ST. Kitts, Nevis og Monserrat

”The Islands that Brush the Clouds” (Øerne der berører skyerne) ligger syd for St. Martin og nord for Guadeloupe. De består af følgende små vulkanøer (fra nord): Saba, Statia, St. Kitts, Nevis og Montserrat. Øer som vi endnu ikke har besøgt i Caribien.

  Vi har langt om længe overstået alle strabadserne vedrørende installering af et nyt køleskab. Vi har også lagt vreden bag os; en vrede, der opstod, fordi køleskabsmontøren (undskyld mit franske) ”tog røven” på os. Vi kunne have nøjes med kun at skifte køleelementet ud i køleskabet i stedet for, at vi først skulle have Capri på land for at kunne skifte resten af det vandafkølede element ud (helt ned til skroggennemføringen), som tilsyneladende ikke løste problemet. Havde montøren, der burde være eksperten, lyttet til skipper Carsten, så havde vi sandsynligvis sparet 25-30.000 kr. ØV og atter øv. Nå, men det var godt for montøren, han fik tømt sit lager her ved sejlersæsonens afslutning. Nok om det.

  Vi er medio april 2025 klar til at udforske de resterende øer i Caribien, som vi endnu ikke har besøgt. Vi stævner ud fra St. Martin, og sejler sydover.

  De fem små vulkanøer ”rejser sig op fra havet, og når helt op til skyerne”, deraf navnet. Det betyder, at på disse øer falder der meget nedbør, hvorfor det meste af øerne er dækket af regnskov. Utroligt smukke grønne øer midt i det blå hav.

  Jeg har glædet mig enormt til at besøge Saba, da den ikke kun beskrives som pittoresk smuk, men den er en af de mest autentiske øer i Caribien, da den ind til for relativt få år siden var meget besværligt at anduve med skib. I dag findes en mindre landgangsbro på den sydlige kyst, og derudover har øen fået en airstrip, så turisterne nu kan flyves til øen og bo på de mindre hoteller, der findes i øens to små byer.

  Desværre går det ikke som planlagt – heller ikke denne gang. Det er tredje gang, vi må sejler forbi Saba og Statia, da vinden er gået i nord. Der findes selvfølgelig ingen marinaer på disse små øer. Ankerpladserne findes på øernes læside (vestkysten), da passatvinden kommer ud af øst. Et stort højtryk nord for de caribiske øer sender nordlige vinde ned til os. Det betyder, at det vil være mere end ubehageligt at ankre op ved disse to øer. I stedet fortsætter vi sydover til St. Kitts, der er den største og højeste af disse fem øer.

  St. Kitts og Nevis        

   St. Kitts er en forkortelse af St. Christopher opkaldt efter Columbus’ skytshelgen. Øen blev indtaget af englænderne i 1623 og kort tid efter kom også franskmændene til øen. De lå i kamp mod hinanden i 150 år, før franskmændene overgav sig, og øen blev en engelsk koloni, men sammen nåede de at dræbe øens 2000 oprindelige øboer. I dag er St. Kitts og dens søster ø Nevis et selvstændigt land.

  Vi lægger os for svaj i bugten udenfor øens hovedstad Basseterre på læsiden af St. Kitts. Her kan vi tjekke ind hos Told og Immigration, der har kontor inde i marinaen. Det er jo nemt lige at sejle der ind i vores uundværlige lille dinghy. Men så nemt går det ikke. Efter 1,5 time og en meget besværlig indtjeknings procedure, hvor Carsten ikke mindre end 4 gange skal indtaste diverse oplysninger, forlader han myndighederne godt irriteret. Derudover kan vi ikke rose myndighederne for deres venlighed, de er faktisk direkte uhøflige. Vi føler os bestemt ikke velkommen.

  Vi får nærmest indtrykket af, at man ikke gider beskæftige sig med fattige langturssejlere. Øens hovedindtægt kommer fra de meget forbrugs ivrige gæster fra krydstogtskibene. Her til morgen er der ankommet ikke mindre end 2 kæmpe store ”flydende hoteller”.

  Bag ved marinaen ligger en ”toldfri landsby” kaldt for Port Zante, der består af kun toldfrie butikker. Her i 30 graders varme forsøger vi at komme igennem mængden af amerikanske gæster fra krydstogtskibene, for at vi kan nå frem til turistkontoret. Da det er klaret, kan vi ikke komme hurtigt nok tilbage til Capri og væk fra den mylder af ”hotelgæster”.

  Krydstogtsskibene tager heldigvis videre om aftenen, og Basseterre vender tilbage til sin mere autentiske dagligdag. Næste morgen går vi ind i centrum af hovedstaden for at se The Cirkus, Basseterre´s svar på Piccadilly Cirkus i London. Ellers er der ikke så meget at se i selve Basseterre.

En miniature model af Piccadilly Cirkus i London.           

  En anden yndet turistoplevelse er St. Kitts Scenic Railway. En gammel togbane, der i den forgangne tid blev brugt til at transportere sukkerrør, er blevet renoveret. Her kan vi turister stige ombord i et luksus tog i Basseterre og blive transporteret rundt på luvsiden af øen i maleriske omgivelser ifølge annonceringen. Vi fravælger denne togoplevelse og lejer i stedet en bil.

  Vi ønsker nemlig at se hele øen. Der findes kun en hovedvej – en ringvej. Vi starter med at køre op langs læsiden af øen, der er dækket af den smukke grønne regnskov.

  Undervejs besøger vi først det ”berømte” Caribelle Batik, der ligger midt oppe i regnskoven. Oprindeligt lå her en smuk herregård, men den brændte ned. Nu er der bygget en ”batik-fabrik” med tre store arbejdsrum og selvfølgelig en butik. En af medarbejderne forklarer og viser, hvordan man laver batik. Det er meget imponerende værker, vi ser. Jeg kan ikke modstå fristelsen og køber en souvenir.

Batik fra Caribelle Batik.

  Puha, her i regnskoven er der meget varmt og fugtigt, vi må videre op på bjerget og besøge Brimstone Hill Fortress – Fort Shirly. Ja, vi har efterhånden besøgt en del fæstninger, men vi må her give St. Kitts kredit for at have foretaget en del renovering af de gamle ruiner. Udsigten herfra er ubeskrivelig. På en klar dag kan man se seks øer herfra, men selvfølgelig ikke i dag, da det er alt for disset vejr.

Vi må nøjes med udsigten til Nevis og Statia. På vores vej op til fæstningen op gennem regnskoven ser vi en af de mange afrikanske aber, der har grøn pels på ryggen. Der findes tusinder af disse aber her oppe i bjergene, som er afkom af relativt få aber, der i tidernes morgen blev bragt til øen som kæledyr.

  Vi nyder en frokost på en hyggelig strandrestaurant og kører videre ned langs luvsiden af øen. Turen ned langs den side af øen lever ikke op til de forventninger, som vi blev sat i udsigt, da vi læste om togturen med St. Kitts Scenic Railway. Den side af St. Kitts finder vi ikke særlig malerisk, vi kører igennem et goldt og ensformigt terræn.

  Vi afslutter dagens sightseeing ved at køre ned til den sydlige del af øen, der nærmest hænger på St. Kitts som et appendix. Her kører vi forbi hotelområder og videre ned til sydspidsen. Ned langs læsiden af øen ser vi sejlbåde ligge for svaj ved flere små ankerpladser.

  Vi er tilbage til Capri og beslutter os for at sejle videre næste dag til søster øen Nevis, hvor vi kan tjekke ud. Vejret er nemlig ikke med os mere. Siden vi forlod Jomfruøerne for et par uger siden, oplever vi, at regnsæsonen er begyndt, og da vejrprognoserne siger, at der kommer mindre regn sydover, så er det bare med at komme afsted sydover.

  Nevis

  Fra Basseterre til Nevis´ hovedstad Charlestown er der kun 10 sømil. Vi anker op udenfor byen sidst på eftermiddagen.

  Næste morgen kl. 8 lægger havnepolitiet til på siden af Capri. Betjenten spørger, om vi har betalt for at ligge på en ankerbøje, hvilket her er obligatorisk. Carsten svarer, at det har vi ikke endnu, da vi ankom efter havnekontorets åbningstid. Videre forklarer Carsten, at så snart vi har fået morgenmad, vil vi tage ind til havnekontoret for at betale. Det kan der ikke være tale om, siger havnepolitiet, der nu beordrer Carsten til at stille sin kaffekop fra sig og se at komme afsted i sin dinghy.

  Vi er ikke de eneste, der får denne opsang og ordre. Jeg ser 4 vrede skippere i deres respektive dinghier suse ind til kajen. Alle skipperne er oprevet over den meget ubehøvlede optræden fra havnepolitiet.

  Tro det eller ej, men en time senere, mens vi sidder ved morgenbordet, kommer havnepolitiet igen for at tjekke, om Carsten har været inde for at betale. Carsten svarer dem vredt og spørger, om de vil se kvitteringen, hvilket de dog fravælger. Hvorefter Carsten råber, at nu vil vi gerne have vores morgenmad i fred. En så kedelig attitude har vi aldrig oplevet før.

  Ovenpå denne overraskende og ubehagelige morgenstund møder vi et dansk sejlerpar Isabel og Flemming, der inviterer os til sundowner og middag på deres katamaran 51 fod. Wow – en luksus at bo på sådan et skiv. Vi får en meget hyggelig aften og nyder deres selskab de næste 3 uger.

  Carsten tager ind for at tjekke ud, det tager dog ikke 1,5 time som sidst, da vi tjekkede ind, men venligheden mangler stadig.

  Vi når lige en gåtur rundt i centrum af Charlestown med dens velholdte victorianske huse ned langs hovedgaden. I øvrigt er her meget mere rent end i Basseterre. Vi ser heller ingen hjemløse. De lokale beboer virker venlige, smilende og hilser på os. Det er som om, at her er mere velstand end på søster øen St. Kitts. Charlestown er selvfølgelig også noget mindre en Basseterre. 

  Næste morgen sejler vi de 50 sømil videre til Montserrat.

  Montserrat

  Her var det ikke englænderne, men irerne der indtog øen, for at dyrke landbrug og sukkerrør. I dag er Montserrat et selvstændigt land.

  Vi smider ankeret i Little Bay, da det er her og kun her man kan tjekke ind i landet. Efter at have ligget for svaj her i 3 dage, vil vi anbefale andre sejlere at ankre op i nabo bugten Rendezvous Bay, hvor man tilsyneladende ligger mere rolig, og herfra kan man sagtens sejle i sin dinghy rundt til Little Bay.

  Øens vulkan Soufriere på sydsiden af Montserrat fik sit første udbrud i 1995, herefter der kom flere små udbrud. Af større udbrud kom der igen et i 1997, 2003 og 2006. Men i 2010 kom det altødelæggende gigantiske udbrud, hvor hele den østlige side af vulkanen kollapsede og begravede lufthavnen. Men endnu værre gik det på den vestlige side af øen, hvor ubegribelige store mængder aske begravede den daværende hovedstad Plymouth. Byen var blevet evakueret, men beboerne havde intet at vende tilbage til. Efter denne katastrofe tilbød Irland ikke kun økonomisk hjælp, men bød beboerne velkommen til at immigrere til Irland. Før katastrofen var Montserrats indbyggertal 11.000, i dag er den kun 5.000. Det kan man vist kalde for en Exodus.

  I dag bor alle indbyggerne på den nordlige del af øen, der ligger beskyttet af Center Hills Mountains en bjergkæde midt på øen, der sikrer beboerne mod eventuelle nye vulkanudbrud. Seismologerne er dog af den opfattelse, at Soufriere har ”lagt sig til at sove”. Men man ved jo aldrig.

  Området omkring vulkanen er erklæret for værende en Eksklusions Zone, hvor man ikke må færdes. Men et mindre område ved den begravede Plymouth er erklæret for Sikkerheds Zone, hvor bl.a. vi turister kan besøge stedet, dog kun i følgeskab med en certificeret lokal guide.

  Sammen med Isabel og Flemming tager vi på en 4 timers sightseeing (4 timers køretur) i den begravede by.

  Vores guide fortæller, at Montserrat har kun 2 byer: Little Bay, der er størst, har diverse myndighedskontorer, da den i dag er øens hovedstad. Lidt længere syd på findes en mindre by Salem.

  Vi bliver først kørt rundt i Little Bay. Det er tydeligt, at vores guide er stolt af sin ø og by. Han boede i 2010 på den nordlige del af øen. Vi bliver vist rundt til samtlige offentlige kontorer, hospitalet, bank og fængsel. Ja, det er en detaljeret forevisning af hovedstaden. Herefter kører vi i gennem Salem, inden vi ankommer på den anden side af Center Hills Mountains til Sikkerheds Zonen.

  Her ved indkørslen sidder en sikkerhedsbetjent, der noterer, hvor mange vi er i bilen og udstyrer vores guide med en VHF-radio, så han kan kalde efter assistance, hvis han får brug for det. Selvfølgelig bliver der tjekket, om vi alle forlader området.

  Vi kører ind i området. Der er aske over alt. Det meste af asken, der ligger i flere meters dybde, er forstenet og har dermed øget landområdet af Montserrat. Det er svært at beskrive, hvilket syn vi møder her. Det er helt surrealistisk at se en by totalt begravet i aske. Vi kikker ud over det grå område og kan ikke forestille os, at der under os ligger en hovedstad. Jeg tror eller håber, at nedenstående billeder taler for sig selv.

 

 

  Billede: Domkirken. Man tør sige at de afdøde er begravet dybt. Vi står alle fire tavse inde i ruinen. Vi er tydeligt berørte af dette syn.

  Efter denne uforglemmelige oplevelse kører vi tilbage til Little Bay og nyder en sen frokost på den lokale restaurant.

  Det er som om, at vi besøger 2 forskellige lande, da vi kører fra det måneagtige grå landskab i den sydlige del af øen og op til den grønne regnskov i den nordlige del. I dag findes der en airstrip, så de få turister, der ønsker at besøge Montserrat, kan flyves hertil, men vi ser ingen hoteller. Lige inden vi kører ind i Little Bay ser vi nogle store luksus huse, som helt klart ikke bliver beboet af lokale indbyggere men af primært canadier eller amerikanere, der i vinterhalvåret flygter fra det kolde vintervejr i deres hjemlige omgivelser.  

  Der er heller ikke mange langturssejlere, der sejler hertil, da øen ikke har så meget at byde på – MEN oplevelsen af den forsvundne by, er helt bestemt et besøg værd, også selvom guiden formår at sætte prisen højt. Vi var dog 4 om at dele udgiften, og turen var alle pengene værd.

  Montserrat var en substitut for den autentiske oplevelse, jeg gik glip af på øen Saba, men den fik jeg til gengæld her.

  Herefter drager vi videre sydover. Men hvorfor det? Skal I ikke sejle østover? Det får læseren mere om i næste beretning.