Chamela

Vores Pilot book fortalte os at her ville vi opleve en helt autentisk lille mexicansk strandby. Den løj ikke. Vi var ikke mange både i bugten og der var kun nogle få strandrestauranter. Vi har endeligt fået monteret hjul på vores dinghy så for en gangs skyld var det nemt at tage lille Capri op af vandet.

Vi gik en tur op i byen og kunne hurtigt konstatere at mens de havde bygget en lang flot promenade langs floden for nogle få år siden, så var der ikke mange der brugte den. Byen her har kun en asfalterede vej, resten er grus. Det regner dog sjældent her så grus er ikke et problem.

Der er mange B&Bs her. Flere med en lille swimmingpool sågar. Det er tydeligt at her tjener man pengene på strandturisterne. Dem er der så en del af. Restauranterne er fyldte men hvor gæsterne kommer fra kan være lidt af en gåde. Det siges at der findes en lille tienda (butik) her i byen, hvilken der uden tvivl er – men vi kunne ikke find den. Vi mangler nu heller ikke noget, men vi kigger altid – det kunne være der var noget friskbagt brød eller grønsager.

Langtursejlere er altid på udkik efter frisk brød og friske grøntsager.

Vi fandt et væg maleri der annoncerede for Butik Frida og vi tænkte så på vores barnebarn Frida.  Frida er åbenbart en almindeligt navn her i Mexico – vi ser flere butikker med det navn.

Strandene er perfekte her og bølgerne små. Hvis man vil have en badeferie og ikke er til de store hoteller – jamen, her er stedet.

Var der nogen der sagde “perfekt strand”?

Ankerpladsen var ganske fin, dog skulle vi ind gennem brækkende bølger når vi ville i land. Det må man vende sig til – så bliver man våd, men da det altid er varmt gør det ikke noget. Flere lokale fisker ude i bugten. De strækker et par hundred meter net ud den ene dag og henter det ind den næste. De får altid nogle fisk – men det ser ikke ud til at være mange. Mon de lever af det? Det er hårdt arbejde. Når de begynder at hente nettet, kommer alle pelikanerne og svømmer ved siden af båden. De har lært at fiskerne beholder ikke de små fisk – de bliver smidt overbords.

Haps! Lige en lækker mundfuld for en vågne pelikan.

Når nettet er hentet og der ikke er flere fisk der begynder pelikanerne så at svæve over ankerpladsen. Så snart de spotter en fisk i vandet, klapper de vingerne sammen og dykker. De rammer vandet som en bombe og nogle gange er de næsten en hel meter ned for at få fisken. Så kommer de op til overfladen med en fisk i munden som bliver slugt. De dykker mange gange ganske tæt på Capri, under en meter fra siden af båden. Det lyder som en bombe der rammer vandet og man får lidt af et chok de første mange gange før man vender sig til det. De kaster også en del sprøjt op og en gang imellem bliver man våd.

Ja kære læser, livet som langturssejler er ikke altid let – nogle gange må man lide for denne tilværelse.

Efter et par dage var vejrguderne i godt humør så vi lettede anker og sejlede videre til Tenacatita. Pilotbogen fortæller at der er en flod gennem en stor mangrove skov man kan sejle op ad. Sejler man langt nok, krydser man landtangen som bugten ligger bag og så er man ude på Stillehavssiden.

Det må vi prøve.

Der er næsten intet andet her i bugten. Langt over i den anden ende er der et hotel – det mærker vi ikke ret meget til. Her hvor vi ligger for anker er der en campingplads og en lille restaurant ved siden af floden. Vi er en del både her, der er gode surfing muligheder lidt væk fra ankerpladsen.

Vinni og jeg prøver vores paddleboards, men der er lidt for høje bølger og vi er ikke øvet nok endnu (med andre ord – så falder vi i vandet).

Vi tager en dinghytur op ad floden den ene dag. Pilotbogen siger at der er krokodiller herinde. Hvis man sejler op ad floden med åre og ikke med motor er der mulighed for at se dem samt et imponerende fugleliv.

Vi starter med vores padler (husk en af vores åre blev stjålet i La Cruz). Ih hvor det går – langsomt. Vi padler videre – det går stadig langsomt. Jeg tilbyder Vinni at blive i båden mens hun tager sig en kølig dukkert i flod vandet. Det vil hun ikke – der er et eller andet om krokodiller………

Kylling.

Efter en lille times tid er vi næsten ikke kommet nogen vegne og vi begynder at være trætte af at padle. Det er der et råd for – tænd motoren.

Hvilket vi gør.

Nu går det fremad. Floden bliver mere og mere snæver og mangroven lukker sig ind over os. Der er lige plads til dinghien da vi hører in motor bag os. Gud hjælpe os om det ikke er en panga fyldt med turister fra hotellet. Vi finder et bredt sted i floden og de passerer os.

Hmmm – så kan vi kun håbe, at vi ikke møder dem kommende den anden vej – for nu er floden vokset helt til. Vi må dukke hoved for ikke at få hatten slået af, af mangrove grene.

Pludseligt åbner mangroven sig og ud mod styrbord strækker sig en stor bred flod, lige foran os er der en meget lille hul i mangroven – måske kan man lige få dinghien igennem der.

Vi diskutere livligt. Til styrbord eller lige ud. Til sidst bliver vi enige om, at det må da være til styrbord så afsted med os. Mangroven dør bort og nu er der afsvedet græsland på begge sider. Flodens vand bliver mere og mere grumt og til sidst rammer vore propel bunden.

Ok – så det var nok ikke denne vej. Vi vender om og sejler tilbage. Hullet vi skal igennem er dog ikke blevet større mens vi har været væk.

Vi dukker hovedet og lister os forsigtigt gennem mangroven. Det er en tunnel vi sejler gennem. Grene og rødder strækker sig ud i floden og forsøger at gribe fat i os. Vi sejler med motoren i tomgang så langsomt som vi kan og forsøger at styre uden om rødder der kan punktere vores båd.

Langt om længe sejler vi ud af tunnelen og ind på en sø. Vi er fremme. I den anden ende af søen kan vi se en lille strand hvor pangaerne er trukket op, vi gør det samme.

Cirka 100 meter op af en sti kommer vi så ud på stranden på Stillehavssiden. Her er liv og glade dage – flere strandrestauranter, folk ligger under paraplyer og bader i havet.

Vinni og jeg indtager straks et bord ved den nærmest restaurant og bestiller et par kolde øl. Det var varmt arbejde at komme igennem mangroven. Et par øl, lidt chips og salsa senere er vi kommet til hægterne og kan tage tilbage gennem mangroven.

Nu da vi kender den, er den ikke så frygtsom, men den vokser stadig tæt omkring os. Vinni vil stadig ikke i vandet for en kølig dukkert.

Kylling.

Da vi kommer ud for enden af floden venter så yderligere en udfordring. Tidevandet er begyndt at komme ind så nu er der stor surf (brækkende bølger) vi skal sejle ud gennem.

Det er langt fra vores favorit, da det nemt kan betyde at dinghien vælter, Vinni og Carsten får en baljetur – men værst af alt – hvis vi vælter så kommer motoren under vand og det er ikke sjovt. Så skal den skyldes af i ferskvand og tørres og jeg skal komme efter dig.

Vi begynder med at liste os frem og forsøger at undgå de værste bølger, det går da meget godt. Faktisk går det forbavsende godt det første stykke tid.  Men så rammer vi en bølge forkert og nu hopper og danser Lille Capri over der hele. Den næste bølge kommer jo direkte derefter og så hopper vi endnu mere. Endeligt ser vi en chance og giver motoren fuld gas så vi kommer over bølgen før den brækker ind over os og bordfylder lille Capri.

Herefter kan vi tøffe stille og roligt ud til Capri.

Et par dage mere og så skal vi videre til Bahia de la Navidad. Der skal vi leve et luksusliv med Capri i en marina med swimmingpool, tjenere, kolde øl og Margaritas og vi tager måske aldrig derfra.