”Hej, velkommen til Paradis!” sagde boatboyen da vi kom in i bugten ved Portsmouth på Dominica. Nuvel, det er ikke hver dag man bliver budt velkommen til Paradis.  Før jeg skriver videre skal jeg lige forsikre vores læser (det er dig) at vi ikke er bleven racister, sexister eller lign. Boatboys er voksen mænd, men de hedder boatboys og de kalder sig selv boatboys. Længere er den ikke.

Men tilbage til Paradis. Jeg takkede og indvendte, ”Hmmm, jeg syntes det regner her i Paradis”. Han grinte og sagde, ”Dominica er en regnskovs ø. Naturligvis regner det i en regnskov. ” Som vi ville erfare over de næste par uger, så havde han noget så inderligt ret. Det regner i en regnskov. Faktisk regnede det næsten hver dag. Altså mere eller mindre. Nogle gange var det tropiske regnbyger, nærmest skybrud, andre gange bare en let tisse regn (duggen falder tungt).

Vi hægtede os på en bøje de første par dage da der var lidt problemer med vores ankerspil som jeg lige skulle løse før vi kunne bruge det (det at være langturssejler betyder at man reparere sin båd i eksotiske omgivelser). Heldigvis var det ikke et stort problem – det kunne løses ved at klippe nogle strimler af et kreditkort og skubbe dem ind i låsemekanismen der standsede spillet fra at dreje rundt.

Man bliver opfindsom når man er til søs.

Portsmouth er den anden største by på øen. Hovedstaden, Roseau, ligger ved den sydlige ende og ingen, inklusiv vores pilotbog, har noget godt at sige om den.

Vi skal være her på øen indtil vores nye isternings maskine ankommer – der går nok et par uger. I mellemtiden kan vi nyde vandet (som er meget klar) og den legesyge delfin som svømmer rundt i bugten hver dag. Flere sejlere har været i vandet og svømmet sammen med den – den finder sig i at blive taget på rygfinnen. Så få man en blæsende hurtig tur gennem vandet indtil man slipper.

Da vi var på vej ind i bugten dukkede der pludseligt en pukkelhval op lige foran båden. Vinni fik travlt med at dreje Capri hårdt til bagbord så den kunne svømme uantastede forbi mindre end 10 meter fra Capri. Da den kom op for at puste luft ved siden af Capri, så vi at lidt længere ud til styrbord var der en meget mindre hval der også pustede luft. Det var en mor med sin lille kalv og det er helt sikkert at moren har jagede kalven væk mens hun lagde sig mellem den lille og den store stygge ukendte båd.

Dejligt at se hvaler igen, især den lille. Men, men, men – de er store og vi kan bedst lide at se dem på afstand.

Øen, Dominica, er frodig, meget frodig. Overalt findes de blomster som vi, i Danmark, betaler en fyrstelige sum for hos blomsterhandleren. Her vokser de vildt ved siden af vejen.

Vi var på en tur op af Indian River med en guide og guiden lavede en flot buket til Vinni.

Turen op af floden var ikke den store oplevelse, der var et skur som blev brugt i nogle scener i en Pirates of the Caribbean film.

Det var så det, men guiden var meget viden om planterne og dyrene vi så undervejs, og de lokale skal jo også tjene lidt på vi, de rige, turister.

Vi gik rundt inde i byen den ene dag og så var der karneval. Eller rettere sagt, der var ikke karneval-den finder sted i marts. Dette var opvarmning til karneval. Opvarmning begynder lige efter Nytår og opvarmnings dagen går på omgang mellem de forskellige byer på øen. Hele byen fester så man kan komme i ”feststemning” inden det rigtigt går løs i marts. Vi var voldsom imponeret af stylte danserne. Flere af dem var på styler der var over 2 meter høje.

Utrolig præstation at kunne gå og danse på dem. Kostumerne var flotte og hele paraden var ledsaget af høj musik (meget, meget høj musik). Vi tog tilbage ud til båden men kunne høre festen inde på land til langt efter vi var gået til køjs.

Ellers sker der ikke så meget i Portsmouth. Der er et stort grønsagsmarked, især om lørdagen, men man skal passe på. Vinni fandt et rødkål som hun gerne ville købe. 10ECD sagde damen (kr.25). Det lød ok indtil hun smækkede den på en vægt og sagde ”Det bliver så 35ECD (90 kroner) ”.  De 10ECD var pr pund.  Det ville vi ikke. Nogle af vores venner endte med at betale kr.9 for en tomat. Det er svært at forstå hvorfor grøntsagerne skal være så dyre – de dyrker det hele selv. De har masser af vand og masser af sol.

Vi havde også vores spændende øjeblikke. Den ene nat vågnede jeg ved 3-tiden og skulle tisse. Inde fra land kunne jeg høre en trompet (troede jeg). Hold da kæft hvor de fester i nat, tænkte jeg. Da jeg stod op, kunne jeg se lys der kom fra alle retninger. Op på dæk så jeg så en stor 51 fods katamaran der drev rundt i ankerpladsen. Trompeten jeg hørte var et tågehorn nogle havde fået fat i for at vække de andre sejlere. Nu var der en der havde en højtaler på båden som råbte ”der er ingen ombord – den driver bare rundt” Jeg vækkede Vinni og vi gjorde klar til at ”forsvare” Capri hvis den drev imod os. Heldigvis drev den forbi uden at ramme os. Nu var den ved at gå ”walkabout” og på vej ud af ankerpladsen – næste stop Panama. Jeg sprang i dinghien og fór efter den med alt vores lille 5 hestes motor kunne præstere. Galop, galop afsted med mig.

Naturligvis var dette kl. 3 om natten og det blæste kuling med pust op til storm.

Det lykkes mig at indhente den og komme ombord (ingen nem sag i det vejr skal jeg hilse at sige). Det er sådan at langt de fleste sejlere lader deres nøgle sidde i tændingen, netop i det tilfælde at ankeret slipper mens man ikke er hjemme (vi lader vores nøgle sidde, samt vi lader remote controlleren til vores anker spil hænge hvor den kan ses). Op i cockpittet – ingen nøgle. Denne båd bruger ikke en nøgle, men har en afbryder nede i salonen.

Pokkers! Jeg trykkede på starter knappen flere gange uden der skete noget. Ved siden af starter panelet var der betjeningsknapper til ankerspillet. Jeg trykkede på den flere gange uden der skete noget. Ejerne havde slukket nede på hovedafbryderen.

Pokkers %&#!#%  og så videre. Der var intet at gøre. Nu kom der et par andre dinghier til undsætning. Men ingen af os kunne gøre noget og ingen af os havde en dinghy med en stor nok motor der kunne tage dette monstrum på slæbe. I mellemtiden drev vi længere og længere til søs.

Next stop – Panama!

Endeligt kom en stor RIB fra en af de stor lystyachter. Den have en 90HK motor og et stykke tykt tovværk. Vi fik fastgjort tovværket, og med alle tre dinghier skubbende på bagenden fik vi vendt katamaranen så den pegede i den rigtige retning – nu kunne RIB’en langsomt trække den tilbage ind på ankerpladsen og vi fik den bundet op på en bøje.

Næste dag var ejerne om bord – men der var ikke noget med at komme rundt og sige tak. Mærkeligt. Her redder en flok sejlere din million euro dyre båd og man gider åbenbart ikke engang sige ”tak for det”.

Ja – vi er alle så forskellige.

Ellers går vores dage med at gå lidt rundt i byen og købe lidt ind. Dominica er nok den mindst turistede ø i Caribien og det kan ses. Godt nok kommer der cruise ships til Roseau og en gang imellem vover en af dem sig her in i bugten ved Portsmouth, men de er få og langt imellem.

Øen er frodig og vi lejer en bil. På den anden side af øen ligger der en lille landsby hvor de sidste rester af ur indianerne bor. De kalder sig selv Kalinargo, resten af verden kalder dem Caribs, det navn Columbus gav dem. De er meget asiatisk af udseende og har bronze farvede hud. Det vil vi gerne se og da vi fortæller vores venner, Angela og John (fra Australien), melder Angela sig med det samme. Vi tager afsted den tidlige morgen og kører langsomt rundt om nordsiden af øen. Der er jo meget vi skal se. Panoramaudsigter åbner sig både til højre og venstre. Vi kører længere op i bjergene og dybere ind i regnskoven. Midten af øen får over 300 cm (ja centimeter) regn om året, kysten hvor Capri ligger ”kun” 50 cm. Heroppe er der altid dis i luften. Vi standser ved et vandfald. Angela har taget en badedragt med så hun hopper ud i pølen nedfor vandfaldet. Dette er dog et kendt sted med mange turister.

Senere kommer vi til indianerlandsbyen. Den er ikke forskelligt fra andre små landsbyer her på øen. Dog har de nogle boder langs vejen hvor de sælger flettede kurve. De kvinder der sælger kurve ser hverken asiatisk ud eller har bronzefarvede hud. En gammel mand kommer forbi. Han har bronzefarvede hud og ser lidt asiatisk ud. Desværre tog vi ikke et billedet da han var tæt på men vi kan dog ser ham gå lidt længere nede af vejen.

Angela købte en kurv, den ville passe godt sammen med de andre tre kurve hun har (er der noget der hedder en kurvesamler?). Da vi kom tilbage sagde John ikke noget om kurven, han rystede ikke engang på hoved.  Ok, de har været gift i nogle og fyrre år så han har vel vænnede sig til det.

Tilbage på ankerpladsen, fortsatte anker fjolleriet sig. En svensk båd ankom og ankrede op ved siden af os, kom over i deres dinghy og spurgte hvor Told og Immigration lå. Vi fortalte dem at den lå helt over i den anden side af bugten – de kunne enten sejle derovre, der er en dinghybro man kan lægge til ved, eller lægge til lige herinde ved stranden og gå de 3 kilometer.

De talte lidt frem og tilbage og så sejlede de tilbage til deres båd – formentligt for at spise frokost før de bevægede sig ud på en sammenlagt 6 kilometer stroppe tur. Det kan de være glade for de gjorde. Kort tid derefter, begynde deres anker at skride og nu var båden ved at gå ”walkabout”. Næste stop – Panama.

De kom op med det samme og ankrede om. Derefter blev de på båden indtil næste morgen hvor de sejlede.

Jeg skal ikke trætte jer med historierne om alle de både vi så komme ind der skulle bruge 2,3 eller helt op til 8 forsøg før deres anker bed og de blev liggende. Der var mange.

Et par dage siden ankom en båd med dansk flag og ankrede op ved siden af os – det var Rikke go Karsten som vi kender godt. Vi nød nogle sundowners og aftalte at næste dag ville de gerne ud og køre med os.

Afsted til Syndicate Falls og regnskov. Dejlig tur og da jeg havde taget min machete med kunne vi fælde et banantræ så Rikke go Karsten kunne blive ægte langturssejlere med en bananklase hængende fra targabaren.

Vi samlede også lidt kokosnødder så bagagerummet var ved at blive fyldt. Syndicate Falls var en skøn oplevelse, der var næsten ingen der, så vi hoppede i vandet og lod vandfaldet give os brusebad.

Sidste historie om ankring kommer her: I går var Rikke og Karsten på tur da en sejlbåd kommer ind. Vinni og jeg har godt øje til den da det par der var ombord virkede ikke helt vant til at ankre. De forsøgt først lige foran os men vi råbte dem an og sagde at de kunne ikke ligger der – de ville ramme vores båd når de svingede rundt med vind og tidevand. Så flyttede de lidt over og længere frem. Vi kunne se at de lagde ikke ret meget kæde ud og de bakkede slet ikke ned på ankeret for at sikre sig at det holdt. Faktisk stod de begge op foran og gloede ned i vandet. Til sidst var de tilfredse og gik neden under.

Vinni og jeg blev ved med at holde øje med dem. Vi var slet ikke overbevist om at deres anker ville holde. Det gjorde det heller ikke. Cirka en time senere, begyndte de at skride. Manden kom op, gik ud på fordækket og gloede ned på ankeret. Og blev ved med at glo. Da de var ved at skride op langs os, råbte jeg til ham at han skulle tænde for sin motor da han snart ville banke direkte ind i Rikke og Karstens båd. Nu gloede han bare på mig, men endeligt gik det op for ham at han skulle gøre noget. Langsomt bevægede han sig tilbage mod cockpittet, råbte ned til konen at hun skulle komme op og tænde motoren, hvilken hun gjorde.

Da hun havde tændt for den, fandt han på at det måske var en god ide at han tog fat i rattet og forsøgte at undgå Rikke og Karstens båd. Det var naturligvis alt, alt for sent. Deres anker fik fat i Rikke og Karstens ankerkæde og nu var gode råd dyre. Deres anker rutsjede op af Penguins (Rikke og Karstens båd) ankerkæde indtil den til sidst sad helt oppe under ankerplatformen. Jeg sprang i vores dinghy, fór derover og råbte at han skulle sejle lidt fremad, så ville jeg forsøg at få deres ankre filtrede ud at Rikke og Karstens ankerkæde.

Alt imens havde deres båd nu lagt sig på siden af Penguin. Jeg ved ikke om der var sprogproblemer, men han var meget langsom reagerende på mine instrukser. Til sidst fik sat hans båd i fremgear så lidt af trykket blev taget af hans anker der var viklet ind i Penguins kæde og snubber. Det lykkes mig at få fat i ankeret og få det løs, hvorefter jeg kunne lade det falde. Så kunne han sejle væk. Ankeret var en billige Lewmar anker der var alt for lille til hans båd. Da han sejlede væk for at finde en ny ankerplads, fik jeg fat i en af boatboys og fortalte ham at han skulle sørge for at den båd kom på en bøje ellers ville den garanteret skride igen.

Nu skulle man tro at når man havde bankede ind i en anden mands båd og være hængt op på hans ankerkæde at man ville komme over i dinghien og se efter om man havde begået større skade, evt tale med ejeren og sige undskyld. Måske skulle man også lige komme forbi den mand der havde reddet ens egen båd ved at frigøre ankeret.

Gjorde de det?

Naturligvis ikke. Hvad kan man lære af det? Ingen ting – idioter findes overalt.

Ja, livet på en ankerplads behøver ikke at være kedelig. Slet ikke, men jeg må indrømme at jeg syntes jeg er ved at blive lidt for gammel til redde både midt om natten i stormvejr, desuden var min skulder øm i et par dage efter at have hivet rundt med et 20 kilo tungt anker med kun en hånd.

I morgen sejler vi til Guadeloupe. Vores pakker som vi har ventede på her (isternings maskine) kommer først i næste uge. Vejret bliver meget dårligt så det er bedre at vi tager til Guadeloupe nu, så vi ikke blæser inde her. Så kan jeg tage færgen herned og hente pakkerne.

Vejret her i Caribien har været meget ustadigt. Det er de berømte ”Christmas Winds” der blæser. Normalt løjer de af midt til sidst i januar, men nu blæser de bare videre. Der er ikke mange dage hvor der er sjovt at sejle mellem øerne.

Her er et screenshot fra Windy.

I kan se det er helt umuligt vejr. Nogle af dagene blæser det 25-26 knob med vindstød op til 35 samt dønninger på over tre meter. Både vind og bølge tal er gennemsnit – dvs at man vil opleve vind der er 30 knob med stød til over 40, samt bølger der formentligt vil være mellem 4 og 5 meter. Det, som i nok kan gætte jer til, er ikke sjovt at være ude i. Vinni og jeg har sejlet i det slags vejr (ja – ægte Vinni og Carsten vejr) flere gange. Vi behøver ikke gøre det igen.

Vi tager afsted i morgen, hvor vi håber på en rolig sejlads – vinden skulle kun blæse 18-20 knob med stød til 25-26, bølger 2,0 meter med 10 sekunders periode. Det bliver frisk sejlads, men hvis det kun er frisk er det godt nok. Dog skal det siges at vejrudsigterne ændre sig et par gange om dagen – så det virkeligt ikke er til at stole på dem. Vi må bare tage det som det kommer når vi er derude.