Vi sejler ikke sydligere en Manzanillo, da vi herfra har ca. 800 sømil op til San Carlos, hvor Capri skal stå på land fra den 15. juni til den 20. oktober i orkanperioden. Vores bådforsikring i selskabet Pantaenius dækker ikke skader på både forårsaget af orkaner eller navngivne storme med mindre, at båden befinder sig nord for breddegrad 30. Marina San Carlos og dennes bådopbevaringsplads på land ligger på breddegrad 29,4. Med andre ord så er vi selvforsikret, hvis uheldet skulle være ude.

  Det er dog ekstremt sjældent, at navngivne storme og orkaner passerer i dette område, men en orkan, der passerer ude på havet op langs den vestlige side af Baja halvøen, kan her i området forårsage vinde i stormstyrke. Der er heldigvis ikke rapporteret bådskader fra opbevaringspladsen, der ligger lidt længere inde i landet godt beskyttet af de omkringliggende bjerge. Det er et meget populært sted at opbevare sin båd i orkanperioden. Her opbevares mere end 400 både på pladsen.

  I skrivende stund ligger vi for svaj udenfor Marina San Carlos. En meget smuk ankerplads hvor vi skal nyde livet, imens vi afrigger Capri og forbereder hende på at komme på land

  Først lidt om vores sejlads op til San Carlos, inden vi fortæller om vores uge i Copper Canyon.

  Som nævnt i sidste beretning, så er vejrguderne ikke med os. Det er opreklameret, at de nordlige vinde fra marts måned og hen over sommeren skal vende og komme ud af syd. Det sker bare ikke – rigtig Carsten og Vinni vejr – vi sejler op imod vind og bølger. Vi er derfor nødt til at planlægge vores 800 sømil nordover i vejrvinduer, hvor vinden er meget mild, og hvor der er lav søgang, ellers kommer vi ingen vegne. Det betyder, at turen sejles over 4 ”ben”. En rolig og behagelig sejlads for motor og lidt sejl, men også en lidt kedelig sejlads, da de fleste sejlbåds sejlere jo ønsker at sejle kun for sejl.

  Vi har talt med mange sejlere hernede, og vi er alle overrasket over, hvor meget vi motorsejler, for enten er vinden for kraftig, hvor man er nødt til at forblive i havn eller på ankerpladsen, eller også er der meget lidt vind, når man sejler. Det er dyrt i brændstof, da bunden på vores båd bliver begroet hurtigere, end vi har forstillet os. Sea Of Cortez er berygtet for dette. Det betyder, at vi mister 1-1,5 knobs fart. De fleste bådejere hernede får renset bunden af deres båd en gang om måneden. Vi har haft et professionel dykkerfirma til at rense Capris bund to gange, siden vi kom til Sea Of Cortez i slutningen af december. Det er ikke kun fart, at vi mister. Aksen og propellen er jo også begroet, hvilket giver rystelser i båden, mens vi sejler. Efter en times sejlads bliver det lidt bedre, da nogle af begroningerne på propellen givetvis er forsvundet. Men det er ikke nogen rar følelse, at ens båd ikke har det godt og er velfungerende. Det tager 4 dykkere en time, at rense Capris båd, hvorefter Capri suser igennem vandet i en uges tid, inden det går ned ad banke igen.

  Inden vi når op til San Carlos, planlægger vi at ligge ind i Marina Topolobampo, 200 sømil fra San Carlos. Herfra kan vi tage en bus til Los Mochis, hvorfra toget El Chepe kører ind i Copper Canyon. Vi ligger i marinaen i Mazatlan 230 sømil fra Topolobampo og venter på et vejrvindue.

  De mexicanske marinaer lukker for ind- og udsejling, hvis vejret er dårligt. Måske er marinaen i Mazatlan særlig strikse med hensyn til overholdelse af, at både ikke forlader deres marina, når marinaen viser det røde flag. Røgtet siger, at en sejlbåd fornyeligt ikke overholdte reglen og sejlede ud. Det blev dyrt for skipperen, for da han ankom til næste marina, stod myndighederne klar med en bøde på 20.000 kr. Vi blev allerede introduceret til disse regler tilbage i La Paz, men troede at det kun galt for de mindre både – pangaerne (motoriseret fiskerjolle).

  Myndighederne har sandsynligvis skærpet reglerne også for sejlbådene, efter at en 45 fods sejlbåd i marts måned forliste med mandskabet (3 voksne). Skipperen her valgte at sejle ud fra Mazatlan i hårdt vejr. At krydse Sea Of Cortez kan være udfordrende, hvis vejret er hårdt. Den mexicanske kystvagt meddelte, at der ude i Sea Of Cortez blæste næsten kuling, og bølgerne var 5-6 m. Ingen ved, hvad der skete.

  Ejeren havde købt båden, der havde stået på land i 3 år i Mazatlan, valgte at stævne ud i hårdt vejr uden at have gennemgået båden grundigt. Ejeren, en rigtig gammel søulk, ville hverken bruge kortplotter eller Epirb, der blev heller ikke udsendt et distress signal via VHF- eller SSB- radio ej heller fra en satellittelefon. Efter flere dages søgen opgav kystvagten, og båden med mandskabet er aldrig kommet frem til deres destination. Det eneste, man har hørt fra mandskabet, er et mislykket opkald fra deres mobiltelefon til Marina San Lucas. Trist – det minder os om, at havet kan være farligt. Man bør/skal gennemgå og vedligeholde sin båd grundigt, før man tager ud på havet, og planlæg din sejlads i gode og forsvarlige vejrvinduer.

  Vi har selvfølgelig valgt at overholde det røde flag, hvilket gør, at vi ender med at være blæst inde i Mazatlan marina i 12 dage. Vi beslutter derfor at springe Marina Topolobampo over og sejle direkte op til San Carlos ca. 400 sømil. Der er en måned til, at Capri skal på land. Vi vil derfor ikke risikere at være blæst inde i Topolobampo i 2 uger samt bruge en uge i Copper Canyon, for så kommer vi for tæt på dagen, hvor vi skal have Capri løftet op på land.

  Vi får plads til Capri i en uge i Marina San Carlos. Efter 5 timers køretur i en lejet bil ned til Los Mochis og en enkelt overnatning på hotel, står vi klar næste morgen kl. 8 til at gå ombord på El Chepe, toget der efter 10 timers kørsel, bringer os op til byen Creel dybt inde i Copper Canyon.

  Copper Canyon (Kobber Kløften)

  Vi er blevet anbefalet af flere sejlere at tage turen ind i Copper Canyon, der efter sigende skal være mere imponerende end Grand Canyon i Arizona. Det siger jo ikke så lidt.

  Det er første gang, at Carsten og jeg befinder os på et tog med så god benplads som ombord på El Chepe. Togkonduktøren i vores vogn fungerer også som turistguide under hele turen. Han hedder Roberto og er en nydelig ung mand, som forstår at charmere alle damerne ombord.

 

  Roberto fortæller og underholder i næsten alle 10 timer til stor morskab for de mexicanske passagerer, som klapper og hujer af hans talkshow. Jeg ved ikke, om det er den mexicanske husmoderforening, der er på tur, for der er kun få mænd tilstede. Carstens og mit spanske er næsten ikke eksisterende, men Roberto, der heldigvis kan noget engelsk, informerer os lidt om omgivelserne undervejs og svarer på vores spørgsmål. Alligevel må jeg indrømme, at da vi ikke forstår et døjt af underholdningen, bliver Robertos gennemtrængende stemme til støj for vores ører og hjerner, vi er derfor helt udmattet, da vi endelig når frem til Creel.

  Men turen op til Creel er fascinerende på flere måder. Først kører vi et par timer ud gennem den landlige og fattigere del af Mexico, hvor beboerne lever i meget spartanske falde færdige huse med frygtelig meget ragelse og affald omkring deres bolig. Her findes kun meget få egentlige byer, det er nærmest bosteder, vi kører forbi. Det er sundt for os at betragte, for indtil videre har vi kun set byerne ved kysten, og det er to meget forskellige verdener, vi møder. I kystbyerne uanset størrelsen er der meget turisme. Her findes ikke kun amerikanske eller canadiske men også mange mexicanske turister. Vi undrer os over, hvad beboerne her ude på landet med den meget golde jord lever af? De skal dog have vand og mad. De simple huse er kun til beskyttelse for sol og lidt regn, når regnen endelig kommer, men også for dyr.

  Toget laver et kort stop ved El Fuerte, der hvor alle de kvindelige passagerer står på. Da vi kørte i bil til Los Mochis, så vi et skilt, der viste vejen til El Fuerte. Med andre ord – vi havde sparet nogle timers bilkørsel og betalt mindre for togbilletten, hvis vi var stået på i El Fuerte, som skulle være en charmerende ældre by værd at besøge. Det kan vi ikke sige om Los Mochis. Men sådan bliver vi klogere, når det er for sent at lave om på planerne.

  Efter nogle timer kører vi ind i Copper Canyon, der består af 6 sammenhængende kæmpe kløfter. Det er dog lidt forskelligt, hvad der står i guidemanualerne om antallet af kløfterne, nogle siger 6 eller 9, mens guiden i toget siger 7. Området Copper Canyon er 1,5 gang større end Grand Canyon (Arizona), den er ca. 1,5 km dyb, hvor den er dybest, mens Grand Canyon siges at være ca. 1 km dyb. Vi kører gennem verdens længste tunnel, hvorefter togbanen fortsætter i en 360 graders cirkel for at komme op ad den stejle stigning.  

  Som sagt ankommer vi efter 10 anstrengende timer til byen Creel, nogle af passagererne forsætter dog videre op til den store by Chihuahua, hvorfra der afgår internationale fly.

  Vi har booket os ind på det lille hotel ved togstationen, da der på hotellets hjemmeside står, at ejeren taler engelsk og kan hjælpe os med at arrangere ture i Copper Canyon. Et meget charmerende autentisk lignende hotel med kun 8 værelser. Værelset med wi-fi fungerer perfekt, og morgenmaden er gigantisk, kulhydrat-rig og usund, men den smager godt, mens kiloene sætter sig omkring maven.

  Receptionisten og kokken (madmor) er umådelige flinke, der er blot et problem, de taler ikke et ord engelsk – ”Houston we got a problem! ”, men som i andre lignende situationer, så kommer Mr. Google (translate) os til hjælp. Det er sgu da smart, at vi kan tale ind i vores smartphone, hvorefter det oversættes til spansk tekst. De fleste mexicanere, vi har mødt ind til nu, har alle en smartphone og er vant til Google translate. Det fungerer uden sproglige misforståelser. Når vi ikke kan læse menukortet, så holder vi kameraet på smartphone op foran teksten, og menukortet oversættes til engelsk eller dansk.

  Receptionisten giver os et telefonnummer til Caesar. En lokal mexicansk turguide, der taler engelsk, og det gør han endda flydende, da han har boet 2 år i USA. Vi aftaler et møde.

  Den første dag tager vi en lang travetur gennem Creel og ud i landskabet. Allerede her på torvet ser vi de første Tarahumara indianere, der er kommet ind til byen for at sælge deres kunsthåndværker til turisterne.

   Vi traver ud til et indianer bosted, hvor indianerne har lavet en kopi af deres urgamle bolig i en klippehule.

  Om aftenen får vi besøg af Caesar og aftaler 3 dagsturer med ham.

1. Tur

  Vi skal på en heldagstur til Batopilas en historisk spændende by, der ligger helt nede i bunden af en af kløfterne. Vi spørger Caesar, om det kan være et farligt sted at opholde sig, fordi vi har læst i guidebogen, at man der kan risikere at møde narkobaronernes livvagter med AK 47, hvis ”Godfather” opholder sig på byens hotel? Caesar mener ikke, at der er et problem, for han er godt kendt af de lokale, som ved, at han er lokal fra Creel, men vi må endelig ikke nævne ordet ”kartel” udenfor bilen, da alle mexicanere forstår dette ord. I øvrigt har hotelejeren bedt narkobaronen om ikke at jage turisterne væk fra byen, så ”godfather” har henstillet til sine livvagter, at de skal skjule deres våben.

  Caesar indrømmer, at Mexico er et meget korrupt land. Den nuværende præsident er ikke populær, blandt andet fordi hospital- samt lægebehandlinger ikke længere er gratis, det var det under den tidligere præsident. Guvernøren i dette Chihuahua amt er korrupt og betalt af narkokartellerne, hvorfor de findes overalt. Men narkokartellet her i Creel har dog gjort noget godt for byen, for tidligere fandt der mange tyverier og voldtægter sted, men det eksisterer næsten ikke mere. Kartellet har taget affære. Det minder helt om filmen ”Godfather” og det sicilianske narkomiljø.

  Vi mødes med Caesar tidligt næste morgen og kører i 5 timer ned gennem et imponerende landskab. Det er ligeså imponerende som Grand Canyon men på hver sin måde. Ved Grand Canyon kan man køre rundt om området helt oppe på kløftekanten, der er en nordlig og en sydlig rute, de er dog ikke forbundet, så man skal vælge én af dem. Vi besøgte området i februar for 2 år siden. På dette tidspunkt var den nordlige rute lukket på grund af sne og is. Vi tog derfor den turistede sydlige rute.

  Det går op for os, at den store forskel på de to Canyons er ikke udsigten, den er meget ens, men her i Copper Canyon kan man køre gennem kløfterne, og enkelte steder kan man køre, som vi gør i dag helt ned i bunden af kløften. I Grand Canyon må man gå (ca. 8 timer) på stier ned i kløften eller lade sig transportere på ryggen af et muldyr. Her i Copper Canyon er området endnu ikke udviklet med mange travestier, som i Grand Canyon. Man kan dog komme på længere traveture ned gennem kløfterne, men det skal foregå med en guide. For det meste er guiden en Tarahumara indianer, der går meget hurtigt. Tarahumara betyder: ”dem der løber let på fødderne”. Carsten vil fremsende en beretning om disse indianere, som er de mest autentiske indianere, vi har mødt på vores tur også sammenlignet med San Blas´ Kuna Indianere. De indfødte her går klædt og lever, som deres forfædre gjorde i oldgammel tid.

 

  Efter 5 timers køretur ned gennem hårnålesving ankommer vi til Batopilas. Gudskelov blev jeg ikke køresyg. Ved indkørslen til byen standses vi af en bevæbnet politibetjent. Dog ikke af narkokartellet, spørgsmålet er om det gør nogen forskel – næppe. Han genkender Caesar, og vi får lov til at køre videre ind gennem byen.

  Under køreturen ned til Batopilas fortæller Caesar, at Copper Canyon (Kobber Kløften) har fået dette navn, da bjergsiderne ved solnedgang skinner i grønne farver og ligner kobber. Til vores store overraskelse er der aldrig hentet kobber ud af Copper Canyon, men til gengæld er der her fundet meget sølv og guld. Der er stadig aktive sølv- og guldminer her i kløfterne, og her til morgen så vi toget kører forbi vores hotel med maskingevær bevæbnet militær siddende på taget af toget, sandsynligvis fordi der transporteres guld og/eller sølv op til Chihuahua.

  Vi var i øvrigt meget overrasket over, at der var en bevæbnet sikkerhedsvagt ombord i vores togvogn El Chepe. Det er der en grund til, forklarer Caesar. For ca. 20 år siden blev El Chepe standset af en bevæbnet bande. De berøvede alle passagererne, to af passagererne en tysker og en amerikaner gjorde modstand og blev dræbt på stedet. Militæret fandt samtlige 20 bandemedlemmer og likviderede dem. Derefter besluttede togselskabet, at der fremover skal være bevæbnet sikkerhedsvagter i togvognene.

  Batopilas er tidligere kendt for sine mange sølvminer, der sammenlagt var de rigeste i verdenen. Den sidste sølvmine blev ifølge Caesar lukket i 1960érne. Grundlæggeren af sølvminerne en amerikaner, som jeg ikke husker navnet på, havde sin residens liggende på den anden side af floden overfor selve byen. Selve huset er jævnet med jorden, men ruinerne af hans kompound, hvor sølvet blev forberedt og pakket, ses stadig.

  Der er to gader i Batopilas. Den ene fører os ind gennem byen, den anden fører os ud af byen. Gadebilledet ændrer sig markant på vejen ind gennem byen. Først ses de gamle spartanske små boliger, hvor alle minearbejderne boede. Tarahumara indianerne blev brugt som slaver i minerne, hvorfor mange af indianerne flygtede ud i kløfterne for at undgå denne skæbne. Længere inde i byen kommer vi til den rigere del af Batopilas, hvor blandt andet ingeniører og adlen boede i større huse, og som i dag er bedre vedligeholdte.

 

  I Batopilas er Tarahumara indianerne også klædt i farvestrålende klæder. Kvinderne i en ankel lang nederdel og en busseronne. Mændene her er klædt som i urgammeltid, underdelen er en lændeklæde, og overdelen er en busserønne, det har vi kun set her i byen. Skosålen på deres sandaler er lavet ud af gamle bildæk og snøret med en snor rundt om foden og anklen.

   Vi parkerer på torvet og finder byens museum, som vi besøger. Alt står på spansk men museumsguiden fortæller om byens historie i en blanding af spansk og engelsk. Heldigvis kan Caesar oversætte for os. Tidligere i byens velmagtsdage boede her ca. 50.000 mennesker, i dag er indbyggertallet kun ca. 1.100, hvoraf 70% er Tarahumara indianere.

  Interessant er det, at byen har en tradition til ære for deres velmagtstid, hvor de den gang transporterede sølv op til Chihuahua. Hvert år den 15. oktober sender man en flotille af muldyr og heste med ryttere afsted med oppakning af sølvbarer (falske), som skal transporteres til Chihuahua. Hvert muldyr kunne i gamle dage bære 2 sølvbarer, der hver vejede 70 kg. Selvfølgelig skete der dengang uheld undervejs ude på de stejle skråninger, at et muldyr gled og faldt ned i dybden, derfor havde man altid 10 ekstra muldyr uden oppakning med på turen. Sølvbarerne i dag er falske, men i gamle dage forsøgte mandskabet selvfølgelig at bjærge sølvet. Det er en tradition, der er meget populært. Der er lange ventelister for mænd, der ønsker at ride med på turen. Der afholdes stor festival i Batopilas ved afgangen og ved ankomsten i Chihuahua festes der igen. De mandlige rytter er iklædt klæder, som de var i gamle dage.

     Efter museumsbesøget og en gåtur i byen samt en gigantisk mexicansk frokost går turen hjemad. Da vi nærmer os Creel, standses vi har 5 tungt bevæbnet politibetjente, som lader os passere tjekpointet, da de ser et par gringoes (hvide udlændinge) inde i bilen. Caesar virker lettere irriteret over denne forstyrrelse. Han mener, at de står her og holder vagt alene for at tage selfies, så de kan dokumentere overfor deres chef, at de arbejder og ikke driver den af.

• Tur

  Næste morgen er vi klar igen sammen med Caesar. Vi kører et par timer og når frem til byen Divisadero, der har en imponerende udsigt ud over 3 canyons. Fra en af udkiksposterne genoplever vi suset, da vi står på kløftekanten og skuer udover en ubeskrivelig panoramaudsigt, meget lig det vi oplevede, da vi stod på kanten af Grand Canyon.

  Ved udkiksposten står indianerne ved deres boder for at sælge deres håndarbejde. Jeg er særlig imponeret af deres flettede kurve. For kun 20 pesos (ca. 8 kr.) tillader en af indianerne, at jeg tager en video af hende, mens hun fletter sin kurv. Materialet er en slags græs, som de henter halvvejs nede i kløften eller de bruger grannåle. I gamle dage farves materialet med naturfarver, i dag køber de farverne i en forretning. Disse Tarahumara indianer ser vi bo langt nede i kløfterne, og mange af dem bor stadig i klippehule.

  Udenfor den lille by ligger der en national park, som er meget populær hos turisterne, fordi man her tilbyder mange (udfordrende) aktiviteter henover kløften. Har man lyst til at afprøve sit mod, tager man afsted hen over dybet i verdens længste zipline og opnår en max hastighed på næsten 100 km i timen. Turen består af 3 turer, som i alt er 2,5 km. Det har jeg ikke lige mod på at prøve, Carsten står og vakler, om han skal prøve.

  Der findes også en tur hen over kløften i en zipline -”stol” meget lig en bådsmandsstol, som vi sejlere bruger, når vi skal op i masten. Den har jeg måske mod på at prøve, men vi finder ud af, at jeg faktisk ikke må komme op i stolen, da jeg ikke er mindst 160 cm høj men kun 157 cm. Efter en længere diskussion med sig selv, beslutter Carsten ligesom jeg at tage gondolen hen over kløften ud på en bjergtop midt i kløften.

  Vi ser de unge mennesker suse hen over krateret i deres zipline, mens vi ærgrer os lidt over, at vi ikke har modet og alderen til dette. Jeg tror, at de unge mennesker ville have kikket noget, hvis de så en gråhåret mand med hvidt skæg hænge i en zipline. Carsten ville selvfølgelig have nydt at kunne imponere ungdommen.

  Efter en frokost kører vi ud til et vandfald, der ikke kun skal beundres oppefra, så vi bevæger os ned ad 240 trappetrin ned til bunden af kløften. Det er en noget anstrengende tur op ad de mange trapper. Husk vi er oppe i højderne 2400m over havets overflade, og det kan et par aldrende langturssejlere, der de sidste 7 år har befundet sig det meste af tiden ved havets overflade godt mærke på vejrtrækning og syren i benene.

  Vi er i den tørre periode i Mexico, hvorfor vandfaldet ikke er så kraftigt, som det vil være om et par måneder. I øvrigt besøger vi Copper Canyon udenfor sæsonen, den starter først om en måned. Det betyder, at vi møder ganske få turister herude i Copper Canyon. Vores travetur fra parkeringspladsen hen til vandfaldet går ned langs en sti ned til trapperne. Der er boder hele vejen, hvor indianerne står og sælger håndarbejde m.m.. De er helt tomme i dag. Vi har det hele næsten for os selv – skønt.

  Vi er trætte, da vi endelig når op til bilen. Alligevel glæder vi os til at køre med Caesar næste dag ud til et endnu højere vandfald, hvortil vi kun kan komme via en ATV (al terræn køretøjer).  Denne tredje dagstur må vi desværre aflyse næste morgen, da Carsten under ingen omstændigheder kan bevæge sig længere væk end 5 m fra et toilet. 

  Den sidste dag besøger vi Creel´s lille men meget interessante bymuseum. Modsat da vi besøgte bymuseet i La Paz, hvor alt tekst stod skrevet kun på spansk, så har man her i Creel oversat teksten til engelsk. Det gjorde jo, at besøget blev interessant for os.

  Tilbage i slutningen af det 19-århundrede og i begyndelsen af det 20-århundrede var Creel dalen kendt for sin sølvminer og trælast. Det var stadig en større bosted, mere end det var en egentlig by.

  Først i 1907 blev byen grundlagt af guvernøren Mr. Enrique Creel Cuity fra byen Chihuahua. Han var kendt helt fra sin ungdom for at være en dygtig forretningsmand, hvilket senere bragte ham over i politik og blev i til sidst udnævnt som guvernør. Han blev født i 1854 i Chihuahua. Moderen var mexicansk og faderen var brite.

  Mr. Creel etablere jernbanen fra Chihuahua ned til Creel området, hvilket fik en overordentlig betydningen for økonomien, da området nu fik forbindelse til omverdenen. Indbyggertallet steg herefter i Creel. Først i 1960 gik jernbanen fra Chihuahua helt ned til Los Mochis, og det berømte tog El Chepe blev introduceret.

  Museets udstilling omhandlede i høj grad de indfødte Tarahumara indianers historie og livsform, det fortæller Carsten om i hans beretning. Ekstremt spændende indianerstammer.

San Carlos

  Vi er tilbage på Capri, og de næste 14 dage skal vi forberede Capri på ”sit vinterhi” på land fra den 15. juni til den 20. oktober. Imens tager vi til Europa først en uge i Portugal, 14 dage i Italien og 1 måned i Danmark for til sidst at sejle rundt blandt øerne i det græske hav i 5 uger. Inden vi tager tilbage til Capri, tager vi en uges ophold i Yucatan (sydøst Mexico) for at besøge Mayan indianernes urgamle templer m.m.. En meget spændende sommer går vi i møde.

  Næste beretninger fra Mexico kommer først til november.

  I ønskes alle en rigtig god sommerferie her fra San Carlos