For mange år siden læste jeg om St. John USVI. At det er stort set en amerikansk national park overalt. At det skulle være den smukkeste af Jomfruøerne. At den skulle være meget mindre udviklede end St. Thomas og St. Croix.

De beskrivelser gjorde at jeg altid gerne ville besøge øen. Nuvel, her var vi i BVI og St. John ligger kun et par sømil fra Soper’s Hole hvor vi lå for anker.

Der var intet andet for en at sejle derover. Nu skulle vi til den anden ende af øen, da man kun kan clear ind i Cruz Bay, men sejladsen er smuk mellem de små øer. Det var dog ikke uden eftertanke at vi tog til St. John. BVI havde skuffede os fælt. Bugtende var fyldt med ”Credit Card Captains” og store lejet katamaraner med hyret skipper og kok. Hvis det var det samme ved St. John ville det ikke være en fornøjelse at være der.

Det tog et par timer at sejle langs med St. John til den anden ende. De bugte vi kunne se ind i var ikke fyldte, faktisk var de ret tomme. Det lovede godt. Vores gammel Pilot Book fortalte os at det var muligt at finde en ankerplads inde i Cruz Bay, men da vi ankom kunne vi hurtigt se at der var ikke plads til Capri. Vi måtte ty til nødplanen som var at anker op rundt om hjørnet og tag dinghien ind, hvilken vi gjorde. Vi landede ved dinghy docken og kiggede forgæves efter toldvæsnet hvor vi skulle clear ind. Vi gik ned ad Vestergade (ja, her på St. John har mange af gadenavne stadig deres danske navne. Nede ved enden af Vestergade ligger færge til og her var Customs and Border Protection kontoret (Told og Immigration). Lidt mærkeligt. Vi skulle uden om og ind ad samme dør som færge passagererne. Derefter kunne vi tjekke ind ved en flink tolder der gav os seks måneders ophold og ønskede os god ferie på øen.

Nu ville vi se om vi kunne leje en bil og køre øen rundt. Det kunne vi ikke. Øen er jo ikke stor og vi ville bare leje en bil i en dag (tro mig, man kan ikke bruge en hel dag på at køre øen rundt. Men udlejerne lejer kun ud i enten 3 eller 5 dage. Ingen ville leje os en bil for bare en dag (de tjener for mange penge). Der er en grund til denne besynderlige politik. Besøgene på øen kommer og bor på hotel eller B&B i 3 dage eller 5 dage eller en uge. Da hotellerne og B&B er spredt ud over hele øen, skal man have en bil for at komme rundt strandene, indkøbs mulighederne osv. Derfor lejer de kun ud i længere tid.

På vej rundt i byen, kom vi forbi Den Danske Kirke. Selv om den ny er amerikansk så lignede den en dansk kirke indenfor.

Nå, men vi kunne jo bare sejle rundt om øen og besøge de steder som vi havde lyst. Først tog vi ind til National Park Service og købte et årskort og så var vi klar. Da næsten hele vandområdet omkring St. John er National Park, må man ikke anker. Man skal bruge ankerbøjer. Til gengæld er disse velholdt af Park Service og billige.

De fleste af bugterne er tomme da man ikke kan komme til dem undtagen fra vand siden. Desuden er der ingen ”faciliteter”, dvs der er ingen grillbarer, isboder, strandstole, toiletter osv. Vi kunne naturligvis lide disse bugter. St. John er kendt for at være et af de bedste steder i Caribien til at snorkle. Det gjorde vi også, men vi må indrømme at vi er forvent. Har man først dykkede eller snorklet ude i Stillehavet, så er Caribien ret tam. Der var lidt koral, nogle fisk og et søpindsvin men ellers var der mest sten.

Et af seværdighederne på St. John er det National Historisk Monument, Anneberg Plantagen. Anneberg stammer fra den gang Danmark ejet øen og der var sukker plantager her samt naturligvis slaver.

Danmark fik kontrol og ejerskab af øen i 1718. Den tidligste notat om Anneberg stammer fra 1721 da en franskmand, Isaac Constantin, køber jorden af den danske stat og grundlægger en plantage. Skattebøgernes optegnelser notere at der var 24 slaver på Plantagen. I 1758 solgte Isaacs arvinger plantagen til en hollænder, Soloman Zeeger. Skattebøgerne notere at på dette tidspunkt var der 100 slaver på plantagen. Der er Zeeger der navngiver Anneberg. Den er navngivet efter hans kone, hvis fornavn var Anne.

I 1796 købte en Irer, James Murphy plantagen og omdannede den til sukker drift. Ved hans død i 1808 notere arveretten at der nu var 591 slaver på Anneberg. I 1818 kom den første danske ejer ind i billedet, da Hans Berg giftede sig med James Murphys enke datter.

I 1848 erklærede Peter von Scholten, den danske guvernør over øerne, at fremover var alle slaver frie mennesker. Derved endte slaveri i Danmark.

Sukker industrien kollapsede i 1860 og i 1863 købte en brite Thomas Letsom LLoyd Anneberg. I 1867 blev St. John ramt af både et større jordskel samt en orkan. Dette gjorde at Lloyd opgave at dyrke sukker og han solgte Anneberg til George Francis i 1871. En tidligere slave, Francis havde været Lloyds bestyrer i de år Lloyd ejet Anneberg.

Francis omdannede nu plantagen fra sukkerdrift til kvæg og lam. I 1935 blev Anneberg solgt til Herman Creque af Francis arvingerne.

I 1954 købte Laurence Rockefeller plantagen af Creque familien og donerede den til National Park Service som et historisk monument, hvilken den stadig er i dag.

Som dansker der besøger de tidligere Danske Vest Indiske Øer er Anneberg et ”must see”. Trods alt, er vi, som dansker ikke stolte af vores historie som slaveejere. Slaveriet var udbredt over hele verden og Danskerne var hverken bedre eller værre end alle andre. Men Anneberg fortæller en historie fra den gang, selv om der faktisk kun var en dansk ejer i plantagens lange historie.

Vi tog dinghien ind til stranden og gik ad stien langs vandet indtil den drejede op ad bjerget og ankom til plantagen. Det første man ser er ruinerne af nogle slavehytter. Der er ikke meget tilbage men det er tydeligt at slaverne levede i små kår. Længere op ad skråningen ankommer vi til plantagens centrum. Hovedbygningen er kun ruiner, ligesom resten af plantagen. Den storevindmølle står her endnu, dog uden vinger.

Den gang var der et kæmpe kværn inde i bygningen og slaverne fodrede sukker stilkene ind i kværnen så de blev knust og saften fra sukkerrørene løb ned i et kar og videre ud gennem en lang sten sluse. Slusen endte nede ved et hus fyldt med kobber kedlerne hvor saften blev kogt ind og omdannede til melasse.

Melasse kunne videre destilleres og blive til rom eller videre behandles og blive til sukker.

Arbejdet med at fodre sukkerrørene ind i kværnen var farligt og flere slaver fik en hånd eller en arm i klemme.

Her, ved siden af møllen var også ”hullet”. Slaver der ikke makkede ret eller ikke arbejdede hårdt nok kunne se frem til nogle dage i hullet. Den gang var der tag over hullet og det er umuligt at forstille sig hvor varmt det må have været at blive låst dernede i flere dage. Alternativet var pisk.

I weekenden åbner National Park Service det gamle bageri og da det er lørdag vi besøger, er det åben og Olivia tager imod. Hun er festlig klædt i den traditionelle dragt og byder os velkommen. Brødet smager udmærket. Vi fortæller vi er dansker og skammer os lidt over at vi, som folkefærd, også har været slave ejer. Hun griner let og siger, ”ja mine forfædre kom her som slaver, hvilken var forfærdeligt, men det at de gjorde, gør at i dag kan jeg bo i paradis – så jeg har intet at klage over”.

Det er en sund indstilling må man sige.

Det er nordsiden af St. John hvor snorkling foregår. Vi beslutter at give det en chance mere og sejler ind i Leinster Bay. Nede fra vandet kan vi se Anneberg. Vi lander dinghien på stranden.  Her er næsten ingen mennesker, sandsynligvis fordi er ingen faciliteter er. Her er kun strand og vand.  God nok meget køn strand (enhver sol-hungerne danskers drøm) og jade farvede vand, men ingen kolde øl eller isvafler. Vores pilot bog siger at der går en sti herfra over bakkerne videre til Coral Bay der ligger på den vestlige ende af øen. Vi beslutter at trave turen da vi har tænkt på at sejle Capri derind og ligge for anker et par dage.

Pilot bogen fortalte at afstanden kun er 4 kilometer, hvilken Vinni og jeg syntes lød meget tilforladeligt. Vi fortæller også hinanden at hvis den er for anstrængende kan vi jo bare tage en taxa tilbage til stranden hvor vores dinghy ligger.

Stien starter fint, langs med vandet. Vi møder flere vilde rådyr der er nysgerrige. Som alle rådyr er de lidt forsigtige, kommer vi for tæt på bevæger de sig langsomt væk.

Nu starter stien opad for alvor. Den bliver stejl og knap så velfriserede. Der ligger større sten som vi skal klatre over. Op, op, op, vi puster begge to (ja kære venner, vi er hverken så unge som vi var da vi sejlede afsted fra København eller i god form – vores kondi er ad helvede til da vi faktisk ikke får nok rigtige motion). Vinni siger at det heller ikke hjælper at vi har begge taget 5-6 kilo på.

Sandheden er ilde hørt.

Men der er ingen vej tilbage, kun fremad. Jeg mener, fire sølle kilometer kan vi sagtens klare. Nu går stien stejlt nedad.

Hmmmm- det boder ikke godt. Går vi nedad, skal vi også opad igen. Og det er nøjagtigt hvad der skete, stien gik høj op for så at gå næsten ned til vandet for så at stige igen.

Og stige igen-igen.

Og igen-igen.

Puha, jeg kan blive træt bare ved minderne. Endeligt kom vi ned af en stejl skråning og ud på en vej. Herefter var der kun et par kilometer ind til den lille by. Turist brochuren fortalte at byen var en charmerende gammel by der var et besøg værd. Nåh ja, turist brochurer har det med at overdrive (læs: lyve). Byen var lille og mht charme var det vist noget man skulle tænke sig til. Vi fandt en restaurant der serverede frokost (udmærket frokost, dog dyr). Vi besluttede på stedet at Capri ikke skulle herind. Dels fordi der ikke var noget at komme efter og dels fordi vinden blæste direkte ind i bugten. Det ville være meget uroligt at ligge for anker her.

Nåh, men sådan er så meget. Vores fødder var ømme fra vandreturen og det var ikke til diskussion om vi skulle have en taxa tilbage – det skulle vi. Vi spurgte servitricen om hun ville ringe efter en til os.

”Jamen det kan jeg ikke. Der er ingen taxa’er herude, desuden er der ingen mobilmaster så man kan ikke bruge en mobil telefon herude. ”

Det var så sandt som sagt – min telefon viste ingen bjælker. Vi spurgte hende om hvordan vi kom tilbage til vores dinghy, om der gik en bus? Jo det gjorde det. Men han kørte en lang omvej og kom ikke særlig tæt på stranden hvor dinhgien lå.  Men vi kunne jo bare blaffe. Det gjorde hun når hun skulle nogen steder.

”Der kommer altid en der er sød og samler mig op,” sagde hun.

Ok, så vi begyndte at gå ud mod hovedvejen med tommelfingeren ude når der kom den bil. 5-10 minutter senere standsede en flink fyr der selv var sejler, dog ikke aktiv de sidste mange år. Han var interesseret i at høre om vores tur og kørt en lille omvej for at lade os ud lige ved vore dinghy.

Så alt var godt.

Næste morgen som vi var ved at lette anker kunne vi konstatere at vores køleskab var holdt op med at køle. Satans!!! Kompressoren kørte fint og jeg mistænkte at det var selve køle elementet der var gået. Jeg ringede rundt og der var en kølefirma på St. Martin som sagde at de kunne reparere den. Nu var det ikke mening at vi skulle til St. Martin men vi havde faktisk ikke så mange muligheder.

En af problemerne med St. Martin er at den ligger et langt døgns sejlads lige op mod vinden. Men der var intet at gøre, vi gjorde Capri klar og stak af mod St. Martin.

Halvanden døgn senere kunne vi smide krogen og få kølmanden ud til båden. Til trods for at jeg fortalte at jeg mente det nok var elementet insisterede han på at bare fylde gas på. Han mente at når det lækket så var det et meget lille læk og der ville gå flere måneder før køleskabet holdt op igen. Næste morgen kølede det ikke mere og jeg fik fat i ham igen. Nu skulle hel kompressoren og skroggennemføringen udskiftes. Det er altid der det lækker fortalte han. Det er aldrig elementet. For at skifte det skulle Capri ud af vandet – dvs hun skulle på land. Skroggennemføringen er under vand så der var intet for.

Alt dette skulle arrangeres (og det koster alt sammen spidsen af en jetjager). Endeligt kom Capri op, kølemanden ankom og jeg har sjældent set nogen der ´var mere inkompetent til at få den gamle ud. Det endte med at jeg var nød til at gøre det, hvilken jo ikke var meningen. Så skulle den nye i. Igen var jeg nødt til at gøre det halve. Jeg blev ved med at insistere på at det nok var elementet, men det ville han ikke høre på.

Næste morgen var køleskabet varmt igen. Nu var det ikke mere at udskifte en elementet og det fik vi gjort. Så virkede køleskabet.

Regningen lød på lidt over kr.25.000, og både Vinni og jeg var vred som bare pokker. Ikke blot havde han udskiftet meget mere end nødvendigt, men det var jo endt med at jeg var nødt til at gøre det meste fordi han ikke viste hvad han skulle gøre. Havde vi ladet ham gøre det ville han have ødelagt Capris skrog.

Nok en erfaring med at hyre nogen – jeg havde bare udskriftet det hele selv, men jeg havde ikke et svejseapprat – og det var nødvendigt.

Det var så den historie – kølekompressoren var jo over 10 år gammel, så måske var det ok at det blev udskiftet.

Nu gik turen sydover til Nevis og St. Kitts samt Montserrat, de sidste caribiske øer som vi ikke har set. Vinni fortæller den historie.