Som Carsten beskrev i sidste beretning, så flygtede vi efter kun én overnatning på ankerpladsen ved Chacala. Det skyldtes ikke kun de ubehagelige rullende dønninger, for vi kunne jo have lagt et hækanker, der ville holde Capris stævn op imod dønningerne, men da den støjende musik inde fra restauranterne på stranden fortsatte om aftenen, blev vi hurtigt enige om, at vi skulle væk herfra hurtigst muligt.

  Tidligt om morgenen stævner vi derfor ud mod næste store bugt Bahía de Banderas. En bugt der er ca. 20 sømil bred og ca. 20 sømil lang. Første ankerplads Punta de Mita er lige rundt om den nordlige pynt. Der er et stort lavvandsområde med sten vest for pyntet, der strækker sig 10 sømil ud i havet, som man skal undgå. Skal man sejle udenom dette risikable rev, så er der mere end 25 ekstra sømil at sejle, men heldigvis, da vi får zoomet godt ind på kortplotteren, kan vi se en stiplet linje gennem området, der markerer ”sikker sejlads”. Vi håber, det er sandt og følger vejledningen. Vi kommer godt igennem området og finder ankerpladsen.

  Her ruller Stillehavets dønninger også rundt om hjørnet, og Capri ruller igen i dønningerne, der kommer ind midtskibs, mens søbrisen på 25 kn blæser lige ind i snuden på det gode skib. Vi beslutter igen kun at tage én overnatning for at sejle videre til La Cruz næste morgen.

  La Cruz ligger ca. 10 sømil rundt om næste lille pynt, hvor vi ankrer op foran marinaen og håber at komme lidt i læ for vind og bølger. Som Troels Kløvedal altid sagde (noget i denne retning): ”Efter en passage og krogen rasler ud, så skal det gode skib sgu ligge stille”. Jeg er helt enig, men det er ind til videre ikke tilfældet her i Mexico.

  Vi har endnu ikke på vores ankerpladser fundet læ for vinden, der ofte i vintermånederne kan blæse op i hård kulingstyrke. Vi har heller ikke, når vi ligger for svaj, opnået at finde læ for hverken Stillehavets dønninger eller de vindskabte bølger. Vi har dog her på Stillehavssiden af det mexicanske fastland fået højere lufttemperatur, men vi synes dog, at havvandet stadig er mere end frisk at bade i.

  Vi har endnu ikke haft mod på at snorkle, da vi ikke har haft lyst til at iklæde os våddragt, hvilket ind til videre har været en forudsætning for at kunne opholde sig i vandet i længere tid. Havvandet her er ikke særlig klart, når man nu er vandt til at snorkle i Fransk Polynesien. Som noget nydt har vi mødt ”Red Tide” (rødt tidevand). Ifølge google er det blomster fra alger, der kan være giftige, og man bør ikke svømme i havet, når man kan se den røde farve. Det ser ud, som om havet bløder. Vi mødte det første gang ned langs kysten af Mexicos fastland. Vi anede ikke, hvad det var – mon det er en hval, der bløder? Nu er vi opmærksomme på fænomenet og undgår at svømme i det samt lave saltvand om til drikkevand.

  Vi har lige bunkret diesel i marinaen. Udenfor marinaen finder vi en ankerplads og lader Mantus ankeret tage godt fat i havbunden, mens søbrisen på ankerpladsen blæser op til 25-30 kn. Vi er omgivet af krapsøer på mere end en meter. Med andre ord – heller ikke her finder vi læ. Som nævnt mange gange: ”Vi stoler på vores Mantus anker! ” og sover trygt om natten.

  Vi er kun lige ankret op, da vi får en sms fra vores bekendt Bob oppe fra San Francisco, der hjalp os med at få en marineplads i San Francisco Yacht Club. Han skriver, at vi bør tage ind i marinaen og møde en spændende kvindelig solosejler, der er ved at sejle jorden rundt. Det gør vi så.

  En kæmpe overraskelse venter os. Vi suser i lille Capri ind til marinaen og finder båden Nereida (Nijad 38). Banker på skroget – jeg ved ikke lige, hvad jeg havde forventet, måske at den kvindelige skippers alder ville være et sted mellem 40 og 50 år. En ældre dame kommer frem i cockpittet – det er Jeanne Socrates.

Jeanne Socrates på sin båd – Nerieda

  Måske har læseren hørt eller læst om denne verdensberømte kvindelige sejler. Indtil fornyeligt var Jeanne den ældste sejler, der har sejlet jorden rundt som solosejler, nonstop og unassisted, men for få år siden blev hendes rekord taget af en mandlig japaner, der er to måneder ældre end Jeanne. Nu er hun ”kun” den ældste kvindelige sejler, der har præsteret ovenstående.

  Jeg vil her på baggrund af vores samvær med Jeanne over en hyggelig middag på den lokale restaurant give læseren lidt forsmag på, hvad denne enestående og modige kvindelige sejler har præsteret på havet:

  Jeanne er 80 år og er for nuværende påbegyndt sin femte jordomsejling som solosejler. Jeanne er brite. Jeanne og hendes mand var påbegyndt deres jordomsejling, da hendes mand fik konstateret uhelbredelig kræft og døde i 2003. Jeanne besluttede herefter at sejle videre fra Bonaire (De Hollandske Antiller), som solosejler. Hun måtte snart erkende, at sejle båden alene er en mindre udfordring sammenlignet med alle de udfordringer, der opstår, når ting på båden skal repareres. Læringskurven er mega stejl. Men andre sejlere var og er stadig hende en stor hjælp, når hun har brug for det.

  På hendes hjemmeside, https://www.svnereida.com/blog kan læseren læse om hele hendes solosejlerliv siden 2004. Jeg vil her blot nævne nogle af højdepunkterne:

  Trans-Pac´Race x 3: En rally fra Los Angeles til Hawaii for solosejlere

  NE-Pacific-loop: Hawaii- Alaska- San Francisco (herefter får hun mod på at sejle jorden rundt solohanded)

1. Jordomsejling starter i 2007 fra Mexico gennem Panamakanalen og østover. Da hun kommer tilbage til Mexico, mister hun sin båd kun 60 sømil fra målet nord for Acapulco. Det er nat ingen vind, hun sejler for motor, mens hun sover 40 minutter ad gangen. Uheldigvis sker der strømsvigt til autopiloten, der går i stand-by. Hun sejler kystnært, hun vågner ved, at der kommer vand ind i båden, og den ligger på siden. Et interview i en artikel med Jeanne ses på hendes hjemmeside, hvor hun beskriver følelserne, når man mister sin båd, sit hjem.
2. I 2009 starter hun sit første forsøg på at sejle jorden rundt solo, nonstop og unassisted. Hun må opgive, da der opstår rig- og motorproblemer.
3. I 2010 starter hun andet forsøg på at sejle jorden rundt solo, nonstop og unassisted. Efter 72 døgn og 140 sømil vest fra Cape Horn (sejler fra vest mod øst) ligger hun underdrejet nord for et meget lavt lavtryk, der skal passerer Cape Horn.

  Tit har mange søulke givet udtryk for, at når man fanges i en storm, så lægger man bare båden underdrejet, skalker lugerne til og forbliver nedenom læ, ”hygger sig”, mens stormen passerer. Men her fortæller Jeanne, hvor galt det kan gå. Hun får en voldsom knockdown (båden væltes om på siden, bom og mast nede i vandet). Bommen brækker, staysail-furleren går i stykker, sprayhooden rives af og vinduer knuses med deraf vandindtrængning. Alt nedenom læ er vådt og kaotisk. Hun er bestemt i livsfare, men det lykkedes hende at stoppe vandindtrængningen. Hun sejler videre på genuaen (forsejlet) og får sig slæbt ind til Ushuaia i Argentina. Hun opgiver denne jordomsejling. Men har mod på at prøve igen. 

• 2012 stævner hun ud fra Victoria (Vancouver Island, Canada) i sit tredje forsøg. Denne gang lykkedes det hende, hun passerer alle fem Cape:

                        Cape Horn

                        Cape of Good Hope

                        Cape Leeuwin (SV Australian)

                        Cape Tasmania

                        South Cape of New Zealand (sydom Steward Island)

      Opført i First Guinness World Record som:

                        Ældste kvindelige solosejler der jordomsejler, nonstop og unassisted.

                        Første kvinde der sejler jorden rundt fra og til Nordamerika.

•  Her hvor vi mødes i La Cruz er hun på vej jorden rundt igen – mens hun griner, fortæller hun hen over middagsbordet, at nu er hun kun almindelig langturssejler på vej jorden rundt.

  Efter at have mødt Jeanne over en middag føler jeg mig helt som en novice, selvom jeg sammen med Carsten har sejlet ca. 35000 sømil, siden vi forlod Danmark.

  Carstens kommentar er: ” Skat – det er ikke for sent, når vi kommer hjem om 2,5 år, så låner jeg gerne Capri ud til dig, bliver hjemme, mens du sejler solohanded rundt om jorden nonstop og unassisted.  Jeg skal nok stå på kajen og vifte med Dannebrog, når du kommer retur”. Mon han er blevet træt af mig? Aldrig i livet. Med alt respekt Jeanne – jeg er imponeret – men du er alligevel kuleskør.

  Nok om den verdensberømte Jeanne.

  La Cruz er vældig populær hos langturssejlere, når man endelig har indfundet sig med den livlige ankerplads i eftermiddagens søbrise. Som sagt ligger vi for svaj lige udenfor marinaen, som mod 35 kr. tillader os fattige ankerliggere at lægge vores dinghy til ved en dinghybro, der er vagtovervåget. Hvad vagten observerer er os ubekendt, for i de to uger vi ligger her, hører vi om 2 tilfælde, hvor dingyen bliver stjålet. Mens vi ligger ved broen, bliver den ene af vores åre stjålet. Ja, vi må håbe, at motoren ikke svigter, indtil vi modtager to nye årer. 

  Går vi lige ud af marinaen befinder vi os i den gamle del af La Cruz. En utrolig charmerende bydel, ligesom vi forventer at møde i en gammel mexicansk by.

La Cruz skuffer heller ikke mht solnedgange

  Det gamle torv ligger lige udenfor marinaens indgang, et grønt område og flere små restauranter. Hver fredag aften fra kl. 17-20 er der ”dansende heste” foran restauranten La Cruz Inn. Alle bordene ude på gaden er fyldte, og der er en vældig god stemning blandt gæsterne – se selv – et imponerende syn af flotte heste, og hvilket mestershow:

 

Vinni og jeg er gået over til øl – man bliver jo fuld af at drikke for mange margaritas

Der skal provianteres, inden vi kan sejle videre. Supermarkederne ligger selvfølgelig ikke her i den gamle bydel, men marinaen har en taxaordning, hvilket betyder, at en taxa holder og venter på os lige udenfor marinaen og kører os til supermarkedet, venter på parkeringspladsen en time og kører os tilbage. Hvilken luksus for et beskedent beløb.

  Hver søndag afholdes der et kunsthåndværker marked langs marinaens lange kaj. Utrolig mange boder er der opstillet med flotte kunstværker af høj kvalitet. Her finder vi ingen tingeltangel. Denne søndag morgen er her mange (hvide) gæster (canadiske/amerikanske turister), men hvor kommer de fra? De må komme inde fra storbyens mange hoteller omkring Puerta Vallarta. Her trakteres gæsterne med streetfood og to bands. En festlig oplevelse.

  Marinaen har også et amphiteater. Her sidder vi ude i det fri en lun torsdag aften under en klar stjernehimmel og ser en biograffilm blandt ca. 80 andre sejlere. Vi har selv medbragt kølig hvidvin og snacks. Og så er det gratis også for ankerliggerne.

  Nå, men efter to ugers behagelig ophold her ved La Cruz, vil vi videre sydover, men vi skal lige runde Cabo Corrientes – et udfordrende sted for sejlere. Her har flere sejlere fået en ubehagelig oplevelse, da flere strømme, dønninger og vindskabte bølger giver meget urolig og ubehagelige store krapsøer. Bøgerne anbefaler, at man skal vælge at runde denne pynt på en meget vejrmæssig rolig dag. Man skal helst runde hjørnet inden søbrisen starter eller gøre det om natten.

  Vi skal sejle 120 sømil for at nå næste ankerplads Chamela. Vi skal sejle ca. 20 sømil, før vi når ud til pynten, som vi gerne vil runde ved midnatstid. Søbrisen plejer at aftage ved 18-tiden, hvorfor vi vælger at hive ankeret op ved 19-tiden. Men det er jo Carsten og Vinni, der stævner ud. De første tre timer får vi kraftig søbrise lige i synet med meterhøje krapsøer, vi må sejle for både sejl og motor for at være sikker på at nå ud til pynten ved midnat, der er ikke tid til krydssejlads. Endelig aftager vinden, ja, den forsvinder stort set, og vi må sejle alene for motor. Men havet 5 sømil før hjørnet og hele vejen rundt om Cabo Corrientes opfører sig som en jacuzzi. Vi sejler som anbefalet 3-5 sømil fra kysten rundt om pynten, hvor strømmene skulle være svagere, men alligevel oplever vi selv i vindstille vejr et uroligt hav. Vi kommer dog fint igennem og sejler resten af vejen ned til Chamela for motor – rolig sejlads gennem hele natten.