Kære alle vore trofaste venner og læsere

Dette er sidste blog om vores 9 år på verdenshavene. Vi bliver rørt til tårer ved bare at skrive den foregående sætning. Ni år, over 40,000 sømil og lidt til. Næsten 20% af Vinnis voksenliv og over 15% af mit. Det er ikke helt at forstå, at der er gået så langt tid.

Vi har set meget af verdenen, også steder hvor man kun kan komme på egen køl (eller vandfly). Vi har mødt utrolig mange søde, flinke mennesker fra over det meste af verden, som har delt den samme drøm som os – leve det frie liv og nyde det ultimative i sejlerlivet. Vi har været sejlende vagabonder, og vi bærer det engelske udtryk ”boat bum” med stolthed.

Men vi vil her skrive om vores sidste sejlads og om at have Kronborg om styrbord (ja, der kom den – den ultimative oplevelse for enhver dansk langtursejler). Vi lagde ud fra Struer efter næsten 6 uger, hvor vi var i Portugal. I den tid havde Capri nået at få næsten halv-meter lange grønne alger på hendes bund. Det var meget trist og betød, at Capri ville sejle ekstrem langsomt. Skulle det have været rigtigt, skulle jeg have taget dykker udstyr på og skrabet hendes bund. Jeg orkede det ikke. I stedet brugte jeg en børste med et langt skaft og fik fjernet det værste af væksten (det skulle vise sig at Capris topfart var 6 knob, ikke hendes sædvanlige 8). Efter en lang dag gennem Limfjorden nåede vi Aalborg, hvor vi overnattede.

Vinni havde, gennem ni år sagt, at når vi kom tilbage, ville hun have en bøfsandwich (ikke en burger) i Aalborg, da her fik hun for 9 år siden den bedste bøfsandwich, hun har fået siden sin barndom (det at være en grillbarejerens datter fornægter sig ikke). Det var så med spænding, at vi gik hen til den famøse restaurant, hvor hun havde fået den glorværdige bøfsandwich. Klokken var 19:30, og de lukkede klokken 20, så de tog ikke imod flere køkkenordre (de tjener for mange penge). Restauranten ved siden af havde også bøfsandwich på menuen, Vinni fik en, og mens den ikke var helt så god, som hun forventede, erklærede hun, at den var spiselig.

Næste dag sejlede vi videre til Hals ved udmundingen af Limfjorden og dagen derpå gik turen videre til Anholt. Anholt er dejlig. Dels køber man jomfruhummer nede ved havnen (frisk fangede) og dels er der mange gode vandreture.  Ed lang tur ud over ørkenen til Fyret strækker sig over 21 kilometer. Så er man både træt og tørstig når man kommer tilbage til båden.

For dem som kan lide deres havvand koldt – så er det bare at hoppe i havet. Strandene findes ikke bedre i Danmark (eller nogle andre steder i verden for den sags skyld). Vinni og jeg er blevet forvænt. Vandet i Danmark er for koldt. I Polynesien var havtemperaturen tæt på de 30 grader.

Vi havde en sjov oplevelse den ene dag. En dansk båd kom for at lægge til ved siden af os, og jeg tog imod deres fortøjninger. Da jeg spurgte, hvor de kom fra den dag, sagde de med stolthed i stemmen: ”Vi kommer helt fra Gøteborg! Og vi har været afsted i over to måneder! ”. Så kiggede hustruen over på Capri og noterede sig, at vi åbenbart også kom langt fra og spurgte, hvor vi kom fra. Jeg sagde, at faktisk så kom vi fra Alaska og havde været afsted i lidt over ni år – vi var nu på vej hjem til København. Vi smilte begge to, og så gik jeg nedenunder. Dernedefra kunne jeg høre hende sige til hendes mand: ”Altså det er bare unfair! Her har vi været afsted i over to måneder, og vi troede, at nu skulle vi hjem og prale lidt i sejlklubben over, at vi var langtursejlere, og den første båd, vi ligger ved siden af i Danmark, har været afsted i over ni år og sejlet den halve verden rundt! ”

Fra Anholt gik turen til Helsingør, hvor vi kunne se Kronborg lige ved siden af, dog havde vi ikke passeret den endnu. Endeligt oprandt den store dag, vi lagde ud fra marinaen, og jeg fortalte Vinni, at hun skulle ud på fordækket med vores kamera og forevige det hele.

Som I kan høre på videoen, så tuder hun hele vejen forbi Kronborg, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg også havde en stor klump i halsen. Det er svært at lægge ord til, hvad man føler som dansk sejler, når Kronborg er om styrbord efter ni år.

Man er hjemme.

De store have ligger bag os. Vores fantastiske oplevelser er nu minder. Ærligt talt, så ved vi ikke, om vi skal grine eller græde af, at vores rejse slutter om et par dage, hvor vi sejler ind i Lynetten Lystbådehavn.

Er vi parate til at opgive vores vagabond liv? Vi ved det ikke. Tiden vil vise, om vi er.

Vi overnattede et par dage på Flakfortet. Dels fordi vi skulle gøre Capri klar til den store hjemkomst. Hun skulle ”dress ship” med alle vores signal flag oppe og ikke mindst, så skulle hun smykkes med alle vores gæsteflag. Desuden havde vi sagt, at vi ville anduve Lynetten præcis klokken 12, og så vil vi helst kun have en kort sejltur.

Om morgen den 30. august, hejste vi alle flagene. Den andre både på Flakfortet vidste godt, hvem vi var, og at vi var på vej til den store hjemkomst. De vinkede alle sammen og råbte ”godt gået Capri”. Capri tog sig stolt ud. Alle signalflagene var hejst fra bov til hæk (vi flager ”over stag” som man siger). Gæsteflagene var hejst fra styrbord til bagbords side.

Capri kunne stolt hejse 47 gæsteflag – et for hver af de 47 lande, vi har besøgt. Hun var bare så stolt med alle sine flag, og vi kunne mærke, at hun nød at være flot klædt på til hjemkomsten. Kaj (formand for FTLF) og hustru Charlotte mødte os på Flakfortet og sejlede bag os med deres festflag oppe.  Som vi nærmede os indsejlingen til Lynetten, kom Klaus (ejeren af bådbutikken i Lynetten) og hustru ud i deres båd, Miss Emily, med alle festflag oppe.

Begge følgebåde lagde sig bag Capri, så vi kom først ind i havn – og minsandten om ikke vi lagde til ved kajen nøjagtigt klokken 12:00. Kajen var fyldt med familie, venner og naboer samt tidligere kolleger. Der kom 70-80 mennesker for at ønske os velkommen hjem.

Ubegribeligt at så mange kom, selv fra Holland og Sverige.

Da jeg rakte hånden ned for at slukke for motoren, gik det op for mig, at nu var eventyret definitivt slut. Jeg tøvede og måtte sluge en stor klump i halsen, før jeg kunne slukke. Nu ER eventyret slut. Jeg får en klump i halsen, nu da jeg skriver disse liner. Vi havde bestilt pølser og øl til forsamlingen, og så var det bare at komme rundt og få knus og krammer og tale med alle.

Er eventyret slut? Mange har sagt at vi nok ikke kan finde os i at være landkrabber igen. ”Bare vent”, siger de, ”om et halvt år stikker de af igen”. Det er fristende, men det gør vi ikke. Vores livs største eventyr er slut. Men vi skal nok finde på nye eventyr – vi er ikke skabt til at sidde hjemme og se fjernsyn.

En stor tak til det gode skib Capri, der har sejlet os sikkert over fjerne have – logget 40.000 sømil. Og en stor tak til alle jer som har læst vores blogge gennem de efterhånden mange år. Vi håber at vi har fortalt en god historie, og at vi, måske, har motiverede nogle af læserne til at tage beslutningen og udøve deres store livsdrøm.

Tak for jeres læseiver og tak for jeres søde kommentar og støtte.