Den 13/12 lagde vi tidligt ud fra Ensenada.  Vores første stop var en marina et par sømil nord for byen, da vi skulle bunke diesel.  Med fyldte tanke og fyldte jerry cans på deck var vi klar til de cirka 800sm som lå foran os.

Vi havde lidt vind de første timer, hvorefter den døde hen – akkurat som vejrudsigten forudsagde.  Vi har ventet på et roligt periode, da vinden ellers har raset og blæst alt fra kuling til stormende kuling langs vestkysten af Baja halvøen. Det prøvede vi nok af på vej ned langs den amerikanske vestkyst, så det skulle vi ikke nyde noget af.

Når vinden dør så siger vi sejlere, ”Det er derfor Gud opfandt diesel motoren”. Vi fyrede op i vores trofaste jerngenua, sat omdrejninger til 1800 for at spare på dieselen (det skulle vise sig at være en fremragende ide), og tæskede derudaf på noget nær havblik (og ynkede over at der ingen vind var – men sejlere har altid noget de ynker over, hvis der ikke er noget sådan umiddelbart – så kan de opfinde noget).

Det er vores mening at tilbringe Julen i Cabo de San Lucas, et ferieparadis. God nok siger mange at når man har været i San Lucas et par dage, så er man klar til at komme afsted igen, men vi kunne godt tænke os at fejre Jul i en by, gå ud og spise osv. Det er trods alt kun Jul en gang om året. Det siges at mexicanerne gør det helt store nummer ud af Julen, det vil vi gerne opleve.

Dagene går. Ingen vind. Det skyer op – stadig ingen vind. Det klarer op – stadig ingen vind. Brændstoftanken er ved at være tom, så vi hælder tre dunke diesel på.  Vi har dog det problem at vores brændstofmåler har besluttet at gå i strejke.  Ja, ja, ingen sejlads uden problemer (mere for en sejler at ynke over). Klikker vi på kontakten nok gange (her taler vi om over 100 gange) så viser den endeligt noget. Det er træls for at sige det mildt.

Vi forsøger at motorsejle for at bruge den fartvind vi selv skaber for at drive båden, men det giver næsten ingenting. Vi hælder et par dunke diesel mere på tanken den næste dag. Vi bruger omkring 2 liter i timen hvis vi kører med 1800-1900 o/m.  Det giver os en fart af 5,5-6,0 sømil i timen, alt ankommen på om vi har modstrøm eller søer vi skal kæmpe med. 

Når vores tank er fyldt og vores dunke også, har vi 330 liter brændstof om bord.  Lidt hurtige hoved regning siger at 330 divideret med 2 liter i timen = 165 timer gangede med 6 er lig med 990 sømil.  Masser af margin, da San Lucas ”kun” ligger cirka 800 sm sydpå. Naturligvis, hvis vi kun går 5 sm i timen pga modstrøm eller andet, så ser regnestykket helt anderledes ud.  Så har vi kun diesel til at sejle 825 sømil og det er jo en hel anden snak. Det kan ende med at vi skal finde årene frem. For mange år siden så vi en fyr i Limfjorden der havde bundede sin lille sejlbåd til sin ryg og svømmede sig fremad med den. Det har vi dog ikke tænkt os at prøve.

Vejrudsigten siger vi skal få vind længere sydpå men som dagene går bliver det mere og mere usikker. Vi har passeret den eneste mulighed (Turtle Bay) for at tanke diesel, så vi har ingen udvej.

Vi har flotte solnedgange hver aften

Vi skruer ned for omdrejningerne for at spare brændstof.  Mindre omdrejninger, mindre forbrug, men også mindre fart.

Suk. Det er en sømands (m/k) lod at der altid skal være noget at bekymre sig om. Jeg er mest fatalistisk, jeg siger at løber vi tør for brændstof, må vi drive med strømmen indtil der kommer vind. Vinni bekymre sig. 

Meget.

Vi beholder en dunk med 20 liter som reserve og hælder resten på.  Nu må det hele briste eller bære.  Der er omkring 100sm tilbage så vi burde nå det, men Vinni er stadig nervøs.

Klokken 9 om morgen kan vi runde pyntet og sejle i havn, direkte til fuel dock. Puha, det bliver en dyr fornøjelse. Godt nok er diesel noget billigere her i Mexico end det er i både Danmark og Californien, men regningen er nær kr. 3000.

Der er ingen ledige pladser i havnen så vi sejler ud igen og lader krogen gå. Nu er vi for anker og heldigvis ruller det ikke helt så meget som vi ellers har læst at det kan gøre her. Hvor er det bare dejligt at ligge for anker igen.

Tror vi da. Det er lige indtil alle jetskis, panga (den lokale udgave af åbenmotorbåd), større motorbåde osv kommer blæsende forbi. Der er tilsyneladende ingen der har fortalt dem at man sejler langsomt gennem en ankerplads. Derudover er der strandbarene. De har højtalersystemer der formentligt kan råbe Japan op og de kører for fuld udblæsning. DJ’erne forsøger at få et party i gang og tilbyder gratis drinks hvis pigerne vil vise deres bryster eller baller. Allerede kl. 10 om morgen begynder strandbarene– det bliver meget værre om aften. Der er også ”party boats” der sejler rundt i bugten, hver med deres egen DJ der råber og skriger ind i mikrofonen for at skabe ”stemning”. Et par har rock bands der spiller højt.

Flere af partybådene har julelys over det hele

Hver morgen ankommer et par cruise ships der smider anker i bugten og sender et par tusind feriegæster i land i deres både.  Senere den eftermiddag, når de har købt deres souvenirs, henter bådene dem tilbage til skibet, som sejler. Næste dag er det to nye skibe.

Hmmmm. Nu begynder vi at forstå hvorfor mange tager videre efter en dag eller to. Det beslutter vi os også for. Vi er ikke midt i tyvene mere – så den form for underholdning har ingen interesse. Vi vil sejle nordover til La Paz og tilbringe Julen der. La Paz skulle, efter sigende, være en dejlig by.

Men først skal vi lige checke ind og ud hos Port Captain. Deres kontor ligger et par kilometer fra dinghy docken, så vi marchere derudad gennem de smalle stræder. På vejen dertil går vi forbi en restaurant der ser meget hyggelige ud og har et stort skilt ”World’s best margaritas!”.  OK, vi notere os hvor den ligger og efter at have besøgt Port Captain, går vi tilbage for at spise frokost og prøve deres margaritas.

Jeg kan afsløre at de IKKE var verdens bedste. De smagte meget godt men vi var enige i at de nok havde glemt at komme tequila i. Frokosten var god og stor så det gik.

Vel tilbage i Capri, slappede vi af og den næste morgen tidligt sejlede vi nordpå. Vejrudsigten fortalte at vi ville få god vind, desværre lige i fjæset, men det skulle kun blæse 10-12 knob så det gik nok (vi skulle blive klogere, skulle vi).

Vi sejlede for motor de først 3-4 timer da vi var i læ af vinden pga bjergene. Dejlig sejlads, med masser af sol. Da vi drejede rundt om den sidste pynt, kom blæsten og det var ikke 10-12, nærmere 20-25 -30 med pust der var højere. Der var dog ingen udvej, det første sted vi kunne anker i læ er en bugt der hedder Los Frailles.  Los Frailles var stadig 20-25 sømil forud så det eneste vi kunne gøre var at bide tænderne sammen og fortsætte. Vores nabobåd i San Lucas, Wild Blue, lagde også ud, dog et par timer efter os.

Det var hårdt. Nej, lad os sige sandheden – det var brutalt. Uanset hvad vi gjorde, så fik vi tæsk. Bølgerne var ekstrem krappe og mellem 1,5 til 3 meter. Vi hold bare fast i båden og ventede på at vi kunne komme i læ.  De krappe søer skyllede ind over fordækket, Capri bankede snuden hårdt ned i vandet og nu havde vi noget nyt at ynke over.

Klokken 17:00, efter 5-6 lange timer med tæsk, kom vi endeligt ind i den lille bugt og kunne lade vores ankerkæde glide ud. Vi var ikke alene, der lå et par både i forvejen. Den ene tog afsted den næste morgen, men den anden, et Canadisk par, Gentry og Tera, blev. Wild Blue fra San Lucas dukkede op et par timer efter os og så var i tre både.

Vejrudsigten fortalte bare om vind, vind og mere vind. Vi kunne se bølgegangen ude på havet fra vores ankerplads. Denne plads er beskyttet mod bølgerne, men ikke mod vinden. Det blæser både halve og hele pelikaner her. Men bunden er god sand så vores anker holder uden problemer og faktisk er alt godt (hvad pokker – har i intet at ynke over?  Ok, der mangler lige en lille strand cafe).

Stranden er alt det som en dansker kan ønske sig. Stor, bred, finkornede lysegult sand. Masser af sol og god læ. Der ligger et par sommerhuse her, samt et lille hotel. Derudover er der en primitive campingplads som har en snes autocampere parkeret. Der er ingen faciliteter, man kan dog komme af med skrald.

Vi ville gerne have fejret Jul i La Paz, men det er da også dejligt at være her. Vi taler med de andre og bliver enig om at holde fælles jul ombord på Capri. Alle har nogle steaks og kartofler, rødvin og tequila så det bliver en festlige aften. Vores lille juletræ bliver beundret (meget, da vi er de eneste der har et) og der bliver fortalt mange gode sejler historier. De ser vores bøger på hylden og er mere end imponeret over at de fejre Jul med et par så berømte forfatter (ok, måske ikke helt så berømte).

Drinks i cockpittet juleaften før den store middag

Spinnaker, Chad og Carolines hund var også med til juleaften

Sea of Cortez er et yndlingssted for pukkelhvaler samt blåhvalen. Vi ser hvalernes blås lige uden for bugten og et par gange er der nogle pukkelhvaler der kommer ind og besøger os. De svømmer rundt omkring bådene og springer ud af vandet et par gange. Det er stadig imponerende, selv om Vinni og jeg har set det flere gange ved Hawaii. Derudover er der masser af fisk, samt nogle små djævlerok. Der bor mange af disse djævlerok her i bugten og de springer hele tiden. Tilsyneladende gør de det for at slippe af med udyr som sætter sig på dem.

Vores vindinstrument er holdt op med at virke og efter at have skilt de meste af båden ad, finder Gentry og jeg problemet. Det kræver en tur i masten for mit vedkommen (i hård blæst) men det gik.  Nu virker det, men reparationen er nok midlertidige. Det må vente til vi er et sted hvor det ikke blæser og vi har tre par hænder.

Ak ja, nok en reparation – denne bliver ikke dyr, men det bliver et fandens besvær (endnu mere ynk).

Vi holder fælles spisning de fleste aftener, Wild Blue fisker hele tiden og har heldet med sig, så vi smasker på frisk tun og aborre. Godt de har, for vi er alle sammen ved at køre lidt tør for proviant.

Den anden mangel ved denne dejlige bugt er en total mangle på internet eller telefon. Intet.  Min telefon fanger en gang imellem lidt fra en antenne på den anden side af bjerget, men det er kun nok til at lige lyse op et øjeblik og så dø igen.  Bortset fra at familien og flere af vores venner var bekymret (vi ringer altid og ønsker glædelig jul), så havde det ikke den store betydning for os. Vores dage gik med at nyde solen og ellers slappe helt af. Vi tre både mødes næsten hver aften, Gentry, Tera, Caroline og Chad er hyggelige mennesker og vi taler alle sammen godt sammen.

Efter det meste af en uge løjer vinden af og vi tre både kan tage af sted mod næste ankerplads, Bahia de Muertos (De Dødes Bugt).

Spændende navn og hvorfor hedder det nu De Dødes Bugt? For mange år siden gravede man sølv her i bjergene og det blev læsset på pramme her ved en lille sten mole. For at prammene kunne fortøje kastede man nogle gamle jernbanevogne understel i vandet. De kom til at hedde ”Død mands bøjer” (hvorfor ved vi ikke) og derfra fik bugten navnet ”De Dødes Bugt”.

Nu er sådan et navn ikke tiltrækkende for turisterne så da man byggede et hotel/resort her, forsøgte investorerne at få navnet ændret til ”Drømmenes Bugt”. Det hedder det vist nok på landkortene, men søkortene kalder den stadig ”De Dødes Bugt”.

Dejligt sted, med en lille strand cafe hvor vi alle indtog nogle drinks og lidt aftensmad. Vi har alle sammen været på søen nu i 10 dage og vores proviant er ved at nå bunden. Wild Blue fisker hver dag og har været meget generøs med at invitere på sushi, shasimi og grillede tun og mahi-mahi, men selv frisk fisk kan blive lidt ensformigt.

Caroline og Chad fra Wild Blue har slæbt hele deres liv med sig. De har boet om bord på både i over 18 år, men er først begyndt at sejle langt for et par år siden. Vinni og jeg er imponeret over hvor meget de har med. Dækket og ruffet over kahytten flyder med alt muligt og nedenunder er det ikke bedre. Men det er hyggeligt nede under. Desuden har de deres 17 årige kat med sig samt deres 4 årige hund, Spinnaker. Spinnaker har boet hele sit liv på en båd så han kender ingen anden tilværelse. Han er utrolig sød og utrolig glad når der kommer besøg. Han hopper og danser og kan snart ikke finde ud af om han er ved at komme eller gå.

Spinnaker giver alle kys

Vinni og jeg elsker hunde så vi nyder at være sammen med Spinnaker.

Næste morgen letter vi anker samtidigt og vi har lidt vind. Capri viser nu at hun er en hurtig båd og vi sejler ganske enkelt fra de andre, frem til en bugt lige udenfor La Paz, hvor vi lader krogen gå. De andre både dukker op en time senere og kan se Vinni og jeg sidde i cockpittet og nyde et glas kølige hvidvin. Wild Blue har fanget tun igen og invitere os på sushi – dejligt.

Næste morgen, letter vi anker og ankommer til La Paz. Turen fra Cabo San Lucas burde kun have taget 3 dage, men endte med at tage ni dage – vi lå blæst inde i en uge. Det skal dog siges at Los Frailles ikke er det værste sted at blæse inde. Heldigvis havde vi gode naboer og de er alle søde folk så vi havde et fint social liv.

De andre ligger for anker mens Vinni og jeg er gået i havn så vi kan få rengjort stakkels Capri som er helt belagt med salt. Desuden blev vi overdyngede af flyvende blæksprutter (ja det er rigtigt – de flyver op på dæk om natten), der dør og skaber store blæk pletter på vores ellers så flotte dæk.

Det tager det meste af en dag at få hende gjort ren. Så kom Nytårs aften og besætningerne fra de tre både samt et par andre både går i byen. Vi finder til sidst en lille restaurant i en side gade hvor vi kan spise og få nogle margaritas. Men sejlere er trætte mennesker og vi tager hver især tilbage til vores både ved 11 tiden.  Vinni og jeg tager en drink og prøver at holde os vågen men ak, kl. halv tolv er vi i køjen (endnu mere ynk).

Vi skriver mere om et par dage. Først skal vi ud og udforske La Paz.