vejrvindue. Vi må skuffende meddele, at ingen af de annoncerede oplevelser på nettet har fået vores interesse, da vi allerede har oplevet de fleste i løbet af de sidste 8 år.

  Vi er selvfølgelig meget utålmodige for at komme videre til Den Dominikanske Republik, men i skrivende stund, hvor vi har været her i Santa Marta i 10 dage, er der stadig ikke udsigt til et vejrvindue de næste 10 dage.

  Heldigvis giver marinaen os fri adgang til swimmingpoolen på Marriott hotellet, der ligger ved siden af. Her kan vi nyde vandet og ligge i skyggen med en drink, det er alt for varmt at ligge nede på stranden.

En lokal fisker der ligger ved siden af os i marinaen kigger forbi en dag og spørger, om vi kan lide hummer? Jada! siger vi. Hvorefter vi får en ordenlige krabat. Hummer er meget større her i Caribien, og de er uden klør, men deres smag er ikke helt så god som dem fra de nordlige vande. Denne smagte nu meget godt.