Vi fik endeligt taget afsked med Grenada. Vi ville nordpå til Union Island som var en af vores favorit øer da vi var i Caribien for otte år siden. Vi planlagde at fejre Jul på Union Island og Nytår i Tobago Cays. Vejrudsigten lovede godt vejr (mærkeligt når det nu er Vinni og Carsten der sejler), så vi lagde ud kl. 09:00, med kurs nordover.

Selv bagved Grenada havde vi god vind – 14-15 knob fra sydøst og Capri med en ren bund strøg afsted med 7 knob. Det var tydeligt hun var en ”happy boat”. Bagfra kunne vi se en sejlbåd med kevlar sejl lægge ud og vende nordover.

Hmmm – en rask lille match race?

Hele formiddagen jagtede de os. Da vi kom ud imellem øerne begyndte det at blæse op og vi rebede vores genua så vi ikke skulle ”gå på væggene”. Det gjorde de ikke og nu overhalede de os.  Ok – det var en XC43. Den kan vi ikke sejle fra, men det tog ham hele formiddagen at hente os og det var først da vi rebede genuaen at han for alvor kunne overhale os.

Solen skinnede fra en skyfri himmel og bliver det bedre end dette? Nej, kære venner – det gør det ikke. Dette er hvad sejlads handler om.

Seks- en halv time efter vi tog ankeret op, anduvede vi Union Island, næsten 45 sømil. Vi havde holdt lidt over 7 knob i snit, hvilken kan få en tåre frem i selv en garvede skippers øje.

Vi sprang Carriacou, Petit Martinique og Petit St. Vincent over da vi har set videoer af de frygtelige ødelæggelser orkanen Beryl afstedkom der i sommers. Vi havde virkelige ikke lyst til at se samfund der var helt smadderet. Det har vi set en gang før, for seks år siden da vi sejlede syd fra USA og mødte de nordlige Caribiske øer eller rettere sagt –  de sørgelige rester af dem. Har man set det en gang, har man ikke behov for at se det igen.

Vi håbede at Union Island havde fået genopbyggede det meste. Desværre tog vi grueligt fejl. Da vi nærmede os Clifton Bay og kiggede ind på øen troede vi at bygningerne var genopbyggede. Da vi var kommet på en ankerbøje (der var lagt bøjer ud over langt det meste af bugten. Sidste gang vi var her var der masser af plads til at anker), kunne vi se at det vi troede var fuldendte bygninger var kun væggene. Få bygninger havde et tag. Enkelte havde nye tage – det viste sig det var de offentlige bygninger.

Nede ved havnen var der en telt by. Her boede de hvis huse var totalt ødelagt. Ved tovet (det der var tilbage af centrum) var der et suppekøkken. Da vi kom sidste gang var der en utrolige charmerende dinghy havn. Man sejlede ind under en lille bro og lagde til ved en træbro. Her var der en god bar og levende musik. Ved siden af var der en lille italiener hvor Vinni og jeg fik den bedste tun carpaccio vi nogensinde har smagt. Alt var væk. Barens vægge stod, samt en smule af taget. Den lille italiensk restaurant var kun murbrokker. Den charmerende lille beton bro man sejlede gennem var der endnu, men den var løftet op af vandmasserne og flyttet lidt til den ene side. Det hele skal bygges om.

Herfra gik vi op gennem det der en gang var en landsby. Ved tovet stod der et skilt hvorpå vi læste at regeringen ville yde et rentefri lån til genopbygning på 20.000ECD (Eastern Caribbean Dollars), hvilken er lig med omkring kr. 50,000.

Det lyder jo godt, men man kan ikke købe ret mange byggematerialer for kr. 50.000 – desuden skal lånet jo betales tilbage og langt det meste af indtjeningen her kommer fra turisterne.

Dem er der ingen af. Da øen er ødelagt kommer der ingen. De få der kommer har ingen steder at bruge deres penge. Restauranterne og barerne er lukket. Den lille købmand er dog åben igen. Det er en ond cirkel. Ingen turister – ingen penge. Ingen sted at bruge penge – ingen turister. Troels Kløvedal harcelerede over kapitalfonde og udenlandske firmaer der tjener alle pengene i Caribien. Han hade muligvis ret. Men med mindre der kommer en eller anden med en kæmpe pose penge, så vil disse øer, inklusiv Union Island være fattige og halvforladt i mange, mange år. Regeringen har ikke råd til at genopbygge dem – og det har de lokale heller ikke.

Union Island var før i tiden ”Kitesurfing Capital of the World”. Bugten var fuldt med kitesurfer og byen var fyldt med turister. Nu er der intet.

Vi blev her et par dage. Vi ville gerne have fejrede Jul her men omgivelserne var for triste. Skulle vi tage ud til Tobago Cays og holde Jul der? Det sagde vi nej til. Vinden ville blæse kraftigt derude og vi kunne se at der var mange både på vej derud. Bugten ville være proppet.

Så den næste morgen tidligt, slap vi ankerbøjen og vendte nordover med kurs mod Bequia. Vinden var igen 14-15 knob og Capri strøg afsted. Vi havde en forrygende sejlads (ja, det er Vinni og Carsten der sejler – forrygende sejlads? Hvad har Carsten dog drukket?). 40 sømil senere kastede vi krogen i Admiralty Bay. Her kunne vi fejre jul. Bequia blev ramt af Beryl, men med få skader. Byen lignede sig selv og der var mange turister samt sejlere.

Juleaften lavede vi en lammekølle som vi havde købt på Grenada. Desværre var det nok, rettere sagt, en fårkølle. Den var ikke særlig mør og smagte ikke godt.

Men rødvinen var god og det var stemningen også. Vores lille juletræ skinnede og juleroen sænkede sig over Capri.

Måske skulle vi være blevet på Bequia for at fejre Nytår, men vi besluttede at det ville vi gøre på Martinique. Vi ville gerne ud i byen og spise godt samt se fyrværkeri.

Tidligt morgen den 27/12 træk vi krogen op og sat sejl med kurs mod St Lucia, hvor vi tager et pitstop for natten, før vi fortsætter til Martinique.

Vi får vores tredje fantastiske sejlads. Vinden suser med 14-16 knob, vi har halvvind og selv med kun et halvt genua og storen i 2nd reb blæser Capri afsted med 7-7,5 knob. 12 timer efter vi lagde ud, kunne vi smide krogen i Rodney Bay –  83 sømil på 12 timer – lige just ved 7 knob i timen. Helt vildt.

Næste morgen fortsatte det gode sejlads hele vejen til Martinique. Her kunne vi proviantere (hvilken vi sandelig også gjorde) samt købe nogle af de reservedele som vi manglede for nogle småreparationer (Capri er en båd – der er altid nogle småreparationer). De gode nyheder er at vores ”grædemur” er tom. Så der er ikke noget stort der skal laves.

Vi går rundt på kajen for at finde en restaurant der har åben nytårsaften. De har stort set alle sammen lukket (de tjener for mange penge). Endeligt finder vi en, menuen ser godt ud og prisen er også ok.

Nytårsaften klæder vi os på i smoking og lang kjole (nej – gu’ gør vi ej – Vinni tager hendes hvide kjole på som hun har haft med i alle næsten 9 år, jeg tager en Hawaiiskjorte og et par hvide bukser på). Lang kjole og smoking er hvad vi ville have taget på hvis vi var hjemme i DK og havde alt vores tøj.

Ak ja, livet er hårdt når man er langturssejler. Alle de ting man må undvære.

Nå, men middagen viste sig at være en skuffelse. Maden var ok men intet at råbe hurra for. Stemningen i restauranten var mat og vi tog tilbage til Capri ved 10 tiden. Her, fra vores dæk kunne vi sidde med en kold G&T og nyde de få nytårsraketter der blev fyret af. Det var lidt af en fuser.

Her på Martinique sejler de kapsejlads med deres traditionelle små sejlbåde.

Naturligvis skal det gå galt en gang i mellem og så er der dømt baljetur

Nu venter vi på at vores redningsflåde skal serviceres. Det skal den hver 3jde år og det er nu 2 år forsinket. Vi har ikke kunne få den servicerede i USA eller Mexico da Zodiac er ophørt med at lave udstyr til lystbåde. Zodiac forhandleren her vil dog godt servicere den. Som med alting på en båd bliver det dyrt, men det skal gøres. Så snart den er klar, letter vi anker og sejler direkte til St John i de tidligere danske vestindiske øer. Vi har altid gerne ville sen den, men muligheden har glippet de andre gange vi var tæt på. Det meste af øen og omkringliggende vand er en National Park og dykning samt snorkling skulle være noget af det bedste i Caribien.

Som nogle af jer ved, er jeg Moderator på en internet site der hedder Cruiser’s Forum, verdens største sejler forum. Tit kommer der tråde op med spørgsmål såsom; Hvor stor en båd skal jeg have for at sejle jorden rundt?  Eller; Min kone syntes vi skal have en 60 fods sejlbåd for at sejle jorden rundt. Sandheden er at bådene herude bliver større og større. Da vi tog afsted var Capri, med hendes 40 fod en af de små, gennemsnittet var vel omkring de 45 fod. Det holder ikke mere – nu er bådene over 50 fod og Capri er næsten altid den mindste når vi kommer ind i en ankerplads.

Når folk stiller spørgsmålet om størrelse er der altid nogen som svarer; ”Folk sejler rundt om jorden i badekar!” Hvilken både er sandt og forkert. Nogle vovehalse sejler i meget små både. Web Chiles sejlede jorden rundt i en 14 fods åben båd. Andre har gjort ham kunsten efter. Her i Le Marin så vi en sejlbåd liggende ved dinghy broen. Den er godt nok lille. Da jeg spurgte ejeren, en franskmand, om han var på vej jorden rundt i den, svarede han ”ja”. Båden er 4 meter (dvs lige over 13 fod). Ingen motor, naturligvis, en kæmpe åre til fremdrift når vinden svigter. Så, ikke et badekar – men næsten.

For dem som nu siger  – ”ja, ja, idioter findes overalt – han kommer ikke langt”, jeg skal hilse at sige at dette er hans anden tur jorden rundt i den båd. Han får den sat på en trailer når han skal over Panama, men han sejler godt nok syd om Afrika (Kap det Gode Håb). Og nej, han virker ikke som en der har stukket af fra den lukkede afdeling.

Hvad kan man sige andet end; Respekt!

N.B. – Breaking News! Da vi hejsede redningsflåde ned i dinghien viste det sig at den glasfiber/plastik kasse den er i har revner og der er et par steder hvor den er knækket. Bad news! Forhandlerne solgte os en ny (ikke Zodiac) for kr.500 mindre end det ville koste at få den gamle servicerede og købe en ny kasse.

Så nu er vi sejlklar og tager afsted til USVI.

OBS – Det er en ommer. Vi tager ingen vegne. Kig lige på denne vejrudsigt. Det skal Vinni og jeg ikke ud i – så vi venter til det er overstået – hen ad sidst på måneden.