Vi stak af fra La Paz en tidlige morgen og begyndte den cirka 230 sm tur over Sea of Cortez til Mazatlan.  Efter at have ligger for anker og lidt under de konstante vinde ved La Paz, var vi sikker på at nu skulle vi lade Capri føle friheden og løbe foran vinden under fulde sejl. Det skulle blive dejligt at løbe 6-7 knob mens vi krængede lidt. Ingen motor – fred og ro.

Ak ja, Vinni og Carsten tager ud for at sejle. Nu havde det blæst hårdt i 3 uger og da vi rundende pynten og kom ud var der – ingen vind.  Bogstaveligt ingen vind. 0.0 på vindmåleren.  Endeligt sagde den 2.0 men den drejede konstant hele kompasset rundt hvilken betød at vinden (det lidt der var) kom fra alle sider næsten samtidigt. Derudover virkede vores log (hastighed gennem vand måler) heller ikke.  Jeg trak det op og rensede det minutiøst, men det viste stadige ingen ting. Når jeg drejede det lille hjul med fingeren, viste det fint fart, så det at det ikke virker når det er i sin plads gennem bunden af båden betyder at vores bund er totalt groede til.  Jeg ved godt at jeg viste disse billeder før – men i får dem at se igen.

Frygteligt.  Det kommer til at koste en gang rengøring af bunden.

For at slå sømmet ordentligt fast fik vi yderligere et tegn på hvor tilgroede bunden var – vi kunne kun få Capri op i fart til 5 knob – selv når vi havde motoren kørende over 2000 o/m.  Ja, det er trist – når bunden er rent gå Capri næsten 7 knob ved 2000 o/m.

Midt på morgen den næste dag rundede vi den store bølgemole og sejlede op den (meget) snævre sejlrende. Vores Pilot Book fortalte at sejlrende her sander hele tiden til så der er konstant udgravning i gang. Desuden skulle man holde godt øje med dybdemåleren da man ikke just kan regne med dybderne der er angivet i søkortet.

Ja, ja, da,da,da. 

Udgravningsskibet var i gang til den ene side, så vi havde ingen problemer med at passer det. Desuden havde vi reserverede en bås i El Cid Marina, som ligger halvvejs oppe af sejlrenden så nu begyndte vi at smile – snart vil vi kunne går op og tage et langt varmt brusebad. Marinaen har en stor swimming pøl, så vi kunne allerede smage den Margarita vi skulle have før vi tog en lille lur ved pølen. Fuel docken ligger helt ude til sejlrende så vi besluttede at vi ville bunker brændstof før vi lagde til inde i marinaen. Mens der blev hældt brændstof på gik jeg over til Port Captain for at melde vores ankomst, men han holdt siesta (dette er jo Mexico).  Tilbage ved pumperne talt jeg med havnemesteren om hvilken bås vil skulle have.

Han var ikke optimistisk. En 7 fod køl?  Det har vi kun en plads der er dyb nok til vores båd og der ligger allerede en båd. Det var meningen at han skulle sejle men det har han ikke gjort. Han foreslog at vi sejlede længere ind gennem sejlrenden til Marina Mazatlan, som har masser af båse der kan tage både i vores størrelse.

Ok – der var så ingen problem, især da han ringede i forvejen og sikrede at Marina Mazatlan havde en ledige bås til os.

Da jeg kom tilbage til Capri var Vinni helt oppe at ringe i det røde felt.  Mens jeg havde været væk, var tidevandet begyndt at gå ud og nu stod Capri på grund. Helt og særdeles på grund. Som minutterne gik kom mere og mere af hendes bund til syne. Til sidst kunne vi se toppen af hendes køl. Ude i sejlrenden var strømmen så kraftige at der blev dannede stående bølger næsten en meter høj (ja, jeg skriver 1 meter og det er sandt). Til sidst kom tidevandet tilbage ind igen, Capri begyndte at flyde og vi kunne sejle videre ind til Marina Mazatlan.

En god ting kom af vores ufrivillige ophold ved fuel docken. En sportsfiskebåd kom ind og fyren der havde lejet den havde fanget 2 store Marlin. Da han var Amerikaner og boede på hotellet, havde han intet at bruge flere hundred kilo Marlin kød til, så han forærede os to kæmpe stykker, nok omkring 5 kilo. Den aften spiste vi Marlin carpaccio med revet kokosnød ovenpå i stedet for ost. Et fantastisk måltid og vi nød den absolut friske fisk. Resten skar vi ud i bøffer og Vinni vil lave sashimi med wasabi.

Fem kilo marlin bøf – yum!

Denne marina er en dejlig marina.  Der er flere gode restauranter samt en pizzeria. Den ene aften vi gik på pizzeria var de ved at fejre et eller andet og hver gang vi bestilt noget, drinks, mad osv, tog tjeneren en mønt op af lommen, sagde ”krone eller plat?”  og kastede den.

Store kolde margaritas – der findes intet bedre i den varme mexicanske aften

Gættede vi rigtigt var den bestilling gratis.  Vinni gættede rigtigt hver gang, jeg forkert et par gange så det var en af de billigste måltider vi har spist. Vi tog tilbage et par aftener senere, men der var ikke samme tilbud.

Alle supermarkederne samt det store åben marked ligger inde i byen, cirka 9 kilometer fra marinaen. Det er alt for langt at gå, men den ”grønne bus” koster kun 5 kroner og kører lige ind til markedet. Dette er Mexico og det betyder at busserne er propfyldte. Desuden hyre de kun chauffører der drømmer om at køre Le Mans og føler de skal øve sig i den tunge bytrafik. Det er godt at vi var nødt til at stå op så vi ikke kunne se ud af vinduerne. Ellers var vi nok faldet om når vi så hvor tæt vi kom til de parkerede biler.

Mazatlan er næsten 500.000 indbyggere og markedet her er STOR. Vi købte en stor luns røget tun, som smagte himmelsk, men meget lidt andet.  Den røget tun spiste vi som vi ville spise røget makrel i Danmark, med lidt rå løg, mayo, snaps og koldt øl (kom ikke her og sige at vi lider….).  Deres kød var lækker, men vi turde ikke købe det da vi ikke viste om det var holdt ordentligt på køl. Der findes en Walmart indenfor MEGET LANG gå distance af marinaen, så det bliver der vi køber kød.

Vi betalte en dykker $40 for at rense Capris bund – hun trængte til det.

Efter 2 uger i Mazatlan, sejlede vi natten over til den lille by der hedder San Blas. Der er en marina i byen, men indgangen er snæver. Der ligger dog en kæmpe bugt lige rundt om pynten som vores Pilot Book siger at en fornøjelse at ligge for anker i. Tidligt den næste morgen, lader vi krogen glide ud og tage fat i sandbunden. Vores Pilot Book siger der er en del Palapa (strandrestauranter) her. Den fortalte ikke at de er store med flere hundred borde hver. Pyt med det, vi ville ikke spise her ved stranden – vi ville ind til byen. Pilot Booken fortæller at man tager bussen som standser oppe på vejen – hmmmm. Jaså – bussen går dog kun to gange om dagen.

Vores dinghy har fået hjul – så er der meget nemmere at slæbe den op på stranden

Ok taxi – den koster kun 25 pesos (10 kroner). Nåh ja – han glemte lige at sige at det er per person. På vejen ind til byen standsede vi ved det gamle fort som Spanierne byggede her for flere hundred år siden. Som kunne tænkes, havde den en flot udsigt ud over byen og bugten. Den er delvis restaureret men det er gratis at besøge.

Oppe på fortet er der en kæmpe Buste (i guld) af Fader Jose Maria Mercado, en af de store helte fra den Mexicanske revolution. Da revolutionen brød ud i 1810, valgte Fader Mercado at tage oprørenes side og det lykkes dem at erobre fortet her. Fader Mercado ledede de oprørske tropper her og det lykkes dem at erobre flere af de tilstødende provinser.  Da oprørenes hovedhær var hårdt presset, ledet han sine tropper til undsætning. Da de kom tilbage havde Spanske tropper generobrede fortet.  For at undgå tilfangetagelse, sprang han ud over klippekanten til sin død hundred meter nede.

Fader Jose Maria Mercado er en STOR helt

En anden attraktion her er den gamle kirke. Den berømte amerikanske digter, Henry Wadsworth Longfellow (han skrev The Midnight Ride of Paul Revere (Come listen my children and you shall hear, of the midnight ride of Paul Revere) samt Hiawathas Sang), begge er meget berømte digte, selv om kun få skolebørn læser ham i dag (jeg gjorde – det gjorde alle amerikanske skolebørn den gang), skrev en meget berømt digt – The Bells of San Blas – om kirkeklokkerne her. Digtet skulle blive hans sidste, han døde kort tid derefter. I dag findes der kun ruiner af kirken, klokkerne blev flyttet til kirken inde i byen. Der er også en sang om San Blas klokkerne, Jack Hardy skrev og indspillede den i 1984.

Resterne af den så berømte San Blas kirke

Så det er en berømt lille by. Som yderligere kuriosum, kan nævnes at min brors svigerinde, Mary Sue, blev gift i kirken her i San Blas for mange år siden.

Den “nye” kirke i bymidten

Det er tovværket som ringer klokkerne Vinni holder

Vi tog billeder af interiøret og sendte dem til hende. Kirken var dekoreret til et bryllup senere den dag så vi fortalte hende at byen stadig huskede hendes bryllup og lod kirken stå klar hvis hun skulle have brug for et nyt bryllup.

Kirken stod klar hvis Mary Sue skulle giftes igen

Hun grinte og fortalte at brylluppet havde varet i 4 dage hvor de forsøgte (forgæves) at drikke byen tør for tequila (de var alle sammen meget yngre den gang).

Tilbage til byen. San Blas har så mange gaderestauranter at det virker umuligt at de alle sammen kan tjene penge.  Jeg mener – hvor mange mennesker går ud og spiser hver dag? Alle restauranterne har grills ude, nogle af dem er fyret op med træ, andre med flaskegas. De har alle sammen et bord ude foran hvor de udstiller rejer, røget og grillede fisk.

Køkkenet hos en ad de mindre restauranter

Varerne udstilles

En af restauranterne har navnet El Jenjenero, som betyder no-no eller no-see-ums på spansk.  No-nos, vil de fleste af jer kunne huske, er en lille insekt der er så lille at man ikke kan se den, men den bider som bare pokker og efterlader en stor rød hævelse der klør som bare pokker indtil man bliver vanvittige. De genere normalt ikke mig, men de er en plage for Vinni – hun ligner vist nok en trestjernede Michelin måltid til dem. Jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til at spise der – hvad nu hvis skiltet betyder at stedet er fyldt med de små bæster?

Nej – Her skulle vi ikke spise

Hver dag klatre Vinni og jeg op på vores paddle-board for at øve.  Vi er bleven god til at falde i vandet. Vi kan blive ombord når vi er på knæ, men lige så snart vi rejser os op, skvatter vi omkuld. Dette kræver vist nok en hel del øvelse.

San Blas var et dejligt sted at ligge for anker. Der var ikke så mange dønninger og bugten var godt beskyttet. Hver aften var der en mere end flot solnedgang som vi aldrig blev trætte af at se på.

Hver aften kunne vi nyde solnedgange som dette

Desværre tager man på når man sidder og drikker G&T mens man se solnedgang.

Vores nye isterningsmaskine kom på overarbejde disse dage så Fruen kunne nyde sin G&T når det blev Happy Hour

Den eneste irritation var jetskiene som kom frem hver aften mens det var happy hour. Vi lå længst ude og de brugte os som racingbøje til at runde. De kunne ikke komme tæt nok på os og var totalt ligeglad med vores viften med armene for at bede dem holde sig væk.

Nåja – de skal vel også være her.

Vi kunne være blevet der for anker i lang tid, men alt skal jo have en ende, så tidligt en morgen hejste vi ankeret og sejlede sydover, på vej til Chacala. Chacala, siger vores Pilot bog, er den arketypiske lille mexicanske strandlandsby. Her er alt manaña – ingen har travlt her. Strandrestauranterne, siger bogen, er små, margaritane store og når du først er ankommet har du svært ved at tage af sted.

Det lyder som et sted vi vil kunne lide, og vi så frem til at lade krogen glide ud i vandet.  30 timer og 145sm senere kom vi rundt om pynten, lod ankerkæde rasle ud og vendte blikket ind mod land. Vi ville vente med at tage ind til næste dag, så heldigvis havde vi ikke gjort dinghien klar. 

Jeg skriver heldigvis, fordi havde vi gjort det så skulle vi tage den op igen og det er en del bøvl. Her er hvorfor. Først, så var anker pladsen meget rullende. Dønningerne kom direkte ind og Capri rullede så meget at vi troede vi var på en tivolitur. Dernæst blev klokken 15.

Ok – så klokken blev 15 – hva’ så?  Klokken 15 begyndte den først messing mariachi orkester at spille inde på land. Der var tre restauranter og indenfor få minutter var der tre orkester i gang.  Alle tre var messing orkester, alle tre havde store højtaler der pegede direkte ud mod os og alle tre orkester spillede forskellige sange. Det var en cacophoni af lyde. Vi kunne slet ikke holde ud at høre på det.  De fortsatte indtil kl 11 om aften men da havde vi allerede bestemt os for at sejle videre den næste dag. Dette var uudholdeligt. De holdt pause med jævne mellemrum men desværre ikke samtidigt.

Tidligt den næste morgen, efter en urolige nat pga musikken og dønningerne, trak vi ankeret op og lagde ud med kurs de sidste sømil mod den store bugt hvori Puerta Vallarta og La Cruz ligger. Vi skal til La Cruz, men først vil vi anker op lige rundt om pynten ved den lille by der hedder Punta Mita.