Barra de Navidad

  Oppe i marinaen i Mazatlan lå vi ved siden af en svensk sejlbåd. Bådens besætning Maud og Tore sagde mange gange til os, at når vi drager sydover, må vi endelig ikke gå glip af et ophold i marinaen i Bahia de Navidad. Det vil vi glæde os til.

  Vi sejler derfor fra Tenacatita rundt om den næste pynt og ind i den store bugt Bahia de Navidad. Som vi vist har beskrevet tidligere, er Capris bund tilgroet med et tykt ”tæppe”, hvilket betyder, hun har mistet mindst 1 knobs fart, og hun magter ikke at overstige 5 kn fart over grund. Da vi når ud af Tenacatita bugten, det er efter de første 5 sømil, og skal rundt om pynten, går det helt galt. Med motoren på 2000 -2200 omdrejninger går vi kun 3 kn over grund. Det kalder jeg en ”voksen” modstrøm. Vi kan stadig ikke måle strømmen, da vores log ikke virker på grund af begroningen på Capris bund.

  Nå, men vi kommer da langsomt rundt om hjørnet. I bunden af denne bugt er der markeret en indsejling til den meget beskyttet lagune, hvor man kan ankre op. Den mulighed dropper vi, da der i dette sejlområde er meget grumt vand. Vi stikker for dybt og har derfor reserveret en bås i marinaen, der ligger lige indenfor indsejlingen, hvor Capri kan få vand under sin køl.

  Det er bestemt ikke nogen dårlig løsning for sådan nogle langturssejlere som os, der ikke har oplevet luksus i meget lang tid. Marinaen her er nemlig tilknyttet et stort hotelkompleks, hvilket betyder, at vi frit kan benytte hotellets fantastisk store og flotte swimmingpool med bar nede i poolen. Ja, hvad siger I så, her ligger hr. og fru Breuning på hver deres liggestol. Hr. Breuning ligger i skyggen af en parasol eller palmetræ, mens hans hudfarve stadig nærmer sig ”en lorte brun farve”. Er fru Breuning måske lidt misundelig på hendes mands solbrune teint. Jo, det er hun, for her ligger jeg i stegende hed sol nede ved poolen og lider i varmen. Fruen, der ikke længere er en årsunge, må jævnligt en tur i vandet til afkøling for at holde pulsen nede. En ægte solhungrende skandinavisk kvinde smurt godt ind i solfaktor.

  Sidst på eftermiddagen må vi begge afkøles indvortes med en Margarita eller en kølig bajer med chips og den mexicanske stærke salsa eller en quesadilla (en varm tortilla med kød og ost). Indtagningen af mange kalorier og kulhydrater sker, alt imens kropsvægten stiger dagligt. Det må vi arbejde på efter denne luksusferie. Det her er jo næsten som om at være ombord på et krydstogtskib, da vi underholdes med live musik. I øvrigt en mexicaner der synger, som var han Frank Sinatra.    

 

  Nå, men motion skal der til om morgenen. Det går jo ikke super godt for os på vores stand-up paddleboard. Indtil nu har vi kun kunnet padle, mens vi sidder på knæ, der har været for mange dønninger på ankerpladserne. Nu er der ingen undskyldning. Vandet her i marinaen er fladt, hvis der ikke lige kommer en panga (jolle med 50 hk motor) susende forbi og kaster hækbølger af sig.

  Det ser let ud, når flok kan padle i stående stilling, men det er svært. Det er ligesom dengang – en menneskealder siden – hvor vi skulle lære at stå på slalomski nede i alperne. Jeg husker tydeligt min første dag på disse brædder og underlaget, der pist forsvinder under én. Benene ryster som espeløv, og der er ikke en muskel i hele kroppen, der ikke er spændt til bristepunktet. Da jeg stod op næste morgen efter min første dag på skiskolen, føltes min krop, som om jeg var blevet kørt over af en lastbil og hørte hjemme på en intensivafdeling. Men i løbet af en uge lærte vi at stå på disse usikre brædder og endnu bedre at bremse disse vildt løbske brædder.

  Vi trøster os derfor med, at kunne vi lære stå på slalomski, så må vi også kunne lære at stå op og padle på denne luftpude. Der er bare én ting, at vi har overset – vi er blevet 40 år ældre og balancen er ikke blevet bedre, styrken er svagere og modet svigter. Her ser I, hvordan det går (latter er tilladt):

  Ja, ja sidst på videoen går det da meget godt, men kun inde i marinaen. Vi magter stadig ikke dønningerne på ankerpladserne, vi må træne noget mere (der må godt klappes).

  Hotellet og marinaen ligger på den anden side af lagunes indsejling overfor den lille by Barra de Navidad. For et beskedent beløb fragtes vi frem og tilbage i en vandtaxa (en panga). Den kan endda bestilles over VHF-radioen, hvorefter den henter os ved vores landgangsbro og bringer os tilbage til Capri. Vandtaxaen med mindst 50 hk suser helt vildt gennem lagunens lave vand, for det meste holder de sig indenfor sejlrenden, men er der højvande, skærer de hjørnerne af. Ja, det kan da godt få pulsen til at stige lidt hos langturssejleren.

  Det er sidst på eftermiddagen, da vi tager vandtaxaen over til Barra de Navidad for at finde byens eneste tienda (butik), hvor vi kan købe de mest almindelige dagligdagsvarer såsom frugt, grønt, mælk og yoghurt samt selvfølgelig øl og tequila. Der er ikke mange gadenavne at se, så vi går lidt forvirret rundt i centrum af byen, men vi nyder atmosfæren i den gamle bydel en rigtig typisk gammel mexicansk by.

  Under vores søgen kommer vi forbi en bar, hvor der sidder mindst 60 gæster, gringoes, lokale hvide (mest) amerikanere, der er flyttet herned, da deres penge/pensioner rækker videre her end derhjemme i USA. Nogle af dem kom, mens de var yngre, og har skabt sig et arbejde hernede. Det var tydeligt, at denne bar var mødestedet for disse ex-pats, der bor i Barra de Navidad eller i de nære omgivelser. Her sad de og nød et rigtig fedt band – 5 ældre pensionist mænd der gav den ”hele armen” på alle strengende med country-rock musik, og de kunne synge, hør selv:

Selv de lokale standsede for at lytte 

Imens nød vi flere Margaritas, i de 4 timer de spillede. En rigtig uventet og herlig oplevelse.  Der blev også afholdt lodtrækning, hvor indtjeningen gik til lokale mexicanere, som ikke kan brødføde sig selv – respekt. En af gaverne var en flaske Tequila, som hovedsangeren i bandet vandt. Da han selv foretog lodtrækningen, ville han nødig anklages for at have snydt, så han sendte flasken rundt, og alle fik en shot Tequila. På turen tilbage til vandtaxaen fandt vi dog den lille tienda med et begrænset udvalg af grønt og frugt.

  Ja, så er der lige det, at besætningen på Capri igen har dummet sig – vores VISA er udløbet, uden at vi har opdaget det. UPS! Det kan man blive straffet for her i Mexico, eller man nøjes med en gigantisk bøde. Men hvordan kunne det dog ske?

  Når en båd indklareres i Mexico, hvilket vi gjorde i slutningen af september i Ensenada, fik besætningen 6 måneders opholdstilladelse på et turistkort, der ligger i vores pas. Capri til gengæld må være i Mexico i op til 10 år uden, at der skal betales moms.

  Men vi tog jo til Danmark i slutningen af september og kom tilbage til Mexico den 1. december, og må derfor være her indtil den 1. juni. Så hvad er problemet?

  Vi har først planer om at rejse til Europa igen den 18. juni, så vi skal have vores visa forlænget. Carsten vil derfor tjekke udløbsdatoen på vores turistkort og får et chok, for opholdstilladelsen ophørte for 14 dage siden. Hvorfor nu det? Jo, for da vi kom tilbage til Mexico den 1. december, landede vi med fly i San Diego Californien og kørte med taxa direkte tilbage til Capri i Ensenada. Vi var trætte efter flyturen og tænkte os ikke om. Vi var ligesom taxachaufføren lettet over, at vi blev vinket igennem immigration/told uden at standse. Men det betød desværre, at vi ikke fik et nyt visa/turistkort, og vi tænkte ikke nærmere over dette. Så hvad gør vi nu?

  Carsten har orienteret sig på internettet og har fundet ud af, at der i byen Manzanillo findes et immigrationskontor, hvor man kan søge om forlængelse af sin opholdstilladelsen. Vi sejler derfor videre ca. 30 sømil ned til Manzanillo og ligger for svaj foran den lille sportsfisker-marina.

Her er vraget af et større skib der blev blæst op på klipperne i en storm 

Det er dagen før påske, så vi prajer en taxa og suser ud til Immigrationskontoret ude i den anden ende af byen. Desværre er det det forkerte kontor, da vi er ankommet til landet med båd, og vi får derfor en ny adresse til det rigtige kontor, der ligger i den bydel, vi kom fra. En ny taxa bringer os i høj hastighed frem til det nye kontor. Skiltning gør man ikke så meget ud af her i Mexico, så det tager lidt tid, før vi finder kontoret, der desværre er lukket. Slukøret tager vi hjem til Capri og må vente en uge, før kontoret igen er åbnet efter påskehelligdagene.

Imens vi ventede, blev det Påske. Vi skrev hilsen til vores venner derhjemme og de fortalte alle sammen at de skulle have det store kolde Påske bord. Ja, ja, maget går man glip af når man er på langfart. Vores tænder løb i vand bare ved tanken, men det er ikke lige sådan at finde det store danske koldt bord herude. Dog havde vi en dåse makrel i tomat og nogle æg samt tomater og løg. Desuden havde vi frikadeller og hjemmelavede kyllingesalat. Det kunne blive til en dejlig frokost, især når vi havde en norsk linie akvavit og en flok is kolde øl. Nu skal i bare se:

I modsætning til alle jer i det kolde Danmark, kunne vi spise vores Påske frokost i sommerkjole og badebukser.

Tilbage til vores visa saga. Denne gang går det glat, selvom den unge betjent ved frontdisken ikke taler mange ord engelsk, og vi er totalt handicappet i det spanske sprog. Men han er en fornuftig fyr og går ind til kontorets chef, hvor han sikkert forklarer, at han har et par håbløse sejlere, som han ikke forstår et ord af, og beder chefen om hjælp. Chefen taler til gengæld dog med en tydelig accent flydende engelsk, og endnu bedre han er tålmodig, da han må lytte til skippers lange forklaring på, hvorfor vi opholder os ulovligt i Mexico. Vi kan dog dokumentere, at vi har været ude af landet (kopi af flybilletter). Efter en times tid er den nødvendige og megen administrativt papirarbejde udført af ikke mindre end 4 personer, da her er arbejdsopgaverne tydeligt fordelt ud fra rangordningen og mellem kvindelige og mandlige medarbejdere. Den meget venlige chef gav os på ny 6 måneder og ingen bøde. Vi tog herfra lettet og lykkelige over at få bragt tingene i orden.

  Hver gang vi sejler fra et amt til et nyt, skal vi tjekke ind hos Puerto de Capitaine (havnefogeden), men her er han ikke nogen almindelig havnefætter, som vi kender derhjemme fra. Her er det en politibetjent. Når vi tjekker ind gennemser og kopierer de alle skibspapirer og pas. Er det ikke underligt, at Puerto de Capitaine i La Cruz og Barra de Navidad ikke opdagede, at vores visa var udløbet? Nå, men det endte jo godt.

  Ankerpladsen her i Manzanillo er ifølge vores guidebog meget populær blandt langturssejlere. Vi ligger ankret op foran et hotelkompleks med en fin strand. Husene på klippen omkring hotellet er alle hvide, og det ligner et klondike område. De ligner nærmest legoklodser, hvor man er startet med at bygge et hus og derefter et adgangen, men det ser meget charmerende ud.

  Når vi skal proviantere, går vi gerne 3 km ind til de store supermarkeder. En smuk gåtur (6 km retur i stegende varme) ad en sti langs vandet og derefter ad en vej rundt om golfbanen. Vi nyder turen hver gang.

 

Hvad vi ikke nyder er de skide jetski. Undskyld mit franske. Det er påske, og hotellet er fyldt med mexicanske gæster, som er fartglade. Der er masser af vand i bugten, så hvorfor skal de bruge Capri som en kapsejlerbøje og kaste meterhøje hækbølge af sig. Kors, hvor er de dog irriterende. Støjen og generne varer fra kl. 11-18. Bortset fra det nyder vi ellers ankerpladsen.

  Efter en uges ophold her i Manzanillo og efter vi har fået god samvittighed igen, sejler vi tilbage til Barra de Navidad Marina. Denne gang bliver vi skuffet. Påskeferien varer åbenbart 2 uger i Mexico. I denne uge er der 500 mexicanske gæster på hotellet. Det er håbløst at finde en ledig liggestol, og det er umuligt at finde skygge, da alle parasoller og palmetræer er optaget. Alligevel tager vi en tur op til swimmingpoolen hver eftermiddag, da her er meget varmt. Desværre er det ikke længere ”Frank Sinatra” der synger, i denne uge er det en DJ, der spiller meget højt musik – computermusik, der bestemt ikke falder i god jord hos hr. og fru Breuning.

  Til gengæld finder vi en lille lokal restaurant over i Barra de Navidad, mens vi lader hotelgæsterne nyde deres dyre middag på et af hotellets 2 restauranter. Vores autentiske mexicanske restaurant servere friske tortilla – lille mor står og bager tortilla foran os – det smager himmelsk.

Her er nogle gadebilleder fra Barra de Navidad:

Dette hedder The Tree House Restaurant 

Gademusikker på vej hjem

Efter påsken og endnu en uge her i Barra de Navidad går turen mod nord. Vi har 800 sømil op til San Carlos, hvor Capri skal på land den 15. juni. Det der med, at vinden fra april og over sommeren skulle komme ud af sydvest i stedet for nordvest, er vist en skrøne, eller også er det Carsten og Vinni vejr, for vinden er stadig i nordvest det meste af tiden. Når vinden enkelte dage kommer ud af sydvest, er den meget svag og kan næsten ikke fylde sejlene, vi må starte jerngenuaen (motoren) og stoppe ved samtlige dieseltanke. ØV.

  Beretninger om turen nordover følger om få uger.