Hvorfor sejler I sydover tilbage til Guadeloupe, Dominica og Martinique?

  Joh, de fleste i vores alder eller ældre har svært ved at indrømme og ikke mindst acceptere, at vi er blevet ældre, og alderdomstegnene er så småt ved at indfinde sig. Der er vist et ordsprog, der siger: ”At du er ikke ældre, end du føler dig! ” Både Carsten og jeg føler os yngre, end det der står på vores fødselsattest. Men vi må desværre indrømme, at fysisk går det ”ned ad bakke”, og vi er kommet i reparationsalderen. Hvor er det dog svært at acceptere.

  Uden at gå i detaljer – den korte version er, at hverken Carsten eller jeg føler os ”fit for fight” eller trygge ved at foretage den sidste passage over Atlanterhavet i den forkerte retning. Alene på grund af vores begges helbredsmæssige tilstand har vi måttet tage den svære eller tunge beslutning, at Capri fragtes over Atlanterhavet på et fragtskib.

  Vi har derfor indgået aftale og kontrakt med det hollandske firma Seven Stars. Planen er, at Capri den 21. maj skal læsses på et af firmaets to skibe, der er specialiseret i at transportere både. Det skal ske i Le Marin på Martinique.

  Derfor er vi må vej sydover, men vi laver lige et Pitt Stop ved øerne Iles The Saintes, inden vi når frem til Martinique. Fem små franske øer, der ligger 20 sømil syd for Point a Pitre, Guadeloupe. Vi nåede ikke at besøge dem, da vi var på vej op til Point á Pitre for at hente Kirsten og Torben, da måtte vi sejle lige forbi dem.

  Vi lægger os på en ankerbøje udenfor Bourg des Saintes, der ligger på øgruppens hovedø Terre d´en Haut. Disse øer er vel nogle af de få øer i Caribien, hvor der aldrig er foregået slaveri. Alligevel er de fleste øboer her af afrikansk afkom, men de er kommet til øerne relativt for nyligt og af egen frie vilje.

  Bourg des Saintes er en meget lille charmerende by med smukke vedligeholdte huse, hvor facerne er pyntet med gingerbread (jeg ved ikke, hvad det hedder på dansk, men oversat er det en honningkage facade, det giver vist ingen mening). Men smukke er de.

  Her er selvsagt meget turisme fra Point á Pitre, særligt endags turister er der mange af. Vi ser ingen store hoteller kun meget små hoteller og Airbnb. Her møder vi mange langturssejlere. Ønsker man som sejler mere ro, så lægger man til ved en af naboøerne Ilet á Cabril eller Terre a´en Bas og dinghier over til hovedøen, for der er ingen indkøbsmuligheder eller restauranter på de andre øer.

  Ligesom de fleste turister lejer Isabel, Flemming og vi en golfvogn til at køre øen rundt. En fin tur selvom den starter meget våd. En mega kraftig squall starter, ligesom vi får overdraget golfvognen. Isabel, Carsten og jeg søger ly inde i en butik, mens stakkels Flemming er ude på sin prøvekøretur med en repræsentant fra firmaet. I næsten en time står regnen ned i lårtykke stråler. Flemming er stadig ikke kommet tilbage. Isabel er ved at være bekymret for, om Flemming er faret vild, da hans stedsans ifølge hende ikke er særlig veludviklet. Endelig kommer han susende ned gennem gaden. Det viser sig, at de fleste gader er ensrettet, så det endte med, at Flemming allerede har kørt øen rundt. Men nu tager vi alligevel turen sammen. Selvfølgelig afslutter vi turen med en sen frokost.

 

 

Vi skal videre sydover.

  En uge før Capri skal ”påmønstre” fragtskibet, anker vi op inde i havnen ved Le Marin. Det viser sig at være rigtig god timing, for om morgenen dagen efter vi ankom, sniger der sig et stort fragtskib ind gennem den meget snævre sejlrende. Vi er lige stået op. Vi undrer os, for vi har efterhånden ligget for svaj her flere gange i flere uger, hvor vi aldrig har set et fragtskib i havnen. De sejler normalt til Fort de France. Men nu ser vi, at øverst på dækket står der både. Det kan nok være, at det skærper vores interesse. Ikke mindst da kaptajnen smider ankeret lige ved siden af Capri. I løbet af dagen hejses 8 sejlbåde op på fragtskibet, en procedure vi ”sluger med åben mund”. Så er vi klar til næste uge.

  Inden vi tager afsted, skal vi have en afskedsmiddag med Isabel og Flemming. Vi går ud og spiser på en af de lokale restauranter i marinaen. På dette tidspunkt har vi afrigget Capri og forberedt hende til hendes hjemrejse over Atlanterhavet. Alt er pakket ned. Vi flytter derfor ind i en Airbnb lejlighed lige overfor Marinaen. Gudskelov, for så har vi ikke så langt hjem efter en ekstremt hyggelig og våd aften med vennerne. Det bliver sent, og Margeritterne smager godt. Måske skulle vi have undladt at bestille den sidste drink. Carsten har aldrig tømmermænd (jeg hader ham for det), det er kun mig, der får ”håndværker” på besøg.

  Tirsdag den 20. maj (datoen er rykket frem) er den store dag. Det er også en meget vemodig dag, for det, der sker i dag, er, at vores 9 år lange eventyr slutter. Det er svært at beskrive i ord, hvordan det føles, tårerne presser sig på. Selvfølgelig glæder vi os til at komme hjem til familie og venner. Vi skal jo starte et helt nyt kapitel i vores seniorliv. Men lige nu er det for mig lidt uoverskueligt. Hvordan bliver det at være landkrabbe igen?

  Loadmasteren har rykket vores tid 2 timer frem. Vi sejler Capri ud af marinaen i god tid, hvilket betyder, at vi i 1,5 time lægger os bi ved siden af fragtskibet, imens vi betragter, hvordan de to sejlbåde før os kommer op, og i øvrigt hvordan kommer besætningen af skibet igen.

  Vi bliver vinket over til fragtskibet, hvor Carsten lægger Capri til op ad to store fendere, der er monteret fra fragtskibet. Vi har sat alle vore 9 fendere op på styrbordsiden. Carsten lægger fint til, men herfra går det ikke som planlagt. En af besætningsmedlemmerne kaster en gigantisk fortøjning ned til mig, men han har guddødeme glemt at fastgøre den på skibet – bang – nu ligger hele herligheden på ruffet af Capri. Carsten har svært ved at holde Capri tæt på skibet pga. vinden og råber: ”Hvad fanden foregår der? ” Nå, men efter nogen tid lykkedes det os at få både for- og agterfortøjningen på. Jeg bør lige nævne, at fortøjningerne er ikke tovværk, det er kæmpe store spændbånd.

  Nu, råber de oppe fra dækket, at vi skal slippe fortøjningerne igen og sejle væk fra skibet. Carsten slipper fortøjningerne, og jeg fór ned til roret og bakker Capri væk. Det viser sig, at de skal vende båden, som de tog op lige før os, og det sker ud over vandet, hvilket betyder, at Capri ikke må ligge nedenunder i vandet.

  De vinker os over igen til skibet. ”Same procedure as last time! ” Denne gang er det mig, der ligger til, og det lykkedes Carsten, at få Capri fortøjet i første forsøg. Loadmaster m. fl. kravler ned ad rebstigen og kommer ombord for at klargøre alt vedrørende placering af slyngerne. Vi har afmonteret agterstaget og lagt vores lazybag snore ned.

  Kranen sænker slyngerne, og loadmasteren m. fl. styrer slyngerne oppe fra Capri, mens to dykkere, der befinder sig nede i vandet, sikrer, at slyngerne sidder rigtigt, så der ikke gøres skade på bl.a. vores akse. Alt er klart.

  Vi er stadig ombord sammen med teamet af loadmasters. Vi hæves langsomt op.  Lige ud for skibets ræling skal vi kravle ombord. Jeg behøver næppe at nævne, at vi befinder meget højt oppe. Loadmaster viser mig, hvordan jeg skal kravle over på skibet via en rebstige (tro det eller ej) og over på et max 10 cm bredt bræt. Puha, jeg klamrer mig til rebstigen, som, jeg i øvrigt synes, ser lidt slidt ud. Da jeg skal finde fodfæste på dette miniature bræt, kan jeg ikke undgå at se ned – det kan nok være pulsen stiger kraftigt. Men både Carsten og jeg kommer vel ombord. Det er bestemt heller ikke sjovt derefter, at se Capri hæves yderligere flere meter op i luften ud over vandet. Føj – lad os få det overstået.

  Herefter går mindst 10 personer i gang. Capri sættes op på bukke, som vi kender, bortset fra at benene er måske 10 kvadratcentimeter tykke og svejses fast med jern klodser til dækket. Det ser alt sammen meget professionelt ud. Efter en time er holdet nået så langt i proceduren, at loadmaster tillader, at vi kravler op på Capri for at fastgøre agterstaget igen.

  Herefter venter vi i mere end en time, før lodsbåden kommer, som skal fragte os tilbage til land. Vi bytter plads med lodsen, der stiger ombord. Skibet skal jo være klar til at sejle, så snart lodsen er ombord, hvilket betyder, at kaptajnen tager ankeret op, mens vi stadig er ombord. Måske sejler vi med?

  Ak nej, vi tager afsked med Capri og ønsker hende en god overfart. Hvordan kommer vi nu ned i den lille lodsbåd? Jeg er ikke en lods, der er vandt til at kravle op og ned ad stigen, der hænger på siden af fragtskibene. Jeg er heller ikke vandt til at hoppe eller kravler over i en lille lodsbåd. Jeg med mine kort ben er svært bekymret for, hvordan det skal gå, for stigen slutte 2 meter over vandoverfladen. Og der sgu også bølger, den lille lodsbåd hopper og danser. Igen stiger pulsen, men heldigvis springer Carsten over først og tager imod mig. Ingen mand eller kvinde over bord.

  Vi vinker til Capri, mens hun sejler ud af havnen og råber, at vi ses på kajen onsdag den 4. juni i Southampton (England). Herfra sejler vi hende op gennem Den Engelske Kanal og hjem til Danmark

  Planen er, at Capri anduver Lynetten Havn den 30. august 2025 kl. 12. Vi håber, at familie, venner, bekendte og vore bloglæsere vil stå på kajen og tage imod Capri efter 9 år på de fjerne have.