Først skal vi fortælle lidt om Baja halvøen.  Den strækker sig fra sydgrænsen af Californien, USA cirka 800 sømil syd.  For det meste er det goldt halvørken.  Der er kun lidt vand, det regner sjældent og der er lidt grønt.

Der findes kun 3 byer.  Ensenada, beliggende på Stillehavssiden af Baja helt oppe ved den Amerikanske grænse.  Cabo San Lucas (som altid bare bliver kaldt Cabo) helt nede på den sydlige spids og La Paz, et par hundred sømil oppe af Sea of Cortez kysten fra Cabo. Desuden er der Tijuana og Mexicali som begge er store byer, men de eksistere kun fordi de er grænsebyer.

Ellers er der meget lidt.  La Paz er en by med cirka 250.000 indbyggere der ligger smuk ved en stor bugt.  Vandet er rent her og der svømmer delfiner forbi vores båd hver aften når de er ude at lede efter føde. Da vi nærmede os byen var det ved at være eftermiddag så vi ankrede op i en lille bugt 10 sømil fra byen.  Naturligvis havde vi glemt at vi havde dinghien på slæb, så da vi bakkede ned på ankeret for at sikre at det havde bit i havbunden, bakkede vi lige henover tovet der forbandt dinghien til båden.

Ja – i kan jo næsten gætte resten.  Torvet blev suget ind under båden, hvor det straks viklede sig rundt om propel og aksel og så standsede motoren og nu var ”fanden løs i Laksegade igen”. Der fandtes naturligvis kun en løsning; NOGEN var nødt til at tage våddragt samt dykker udstyr på, gå under båden og skære det hele fri.

Jeg (også kendt ombord Capri som ”NOGEN”) iført mig hurtigt våddragt og hoppede i vandet.  Det tog nogle minutter at skære os fri, men der kom også lidt godt ud af det. Nu var vi nødt til at sætte et nyt tovværk på dinghien og det var også tiltrængt.

Vi ligger for anker, cirka en halv sømil fra marinaen hvor vi kan lande vores dinghy.  Dvs. at hver gang vi skal på land, skal vi først sejle en halv sømil i dinghien og så kan vi gå til supermarked eller lignende.  Nu bygger man aldrig supermarkeder lige i nærheden af en marina og vi går da også omkring 3 kilometer til den første.  Det lokale markedet, hvor der sælges friske grønsager og fisk ligger cirka tre kilometer i den anden retning (naturligvis). Det gør at Vinni og jeg får vores motion.

Vi har ligget her i snart halvanden måned.  Hvorfor?  Tja, først pga. af vejret.  Det blæser både hele og halve pelikaner det meste af tiden.  Dette er hvad de lokale kalder ”winter northerlies”.  Hele og halv pelikaner betyder kuling.  En ”winter northerly” varer cirka 5-6 dage, så er der en dag eller to pause og så kommer der en kuling til. Alle siger at de begynder at holde op sidst i februar hvor de formindskes i styrke og varighed for til sidst at holde op ved udgangen af marts.

Lige nu, en tidlig morgen, blæser det 23 knob vedvarende, med pust omkring 30 knob (for jer landkrabber er det henholdsvis 44km/t og 60km/t). Godt vi har et anker vi kan stole på.  Nogle af de fastboende sejlere her har fortalt os at vejret i år er anderledes.  Før i tiden blæste det hårdt i 3-4 dage og så var der fred i en uge.  Nu blæser det hårdt i en uge og så der fred i 3 dage.

Flot måne opstigning over La Paz bugten

Vi er her også fordi vi besluttede at købe nogle klap-ned hjul til vores dinghy.  Vinni og jeg er ganske enkelt blevet for gamle og dovne til at slæbe vores dinghy op og ned af strande når vi skal i land. Naturligvis er sådan hjul ikke på lager, det tog næsten tre uger for dem af komme.  I mellemtiden købte vi Starlink. 

Starlink, for dem som ikke ved det, er et internet system der kører på flere tusind lavhængende satellitter som Elon Musk (af Tesla berømmelse) har sat i kredsløb omkring jorden.  Det gør at vi nu har internet når det passer os.  Men, men, men – ingen paradis uden en slange.  Vi skulle have en lokal rørsmed til at lave et rustfristål beslag så antennen kunne monteres ordentligt på båden.

Det tog også tre uger og så fandt vi ud af midt i det hele at en af vores solpaneler er brændt af.

Vores solsystem har ellers fungeret uden nogle som helst problem lige siden vi tændte for det for 7 år siden.  Sunpower, producenten, bryster sig af de yder 25 års garanti.  Hmmmm.  Det ville de da ikke overholde for os.  De kunne heller ikke henvise til en forhandler eller et sted her i Mexico hvor vi kunne købe en ny panel. Efter mange dags forgæves internet søgen lykkes det os endeligt at finde en i Arizona USA som vil sælge os en ny panel.  Den skulle dukke op om en uge. Det bliver rart da vores ene panel kan kun næsten følge med vores elforbrug.

Det bliver dog en dyr fornøjelse.  Panelet er dyr og det er forsendelsen også samt naturligvis told osv.

Til sidst skulle vi også have en ny pumpe til vores watermaker.  Den gamle kunne kun producere 15 liter i timen hvor den burde producere 30.  Vi har nu fået den nye pumpe og jeg har monteret den og hvor er det dejligt at den laver 30 liter.  Nu kan vi fylde vores vandtank på kun 5 timer.

Det lyder alt sammen af meget og det er det også.

Nå, men det var La Paz jeg skulle skrive om.  Som sagt ligger vi for anker cirka en halv sømil fra marinaen.  La Paz er berømt for at både der ligger for anker, danser ”La Paz Waltz” et par gange om dagen når tidevandet vender. Vendingen betyder at der er 3+ knob strøm der flyder enten ind eller ud og så vender bådene i den ene retning eller den anden, alt ankommende på om tidevandet er på vej ind eller ud.  Men når vinden blæser kommer vinden fra nord og så har vi problemet.  Tidevandet vil skubbe bådene den ene vej, men blæsten skubber dem den anden vej.  Alt sammen morsomt at se på og når vinden er imod strømmen har vi irriterende krapsøer som gør at Capri danser lidt jitterbug samtidigt med hun danser vals.

Meget underholdende.

La Paz har en kæmpe promenade, Malecon hedder den og det er et yndede udflugtsmål for alle, lokale såvel som turister. Unge kører på skateboards, in-liners og cykler. Familier går og spiser is og det hele er meget fredeligt.  Det er fredeligt men det idylske billedet ødelægges at de mange politibiler der konstant patruljere på gaden.

Herregud – et par politibiler?  Her er politibiler en del anderledes end i Danmark.  Her er det pick-up trucks med et stort stålgelænder svejsede op bagpå.  Deromme står der en, nogle gange to betjente med M-16 fuldautomatiske geværer og holder øje med hvad der end bevæger sig. Det er by politiet.  Hvis det nationale politi kommer er det det samme, men de har et fuldautomatisk 50 kaliber maskingevær med et kæmpe patron magasin monteret. Den har nok ildkraft til at starte (og afslutte) en krig.

Vi ved godt at der er meget hårde kriminelle narkobander her i Mexico som ikke tøver med at skyde på hverken politi eller hæren, men vi har aldrig hørt at de skulle befinde sig her i La Paz (vi har heller ikke hørt noget skyderi, og de lokale sejler her siger at der heller ikke er nogen særlig kriminalitet).

Vi gik op på det lokale historiske museum, dog var alting på spansk så vi kunne ikke læse plancherne.  Men fra min amerikanske skolegang kender jeg en del til den gamle mexicanske historie.

Den nordlige del af Mexico var befolket med Aztec indianerne da Europæerne ankom.  Hernan Cortez hed den første og han, som alle de andre, var her for at lede efter guld, sølv eller ædelsten. Han havde kun et par hundrede mand med sig og alligevel lykkes det ham at nedkæmpe et par hundrede tusinde Azteker og erobre hele landet.  Aztec høvdingen hed den gang Montezuma.  Montezuma begik den store fejltagelse at byde Cortex velkommen da de troede at Spanierne måske var guder (de havde kanoner og geværer som Aztekerne ikke kendte noget til).  Cortez takkede for velkomsten ved at slagte Montezuma, hele hans hof og gøre resten af befolkningen til slaver som arbejdede i guldminerne.  Cortez fandt guld, meget guld og efter Cortez fulgte Pissaro som nedlagde Inka indianerne i Sydamerika.  Hele de indianske befolkninger blev gjort til slaver. Dem som strittede imod blev slagtet.

Der findes en vedvarende myte om Montezumas skat. Myten fortæller at da Montezuma blev klar over Spaniernes fjendtlige intention, beordrede han sin enorme guld og ædelsten skat fjernede nordpå og skjult så Spanierne ikke kunne finde den.  Ifølge myten bestod ”skattetoget” af over 2000 slaver hver tungt læsset med sække fyldt med guld og ædelsten. Ingen ved om dette er rigtigt. Sagnet fortæller at ”skattetoget” begravede skatten i et grotte kompleks et sted i området der i dag er Arizona og New Mexico i USA.  Nogle myter siger at ”skattetoget” nåede helt op til Utah.

I 1914 dukkede en guldgraver ved navn Freddy Crystal op i den lille by Kanab i Utah, bærende på et skattekort som han påstod viste hvor skatten var begravet.  Efter at have søgt gennem området i længere tid, fandt han en grotte hvori han påstod at skatten lå begravet. Hele byen var med ude for at grave i grotterne uden dog at finde en skat.  Grotterne strækker sig over flere kilometer under jorden og hele deres strækning er aldrig blevet udforsket. Der findes stadig i dag nogle der mener at skatten ligger der.

Andre siger at hele skattemyten er lige nøjagtigt det – en myte uden hold i virkeligheden. Og måske ikke.  Sidst i 1950’erne dukkede der en guldbarre op der lavede af omsmeltede Aztec guld. Ingen ved hvor guldet kom fra og barren hviler i dag på Mexicos Nationalhistorisk Museum i Mexico City.

I den sydlige del af Mexico, i Yucatan provinsen er der hele byer af gamle Maya indianer templer.  Vi tager på besøg der til næste efterår. Det bliver spændende da de er lige så store og flotte som pyramiderne i Egypten. Af uforklarlige grund forlod Maya indianerne disse store byer i det 6de og 7ende århundred. Når vi besøger dem skriver vi mere om Maya indianerne.

Som sagt er La Paz en fredelig by. Vi nyder at gå af Malecon sammen med de lokale. Når vi er derinde, blæser vinden ikke så meget som på ankerpladsen og solen varmer. Vi har fundet et par gode restauranter, en lille ”taco-joint” på en sidegade der servere store, gode margaritas og rigtige gode tacos samt andet mexicansk mad. Den er tilmed billige. Derudover har vi fundet Bandidos, som kun servere burgers – men de er rigtige gode burgers. Stedet er det man på amerikansk kalder ”funky”, dvs. at mens næsten alt er forskelligt, passer det godt sammen som en helhed.  Grillen hvorpå de laver brugers er forenden af en 1970 Ford Falcon med opslået motorhjelm. Der hænger lys i alle træerne samt andre mærkelige ting, borde og stole er vildt forskellige og man fristes til at tro de har besøgt mange loppemarkeder for at finde så mange forskellige ting. Vi kan lide at komme der, blandt andet fordi de spiller musik fra ”vores” generation – dvs. 60’erne og 70’erne.  Længere nede af Malecon er der en kæmpe fristelse. Der ligger en is butik med fantastisk god is. Den ligger 3 kilometer henne af Malecon og er ekstrem besværlige at gå forbi når solen skinner og det er varmt.  Lige hvad Vinni og jeg har brug for hvis vi skal holde den slanke linje (suk).

Vi har også købt et par paddle-boards. Det er så meningen at vi skal få masser af motion på dem. Vi har prøvet dem (se video), indtil videre dog kun på knæ. Det der med at stå op kræver øvelse. Som det blæser her for tiden, kan vi kun øve os et par dage om ugen. Men vi skal nok blive god til det.

Vinni og jeg er også lidt forundret. Man læser altid om alle de mexicaner det forsøger at krydse Rio Grande floden for at komme ind i USA. Det er sikkert også rigtigt, men når vi går rundt i byen her, så er alle velklædt i moderne tøj, der er meget få hjemmeløse. Næsten alle butikker, restauranter osv. har skilte op hvor de søger hjælp, så arbejde må være let at få.

Naturligvis er der andre fattigere steder i Mexico, men her ses ingen armod.

Vores tid i La Paz er nu ved at slutte. I morgen sejler over til hovedlandet, nærmere bestemt Mazatlan.
Der er cirka 240sm så det vil tage os et par dage. Det bliver godt at komme på søen igen – vi har ligget her længe nok.

Capris bund lignede en gulvtæppebutik

Det tog det meste af en dag at gøre dinghybunden ren

Ed, der fangede disse to pragteksemplar af marlin, var flink og forærede os flere kilo marlin – yummmm!

Vi mødte også et ungt par, Katherine og Alfredo, henholdsvis amerikaner og colombianer, begge vel sidst i tyverne. De har en 34 fods sejlbåd og tog afsted i går på den første lange stræk at deres store eventyr. De sejlede vestover mod Nuku Hiva og Polynesien. Deres båd er ikke så hurtige, så de regner med at de næsten 3000sm vil tage dem 4 uger.

Vi misunder dem ikke de 4 uger til søs (det har vi prøvet et par gange), men Vinni og jeg har talt de sidste par aftener om hvor glædeligt det ville være med et gensyn af Nuku Hiva, Tuamotus og hele Polynesien. Vi mindes med glæde de aftener vi spillede mexican train med de andre sejlere, de varme venskaber vi formede og det paradisiske liv vi havde derude.

Men, men, men – de er ved at starte deres store eventyr hvorimod Vinni og jeg nok er på vej mod enden af vores. Vi er også enige om at det måske ville være en skuffelse at tage tilbage ud til Polynesien. Det ville nok ikke blive det samme.

Men vi jo lov til at fantasere.