Efter at have sejlet mere end 30.000 sømil er det tid igen til at reflektere over vores eventyr og tilværelse. Det er næsten syv år siden, at vi stævnede ud fra København og forlod vores familie, venner, karriere samt de trygge hjemlige omgivelser.  

  Vi nyder stadig vores liv som ”boat-bums”, det frie liv og en meget begivenhedsrig dagligdag, på trods af at vi må indrømme, at ikke hver dag som langturssejler er lige positiv. Det mener vi da også at have givet udtryk for gennem vores mange beretninger.

  Vi har ikke på noget tidspunkt fortrudt vores store beslutning om at skifte vores professionelle liv og hverdagen derhjemme ud med et liv som langturssejler. Vi savner hverken vores professionelle liv, status eller materielle goder, som vi gav afkald på, men vi savner (indimellem) vores familie og venner.

  Det største savn vi lider er, at vi ikke har haft, og får det heller ikke de næste par år, mulighed for at være sammen med Carstens (også mine) to børnebørn samt mit gudbarn. Det er svært at følge med i deres hverdag og udvikling. Facetime m.m. kan ikke erstatte den nærkontakt, vi kunne have haft med de tre, hvis vi var blevet derhjemme. Vi kan kun håbe på, at når vi om ca. 2,5 år er vendt hjem, at vi kan indhente det forsømte og få et rigtigt godt forhold til de tre børn/teenager.    

  Er vi blevet mættet af nye indtryk? Nej, men vi lader os ikke længere så let imponere af nye indtryk eller oplevelser.

  Siden vi udsendte vores tidligere refleksioner efter hhv. 10.000 og 20.000 sømil samt efter opholdet på Hawaii, har vi spurgt os selv, om der mon har været flere skuffelser eller overraskelser? Svaret er ja, sygdom, budgetoverholdelse og pandemien har været uventet.

  Efter at være ankommet til State of Washington for 2,5 år siden, måtte vi igen akut hjem til Danmark pga. sygdom, der krævede kirurgisk behandling og stråleterapi. Det var så fjerde gang, at vi måtte afbryde vores eventyr pga. sygdom. Det havde vi aldrig forventet, da vi var af den opfattelse, inden vi tog afsted, at vi begge var sunde og raske. Vi har derfor været meget taknemmelige for den økonomiske dækning vores rejseforsikring har givet os. Langturssejlere inklusiv os har jo ikke budgetteret med store udgifter til hjemtransport og transport tilbage til båden, ej heller til dyre marineudgifter mens behandlingerne stod på i Danmark.

  Da vi nu alligevel befinder os i det ”økonomiske-mode”, må vi indrømme, at overholde et budget som langturssejler, det er ikke lykkedes for os, og heller ikke for alle de langturssejlere vi har mødt undervejs, uanset hvilken budgetstørrelse der har været lagt, inden man tog afsted. Vi har heldigvis haft råd til at fortsætte vores eventyr, men vi har mødt flere sejlere, der har måttet opgive deres langturssejlads, solgt båden og er vendt hjem. Enkelte har haft mulighed for at lægge båden i havn, mens de er vendt hjem i en periode for at tjene flere penge mhp. at fortsætte deres eventyr.

  At sejle på de store oceaner i næsten syv år slider enormt på Capri, det er dyrt. Blandt sejlere derhjemme hedder det: At sejle over Atlanterhavet (ca. 3.000 sømil) slider lige så meget på din båd, som det gør hos en gennemsnits lystsejler, der har sejlet 10 år hjemme i Danmark. Vi har sejlet næsten 33.000 sømil, og vedligeholdelsen af Capri er blevet dyrere end vi havde budgetteret med. Her skal blot nævnes nogle af udgifterne, som vi ikke havde forventet.

  Hjemme i sejlklubben tager de fleste skippere deres båd op hvert eller hvert andet år for at bundmale og polere båden. Udgifterne hjemme i sejlklubben, til at få båden op af vandet og tilbage igen i vandet, er forholdsmæssige beskedne udgifter sammenlignet med de udgifter, der er, når man er i udlandet og ikke er medlem af en sejlklub. Det koster gennemsnitligt 4.000 kr. for at få båden op af vandet, og yderligere 4.000 kr. for at få båden tilbage i vandet (no cash – no splash). Derudover er der udgifterne (dagstakster) til at båden kan stå på bukke i land, mens man arbejder på båden. Den udgift bortfalder dog, hvis det er bådværftet, der arbejder på båden. Ja, det er dyrt hvert andet år, og det er nødvendigt, da begroningerne på bunden vokser hurtigt i varmere havvand, og solen under varmere himmelstrøg er mega hård ved gelcoaten.

  Redningsflåden skal serviceres hvert fjerde år ca. 4.000 kr. per servicetjek – en udgift man bestemt ikke skal spare væk, man ved jo aldrig, om man får brug for redningsflåden – husk håb er ikke en strategi.

  Efter 3-4 år som ankerligger og ikke at have været tilkoblet landstrøm, mens man har haft et batteriforbrug på 24/7, skal batterierne udskiftes. Ankerkæden begynder at være tyndslidt og skal udskiftes.

  Motoren skal vedligeholdes og enkelte gange af en professionel mekaniker, da marinaen ikke tillader olieaffald. Vi har i visse situationer ikke haft andre muligheder for at skaffe os af med den gamle olie.

  Water-makeren, som har sikret os mindst 40 liter drikkevand daglig, skal serviceres og dyre filtrer udskiftes. Jeg aner ikke, hvor mange liter den stakkels water-maker har lavet, men det er mange til drikkevand, bruser og tøjvask.

  Capris 14 år gamle stående rig valgte vi efter næsten 25.000 sømil at udskifte på Hawaii.

  Efter at have i næsten syv år genereret strøm til Capri, da vi for det meste er ankerligger og ikke har koblet os op på landstrøm, er vores ene solpanel stået af. Der er godt nok 25 års garanti på den, men firmaet, hvor vi købte de to solceller, er solgt til et andet firma, som selvfølgelig har overtaget diverse forpligtigelser. Men når man befinder sig i Stillehavet langt væk fra firmaet i Danmark, så er der intet hjælp at hente, man må bare finde en ny leverandør og betale ved kassen.

Det er ikke kun de store ting, som er dyre. Der er også mange små dele, der går i stykker og koster en bondegård at reparere/udskifte. 

Eksempel 1: To af hængslerne på vores bruserdør gik i stykker pga. korrosion.  Ok, hvor meget kan et par hængsler koste? Vi kontaktede den amerikanske Jeanneau forhandler, som sagde, at det kunne han ikke hjælpe med.  Så kontaktede vi den danske forhandler, jo, han kunne godt skaffe dem. Hængslerne ville koste kr. 600 per styk.  Ja, jeg skrev kr. 600 per styk.  Det koster det, når alt er lagt på regningen; hængslerne, moms, ordregebyr og fragt fra Frankrig.  Og så ville hængslerne stadig være i Danmark, i førnævnte pris indgik forsendelsen til Mexico ikke.

Eksempel 2 – Der er et par små kontakter, der styrer vores el-spil. De har en gummikappe, som beskytter elektronikken for vand.  Efter 7 år at være udsat for sol/vind/salt/regn er gummiet ved at gå i opløsning (se nedenstående billedet). Vi ved ikke, hvad de kommer til at koste, men vi ved at de fås kun i Danmark.

  Ovennævnte udgifter vidner om, at det er svært at overholde et budget, og jo længere tid man sejler ude på de store have, så begynder de store udgifter at komme. MEN det er alle pengene værd at være lang-langturssejler.

  Pandemien Covid-19 kom vist bag på os alle. Den har haft enorme konsekvenser på alle mulige måder. Mange derhjemme troede, at Carsten og jeg var fritaget for denne pandemi og karantæne ude på Stillehavsøerne, men ak nej.

  Panamakanalen og alle Stillehavsøerne blev lukket for nyankomne lystsejlere. Vi kan ikke klage, da guvernøren på Hawaii indførte karantæne, for vi fik dog lov til 1 time om dagen at gå en tur eller gå på indkøb, mens andre langturssejlere i bl.a. Fransk Polynesien ikke måtte gå i land. Honolulu var jo ikke det værste sted at strande under en nedlukning, selvom vi ikke måtte tage på stranden (Waikiki Beach) eller sejle mellem øerne. Men selvfølgelig prægede pandemien og deraf restriktionerne vores oplevelse af Hawaii i en lidt negativ retning.

  Den store beslutning, vi tog under opholdet i Marquesas, om at tage en afstikker på ca. 10.000 sømil for at sejle det lille ”Pacific Loop” mhp. at opleve Alaska og Canadas Inside Passage, har vi aldrig fortrudt. Vores beretninger derfra beskriver den unikke naturoplevelse vi fik, men som vi før har fortalt, så er ord i disse situationer kun fattige – det skal opleves og kan ikke gives videre i ord ej heller i fotos.

  Alaska og Canada er uforglemmelige – Glacier Bay, Pack Creek bjørne, Arktisk – Capri foran glacier, vanfald i Canada hvor vi lå for anker, Alert Bay – hundredvis af totempæle.

Turen ned langs den amerikanske kyst som af mange sejlere er frygtet – og ikke mindst mig, hvor Carsten som altid har færre bekymringer – overlevede vi på trods af vores alvorlige havari, hvor rebet til boombraken sprang, hvorefter løjbommen knækkede og bommen svang hårdt ud på sallingehornene, den stående rig og masten. Der må have været én, der her holdt hånden over Capri og dens besætning, for riggen holdt. Måske var det alligevel en god investering på ca. 100.000 kr., da vi udskiftede den stående rig (Dyform) m.m. med et nyt. I selve den farlige og kaotiske situation i mørket midt om natten i hård kuling, handlede vi ”cool” og hurtigt som team. Reaktionerne kommer først bagefter, når det er overstået. Vi er dybt taknemmelige for, at vi slap med skrækken.

We did it! – Vi sejler under Golden Gate Bridge i San Francisco og derved bliver nogle af de få der kan sige at de har sejlet ind i både New York havn samt San Francisco Bay – i samme båd!

  Vi befinder os i skrivende stund ved La Paz i Sea of Cortez (Mexico, Baja California) og skal nu tage den næste store beslutning:

HVORDAN KOMMER VI HJEM?

  Oprindelig var vores plan, da vi startede det lille ”Pacific Loop”, at vi fra Mexico ville sejle tilbage til Marquesas og derfra videre vestover ad The Coconut Milk Run ud til Thailand, hvorfra Capri skulle sejles med et fragtskib op til Middelhavet.

  Vi har det sidste års tid brugt enormt mange timer på at diskutere de videre sejlplaner. Vores planer har ligesom vind og vejr skiftet fra dag til dag. Jeg har haft mange søvnløse nætter, hvor min fantasi og tanker er løbet løbsk.

  I marts sidste år, da vi efter 8 måneders campering i Caprise (autocamperen) kom tilbage til Capri i Port Angeles, havde Carsten og jeg faktisk truffet beslutningen om at sælge Capri i Seattle. Vi havde endda kontaktet to bådmæglere mhp. at sælge Capri, når vi havde været i Canada og Alaska.

  Men hvorfor ville vi dog slutte vores langturssejlads her? Det var der flere grunde til:

1. Efter at have kørt rundt nogle måneder i autocamperen – i øvrigt en hel fantastisk oplevelse af den vestlige del af USA – fandt vi ud af, at vi også har andre mål i vores pensionistliv end at være på vandet
2. Bådpriserne i Seattle er meget attraktive i forhold til bådmarkedet derhjemme i DK – skulle vi tage en økonomisk beslutning, burde vi sælge Capri i Seattle
3. Vores langturssejlads er forlænget med to år pga. pandemien og ventetiden på, at Canada åbnede op for udenlandske lystsejlere

   Vi besluttede derfor, at skulle Capri sælges efter Alaska-Canada turen, så skulle hun hovedrengøres til fremvisning, inden vi stævnede ud mod Alaska, så hun hurtig kunne sættes til salg, når vi kom tilbage til Seattle. Alt ombord skulle sorteres og kasseres, så kun en mindre del skulle sendes hjem.

  Beslutningen om at sælge Capri blev taget efter flere aftener over et glas vin, mens tårerne flød ned ad kinderne på os begge. Når man som os har sejlet flere år ude på de store oceaner, hvor vores liv har været helt afhængig af, om Capri kunne klare skærene og få os sikkert frem til vores bestemmelsessted, så får man et helt specielt forhold til sin båd. Hun er ikke længere bare en genstand, hun er et ”familiemedlem”, udover at hun er vores hjem.

  Disse følelser fik da også ændret vores beslutning om at sælge Capri i Seattle. Efter at have været ombord på Capri i to dage, mens vi knoklede for at gøre hende salgsklart, meddelte jeg skipper over et glas vin om aftenen, at jeg ikke var parat til at sælge Capri og ende vores eventyr her. Jeg var overbevist om, at solgte vi Capri nu, så ville jeg senere sidde hjemme i Danmark og ærgre mig over, at vi ikke fortsatte eventyret. Jeg sagde til Carsten: ”Forstil dig, at vi ender vores livsdrøm ved at stå ud af et fly i Kastrup lufthavn og modtages af familie og venner med dannebrogsflag – i stedet for at de står på kajen for at byde os velkommen hjem, efter at vi har rundet Kronborg om styrbord? ” Carsten svarede: ”Skat – det har du fuldstændig ret i, vi fortsætter”.   

  Nu er vi så her i Mexico og har brugt meget tid på at diskutere den videre sejlplan. Vi sejler ikke ned til Marquesas og videre vestover i Sydstillehavet af to grunde:

1. Fragtprisen for at få sejlet Capri fra Thailand op til Middelhavet er steget fra 200.000 kr. som vi oprindeligt havde budgetteret med til 450.000 kr. – det vil vi ikke betale. Vi vil heller ikke sejle over det indiske oceaner forbi Afrikas horn og op gennem Suezkanalen.
2. Corona-epidimien er igen eksploderet i Kina, og vi ved ikke, hvad det ender med, vi vil ikke risikere at strande under en pandemi i karantæne ude i østen.

Vi vil derfor tage østover. Planen er følgende:

• Vi sejler her i Sea of Cortez (Mexico) indtil den 15. juni 2023, hvor Capri kommer på land i 4 måneder i San Carlos, der ligger udenfor orkanområderne på den nordøstlige del af Sea of Cortez, mens vi befinder os i Europa.
• Fra november 2023 sejler vi ned langs den Mexicanske vestkyst og videre ned langs Central Amerika ned til Golfito i Costa Rica, hvor Capri i begyndelsen af maj 2024 sættes på et fragtskib og sejles til Genova i Italien.
• Herefter sejler vi i Middelhavet og lægger Capri i havn i Portugal vinteren over.
• Sommeren 2025 sejler vi hjem til Danmark.

  Denne gang holder planen, da vi allerede har skrevet kontrakt med fragtfirmaet og betalt 10% up front. Det koster lidt mere, end vi havde budgetteret med 265.000 kr., men vores budget var jo også beregnet for 7 år siden. Som alle ved er fragtpriserne steget voldsomt under pandemien.

  Fragtfirmaet startede med en pris på 420.000 kr. Min gode husbond igangsatte derfor lidt priskonkurrence mellem to fragtfirmaer, hvor det ene firma dumpede prisen i første tilbud til 265.000 kr.. Carsten kontaktede derefter firmaet, der ville have 420.000 kr. for at høre, om de ville være med, men kun hvis de kunne matche det andet firmas tilbud. Vi ville nemlig hellere bruge dette firma, da de kunne tilbyde pålæsning i april/maj i stedet for jan/feb. Sejlturen ned langs den sydlige del af Mexico og Centralamerika kan i perioden juni – februar være livsfarlig, det kommer der mere om i senere beretninger. Efter et par dages tænkepause kom firmaet med et nyt tilbud på 265.000 kr. med pålæsning i Golfito. Transporttiden forventes at tage 5-6 uger. Capri skal skifte fragtskib i Fort Lauderdale i USA, inden hun sejles til Middelhavet.

  For det beløb vil hverken Carsten eller jeg sejle op mod vind og oceanbølger det meste af vejen hjem: op gennem det Caribiske hav, den Mexicanske golf, over til Cuba, ud til Bermuda og videre over Atlanterhavet.

  Ja, vores motto gennem 6,5 år har været: ”Vi har ingen planer – og ved gud – det fastholder vi”, men nu har vi en plan, og den laves der ikke om på.

  Det har været nogle tunge refleksioner det sidste år.